Long time since last time? //Alane//

Hun var klar til at rejse sig, klar til at smide ham ud af hendes hjem. Hvis han ikke kunne acceptere at han måske kun ville forblive hendes ven skulle han slet ikke have fornøjelsen af at være hendes ven. Hun kiggede på ham, måbede faktisk. Ingen havde sagt noget om at være utro.

"Hey, Hey Sajro, ingen har sagt noget at være utro. Hvad fanden snakker du om?"

Hendes stemme var ikke vred men meget forvirret og forundret, hvad fanden gik det her nu ud på? Hun kunne mærke hendes vrede falme i sig, havde dette blot været endnu en misforståelse mellem dem? Hun lod ham kærtegne hendes kind, faktisk kunne hun ikke lade være med at læne sig mod hans hånd, det var rigtig rart at blive nusset, det havde hun altid syntes og det var måske ikke så underligt endda. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle svare, hun havde brug for at få svar på det andet før hun ville kunne svare på noget som helst, udover selvfølgelig det emne.

''Det var da det jeg snakkede om med ikke at kunne tilgive dig... Da du snakkede om at du ikke var sikker på om du kunne lade Sean være troede jeg du mente også hvis vi var sammen.''

Han så på hende roligt, nu var hn selv lidt forvirret men han aede stadig hendes kind. Han betragtede hende roligt. Han vidste ikke lige hvad han skulle sige til hende overhovedet. Han var faktisk ret så usikker men han fortsatte.

''Så det jeg sagde var egentligt, at hvis vi var sammen og du så var sammen med Sean ville jeg ikke kunne tilgive dig det.''

Han så på hende håbede hun forstod fordi dette var alt for typisk at hun var ved at flippe ud på ham over en misforståelse.

"Nej nej Sajro, du har misforstået mig fuldstændig. Jeg ville aldrig kunne være dig utro. Hvis jeg først er sammen med dig er jeg færdig med Sean. Jeg mener nu, nu hvor jeg ikke er forelsket i andre end ham og ikke er sammen med andre. Hvis vi var sammen ville jeg aldrig være dig utro"

Hun kiggede forfærdet på ham, hvordan kunne han tro det om hende, hvordan havde han ikke kunne regne ud det var en misforståelse. Hun ville aldrig være nogen utro, sådan var hun ikke. Hun sænkede blidt blikket men lod ham stadig nusse hende. Dog løftede hun det igen og så ham i øjnene, hun virkede stadig en smule trist men overhovedet ikke sur mere. Hun forstod ham,, hvis hun havde forstået det sådan havde hun nok også reageret sådan som han nu engang gjorde.

Åååhhh...''

Han krammede hende det hr var typisk at de misforstod hinanden. Det var jo heller ikke fordi han troede hun ville være ham utro det var bare sådan havde det jo lydt på hende som om hun ville være det. Han så på hende roligt, og kunne ikke lade være med at kramme hende igen.

''Det havde bare lydt som om du var bange for at du ville være utro... Det var derfor''

Han trak hende ind i endnu et kram, og han smilede bare. Han var usikker meget endda men han sagde noget mere da han slap hende. Han havde jo ikke andet end at han ønskede hende det bedste.

''Hvis du vil have Sean så er det sådan, du skal bare være glad.''

Hun slap håndklædet for at kramme ham, det blev jo alligevel holdt oppe af at de var så tætte på hinanden. Roligt lagde hun hovedet mod hans brystkasse mens hun lukkede sine øjne. Dette var typisk dem men i det mindste endte de altid med at blive gode venner igen så det generede hende ikke så meget som det kunne gøre. Da han slap hende holdt hun atter engang håndklædet så det ikke faldt ned, det var hun dog ikke interesseret i.

"Det er okay, jeg forstår hvorfor du reagerede sådan nu hvor du forstod det sådan men det var ikke sådan ment"

Alane var mere end glad for at gengælde det dejlige kram som han gav hende. Hun lagde armene omkring hans nakke da det var det som var nemmest for hende da de alligevel sad ned. Hun lukkede stille øjnene og kunne ikke lade være med at smile. Det var rart at vide at han stadig ville være hendes ven hvis hun nu skulle vælge at gå tilbage til Sean igen.

