So Many things to say.. -Nille-

Hvis man spurgte Nille hvad hun syntes om Josh ville hun sige at han var en god dreng, en man kunne snakke med, og at han var sjov. En rigtig god ven. Hun kunne godt lide Josh, både som stor og lille. Hun kunne mærke at der var noget der plagede ham, og hun ville gerne hjælpe ham. Men hun følte ikke hun fik lov når han formulerede det sådan. Som noget hun ikke skulle tænke på.
"Det er i nemlig. Men måske lidt for meget?" Hun smilede kækt, og havde et varmt glimt i øjnene. Hun blev med ét helt alvorlig. Hun foldede hænderne i skødet, og så på ham. "Josh, jeg vil gerne hjælpe dig. Du kan sagtens fortælle mig hvad der er galt." Hun smilede svagt.

Lidt for meget.. Jah, det kunne godt passe. Josh og Jacob var ballademager, trods at de ikke var rigtige søskende, så var de næsten som pot og pande. Deres opførelse var den samme, men deres udseende var vidt forskellige. Men, nu var det vel heller ikke det som det handlede om. Han rystede kort på sit hoved, for at få alle de ubrugelige tanker væk, det var ikke det som han skulle tænke på lige nu. Lige nu skulle han fokusere på at Nille sad og gerne ville lytte til ham..
"Joh ser du jeg.." stammede han og kunne ikke få de rigtige ord ud af sin mund. Hver gang han forsøgte, var det som om at der kom en låge op foran munden, så de ikke kunne blive sagt. "Jeg føler at jeg er lidt af en fejl Nille.." Han kiggede ned i gulvet, da det var noget som han bestemt ikke var stolt over. "Min far var en voldtægtsmand og min mor hun.. Hun forsøgte at dræbe mig da jeg helt lille.. Hun forsøgte at kvæle mig.." Nu fik han det da endelig sagt til nogen..

I Nilles øjne var Jacob og Josh nærmest ens. Godt nok ikke udseendet... Det ville være unfair! Hvad Josh mente om hende, vidste hun ikke, og hun havde ikke tænkt sig at spørge. det ville både være egoistisk, og dumt. Han havde meninger, og dem måtte han gerne beholde for sig selv. Mest fordi hun ikke ville høre hans mening om hende, og hun ikke ville blive såret hvis han ikke kunne lide hende.
"En fejl?" Hun rystede lidt på hovedet. Hun tog om hans håndled, og trak ham hen for at han kunne sidde ved siden af hende. Hun så alvorligt på ham.
"Josh, du er ikke en fejl. Du er alt andet end en fejl. Din mor prøvede sikkert bare at sikre dig fra et forfærdeligt liv. Den tid er ovre nu, Josh. Du er en sød dreng, og det vil du en dag indse. Du ved jeg har ret." Hun smilede svagt.

Josh havde intet imod Nille, faktisk så han hende som en søster og var glad for at Jacob havde fundet en som hende. For, Josh var ikke dum, han kunne sagtens se på dem at de var glade for hinanden og elskede hinanden rigtig. Selvfølgelig var der oppe og nedture, men det var der vel i hvert forhold ikke sandt? Så meget forstand havde han heller ikke på det, ikke endnu i hvert fald, hvis den tid overhovedet kom.
"Tak Nille, men jeg.." han blev afbrudt da hun snakkede videre. Det nille sagde havde hun vel ret i.. Josh mor, Lola, havde forsøgt at kvæle ham, men det var under et tidspunkt hvor de andre kvinder stod omkring hende og tikkede hende om det, da de ikke ønskede at han skulle ende som sin far og de andre sønner. tanken om det, fik ham til at få kuldegysninger, så i stedet smilte han stort til Nille. "Tak, du har ret, den tid er over," Han sænkede sit smil en anelse. "Tak for at du ville lytte,"

Der var altid op og nedture i et forhold! Desværre var Nille bare en pige der var problemer med, hun var altid en der skete noget ved. Man skulle kunne klare at der skete en del ved hende, at hun kunne overreagere, og såre dem der stod hende nærmest. Hun kunne bruge sin evne mod en hun holdt kær, kun fordi hun var skide vred. Sådan var hun, og hvis man ikke kunne leve med det, havde man ikke fortjent at kende hende overhovedet. Eller også havde hun bare ikke fortjent at kende dem. Hun burde stadig være død. Hun burde altså være død!
"Jeg lytter altid til dem der står mig nær's problemer, Josh." Hun smilede skævt, og et varmt glimt var i hendes blik. "Du har hjulpet mig, og jeg bekymrer mig om dig. Du kan altid bede mig om hjælp." Hun rejste sig op. "ER du sulten eller tørstig?" Hun så spørgende på ham.

