Someone new somehow, Nille

Vejret var mildt, himlen var knaldblå og spættet med lyse, drivende skyer. Det var forår snart. Det var i luften og i de små, spæde skud på alle træer og buske. Solen stod lavt på himlen og kastede et blændende, ferskenfarvet lys ned i gaderne. Skyggerne var skarpe og koksfarvede. St. Yeaks Frivilligskole, eller bare Yeaks, som børnene kaldte den høje rødstensbygning med de fjerne vinduer, stod tilbagetrukket midt i den nøgne gård.

Spurv så på den med et stik af vemod i maven. Hun havde valgt at glemme skolens skyggesider, nu troede hun næsten selv på løgnen om, at hun savnede den. Det var trods alt dér, hun havde lært at stave og regne. Alligevel gik hun ikke ind gennem den store smedejernslåge, hun stod i stedet udenfor og trippede lidt nervøst.

Den store messingklokke, der pludselig ringede, fik hende til at fare sammen. Hun stillede sig på tå og spejdede ind i gården, hvor børn, små, magre børn med urolige voksenøjne, pludselig strømmede ud. Nogle af dem smilede og lo, andre løb afsted uden at se sig tilbage. Bagerst kom en tynd, hærget mand. Han fik øje på Spurv, smilede blegt og satte farten op. Hun afleverede det brev, hun havde medbragt, og skyndte sig væk, ned ad den smalle gade, på en eller anden måde lettet. Hun var nødt til at se sig over skulderen alligevel, for hun havde en mærkelig fornemmelse af, at rødstensbygningen lurede på hende, kom krybende efter hende for at fange og sluge endnu et offer.

Og netop da hun så, at den stadig lå dér i solen, fik hun øje på en skikkelse. Kendte hun ikke det hår? Spurvs ansigt blev betuttet, så vendte hun om og blev stående. Gloede.
Nille?!

P: Påklædningen under skammer kjolen, se profil.

Sulten...
Nille havde brug for en sjæl. At efterlade Toby, var ikke smart, nej. Men når man var Nille... Havde man altså brug for at komme væk! Hun hadede at være i et rum hele tiden... Hun var rastløs, hun kunne ikke gøre for det. Nille kunne lugte en sjæl... Hun gik frem imod lugten.

Måske skulle hun bare gå tilbage til Toby? Det skulle ikke undre hende hvis der var noget at spise dér. Rafael havde jo masser af slaver, og kunne sikkert undvære en... Men hun ville ikke løbe risikoen, så hun måtte sørge for sin egen mad. To daggers var i en skede ved hver hofte. Det sorte hår var løst, og en hvid fjer var i det. Hun rørte kort ved fjeren.

Skikkelsen kunne hun nu se. Og hun stoppede brat op. Skikkelsen havde været på vej væk fra hende, men stod nu vendt mod hende. Nille kneb øjnene lidt sammen... Spurv.
Den person hun ikke havde set lige siden... Jo, Dæmonen havde vidst... Hun kunne ikke huske det nu.
"Spurv?" Hendes stemme var lidt hævet, mest for at skikkelsen ville kunne høre hende. Hun ventede spændt på svar.
Var det virkelig Spurv...?

"Ne- Nille?"
Spurvs stemme knækkede over af glæde, men hun rørte sig ikke, for et eller andet sted var hun bange for de knuste illusioner. Pigen med det mørke hår havde godt nok sagt hendes navn, det var een ting, men kunne det ikke være hendes fantasi, der drev gæk med hende? Havde hun ikke set Nille alle steder? Tone frem i mængden et kort sekund for så at forsvinde, som når man fanger en andens blik og straks ser væk, bange for at blive afsløret? Og så var der hende den lyshårede. En engel af udseende og kold som Spurv vidste ikke hvad, og så alligevel - Et øjeblik havde hun virkelig troet, virkelig inderligt troet på, hun så Nilles øjne, Nilles mund.

Hun var jo død. Det havde de sagt, The Guardians, og det havde de sagt i byen og allesteder. Det havde stået i avisen! Så blødte angsten pludselig op. Der var jo ingen tvivl.
"NIIIIIILLEEE!"
Spurv sprang fremad og løb den mørkhårede kvinde i møde med et jubelhyl. Hun standsede brat og lidt kejtet foran hende og slog ud med hænderne. En svag rødmen bredte sig.
"Hvor kommer du fra? Hvordan er du.. Eller var du overhovedet, du ved, død?"

