Long time i have seen you //Jack White//

S: Doomsville city - Hjemme ved Luce
O: Huse, folk, bænke hist her
T: 12:34
V: Solen skinder og der er lidt skyet. Det er lunken i vejret
P: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] og et stykke sort stof bundet hen over det ene øje. Et par sorte tynde handsker.

Det var 3 måneder siden hun havde født det barn. Et barn hun ikke havde boende hjemme hos sig selv. Et barn hun aldrig havde troet i sin vilde fantasi, at hun ville få. Barnet var en dæmon. Hun vidste godt, at dette barn havde mere styrke i sig og ville blive en stærk dæmon jo ældre barnet blev. Barnet lignede meget sin far. Rafael, men havde Luces næse, mund og hendes øjenfarve. Mørke med et lilla skær i sig. Hun havde ladet Sean have barnet hos sig eftersom hun ikke ville kunne leve med, at barnet boede hos hende. Ikke endnu det var alt for tidligt for hende.
Hendes sorte hår hang ned over hendes ene skulder og skjulte det øre hvor hun havde fået skåret et lille R i øreflippen. Hun forbandede også dette mærke ligesom hun forbandede hendes liv. Hun stod og stirrede ud af vinduet. Det var godt vejr, men hun havde ikke lyst til og gå sig en tur som hun plejede og gøre når det var et så godt vejr som det var denne dag. Hun kiggede kort hen på Bruce der sad og legede med et eller andet tøjdyr han havde fået af John. Han vidste ikke, at Luce manglede et øje. Hun havde sagt, at hun gik med det fordi hun ville lege pirat og havde det fint med og havde et stof bundet rundt om sit hoved og hen over det ene øje. Det var så en lille hvid løgn, men det var bedre end og skramme livet af den stakkels dreng. Hun kiggede ud af vinduet og prøvede og samle sine tanker.

Jack den lidt ældre bror til John og havde taget deres fars navn kom gående ned af gaden mens han fløjtede. han havde et muntert humør, han var i en stime af fornøjelige ting der skete i hans liv. hans liv var dog ikke ændret meget, han var stadig lige så sindssyg som altid. hans grå øje der stadig var helt skinnede af en over glad stemning. hans andet øje var gemt bag en metal klap med fire rubiner i. han havde endelig sporet op hvor hans lille nevø boede. han havde taget en lille gave med til ham. han følte sig ærligt talt lidt såret over at John ikke havde fortalt ham om hvor de boede. måske var de bange for hvad han ville gøre hvis det var. han gik op til den lille opgang og bankede på hendes dør.

Luce var gået hen til Bruce og havde taget en af hans bamser og sat sig foran ham. Hun sad og legede med ham. Hun kunne ikke ikke bare forlade Bruce her helt alene selvom Luce havde lyst til og tage sig en løbetur. Det var nu dejligt og sidde og lege med sin elskede søn, som lignede sin far mere og mere. Der var næsten intet tilbage som gjorde, at han lignede Luce. Hun smilte stort hver gang hun hørte Bruces søde lille grin. Meget kunne man sige om John, men det her var nu det bedste han havde skabt. Hun hørte nogen banke på hendes dør. Det undrede hende lidt for der plejede aldrig og være nogen der kom og bankede på hendes dør. Hun gav Bruce bamsen hun havde taget og rejste sig op. Hun gik ud i gangen og så sig kort i spejlet. Hun satte håret så det hang ned over hendes ene skulder, så stoffet var nogenlunde skjult, men ikke så meget så det ville kunne forhindre andre i og se det. Hun sukkede lidt og åbnede døren. Det gik bag på hende, at det var Jack som var kommet. Hvad lavede han her? Hvordan havde han fundet hendes adresse? Havde John fortalt ham det? Spørgsmålende kørte rundt i hovedet på hende. Hun smilede venligt til ham "Hej Jack. Lang tid siden man har set dig" hendes stemme var rolig og man kunne høre, at hun var overrasket over og se ham.

Jack smilede til hende "ah Luce køn som altid, du skulle vel ikke have set min kønne lille nevø" han smilede til hende og overså hendes lærred over øjet. han kom ind i din lille lejlighed og satte sig ved sin lille nevø "hej med dig min ven. jeg er din onkel Jackie, jeg har en lille gave til dig" han gav han gaven og smilede da den lille dreng åbnede den. en lille træ båd blev hevet op af den lille æske "jeg fik den lavet af et stykke træ mig og din far sejlede på en gang. men den historie for du når du er lidt ældre" han smilede til den lille dreng der strålede som en sol over den nye gave. Jack gik hen til Luce "hvordan har du det kære er alt fint" hans grå øje så ind i hendes. han vidste om barnet af Rafael og problemerne med John. efter som John havde fået lov til at bo i Jack gamle lejlighed. han havde ikke brug for den mere efter han var flyttet ind hos Demitra. Jack trak en lille æske frem fra sin frakke lomme og gav Luce den i hånden. han vidste den måtte have noget værdi for hende endnu "hør her John er ikke sig selv for tiden. men hvis der er noget" han griflede hurtigt en adresse ned på et stykke papir han havde fundet i sin lomme "så er min nye adresse her" et glimt skiftede i hans øje "men lad være med at sende den vidre til kolbøtte vagterne for husk nu jeg har fundet dig en gang og jeg kan gøre det igen" glimtet skiftedes igen "hvad med jeg laver os noget te så jeg kan lære min nevø at kende hvad siger du min ven" han så hen på drengen der var travlt optaget med at lege med sin nye båd. Jack foldede sin vandre stav op igen med et vrid af ørnehovedet og lagde den i sin inderlomme