Han bemærkede det varme glimt i hendes øjne, et varmt glimt som fik ham til at se på hende som en storesøster, en klog storesøster der vidste hvad man skulle gøre, når han ikke selv vidste det. Hun lyttede altid, det fik ham til at smile varmt til hende og nikke kort. Det var rart at høre at hun altid ville lytte, hvis der nu skulle komme andre problemer, og hvis han ikke tog meget fejl ville der snart komme nogen. Trods alt havde han stadig et LANGT liv foran sig. Det fik ham til at spekulere om hvornår engle dnaet ville træde i kræft..
"tak," sagde han og rejste sig. "Jeg vil også altid lytte til dig Nille," han smilte til hende, inden han kiggede rundt i korværelset. "Altså, jeg må indrømme at jeg er en smule sulten," Lige efter han havde sagt de ord begyndte hans mave at knurre højt. "Okay, meget sulten," han grinte over sig selv.

Nille havde ment det. Josh kunne altid snakke med Nille. Hun ville altid lytte. Hun betragtede Josh som en god ven, eventuelt en lillebror... Men det var godt at Josh ikke var hendes lillebror sådan rigtigt. Hun smilede skævt til Josh.
"Det lyder godt. For der sker en del omkring denne Skammer" Hun grinede lavt, og smilede drillende. Hun hævede drillende et øjnebryn. "Lidt?" Hun rystede kærligt på hovedet og grinede lavt. "Kød eller vegetar mad?" Hun så spørgende på ham.

Om denne skammer, det var Josh bestemt ikke i tvivl om. Han kunne sagtens huske hvilke problemer Nille kom ud for, og han ønskede altid at han ville kunne hjælpe hende, men hvad skulle end lille engel på 8 - 9 år kunne hjælpe med? Der var selvfølgelig evnen, men den kunne han ikke altid bruge, specielt ikke som lille da han slet ikke var klar over hvordan den skulle bruges.. Han kiggede hen på Nille, med det samme kække smil som hun sendte ham. "Så er det godt at jeg elsker at lytte til andre," han blinkede drilsk til hende, inden en ny rumlen opstod fra hans mave, så han tyssede på den. "kød lyder nu bedst," han grinte kærligt. Josh elskede kød, men det gjorde de fleste drenge vel.

I Nilles øjne havde Josh altid været mere end blot en lille dreng. Dengang han havde brugt evnen på Victoria, havde han imponeret Nille. Hun var blevet imponeret over at han havde turdet at gøre det, og at han ville have hjulpet dem. Det viste at Jacob havde opdraget Josh godt. Hvilket var endnu mere respekt ved Nille.
"Dygtig dreng." Hun smilede drillende, og grinede lavt over den rumlen der kom fra hans mave. "Så kom." Selv foretrak hun sjæle, men kød var der intet galt i. Sjæle mættede hende bare bedre. Hun gik ned i kroen.

Han fulgte med hende ned i kroen, ignorede endnu engang alle de blikke som blev rettet imod ham, da det nok bare var fordi at folk de var nysgerrige og at man altid kiggede hvem det var som kom ned af trappen. Det gjorde han i hvert fald, hørte han nogen komme, kiggede han altid hvem det var. Dog var han for hurtig, der var et par enkle mænd som havde fået godt øje til Nille, fulgte hende med deres blikke og man kunne se den klamme gnist de havde i deres øjne. En gnist som Josh ønskede at slukke med det samme.. Han gik hurtigt hen ved siden af Nille, kiggede rundt for at se om mændene skulle finde på at komme hen til dem. De så stadig på hende, hvilket fik ham til at rynke på næsen.. Klamme grise..
"Hvad gør du med mad? Du er jo dæmon," han sørgede for at hviske det, så folk ikke skulle føle sig truet, eller bange..