Sulten gnavede stadig i Nille, men hun ville ikke tage en hun kendte's sjæl. Nille sagde ingenting, så bare på Spurv mens tankerne strøg omkring inde i hendes hoved. Mindet om da Dæmonen, Rebecca, havde mødt Spurv var der stadig. Dæmonen var der stadig, inde i Nille. På en måde. Nille havde jo dræbt Dæmonen, men fordi Nille døde... Havde der manglet en stump af hendes sjæl. Den stump blev erstattet af Dæmonens sjæl. Så hvis man skubbede Dæmonen nok frem ville Nille reagere, og snakke som Dæmonen.

Nille smilede stort da Spurv råbte hendes navn. Dog vidste hun ikke selv om hun bare skulle blive stående eller gå hen til hende.
Nille grinede kærligt over hende.
"Jeg kommer fra mørket." Hun trak på den ene skulder. "Det er en lang historie... Jeg døde, ja... Men min gudinde reddede mig fordi Skammerne ikke måtte ende. Den lyshårede dæmon kvinde du så engang... Var min reinkarnation."

"Fra mørket?" Spurgte Spurv betaget og gloede på Nille. Genopstanden ved Gudindens hånd. "Orv! - Ej, Nille!" Spurv smilede genert, "Jeg har savnet dig! ... og" det generte smil blev til en lidt flov rødmen. Oh, hvorfor var hun dog så dum? Spurv hadede sig selv lige det øjeblik. Nille var alt i hele verden, levende død på en måde, skammer, hun havde en flyvende hest og hun var sød og alting, og Spurv var dum, uværdig til venskab.
"hvad er re-inkarnation?" spurgte hun stille, men der blev ikke givet tid til at svare, for Spurv forstod netop dér, hvad det besynderlige ord betød.

"Så du var hende? Eller hun var dig, sådan noget. Hun lignede dig også lidt. På en måde."
Spurv greb i luften, men den hjalp hende ikke til at sætte ord på den mærkelige måde, den lyshårede havde fået hende til at tænke på Nille. Det havde ikke været hendes udseende så meget, som det havde været måden hun så ud på på en måde. Der var ingen bedre forklaring. Ikke for Spurv, i hvert fald.
"Hvordan er det at være død? 'Eller.. Hvordan var det?"

Jep, fra mørket! Nille kunne stadig fornemme hvordan mørket havde suget al hendes håb fra hende... Fjernet en lille stump af hendes håb, men hun havde klamret sig til håbet. Hun havde ikke villet dø, ladet Rebecca, dæmonen, overtage det hele.
"Ja, fra mørket. Jeg sad i mørke, mens dæmonen som hed Rebecca, styrede det hele." Svarede Nille med et skævt smil. Faktisk, havde Nille ikke længere BlackStar, den sorte pegasus. Døden havde skam også ændret hende... Nille kunne ikke lade være med at smile over Spurv. "Jeg har også savnet dig." Sagde Nille. *Jeg har savnet det hele.* Tænkte hun svagt for sig selv.
Nille nåede ikke at svare på Spurvs spørgsmål, heldigvis! Nille ville helst ikke rigtigt tænke på at der havde været en anden hende... Som dog ikke var helt hende.
"Jeg var hende, kan man vel sige. Eller hun var mig. Jeg sad i mørket, hørte og så alt Rebecca så." Hun smilede lidt svagt.
Hvordan det havde været at være død?
"Jeg var jo ikke ... Rigtig død. Jeg sad blot i mørke, ensom og næsten løbet tør for håb. Få gange kunne jeg få kontrol over Skammer stemmen, for at sige noget. Jeg kunne også... 'Slå' Rebecca nogle gange, hvis hun gjorde noget jeg ikke ville have. Det var bare ikke altid nok." Hun kunne huske dengang med Markulius... Ja, det var så noget, hun nok ikke skulle fortælle Spurv! Spurv var nok al for ung til det.

