I don't know you //Nille//

S: The Valley of The Dead. Mere præcist udenfor Zann's grav
T: 19:23
V: mørke og næsten ingen sol rammer jorden. Køligt
O: Gravkammer, små gamle grave, gamle og rådne træer
P: Slidt, brune bukser og trøje med mange størknede blodpletter forskellige steder og bare tæer og et stykke stof bundet for øjnehullerne.

Hun var næsten lige kommet ud af gravkammeret igen. Hun blødte lidt fra panden og fra armen. Zann havde lige været igang med og torturere hende. Han var blevet meget sur på hende fordi hun havde nægtet og gjort noget han havde bedt hende om og havde ikke fuldt hans ordre. Hun havde ikke kunnet udføre den opgave som han havde givet hende. Ingen ville klare den opgave han havde stillet hende. Han havde bedt hende om og stå musestille og ikke bevæge sig i 30 minutter. Det var der ikke nogen som kunne klare. Ikke en gang Rafael havde klaret den opgave. Hun ville ihvertfald ikke tro på, at Rafael havde kunnet klare den.
Hun sad nu ovenpå en grav. Den var gammel og slidt og blodet der løb ned af hendes pande og fra hendes arm løb lige så stille ned fra hende som var det bare en lille sød stribe der løb ned af hende. Hun var ensom og forladt. Der var ikke nogen hun kunne snakke med. Der kom kun af og til nogle skelletter ud fra gravkammeret og holdt øje med, at Luce var der. Hun havde fået en helveds ballade da Zann havde opdaget, at hun ikke var lige udenfor gravkammeret den dag Sajro havde fundet hende og lært hende og gå rundt. Der var ret køligt udenfor og vinden var ret hård. Hun sad faktisk bare stille og ventede på, at Zann kom ud for og kalde på hende og bede hende om og komme indenfor igen. Hun vidste, at hun ville få meget ballade, hvis hun ikke var udenfor gravkammeret når han eller skeleterne kom ud for og se på hende. Vinden blæste kraftigt imod hendes ansigt og hendes lange sorte hår flavrede i vinden. Det var klistret sammen for enderne af størknet blod. Hun fattede ikke helt, hvorfor hun hele tiden var indsmurt i blod og lugtede rådent. Hun sukkede lidt. Hun følte sig ensom og efterladt. Hun ønskede, at der var nogen som hun kunne tilbringe lidt tid sammen med, så hun ikke var helt alene. Hun hadet lidt den forbandelse han havde lagt over hende, men det kunne hun ikke gøre noget ved lige nu.

Påklædning 1, profil. To daggerts i læderstøvler, gemt.

The Valley Of The Dead. Her havde hun for lang tid siden været før. Og næsten lige blevet fanget af en mand, som nok ville have voldtaget, eller tortureret hende. Men hun var flygtet. Det havde været dengang hun havde været en shapeshifter. Hvorfor hun så var her nu? Efter det med manden? Hun var dæmon nu. Sjæledæmon. Censor for Rafael, og Skammer. Hun var stærkere nu. Hvis manden kom frem igen, kunne han bare komme an. Hun var her fordi hun var rastløs. Som en sjæl der aldrig kunne få hvile. Hun havde altid været rastløs, men hun kunne ikke holde ud at se på det fine værelse hun havde fået, nu hvor Toby var død. Myrdet for øjnene af hende... Hendes egen mor havde dræbt Toby. Morens navn var Lily. Men Lily var ikke rigtig Nilles mor, nærmere storesøster, det vidste Nille bare ikke. Om hun nogensinde ville finde ud af det, var ingen sikre på. Lily vidste det godt, men elskede at plage Nille.
Nilles ansigt var tomt. Følsesløs. Som det havde været den seneste tid. Hun var kold. Noget inde i hende var blevet sluppet løs da Toby døde. Hævntørst, raseri, osv. Hendes bevægelser var elegante, og velovervejet. Hvert skridt hun tog var noget hun tænkte på. For frem for alt, hun var en Skammer. En indianer. Derfor havde hun en sort fjer i hendes sorte løse hår. Vinden var stærk, og hun elskede at mærke den kærtegne hendes ansigt. Og når den greb fat i kjolens stof... Eller, lidt kjole var den da.
Hun stoppede op. Færten af en sjæl... En Draconianer. Hun fulgte færten, og stoppede op lidt væk fra den... Lidt velkendte Draconianer, men Nille havde mødt så mange, så hvad vedkommendes navn var, og så videre, vidste hun ikke.
"Hvad har vi dog her? En draconianer der bløder... Hvad er der sket med dig, pigebarn?" Nilles stemme var kold. Hun stod nogle meter væk fra pigen.