Alle de blikke der var vendt mod dem, var Nille ligeglad med. Hun var vant til at folk kiggede på hende. De ville jo mange gange sikre sig om det var skammeren eller ej. Så for hende betød det ikke så meget. Hun stoppede lidt op da hun så en dusørplakat. Blikkene var stadig ved dem. Hun kunne se det var dusørplakaten efter hende... Så i stedet for at rive den ned, gik hun bare hen imod disken. Hun fik fat i kromutter, og bestilte to tallerken kød. Hun så på Josh.
"Jeg spiser det, jeg kan altid få en sjæl senere." Hviskede hun tilbage. "Vil du have noget at drikke?" Hun så spørgende på ham. Hendes blik søgte rummet efter dusørjægere, og hendes blik mødte en af mændene der gloede på hende.
"Ignorer dem." Hun vendte ryggen til mændene, og så efter kromutter der var igang med at finde to tallerkner.

Han bemærkede godt dusørplakaten og mærkede en trang til at rive den ned, men det ville nok være alt for mistænkeligt, så mon ikke at det var bedre at lade som ingenting og håbe på at ingen havde opdaget at det var hende. Normalt ville han ikke finde en situtation utryg når han skulle til at have noget at spise, men med alle de blikke rettet imod dem, specielt imod Nille, fik ham til at væmmes og han ønskede at de bare kunne gå ovenpå igen og spise i fred. Havde folk ikke bedre ting at give sig til, end at stirre på andre? Han fokuserede på Nille, for at svarer på hendes spørgsmål.
"Ja tak, et glas vand ville være rart," sagde han med et smil og så lidt med, da kromutteren var igang med at finde et par tallerkner frem. "Jeg skal prøve," Det kom som en mumlen, imens han skævede over til de irriterende mænd, som han kunne kylde en stol efter hvis det var det som skulle til. En af dem hviskede noget til den anden, som bare gav ham endnu mere lyst til at kaste den stol, nøjagtig den stol der stod lige ved siden af.

Lysten til at flå dusørplakaten, eller brænde den var stor. Hun havde sådan en lyst til det. Men hun kunne ikke. Ikke uden at vække opmærksomhed. Hun forstod ikke hvorfor blikkene stadig var på dem, og specielt hende. Hvorfor hende? HAvde de genkendt hende? Et glas vand? Hun nikkede.
Da kromutteren kom med to tallerkner med kød, og stillede det foran dem, bestilte Nille hurtigt et glas vand. Hun skulle ikke have noget at drikke. Hendes blik landte kort på mændene, og hun sukkede lavt. Hun kiggede på Josh.
"Slap af, de kan intet gøre os, det ved du." Hun smilede skævt, og puffede drillende til ham med hoften. Og dog... Hvorfor så mændene sådan på hende?
"Vent her. Jeg vil finde ud af om mændene vil det jeg tror." Det hun troede var om mændene gloede sådan på hende fordi hun... Ja, var en kvinde. Hun så kort på Josh inden hun gik ud af kroen.¨
Hun stillede sig lidt tæt på døren, så man hurtigt så hende.

Maden kom og Josh kiggede kort på det, men rettede hurtigt sin opmærksomhed imod Nille der gik hen imod døren. En af mændene rejste sig op, hvilket fik det til at løbe koldt ned af ryggen på Josh.. Han kunne nærmest dufte den klamme duft over ham, en duft som han kunne huske fra sin tid ned i kælderen, en duft som altid først dukkede op når han stod ansigt til ansigt med sin far.. Han knyttede sine næver for ikke at blande sig og forhindre manden i at gå hen til Nille, men han vidste at han måtte slappe af og tænke på at det måske slet ikke var det manden ville. For en sikkehedsskyld fulgte han med i alt hvad manden gjorde, bemærkede hver en bevægelse han tog. Manden gik som forventede hen til Nille med et flirtende glimt i sine øjne, kiggede kort ned af hende men op til hendes øjne igen.
"Hej smukke, vil du slutte dig til vores selvskab?" han nikkede hen imod bordet hvor de andre mænd sad..