Nille havde savnet hende! Spurvs ansigt flækkede i et enormt smil.
"Det er jeg glad for!"
Og det var sandt. Nille havde på en måde været et spark, der havde ramt Spurv netop da hun manglede det. En stråle af et håb for fremtiden. Når et helt liv har foregået i skyggen er et solstrejf nogle gange nok til at få blomsterhoveder til at springe ud, nok til at vække håbet om noget bedre.
For Nille havde brudt alle regler og alle bånd, der band rige og fattige. Hun var ikke som nogen andre.
Og så var hun død.

Og så alligevel ikke! Og hun havde savnet Spurv.

"Wow, du har oplevet meget!"
Udbrød Spurv. Uha, mørket, det lød uhyggeligt, og at slå Rebekka.. Hvad? Spurv forstod det ikke helt, men det betød næppe det store, det vigtigste var, at Nille var i live, rask og rørig lige her.

"Hvor er du på vej hen? Skal vi følges? Og.. øh.. Må jeg spørge om noget andet?"
Hun foldede hænderne foran sig, som om det var lidt pinligt.

"Hvorfor døde du? Hvem gjorde det?"

Det var svært at tage noget som helst alvorligt lige nu, for Nille var glad. Hun kunne ikke få sit smil væk. Hun elskede at se dem hun holdte af, være så glade for at hun faktisk ikke var død. Det viste, at de holdte af hende. Hun havde brug for personer hun kunne stole på og holde af. Hvis ikke hun havde haft det, i hele sit liv, var der ingen Nille. Skammeren Nille ville aldrig være blevet til. *Jeg ville ikke have opdaget min skammer evne, hvis jeg havde givet op da jeg var hos mine 'forældre'. Jeg ville aldrig have opdaget hvilket ansvar der lægger på mine skuldre.*
En lav latter forlod Nilles læber og hun strøg Spurv over håret, da Spurv sagde at hun var glad for at Nille havde savnet hende. Oplevet meget? Nille? Ork, ja. Det havde hun skam. Måske alt for meget. "Det har jeg, ja." Både før og efter døden, havde hun oplevet meget. Selv midt i døden.
Hvor Nille havde været på vej hen? Sulten gnavede i hende igen. Hvad skulle hun dog sige?! *Jeg var egentlig ikke rigtigt på vej til et bestemt sted, jeg var bare ved at finde et offer, jeg kan slå ihjel og spise vedkommendes sjæl.* Nej vel? Det kunne man ikke bare sige. Men hun skulle have noget at spise. Snart.
"Jeg.." Hun kløede sig i nakken, og rettede sig op. "Jeg var på vej til kroen." Ja, det gik nok lige. "Vi kan godt følges, hvis du er beredt på at, det ikke er alle der er glade for at se mig." Hun smilede lidt svagt. Dusøren var der stadig. Dusørjægerne var der stadig. Fjenderne var der stadig.
Spurvs spørgsmål om hvem der havde dræbt hende og hvorfor... Fik Nille til at se fraværende ud. Smilet var forduftet. Der var et tomt glimt i Nilles lysende blå øjne.
"Jeg døde fordi at der var en dusør over mit hoved, som der stadig er. Hvem der dræbte mig.." Nu blev Nille tavs. Et minut efter skiltede hun let læberne og hviskede; "Jeg blev dræbt af en dæmon." Ja, det var vidst det. Hun kunne ikke sige hvem... Hun kendte godt dæmonen der havde dræbt hende. Sean. Men egentlig ville Nille skynde sig hen til Sean og stikke sin daggert i hans hjerte mange gange, som hævn. Men det var dumt. Hun måtte vente.

Kroen? Spurv nikkede ivrigt, ligeglad med, at folk var bange for en skammer. Hvorfor skulle det betyde noget for hende? At dusørjægerne var Nilles realitet havde Spurv slet ikke tænkt over. Jo, hun vidste det godt, men det spillede ligesom slet ikke ind, måske fordi det var umuligt at forestille sig, at folk ville gøre Nille noget.

Selv ikke en dæmon. For det var en dæmon, der havde gjort det, og endda for at få en dusør, sådan et hjerteløst væsen!, tænkte Spurv vredt, og så pludselig lyste hendes øjne forskrækket.

