En slave ejers liv(Lillith)

Tid: Aften
Sted: Ashen Wood Forest
Omgivelser: Roligt
Vejr: Skyfrit

Det var blevet aften i Ashen wood forest, og solen var lige så stille på vej nej, så skyggerne blev kun længere og længere efterhånden som natte tiden, kom tættere på at blive en realitet. Og selvom der stadig var en time eller 2 til tusmørket, tæt efterfulgt af nattens mulm og mørke var skovens væsner, allerede nu ved at gøre sig klar til enten at sove, eller stå op alt efter om det var natte væsner eller dags væsner, og hvis man blot gik gennem skoven lige nu, ville dette blot virke komplet uforstyrret.

Men dog var der et enkelt sted, hvor naturens rytme blev forstyrret, og det gik da i den grad ikke stille for sig. For hvis man var kommet et godt stykke ind i skoven, og havde fundet en sø ville man ikke kunne undgå at opdage, at der var en fyr iført blå rejsekappe med hætten over hovedet, og 2 kæmpe sværd på ryggen som blev angrebet af en kæmpe edderkop, der var ude efter at skaffe sig en madpakke til natten over. Denne kamp var dog ikke helt fair, for hvad denne edderkop ikke vidste var, at den havde lagt sig ud med en dæmon, der levede af at dræbe og derfor var denne kamp, ikke lige just til edderkoppens fordel.

Dust som denne dæmon hed, havde allerede trukket sit ene af 2 sværd, der begge var lige så lange som han var høj, og dog så vidt forskellige, da det ene var et haj sværd, med et savtakket hajskins blad, og det andet som Dust havde trukket var et skarpretter sværd, med et glat smukt blad der var så skarpt at det så ud til at kunne skære sten som var det smør.
Endda på trods af hvor tunge sværdene så ud til at være, så løftede Dust skarpretteren som var det et helt normalt sværd, mens hans ravgule øjne der var gemt i skyggen af hans hætte fokuserede op edderkoppen, der stod foran ham. I det sekund den gik til angreb på ham, løb Dust direkte mod den.

Det skete næsten så hurtigt, at man ikke kunne nå at følge med. I det ene øjeblik løb edderkoppen og skyggedæmonen mod hinanden, i det næste stod de med ryggen til hinanden, som om de bare havde løbet forbi hinanden. Dust holdt sværdet foran sig hvor han før havde holdt det bag sig, og efter en smule ventetid kunne man se blod dråber falde fra bladet, hvorefter en ren lige linje dannede sig fra edderkoppens hoved og direkte hen mod Dust´es sværd. Edderkoppen var blevet skåret i 2, og gled nu fra hinanden da den faldt død om.

Hun havde ikke noget imod store edderkopper, de gjorde hende ikke det store og så længe de ikke forsøgte at spise hende, var hun mere eller mindre ligeglad med dem. Men når 10 store fede edderkopper på størrelse med hende selv kom imod hende, så hun ingen grund til at blive stående.
Som hun løb igennem skoven med edderkopperne i hælene, mærkede hun hvordan torne fra buske havde revet det nederste af hendes bukser i stykker, hun kunne mærke hvordan der var opstået flere rister på hendes ben, end hun kunne lide, selv hvis hun løb fra dem, ville de kunne finde hende ud fra lugten af blodet.

Hun kendte skoven godt nok til at vide der lå en sø længere fremme, kunne hun bare nå hen til den betød resten ikke noget, edderkopperne ville aldrig følge efter hende ud i vandet, de ville blive på kanten og vente på hende. Det ville de i hvert fald gøre et par timer, efter det ville de sikkert vende hjem på tom mave, det var i hvert fald det hun håbede ville ske.
Det eneste våben hun havde med sig, var en sølvkniv med hellige symboler, en hjælp imod de fleste væsner, men ikke imod edderkopper.
Som hun kom inden for synsvide af søen så hun en mand der stod bag ved en edderkop, noget ved ham virkede bekendt, det måtte være frygten som løb i hendes krop som talte, for alt hun kunne komme i tanke om at råde var ”Get away from here” hendes stemme var hæs, men hørlig idet hun ikke havde meget luft tilbage i lungerne efter det lange løb.

Da edderkoppen som stod bag manden faldt fra hinanden, var hun ikke længere sikker på om det var ham eller edderkopperne hun burde frygte mest, hvem helvede kunne få sådan et bæst til at falde fra hinanden. Hun besluttede sig for at manden kunne hun bekymre sig om senere, lige nu var det de ti monstre som var efter hende der havde hendes opmærksomhed, hun kunne høre hvordan de var kommet tættere på hende, deres ben i det bladfyldte underlag afslørede dem.

15 skridt fra den kutteklædte skikkelse smed hun sig imod jorden, idet en af edderkopperne havde besluttet sig for at hoppe imod hende, kun lyden af en gren havde advaret hende. Allerede da hun landede på jorden vidste hun det havde været en fejl. Hendes hænder var begyndt at bløde og hun havde tabt kniven da hun ramte jorden. Desperat ledte hun efter den til hun fandt den.

Endnu en edderkop kom hoppende imod hende da hun havde fundet den. Med armene oppe foran sig, fik hun hamret kniven ind i bæstets hoved. Hun mærkede hvordan blodet begyndte at sive ned af hendes arme og gennemblødte den sorte trøje hun havde haft på. At holde fat på kniven mens insektet gik igennem sine dødskramper, var svære end hun havde troet.

Dust hørte skam godt lydende, for hvordan kunne han undgå lyden af en mindre flok edderkopper, der styrtede efter et væsen. Han mærkede en santuine, i samme øjeblik som han hørte hendes stemme, en hæs stemme der rådet ham til at komme væk, men hvad havde han at frygte? Dust nåede lige at vende sig om, da hun smed sig ned og nu ledte efter hendes daggert, og han reagerede først da hun borede den op i hovedet, på den edderkop der hoppede efter hende og landede over hende.

Som et spøgelse løb han frem mod hende, helt lydløs som om han ikke rørte skovbunden med sine fødder. I en glidende bevægelse der kunne se ud som om det skete i slowmotion, skete der flere ting lige efter hinanden ved hende. Med et blev skarpretter sværdet der var lige så langt som han var høj, plantet ved siden af hende i jorden, en hånd greb fat i hendes for at hjælpe hende med at holde fast i daggerten, hvorefter hans fod skubbede dyret væk med sådan en kræft, at den blev sendt i en fin bue væk fra dem.