En af mændene rejste sig op. Præcis som Nille havde regnet med. Josh skulle ikke bekymre sig, Nille kunne da godt klare en idiotisk mand. Nille kiggede kort over på Josh med et blik der sagde hun havde styr på det. Hun lagde armene over kors, og vendte sig mod manden med et hævet øjnebryn. Nille lagde hovedet lidt på skrå og rynkede på panden over mandens flirtende glimt i øjnene. Og det faktum at han kort ned af hende gav hende lyst til at sparke ham mellem benene. Hun lignede en der tænkte sig om, ved at hun så hen imod bordet, og rynkede lidt på panden. Indeni smilede hun for sig selv.
"Nej, jeg klarer mig. I virker ikke som de bedste at snakke med." Hun smilede uskyldigt, men hendes stemme var lidt flabet. Hun tog nogle servietter fra et bord, da hun var gået indenfor igen, da hun lod som om det bare var det hun skulle. Hun gik hen til Josh igen.
"Hvis han ligner en der er godt vred, sig til." Nille havde ryggen vendt mod manden, og fronten mod Josh. Hun foldede servietterne sammen, som om hun ikke havde noget andet at lave.

Manden blev selvfølgelig fornærmet over Nilles ord, men nåede ikke at protustere før hun var gået over til Josh igen, hvilket bare fik Josh til at grine en smule for sig selv, eftersom han elskede hvis en kvinde afviste en mand som ham. En der troede han kunne få lige hvad han ønskede sig, men det kunne han så bare ikke.. Ha.. Josh grinte og tog en tår af sin vand, inden han kiggede over Nilles skulder for at lægge mærke til om manden lignede en der var sur. Det gjorde han skam, nej, han lignede mere en der var ved at ekslodere.. Josh nikkede kort til Nille.
"Han er godt vred," hviskede han..
Manden gik langsomt hen imod nille med truende skridt.

Nille var ikke bange for den mand. Hvorfor skulle hun? Hun havde sin evner, og talenter. Bare det at hun sagde hun var Skammeren kunne få folk til at flygte. Så hun var ikke bange. Hun fandt ingen grund til at være bange. Hun var stærkere end hun så ud. Det kunne godt være hun var slank, og lignede hun ingen muskler havde. Men hun havde en dæmons styrke, sine evner, og hun var psykisk stærk. Hun grinede lavt, og foldede den sidste serviet. Hun vendte sig om mod manden da han truende gik hen til hende.
"Jeg ville passe på hvis jeg var dig." Hun vendte sig hurtigt mod Josh. "Tag kødet, og løb efter jeg har brugt min skammer stemme." Hviskede hun lavt og vendte sig så mod manden igen.
"Se mig i øjnene..." hendes øjne blev ikke sorte. Hun tog et krus med øl, og kastede mod manden. Hun hoppede op på bardisken og var klar på de ville genkende hende.. Og jagte hende.

Lige efter hun havde brugt hendes stemme.. Han måtte indrømme om at han var en smule i tvivl om hvornår hun brugte den og når hun ikke gjorde, eftersom han vidst aldrig havde hørt hende bruge den og specielt ikke overfor ham. Så snart han kunne hører hvordan hendes stemme nærmest sang, gik han ud fra at det var skammer stemmen og tog kødet, for derefter at gå hen til hjørnet for at sidde og se hvordan mændene blive ydmyget, da han var sikker på at Nille sagtens kunne klarer det selv og hvis hun ikke kunne, så skulle han nok komme hen til undsætning. Manden tumlede efter Nille, men skyndte sig væk da han hørte stemmen. De andre mænd rejste sig og kastede ting efter hende og lige pludselig var hele kroen et stort slagsmål. Josh vidste ikke helt hvorfor, men han kunne ikke stoppe med at grine, eftersom væsnerne tumlede rundt som bavianer i et bur. De fløj rundt, kastede med ting og josh sad bare og fulgte med.

Nille mærkede triumfen hærge i hendes indre, og gøre alt det mørke til rødt. Hendes sind blev fra mørkt til rødt. Det betød at hun kunne mærke triumf følelsen inde i sig. Hun smilede skævt, lagde armene over kors og hovedet lidt på skrå. De kastede ting efter hende... Men hun løftede hånden, og havde håndfladen mod dem. Døren gik op, og vinden kastede tingene tilbage mod mændene. Hun hoppede ned fra bardisken, og løb ud af kroen. En dusørjæger rejste sig op, tog dusøren, og løb efter hende.
Men det havde Nille regnet med. Hun havde taget den ene daggert frem fra sin læderstøvle, gemt sig i en skygge, tæt ved kroen, og ventede på dusørjægeren. Hun lagde en hånd på hans mund, og skar hans strube over. Hun tørrede blodet af daggerten i hans tøj, og smilede skævt.Hun gik hen til kroen igen.
"Josh!" Råbte hun, og ventede udenfor kroen.

