Lovely afternoon //Gabriel//

[center] T: Eftermiddag, omkring kl. 15.30 ca
S: En bænk i et roligt hjørne af parken
V: Det er sommer, så solen skinner og det er varmt
O: Kairi og Amy



Det var en dejlig eftermiddag, og solen havde stået og bagt hele dagen, så der var dejlig varmt. Kairi sad på en bænk og slappede af. Ved siden af hende stod en barnevogn, hvor hendes datter lå og sov til middag. Et tørklæde var blidt blevet bredt ud foran hullet i barnevognen, så den lille pige kunne ligge i fred og skygge. Lidt derfra løb nogle børn og legede, og Kairi så på dem med et smil.

P: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] Plus sorte converse.

Hopla!
Gabriel kravlede over det høje hegn, og hoppede let ned. Vagterne bandede, og prøvede selv at komme op, men de endte på halen igen. Gabriel smilede kækt, og løb hen imod parken. Han stoppede op, og begyndte i stedet at gå.
Han så rundt, og smilede skævt. Hvorfor vagterne havde været efter ham? ... Gabriel kunne nu give et godt råd... Ikke slå en vagt ned bare fordi de råber efter en om at man har stjålet noget fra en bod, hvilket man ikke havde.
Gabriel gned sine håndflader mod hinanden, og gik langs stien. Han så hen på børnene, men havde ikke opdaget Kairi, eller Amy.

Kairi hørte lyden af skridt på stien lidt væk, og vendte nysgerrigt hovedet for at se hvem det var. Hendes hjerte gav sig straks til at hamre stærkere og hårdere end før, og hun rødmede også lidt, da hun så at det var Gab.
Hun vidste ikke helt om hun skulle sige noget eller ej, men da han kom tættere på rejste hun sig fra bænken og så på ham med et smil.
"Heej!"
Hun stod lidt fra ham, usikker på om hun skulle give ham et kram eller hvad.

Gabriel så på børnene hele tiden, men så kort hen imod bænken da der var en der snakkede til ham... Og så smilede han. Han gik hurtigt mod Kairi, og lagde armene om hende.
"Hej."
Han knugede hende forsigtigt ind til sig, og kyssede hendes hals. Han kærtegnede hendes ryg, og trak sig så lidt væk.

Kairi smilede da han omfavnede hende, og lagde også selv armene om ham.
Hun puttede sig ind til ham, og da han trak sig væk, rakte hun sig op og kyssede ham, blidt og kærligt.
"Jeg har savnet dig..."
Hendes stemme var mild og fyldt med kærlighed.

Gabriel gengældte kærligt kysset, og lagde en arm om hende. Han smilede kærligt.
Gud, hvor havde han savnet hende! Hans smukke Kairi...
"Jeg har også savnet dig."
Han smilede blidt, og kyssede hendes pande.

Hun trykkede sig ind til ham, og lagde hovedet mod hans brystkasse som hun plejede.
Hvor hun dog elskede ham, højere end nogen anden. Eller, det vil sige næsten, hun elskede Amy mest, men nu var hun jo også Kairis datter, så det kunne jo ikke sammenlignes.
Kairi kom til at tænke på det, hun for nyligt havde opdaget, og så op på ham med et lille smil.
Hun vendte hovedet og så på bænken, tog hans hånd og gik hen og satte sig. Hun var nervøs for hans reaktion på det, hun snart ville fortælle ham, men forsøgte så vidt muligt at skjule det.

Gabriel trak hende ind til sig. Hvor havde han dog savnet hende.. Han elskede ingen højere end hende. Ingen.
Han havde savnet lyden af hendes stemme. Hendes smukke stemme som kunne forveksles med en gudindes... Eller, hendes stemme var som en gudindes. Hendes læber... Var vidunderlige. Bløde som silke... Hendes krop ... Den var ubeskrivelig dejlig, hun havde de mest smukkeste former. Hendes personlighed... Var det bedste af det hele. Hendes øjne som han så let kunne falde ned i og dø af lykke over de er rettet mod ham.
Hun var en gudinde... Den smukkeste.
Gabriel fulgte villigt efter hende, og satte sig ved siden af hende. Han kyssede hendes kind.
"Noget siger mig du gerne vil fortælle mig noget vigtigt?"