Hun sad stille og ømmede sin pande. Det gjorde ondt. Hun var nu alligevel ved og være van til, at hun blødte. Hendes tøj var jo indsmurt i blod så det med, at hun blødte her og nu ville ikke gøre det store forskel. Nok havde hun et stof bundet over sine øjenhuler for og skjule hulerne. Det var nu heller ikke lækker og se direkte ind i dem. Der var dog en enkelt død nerve som var falder ud af det ene øjehul og hang imod hendes kind. Hun havde dog nægtet og fjerne det. Det var for ulækkert. Nerven var råden og stank. Hun var også begyndt og blive rastløs. Hun rejste sig langsomt op. Hun gik lidt rundt på den gamle kirkegård, hvor der var et lille gravkammer for enden. Hun havde siddet ret tæt på indgangen til gravkammeret. Hun måtte bevæge sig. Hun vidste godt, at hun ville få flere slag og tæsk, hvis hun ikke var tæt på gravkammeret når en af Zanns skeleter kom ud for og se til hende. Hun måtte tage chancen og gå lidt rundt. Hun hørte en dør åbne sig og nogle tunge skridt komme ud fra døren. Hun stivnede. Det var Warren. Zanns højre hånd som var kommet ud. Hun turde ikke gå længere. "På plads dit usle tøs!" hans stemme var hård og ru og havde en ond klang i sig. Hun gik langsom hen og satte sig på den grav hun havdet siddet på for ikke så lang tid siden. Hun hørte Warren var gået. og kunne lugte, at der var kommet en ny fram kort tid efter døren blev lukket i og Warren var væk. Hun kunne lugte det var en dæmon. Hun brød sig ikke om måden hun snakkede til hende på, men hun var for bange. Hun vidste ikke, hvem denne person var "Det ligemeget..." der var skræk i hendes stemme.

Det lige meget? VAr det seriøst hendes svar? Nille hævede et øjnebryn, og lagde armene over kors. Med et blev Nille helt kold, og ligeglad med alt. Hun hadede når folk bare sagde noget var lige meget, Nille ville vide alt hvad der skete omkring en person når hun mødte en ny person. Hun var jo nød til at være opdateret omkring andre. Det var nødvendigt at kende så mange folk, man vidste aldrig hvornår man havde brug for en tjeneste. Nille hævede et øjnebryn.
"Det lige meget?" Nille grinede lavt, en kold latter. Hun lagde hovedet lidt på skrå, og smilede skævt. Hun havde godt set det med den anden dæmon, men ville intet gøre.
"Giv mg et ordentligt svar. Er du slave?"

//Kort svar, sorry! D: //

Hun sad lidt. Hun kunne ikke lide denne person som var kommet. Hun virkede til og være ond. Hun mindede hende lidt om Rafael og Zann. Arbejdede hun måske for en af dem? Havde de måske sendt hende til og ødelægge hende mere end hun allerede var? Hun vidste ikke hvor meget hun burde fortælle denne kvinde. Hun tørrede blodet fra hendes pande af i hendes ærme. Hun havde vænnet sig til lugten af blod. Hun lugtede næsten ikke af andet. Hun bed sig lidt i læben og nikkede så til hendes spørgsmål om hun var slave. Hun var slave for en og gik med slavemærke for 2 forskellige. Hun prøvede så vidt muligt og skjule sine fingre for hun havde nemlig ingen negle på sine fingre. Dem havde Rafael pillet af hende. Hun sukkede lidt "Kan lugte du er dæmon og ville tro, at du arbejde for en af dem som har gjort dette ved mig" hun sagde ikke mere. Nok kunne hun ikke se, hvem denne person var og hun kunne heller ikke høre på hende, hvilken slags dæmon hun var eller noget som helst. Men hun var ikke dum. De fleste dæmoner arbejder enten for Rafael, Zann eller Sean og hun ville ihvertfald ikke tro på, at hende her arbejdede for Sean. Det var hendes stemme for kold og ond til og være.