"Var det Rebekka? Hende, som jeg mødte?"

Det måtte det være! Det ville forklare det! Rebekka havde dræbt Nille for at tage hendes kræfter, men Nille havde kæmpet imod og Rebekka var blevet.. Opgslugt.. af Nille. Spurv slog hænderne for munden, for hendes tankerække udviklede sig mere uhyggeligt, end hun havde forestillet sig.

//Sorry, kort svar D://

//Der er noget at svare på, så det gør skam intet. //

Nilles tanker kørte rundt om forskellige ting. Som, hvad hvis hun blev angrebet? Eller hvis sulten blev for meget? Ville hun så angribe Spurv? Hvad kunne hun gøre? Dusørjægerne ville uden tvivl angribe Nille, så snart de havde genkendt hende og fået gjort sig klar. De ville have dusøren og have Skammeren ned med nakken, da de vidste hun var en trussel for mange... Næsten alle.
Rebecca? "Nej, Rebecca dræbte mig ikke. Hun blev overfaldet samme tid jeg blev dræbt. Hendes krop var ledig, så min sjæl tog pladsen i hendes krop, men uheldigvis, var der stadig lidt af Rebeccas sjæl i kroppen." Svarede Nille og smilede skævt.
Hun begyndte at gå mod kroen. "Kommer du?" Nille så spørgende på Spurv over skulderen.

//Siger også undskyld for kort svar. :/

//Gør ingen ting, for 1) Det kan være, det er kort, men det er fyldestgørende, og 2) det er et svar o.o XD//

"Hvordan blev du så.. Dig igen? Hun var jo lyshåret," spurgte Spurv og hoppede frem ved siden af Nille så de kunne følges ad. Det var en vaskeægte sjælevandring! Præcis som de vandringer, sjælen efter sigende kunne foretages i søvnen.. Bare virkeligt.
"Ej, Nille, jeg ved, du døde, men.." Spurv stak hænderne i lommerne og sparkede til en sten et øjeblik som for at gøre en lille kunstpause. "Det er altså en god historie!"
Der var et hungrende glimt i Spurvs øjne, og hvis ikke, man kendte hende ville man måske kunne antage, at det var dødsdrift. Det var det ikke. Det var et brændende ønske om at kunne leve et liv, der lignede Nilles bare lidt. Spurv forstod ikke, hvordan det var at leve med fjender på den måde, hvordan det var at være frygtet, hun begreb ikke, at Nille havde lidt, kun at hun vandt over døden, sejrede over dæmonerne og strålede altid, altid, altid!
Spurv tog føringen og førte Nille ned ad en smal gade, der dukkede frem mellem to snavsede huse, der skrånede ind foroven så strædet blev næsten overdækket.
Længere nede sad en mand på et dørtrin og hang med hovedet, som om han sov, tydeligvis døddrukken.

//Haha. xD

Ja, hvordan var Nille blevet hende igen? "Det er svært at forklare, for jeg er selv ret usikker. Jo mere Rebecca lærte om mig, jo mere hun begyndte at finde ud af hvem hun faktisk var, jo mere svag blev hun. Hun var min reinkarnation. Jeg sad i mørke, som sagt. En dag, hvor hun havde fundet ud af nærmest det hele, følte hun sig svag, for hun var svag. Så svag, at jeg kunne trænge igennem, få hende hen i mørket, og..." Nille tøvede. Hun skævede til Spurv. "Slå hende ihjel. Selvom hun er ikke så død som jeg ønskede. Der manglede en lille del af min sjæl, og der var et lille stykke af Rebeccas sjæl tilbage. Det lille stykke af Rebeccas sjæl, tog den manglende plads i min sjæl. Dermed, er jeg lidt som hende, men jeg er mest mig elv." Nille begyndte at gå, hen imod kroen, med sulten gnavende i hende. "Jeg ved det." En lav latter forlod Nilles læber kort. "Jeg synes også det er en god historie, hvis det ikke var fordi den havde skabt mig så meget smerte." Hun blev lidt fraværende kort.
Nille fulgte efter Spurv hen af den smalle gade. Nille kiggede på manden, der lignede en der sov, og hun bed sig kort i underlæben. Hun kiggede på Spurv. Som altid, gik Nille med fuldkommen rank ryg, hun havde gik altid med en stilling der viste, at hun ikke blot var en pige. At hun var stærkere end man først lige troede.