Derefter slap han hende igen, rejste sig op og greb sit sværd fra jorden, så han kunne gå til angreb på de andre edderkopper. I det øjeblik den anden edderkop som hoppede, kom nærmest flyvende mod ham, holdt han sværdet op så den fløj direkte ind i dens egen død, og blev halveret så hver halvdel, fløj ud på hver side af ham. Der var ingen nåde at spore, i hans handlinger overhoved, Dust angreb koldblodigt de resterende edderkopper, og selvom han fik sig nogle slag, gik han ud af kampen som vinderen. Den sidste edderkop fik sværdet ned gennem hovedet, så sværdet satte sig fast i jorden, og dyret døde med det samme.

"Du bør virkelig passe på, med at være så tiltrækkende, når du er ude i skoven ved aften skumringen!" sagde han roligt, mens hans ravgule, følelsesforladte øjne blev rettet mod hende, og han trak sværdet op af jorden, gennem dyrets hoved og ud i det fri "Dyrene er altid farligst ved starten af mørkets frembrud!"

Roligt rejste hun sig fra den kolde jord, børstede et par af bladene væk fra sit tøj, fjernede en enkelt gren som havde valgt at sætte sig i hendes hår. Denne ukendte skikkelse vækkede en frygt i hende som hun ikke kunne placere, det havde været det samme tidligere, men nu havde hun set hvordan han ene mand havde dræbt edderkopperne. Denne mand var farlig og hun kendte ham fra et eller andet sted, men hun kunne ikke huske hvor og det irriterede hende.

Da han kiggede på hende med de kolde øjne, mærkede hun hvordan en kulde begyndte at sprede sig langs hendes rygrad, et fjernt minde begyndte at banke på i hendes hukommelse, men det var et minde som hun for længe siden havde løst inde, fjernet så hun aldrig skulle tænke på det igen. hans stemme passede til mindet, men hun ønskede ikke at tage det frem og kigge. Ønskede ikke at vide hvor hun kendte denne mand fra, men frygten var der, noget i hende ønskede at tage kniven og stikke den i ham, ikke kun en gang, men mange gange.

”Normalt er de væsner ikke i denne del af skoven, de hører til længere nordpå” hendes stemme bar hendes frygt, men den bar også den kulde hun følte for denne mand. Hun anede ikke hvorfor han mente han kunne tale til hende på den måde. Hans ord som både kunne tages som en kompliment eller som en fornærmelse imod hendes evner til at passe på sig selv.

Som hun stod på jorden, forsøgte hun at sætte sin fulde vægt på det højre ben, men hun kunne ikke, hendes ankel havde taget et vrid da hun landede på jorden. Hun gættede sig til at det måtte være en form for forstuvning, men hun ville ikke undersøge det nu. Der var langt hen til Cleo og længere hen til et sted hvor de kunne sove, og som hendes ankel havde det lige nu, ville intet af det komme til at ske imens hun løb.

”Hvad laver de, i dette område?” hun kiggede vurderende på ham, forsøgte at se under hætten på hans rejsekappe, måske det ville kunne få hendes erindring til at gå i ro, få bekræftet at hun aldrig havde set eller mødt denne mand før. For hun var helt sikker på at hun ikke havde set denne mand i dette område før, ligesom hun aldrig var blevet jagtet af en edderkop her før

"Det ved jeg, men den race af edderkopper er tilgengæld også meget mere aggressive, i parrings sæsonen som det er lige for tiden, og det kan nogle gange drive dem til at jage, uden for deres sædvanlige territorier!" sagde han roligt og lagde mærke til at hun prøvede sit ene ben, med sin kropsvægt men lignede en der havde fået beskadiget det, på den ene eller den anden måde. Da han løftede sit skarpretter sværd, var blodet fra det forsvundet og det havde ikke taget en eneste skade, trods det faktum at han havde behandlet det rimeligt hårdt, da han brugte det under kampen, så Dust satte roligt sværdet på plads på hans ryg, før han roligt gik over mod hende, uden at virke til at ville forvolde hende skade.

Langsomt tog han sin hætte af, så hun kunne se hans blege ansigt klart, se hvordan et tykt rødt ar gik over hans ene øje, og få et klart billede af det ansigt, hun faktisk engang havde mødt. Dust var slave ejer, og det var som regel i den forbindelse de fleste havde set ham, og Dust mente da også at han havde set hende engang. Men hendes ansigt blev ved med at få ham til at tænke på ordene tabt handel, og han kunne ikke rigtig regne ud, hvorfor det lige var det han tænkte på når han så hende. Men han skubbede tanken væk da han kom helt hen til hende, for han stoppede lige foran hende, og betragtede det ben hun havde problemer med.

"Når nu jeg har hjulpet dig af med edderkopperne, føler jeg det er på sin plads at jeg gør arbejdet færdigt her!" sagde han roligt, og det kunne sagtens misforstås til at han også ville dræbe hende, men det var slet ikke hans intentioner "Hvad siger du til at jeg hjælper dig, det ser ud til at du er kommet til skade med dit ben?" spurgte han roligt og rettede sine kolde øjne op fra hendes ben, til hendes øjne som han så direkte ind i.

Hele hendes krop syntes at blive lammet da han kiggede på hende. Det gav ingen mening for hende, der måtte være noget galt med hende, måske hvad en af edderkopperne været giftig, måske havde dens blod ramt et af hendes sår. De mange muligheder til hvordan og hvorfor hun skulle være blevet forgiftet løb igennem hendes hoved, men hendes krop ville ikke røre sig, noget var galt, men det var ikke kroppen, dte var hendes sind som var gået i stå.
Med et begyndte billederne at køre foran hendes øjne, billeder hun for længst havde lagt bag sig, billeder som kun kom når hun var bange træt og på flugt.

Hendes Herre var blevet sur på hende, han kom imod hende med pisken, den pisk hun frygtede mere end noget andet, den betød smerte, men ikke kun for hende og sjældent på hendes krop. Som manden tog fat i hendes lille arm blev hun slæbt med ud på gårdspladsen, hendes spinkle stemme tryglede om nåde, sagde hun nok skulle være sød, at hun aldrig ville nægte hans soldat noget igen.
Cleo stod allerede bundet ved en pæl, den samme pæl som hun salv blev bundet til.
Hun var begyndt at klynke i stedet for at bede om nåde, hun vidste det intet hjalp når de var ude af huset. Hendes syn var sløret på grund af tåre, men langs den ene af murene så hun ham, en ukendt mand som ville se hendes straf, endnu en mand som intet ville gøre. Da hans kolde øjne mødte hendes, mærkede hun frygten for ham i stedet for den hun følte for pisken.
Cleo modtog 20 slag og hende selv 10, to slag som hendes lille spinkle Årige krop ikke kunne holde til, hun besvimede da smerten imellem deres sind blev for meget