"Det er jeg glad for Sajro. Men jeg mener hvad jeg sagde, jeg vil nu gerne give dig en chance"

''nej det er bare typisk os er det ikke? At misforstå hinanden sådan igen og igen?''

han smilede lidt og kunne ikke lade være med at slippe et enkelt lille grin. Han holdte hende bare tæt ind imod sig, og han vidste ikke lige hvad han skulle sige eller hvordan ahn skulle reagere overfor det med at hun ville give ham en chance. Hun havde jo lige sagt hun skulle have tid.

''Men du sagde jo lige før du skulle have tid?''

Han så på hende det havde han jo forstået som at hun havde brug for tid væk fra ham. Og han skulle nok give hende det, men han var bare nervøs for om hun måske ville glemme ham lidt når hun var væk fra ham. Men så alligevel ikke, hvis der skete noget så var det vel at hun ikke kunne glemme ham som bror.

''Så hvis du stadig har brug for tid, så bare sig det.''

"Jo det er det, måske lidt for typisk os"

Hun kunne ikke lade være med at tænke tilbage, sidste gang havde hun vist været ret ilde tilredt ud i sneen altså hvad angik dem og deres misforståelser. Nogle gang kunne hun simpelthen ikke styre sine følelser selvom hun havde trænet så mange år. Alane sendte ham et lille smil, egentlig var hun ikke helt så glad, hun kunne ikke lade være med det. Hun var ked af det over det med Sean og nu også over det med at de altid skulle ende med at misforstå hinanden. Det var nu officielt, hun duede bare ikke til noget hvad angik det med følelser.

"Det jeg mener med jeg skal have tid er at du ikke skal regne med jeg bare kommer over Sean fra den ene dag til den anden og så kaster mig i dine arme, du må gerne prøve at feje benene væk under mig men her det første stykke tid skal du nok ikke regne med at få noget ud af det"

Alane kiggede stille på ham og pressede sig ind til ham igen, hun var stadig lidt nervøs for at hun ville tabe håndklædet, det var ikke ligefrem det hun havde brug for nu her. Et smil var stadig at se på hendes læber mens hun roligt kiggede på ham. Han var nu stadig bare en stor tam bamsebjørn i hendes øjne, han havde aldrig rigtig truede hendes liv så hvorfor skulle hun være bange for bæstet i ham? Hun nikkede stille til det han sagde, hun skulle skam nok sige til.

"Det skal jeg skam nok".

''Ja men hey, vi klarer det hver gang, det har endnu ikke formået at rive os fra hinanden, vi har jo alligevel altid været der for hinanden når det har været nødvendigt.''

Han smilede roligt til hende, han var selv i et okay godt humør og han forstod hende jo godt, han havde selv haft meget svært ved at komme over Lyssa og han vidste jo at han aldrig ville kunne få hende tilbage. Alane derimod havde jo stadig en lille chance for at hun kunne vinde Sean endnu engang. Han smilede over det hun fortalte ham, og der var blot et problem. Han vidste ikke hvordan han skulle feje benene væk under hende. Han valgte bare at være sig selv, for hvis det ikke var det rigtige ville det alligevel ikke fungere.

''Jeg forstår, jeg husker selv hvor svært det var for mig med Lyssa og hende kunne jeg jo aldrig få tilbage.''

Han så ned på hende roligt, og med et lille smil. Han kunne ikke lade være med at overveje at hun stod i så lidt tøj eller rettere intet tøj, og at det kun var et håndklæde. Han smilede roligt til hende.

''Burde du ikke få noget tøj på?''

Hun nikkede stille og kiggede på ham, hun syntes nu stadig at det var virkelig trist at de skulle misforstå hinanden så tit og var der egentlig noget at sige til det men pyt med det, det til side.

"Du har ret"

Et mil blev sendt hans vej som hun kiggede op på ham fra den position de sad i. Hun nød at være så tæt på ham, dette gav en dejlig illusion om t intet havde ændret sig, at alting var ved det gamle. Men det var det ikke. Hende og Sean var ikke sammen mere og Sajro havde nu fået følelser for hende eller dem havde han altid haft men nu havde han brudt isen og fortalt hende det og hun anede ikke hvad hun skulle gøre lige for tiden. Hun lod bare sit hoved ligge mod hans solide brystkasse mens hun lod sine øjne glide i og drømte stille om at alt var ved det gamle igen. Det gjorde simpelthen så ondt indeni, hvorfor skulle det også bare være sådan! Hun nikkede stille, hun havde selvfølgelig altid en chance men den var lig med næsten ikke eksisterende.

