You know the truth.. Dont you?.. -Caroline-

Mændene holdte sig for noget, og deres ansigter var spændt. De ville skrige og jamrede over det..
"Vi reddede sig bare for en vampyrs angreb!?" Sagde en og kiggede helt uskyldigt på Josh.. HAn havde da hjulpet en dreng.. Hvorfor blev han så sur over det?
Lederen gik imod Josh, og slog ud efter ham imens han prøvede at kæmpe imod sin frygt. Det var svært, men han prøvede.
Caroline lå stadigvæk på den kolde jord, hun kunne tænke.. Hun ville dræbe disse mænd nu.. Og vreden tog over, og fik hendes øjne til at åbne. Hun kæmpede sine arme op til trædolken og trak den ud af hendes hjerte.. Hun rejste sig stille op, og lod de lange tænder komme til syne. Hun satte dem i en af jægerne, og tømte hans skrigende krop for blod. Hun rev hjerterne ud på alle undtagen lederen. Hun gik truende imod ham, ingen spor af omsorg i hendes ansigt. Det var forsvundet. Caroline snerrede af ham, og da han løb.. Så løb hun efter ham, og inde i et hjørne rev hun hans arme og ben af.. Og inden han døde, lod hun ham ligge og lide.. Hun gik ud til Josh igen, med en blodplet så stor der hvor dolken havde siddet i hendes hjerte.

Hjulpet ham!? Vel havde de ej! Han vrissede vredt af dem, som var han en dæmon med skarpe tænder og et gyldent skær i sine chokoladebrune øjne. De skulle lærer at åbne deres øjne lidt mere op, Caroline snakkede med ham og var ikke igang med at angribe ham. Selvom manden slog ud efter ham, undgik han bare og fortsatte med at fokusere på dem og blusse deres frygt mere og mere op. Det var som at være i et helvede, et helvede du ikke kunne komme uden om. Pludselig stoppede han med at bruge sin evne, da der ikke længere var nogen at bruge den imod. De lysende øjne blev endnu engang chokoladebrune og Josh måtte tage sig til hovedet, da der pludselig var en kæmpe smerte i hans hovede.. Han kneb øjnene sammen og kiggede frem for sig, til sin overraskelse stod Caroline foran ham med en kæmpe blod plet der hvor dolken havde været.. Han kiggede forvirret på hende og gik hen imod hende.
"Caroline?" sagde han en anelse tøvende.

Caroline fik et lille smil på sine røde læber, hun havde en lille dråbe blod ved mundvigen. Hun smed sine handsker fra sig, de var intet værd når der var blod på dem. Fra de hjerter hun havde trukket ud, Caroline så på Josh.
"Du skal ikke være forvirret, man det klart når du tydeligvis ikke har set en vampyros før. Eller det ved jeg jo ikke om jeg har." Svarede hun med et kækt smil, og grinte kærligt. Caroline vidste jo ikke om han havde mødt Blair, men hvis han havde så havde hun holdt ham i live.. Caroline gik helt hen til ham og lagde sine arme overkors. Hun ville ikke rører ham med sine fingre, for hun havde ikke lært at styre sin nye evne endnu.

Han kiggede kort efter handskerne, men tænkte ikke videre over det og valgte i stedet at fokusere på hende igen, med et løftet øjenbryn og et ansigt der bare afslørede den store forvirring. En vampyros.. Nej, han havde aldrig set en vampyros før, han havde kun mødt vampyrer, hvilket han nok skulle begynde at stoppe med, eftersom han var en omvandrende blodpose..
"Nej, jeg har ikke set en vampyros.. Og jeg troede at du.. Jeg troede at du var død, jeg mener.. Du fik jo en dolk igennem dit hjerte, hvordan overlevede du lige det? Er det noget en vampyros kan?" Der kom en masse spørgsmål på en gang, han kunne ikke gøre for det, det røg bare ud af ham som et vandfald og så snart det gik op for ham, kløede han sig flovt i nakken og kiggede væk. "Undskyld, jeg er desværre alt for nysgerrig," han så derefter op på hende igen med et skævt smil.

Caroline fnøs kærligt.
"Jeg kan ikke dø ved hjælp af en alm. trædolk.. Der skal meget specifikke ting til, og jeg kan ikke engang selv huske dem. Det var bare noget en som hedder Nicolas fortalte mig." Svarede Caroline med et smil, og trak lidt på skuldren på venligvis.
"Det kan jeg se, og jeg kender det alt for godt." Svarede Caroline igen, og kiggede op på natte himlen.
"Men jeg vil råde dig til ikke at få kontakt med mine fingre. Medmindre du vil blive stegt."

Han nikkede til det hun sagde, hvor han derefter fulgte hendes blik op på den smukke måne og stjerner. For ham, var det noget af det smukkeste i verden. Han satte pris på at være udenfor, når han som lille havde været fanget i en kælder i op til flere år og bare tanken om den lugt af indelukkethed og lyden af kvinders skrig, fik ham til at gyse ned af kroppen. En dag skulle der altså komme noget og få ham på andre tanker, noget eller nogen som skulle gøre ham lykkelig. Han kiggede hen på Caroline og uden at komentere det, havde han det som om at han kunne se en gnist i hendes øjne, da hun nævnte denne Nicolas. Det var sikkert en som betød meget for hende, hvilket fik et smil frem på hans læber. Dog valgte han ikke at spørge til det, i stedet lyttede han til hvad hun sagde, med de chokoladebrune øjne rettet imod den stjerneklarer himmel.
"Okay så, jeg gætter på det er en evne du har," sagde han og ventede på et svar, selvom han ikke så på hende.

//Vigtigt emne!//