Your life well, its your choise. ~Jacob.~

Jade gik ude i skoven, nået sagde hende at alt ikke var okay. Hun havde en virkelig skidt mavefornemmesle. Og ikke kun fordi hun havde mødt Noah igen, det var ikke kun derfor. Der var noget over ham, så man ikke kunne lade hver med at holde af ham.. Også var der helle pointen, at han var så irriterende! Jade satte sig på en lille høj og kiggede udover skoven. De små dryppede lidt med regn, og regndråberne landede på hendes hår som små perler. Hun kiggede udover det lidt tågede landskab, foråret var omsider kommet til. Der var små knopper på træerne, og fuglene var begyndt at komme tilbage igen.
Jade rejse sig dog hurtigt op, da lyden af et skud lød ikke lang væk fra. Hun satte fart i vingerne, hun var bange for det var Jacob der blev skudt efter. Det ville ikke komme sig som en overraskelse for hende, hvis han havde rodet sig ud i noget. Hun kom til stedet og indne nogle at se hende var hun usynlig. Der var ingen hun kendte, heldigvis. Eller vent nu lidt hun så ham i fronten, Jacob med en snebold bag jægern.

"Jacob! Din dæmon, kan du komme her så vi kan skyde dig!" råbte en stemme så mørk og alvorligt igennem luften.
Men, selvom den var så alvorlig, kunne Jacob ikke tage de ord som kom ud af hans mund alvrolige. Hvor dum var den mand egentlig, troede han virkelig at han ville stoppe op, så de kunne skyde ham? han måtte have hul i hovedet, Jacob elskede at drille dem, ved at hoppe frem og tilbage, så de aldrig kunne ramme ham, imens han fremtryllede is under deres fødder. Jacob elskede at håne og drille sine modstander, hvilket nok lagde mest til dæmon genet. Han sendte dem bare et hånende smil, inden han slog en salto i luften, så han landte bag dem og fremtryllede en snebold, som mere var lavet af is end sne.
"Tro om igen min fine ven," sagde han kækt, inden han kastede den lille i hovedet på ham, så han væltede bagover.
Jacob grinede og hoppede videre, så de andre fulgte efter ham, glemte alt om ham der lige havde fået is klumpen i hovedet.

Jade gemte sig bag ved trækrongerne, det var nogle måneder siden hun havde set ham sidst. Gad vide.. Hun havde den dårlige mave fornemmelse, måske var det noget med det at gøre. Hun rullede øjne af Jacob, typisk ham men nogle skulle jo gå ham ud af de problemer. Hun gjorde sig satter usynlig og gik ud, og uden nogle videnskabelig forklaring var der noget som trak ham væk ind blandt træerne i hans hætte. Selvfølgelig var det bare JAde, men det var stadigvæk sjovt.

Jacob elskede det!
Det var hans måde for at slippe for alle sine tanker på, at drille politiet! Han elskede hvert et øjeblik og havde ikke tænkt sig at stoppe, eftersom han ønskede at have alle sine tanker et andet sted. Der var så meget som kørte rundt i hovedet på den unge dæmon, venskab, kærlighed og noget som var begyndt at plage ham med Josh, det var som om at Josh var begyndt at være en anelse sur på ham.. Men.. han forstod ikke hvorfor.. Pludselig sad hjertet i halsen på ham, da der var noget som tog fat i hans hætte og trak ham igennem skoven.
"Slip mig!" vrissede han og gjorde alle former for modstand. "Vil du så slippe mig!" Han rev sig fri og hoppede op i et træ, som en hurtig reaktion.

Jade var lykkelig over hun var usynlig, for så kunne hun grine ligeså højt hun ville. Da han hoppede op i træet gjorde hun sig synlig, og var ved at flække af grin. Hun kiggede op på ham og holdte så op med et grine.
"Hvorfor det var jo så sjovt ikke?" Spurgte hun og blinkede drilsk med det ene øje. Hun smilte kært og charmerende til ham.