Nille havde slået hende ihjel. Spurvs øjenbryn bevægede sig opad i et spørgende udtryk, ikke fordi hun var hverken skræmt eller chokeret, simpelthen fordi det kom bag på hende. Hun kunne ikke forbinde Nille med mord, og troede ikke rigtigt på, hun egentlig havde dræbt. For denne dæmon, Rebekka, hun fandtes jo åbenbart endnu. Så var hun jo tydeligvis ikke død, ligesom Nille ikke havde været rigtig død, på en måde. Hun var jo kommet tilbage. Ellers kom man jo ikke tilbage. Døden var ligesom endelig, så tog man til et andet sted. De fleste gjorde. Spurvs mor havde gjort det, og hendes far havde gjort det. Forhåbentligt. Hun kendte børn, der havde en forældre ved Soul River, en hvileløs krop, vaklende afsted, snublende, søgende efter friskt kød at drukne. Sådan bliver far ikke, havde hendes mor lovet tusind gange, og da hun var borte havde Simon fortsat den strøm af løfter. Nu hvor han var væk, var Spurv lidt i tvivl.

Spurv hastede ned gennem den smalle gade, forbi manden, der bevægede hovedet let ved lyden af skridt, men ellers ikke syntes at sanse sin omverden. "Hvordan går det med den sorte flyvehest?" spurgte hun med lav stemme, da de var udenfor mandens hørevinkel. "Vil du ned til min kro? Der hvor jeg bor?"

Nille havde skam dræbt mange gennem sin tid, dog mest efter at hun var blevet dæmon, var hun begyndt at dræbe andre. Hun var en morder. Hun havde dog intet imod det. Der var så mange der slog hinanden ihjel i denne tid. Så hvorfor ikke drive med strømmen, som man sagde? Hun ville dog ikke bare slå andre ihjel, uden grund. Eller jo, det kunne hun finde på, men hun brød sig ikke om det. Hun dræbte andre, enten for at få mad, beskytte sig selv eller andre årsager. Hvordan døden virkelig var, vidste Nille ikke. Den var forhåbentlig ikke så dårlig som det Nille havde oplevet, på trods af at hun dog ikke havde været rigtig død. Hun havde vel været mellem døden og livet, mente hun. Altså, lidt i live, lidt død. Det var en god forklaring på det, syntes hun.

Den sorte flyvende hest? Nille sukkede, ikke af irritation, men af tristhed. Hun var ked af at hun ikke havde set Blackstar, siden hendes død. Hvor var han mon? Hun skævede op mod himlen, men kiggede så på Spurv igen. Hun kunne lige så godt være ærlig, Skammerne gik jo også ind for ærlighed.... Det meste af tiden. "Jeg ved det ikke. Jeg har ikke set ham siden min... 'Død'." Svarede hun hviskende og skævede mod manden der virkelig burde lære lidt om hygiejne og opførelse. Det lød underligt, men det syntes hun, at manden burde. "Det vil jeg gerne." Nille smilede svagt til Spurv.

"Åh," sagde Spurv med flad stemme, selv om hun prøvede at kvæle depressionen i sit udbrud. Ak, hun havde elsket den hest, men det var der ikke noget at gøre ved. Sådan var livet, tænkte hun mere sammenbidt for at undertrykke en svag snert af skuffelse - hun ville så gerne have fløjet på den hest. Så gerne! Men den var kun en hest. Det betød ingenting, for Nille var tilbage. Det var det vigtigste, det vidste Spurv udmærket godt. Hendes ansigt lyste op i et nyt smil. Og Nille ville med og se kroen.

Spurv ledte vej gennem et virvar af små stræder og undgik så vidt muligt større gader og pladser. Når der endelig skulle krydses en færdselsåre gik hun hastigt med øjnene fikseret mod et sted over massens hoved, indtil ude af mængden, hvor hun vendte sig om og så efter Nille med et smil. Mens de gik side om side gennem de små, smalle veje fortalte Spurv ivrigt om tilfældige småting, hvad Nathan havde lavet, hvordan han endelig havde sluttet fred med hønsene på kroen, hvor Simon var, og at han var blevet forfremmet.

