Don't come near, it can be dangerous dear Maria

Vinden blæste som bare pokker men det var jo normalt for den her årstid, vejeret havde svært ved og bestemme sig og det var i en konstant mix i mellem vinter og forår.

Indenfor i et de gamle lagerhuse lå Draken på det som der nu udgjorde hans seng, det var et forfaldet sted som han havde valgt som hjem og han var tit har usikker på at det ville holde til de vindstod som der kom nu os da og derfor havde han næsten større lyst til og gå udenfor i sted for begå en alt for stor risiko som han ofte havde begået før i livet.

Stille sat han sig op og han gik hen til hulet som han bruge som indgang det var gemt bag to store kasser så man ikke kun se at han boede der inden og han skubbet dem stille til siden før han kravlet udenfor i blæsten, da han var kommet ud skubbet han igen kasserne tilbage foran hulet og han begyndt langsomt og gå ned den smalle gyde som der ført ud til vandet.

Muligheden for snuse omkring i natten var nu dejlig nu men der var stadig vise regler som Draken havde sat for sig selv, den ene var at han næsten aldrig snakket med andre mennesker som han kunne aldrig være sikker på at de ikke var fra det hospital som var efter ham, den næsten var at han kun tog det som han nu havde bruger for kunne overleve og det var tit mad samt cigaretter, men ellers havde han ikke så mange andre ud over at han aldrig kom ud om dagen.

Stille nærmet han sig havnen og han trak vejret langsomt mens han lukket øjne for et øjeblik før han atter gik hen til hav kanten hvor han stod for ham selv mens han mærket vinden i mod hans ansigt, den var ikke kold for Draken kunne ikke mærke sådan ting og derfor havde han hellere ikke mulighed for fryse ihjel som mennesker kunne..

Vinden gjorde sådan Maria næsten ikke kunne se noget pga sit lange hår, hendes hat fløj os hele tiden af.
''Arh hader det her vejr'' Sagde Maria.
Hun var forsigtig hun havde ikke være her før og hun var lidt lost hvor hun skulle gå hen.
Maria gik og gik til hun så en fyr ved hav kanten, Maria løb hen til ham og tog ham i hånden.
''Du må ikke springe hvis det er du vil'' Sagde Maria, kiggede på ham med sine stor øjne og trækker vejret dybt.
Hun kunne mærke fyren var kold så hun holdet fat i hans hånd med begge sine hænder. ''Du er kold'' Sagde Maria lavt og hev ham længer væk fra kanten.
Vinden blæste hendes går ind foran hovedet så man ikke så godt kunne se hende og hendes hatten på karpen var os faldet ned.
''Hvad laver du?'' Sagde Maria og tog alt håret væk fra hendes ansigt.
Hun havde ikke set den her fyr før men hun der var mange hun ikke havde set for der kom flere og flere til byen.
Hun var spændt på se hvordan han var og hvad han ville se, hun var nok bange for han ville råbe af hende eller noget.
Men som den forsigtige pige hun var stod hun ikke så tæt på ham længer som før.
Hun stod bare og kiggede på ham og ventede på svar.

Det gav sæt i Draken da der var en eller anden der tog fat i ham og han overhørt lige hvad det var at hun sagde mens han vendt sig sit ansigt imod hende, hun havde brunt hår og brune øjne, der ud over var hendes hud ganske bleg og fejlfri og det betød at hun var et barn af natten.

"Jeg havde altså ikke en tanke om at hop i"

Draken stemme var ganske mørk i det og han overvejet hvad det var som han lige havde sat, at springe i kunne nu var ganske sjovt men det betød og at hans ville miste en pakke cigaretter og den pris gad han nu ikke og betal så han lod vær.

"Jeg fryser altså ikke"

Det lod måske mærkeligt men det var sandt nok, Draken kunne ikke mærke kulden omkring ham og derfor fryse han heller lige meget hvor koldt det så end blev omkring ham, igen lyttet han til hende og han overvejet kort hvad han lavet selvom svaret var nemt nok han havde bruge for luft og bruger for være sikker på at taget ikke faldt ned over ham i mens at han sove.

"Jeg ville blot være sikker på at taget ikke falder ned over mit hoved"

Han vendt sig om og kiggede mod det gammel lager hus og lidt af tag var ved og gå op men det kunne der ikke gjordes meget ved for det var kun et nød hjem indtil videre, han vendt igen blikket imod pigen som stod ved siden af ham.

"Hvem er du?"

Maria åndende lettet op og kiggede på ham og hvor han var på vej hen indtil han stoppede op.
''Jeg hedder Maria Aido, jeg er vampyr men det har du sikkert lugtet'' Sagde Maria og smilet.
''Mange kan lugtet jeg er en for vi har en meget skarp duft for nogen væsener, jeg bor på en skole hvor jeg blev bidt af min skole karmarat og nu er jeg bare her for at få luft. Kan jo kun det om natten elles må jeg bare blive indenfor og det er lidt kedeligt efter hånden rart at møde dig...'' Sagde Maria og rækkede hånden frem '' Hvem er du så?''
Maria var spændt om han ville tage imod den eller var han ligesom dem hun havde mødt hvor de er kold og bange for hun vil gøre skade på dem.
Han virkede ikke til at være kold over for hende der i mod vidste han interesse for hende og hendes fortid efter han spurgte hvem hun var.
Maria kunne nu kunne vente på han svarede og om han fortalt kort om hvad hedder han og hvordan han er blevet til den han er.
Blæsten var virkelig smelt, Maria holdet fast i hendes hår, hun var helt vild med fyrens look og udsende, hun havde aldrig mødt nogen der ser sådan ud før.
Hun undrede os sig over hvor han skulle hen før han spurgte hende hvem hun var det eneste Maria kunne se hvad et gamle faldefærdig hus og det kunne man da ikke bo i tænkte Maria og fik ondt af ham..