//Det er ok//

ZAnn? Nille havde mødt ham. Som sagt, hun var nær endt til at blive tortureret, blevet hans hund, åbenbart. Selvom hun havde været en panter. Rafael? Ja, ham arbejdede hun for. Og det kunne hun faktisk lide... Hun fik beskyttelse, og blev frygtet. En fryd for Nille. Hun elskede at arbejde for ham, specielt nu hvor hun havde luksus hus og så videre. Hun rynkede lidt på panden.
"Hvem har så gjort det mod dig?" Spurgte hun. "Og hvem?"

//Igen sorry for kort svar, krea svigter nu ._.//

Hun vidste ikke hvad hun skulle sige til denne fremmede dæmon. Hun kendte hende ikke. Selv hendes stemme gjorde, at hun virkede ond og var ligeglad med dem som havde brug for hjælp og støtte. Hun sukkede lidt. Hvorfor skulle denne dæmon blande sig i det der var sket hende? Hun virkede ikke til og ville hjælpe hende. Hun var samtidig bange for denne dæmon. Hun tøvede lidt "Det var Rafael og Zann..." hun bed sig lidt i læben og fortsatte "Det er Zann som har taget mig som slave nu..." nu slap hun forhåbentlig for og høre denne kvindes kolde stemme. Hun rejste sig vaklende op og gik usikkert rundt. Hun kunne ikke holde ud og sidde ned og hun ville bare væk fra denne dæmon. Hun var for skrammene til, at hun ville være tæt på hende. Det var nok for hende, at det var Zann og Warren hun frygtede.

Nille var i det hele taget bare følsesløs lige nu, det havde intet med hendes rigtige personlighed at gøre. Normalt var Nille omsorgsfuld, og venlig. Hun ville aldrig have tænkt på at snakke sådan til en pige der blødte, som hun gjorde nu. Nille hævede et øjnebryn over navnene. Det overraskede hende ikke så meget ved rafael, og det ville hun ikke engang gøre noget ved. Zann? HAn kunne få et par tæv kunne han! Hun kunne udmærket godt huske ham.
"Zann?" Hun grinede lavt, den kolde latter som hun havde fået efter sin søns død. "Du er blind. Du er svag, i det faktum. Zann kan da ikke få meget fornøjelse ud af dig. Sig mig, hvad bruger han dig til?"
Hvis Luce svarede at han brugte hende til tortur, eller til at nyde hende, altså sex, ville Nilles kølighed nok forsvinde lidt - men kun lidt!

Hun gik bare rundt om den gamle grav hun havde siddet på for lidt tid siden. Det var hendes forbandelse som var gået igang. Den som gjorde, at hun ikke kunne tænde på andre end ham, som gjorde, at hun ikke kunne sove ved siden af andre end ham, at hun ville blive rastløs når hun var for længe væk fra ham og som gjorde, at hun døde, hvis det var han døde. Det var forbandelsen som havde sat sig i hendes rolige baner. Hun gik rundt om graven og kvinden som lige var kommet som var hun en forvirret høne mor der ikke anede, hvor hun havde gemt sine elskede kyllinger. Hun kunne heller ikke holde sine hænder i ro. Det irriterede hende grufuldt meget. Hun stoppede op da hun kunne høre kvindens kolde latter. Hun stod lige ved siden af kvinden da hun stoppede. Hun kiggede på hende "Ja ham" der var overraskelse over, at hende kvinden lød som om hun kendte fyren hun var slave overfor. Hun bed sig i læben da hun spurgte hende om, hvad han brugte hende til. Hun vidste, at dette spørgsmål ville komme. Hun havde bare håbet, at det ikke var her og nu hun fik det spørgsmål stilt. Hun gik hen og satte sig på gravstenen igen med fronten imod kvinden "Jeg er hans personlige legetøj. Han straffer mig, hvis han føler en trang til og skade folk, voldtager mig når han har sine lyster..." hendes stemme knækkede kort "Alt det han føler af lyster, vrede, sorg og det hele går ud over mig" hendes stemme var trist. Hun lagde sine arme om sig som en slags beskyttelse for og beskytte sig selv. Hun var bange.