"Det ved jeg men jeg tror bare ikke jeg får ham tilbage igen, det er der bare noget inden i mig der siger og jo du har ret".

Roligt rejste hun sig og brød derved krammet, hun gik om bag skærmen igen og lod så håndklædet falde.

''Ja for en gangs skyld lader det til at jeg har styr på hvad jeg foretager mig.''

Han så roligt ned på hende, den pige var noget særligt. Hun kunne gøre ham en smule rasende nogle gange, fordi hun kunne få ham til at føle sig ligegyldig som om hun ikke havde brug for ham. Eller ihvertfald ville hun ikke bede ham om hjælp. Han så ned på hende men alligevel kunne han ikke lade være med at elske hende.

''Alane tro på dig selv. Du er den stærkeste, mest målfast kvinde jeg endnu har set, og jeg har aldrig set dig give op før, så hvorfor gøre det nu?''

Han smilede roligt til hende og lod hende bare sidde, mens han langsomt lagde sig ned da hun havde rejst sig. Han smilede roligt og lagde bare og kiggede op i loftet af hendes telt. Han skævede dog engang imellem over til hendes skærm. Han smilede roligt.

''Siden du blev forladt er dette telt så det eneste faste bosted du har haft?''

Han så mod skærmen.

Hun smilede stille til ham mens hun stod bag skærmen. Alting virkede stadig så sy realistisk, skete dette virkelig eller var det bare en drøm som hjemsøgte hende. Nej dette var virkelighende, den skindbarlige virkelighed og det måtte hun bare tage med sig. Sådan var livet jo. Roligt trak hun i et sort lårkort og lettere flagrende skørt. På overkroppen trak hun bare i hvad der mindede om en simpel sort sports bh. Roligt lod hun blikket glide over ham. Hun sukkede stille og kiggede ned. Hvorfor hun gjorde det vidste hun ikke men hun følte sig bare så modløs lige nu.

"Det ved jeg ikke, det er nok bare mine følelser der taler, jeg er ret nedtrykt lige nu og jeg kan vel ikke lade være med at lade det påvirke mine tanker".

Efter lidt tid hvor hun havde stået og kigget ind i spejlet, på en kvinde, en kvinde hun egentlig ikke kendte srlig godt, hun plejede ikke bare at give op og ligge sig ned som en såret huskat. Var det virkelig Sean der havde så stor magt over hende,det måtte det være. Det skræmte hende et eller andet sted. Roligt lod hun sit blik vende sig mod Sajro og hun gik igen over og satte sig ved hans side. Mens hun roligt sendte ham et lille smil.

"Ja dette er mit hjem og det har det været lige siden den dag jeg blev forladt eller der gik faktisk et par år hvor jeg bare boede frit i skoven".

''Ja de ting kan være noget fandens til farligt noget, de er virkeligt ikke til at forstå og alligevel har de så meget magt.''

Han talte om det med at hun var påvirket af hendes følelser og han kendte det jo godt selv. Pludseligt midt i det hele dukkede en tanke op i hans hoved, en tanke der så småt havde været fraværende, men dukkede op i hans hoved da han kom til at kigge på Alanes mave, og så snakken om det med hjem.

''Du er glad for at bo her ikke?''

Han spurgte som om han virkeligt bekymrede sig for hun boede, ikke fordi han ville have hende til at flytte ind hos ham, nej det skabte bare problemer men mere det at hun skulle bo et sted hun kunne lide. Tanken kunne ikke slås væk han var nød til at sige det til hende.

''Alane, jeg... jeg skal være far igen.''

Han sagde det sidste ret hurtigt, da han endeligt fik det sagt.

Hun kiggede stille på ham og nikkede så, han havde ret og hun vidste jo også godt at han kendte til det, han havde jo selv været igennem det med Lyssa. Hvor var hun egentlig ussel, hun sidder her og tuder og brokker sig over et forhold som gik i stykker efter et års tid hvor imod Sajro havde nået så mange ting med Lyssa. Hun kendte jo knap nok Sean. Hun pillede stille ved en løs tråd i et af tæpperne, hun havde en dårlig smag i munden men hun kunne ikke forklare hvorfor. Let kiggede hun op på ham og smilede stille.