”Slave ejer” hendes stemme knækkede, hun begyndte så småt at ryste da hun kom tilbage til nutiden, denne mand måtte ikke genkende hende, han vidste hvem hendes ejer var, og hun ville aldrig tilbage der til. Hun strammede grebet omkring kniven, parat til at placere den i nakken på ham, gøre hvad hun skulle for at komme væk. Men hun havde set ham med sværdet, hun havde ikke en chance med et dårligt ben og en kniv.
Forskrækket tog hun et skridt baglæns, ikke noget hun havde ment at gøre, men som vægten lå på benet faldt hun, skar sig selv i hånden da hun tog af med hænderne. *Bare han ikke også er vampyr* hendes tanker kunne ikke holde til det, det var for farligt. ”Jeg tror bare det er forstuvet” hun kiggede usikkert op på ham. Lod en hånd glide ned over toppen, så hun vidste at den dækkede hendes mærke

Dust havde allerede genkendt hende, i det øjeblik mellem at hun faldt og den første edderkop hoppede mod hende, og han havde allerede husket den dag der havde startet det hele. Den gang hun så ham første gang, var han skam ikke slave ejer, men derimod en morder der kom for at få sin betaling, for et veludført stykke arbejde. Det var først da Lillith og hendes Cleo besvimede samtidig, at det gik op for ham hvad der skete, og han stoppede situationen lige efter, hvilket havde kostet ham hans udbetaling. Men han var ligeglad, for ved synet af denne santuine slave og hendes søster der blev tortureret af deres herre, det havde fået ham til at starte sine planer, om at blive slave ejer blot for at overtage slaver, og give dem deres frihed.

Dog da hun var faldet, og kom til at skære sig stod han og betragtede hende med et tænkende blik, før han bøjede sig over hende, samlede hende op. Hans øjne var rettet direkte mod hendes hele tiden, og han var forsigtig med hende, for at undgå at hun fik ondt så vidt som overhoved muligt for ham.
"Det var Lillith du hed ikke sandt?" spurgte han roligt, da han kunne huske at hendes herre havde sagt hendes navn med afsky i stemmen "Skal jeg ikke få dig hjem til din santuine medfødte, inden han eller hun bliver nervøs for dig?"

Dust virkede måske farlig, især efter at have dræbt alle edderkopperne, og når han havde så følelses forladte, kolde øjne men alligevel var han sandfærdig i hans opførsel. Der var intet ved ham der kunne skabe tvivl om, at han var ærlig og ikke løg overfor hende eller noget, og det at han ville føre hende hjem virkede ikke som en fælde, hvilket det heller ikke var da han faktisk ville hjælpe hende, og ikke snyde hende.

Tankerne fløj rundt i hovedet på hende, hvad skulle hun sige, skulle hun sige sandheden og risikere at manden tog hende tilbage til ham, eller skulle hun lyve og sige hun ikke anede hvad der foregik, tvivlen var at se i hendes ansigt, men mest af alt var det frygten som stod frem.

Hun begyndte så småt at overveje sandsynligheden for at hun ville komme levende ud af det her. Men uanset hvad der skete, ville hun aldrig lade nogen komme til Cleo, hun havde været nok igennem, selv hvis det betød at hun ville være slave igen, ville hun ikke lede denne mand til Cleo, hun ville lyve det bedste hun havde lært, tilbyde hvad end der skulle til.

”J.. Jeg har ikke noget søster” den frygt som løb igennem hendes knogler fik hende til at stamme, alt hun kunne gøre var at håbe manden ikke lagde mærke til det. Selv hvis han mente sine ord ærligt, var denne mand ikke noget hun kunne stole på, han var slave ejer, noget man aldrig skulle vende ryggen til, eller stole på. ”Hvad giver dig den ide at jeg skulle være en satuine?” det hele virkede så dumt, hun kunne ikke lyve med den nødvendige overbevisning, selv et barn ville vide hun forsøgte at tale uden om nu.

Forsigtigt rejste hun sig fra jorden, slag ikke den fremmede mands ansigt med øjnene, hun ville vide det hvis han angreb, hun strammede grebet om kniven, havde endnu ikke besluttet sig for om hun skulle gøre forsøget og jage den ned i hans skulder, hun kunne vel ikke være så heldig at manden var vampyr og ville dø hvis hun ramte ham i hjertet.

”Hvad er du? Hvem er du?” hun opgav alt om at lyve, hvordan manden havde genkendt hende var hende en gåde, hun kunne ikke huske at have set ham efter hun var 7 år og havde Maks set ham 2 eller 3 gange, hvis det overhoved havde været ham. Men manden havde ikke ændret sig meget, øjnene var dog det som havde startet hendes minde

Dust var lige fra starten bevidst om, at hun løj for ham, han kunne mærke det på hende, høre det på hendes stemme, og se det på hendes kropssprog. Men det var også forståeligt nok, fir fra hendes synsvinkel var han en slave ejer, og derfor en hun ikke kunne stole på, eftersom hun havde været en slave, og den følelse vidste han var svær at glemme for mange slaver, og hun var kun en ud af tusindvis af slaver, der igennem tiden havde oplevet en masse dårligt, mens hun var ejet af et andet væsen.

"Du kan ikke lyve overfor mig Lillith, jeg kan mærke din aura, og jeg ved du er santuine men tro mig når jeg siger, at jeg ikke er lige som de andre slave ejere!" sagde han roligt mens han så hende i øjnene "Jeg ved det er svært at tro på, men jeg vil skam ikke gøre hverken dig, eller din santuine søskende fortræd! Hvis det hjælper med at tro på mig, vil jeg endda fortælle dig min svaghed, så du ved hvordan du kan skade mig!" han virkede dybt seriøst hvad angik hans forsøg på, at vinde hendes tillid som om det virkelig betød meget for ham, at hun vidste at han ikke ville gøre noget.

"Jeg er en skyggedæmon, der har spist en djævlefrugt så jeg er lavet af sand!" sagde han roligt "Jeg er som regel kendt, under navnet Dæmon Sandet Fra Skyggerne, men mit rigtige navn er Dust! Jeg er slave ejer, men det er kun et dække, lavet for at jeg kan tilegne mig slave, blot for at træne dem i at klare sig selv, og sætte dem fri i håb om at de aldrig mere, skal leve deres liv som slave igen! Du ved hvor kummerligt et liv det er, og hvor meget man ønsker sin frihed, og den frihed kan jeg tilbyde!"

Hun kiggede forvirret på ham, hans ord gav ingen mening for hende, man kunne ikke være slave ejer på den måde, det ville blive opdaget og slaverne ville blive fundet igen, tvunget tilbage til den rolle deres herre havde givet dem, den rolle hun selv var flygtet fra.

