Love and other Drugs. //Lillith//

V: Overskyet og koldt.
T: Eftermiddag.
O: Et brusende hav og en ø nogen hunrede meter væk.
P: Sin hale.

Endelig! Han havde fundet det! Han havde fundet sit hjem! Så snart han kunne lugte havet smilte han stort, satte i løb og stoppede ikke med at løbe, selvom menneskene benene brændte under ham. Han måtte hjem til havet, mærke det omklamre ham, som et menneske elskede at være omklamret af en dyne eller et tæppe. Vandet var hans dyne og hele havet var hans seng. Lige nu, ønskede han bare at springe i sin seng og være fri, som han altid havde været.. Så snart han kunne mærke duften af saltvand snitte hans næsebor, var det som om at han havde drukket en hel flaske energi drik, så hurtigt løb han. Hjertet sad i halsen, men han havde ikke tænkt sig at stoppe, før han kunne mærke vandet på sine fødder, som snart ville forvandle sig om til den lange smukke havmand hale.. Pludselig kunne han se vandet, hvilket blot fik ham til at sætte farten op og løbe direkte ud i det, selvom der var en flok mennesker der kiggede forvirret efter ham.. Han skulle bare ud i vandet. Da han var kommet langt nok ud, mærkede han hvordan de to menneskeben endnu engang blev til halen, det var som en sitrende fornemelse i hans krop.. En ubehagelig fornemelse, men alligevel fik det ham til at smile.. Det var tanken om at han endnu engang havde sin hale, som fik et smil frem. Han var hjemme.. Endelig var han hjemme..
Han lukkede sine øjne i, slog et slag med halen, så han kom springende op til overfladen, inden han landte i vandet igen med sine elegante bevægelser. Det var som at give et barn sin julegave, når man gav Wave sin hale.. Der fandtes ikke noget bedre.. Pludselig blev den glade stemning afbrudt, da lyden af et skrig, fik ham til at kigge rundt og svømme op til overfladen. Skriget lød som om det var tæt på og det blev næsten druknet i vandet.. Wave tog endnu et slag med halen, for at springe hen imod skriget, uviden om hvad han ville finde..

Kulden smøg sig omkring hendes krop, da hun fulgte sine egne skridts gang. En vind strejfede hendes hud, men trak alligevel fingre af uberørte streger omkring den mørke kappe, der beklædte hendes hoved. Kappen lagde hendes ansigt i skygge, men solens stråler, der stædigt kæmpede sig vej igennem det tykke lag af skyer, tillod en forbipasserende at kunne skimte de gyldne ravfarvede øjne der bevægede sig over omgivelserne samtidig med hendes skridt. Hendes blik gled henover skyerne der havde trukket sig sammen over hende, og som sivede hen over himlen med hende. Det bevægede sig over jorden under hende, der foran hende blev ædt op af mørke bølger.
Lilith mærkede tråde af frygt bevæge sig igennem hendes krop da hun så det isnende vand, der var i konstant bevægelse foran hende. Væskens styrke kunne trække i hendes kjole, og sno den om hende så hendes bevægelser blev lammet. Dens kulde kunne lade hendes bevægelser ophøre, og dens masse kunne fylde hendes hals og lunger og skubbe hende i dødens gab. Kuldegysninger løb ned af hendes ryg, imens hun betragtede vandet der skvulpede imod den bratte opbremsning af land der var for hendes fødder.
Hold dig væk, Lilith. Det slår dig ihjel ...
Om hendes hals sad kappen fastspændt, og ellers blafrede den i den ikke-eksisterende vind bag hende. Dette afslørede også den mørke kjole, der uden tvivl var smuk. Den lignede tusinde mørke bloddråber der var syet sammen, og faldt omkring hende som små strømme. Den fulgte hendes krop tæt, og havde et skær der nærmest syntes at omringe hende i den magi der flød i hendes årer; Blodmagi. Om hendes hals skinnede et kors.
Hendes fingre snoede sig kort om hætten, inden de lod denne glide ned og afslørede hendes ansigt. Det mørke hår trak sig ud af hættens mørke, og lagde sig omkring hendes ansigt. Over hendes ansigt var en tatovering brændt i hendes hud. Magiske symboler og tegn snoede sig igennem toppen af hendes hoved, og nåede lige at strejfe hendes kind og pande før de endte deres færd.
En hård vind begyndte langsomt at blive opbygget bag hende, men Lilith lod ikke sin tankegang styre i den retning. Ikke engang Angels advarende stemme nåede hendes tanker, der syntes bedøvede af naturen omkring hende. Derfor kom det også som et chok for hende da et hårdt vindstød ramte hende i ryggen, og sendte hende vaklende nogle skridt fremad.
Desværre var der ikke nogle skridt af land foran hende. Et gisp forlod hendes læber, da jorden under hende forsvandt og hun sank ned i vandets gab. Vandet trak omgående i hende, og de tunge klæder der lå på hendes krop tyngede hende straks ned. Hun ville gispe efter vejret, men det syntes umuligt når vand omringede hendes krop og ødelagde hendes lunger indefra. Hendes tanker bad panisk Angel om hjælp, der syntes at have forladt hende for en stund.
Hurtige bevægelser overtog hendes krop, da hun panisk prøvede at trække sig op af vandet. Et kort sekund brød hendes hoved op over overfladen, og hendes ører nåede at opfange et skrig inden hun sank under vandet igen. Det gik på dette tidspunkt ikke op for hende at skriget var hendes eget, men lod istedet hele sit fokus være rettet imod overlevelse.
Der syntes umulig på det tidspunkt. Lilith havde aldrig lært at svømme.