"Jeg kan rigtig godt lide at bo her Sajro. Det er mit hjem"

Alane smilede stille til ham mens hun så ham i øjnene mens smilet forsvandt hurtigt da han nævnte det. Hvordan kunne han?! Sidde her og fortælle hende at han elsker hende og så skal have børn med andre! Hun kiggede ikke på ham, sagde ikke noget men indeni var hun ved at flå hovedet af en eller anden i ren raseri.

Han var ikke et sekund i tvivl om at hun ville blive sur over det med at han skulle være far, hun troede sikkert nu at han ikke havde ment det med at han elskede hende, eller at hun troede at han elskede flere, men det med barnet var jo bare et uheld, og ikke noget der kunne gøres noget ved. Det var jo ikke fordi han havde ønsket det skulle ske med Delilah.

''Alane, ud med det.''

Han sagde det og vendte sig imod hende, han vidste at hun nok ikke ville gøre det men for en gangs skyld ville han ønske hun valgte at slå ham, banke ham, ja sågar torturere eller give ham til sakref end at hun ville stikke af fra ham endnu engang.

''jeg ved hvad du tænker. At jeg elsker en anden end dig... Men det gør jeg ikke, det var et uheld, et tåbeligt uheld, men det gør ikke at barnet har mindre ret til at leve.''

Han betragtede ehnde, det her var noget han var ret sikker på, hvad hun ville sige vidste han ikke lige.

Hun kunne mærke den samme brændende vrede indeni hende, det her ville gå galt. Hun var bange for hun ville miste kontrollen, det var det her hun var bange for.. Han måtte ikke se det her, hun var jo syg, syg i hovedet! En dyb knurren kom fra hende og hendes tænder blev lange og spidse, hendes øjne blev som en ulvs men hun kiggede slet ikke på ham, hun var bange, hun var vred, hun var ked af det. Hun hørte ham ikke, hun ville ikke ud med det, det skulle bare væk, gemmes langt langt væk inden i. Han skulle ikke opleve denne side af hende. Aldrig! Det var der ingen der skulle, det havde allerede kostet uskyldige folk livet.

Alane blev ved med at gemme sit ansigt for ham så han ikke så det, han måtte ikke, hun ville ikke lade ham. Hendes hår begyndte stille at blive sort i rødderne og det voksede sig langsomt ned mod spidserne. Nej, hun ville ikke, det måtte ikke ske! Hun havde lyst til at råbe og skrige af ham men gjorde det ikke, hun ville ikke gøre ham fortræd.

"Jeg kan ikke, ikke endnu et barn! Jeg forstår ikke hvordan du kan gøre sådan noget uden at elske dem, jeg fatter det ikke!"

Hendes stemme var dyb, hæs og hvæsende, de lød slet ikke som den plejede. Hun kiggede stadig ikke op på ham.

"Sajro du bliver nødt til at komme ud, jeg vil ikke gøre dig fortræd!"

Hendes stemme var bedende.

''Fordi jeg på det punkt er svag nogle gange Alane, og fordi det er den måde jeg har kunnet klare dagen på... Jeg blev steril for at skulle kunne undgå det men det virkede åbenbart ikke ordentligt.''

Han så på hende, han kunne godt se der skete en ændring, og han var i vildrede, noget i ham ville bare blive siddende, mens noget andet ville holde hende fast mod sengen og vente og se hvad der skete, og den sidste ville gøre som hun sagde fordi han elskede hende.

''Jeg går ikke!''

Så var det bare hvad han så ville gøre. Han rakte frem efter hendes skuldre for at tage fast i dem og derefter skubbe hende ned at lægge han ville ikke bare lade hende gøre ham ondt, eller skade nogen.

''Alane bliv dig selv igen. Ud med det ud med vreden.''

"Så den eneste måde du kan klare dig igennem en dag på er ved at have sex med folk og muligvis gøre dem gravide?!"

Lige nu var hun alt for langt væk til at tænke rationelt, hun var splittet to, ja rent faktisk var hun jo splittet i to. En dyb og faretruende knurren kom fra hendes krop. Man kunne bare se på hende at hvis hun havde haft pels havde hun rejst børster af ham på mindre end et sekund. Hun var klar til at angribe hvis dette skulle blive nødvendigt. Håret blev mere og mere sort mens hun bare sad, hendes hænder knyttede sig i sengens tæpper. "Hold dig væk, det er min krop!", stemmen der lød som Alane, hendes normale musikalske og dragende stemme. "Dette er lige så meget min krop og nogen af os skal jo være den stærkeste", denne gang lød stemme hæs, ru og tja hvis man kunne kalde noget ondt så ville det nok lyde sådan her.