"Her!" over dem hang det gyldne skilt med en udskåret grif. Døren var lukket, men Spurv skubbede den ufortrødent op og gik ind i det lille krolokale. Det var tomt endnu. Stolene var stablet op på bordene, klar til at blive taget ned når solen krøb ned i horisonten. Der faldt stråler af lys gennem de små vinduer, og støv dansede. Der var ingen lyde. Det var meget rart. Spurv havde ikke lyst til at møde Kokkens mand igen i dag. Han blev altid sur på hende.

Selvfølgelig var det trist at hun ikke længere havde den smukke sorte pegasus, men han var bare forsvundet da hun endelig var kommet tilbage. Der var bare intet at gøre ved det, hun havde det fint med det. "Der er ikke noget at gøre ved det. " Sagde Nille med et svagt smil om læberne, for det var sandt, der var intet at gøre ved det. "Måske vender han tilbage, måske ikke." Det sagde hun mest for at opmuntre hende, for hun ville ikke have at hun var ked af det...

Nille lyttede med på alt hvad Spurv fortalte, også fordi det interesserede hende og at hun ikke lige havde andet at gøre. Hun havde bemærket at Spurv var meget glad for Simon, det var forståeligt. Hun lagde hovedet lidt på skrå da de nåede til kroen, hun så nysgerrigt på den. "Her ser hyggeligt ud." Sagde hun med et venligt smil om læberne. Hun trådte indenfor mens hendes lysende blå øjne gled over omgivelserne. "Og det er her du arbejder?" Hun så spørgende på Spurv.

"Ja, jeg går ærinder og serverer nogle gange.. Især om dagen, der er tit lidt kaotisk om aftenen, og så gør Kokken det. Kokken har stedet. Sid ned." Spurv anviste en stol med et tilfældigt vink. "Vil du have noget at drikke? Måske at spise? Her bliver fuldt senere, men lige nu er her nogenlunde fred, det er meget rart. Og, eh - har du hørt -"

Og så - Ikke fordi hun havde lyst til at vikle Nille ind i Det Store Edderkoppespind, der strakte sig over byen og fangede de små fisk såvel som de store, men bare fordi hun havde sagt det til så mange, kom det ud af hende, og det samme gjorde nettets slimede tråd. Det strakte sig ud fra en underjordisk hule, hvor selve edderkoppen sad, stor og mægtig, fed, behåret og sløv af udseende, men lynhurtig og dræbende med sit giftige bid når den ville - Sådan var Sean, kloakkernes konge ikke helt, men i metaforen kunne han godt siges at være et otteøjet monster med mange ben, hugtænder og giftbrod. Spurv havde tit fundet sig tilbage i kloakkerne i tankerne. Især de besynderlige øjne kunne ikke slippe hende, og det var med dem i det mentale baghoved, at hun gik edderkoppens ærinde og spredte hans net endnu længere ud, hvor det klistrede fast til flere fluer.

"At der bor er en hel hær af tyve i kloakkerne?" Det øjeblik, hun havde sagt det, fortrød Spurv. Hun rynkede irriteret næsen af sig selv. I det mindste fortalte hun ikke løgne, tænkte hun, men måske var det et spørgsmål om, hvor godt sandheden passede edderkoppen. Og Nille. På en måde følte Spurv et mærkeligt behov for at beskytte Nille mod den slags. Alt, der kunne koste hende problemer skulle helst holdes væk. Og skammeren havde vist mange problemer.
"Noget at drikke?" gentog hun.

Et job, Nille havde aldrig som sådan haft et job. Kun sit skammer job,og nogle gange andre ting, men det var lidt ulovligt, kunne man vel sige. At arbejde på en kro havde hun aldrig gjort. Det havde hun heller ikke tænkt sig, hun ville bare hurtigt blive fanget. Hun ville gerne have lov til at leve som hun gjorde nu. Hun ville ikke blive tortureret, så hun kunne være en eller andens våben. "Hvad hedder kokken?" Spurgte hun, som sædvanlig var hun meget nysgerrig, hun ville vide alt. Alt hvad hun kunne få at vide, ville hun vide. Hun satte sig ned mod den stol Spurv anviste.