Okay, seriøst, hvad fanden var der galt med den kvinde? Hun gik rundt i ring om gravstenen og Nille? Hvad fanden var der galt? Hun så på kvinden og rynkede på panden. Hun lagde hovedet lidt på skrå, og hævede et øjnebryn.
"Hm.. Zann er en idiot." Sagde hun, og trak bare på den ene skulder.
Hun fulgte kvinden med øjnene.
"Det... Gør mig ondt." Nilles stemme var blevet mere blid, mere venlig. Hun så rundt, og gik hen til kvinden. "Jeg kan få dig væk." Hviskede hun lavt, så kun kvinden kunne høre hende.

//Undskyld for kort svar.

//Hellere korte og gode svar end lange og kedelige ^^//

Hun kunne godt mærke på sig, at denne kvinde som var kommet holdt øje med hende. Hvorfor var det egentlig, at denne kvinde ikke bare var gået siden hun var så kold og ligeglad med hende? Hun nød måske og se Luce lide? Hun anede det ikke. Hun nikkede stille da hun sagde, at Zann var en idiot. Endelig var der en som havde givet hende ret i noget hun mente og endda kendte samme person "Har du ret i" hun var helt enig med denne kvinde om Zann. Hun sukkede lidt. Det kom bag på hende da hun hørte, at kvindens stemme var blevet mere rolig og blidere. Hvad havde fået hende til og skifte mening? Det undrede hende faktisk meget. Hun bed sig lidt i læben "Skal du ikke være...det ikke din skyld jeg lider på denne måde" der var en snært af tristhed i hendes stemme. Hun vidste ikke rigtigt hvad hun skulle gøre af sig selv længere. Hun stivnede lidt af skræk da hun hørte, at hun kunne få hende væk derfra. Hun rystede på hovedet "Tør ikke flygte. Er bange for, at han finder mig igen. Han har forbandet mig. Kan ikke leve længe uden ham" hun lod hovedet hænge som når hun var ked af det og var lige ved og græde. Bortset fra, at Luce ikke kunne græde med tårer længere. Hendes tårekanaler var blevet rådne og udtørret. Det hele skete efter hun havde mistet sine øjne.

//Jamen så håber jeg da at mit var godt nok ^^//

Egentlig var den bekymrende side af Nille stadig derinde. Derfor var hun ikke gået. Nille smilede svagt over Luce. selvfølgelig havde Nille ret. Ej, nu skulle hun ikke være selvisk. Hun grinede lavt, ikke den samme kolde og døde latter, mere varm latter.
"Måske er det ikke min skyld, men det er synd for dig." Sagde Nille roligt, og så bekymret på Luce.
"Du bliver nød til i det mindste at få et bad, og nyt tøj." Sagde Nille, og lagde hovedet lidt på skrå. "Hvor længe kan du være væk fra ham?"

//Det var det ^^//

Hun sad lidt og nærmest krøllede sine hænder ind i hinanden. Hun var blevet rastløs igen. Lorte forbandelse! Den var der ikke bare til andet end problemer! Hun kunne høre kvindens latter. Den var noget mere mild i det end den havde været for bare kort tid siden. Hvad var der sket med denne kvinde? Det undrede hun sig meget over. Hun lyttede til det hun sagde "Er glad for, at du kan nogenlunde sætte dig i min situation" hendes stemme var stadig meget trist i det. Hun var meget svær og få i godt humør igen. Hun hørte det hun sagde og lagde sit hoved undrende på skrå "Hvordan det? Har ikke noget her overhovedet?" hun forstod ikke helt, hvad det var hun mente for hvor skulle hun få noget nyt tøj fra? og et bad? Hun kunne selvfølgelig vaske sig i søen der ikke var så langt væk fra hvor de var, men det ville ikke gøre den store forskel. Hun kiggede hen imod kvindens stemme "Det ved jeg ikke. Bliver rastløs jo længere tid jeg er væk fra ham" hun sukkede lidt.