Hun kunne mærke på ham, at han havde savnet hende, og elskede hende utroligt højt. Hun havde også selv savnet ham rigtig meget, der var ikke gået langt tid hvor hun ikke havde tænkt på ham, og længtes efter at høre hans stemme, se hans smil, blikket i hans øjne når han så på hende, hans arme omkring hende, hans bløde læber mod hendes....
Hun så på ham da han talte til hende, og rødmede en smule. Hun havde ikke regnet med at han bare sådan uden videre ville spørge, så hun så ned foran sig.
"Jaah, øøøh..."
Hun gik i stå, og vidste ikke hvad hun skulle sige.

Gabriel kunne se på hende hele dagen, uden at kede sig. Se på hende passe Amy, sove, lave mad, gå tur, og så videre...
Han ville se på hende gøre alt det uden at kede sig og med oprigtig interesse. For han elskede hende. Højere end noget han nogensinde havde elsket før.
Lige nu havde Gabriel bare mest lyst til at lægge armene om hende, og mærke hendes vidunderlige silkebløde læber mod hans... Men han ville vide hvad hun ville sige.
"Bare kom med det. Jeg vil gerne høre det."
Han tog hendes hånd og så på den med beundring. Han kærtegnede håndryggen.

Hun løftede blikket og så ham i øjnene. Hun kunne med det samme se hvor meget han elskede hende, og hun smilede og rødmede en smule. Hun var lykkelig, det var tydeligt at se.
Nu var det store spørgsmål, om lykken ville vare ved. Det ville hun snart få svar på.
"Okay så..."
Hun bed sig i læben, og fortsatte så.
"Det var vidst meget godt at vi lærte hinanden at kende mens jeg var gravid med Amy, for så har du i det mindste set det hele før."
Hun grinede lidt, og så ham så dybt i øjnene. Hun havde ventet på denne dag, drømt om at fortælle sin elskede det, hun nu var ved at sige.
"Gabriel... Du skal være far."

Gabriel løftede hendes fine hånd op til hans læber. Han kyssede håndryggen, og knoerne. Han kærtegnede igen håndryggen. Han gav ikke slip på hendes hånd.
Han smilede skævt, og så på hende da hun begyndte at snakke.
Mens hun var gravid med Amy? Så havde han set det hele før? Jamen... Åh Gud! Nej nej nej nej! Hun måtte ikke slå op med ham! Hun havde måske været sammen med en anden og, og, og blevet gravid! Åh nej nej nej!
Han sukkede lettet da hun sagde det... Men stivnede så.
Vent.... Far? Ham? Han så en anelse spørgende på hende.
"Far? Mig?" Han lagde en hånd på hendes mave... Og så, så på maven. "Er det... Mit barn? Eller vores.. Du ved hvad jeg mener.." Han spurgte forsigtigt. Som om at hvis hun sagde det ikke var hans, ville han bryde sammen!
Åh please, han håbede det var hans!

Kairi så på ham og holdt vejret, så spændt var hun på hans reaktion. Hun lysnede op i et kæmpe smil, da han først virkede fortvivlet og derefter glad. Det var lige den reaktion hun havde forventet. Hun smilede stort, og nikkede.
"Ja, det er dit, og mit. Vores, sammen."
Hun lagde sin hånd ovenpå hans, den der lå på hendes mave, og gav den et lille klem. Hun smilede stadig stort, og ventede på hvordan han videre ville reagere.

Gabriel så forsigtigt på hende... Han lyste op i et stort smil da hun sagde det var hans. Han nussede hendes mave lidt. Han kunne ikke stoppe sig selv...
Han omfavnede hende, og trykkede hende ind mod sig.
Han vidste ikke hvad han skulle sige, men regnede med der ikke behøvede ord lige nu. Han holdte hende bare tæt ind til sig, og smilede stort med lukket øjne.

Hun blev på en gang glad og overvældet over hans reaktion, og knugede ham ind til sig.
Hvor var hun dog lykkelig. Hun havde den mand hun elskede allermest hos sig, og nu ventede hun også deres fælles barn, og på trods af at hun havde været nervøs for hvad han ville sige til det, var alting gået godt....
Hun lukkede øjnene og smilede bare. Efter noget tid trak hun sig lidt ud fra ham, og så ham i øjnene. Der var en detalje, hun mente var nødvendig for deres fremtid sammen.
"Det her betyder så også for mig at se, at du skal være villig til at være far for Amy... Altså, stedfar, eller hvad du vil kalde det."
Hun smilede, og kyssede ham på kinden, så det ikke virkede alt for alvorligt. Hun ville bare ikke have, at hendes børn blev forskelligt behandlet, bare fordi Amy ikke biologisk set var Gabriels datter.

