Big problems and bad tempers - Selene

S: Firewood Village, The Crypt
T: Aften.
O: Beskrives
V: Lun aften udenfor.
P: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] uden håndtasken.

Emersyn Reyes. Ikke lige den første person man regnede med at spotte i en overfyldt natklub, siddende oppe ved baren med en øl i hånden. Ikke desto mindre sad hun der. Med sit sædvanlige kedede ansigtsudtryk, og det grønne hår som næsten oplyste hendes ansigt i det mørke lokale. Hun tog en enkelt slurk af den kolde øl før, at hun kastede et blik bagud. Hun så ikke ud til at lave andet. Hun havde hverken danset eller snakket med nogen siden hun kom. Blot drukket to øl og stirret længselsfuldt efter noget, som ikke syntes at befinde sig i lokalet. Med et irriteret suk vendte hun atter blikket ned mod øllen, og lod en hår rode igennem det løse hår, hvilket blot fik lyset til at sprede sig mere omkring hende.

Hun var kommet her tidligt. De havde ikke engang åbent, da hun havde stillet sig og ventet ude foran døren. Næsten som en overivrig teenager der endelig var tilladt sin første bytur. Problemet var bare, at hun så langt fra begejstret ud. Virkeligheden var således, at Emery havde brugt hele den tidlige morgen og formiddag på at jagte endnu et spor. En fornemmelse. Den havde som sædvanlig ledt hende rundt i byen, lidt udenfor og tilbage igen. Det var stærke signaler hun fik efterhånden, men det havde stadigvæk ikke vist sig nok. Hun havde mærket hovedpinen langsomt komme snigende og frustrationen ligeså. Derfor havde hun kaldt det en dag og besluttet at tage en drink. Hun var smuttet hjem, taget et bad, skiftet tøj og havde så stillet sig klar. Hun udnyttede tiden til at få lidt frisk luft og nyde stilheden.

Hun havde været der en times tid efterhånden, men det var rigeligt. Tanken om at smutte efter en enkelt drink mere fristede grusomt, og hun så alligevel ingen grund til at blive tilbage. Hun kunne trods alt få en del mere tilfredstillelse ud af morgendagen, hvor hun havde hørt om en ung, menneskelige, snushane som var eftersøgt af et par butiksejere. Ham ville hun formentlig ikke have meget besvær med.

Selvfølgelig var Selene på The Crypt, det var hendes sted. Som i, at hun ejede stedet. Efter en mindre brand og et mord på en af musikerne - så var der overraskende roligt her. Eller så roligt som der kunne være på et danse sted. Selene selv var der gang i, det var hendes metode på at komme videre i livet. Feste, drikke- måske glemme de mest voldsomme tanker. Men ikke i aften. I aften prøvede hun på at styrer sig selv. Det var måske ikke det letteste, men det var aften og hun havde faktisk ikke drukket en eneste genstand endnu. Måske var det den med at hun var på arbejde, der gjorde, at hun havde en anden holdning til tingene. Pludselig overvejede hun om det var, hvad hun skulle gøre - afvende sig selv med mere arbejde? Det var da en mulig løsning. Selene var gået om i baggården for at hente nogle flere vare indenfor, men til hendes overraskelse var der folk derude. Et suk forlod hendes læber.
"I need to ask you to leave and go back inside," sagde Selene til de tre sikkert dæmoner der stirrede tilbage på hende.
"Why would we do that pretty one?" Spurgte en af dem og gik nærmere Selene. Hun hævede et bryn af dem og fnøs så.
"I'm telling you to get the fuck out, so do it," tilføjede hun med sit nok mest seriøse ansigt. Dæmoner. Typisk dem ikke at lytte til en shapeshifter. Det var vel lettere at grine af hende.
"We want to take the Crypt make it ours," sagde en anden, hvilket fik Selenes opmærksomhed. Et lille grin forlod hendes læber.
"Like I would sell it to you," fnøs hun og så blot mod de tre dæmoner. Selene var ikke dum nok til at tage en kamp op med tre dæmoner. Det var måske lige i overkanten. Det kunne være hun skulle begynde at svinge nogle flere kamptimer ind i sin plan for dagene. En af dæmonerne kom tæt nok på hende til hun mærkede muren mod ryggen. Han placerede sin hånd mod muren ved siden af hendes hoved, hvilket fik Selene til at reagere. Hun havde trods alt evner at bruge, så hvorfor ikke gøre det. Selene trak sine hugtænder frem og de monsterlignende øjne blottede sig for mørket. Hun satte de slangelignende tænder i dæmonens håndled - drak en anelse af blodet før hun så trak tænderne til sig og sparkede dæmonen væk. Dæmonen skreg op i smerte af måden giften virkede på ham.
"You should have left.. " mumlede hun for sig selv, som slangen overtog hendes sind. "You have a chance to leave - or get the same, your choice really," tilføjede hun med et skævt smil. Denne del af Selenes personlighed var ikke ligefrem en hun var i kontrol over - tvært imod. Den ene af de to dæmoner gik til angreb og Selene fik da et par slag - i det mindste kom hun på andre tanker end dem hun havde været jagtet af hele aftenen? Selene modtog en tur hen af asfalten, men kom da alligevel op at stå igen. Selene var ikke bare en shapeshifter trods alt, hun var stærkere end hun faktisk vidste. Hvilket overraskede hende da hun dæmonen bukkede under et af hendes slag. Selene fik grebet fat om dæmonens arm og satte tænderne i ham også.
"I'm on fire today - seems like it is just us now," sagde hun til den sidste dæmon tilbage, som hun kørte en finger henunder læben for at tørre blodet væk.
En skikkelse der joinede selskabet fik hende til at ændre holdning ret hurtig og evnen trak i sig. Et slag i maven gav hende et chok, før hun var tvunget til at reagere på endnu et angreb.
"Looks like I'm gonna win after all, bye bye little girl," lo han og gik truende imod Selene. Hun prøvede at komme op på benene før han ville nå hende, men selv hvis hun gjorde - så havde hun ikke ligefrem kamperfaring selvom hun ville ønske hun havde.