//Skal lige spørge... Vil du have dette emne er før eller efter Nille er blevet Drevens? ^^//

Efter Tobys død havde Nille pakket sine følelser ned, men nogle gange slap følelserne fri. Det kunne være lidt forvirrende. Hun lagde hovedet lidt på skrå og smilede skævt.
"Ja, det er godt... Men jeg kender en der ved præcis hvordan det er at blive tortureret." Ramiel. Ramiel kendte til det. Nille vidste ikke at Luce faktisk var Ramiels niece, og det var ikke sikkert at hun ville finde ud af det.
"Forresten, mit navn er Nille." Sagde Nille venligt.
Hun grinede lavt.
"Du kan få noget af mit tøj. Der er sikkert noget der passer." Nilles stemme var blid og varm. "Hvis du altså vil have noget andet tøj på, og et varmt bad." Det kunne jo godt være at Luce ikke ville.
"Så kan vi skynde os." Foreslog Nille og trak på den ene skulder.

//jeg er sådanset ligeglad ^^//

Det var blevet meget underligt og snakke med denne kvinde for, for bare kort tid siden frygtede hun denne kvinde og kunne ikke holde hende ud og kvinden havde været kold overfor hende. Havde lydet som en det var ligeglad med, hvordan andre havde det, men nu var hun anderledes. Hun kiggede imod kvindens stemme. Det kom lidt bag på hende, at hun kendte til noget der havde blevet tortureret før. Hun lagde sit hoved lidt på skrå "Hvem?" der var nysgerrighed i hendes stemme. Hun begyndte også og undre sig over, hvem denne kvinde egentlig var, men inden hun fik stilt hende det spørgsmål fortalte hun det selv. Det var som om hun vidste hvad hun tænkte "Skulle lige til og spørge, hvem du var. Men jeg hedder Luce" hun kunne lige så godt fortælle hende, hvem hun også var nu, hvor Nille havde fortalt hende, hvad hun egentlig hed. Hun trak let på skuldrene og lyttede til det Nille havde og sige inden hun ville svare "Jo det vil jeg da gerne, men så skal vi altså skynde os for ved ikke, hvor længe min forbandelse vil holde sig tilbage for nogle gange varer den kortere end man skulle tro" hun kunne lige så godt fortælle hende hvordan det var. Hun rejste sig op og begyndte og gå lidt rundt.

//Så bliver det efter ^^//

Nille smilede skævt, og sagde med en rolig stemme; "Ramiel." Hun lagde hovedet lidt på skrå. "Han blev tortureret i godt og vel et år. Det har ændret ham." Om det var godt eller dårligt, at Ramiel var ændret, vidste hun ikke. "Han er falden engel." Det skulle vidst lige med syntes hun. "Mange kalder ham dog Gabriel." Hun smilede svagt.
Nille grinede kort, stadig den varme latter. Hun kiggede på Luce.
"Hyggeligt... Eller ja, rart at møde dig, Luce." Nille foldede hænderne bag ryggen.
"Der er ikke langt." Mente hun ikke. Det var i doomsville, så... Nille skyndte sig hen til Luce, og tog hendes hånd for at guide hende.
"Du kan stole på mig." Nilles stemme var blid. Nille trak roligt Luce med hen til en hvid hest, Shadowfax. Hun tog Luces hånd og lagde på Shadowfaxs pels. "Det går hurtigere hvis vi rider."