”Jeg ved ikke hvordan andre har det og jeg har brugt halvdelen af mit liv på at flygte fra fortiden og jeg lader den ikke indhente mig nu” i hovedet var hun begyndt at gennemgå alt hvad hun vidste om djævlefrugter, men alt hun nåede frem til vat, at der ikke var noget der hed sådan, ikke i denne verden, så enten var denne mand ikke her fra, eller også måtte han lyve. *Eller også kender han til noget du ikke gør* hendes tanker var imod hende, ville af en eller anden grund gerne tro ham, men hendes krop ville ikke.

”Der findes ikke en god slave ejer” om hendes ord var ment til ham, eller til sig selv, vidste hun ikke helt, var det hende selv hun prøvede at overtale, eller var det ham hun ville fortælle ikke kunne være god. Selvom hendes natur ville have hende til at stole på ham, tage imod hans hjælp, ville hendes krop ikke, den kendte konsekvenserne af at gå imod sin herre, og den/hun ville aldrig ligge under for en anden igen, hverken fysisk eller psykisk, hun kunne ikke, hellere dø end at gå igennem alt det igen. ”Du så på” han havde set hendes smerte, og sikkert nydt den på samme perverse måde som hendes herre havde, ellers ville han have stoppet det, ville han ikke. Han havde været en fri mand, han kunne have brudt ind, han kunne have købt hende, bare et eller andet.

”Hvad er prisen for din tavshed?” han måtte ikke sige noget, selvom hans ord modsagde alt hvad hun vidste om slave ejere, gav de ingen mening, måske var det derfor de ikke gav mening

Hans øjne forblev rolige, mens han snakkede med hende, selv da hun spurgte hvor meget han skulle have for at holde mund, reagerede han ikke som sådan på det, hverken via hans øjne såvel som hans kropssprog. Dust forhold sig rolig lige meget hvad hun sagde, som om han var vant til at andre var mistroiske overfor ham, og at de tilbød ham penge for hans tavshed lige meget hvad han skulle holde mund omkring.

"Din flugt fra livet som slave, er meget beundringsværdig Lillith, det er ikke mange der kan holde til sådan et liv, eller overleve på den måde for den sags skyld!" sagde han roligt mens han betragtede hende "Men jeg har skam ikke tænkt mig, at tage dig til fange eller fortælle nogen om dig, så du kan være helt rolig! Din eksistens hemmelighed og dit velbefindende, er en velbevaret hemmelighed hos mig!" han vidste hvordan det var altid at være på flugt. Dust levede et liv som forbryder, og han kunne nærmest se sig selv i hende, altid på flugt, kunne ikke stole på nogen medmindre de havde bevidst deres værd, og bare det at hun virkede paranoid over ham, da hun som yngre havde set ham mens hun blev tortureret.

"Nej der findes ingen gode slave ejere, og det har du fuldstændig ret i!" sagde han roligt "Jeg er selv en mørkets hævner, en morder med en uslukkelig tørst efter blod, og en paranoid galning! Men det ændre ikke på, at den dag jeg så dig blive tortureret, da gik en virkelighed op for mig!" Dust så på hende med et stille blik, mens minderne nærmest aftegnede sig i hans ansigt "I det øjeblik du og din santuine ven besvimede, gik det op for mig hvor meget jeg hadet synet af det jeg så, jeg blev så rasende ved synet af jer blive tortureret, at jeg fløjtede direkte i flæsket på jeres daværende herre, og stoppede ham! Jeg undskylder at jeg ikke stoppede det tidligere, at jeg ikke brød ind da jeg så jer lide, men den eneste måde jeg kan komme på hvorved jeg kan rette bare lidt op på mine fejl, er vel at gøre hvad jeg kan, for at give jer 2 et bedre liv!" Han så hende dybt i øjnene og mente alt hvad han sagde til hende.

"Jeg behøver ingen penge for min tavshed, bare så længe du først lader mig gå, når du mener at jeg har gjort hvad der skal til, for at undskylde at jeg ikke hjalp jer!" sagde han roligt "Så sig mig hvad jeg kan gøre, for at du tror på hvad jeg siger, og hvad der skal til før du acceptere min undskyldning!"

hun kiggede forvirret på ham, ingen af hans ord gav mening for hende, folk ændrede sig ikke på den måde, det kunne de ikke. Normalt var hun aldrig mistroisk over for andre, hun prøvede at se det gode i dem, havde brug for at vide at alle havde noget godt i sig, men hun kunne ikke tro det om denne mand, hvis han talte sandt, hvorfor var hans øjne så kolde, hvorfor var der ingen varme i hans holdning. Og hvordan kunne han til hende på den måde, manden måtte da vide at hendes reflekser skreg til hende at hun skulle borer kniven ind i halsen på ham, og gerne mere end en gang.

”Min flugt handlede udelukkende om overlevelse, vi ved begge hvad der sker hvis man dræber den ene part af satuiner, de dør begge, manden ville dræbe Cleo, han mente hun ikke længere tjente et godt formål og hun ikke lavede andet end at distrahere mig fra de ting han satte mig til” hun mærkede hvordan en kvalme begyndte at samle sig i maven, normalt ville hun have undgået de tanker, have forsøgt at tænke på noget andet, men denne mand havde åbnet for hendes fortid, åbnet for alt det hun var flygtet fra. ”Vi var tvunget til at overleve, ingen vil kendes ved et monster” hun næsten spyttede ordene ud. Det var det hun havde lært. Hun var et monster som var skabt til at dræbe, men hun var for blødsøden, derfor var hun blevet brugt på den måde hun var.

Minderne om de mange mænd, både unge og gamle kørte over hendes nethinde, hun havde ligget under flere mænd i sin tid som barn, end mange kvinder gjorde på et helt liv. Hun stolede ikke på sin egen krop, hvordan kunne den efter alt det, stadig føle lyst efter mænd, hvordan kunne den det. Og som den stod nu ønskede den at bryde grædende sammen, men hun havde ikke råd til den slags.
Hurtigt klemte hun den højre hånd rundt om knivens skaft, hårdt nok til at den skar gennem det yderste lag ud og et enkelt sted end i kødet. Hun gjorde det lige inden en enkelt tåre faldt fra hendes kind.

”Der findes ikke et bedre liv for os, du som morder må vide at prisen for en satuine er høj, og vide hvordan folk jagter os, hader os, vil dræbe os” hele hendes natur sagde at hun skulle tage imod den hjælp som denne mand ville give, men den del af hendes sind som var forbundet med Cleo, skreg at hun ikke måtte stole på ham, at hun enten skulle komme væk eller dræbe ham. ”Hvordan kan du stå og fortælle mig du er morder, men stadig tro at jeg på noget måde kan tro dig” hun ville så genre tro at det var ærlighed hun så i hans øjne, men Cleo skreg i hende at hun skulle komme væk nu, sagde at det hele var løgne. ”Tro mig, den piskning vi fik, det var den milde del af min straf og min søsters var endnu værre” hun vidste ikke hvorfor hun ville have ham til at vide det. Hun håbede vel at der var en samvittighed et sted som hun kunne prikke til

Dust kunne godt forstå hendes forvirrede ansigts udtryk, den måde hun var på overfor ham, og grunden til alt det hun lige nu fortalte ham. Men selv da hun prøvede at prikke til hans samvittighed, var der ingen ændring i hans tomme øjne, for Dust havde mistet den slags for længe siden. Basale og naturlige ting som samvittighed, forsvandt lige så stille når man levede et liv som morder, og som naturens love foreskrev det, så ville alt der lige så stille forsvandt altid ende med, til sidst at forsvinde helt og holdent, så det slet ikke var der mere, og det var lige præcis hvad der var sket med ham og hans samvittighed.