Gabriel åbnede øjnene, og så spørgende på hende da hun trak sig væk. Han kørte en hånd igennem håret, og lyttede roligt.
"Jeg kalder det normalt stedfar" han smilede blidt." Jeg kan godt lide Amy og jeg vil gerne være en slags 'stedfar' for hende." Han gned sig lidt nervøst i håndfladerne. "Men, det ville heller ikke tage mig lang tid at få en fornemmelse om at være hendes far."
Han smilede skævt, og lagde hovedet lidt på skrå.
Et skævt og smukt smil spillede om hans læber.

Kairi så nervøst på ham, og lyste så op i et smil igen. Så han ville gerne? Hvor dejligt!
Hans tilføjelse til sidst, fik på en gang hendes smil til at blive større, men også en undren til at dukke op. Hun bed sig i underlæben, før hun talte igen.
"Så, hvis jeg forstår dig ret, ville du godt kunne se dig selv fuldt ud som hendes far?"
Hun smilede, og tog hans ene hånd i sine. Hvor ville det være skønt, at skabe en lille familie med ham, og deres børn. Åh gud, hun tænkte allerede på dem som deres, og ikke kun hendes...
"Det ville være skønt. Jeg har faktisk overvejet tanken selv, eftersom du jo har været i hendes liv fra starten, og hun vil nok alligevel ende med at kalde dig far."
Kairi grinede lidt, kyssede hans håndryg og smilede.
"Ikke at Johan skal fjernes fra hendes liv. Hun skal selvfølgelig vide hvem hendes rigtige far var, men jeg tror bare... Og med det nye barn og alting... Jeg tror du vil blive hendes far, mere end kun stedfar...."

Selvfølgelig ville han gerne have et barn. Specielt med hende. Han kyssede hendes kind, og smilede kærligt til hende. Han kærtegnede hendes håndryg blidt.
"Selvfølgelig. Altså, jeg ville aldrig kunne, og vil heller ikke, overtage hendes fars rigtige plads... Men, jeg vil da gerne være en erstatnings far." Han håbede han sagde det rigtigt. Han ville helst ikke sige noget forkert.
"Tror du virkelig?"
Han så håbefyldt ud. Han smilede skævt.
"Selvfølgelig skal Johan ikke fjernes fra hendes liv. Jeg er fuldkommen enig i at hun skal vide det." Han kunne godt lide denne Johan. Selvom han aldrig havde mødt ham. Hvilken skam. Johan lød til at være en fin fyr.

Det var ikke til at overse, hvor lykkelig Kairi var blevet over det, Gabriel havde sagt. Hun så på ham med et kærligt smil, og nikkede af det, han sagde.
"Selvfølgelig. Du skal se, inden længe vil du høre hende kalde dig far, ligeså snart hun har lært at snakke."
Hun grinede lidt igen, mildt og venligt.
Godt at de var enige, og selvfølgelig ville han aldrig fuldt ud blive Amys far, men han ville stadig gerne være der for hende, på samme måde som for sit eget barn, hvilket var præcis hvad Kairi havde ment.
Hun grinede svagt, og lænede sig så over og kyssede ham.

Gabriel mente skam hvert et ord. Hvis Amy nogensinde ville have brug for en far, en slags erstatnings far altså en stedfar, stillede Gabriel sig gerne til rådighed.
"Det lyder godt."
Han smilede kærligt.
"Kairi..." Han så sig lidt omkring. "Vil du og Amy gøre mig den ære at gå en tur?" Han så spørgende på hende.
Han gengældte kærligt kysset, og kærtegnede hendes hofte. Han rejste sig dog op, og rakte hende hånden for at hjælpe hende op.

Kairi smilede kærligt til ham, tog hans hånd og rejste sig op.
"Æren er på vores side."
Hun bøjede hovedet, og nejede kort, inden hun så op på ham med et stort smil.
Hun grinede lidt, og tog så fat i barnevognen og begyndte blidt at køre den frem, mens hun så op på Gabriel med et kærligt blik.

På en måde kunne Gabriel ikke helt forstå at han virkelig var ved at blive far... På en måde ønskede han at det blev en dreng, men så alligevel... En pige ville også være rar Bare det at han blev far var rart, og at Kairi var moren... Var bare perfekt.
"Nej, den er på min."
Han smilede drillende. Han stillede sig ved siden af hende, og fulgte med. Han så lidt rundt.