Hun gik frem og tilbage som en forvirret høne endnu en gang imens hun lyttede til det hun fortalte om denne Ramiel og hvad der skete med ham. Hun kunne ikke genkende navnet overhovedet. Nok var han engel og hendes fars side af familien var engle endda også faldne engle, men navnet sagde hende intet. Hun stoppede lidt op og kiggede på Nille "Hvordan forandrede han sig?" hendes stemme vidste tegn på usikkerhed og bekymring. Hun måtte vide, hvordan denne Ramiel ændrede sig. For hun ville vide om det også kunne ske det samme for hende. Hun var blevet meget nysgerrig for og høre om dette. Hun kunne godt lide, at Nilles stemme og latter var blevet noget mere milde og varmere i det end det havde været for kort tid siden. Hun begyndte så og gå igen og vred sine hænder imens hun gik. Det var et helved og have en forbandelse der gjorde, at man ikke kunne holde sig i ro. Hun nikkede stille "Tak tak Nille" det var som om hun havde hørt dette navn før, men hun kunne simpelthen ikke finde ud af, hvor og hvornår hun havde hørt det. Luce nåede ikke og reagere på det Nille havde sagt før hun mærkede, at hun blev trukket med Nille. Hun var nød til og stole på Nille. Hun fulgte stille med Nille og stoppede op af hun kunne mærke på Nille, at hun stod stille. Hun mærkede sin hånd blev lagt på noget der mindede hende om pels. Pels fra en hest. Hun kørte sin hånd rundt på hestens pels "Ok i orden, men så må du hjælpe mig lidt"

Nille sukkede lavt.
"før var han en engel der besvimede ved synet af blod, så blev han falden engel efter at have sat en dusør på mig. Mændene der først torturerede ham ville både have pengene og mig. Jeg befriede ham, plejede hans sår, men så blev vi begge tortureret. Af hvem og hvorfor ved vi ikke. Jeg blev taget væk, før der skete noget der ville plante sig forevigt i mig. De ville have brugt mig som nydelse, men en Skammer er ikke til for at mænd kan nyde dem. Ramiel sagde så til mig forleden at han endte i en slags soldatlejr da han var sluppet fri fra de andre. Det med soldatlejren ændrede ham grusomt meget. Han blev... En lejemorder, kan man vel sige." Mere ville hun ikke sige, selvom der var så meget andet.
Nille smilede skævt.
"Så lidt."
Shadowfax lagde sig ned da Nille gjorde tegn til han skulle. Nille ledte Luce lidt tættere på Shadowfax, og fik hendes ben over sadlen. Da hun var sikker på der intet ville ske Luce når Shadowfax rejste sig op, gjorde hun tegn til at Shadowfax skulle rejse sig. Shadowfax adlød, og rejste sig. Nille fik luces fødder ind i stigbøjlerne, og satte sig så bag Luce. Hun tog tøjlerne. "Hold fast i hans man," hun hjalp Luce med at finde Shadowfax's man, og derefter fik hun Shadowfax i trav. HEn imod hendes hus.

Hun gik lidt frem og tilbage i noget tid før hun havde bestemt sig for og stoppe op og lytte til det Nille havde og fortælle. Hun begyndte pludselig og blive usikker og undrede sig over om hun ville blive sådan som ham Ramiel var blevet. Det navn mindede hende rent faktisk om Rafael. Hun bed sig lidt usikkert i underlæben "Ej hvor forfærdeligt. Håber ikke jeg ville ende som ham" hun havde ignoreret ordet skammer da Nille havde nævnt det. Hun havde i stedet travlt med og høre på, hvordan Ramiel ændrede sig. Hun var blevet meget bekymret for om hun ville blive som ham.
Hun kunne mærke på hesten, at den lagde sig ned for hendes hånd sænkede sig i takt med, at den lagde sig ned. Hun mærkede, at Nille hjalp hende tættere på hesten. Hun satte sig ned oven på den. Hun sad dog lidt usikkert fordi hun var nervøs og ikke kunne rette sig til. Hun ledte efter manen, men fandt den ikke så tog i stedet fat i sadlen da hun mærkede, at hesten rejste sig op. Der gik lidt tid før hun mærkede, at Nille havde fået sat hendes fødder i stigbøjlerne og havde sat sig bag ved hende. Hun nikkede som tak da Nille fik ledt hendes hænder hen til manen. Hun sad og ventede på, at hesten satte i trav. Hun fik et mindre chok da det skete for hun havde ikke forventet det. Hun vennede sig langsomt til turen "Hvad hedder din hest?"