Spændt ventede Nille på hvad Spurv ville fortælle hende, mens hendes lysende blå øjne nysgerrigt så rundt. Hun ledte faktisk efter en flugtvej, hvis der skulle være nogen der ville angribe hende. Hun kunne hoppe over bordet, glide under det der bord, gribe fat i håndtaget og... Hun blev afbrudt da Spurv snakkede videre. Hun kiggede på hende. "Tyve?" Sean. "Det ved jeg." Hun havde selv været nede i kloakken da Sean overtog det, eller, hende, Sean og Arason havde været dernede for at dræbe en bestemt. Nu havde Sean med sin klan overtaget kloakkerne. "Jeg var med da lederen af tyvene overtog det, jeg hjalp ham sammen med en anden, kan man sige. Vi skulle dræbe en bestemt. Lederen overtog kloakken." Hun trak på den ene skulder.
"Ja tak, bare vand." svarede hun.

"Miranda," //Håber ikke, jeg har skrevet noget andet et andet sted xD// "Og hendes mand hedder Evan." Spurv havde taget en stol ned og sat sig på den. Hun trak benene godt under sig, selv om hun vidste, hun om et øjeblik ville løbe efter noget at drikke. Men det var ligemeget. Hun fulgte Nilles bevægelser med interesserede, lyse øjne. Den anden piges blik vandrede rundt i rummet, og Spurv fik et øjeblik en ubehagelig fornemmelse af, at der ikke var fint nok. At der var for snavset, for ordinært. Og dog. Hvorfor? Nille dømte ikke, tænkte Spurv glad, og så: Det ved jeg.

"Oh," sagde Spurv overrasket, og hendes udtryk blev lidt betuttet, derefter betaget. "Nøj, hvor laver du meget, Nille! Hvor er det vildt! Så kender du Sean?" Hun sænkede stemmen. "Jeg har været nede i kloakkerne," hviskede hun og rejste sig for at finde vand. Et øjeblik skramlede hun bag disken, så fandt hun et glas og en stor kande. Så smuttede hun med et kort smil ud ad køkkendøren til vandpumpen, hvor hun fyldte kanden, som blev sat ned foran Nille. "Han havde så mange mænd, det var vildt! Kender du ham - eh - personligt?"

//Haha. xD

Nille nikkede svagt. Vent, hvad? En kvinde ejede kroen?! Yes! Endelig var der noget hvor kvinderne bestemte! Nilles lysende blå øjne glimtede svagt ved de steder hvor hendes hætte kastede en skygge over hendes øjne. Tydeligt at disse øjne hun havde, var ikke helt normale. De lyste svagt op i mørket, de havde sorte glimter i sig, de kunne være lysende blå det ene øjeblik men sorte som det mest mørkeste hul du nogensinde havde set... "Hvor gammel er hende Miranda så?" Spurgte Nille og så på Spurv. "Og hendes mand? Hvor gamle er de?" Hun var nysgerrig. "Og arbejder det med andet?" Spørgsmålet var mere; Er de dusørjægere? Er jeg i fare? Ja, Nille var altid anspændt, klar til at blive angrebet, klar til at forsvare sig! Nille havde intet imod dette sted, hun var bare nød til at være klar på hvad som helst.

Kendte Sean... Det kunne man da roligt sige at hun gjorde. Sean havde dræbt hende. Sean var hendes fjender. Hun havde engang hjulpet ham med sine minder, han havde glemt noget, hun fik det frem igen, og det var takken! Han slog hende ihjel for penge! Ja okay, mange ville have hendes hoved for at få penge, men... Hun havde langtfra regnet med at Sean ville gøre det. Han ville gøre det igen. DEt kunne hun mærke. Om det var sandt eller ej, var hun dog lidt usikker på.  "Jeg kender ham ja." Sagde hun med en tom, flad stemme. Hendes øjne fulgte Spurv, men også omgivelserne omkring Spurv. Hun sukkede svagt da Spurv begyndte at snakke om Sean igen.. Hun foretrak faktisk ikke at snakke om ham. "Tak." Sagde hun da Spurv stillede en kande med vand og et glas foran hende. Hun gned træt sine fingre masserende mod sine tindinger, hun havde stadig hætten over hovedet. "Jeg kender ham personligt, ja. Kan du lide ham?" Hun havde intet imod Spurv hvis hun kunne lide Sean. Det skulle hun ikke bestemme over.
Det var dog bare underligt at alle andre kunne lide Sean - udover Nille. Men det var vel forståeligt? Sean havde dræbt hende, trods alt.