Hun kiggede på Jack "Han sidder inde i stuen og leger" hun rykkede sig lidt, så han kunne komme ind. Hun lukkede døren efter ham. Det gik på hende, at han ikke havde spurgt ind til stoffet hun havde om øjet. Selv John vidste ikke, at hun manglede et øje, så Jack kunne ihvertfald ikke haft fået det, at vide. Det undrede lidt Luce, hvor John egentlig var henne. Hun havde ikke set ham længe og det var også svært for lille Bruce og forstå, hvor hans far var henne. Det første han spurgte efter da han vågnede var om hvor hans far var og det var det sidste han spurgte efter inden han faldt i søvn om aftenen. Det var hårdt for Luce og passe en sin søn som tingende var nu. Hun kiggede efter Jack der gik ind til Bruce. Bruce kendte ikke fyren, så han så lidt utrygt på ham i starten, men da han fik, at vide, at Jack var hans onkel blev han mere rolig i det. Luce gik hen lidt bag Jack og kiggede på dem. Hun kiggede på gaven Bruce havde fået. Hvorfor kom han her? Hvad ville han? Det irriterede hende inderligt, at han ikke havde givet besked eller noget som helst og det han bare var kommer gjorde ikke ligefrem sagen bedere. Hun så smilet på Bruces læber da han åbnede pakken. Bruce forstod ikke helt det som Jack sagde og han lyttede heller ikke rigtigt efter for han var allerede godt igang med og lege med båden. Hun kiggede på Jack da han gik hen til hende "Så fint som det kan gå når man er alene med et barn som hele tiden spørger efter sin far og man intet hører fra ham og som virker ligeglad med, hvad der sker for hans familie" der var irritation i hendes stemme. Hun var irriteret over, hvordan John opførte sig. Hun havde spekuleret i flere dage over om hun skulle droppe John når han nu var ligeglad med hende og med sin søn.
Hun kiggede lidt på æsken som hun fik stukket i hånden af Jack. Hun kiggede lidt undrende på jack. Hvad var der i den æske? "Hvad er det?" hun havde på en eller anden måde ikke lyst til og åbne den for hun vidste, at Jack var en spøgsmager og han kunne finde på alt slags ballade der skulle være. Hun kiggede ham i øjnene med sine mørke øjne der havde et lillaet skær i sig. Det kom ikke bag på hende, at John ikke var sig selv for tiden. Han havde skredet samme dag som han var kommet tilbage. Det var hvad 6 måneder eller mere hun sidst havde hørt fra John overhovedet. Havde han en anden? Tankerne fløj rundt i hovedet på hende. Hun kiggede på den addresse han havde skrevet til hende "Du skal ikke regne med, at jeg kommer og besøger dig, men skal nok komme, hvis jeg får brug for det" hun mente ikke en skid af det hun sagde. Hun kunne ikke se nogen grund til og komme til John eller hans bror med sine problemer når hun alligevel ikke havde haft kontakt med John i så lang tid. Hun kiggede på ham "Tror du selv på, at jeg har kontakt til de vagter der holdt dig inde?" hun ville ikke en gang ikke have noget med dem, at gøre. Hun kunne ikke bruge dem til noget i sit liv og det ville hun ikke ændre på. Hun lagde mærke til hvordan hans øjne ofte skiftede et glimt ud og hvordan hans opførsel var "Det gør du bare" hun smilte kort til ham. Hun gik hen til et vindue og kiggede ud.

han satte sig ved det lille køkken bord med Luce over for sig. hans grå øje så på hende efter hun havde sagt at John ikke bekymrede sig om hans familie "han har det ikke godt med at være væk fra jer, men vil ikke distraheres når han jager. han har tænkt sig at gøre noget dumt, han vil jage Rafael og gøre det af med" han fortrak ikke en mine mens han sagde dette så Luce forstod alvoren i det han sagde "jeg har prøvet at tale ham fra det men han har ikke tænkt sig at ændre mening" han tog en tår af teen og smækkede med tungen. han smilede til Bruce der stod ved siden af sin onkel. Jack rodede lidt i hans hår "det er da en sød lille hunde hvalp du har dig der inde" den lille ulve unge lagde og sov i en kurv på gulvet inde i Luces stue. han så på Luce med et lille smil "han har dine øjne" han smilede til hende men han var ikke sikker på om det var det rette at sige.