Faktisk, var Ramiel ikke så slem som han nogle gange kunne lyde eller få folk til at tro. Han var faktisk stadig en meget sød person, og venlig.
"tro ikke at han er en ond person. Han er en af de mest høfligste personer jeg nogensinde har mødt." Sagde hun roligt, og smilede skævt.
Nille elskede Shadowfax. Han var en god hest. En utrolig flot hvid hest. Hun savnede dog mest den pegasus hun engang havde. Blackstar. Hun regnede da det var det den havde heddet... Hun kunne faktisk ikke huske det.
"Han hedder Shadowfax." Svarede hun, og smilede skævt. "Han er en hvid hest." Hun vidste jo at Luce ikke kunne se.
Da de nåede huset kom der en af ulvene og knurrede. "Det er en ulv der knurrer." Igen, Luce kunne jo ikke se. Nille så bestemt på ulven, og den trak sig tilbage. Ulven havde kun knurret fordi den havde været usikker på Nilles sikkerhed. Nille steg ned af Shadowfax. "Kan du selv komme ned?"

Luce sad bare og nød rideturen. Det havde været længe siden hun havde reddet på en hest. Hun var et lille barn dengang eller hvis man kan kalde en på omkring de 100 år et barn så ja så var hun et barn. Det var på en vildt flot hingst der hed Zafir. Mange turde ikke ride på ham fordi han var meget vild, men Luce havde udfordret skæbnen og blev kaldt for døds rytteren efter det. Det var sjovt og tænke på. Hvad var der egentlig sket med ham? Hun savnede ham faktisk. Hun nikkede så "Ok troede lige, at han var blevet meget ond" der kom et lettet suk fra hendes fyldige læber. Hun kunne mærke hvordan Nilles hest arbejde ved og holde fast i dens man. Den var så silkeblød. Hun ville ønske, at hun kunne se igen. Hun havde ikke fået gjort så meget ud af hendes ridning og nu kunne hun ikke for hun var blind. Hun sukkede lidt. Det måtte blive i hendes drømme. Hun smilede stille og lyttede til det Nille fortalte "Det var et godt navn til ham. Det træls jeg ikke kan se ham for han føles virkelig blød og røre ved" der var et skjult savn i hendes stemme imens hun snakkede. Efter der var gået noget tid fik hun et chok da hun kunne høre en ulv knurre. Hun var blevet usikker på hvad der skete. Var den ved og angribe dem eller var det en Nille havde? Tankerne fløj rundt i hovedet på hende. Hun nikkede stille til Nille da hun fortalte det var en ulv. Hun havde kunnet hørt det, men det var nu også dejligt nok og få det bekræftet. Hun smilede stille "Det kan jeg sagtens" hun svingede sig lige så let og elegant ned fra Shadowfax som havde hun gjort det tusindvis af gange før. Havde hun så godt nok også, men hvem talte?

Nille smilede svagt. "Han besvimer bare ikke ved synet af blod mere, og tør flere ting. Men han er slet ikke ond." Sagde hun roligt. Hun kunne ikke lade være med at grine lavt. Ramiel som ond? Ja, den var god! Som om det var muligt.
Nille havde ondt af Luce. Hun kunne jo ikke se den smukke natur, eller i det hele taget Shadowfax. Men på sin vis var det godt. Så vidste Luce ikke hvor Nille boede. Det skulle ingen rigtig have at vide. Selvom hun var godt beskyttet.
"Det gør mig ondt at du har mistet dine øjne." Var Nilles svar på det med Shadowfax. Nille så rundt.
Hun nikkede langsomt, og en snigmorder trak Shadowfax ind i en stald. Nille tog igen Luces hånd for at guide hende hen til døren. Den dreng Nille havde fået som butler åbnede høfligt døren og bukkede for dem. Da de var kommet ind i huset lukkede han døren igen. Nille nikkede blot til ham for at fortælle at hun ikke behøvede hjælp.
"Nu leder jeg dig hen til badeværelset." Sagde Nille, og trak roligt Luce med hen til badeværelset. Hun gav slip på Luce, og tændte for vandet i badekarret. Varmt vand. Hun så kort på Luce.
"Jeg finder noget jeg tror du vil passe. Medmindre du har brug for hjælp til at få tøjet af?" Nille så spørgende på Luce.