Pludselig summede hans navn ind i kroen, sammen med en lille vind der blæste forbi. Josh var hurtigt oppe at stå, tog tallerkerne med kødet med sig, imens han begav sig ud på midten af kroen, hvor folk stadig tumlede rundt og kastede ting efter hinanden, som Josh måtte undgå for ikke at få i hovedet. Han bukkede sig, drejede sig nærmest rundt og gik ellers bare med rolige skridt igennem krigen, uden det mindste tegn på at han var bange for at blive ramt. En stol fløj forbi hans ansigt, hvilket fik ham hurtigt til at stoppe op, inden han forstatte og endelig nåede ud til Nille.
"Ja?" sagde han og smilte uskyldigt til hende. "Du kaldte?"

Sikke et tivoli der var derinde.. Og det havde hun skabt. Det sjove var at ingen af dem reagerede på hende. Hun lænede skulderen mod kroens mur, udenfor stadigvæk. Hun kiggede op på himlen, og sukkede lavt. Det var snart tid til at smutte hjem... Nille kiggede på Josh da han kom ud. Hun hævede et øjnebryn.
"Du må spise kødet alene." Hun rettede sig op. "Jeg skal til og hjem." Hun trak på den ene skulder, og så lidt væk.

Tallerkene i hans hænder, stillede han kort fra sig på en bænk der stod lige udenfor vinduet til kroen, hvor man kunne se skikkelser af væsner der tumlede rundt, imens der fløj ting rundt om ørerene på dem. Selvom det fristede Josh til at kigge på og bare slappe af, ved at se andre væsner gøre sig selv en anelse til grin, så kunne han ikke få sig selv til at smile, da han hørte Nille sagde at hun måtte gå og at han måtte spise alene. Ligeså hurtigt som han havde virket glad, lod han smilet forvandle sig om til en forvirret grimasse og et løftet øjenbryn. Ville hun allerede gå fra ham?
"Hvorfor?" spurgte han hende med en rolig stemme, for at vise hende at han ikke ville tvinge hende til at blive, men mere bare vide hvorfor hun pludselig ønskede at forsvinde fra ham, sådan uden videre.

Nille ville væk og hun skulle væk. Hun havde noget hun skulle nå. Hun lagde hovedet lidt på skrå da han spurgte hvorfor. Han vidste det ikke? Hun rynkede lidt på panden, men grinede så. Hun lagdeen hånd på hans skulder, og gav ham et klap på skulderen. Hun smilede skævt.
"Jeg skal hjem til Toby." Sagde hun med et skævt smil. Hun gav ham et hurtigt kram. "Husk, du kan altid komme til mig.. Selvom jeg er svær at finde.. Men der er altid en måde at finde mig på... Eller få mig til at komme." Hviskede hun lavt. Hun vendte ryggen til ham, og begyndte at gå.

//Out xD

Toby.. Den dreng kunne han sagtens huske når han tænkte over det, men pludselig skød en smerte igennem ham, da han kom i tanke om noget fra fremtiden, som handlede om denne unge Toby.. Han bed sig hårdt i underlæben, følte sig pludselig skidt tilpas, efter hun havde krammet ham og sagt at han kunne komme til hende.. På en måde havde han glemt at det var sket, eftersom han ikke havde været særlig gammel igen, men nu når han kom i tanke om det, spredte dig sig et sår inde i ham, et sår af skyldfølelse.. Han lukkede sine øjne i, så efter hende og henvendte sig derefter til bænken, hvor han satte sig ned og kørte forvirret en hånd igennem sit hår. Kødet så ikke længere fristende ud og han kunne ikke få en bid ned, bare ved tanken om skyld.. Skulle han have sagt noget.. Eller, havde det været bedst med at tie stille? Han sukkede, inden han rejste sig op fra bænken, kiggede kort derhen hvor Nille før havde været, inden han vendte ryggen til og gik..

//OUT xD//

//Haha! Ja, han skulle så have fortalt hende det... Men det ville have ødelagt det hele... Men tak for et godt emne! ^^//