"Navnet er Draken Crescent.. Jeg er født som et skyggevæsen"

Hans stemme blev en smule mild for det var ikke særlig tit at folk delt særlig meget om dem selv når der var sammen med ham for han var jo en farlig en, stille tog han tog hendes hånd.

"Hyggeligt og møde dig miss Maria"

Han lod en smule formel i forhold til normalt for det var tit på det her tidspunkt at han ville være igang med og kap halsen over på hans offer men hun var ikke et menneske og derfor gad han hellere ikke og kast sig ud i en alt for voldsom kamp hvor han selv kunne komme til skad, igen trak han langsom mens han kiggede ude på havet og igen blev han mindet om at taget måske god kunne falde af og det betød at han igen skulle søge efter et nyt hjem, et lydløs suk gik i hans tanker mens han lukket øjne..

Maria kiggede på ham.
'' Nåår hvor bor du så og hvorfor er du helt alene her ude?'' Sagde Maria.
Maria undrede sig over hvad han lavet her ude og synes han faktisk så sød ud.
Hun tænkte det for sig selv og rødmede en lille smule.
Hun tog en flaske frem med menneskeblod i som hun lige have fyldt.
Blodet løb ned af mundviden og dåbbede ned på jorden '' Vil du have noget eller drikker du ikke sådan noget'' Sagde Maria og rakte metal flasken frem til ham.
Hun slikkede blodet væk fra mundviden, hendes tænder kom frem så man kunne se dem, resten tørret hun af i sin hånd og slikkede det af hånden.
Hun var jo vampyr så der var ikke noget der skulle går til spilde.
Maria havde på fornemmelsen han var lidt usikker med hende så hun gik væk fra ham.

"Jeg er på flugt her for tiden, jeg har været låst inde på et hospital i omkring 50 år eller mere.. Mennesker er ret glad for og undersøg det umenneskelig når de har muligheden for det og derfor stak jeg af da jeg fik muligheden for komme væk her fra"

Det var ren historie men han ville helt ikke fortæl alt hvad der var sket for det ville blive for underligt hvis hun kendt hele sandheden plus at det var farlig og snakke for meget som sig selv, for det var den først regel i hans liv.

"Jeg drikker desværre ikke blod, jeg kan godt lidt men ikke så meget igen desværre det bliver for metallisk i det, jeg fortrakker skygger frem for alt"

Som skyggevæsen havde Draken en lille smag for blod men den var dog ikke sådan at han kunne leve af den ligesom vampyrer kunne for det blev så metallisk at han næsten kun kast op af det hvis han fik for meget af det, nej skygger var det som han levet af og der til skulle han os have vand men ellers behøvet han ikke andet for overleve i den her verden..

Maria tog flasken til sig igen.

''Noget af et liv du har, ja kender det. For det er hårdt være noget du ikke er. Hvis jeg er i byen eller går på gaden må jeg ikke være den jeg er for at bliver folk bare bange for mig eller noget''

Maria kendte godt følelsen det man ikke kunne leve i en verden hvor man ikke kan være det væsen man er var bare træls.
Hun gik meget op i at være den man er osv for det var det vigtigste for hende.

''Hvordan kan du ikke fryse?'' Spurgte Maria og kiggede på ham.
Altså hun var vampyr og fuldblods men hun kunne stadig mærke ting og havde følelse.

"Mennesket er altid bange for det som er som der er andreleds og derfor har de tit os med og beglor os udødelig, både på en god med men os på ond måde.. De har en stor misundelse for de udødelig og det kun fordi vi har en større skønhed plus at vi aldrig kan dø"

Det var blandet andet derfor at Draken havde at had til den menneskelig verden, han så ned på dem og de var ikke meget andet end mad i hans øjne. Plus at de tit os brokket sig over små ting som at de ikke kunne leve for evigt og det at de ikke kunne være smukke i alt evighed og derfor fortrakke Draken andre udødelig som var ligeså modbydlig som ham selv, men det var bare ikke så tit at han mødt de mørke sjæle her i verden.

"Jeg fryser ikke fordi jeg ikke har en sjæl, jeg kan hverken mærke varme eller kulde og derfor kan jeg hverken dø af den ene eller den anden"

Det var hans forklar som skyggevæsen, han blev født uden en sjæl og han ville dø uden en sjæl, men han så nu ikke ned på det. Nej det var faktisk helt fint for han havde evigheden alene for ham selv os selvom det nu blev ret trist til tider så var han stadig glad for være alene for det var ikke særlig tit at han forelsket sig i andre væsner som der gik omkring ham..

Maria gispede højt, hun var lidt chokket over at han ikke havde nogen sjæl men hun havde en der os heller ikke havde en.

"Jeg giver dig ret i det med mennesker" Sagde Maria og smilede til ham.

Hun gav mig ham mennesker var åndssvage nogen gange over for dem, misundelig var de sikket. Hun kunne godt lide mennesker men nogen kunne hun ikke lide men sådan var verden og sådan var hun vane til og ville altid være det lige meget hvad.
Hun havde ondt af Draken for hvordan han blev behandlet.

Maria blev trist i ansigtet " jeg er ked af du blivet behandlet sådan" Sagde Maria og gik tættere på ham.

Maria skulle lige vane sig til mange ikke havde en sjæl og ikke kunne føle noget men Maria troede på at man faktisk kunne komme så tæt på en person at de kom igennem den person og de betydet at føle ting....