Han fik hende ned at ligge mere fordi hun ikke var klar på at dette ville ske, hun sad i en meget intens indre kamp men desværre så det ud til at Alane selv ikke ville vinde. Det sidste fine hvide hår lok forsvandt og det hele var nu bare sort. En manisk latter fyldte det lille telt og de dyriske øjne kiggede op på Sajro. Et sygeligt smil bredte sig på læberne af hende mens hun lå under ham.

"Desværre, Alane er ikke hjemme lige nu men jeg tager imod beskeder"

Stemmen nu var dragende, sensuel og kæk men den havde stadig en undertone af det maniske, hæse og modbydelige.

''Nej men jeg som mange andre mennesker har brug for at føle mig elsket.''

Han havde ikke tænkt sig at lade hende gå før han havde fået snakket med hende, så da han havde fået hende ned at lægge satte han sig bare op på hende men sådan at hans ene fod blev brugt til at holde hendes ben ned mod madrassen så hun ikke lige kunne sparke ham.

''Jamen så start ud med at fortælle hvem du er, og hvordan jeg dræber dig uden at dræber Alane!''

Han sagde det hårdt og bestemt, ja næsten vred. Han havde ikke noget til overs for folk der boede i andres kroppe, hvilket hun gjorde i Alanes, og bæstet i hans egen, og andre havde det også sådan.

''Og så kan du godt vende rundt og fortælle hende at jeg gerne vil tale med hende.''

Han sagde det roligt, mere fattet men stadig en smule vredt.

Kvinden under ham lignede næsten Alane på en prik, det eneste der var anderledes var tænderne som ligende en ulvs, det samme gjaldt for øjnene, de mandelformede gule øjne og så selvfølgelig den slående fejl, det sorte hår. Men ellers var der slet ingen forskel på dem. Hun lå roligt under ham og kæmpede ikke engang i mod ham. Hun løftede den ene hånd op og kærtegnede drillende hans hals med en blid og lokkende bevægelse. Denne person tænkte kun på meget få ting og Sajro skulle nok snart finde ud af disse.

"Jamen så lad mig da få dig til at føle du er elsket".

Hun så op på ham med et drillende smil men ventede et øjeblik med at svare på hans spørgsmål.

"Sajro. Jeg er en del af Alane, en side hun har undertrykt, så hvis du ønsker at dræbe mig så ønsker du at dræbe hende. Jeg er hende"

Det var rigtigt, denne kvinde her var en del af Alane. Alane var en skindwalker hvilket betød at de var meget mere i kontakt med deres dyr. Det var endda sådan at Alane var blevet født som et dyr, en ulv men det vidste hun ikke selv. I løbet af årene havde hun dog undertrykt denne side gevaldigt og kun levet i hendes menneskelige krop og nu havde hendes indre dyr fået nok og havde skabt sig en vej ud i friheden også.

"Hun kan godt høre dig Sajro, hun kan også godt se dig men hun kommer ikke frem"

''Du kan glemme det''

Han rystede på hovedet da hun begyndte at kærtegne hans hals, han havde fortalt Alane at han elskede hende, og trods at dette måske på sin måde var Alane, så ville han ikke lade noget som helst ske. Han ville ikke gøre noget med nogen kvinde så længe dette gik på.

''Jeg elsker Alane, den rigtige Alane, og du eller nogen anden kan ikke give mig den samme følelse af at være elsket som hun kan.''

Han sagde det bestemt, men han var usikker på sig selv, fordi hun dragede ham til sig, men samtidigt skræmte dette ham også og han havde lyst til at smutte, bare løbe alt hvad han kunne og gemme sig et eller andet sted, hvor hun ikke kunne finde ham.

''Alane, hvis du kan høre mig, så husk at kæmpe i mod tro på alt godt du kan ginde.''

Hun lod armen falde ned langs hendes side igen mens hun roligt lå under ham. Hun gjorde ingen modstand. Et kort øjeblik glimtede en smule af den dyriske grønne farve i hendes øjne som vidne for det hun sagde var sandt. Let lod hun sin tunge glide ud og fugte sine læber mens hun roligt kiggede ham i øjnene. Der var noget meget sensuelt over hende men alligevel var der noget så dødeligt over hende.