//Hope its okay cc:

//It's perfect! Sorry… jeg gik lidt amok med karakterne osv .-.//

Emery sad og betragtede et ungt par, hvis ikke særlig diskrete måde at håndtere deres nyfundene kærlighed på fik hende til at rynke på næsen. Stadigvæk observerende imod menneskemængden trak hun glasset nærmere sine læber, så hun kunne få tømt det og komme hjemad. Hun længtes mere efter et eller andet lækkert og så en god seng. Netop som glassets kant rørte hendes underlæbe, så ramte det hende. Hovedpinen. Hovedpinen som ikke engang var en hovedpine. Hun vidste ikke, hvad ellers hun skulle kalde det. Det var et stort vivar af følelser, som tydeligvis ikke var hendes egne, men som kom væltende indover hende, som et brusende og vredt hav af signaler. Stærkere end nogensinde før. Så stærke faktisk, at hun fuldstændig glemte, hvad der skete omkring hende. Glasset gled ud mellem hendes fingre og splintres med et knald på bordkanten under hende. Hun noterede ikke engang bartenderens råb eller glasset der snittede hendes kind, hvilket fik en varm perle blod til at glide. Farer. Det var alt hun opfangede. Håret løftede sig fra hendes skuldre og gnistrede, imens hendes øjne fløj imod fordøren. Ingen lyde. Ingen postyr. Uden at tøve et sekund svang hun en arm over bardisken og greb fat i kraven på bartenderen, hvilket fik gæsterne omkring hende til at rykke sig og råbe i protest.

"Do you have a back yard?"
"Miss, plea-…"
"DO YOU HAVE A BACK YARD?!"
"Yes! In the back, y-…"

Uden at vente på yderligere svar smed hun den forfjamskede bartender fra sig igen, og uden at tænke mere over tingene, fløj hun imod bagenden af lokalet. Folk flyttede sig enten hastigt med enkelte irriterede eller forvirrede råb, imens andre måtte lide skæbnen, og blev hurtigt kastet til siden, hvis de ikke rykkede sig. Det knagede i hele kroppen på hende. I hovedet og ryggen specielt. Hendes ene hånd fandt kortvarig op til brystet, hvorefter hun hurtigt bekræftede, at det sølvkors, som hun havde for vane at gå med - når hun var på arbejde - var blevet hjemme i aften. Hun bandede lavmælt for sig selv, og fandt endelig en dør som lignede en hun kunne bruge. I en enkelt bevægelse trak hun håndtaget ned og flåede døren op tids nok til at se en kvinde løsne sig fra en arm med blod om munden, hvorefter hun modtog et slag i maven som tak. Selve slaget sendte en skælven igennem Emery, og lige i det øjeblik vidste hun ikke hvorfor, men hun måtte gøre noget. En styrke som hun ikke havde mærket før rullede igennem kroppen på hende, og uden at tænke yderligere over tingene gav hun sig til at råbe.