Hun stod stille og vidste ikke, hvor hun skulle gå hen eller noget som helst så hun blev bare stående på jorden da hun landede efter og være steget ned fra Shadowfax. Hun var glad for og høre, at Ramiel ikke var blevet en ond fyr og havde i stedet turde noget mere end det han gjorde inden. Hun håbede, at det ikke ville ændre hende alt for meget selvom det lød som om, at Ramiel havde ændret sig meget efter det han havde oplevet. Hun kunne høre, at Shadowfax blev trukket væk. Det var nu meget nemt og regne ud eftersom hun kunne høre hans skridt imens han gik. Skridtende blev lavere og lavere jo længere væk han kom fra dem. Hun mærkede, at Nille havde taget fat i hendes hånd og trak hende med sig. Hun fulgte stille og roligt efter selvom det var svært og placere sine fødder eftersom hun ikke rigtigt kunne mærke hvornår Nille drejede eller noget som helst. Hun måtte indrømme det var nemmere og følge folk når hun holdt fast i deres overarm. Hun fik vredet sin hånd ud af Nilles og holdt i stedet fast i hendes overarm. Hun smilede stille "Helt i orden" hun fulgte stille og roligt med Nille op på badeværelset. Hun gik dog nogle enkelte skridt længere end Nille gjorde og stoppede. Hun vennede sig om imod Nille og smilede "Jeg kan sagtens tage mit tøj af selv det er mere det og finde badekaret og det" hendes stemme var rolig og venlig.

Ramiel var overhovedet ikke ond. Hvordan kunne en der havde været så god, og ren før man blev falden engel, være så ond som foreksempel Rafael? Ikke at Nille syntes det var forkert Rafael var ond. Hun havde respekt for ham, og kunne aldrig finde på at stikke ham i ryggen. Så længe Rafael ikke gjorde hende noget, eller dem hun holdte kær. Hun lod Luce holde fast i hendes overarm. Nille betragtede Luce lidt, mest for at se om Luce eventuelt havde nogle våben på sig. Nille nikkede.
"Okay," Nille lagde begge hænder på Luces skuldre, og vendte hende om mod badekarret. Nille tog derefter om Luces hånd, og stak det ned i vandet, for at vise det var der. Hun gav slip, og gik ud af badeværelset. EFter at have lukket døren efter sig. Hun gik ind i sit soveværelse og ledte efter det tøj hun mente Luce kunne passe.

Hun stod stille ude på badeværelset og ventede, at hun blev vendt hen imod badekaret og fik vist, hvor tingende var henne. Hun kunne godt mærke, at Nille holdt øje med hende. Hvad var det hun kiggede efter? Hvis hun kiggede efter våben kunne hun godt spare sig på det for, hvor skulle Luce gemme våben? Hun havde ikke nogen steder hun kunne gemme nogle våben. Hun kunne gå i sin drageform, men det var alt for risikabelt og hun vidste, at badeværelset var alt for lille til der kunne være en stor drage der inde. Hun nikkede stille da hun mærkede det dejlige varme vand på hendes hånd "Tak for hjælpen" hendes stemme var venlig og taknemlig. Da hun hørte døren lukke i efter Nille var gået begyndte hun og tage tøjet af. Alle hendes sår, ar og blåmærker dukkede op på hendes krop også hendes slavemærker dukkede op. Rafaels navn og ansigt brændt på hendes balder og Zanns slavemærke tæt på hendes underliv. Hun gik stille og roligt ned i vandet. Hun skreg kort op af smerter da hun mærkede vandet imod hendes dybe og åbne sår. Hun prøvede og slappe af og nyde det varme vand rundt om hendes usle krop.