"Du har en sær måde at vise det på til tider må jeg sige Sajro"

Hendes stemme var drillende og lokkende. Det var tydeligt at se og høre på situationen her at dette var Alanes indre dyr, den holdte hendes indre begær som et dyr nu havde. Roligt vred hun sig en smule under ham men det hele virkede som om dette skulle drage ham yderligere. Lokke ham mere. Alane var ved at gå amok indeni, hun ønskede inderligt at Sajro ikke ville bukke under for det men hun kunne jo ikke vide det.

Kvinden lod let sin hånd strejfe hans inderlår men hun fik det til at virke som om det blot var uheld.

''Måske, men modsat alle andre har jeg ikke brug for at have sex med alane for at føle mig elsket, bare det at være tæt på hende giver mig den følelse.''

Han så ned på hende og da hun ikke kunne lade være med at røre ved hans krop, flyttede han sine hænder lidt ned af hendes arme sådan at han holdte fast i hendes overarm istedet for hendes skulder. Det gjorde jo nemligt at hun ikke sådan kunne bruge armene.

''Hvorfor giver du ikke bare på.? jeg giver ikke efter for dig.''

Der var ingen tvivl om at hvis han havde troet det var den ægte Alane havde han knap nok forsøgt at holde sig selv tilbage men han vidste det ikke var og han vidste det ville være forkert at gøre noget. Han var tæt på at ville slå hende for det hun gjorde, for at få hende til at stoppe.

Hun kunne ikke lade være med at grine, en klam og lettere manisk latter mens hun så op på ham. Han var så kær at høre på. Hvis han ikke havde brug for det hvorfor havde han så gjort det i al' den tid i stedet for bare at fortælle hende hvordan han følte for hende? Alane kunne ikke lade være med at smile mens hun kiggede på ham. Hvis han sagtens kunne modstå hende havde han ikke behov for at holde hende nede men han gjorde det.

"Hvis du kunne modstå med Sajro, så havde du ikke behov for at holde mig nede. Så ville du bare kunne ignorere det. Men det kan du jo tydeligvis ikke"

Alane blinkede til ham mens hun ellers bare lå under ham og kiggede op på ham. Hun lod sin tunge gldie ud og fugte hendes fyldige læber mens hun så ham i øjnene. Hun lokkede ham tydeligvis, prøvede at tirre ham så hun fik hvad hun ville have men også for at vise hun havde ret. Han kunne ikke modstå hende.

Han rystede bare på hovedet af hende, det var desværre ikke fordi hun ikke havde ret. Han havde svært ved at modstå hende, det meste af hendes krop var allerede blottet hvilket på ingen måde hjalp på det. Han så ned af hende kort, hvilket nok var dumt men han kunne ikke lade være.

''Nej det er fordi det gør det bare nemmere, jeg kan godt, men der er ingen grund til at teste det.''

Det var jo heller ikke fair at det var med Alanes krop hun gjorde det. Det gjorde det da absolut ikke nemmere for ham at modstå hende. Det var ondt og på ingen måde okay. Han betragtede hende ganske ganske roligt, mens han havde en lyst til at slå hende men det var jo Alane det kunne han ikke. Han slap hende og kravlede ned af hende og satte sig bare.

''Selvfølgelig kan jeg modstå dig, du er jo ikke den jeg elsker, du er den onde side af den jeg elsker!''

Hun kiggede op på ham og sendte ham et sensuelt og forførende blik. Hun skulle vise ham skulle hun. Let vred hun sig lidt så den ene strop på sportsbhen hun havde på gled ned af skulderen. Hvis hun nu sagde at den Alane han kendte havde lige så meget lyst til det her som han selv havde, ville han så bukke under? Hun kiggede bare op ham med et blik der sagde alt. Hun troede ikke på ham, hvorfor skulle hun også. Han kunne ikke engang holde sig væk fra andre kvinder så hvorfor skulle han kunne holde sig væk fra den kvinde han egentlig elskede.

Alane så op på ham med et sødt og charmerende smil, et smil der lignede hendes eget på en prik. Let prøvede hun at få sine arme fri, det var egentlig ubehageligt, han holdte ret stramt om hendes arme men hun sagde ikke noget. Hun prøvede den ene gang at komme fri men ellers lå hun bare og kiggede op ham. Det forførende blik lå stadig i hende øjne. Hun satte sig stille op da han flyttede sig. Hun så på ham med et lille smil mens hun kravlede hen til ham.

"Sajro, Alane har lige så meget lyst til det her som dig"