Han så det hele, en pige som faldt ned fra en kvinde og landte i vandet med et plask. Hendes tunge klæder ville sandsynligvis trække hende med ned under vandet og drukne hende, hvilket fik Wave til at sætte farten op hen imod hende. Han var ikke helt sikker på om han skulle redde hende, det lå ikke til en sirene at hjælpe landvæsnerne, men han kunne mærke en følelse inde i sig der bare sagde at han skulle hjælpe hende. Hvis de andre sirener så ham, ville de blive skuffet og afvise ham resten af livet, men de var her ikke og Wave var selv en del af landvæsnerne nu.. Eller, det var han næsten, selvom han ikke rigtig ville indrømme det. Han svømmede og svømmede hen imod hende, med sine hale piskende i vandet, så der dannede bobler omkring ham, hvilket gjorde det muligt for ham at skjule sig i vandet. En flok hajer havde nærmet sig pigen, de kredsede om hende og fandt det at hun pjaskede og spjættede meget interessant. Wave knurrede af dem, svømmede ind i dem og skubbede dem væk. Desværre for ham gav de sig til at snappe ud efter ham, så han måtte slå dem lidt på næsen, inden de så sig besejret og lod pigen være i fred. Han kiggede kort efter dem, inden han kiggede ned på pigen og svømmede ned til hende. Et godt tag blev lagt om hendes hofter, imens han trak hende op imod overfladen, med tunge slag fra halen. Hun var en smule tung med alle de klæder på, så han valgt at tage et af lagene af, for bedre at kunne få hende op til overfladen.. Klædet faldt ned imod havbunden, alt imens wave fortsatte med at trække hende op til overfladen. Pludselig var der lys omrking dem igen, samt lyden af fugle som fløj på himlen fyldte deres øre.. Wave åndede lettet ud.. Nu var hun oppe og få luft, men hun skulle også hen på land.. Han tog en dyb indånding, hvor han derefter begyndte at svømme hen til øen med hende..

//OOC: Jeg tager mig lige den frihed af at ændre emnet til at være om natten, fordi jeg ikke er så stor fan af at blive brændt op af solen xD

Vandet var som en klump af oprørsk mørke, der bevægede sig tungt og klistrende omkring hende, for at tvinge hende ned i det gabende dyb der ventede hende. Avery havde aldrig direkte frygtet vandet, men hun havde ligeledes aldrig haft den mindste lyst til at have et kærligt forhold til havet - Havet skulle være der, men det skulle holde sine lange, omklamrende fingre for sig selv, for hun havde intet ønske om at blive trukket ned i dybet. Avery havde lært at svømme dengang hun endnu var menneske, og hun havde en svag erindring om hvordan hendes krop skulle bevæge sig for at holde sig over vande - men hele hendes krop syntes tung som blev hun tynget ned af en vægt.
Avery kunne ikke dø af manglen på luft, hvilket også betød at hendes lunge ikke kunne fyldes med vand i en sådan grad at hun ville gå en krampeagtig og smertefuld død i møde, under vandets glitrende og alt for rolige overflade. Hun druknede ikke, men der var ikke nogen der kunne redde hende fra at sidde under denne brudte spejlblanke overflade - for det så ikke ud til at hun selv kunne finde vejen på til nattehimlens blinkende stjerner og sølvskinnende måne.
Eller måske alligevel.

Et eller andet ramte hendes krop, og snoede sig omkring hende. Et stød af overraskelse fór igennem hendes krop, men hendes tanker havde været bedøvet af tankespindet, så hun nåede ikke reagere på dette. Vandet slog imod hendes ansigt da hun bevægede sig, samtidig med at hun mærkede kappen løsne sig om hendes skuldre. Hvis hun ikke havde været hastigt på vej væk fra den synkende kappe, havde hun slået ud efter hvem end der holdt om hende, for at komme ned til denne kappe endnu engang.
Så brød hendes hoved op over overfladen, og hun spyttede en klump vand ud af læberne. I det samme kæmpede hun sig omkring, så hun nu havde hoved til - hvad var han? Halvt fisk, halvt menneske? Hendes blik gled over ham med en stivnet krop og et halvforvirret udtryk klistret til ansigtet, sekunder før hun syntes at vågne op igen; Og lægge hænderne imod hans skuldre, for at skubbe hårdt til ham.
"Min kappe!"
Hun tøvede let, og tilføjede modstræbende endnu et par ord.
"Og tak ..."