Det var Jade! Han kunne ikke lade være med at smile til hende, men samtidig føle sig skyldig over at han ikke havde set hende i så lang tid. Selvfølgelig havde han forstået at hun blot ønskede at have noget tid til at tænke over tingene, men han var nu glad for at se hende igen og han håbede sådan på at de kunne blive venner og snakke sammen, ligesom dengang inden alt dramaet skete..
jade skulle i hvert fald ikke forsvinde fra hans liv..
"Jade!" sagde han overrasket og hoppede ned fra træet, med sikre bevægelser. "Jeg.. Øh.. hej! det er godt at se dig igen,"

Hun smilte til ham, hun havde savnet ham ret meget. Men noget var ændret for hendes vedkommende, ikke at hun ikke havde noget for Jacob mere. Hun var bare begyndt at blive mere og mere i tvivl. Og det var kun efter hun havde mødt mester smart for nogle måneder siden. Ikke at hun følte noget for Noah, det ville hun nok aldrig. Ikke med det forhol de havde, men af en grund var det som om at hun ikke 'elskede' Jacob mere, men måske stadig en del tiltrukket. Hun var forvirret over sig selv ligenu.

Da hun ikke sagde noget til ham, kløede han sig i nakken og smilte skævt, eftersom han ikke vidste om hun var meget vred på ham og bare forstillede ham stå og blive kvalt af en større dæmon eller at han fik revet sin krop itu.. Éndnu engang blev han overrasket over sin egne voldige tanker, så han løftede forvirret på et øjenbryn og rystede på hovedet, så det hvide pjuskede hår sad helt hulter til bulter.
"Jade jeg.." stammede han og kløede sig fortsat i nakken. "Jeg er virkelig glad for at se du har det godt," han smilte varmt og venligt til hende.
Jade var hans ven og han ønskede at hun skulle være en del af hans liv..

Hun havde det da fint, undtagen GRRRR!! Ham Noah tingen, men hun ville ikke være tiltrukket af Noah! Næh nej! hun kiggede på Jacob med et skævt smil.
"Jeg har det fint, det kan jeg da se du også har." Svarede hun ham med et samme søde blik i de brune dårdyr øjne. Hun åndede lettet ud, og kiggede stadigvæk ham ind i øjne. Hun bed sig lidt i læben. "så.."

Der var et eller andet som plagede hende, men sjovt nok kunne han se på hende at det ikke var tanken om ham som generede hende, men sikkert tanken om noget andet.. Noget andet, som han havde på fornemelsen at han ikke havde lyst til at vide, eller på en måde havde han.. Det var en forvirrende tanke..
"jeg klarer mig," sagde han med et kækt smil og kiggede kort rundt, for at se om betjentene var i nærheden.. Det var de ikke, så han åndede ud og kiggede hen på jade igen. "Jade jeg.. Ønsker stadig at du er min ven.."

*Vent! Spol lige tiden tilbage!? Hvad!? Hvad mener han dog med det!?* Spurgte hun sig selv forvirret, men det var ikke fordi der kom nogle svar. Hun havde langsomt regnet den ud, men det var hun vel selv udenom på en mærkelig måde. Jade kiggede dog alligevel, ikke medvilje bedrøvet op på ham. Hun forstod ikke. Hvis der var en pris for dårlig timing var hun en sikker vinder, ingen tvivl om den.
"Hvad?" Spurgte hun forsigtigt og trådte et skridt tilbage.

Det lød nok ikke så godt.. Eller gjorde det? Han ønskede jo blot at hun stadig var hos ham, i hans liv.. At han stadig ville kunne snakke med hende, også selvom de ikke var et par.. Han har det godt sammen med Jade, hun var god at snakke med og det ønskede han ikke at skulle forsvinde.. Hun skulle være der.. Hun var hans skytsengel.. Hun skulle bare være der..
"Jeg ved godt at du måske ikke vil, men jeg ønsker så meget at have dig i mit liv, som min ven," sagde han og kiggede på hende, med et alvorligt og kærligt blik. "Jeg ønsker stadig at kunne tale med dig, grine med dig og bare vide at du er der," Han sukkede kort. "Men.. Jeg forstår godt hvis du ikke vil være en del af mit liv,"

Hun stivnede kort, og hendes øjne var kort tomme. Bare et enkelt øjeblik, så hun sig selv tilbage ved den start hvor hendes følelser startede, der var intet tilbage nu. Hun begyndte småt ikke at føle det for ham mere, men var stadigvæk lidt ked af det. Det var den følelse af at vide at en var valgt frem for en. Den var ikke rar, den gjorde ondt. Men hun måtte bide den i sig, smide dem ud i skraldespanden, hun ville ikke gå i drama eller overragere så ville det ikke ende godt. Hun kendte Jacob han var en god dreng, og han ønskede ikke at gøre nogle kede af det. Ikke hvis han ikke ville.
Hun svarede han ikke hun var tom for ord, men i hendes tanker kørte det rundt.
"Jeg forlader dig ikke." Lykkedes det hende så at få sagt.