"HEY! Why don't you play with someone on your own size, hellspawn…"

Idet dæmonerne vendte sig imod hende, røg hun pludselig afsted og sendte en hidsig knytnæve lige i synet på manden, som nærmede sig kvinden. Med et overrasket vræl trådte manden et par skridt tilbage, og tog sig til næsen, som nu var brækket og flød med mørkt blod. Emery benyttede chancen og trådte hastigt hen foran kvinden som et skjold.

"Bitch! You broke my nose!"
"And I'll break a lot more if you don't leave her alone… NOW."
"Why should we? Are you gonna make us go to church and have us pray for mercy if we don't?"

Dæmonerne lo i kor, men Emery veg ikke en tomme. I stedet knyttede hun hænderne, og stirrede med en dødelig intensitet imod flokken. Hendes øjne lyste som var de elektriske, og det knagede lavmældt under skulderbladene.

"No… But I'm gonna make you wish that you did. So. I'm gonna repeat myself, which I hate. I said... BE. GONE!"

Og i samme øjeblik hun brølede imod flokken, lød en flænsen, hvilket blev forklaret, da to enorme svanevinger brød ud igennem den sorte top og fyldte det meste af baggården med deres pragt. Dæmonerne trak sig en anelse, imens de kiggede rundt, som ledte de efter svar.

Blodet bemærkede Emery ikke. I hvert fald ikke det, som kvinden spyttede fra sig. Den eneste form for blod som faktisk fangede hendes interesse, var den stribe som løb fra tuden af dæmonen, hvis næse hun havde knust. Synet fik en lille frydende følelse til at boble helt nede i maven, som hun desværre ikke fik lov til at nyde særlig længe. For de lo af hende. Som dæmoner nu havde for vane. Stadigvæk var det uhyre irriterende hver gang. Hun var evig træt af ikke at blive taget seriøst - både som kvinde, men mest som engel. Fordi hendes muskler ikke svulmede, så betød det ikke, at hun ikke kunne slå hårdt. Hun havde flere kræfter end de fleste tudefærdige engle nogensinde ville drømme om… og hun var ikke bange for at bruge dem. Hendes mor havde altid frygtet, at hun aldrig ville finde sin vej som engel. Hvad hendes mor ikke forstod var, at hun ikke så én bestemt vej som engel. Hvorfor skulle alle engle være søde og medgørlige, når det var så meget hurtigere og en del nemmere, hvis man bare brækkede et par knogler nu og da? De voksede trods alt hurtigt sammen igen, takket være deres stinkende dæmonblod.

Emery trak overlæben op i en snerren, da dæmonen valgte at snakke forbi hende. Hendes vinger havde desværre ikke helt den ønskede effekt, selvom de to andre havde taget et enkelt skridt tilbage, da vingerne var brudt frem. Hun forstod dem godt. Vingerne var store. Store og stærke nok til at vælte en fuldvoksen mand omkuld. Måske endda et par dæmoner, hvis hun var rigtig heldig. De sataner havde det med at stikke kløerne i alting, så de røg desværre ikke helt så nemt. Imens tankerne grublede inde i hovedet, blev hun stående… tavs. Hendes glødende øjne var stadigvæk rettet imod dæmonflokken, og hendes hænder holdt sig stramt knyttede - forberedte på eventuelle nye slag, som skulle uddeles. Hun var dog ikke så langt væk i tankemylderet og sit adrenalin rus, at hun ikke forstod samtalens sammenhæng. Kvinden havde på en eller anden måde forgiftet dem, hvilket forklarede deres positioner, da Emery havde sluttet sig til festen. Om giften virkede kraftigere end ventet, eller kvinden i virkeligheden ikke var det værd, det vidste hun ikke, men dæmonerne besluttede i hvert fald at stikke halen mellem benene. Heldigvis. For dem alle sammen. Hendes skuldre faldt på plads, og hun åndede tungt ud.

