When I feel like talking - Ammon

Tid:Tidligt om morgen.
Omgivelser:Helt forladt, dyr der har vænnet sig til hendes tilstedeværelse og går omkring ind i mellem.
Sted:Corpsewind Cemetery.
Vejr: Køligt med en lidt kraftig blæst.

Blair var tidligere den morgen, eller nærmere nat, vågnet og havde forsvundet fra den afsides hytte hvor hun, Alian og Lucy boede. Hun havde brug for at tale ud om nogle ting og det var oplagt at snakke med hendes far om det, selvom han godt nok lå flere meter under jorden og højst sandsynligt var rådnet op, var det rart at tale med ham, hun havde aldrig talet bedre med ham. Foran den grå gravsten sad den lyshåret unge pige der tørrede flere tårer væk som de kom. Hun sad op af gravstenen fordi hun følte sig tæt på ham på den måde. "Jeg har fået en datter. Jeg ville ønske du kunne møde hende. Hun hedder Lucy og er også datter til Ammon. Jeg har stadig følelser for ham, men jeg er samme med Alian, jeg elsker Alian. Men jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, Ammon har bare fundet vej ind på mig. Hvad skal jeg gøre far?" Blair anede ikke hvad hun skulle gøre, hun blev nød til at få styr på de følelser hun havde for Ammon, hun blev nød til at skaffe dem af vejen. Glemme dem.

Ammon havde gennem et stykke tid tilbragt nætterne i nærheden af kirkegården; hans foretrukne sted at slappe af.

Han havde sorte jeans på, og en hvid åben skjorte. Lyden af den velkendte stemme fik ham langsomt over mod Blair.
'følelser for ham.. fundet jeg ind på mig..'
Han så ned, og bakkede så kort væk. Hun ønskede at glemme ham.
Han satte sig lydløst på en bænk, med mulighed for at hun kunne se ham, men så han ikke direkte så på hende.
Han lyttede bare til hende, uden at sige noget.

Blair var ikke opmærksom på hvad der skete omkring hende, hun var kun interesseret i at komme ud med hendes følelser. Hvem var bedre til at høre på hende end hendes far? Blair pillede ved en af blomsterne der var nær hans grav. "Jeg kan ikke klare det far. Jeg elsker dem begge to, jeg vil være sammen med dem begge to. Jeg vil aldrig kunne 100% vælge en. Når jeg er sikker på jeg har valgt bliver jeg i tvivl. Jeg er svag, jeg kan ikke." Blair lukkede øjnene et kort øjeblik. Hun havde brug for at slappe af, bare blive helt afslappet. Men hun kunne ikke. Blair åbnede hurtigt sine øjne igen. "Undskyld far. Jeg må være en skuffelse for dig."

''ser du digselv som en skuffelse, Blair? Du har en smuk datter, en mand der elsker dig. DU er langt mere end det du selv mener. Du har aldrig været en skuffelse.'' Ammon stod nu lige bag hende, bag gravstenen.

Blair så op på stemmen der snakkede til hende. Ammon? Hvad lavede han ude så tidligt? "Jo jeg er en skuffelse Ammon. Jeg kan ikke engang vælge, jeg ville kunne vælge mellem jer to hvis ikke var en skuffelse." Blair rejste sig og stilte sig over til ham, hun lagde en hånd på gravstenene. "Jeg har ikke alt jeg vil have. Jeg bliver aldrig tilfreds."

han sukede stille. ''hvem beder dig vælge?'' han prøvede at se hende i øjnene

Blair så forvirret på ham. "Ingen. Men jeg bliver nød til det. Jeg.. Det ville jo ikke gå, jeg ville bare ødelægge alting. Det gør jeg jo altid." Blair så for meget ned på sig selv. Hun havde svært ved at være sammen med Ammon, hun var forelsket i ham og derfor var det svært for hende at holde sig væk fra ham. Men hun blev nød til det.

''jeg ved jo hvordan du har det. Du er jo sammen med Alian. Tror du det er let for mig at se dig og min datter sammen med ham? Men vi må finde os i det.'' sagde han og trak på skuldrene.

Det var slet ikke hans mening, men han var nødt til at sige det.

Blair så ned i jorden. Hun var ikke tilfreds med det svar, men han havde ret. "Du ved at jeg aldrig vil vælge. Det har jeg fortalt dig. Men jeg har valgt udfra hvordan jeg bedst kan have jer begge i mit liv. Hvis jeg var sammen med dig ville Alian sikkert ikke engang kendes ved mig." Blair havde det ikke godt med det valg, hun kunne ikke vælge.

''jeg er ked af det Blair. Jeg skulle slet ikke have blandet mig i dit liv dengang...'' Han slap hende, og bakkede lidt væk fra hende.

han så lidt på hende, inden han så rundt. Han hørte til under en gravsten... Det vidste han.
Han sukkede stille, inden han så på hende igen.
''Jeg går nu.. Du burde komme hjem til Alian.'' sagde han stille og vendte ryggen til hende

Blair vendte sig om da han gik væk fra hende. "Ammon, jeg har sagt det før og siger det igen. Det har aldrig været din skyld. Jeg skulle have sagt fra." Blair tog et skridt frem. "Jeg vil hellere være her, med dig." Sagde hun og foldede sine hænder sammen til en kugle. Hun ville selvfølgelig også gerne være sammen med Alian, men hun blev nød til at være sikker på Ammon vidste hun holdte af ham. Det var rigtig vigtigt for hende faktisk. Hun sukkede. Hvorfor var det så svært med hende og de forhold hun havde? Det gik altid galt.

''hvordan tror du det er for mig, at vende dig ryggen? tror du jeg nyder det!?'' han så direkte vredt på hende nu.

''jeg vil ikke se dig stå mellem mig og ham. Han har skadet mig før, han er en trussel. Du ved det udemærket godt. Du elsker ham, fint. Men forvent ikke at jeg holder mig tilbage, hvis han så meget som giver Lucy en flænge.'' han knurrede det nærmest.

Han begyndte at gå nu, hurtigt og stødt, bare for at komme væk, inden hun nåede at modsige ham.

//out... skriver lige over pm//