"Ja jeg ved godt hvad der sker, hvis man dræber den ene af et santuine søskende par, det har jeg opdaget erfaret på en lidt hård måde!" sagde han roligt, mens han så lidt væk fra hende, men dog rettede han hurtigt sit blik mod hende igen "Men du skal vide, at vi 2 ikke er så forskellige som du måske tror! Vi gør begge hvad vi kan for at overleve, vi har begge oplevet tortur både fysisk og psykisk af en grad, der har givet os ar for livet, og vi er begge på flugt! Dog er der en stor forskel på os, i form af at vores liv blot har udviklet sig hver sin retning, og gjort os så vidt forskellige!"

Langsomt lagde han sin hånd om hendes håndled, der førte op til den af hendes hænder der holdt hendes kniv, og førte hendes hånd op mod ham, så hun nu stod med kniven mod hans hals. Han slap let hendes håndled igen, mens han så hende direkte i øjnene, uden frygt eller noget andet i hans blik.
"Jeg synes ikke at santuiner er monstre, og hvis det her kan hjælpe på nogen måde, så dræb mig!" sagde han roligt "For en gangs skyld er det dig, der styre våbnet og valget mellem liv og død, tilgivelse eller straf! Det er kun rimeligt, efter jeg ikke hjalp dig den gang, jeg så du blev pisket! Jeg skulle være gået i vejen, og stoppet den uretfærdige behandling af jer, som i ikke har fortjent!"

hun forstod hans ord, og et eller andet sted gav det mening for hende, uden dem der havde taget sig af hende, ville hun sikkert være endt lige sådan. Hun havde dræbt før, men altid for at beskytte sig selv, og aldrig uden at de havde angrebet først. Så da han slap hendes hånd, så den stod ud for hans hals. Rystede hendes hånd, hun havde svært ved at holde kniven stille. *GØR DET* skreg Cleo i hendes hoved. Hun satte kniven en smule tættere på.

Manden ville kunne mærke det kolde sølv imod sin strupe, sikkert skære sig en smule, så meget som Lillith rystede på hænderne, men hun kunne ikke. ”Jeg kan ikke, jeg vil ikke” tårrene begyndte at trille ned af hendes kinder, hun åbnede hånden så kniven faldt på jorden imellem dem, hun kunne ikke være morder, end ikke for en som måske fortjente det.

Hun holdte stile om sig selv mens tårrene fyldte hendes øjen. ”Jeg kan ikke, jeg vil ikke være morder, jeg vil ikke have blod på hænderne” hun kunne ikke lade være med at grine en smule da hun indså hvor ekstrem hendes kamp for ikke at have andres blod på hænderne var ”Jeg spiser end ikke kød, dyrene har ikke gjort mig noget, så hvorfor skal de dø?”

Hun løftede hovedet og kiggede på ham, forsøgte at møde hans øjne, ikke bange for at vise den smerte hun følte, og den smerte hun vidste ville komme senere i livet ”Hvordan kan du have så kolde øjne?” hun ville vide hvad der lå bag dem, hvordan var de anderledes, hvis deres fortid mindede så meget om hinanden, ville hun så være blevet som ham, eller ville hun blive det med tiden

Dust kunne mærke, hvordan hun bevægede kniven tættere på hans hals, men han så blot ufortrødent på hende, selv da kniven skar lidt i ham. Men hvis hun lagde mærke til det, før hun tabte kniven på jorden, så var det at skære i ham lidt lige som at skære i sand. Der kom sågar ikke et sår, men derimod et lille hak efter kniven, som forsvandt lige efter kniven forsvandt fra hans hals, som om hans krop var et andet materiale end kød og blod, et materiale der kunne forme og bevæge sig på en helt anden måde, end kød og blod kunne det.

Dust lyttede stille til hvad hun sagde, da hun snakkede om at hun ikke ville være morder, og at hun ikke engang ville spise kød, af den selv samme grund. Langsomt løftede han sin hånd, og tørrede nogle af hendes tåre væk fra lige under hendes øjne, mens han fortsat så på hende med hans tomme øjne. Selv hans hud var unaturligt kold, som om det der manglede som gjorde hans øjne tomme, også manglede for at gøre at hans krop havde en indre varme.

"Du har et rent hjerte Lillith, og det skal du være stolt af, det er ikke mange der er i din situation, der kan vedligeholde sådan en gave!" sagde han roligt, og satte sig ned ved siden af hende "Derfor tror jeg også på, at selvom vi minder lidt om hinanden, så vil du aldrig nogensinde ende op lige som mig! Jeg er en morder, en hævner med så mørkt et sind, at selv ikke den stærkeste solstråle kan trænge ind til mig! Jeg vil først finde fred, når jeg har fået min hævn, hvorimod du slet ikke er i samme position!"

Hendes spørgsmål overraskede ham faktisk lidt, da han slet ikke havde forventet det. Han vidste sågar heller ikke, om det var fordi hun frygtløst viste ham hendes smerte, eller om det var fordi han ikke ville se hende, ende op lige som ham, men han svarede på hendes spørgsmål.
"Mine øjne er tomme, fordi jeg ikke har nogen følelser tilbage, andet end min vrede!" sagde han roligt "Jeg mistede mine følelser, da mine artsfælder brutalt dræbte mine forældre, og min søster for øjnene af mig, dengang jeg var 4 år gammel! Siden da har jeg levet og åndet for hævn, og det har forårsaget at jeg er så mærket, af manglen på følelser!" han strøg langsomt hendes kind, som et forsøg på at berolige hende "Du kommer ikke til at blive lige som mig, ikke så længe du værdsætter din gave, og holder dit hjerte rent!" sagde han roligt "Så længe du gør det, vil du forblive en af de smukkeste, og varmeste væsner denne verden, nogensinde kan komme til at opleve!"

Hun forsøgte snøftende at holde nogen af sine tåre tilbage, og til sidst lykkedes det hende at stoppe den strøm der havde været af dem. Et øjeblik var hun lige ved at fjerne dem med hånden, men hun indså hurtigt at begge hendes hænder og hendes bluse var pænt smurt ind i både blod og jord, nok så hun slem ud lige nu, men der var ingen grund til at gøre det hele være.