"Hun er.." Spurvs ansigt blev tænksomt. "Det er jeg ikke helt sikker på. Hun er gammel, tror jeg. Måske.. Syvogtyve, tror jeg.. De fik børn, da hun var tyve. De har en dreng, der hedder Ian, og han er i hvert fald syv." Hun så ikke ud til at synes, dette var noget særligt, og så alligevel - Der var en trækning omkring Spurvs mund, et strejf af panik, som blev undertrykt med alle kræfter, hun kunne mønstre. Angsten for, at samme skæbne skulle overgå hende. Tidligt ægteskab, tidlige børn, tidlig alderdom og så - døden. Og havde hun andet at vente? Nille var noget særligt. Hun havde fremtiden foran sig. Hun havde evner, hun havde mod. Ikke engang døden kunne holde hende fanget. Alligevel var Spurvs stemme helt rolig, da hun fortsatte. "Evans er noget ældre. Han har været en hunter et par år, men han blev såret af et vådeskud, så han går dårligt. De overtog kroen fra hans forældre. Når han ikke laver ting her, så hjælper han hos smeden." Spurv kløede sig i nakken.

Nille kunne ikke lide Sean. Der var noget i hendes stemme, der sagde det. Spurv blev egentlig lidt overrasket over dette, dog uden helt at vide hvorfor. Selvfølgelig var der den tydelige forskel at Sean i Spurvs øjne var en skurk hvor Nille havde indtaget tronen som heltindernes heltinde. Men alligevel - I fantombilledet havde Nille været venner med alle de 'store', hun havde kendt dem, og hun havde behersket dem, kendt deres dybeste hemmeligheder og viklet dem om sine slanke fingre til de ikke kunne andet end at adlyde hendes bud, der selvfølgelig i Spurvs hoved altid havde været gode og retfærdige.

Hvad hun selv syntes om Sean? Den tyggede hun lidt på mens hun skænkede et glas vand til sig selv og tog et par slurke. "Jeg kender ham ikke rigtigt sådan.. som person," svarede hun tamt og sandfærdigt. Et øjeblik var Spurvs lille ansigt fortrukket i et pinefuldt udtryk, som om det gjorde ondt på hende at sige det, så mumlede hun, ned i vandet: "Jeg er nok lidt bange for ham, tror jeg. Han virkede ikke særlig sød." Så lyste de lyse øjne op, og munden tegnede et ubekymret smil, som om der slet ikke havde været en edderkops skygge. Spurv havde igen pakket erindringer godt ad vejen, lagt dem ned i en dyb brønd, hvor ingen kunne nå dem, mindst af alle hun selv. Håbede hun.
"Men det gør ikke noget. Hvor bor du nu, Nille?"

Nille betragtede Spurv mens hun ventede svar, et lille smil foldede sig om hendes læber. "Det var tidligt at de fik børn..." Sagde pigen der havde en søn som 19 årig, men havde en god forklaring. At blive voldtaget var langtfra rart, især fordi man bare ved, at fyren gjorde det for at få noget ud af det... et barn med skammer kræfter, som han kunne bestemme over, misbruge barnets kraft.  Hun nikkede til det med Evans. "En skam at han blev såret, men i det mindste endte det ikke værre." Hun smilede roligt.
Sean var en af de typer Nille var efter, men alligevel.. det andet hun lavede var på en måde det samme som det han gjorde, syntes hun.  Lidt bange for ham.. Hun trak på den ene skulder, af ren vane. "Han er ingen rar mand." Mumlede hun blot.
"Hvor jeg bor.. Jeg bor i hvert fald ikke i skoven mere." Hun lænede sig tilbage i stolen. "Jeg bor her i doomsville." I den rige del, men hun ville ikke prale.

//kreasvigt, sorry ._.//