Hun kiggede stille på ham. Hun undrede sig stadig meget over hvorfor han egentlig var kommet her. Hun havde intet med Johns familie og gøre overhovedet. Der var kun deres søn. Andre var der ikke så hun fattede ikke helt hvorfor Jack var kommet. Hun kiggede på ham "Lige nu er jeg sådanset ligeglad med John! Han skred efter han fik, at vide, at jeg var gravid! Han kunne godt haft kontaktet mig eller holde kontakten til mig og Bruce, men næh nej det kunne han ikke!" der var både sorg og vrede i hendes stemme. Hun ville ikke prøve og stoppe John længere og en ting var sikkert som var en stor overvejelse for Luce og det var, at hun ville droppe John. Hun kunne ikke holde en uge mere alene med Bruce og hun ville så slet ikke have Jack hjemme hos hende. Plus hun havde planer om og flytte. Flytte hjem til Sean. Den eneste som rent faktisk bekymrede sig om hende. Hun så irritabelt på Jack "Hvis du kom for og fortælle mig det der kan du godt smutte nu!" hun rejste sig og gik hen til et vindue og kiggede ud. Det sårede hende, at snakke sådan om John, men det var også sådan hun følte det. Hun trak let på skuldrende da han nævnte ulveungen "Det er Johns hvalp" hendes stemme havde irritation i sig. Hun sukkede lidt "Men resten af Bruce ligner John" hun sukkede lidt og kiggede hen på bordet hvor hun havde stilt æsken. Hun havde ikke kigget i den og vidste ikke om hun burde kigge i den. Hun gik hen til bordet og satte sig igen. Hun åbnede æsken og kiggede i den.

Jack skiftede helt hans tiltag på situationen "men du elsker ham stadig meget ikke" JAck så bare på det "du så jo den gang i cellen hvad der skete med vores mor. et eller andet sted skabte det en form for underbevidst følelse hos John der siger han altid skal være i kontrol" han så hende åbne den lille æske og viste en ring med en halvstor diamant "han kan blive meget fustreret men jeg har ikke set ham sådan før" han prøvede med et smil "jeg ved ikke så meget, jeg kan ikke komme ind i hans hoved som med alle andre. han er min bror det er et eller andet forsvar han har opbygget" hans øje så lige ind i hendes "du savner ham og det behøver jeg ikke en gang se ind i din hjerne for at vide" han lagde sin hånd på hendes "han kommer hjem snart men hvordan kan jeg ikke sige med sikkerhed" han trak sin hånd til sig igen og drak resten af sin te færdig "jeg har altid hadet te enlig men det er en god måde at snakke med folk på" han rejste sig op og lod sin hale glide op for at finde en kaffe kop mens han tog med sine hænder et filter og noget kaffe. han tog noget af det kogende vand og hlædte ned i filteret med kruset neden under hvorefter han vendte sig rundt og så på hende.

Hun kiggede bare på ham. Hun vidste ikke rigtigt hvor meget hun egentlig elskede John længere. Hun sukkede lidt ”ikke så meget som jeg gjorde dengang. Han stak af fra mig og Bruce uden sige fra” hun så bare på ham. Hun trak let på skuldrende. Hvad skulle hun kunne bruge dette til nu? Det ændrede jo ikke på det han havde gjort. Det ændrede ikke på noget som helst af det han havde gjort. Hun så på ham ”Men det ændre ikke på, at han stak af uden og sige noget til mig!” hun kiggede irriteret på ham. Han irriterede hende meget lige nu. Hvorfor kom han her for og fortælle hende hvordan John havde det? Hun var sådan set ligeglad med John som sagerne stod nu. Hun havde ikke de samme følelser for ham længere som hun havde dengang. Hun ville ikke høre på det han sagde om hvad han kunne og ikke kunne med John. Hvad skulle hun bruge det til? Man kunne sagtens se på hendes ansigtsudtryk, at hun var blevet irriteret. Hun kiggede på ham. Ja, hun savnede ham, men kun fordi han havde en søn og det ikke kun skal være hende der skal passe på det ”Ja lidt, men ikke så meget mere som jeg har” det var ærlighed i hendes øje og i hendes stemme. Hun trak let på skuldrende. Hun vidste ikke om hun overhovedet var i dette hjem når han kom. Hun trak sin hånd til sig og skubbede æsken væk efter hun havde lukket den. Hun kiggede bare på ham og undrede sig over, hvorfor han så lavede te når han ikke kunne lide det. Hun sukkede lidt og rejste sig. Hun gik hen og tog et lille stykke råt kød og gik hen og gav ulven det. Der spiste kødet stille og roligt. Hun smilte kort.