Hun forsøgte at få et lille smil tilbage på læberne, mere af vane end noget andet, for hun følte bestemt ikke for at stå med et stort smil oven på den sørgelige historie hun lige havde hørt. ”Hvordan kan du det, hvordan har du kunnet det.. jeg mener..” hun vidste ikke helt hvad det var hun spurgte om, det hele gav ingen mening for ham, jah det var en svær ting at miste alle for øjnene af en, men hun forstod ikke helt hvordan han kunne miste alt på det.

Hun trippede lidt på fødderne. Hendes ben kunne ikke lide at hun blev stående, og de rister hun havde skaffet sig, blødte stadig en smule. Det sted på blusen som havde taget mindst skade af både hendes eget og edderkoppens blod, samt den jord hun var endt inden over, var maven. Hun samlede kniven op nu hun var her, lavede et lille snit 2 cm under brystet på blusen, før hun satte kniven i munden og rev blusen fra hinanden. Det lille snit gjorde at blusen blev revet under brystet hele vejen rundt. Med øvede fingre bandt hun det omkring det ben og den fod hun havde præsteret at skade under faldet.

Hun rejste sig op og kiggede på ham igen. ”Mødte du aldrig nogen der fik dig til at føle igen, en som hjalp dig” hun kunne ikke tro at han havde klaret sig selv fra han var fire, hun nægtede at tro at nogen kunne være så onde. Inderst inde nægtede hun også at tro manden slet ikke kunne føle noget, der var andet end had ”Hvis du kun føler had, hvorfor så hjælpe andre” hvis man hjalp var der stadig en rest af god hed tilbage i en, den varder et eller andet sted, det måtte den være

Hans historie var den rene sandhed, og selvom den virkede hård, så var det ren og skær hverdag for ham. Mange af dem der havde hørt om hans fortid, mente at ingen fortjente sådan et liv, men som så mange havde erfaret, så var det at have et hårdt liv et direkte faktum. Og både Dust og Lillith var blot 2 levende beviser, ud af mange på at dette var sandt, og for hans vedkommende ville han egentlig ikke ændre på noget i hans fortid, bare så længe han kunne få sin hævn.

Idet hun spurgte ham, om der ikke var bare en der havde fået følelser frem i ham, trickede hans minde med det samme. For der hvor han originalt kom fra, der var han både en skyggedæmon og en skytsengel, og i hans tid havde han fundet sit skytsvæsen. En smuk dragonianer måske den sidste tilbageværende i hans tid, og hun havde fået noget dybt i ham til at reagere, en følelse som han ikke havde følt overfor nogen som helst, udover hans mor, far og søster. Men den følelse kunne han kun føle, når hun var i nærheden af ham, og når hun ikke var det var han bare sit gode gamle jeg, der ikke kunne føle andet end vrede.

"Hvis jeg skal være ærlig, har jeg en der hvor jeg kommer fra, hvor jeg også er skytsengel, hun er mit skytsvæsen og hun bringer noget frem i mig, som jeg ikke har følt i over 550 år!" sagde han stille "Men jeg har ikke set hende, siden jeg kom til denne tid, og så længe hun ikke er i nærheden, så er jeg den du ser nu! En hævner der udelukket kan føle had, og som tørster efter at få den hævn, jeg så desperat hungre efter!"

Hun blev overrasket over at høre dette. Et skyggevæsen som også var en skytsengel, hun viste ikke meget om skyggevæsner, men hun var ret sikker på at det var en form for dæmon, så at en sådan skabning også skulle kunne være en skytsengel forstod hun ikke. Med et gik omfanget af hans ord op for hende, hun vidste nu at denne mand havde den samme svaghed som hende selv, godt nok var denne mands svaghed ikke hans søster, men hans skytsvæsen.

”Så når du ikke er sammen med denne kvinde, er du morder og koldhjertet, men når du er sammen med hende er du et væsen som alle andre, et væsen som føler andet end had?” hun havde ingen ide om hvad det var hun ville nå frem til, måske at manden tog fejl, for hun huskede ikke nogen kvinder fra den dag, og vis han virkelig havde besluttet sig den dag, så kunne det ikke passe at manden kun havde følelser når han var sammen med hende.

Uden at vide hvorfor, begyndte hun at gå rundt om manden, på samme måde som hendes søster ville havde gjort hvis hun overvejede at angribe ham. ”Hvorfor har du ikke taget din hævn? Du er hverken fuld engel eller dæmon, det burde være nemt nok for dig at tage hævn” hun havde set ham dræbe de edderkopper som var de ingen ting, noget som kun få folk ville kunne ”Desuden bløder du ikke og du har kunnet holde om en kniv med hellige symboler, så noget må beskytte dig”

Dust kunne ikke lade vær med at smile af hendes ord, og hun var nu ret kær at formulere sig på den måde. Han var langt fra et væsen som alle andre, han var "dæmon sandet fra skyggerne" en nådesløs hævner, der vidste hvad han lavede, når han var i kamp mod andre væsner. De edderkopper var kun legetøj for ham, men dem han virkelig ønskede sig hævn over, de var grunden til han var så stærk, for de væsner var meget stærke, og ergo var han nød til at være stærkere end dem for at sikre at han gik ud som vinder.

"Du misforstår det en lille smule, men så heller ikke meget mere end det kære Lillith!" sagde han roligt tænkende, mens han betragtede hende "Jeg er følelsesforladt når hun ikke er tilstede, og jeg har følelser for hende når hun er i mit nærvær! Men det ændre ikke på min natur, for efter flere århundrede med drab, og ondskab så ligger det i mine gener, at dræbe koldhjertet om jeg har følelser eller ej! Jeg gør det lige så nemt som du trækker vejret!" han prøvede at forklare det så godt så muligt, for at gøre det nemmest muligt for hende at forstå det.

Dust betragtede hende stadig, da hun begyndte at gå rundt om ham, som et dyr der snart ville angribe sit offer, men han fandt ingen grund til uro, og derfor forholdte han sig rolig, mens hun spurgte ham om flere spørgsmål.
"Jeg har ikke fået min hævn, fordi jeg ikke er i den rigtige tid, jeg er ikke engang i min egen krop!" sagde han roligt "Denne krop tilhøre en anden skyggedæmon fra denne tid, mens min krop sidder tilbage i år 3824, hvor jeg høre til! Men min evne fra den djævlefrugt jeg har spist, fulgte med mig, og det er den der beskytter mig mod hellige tegn, min krop er lavet af sand så derfor bløder jeg ikke! Jeg vil nødig afsløre min svaghed overfor dig, men disse fordele forsvinder med evnen, når jeg bliver udsat for det der er min svaghed!"