Hun ville ikke forlade ham? men.. Selvom det lettede hans hjerte, så kunne han ikke lade være med at tænke: Du forlader mig ikke, men vil du stadig være min ven?
Bare tanken om at hun ikke længere ville være venner med, ikke længere ville smile til ham og drille ham, gjorde at han fik helt ondt i maven.. Han ønskede bare at have hende hos sig, så han kunne snakke med hende, som han altid havde følt at han kunne..
"Det er jeg glad for," mumlede han og kiggede kort på hende med et skævt smil. "Jeg vil også gerne have at du bliver, du er en af dem som jeg elsker at tale med," Han kiggede ned i jorden..

Hun havde tabt, kunne han sætte sig i hendes sted? Hun kiggede lidt væk og lod ryggen læne op ad den store træstamme som stod bagved hende. Jade lukkede øjne kort, en enkelt tårer omslap men hun greb den med en fingerspids. Jade kiggede på ham igen.
"Jacob er du klar over hvor mange gange jeg har hørt den.. Nok gange.." Svarede hun ham bare og kiggede ned i jorden, men inden han nåede at sige noget tog hun ordet og fortsatte med at snakke. "Men af en eller anden grund så ved jeg du ikek bare siger det for at sige det." Tilføjede hun og kiggede op på ham igen.

Han havde det så dårligt med hele situtaionen, han ønskede jo ikke at såre Jade, hvis han kunne gøre noget bare for at få hende til at smile igen, så gjorde han det med glæde, han hadede at se hende sådan.. Det var som om at hun ikke troede på ham, men han mente det skam, han mente hvert et ord.. For ham, var en ven ligeså vigtig som en kæreste eller et familiemedlem..
"Jeg mener hvert et ord Jade," sagde han og kiggede hen på hende. "Det er ikke bare noget jeg siger, hvis du ikke er der til at tale med mig, så vil mit liv blive en hel del sværer.. Jeg mener hvert et ord," Han sendte hende et ærligt blik.

Hun kunne godt regne ud at han mente det, hun var hans skytsengel for pokker da også. Men ja.. man kunne ikke undgå at være såret, at være såret var det som viste at man havde et hjerte, at man bar følelser. Jade kiggede på ham.
"Jeg ved du taler sandt," Svarede hun ham, og kiggede på ham stadigvæk bare meget mere øjenkontakt.

Han skulle lige til at sige noget, da han kunne hører et barn skrige så højt, at det fik ham til at krible helt ind til knoglerne. Det barne skrig fandt ham så bekendt.. Først kom tankerne igennem ham.. En ubehagelig tanke.. Den stemme.. Josh!?
Jacob kiggede forskrækket hen På Jade, for at se om hun havde hørt det samme, men inden han nåede at se om hun havde reageret, løb han af sted igennem skoven, med kun en tanke i hovedet.
Jeg må finde min lillebror!

Jade hørte skam skriget men hun var blevet bedre til at prøve at lokalisere afstanden og hvor lyden kom fra. Hun strakte de store vinger, og lettede op i den lette regn. Hun spejlede sig over landskabet som en ørn efter bytte. Hun syntes at kunne se noget og lettede der. Hun kom før Jacob.
"Josh?!" Råbte hun efter ham, hun var sikker på hun ahvde set ham,eller var der nogle som havde narret hende.

Josh løb igennem skoven, velvidende at bag ham løb en stor ulv med glumbske gyldne øjne og skarpe gule tænder, imens savlet hang ud af dets mund. Josh vidste ikke hvordan han skulle forsvare sig imod en ulv, så han blev blot ved med at løbe, i håb om at han til sidst ville slippe væk.. Det havde været en dum ide helt fra starten af, Jacob havde jo for pokker bedt ham om at blive i huset, men han havde været ulydig og begivet sig ud fra huset, for at få lidt spænding ind i sit liv, selvom han ikke mente denne slags spænding.
"Jacob!" råbte han og snubede over en træstub, så han lå ansigt til ansigt med ulven som tog et tilløb og sprang imod ham, men lige inden den nåede at ramme ham, kom Jacob springende og daskede ind i ulven...