"… Thank you."

Hendes sanser blev igen skarpe ved lyden af kvindestemmen bag sig. Pludselig var der en helt anden form for spænding over hende. Vingerne faldt pænt på plads bag ryggen, men hun trak dem ikke ind endnu. Processen var ikke den sjoveste, og det var endnu ikke til at vide, om de skulle bruges mere denne aften. Emery blinkede et par gange, så hendes øjne ville dampe helt af før, at hun vendte sig om mod kvinden. Der var en mindre højdeforskel mellem dem, men kvindens smerter fik hende til at virke endnu mindre i englens øjne. Da hun bemærkede hånden, som kvinden pludselig strakte frem mod hende, strakte hun sin egen hånd en enkelt gang, inden hun med et fast greb gav hånd. Hendes knoer dampede let, hvilket var effekten af hendes evne som næsten var trådt ind takket være slaget. Det ville ikke gøre skade på kvinden, blot føles lidt ekstra varmt.

"Selene… Selene, what?..."

Hun ledte efter et navn. Et fuldt navn. Hvis dette virkelig var den person, som hendes krop forsøgte at bilde hende ind, så ville hun være helt sikker på alle detaljerne først. Specielt inden hun overgav sine egne.

"How old are you, Selene?… And how much are you hurt?"

Stemmen var en anelse hurtigere denne gang. Næsten som om, at spørgsmålet var en smule sværere at stille end det første. Efter håndtrykket formodede hun, at Selene ville trække sin hånd tilbage igen. Emery derimod rakte roligt en hånd frem, hvorefter hun med et blidt men fast greb forhåbentlig fik fat om kæben på Selene. Hun ville studere hende et øjeblik, et hastigt elevatorblik, samt et par sammenknebne blikke, inden hun slap hende igen blot for at sætte begge hænder i siderne.

"And what are you exactly? I mean… wolf, human or bloodsucker is out of the picture for sure… and elf pretty much. But your fangs doesn't make much sense to me."

Tydeligt forvirret lagde hun hovedet på skrå. De grønne øjne, hvis intensitet næsten var som en kat i mørket, flakkede over kroppen på Selene, imens de tydeligvis forsøgte at afklare hele situationen. Håret var faldet til ro igen, og lå nu tæt omkring hovedet som altid. Det eneste som ikke lod til at være rolig var hendes kropsignaler. Det signalerede ikke længere fare… bare stress. Uro om man ville.

Det var ikke ligefrem fordi, at Selene ønskede at stå i denne situaion. Det var ikke ligefrem, fordi at hun ønskede nogen lignende situation heller, på et eller andet tidspunkt måtte hun vil lære at slå tilbage - mere end hun gjorde idag. Men hvem skulle lære hende det, vill det være underligt at spørge Alessio om det? Aaron skulle ikke tro, at det var fordi, at hunvar bange for sine omgivelser. Frygt var en dum ting at følge, og ærligtalt brød hunsig ikkke om den. Kvinden med det unikke hår, dog flotte hår - spurgte videre til Selenes navn.
"Selene Amore McNamara," svarede hun blot hurtigt. Det var ikke ligefrem fordi, at hun var alt for naiv. Et navn var et navn, hvad ville de værste dæmoner gøre? Næppe gå rundt og råbe navnet højt på gaden anyway, det ville nok nærmere være mere privat stalking, hvis det skulle være noget - måske hun bare skulle lukke ned for denne her samtale i sit hoved.