Hun begyndte at grine lidt. ”Du synes ikke at det du er lavet af sand er et godt hint til hvad der kan skade dig?” hun stoppede op foran ham, prikkede engang til ham fordi hun var blevet nysgerrig omkring det med sandet, hun vidste godt at hendes nysgerrighed var hendes egen største svaghed. ”Sand flyver i luften, bliver til glad når det er udsat for ild, jord gør ikke sand det store fordi de er i familie, og vand ændre Sands form, før det flydende” hun var en smule stolt over at hun stadig huskede de ting fra sin tid som lille ”Sand er føjeligt og vil finde tilbage til sin plads, så længe det ikke er udsat for varme eller vand”

Hun lagde hovedet lidt på skrå da hun kiggede på ham ”Men selv uden hende ser du når ting er forkerte? Kan du selv se hvorfor jeg ikke tror dig” hun gik et skridt tilbage, hvis nu manden ikke var helt så flink som hun var begyndt at tro, hun skulle ikke nyde noget af at få et af de to sværd i knolden, hun havde set hvilken skade de kunne lave ”Hvordan kommer du så tilbage til din egen tid?” ikke at det burde bekymre hende, eller joh det bekymrede hende lidt at en mand fra hendes fortid, som slet ikke hørte til i denne tid, var at finde. Hun tog sig lidt til hovedet, alt det her var begyndt at give hende en let hovedpine.

”Hvorfor kan hverken ikke bare være sort og hvid?” hun mumlede spørgsmål mere til sig selv end til ham, men hvis han kunne give hende et godt svar på det, så ville hun da blive ganske lykkelig.
”Hvad laver du overhoved i denne tid?”

Dust kunne ikke lade vær, med at små grine lidt af hende, men hans latter var isnende kold, og rungede nærmest af den reneste ondskab.
"Vind kan ikke sprede sand, hvis sandet har et sind der holder det solidt samlet, vand er djævlefrugtens svaghed og neutralisere evnen som frugten giver helt og holdent, jord kan jeg styre siden det som du selv sagde, er i familie med sand, og hvis ild skulle brænde mig til glas, kan jeg smide denne glas krop, og skifte sandet i min krop med nyt og friskt sand!" sagde han roligt, for at bevise overfor hende, hvordan sand djævlefrugten fungerede.

Hendes blik blev gengældt, med hans rolige og smukke ravgule øjne, og han lagde hovedet på skrå samtidig med hende, som så hun ind i et magisk underligt spejl.
"Det påkræver skam ikke følelser, for at man kan kende forskel på rigtigt og forkert, det påkræver bare at man er vokset op, med den rigtige slags morale!" sagde han roligt uden at slippe hendes blik "Så jeg behøver skam ikke hendes nærvær, for at kunne se forskellen, det har jeg altid kunnet se! Det er bare ikke altid, jeg har reageret på det som sådan, da jeg levede i den onde side af skalaen!"

Hendes spørgsmål kunne han godt høre, var mere til hende selv end det var til ham, så derfor sad han lidt og tænkte over, om hvorvidt han skulle svare eller ej, men han undlod at gøre det, da han ikke rigtig vidste hvor rigtigt hans svar ville være, i forhold til så mange andres.
"Jeg blev bortført hertil, fra min egen tid for at fungere som et våben for regeringen, men det slog fejl da det lykkedes mig at slippe fri, og smadre stedet!" sagde han roligt.

Et let perlende latter forlod hende, selv om hun stadig følte en form for frygt, var hun i stand til at se det komiske i hans situation ”Så du er taget fra sin egen tid, slæbt hertil ødelagde dem der tog dig og kan garanteret ikke komme hjem nu” hun vidste godt at hun legede med ilden lige nu, at grine af det var dumt, specielt hvis manden ikke havde en samvittighed ”Du burde måske have sparret bare en, på den måde kunne de jo have fortalt dig hvordan du kunne komme tilbage” hun stoppede sin latter.

”Det er ikke sandt, morale har intet at skulle sige, det er de valg man tager som danner en, man kan altid ændre sin egen skæbne” hun kunne ikke tage at han sagde det var ens morale som afgjorde tingene, hun var vokset op uden en og set hvordan de andre var blevet, alle havde de den samme herre, men de valg de tog gjorde dem forskellige ”Du har valgt at blive som du er, fordi du ikke brugte dine følelser, men hvis du ville, så er de et sted inden i dig, venter garanteret kun på at du begynder at bruge dem igen” hun kiggede lidt op og ned af ham.

”Jeg er ikke ond, men jeg har det at ligge, det venter kun på at komme ud og smage blod, det lyder måske dumt, men alle har de sider, man kan ikke eksistere uden det, så selv hvis du ikke mener du har følelser, så er de der, ellers ville du ikke have dem omkring dit skytsvæsen” det virkede underligt det hun havde gang i. hun stod jo nærmest og var ved at bide hovedet af en mand der kunne dræbe hende og ikke engang ville blinke når han gjorde det

Dust rejste sig roligt op, mens hans kolde øjne så direkte ind i hendes, og den ondskab der hang i hans aura, blev stærkere da han nu stod direkte foran hende.
"Jeg blev trukket hertil, via en krystal portal der blev komplet ødelagt, da jeg passerede igennem den, da jeres krystaller ikke kan holde til radioaktiviteten, der pulsere over hele planeten i min tid!" sagde han koldt "Jeg afhørte dem selvfølgelig før jeg dræbte dem, og de sagde at de ikke kunne skaffe de krystaller der skulle til, for at få mig tilbage igen! Radioaktiviteten i min krop, ville ødelægge teleporter krystallerne så snart jeg nærmede mig dem, og de vidste ikke hvilke typer krystaller man skulle sætte sammen, for at skabe en teleport krystal der kunne tåle mig!"

"Og hvis det virkelig er sandt, så forklar mig lige noget jeg ikke forstår!" sagde han roligt "Forklar mig hvordan et 4 årigt barn, kan have nogen indvirkning på, at hans familie bliver brutalt dræbt? Forklar mig hvordan man hele sit liv, kun kan føle sig levende når man tager andres liv? Og hvordan kan du så forklare, at jeg blev tvunget ud i hævnerens mørke, og blev holdt der til det gennemsyrede hver en blodcelle i min krop, og gjorde mig til den jeg er i dag? Jeg kan aldrig få fred, før min families mordere er blevet slagtet for min hånd, indtil da vil jeg altid leve i smerte, i et liv jeg aldrig nogensinde har bedt om!"