Jade sprang til side da en kæmpe ulv næsten løb ind i hende. Hun fik øje på Josh og satte vingerne igang efter ham, hun kom daskede Jacob til det mægtige dyr. Men den muskuløse ulv så ikke ud til at gi sig, Jade trak vingerne ind. Spild af ny trøje, men skidt pyt. I det mindste var den ikke faldet af, Jades øjne blev hvide og satte fokus på at lave et skjold hvor levende organismer som Jacob og Josh plus hende selv kun kunne være i. Hvilket fik ulven til at flyve væk ind i den nærmeste træstamme. Jade slap skjoldet, og kastede sit hår tilbage.

Jacob sloges med den store ulv, selvom den ikke var meget for at give sig, men han nægtede at give op! Hvis den så meget som bare rørte Josh, ville han sørge for at flå alle dets tænder ud af munden på den og derefter skærer halen af den.. Endnu engang blev Jacob overrasket over sin egen voldige tanke.. Hvornår var de tanker lige begyndt at komme? Han fik et lille chok, da ulven pludselig fløj flere meter tilbage, med et hyl efter sig.. Den luntede væk, haltende og med halen imellem benene..
Jacob kiggede hen på Jade, med et smil som betød: godt gået. Derefter rettede han opmærksomheden imod Josh, som stadig lå på jorden og ønskede blot at gemme sig, fra sin storerbros stride blik.
"Josh, hvad har jeg sagt om at bare gå ud i skoven sådan?" sagde Jacob og hjalp sin lillebror op at stå igen.
"At det er farligt og uansvarligt, jeg ved det godt.." mumlede Josh irriteret.

Jade så hvilket blik Jacob sendte Josh, men selvom hun burde se alvorligt på Josh slog den tanke hende. Jacob du vil have gjort det samme, i begge så nysgerrige. Jade trådte et skridt tættere på, men rettede opmærksomheden udimod skoven da hun syntes at en lyd vivlede rundt imellen de faldne grene og krat. Hun kiggede rundt..
"Jacob hvor tit er ulve ikke i flokke?" Spurgte hun og trådte et skrid frem, og kiggede ind imod en tyk busk. Hun fjernede nogle grene, og endnu en ulv sprang ud så hun væltede bagover. Den snappede udefter hendes hals, men hurtigt var Jade usynlig. Og ulven kiggede forvirret rundt, før den gik øje på Josh og Jacob. Jade kom op på siden af dem og gjorde sig synlig.
"Jeg tror vi har betrådt deres territorium."

Jacob skulle lige til at sige noget til josh igen, da han pludselig hørte en gren knække, så det gav et sæt i både ham og Josh. Josh kiggede nysgerrigt rundt, imens Jacob langsomt begyndte at stille sig i forsvars position hvis der nu var noget som ville angribe Josh. Han kiggede fortsat rundt og blev pludselig chokeret, da endnu en ulv sprang frem og angreb Jade. Han skulle lige til at komme hende til undsætning, men det så ud som om at hun klarede den..
"Det tror jeg også," sagde Jacob hæst og tog sin arm om Josh, for at holde ham tæt på sig. Ulven kiggede vredt hen på dem og løb hen imod dem, med det resultat at Jacob frøs den til is og skyndte sig at springe op i et træ med Josh, for at beskytte ham. Han satte ham på en gren og hoppede ned til jade endnu engang.

Jade kiggede på ulvene, der kom flere og flere. Det var et helt kobbel som havde dette sted som deres hjem, selvfølgelig forsvarede de det. Hvis Jade havde et hus havde hun også forsvaret det? Jade kiggede kort på Jacob.
"Nogle ideer?" Spurgte hun, og kiggede kort bag sig og så en ulv de ikke havde lagt mærke til. Den sprang frem og havde næsten bidt Jacob hvis hun ikke havde løbet ind foran. Men Jade var hurtig usynlig igen, og lagde bare på jorden og bad til det havde virket af bruge evnen så hurtigt, resultatet var ja.. Det virkede. Hun åndede lettet ud og rejste sig og gik op til Jacob igen og gjorde sig synlig.
"Jeg har din ryg, huske altid det. Helere mig end dig."