Det næste spørgsmål gjorde det lettere for hende, også selvom det måske var lidt mange på en enkel gang. Selene trak sin hånd ganske let til sig da det var passende.
"I'm 19.. and still breathing - so I will be fine," pointerede hun med et svagt skævt smil. Selene sank en klump og stivnede kort som hånden blev rakt hurtigt frem og greb blidt om Selenes kæbe. Der var ikke rigtig andet at gøre end at lade englen tjekke hende, det virkede som det eneste rigtige at gøre. Alligevel holdt hun vejret under det hele, det var først da englen havde sluppet Selene, at Selene faktisk hev vejret ind igen. Det ovarraskede ikke Selene spor at kvinden ikke vidste med sikkerhed hvilken race Selene egentlig var. Hvis man ikke ligefrem kendte hende, kunne det være mange ting. Det kom nok af de slange agtige hugtænder som hun kunne trække frem. Det var sikkert derfor at et lille kært knøs forlod de fine læber ganske kort.
"I'm a shapeshifter.. more specific I'm a skinwalker - the fangs.. more like some curse," svarede hun og trak let på den ene skulder, " not something I'm proud of," tilføjede hun med et skævt smil og vippede hovedet nysgerrigt på skrå. Selene vidste ikke hvad hun skulle gøre af kvindens urolige kropssignaler. For ærligtalt vidste hun ikke om det var på grund af Selene eller bare noget englen var generelt. Hvis kvinden virkelig var Selenes skytsengel, gad vide om hun kunne mærke de urolige følelser inden i som Selene ellers gik meget op i at gemme? Der var meget dybe og smertefyldte ting som Selene gemte på - og det var ikke engang fordi de minder var specielt gamle.
"Who are you?" Spurgte Selene så og sank endnu engang en klump. Det var vel kun fair at spørge om det efter alle de spørgsmål englen havde smidt på Selene.

I modsætning til Selene, så gik Emery op i navne med høj grad. Det havde til dels noget at gøre med hendes profession, hvor et navn kunne betyde alt i sidste ende, men det havde helt bestemt også noget at gøre med, at navne kunne bruges imod folk. Både i godt og ondt. Hun var klar over, at mørke væsner med store kræfter fandtes, som kunne bruge den slags. Blot det at dæmonerne brugte navne til deres kontrakter foruroligede hende. Derfor røbede hun uhyre sjælendt sit fulde navn. Men hun var glad for, at Selene ikke var helt så mistroisk lige i dette tilfælde, selvom Emery formentlig ville blive nødt til at lære hende om den slags.

"Noted."

Da Selene nævnte sin alder var det som om, at Emery brændte sig. Det gippede ganske kort i fingrene, som gled henover Selene’s ansigt. Hun snappede ganske kort, næsten uhørligt efter vejret, inden kroppen atter genvandt kontrol. Son of a bitch. Så var det altså rigtigt. Hendes krop var omsider klar i spyttet, og hun forstod nu også hvorfor. Denne lille detalje med alderen fik Emery til at slutte sin inspektion lidt hurtigere end ønsket. Hun havde følt smerten, som Selene havde påtaget sig. Men for nu måtte hun stole på den lille kvindes ord om, at hun faktisk havde det nogenlunde. Alt den slags kunne de alligevel diskuterer senere. Det gik også først op for Emery efter, at hun havde sluppet sit tag, hvor akavet det havde måtte tage sig ud. Hun bandede inderst inde over sine noget rustikke sociale egenskaber, som hendes job tillod hende. Det var ikke ligefrem fordi at det væsner, som hun dagligt arbejdede med bød på kram og glade dage.

”You should be proud. They will help keep your safe. Especially from hellspawn like those guys.”

Oh thank God. En tung sten faldt fra hendes skuldre. Ikke menneske. Ikke at Emery havde forventet et menneske med de tænder, men det kunne have været meget værre. Shapeshifters havde en forholdsvis lang levetid, hvis hendes hukommelse var korrekt, så hun var vel… lettet. Men der var stadigvæk en del som skulle gøres. Og forklares. Da Selene spurgte om, hvem HUN var, så var det Emery’s tid til at synke en klump. Hele livet havde hun vist denne dag ville komme, men det var ikke ligefrem fordi hendes fantastisk-uduelige far havde forberedt hende specielt godt inden han skred. Så velkomsttalen var nok en smule rusten.

”The name’s Emersyn Alli Reyes. But you will call me Emery, because you will never ever hear that first name come out of my mouth ever again… ever. But remember it.”

Øjnene blev pludselig en tand mere hårde i det, og en pointerende finger blev rettet imod næsen på Selene. Havde hun været en kat eller hund ville man næsten kunne se nakkehårene rejse sig på Emery, inden hun kortvarig faldt til ro igen.

”I’m that angel – that freaking guardin angel - that has spend the last 19 years looking for your sorry butt. So here I am! In all my might and… some holy glory or whatever. So you better deal with it.”

En svag rosa farve blussede op i den glødede hud. Så var det endelig ude. De var forbundene… til evig tid. Og hun havde ingen anelse om, hvad der så skulle ske.