Dust vendte hende ryggen, og gik lidt væk fra hende. Hans vrede var tydeligvis blevet opstemt, og det kunne se på ham, da noget sand fra jorden omkring ham rejste sig, og indhylede et af edderkoppernes lig, i en cocon der maste kroppen sammen, så den blev malet til støv, og blodet fossede ud til alle sider.
"Min skytsengel side er hvad der holder mig fra at blive sindssyg, og dog er den også en stor kilde til løgn og illusioner, gennem min levetid!" sagde han roligt dog stadigt, med vreden dirrende i hans stemme "I min skytsengel form, har jeg en aktiv engle aura, der afspejler et følelses register som jeg ikke kan mærke! Men når jeg efterligner andres følelser, reagere den aura på min efterligning, lidt lige som når man står overfor et spejl, men bare fordi man kan se glad ud, er det ikke ens betydende med at man er det!" Dust drejede stille hovedet om mod hende.
"Der ligger intet i mig, hvad omhandler andre følelser end vrede!" sagde han roligt "Men når hun er i nærheden, bliver jeg forbundet til hende, og det er nok derfor jeg kan føle! De følelser jeg kan føle, kan lige så vel være en duplikering af hendes følelser, overført til mig via vores forbindelse!"

En masse blandede følelser væltede op i hende, vrede over at han ikke kunne se at han har haft et valg, medlidenhed over det manden havde været igennem, harme over at man kunne sige sådan, men størst af alt var den frygt hun følte for ham lige nu. At se edderkoppen blive mast uden at manden gjorde noget skræmte hende. Men selvom hun frygtede ham mere nu end hun havde gjort før hun opdagede manden kunne styre sandet, havde hun den største lyst til at råbe og skrige af ham, forklare ham hvordan følelser hang sammen, gøre det klart at de alle levede i par, had med kærlighed, vrede med glæde og at man ikke kunne have den ene uden at den anden lå i hi inden i en.

”Nej en 4 årige dreng kan ikke gøre noget for at forhindre andres ondskab, og jeg ved ikke hvem eller hvad der tog sig af dig efter dine forældre og søster var dræbt, men du kunne have valgt ikke at hævne dig, stikke af og starte på ny.. lige som jeg gjorde” både sorg og medlidenhed var at finde i hendes stemme, men på en eller anden måde præsterede hun at holde både sin vrede og frygt ude. Men frygten var at finde i hendes holdning ”Hvordan har du planer om at få følelserne tilbage når du så engang har fået din hævn.. for når du siger du vil leve sådan her indtil den dag, betyder det du enten har planer om at dø, eller få dem tilbage når den tid kommer”

Hun begyndte at køre hænderne over sine arme, da frygten var begyndt at skabe en kulde i hendes blod som langsomt bredte sig til hele kroppen. Hun begyndte så småt at gå lidt rundt da hun håbede at få lidt at varmen tilbage. ”Jeg forsøger altid at se det gode i andre mennesker, fortælle mig selv at ikke alle er onde og ønsker at udnytte mig, at ikke alle mener at min slags er monstre og at de bare skal lære os at kende.. men jeg har brug for at tænke sådan for at overleve, uden det kunne jeg lige så godt være død” hun havde kun fortalt ham sandheden og intet andet. Hun gik stadig lidt rundt, men forsøgte at undgå de steder hvor der var mest sand, en mærkelig handling når man overvejede at manden kunne kontrollere jorden på samme måde. ”Spejle kan kun reflektere så længe de er rene” hun havde ingen ide om hvorfor hun sagde det sidste, selv for hende gav det ingen mening

Et eller andet i ham, fortalte ham at hun virkede til at være i følelsesmæssig urede. Som om flere følelser i hende, prøvede at overtage hende, men var nød til at kæmpe imod hinanden, før de kunne få deres mulighed for at komme frem i hende. Men det viste sig, at frygten var den der kom til udtryk i hende, da hun begyndte at tale og han lyttede til hvert et ord hun sagde. Han kendte inderst inde godt til konceptet om, at modsætninger altid hang sammen, og at dette koncept også galt følelser, ved at man ikke kunne føle det ene, uden at man på et eller andet tidspunkt også måtte føle det andet.

"Jeg havde ingen der ville tage sig af mig, og jeg mistede alting da jeg flygtede, efter synet af min familie der blev dræbt!" sagde han stille, mens hans øjne blev nærmest mere tomme, mens han mindedes hvad der skete dengang i hans egen fortid "Jeg levede et liv på flugt, for kun kort tid efter min familie blev myrdet, blev der sat en dusør på mit hoved, og jeg blev jagtet som et vildt dyr, af alle der ville have dusøren! Jeg kunne ikke skabe kontakt til nogen i 30 år, og i en stor del af tiden tvang jeg mig til at holde mig vågen, fordi jeg hele tiden havde forfærdelige mareridt om min familie, deres mord, deres døde kroppe der lå og kaldte på mig, og sådan og det var i den tid, at det slog klik for mig! Jeg sad helt alene en nat, og jeg kan huske at det var vinter for det var koldt, og jeg var helt alene i mit slidte tøj, der slet ikke var egnet til den slags vejr! Sulten og manglen på søvn, borede sig dybt ind i mig og jeg kan huske, at månen var på vej op for da jeg så direkte på den, inde fra den hule jeg sad i, der gik det op for mig hvad jeg måtte gøre!" hans øjne så direkte på hende da han sagde det sidste "Jeg måtte dræbe dem der dræbte min familie, og om så jeg måtte tvinge jorden til at dreje den anden vej for at nå mit mål, så ville jeg gøre det eller dø i forsøget!"

Han stod stille og betragtede hende, mens de sidste minder om den gang gik gennem hans hoved, og dette kunne give hende tid, til lige at synke dette smertefulde minde han havde fortalt hende.
"Før jeg mødte mit skytsvæsen, havde jeg ingen planer med mit liv!" sagde han så da han kom mere til sig selv "Men nu hvor jeg har fundet hende, er min plan sådan, at når jeg har fået min hævn, vil jeg dedikere mit liv til hende, og gøre alt for at hun har det godt!"

Det sidste hun sagde, om at hun troede på det gode i andre mennesker, fik ham til at være tavs i lidt tid, mens han stille tænkte over hendes ord. Langsomt gik han hen til hende, og tog forsigtigt hendes hånd i sin, mens han så hende i øjnene. Han ville ikke gøre hende noget ondt, han ville ikke dræbe en med så godt et hjerte som hende.
"Jeg ved at santuiner ikke er monstre, at have den opfattelse om jeres race, er for stereotype agtigt!" sagde han roligt "Jeg ved ikke om der er noget godt i mig mere, men det er udelukket på grund af dig, at jeg er begyndt at prøve at gøre noget godt! Jeg har kun gjort onde ting, indtil den første gang jeg så dig og din tvilling blive tortureret, men jeg prøver da selvom jeg ikke kan mærke noget godt i mig!"