Mødet med sigøjnere... (Lidra + Sajro)

Fortsat fra: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Dag: fredag
Dato: 10. feb.
Tid: 22.23
Sted: Uden for kroen
Vejr: noget koldt men ingen sne.
Årstid:vinter

Han løb mod kroen og fortsatte bare i et stødt tempo, nogle gang var det både godt og skidt at være varulv, fordi han mærkede ikke altid når hans krop var ved at bryde sammen og at den ikke kunne blive ved med at holde til det pres han udsatte den for.

Da han ankom til kroen, kunne hans krop ikke mere. Han skulle ikke have løbet det tempo så længe. Han slap hendes ben lod hende komme ned på jorden at stå selv, og så faldt han ellers bare om, om af ren og skær udmattelse. Kroppen var blevet presset til noget mere end han burde have gjort.

"For... pok..."

Det lød bare som et bunk da han landte. Lidra selv nåede lige at forholde sig
på benene. Hun blev lidt overrasked men alligevel, han havde først sloges mod
en kentaur, og så en trold. han var jo helt færdig. HUn satte sig på huk. "Sargonis,
du bliver nød til at gå en smule mere" hun lagde sin hånd på hans skulderblad.
Hun bad til at han ville finde kræfter til det sidste, lille stykke de skulle gå.

Han lagde sunket sammen på jorden. Han havde snart ikke flere kræfter, men han var nød til at stramme op nu og klare sig det sidste stykke. Han håbede virkeligt nu at han så kunne få lov til at sove, selv for ham var det hårdt, at dræbe en kentaur der efter løbe, så dræbe en trold, så løbe med Lidra i armene så sidde vågen en hel nat, for til sidst at løbe det sidste stykke med Lidra i armene.

Han fik sig rejst op, og gjorde gestus til at hun skulle føre ham derhen hvor hun nu en gang hold til.

Hun så hans sidste krafter stadig var i ham, og da han kom op og stå
lagde hun hans arm hvor hendes skulder hvorefter hun støttede ham
så han ikke skulle bruge alle sine sidste krafter på det. De begyndte og
gå, og selvom Sargonis var tung ville dette intet problem være.
De gik en tid, og var et godt stykke væk fra kroen nu, da der begyndtes at lugte af
røg fra bål og man kunne høre svag folkesnak og musik. Lidras hjem.
Hun kiggede op fra sit hjælpe arbejde mod der hvor der kom lys og lyd fra.
Hun smilte stort. "Der har vi det" sagde hun og fik nærmest mere styrke
af at se sit hjem.

Han mærkede hendes støtte, og det gav ham kræfter fordi han ikke ville føle sig som en byrde, og forsøgte at rive sig løs men kunne ikke, så han blev nød til at tage imod hendes hjælp, og han var glad for at se noget liv længere fremme. Han kunne mærke at hans krop var ved at give helt op.

"Undskyld..."

Han fik det sagt før kroppen var nød til at kollapse... Han besvimede af at have presset sin krop lidt for langt af hvad han burde have gjort. Han burde aldrig have gjort alt det han havde gjort, for at hjælpe hende, men han vidste at det ikke ville være sidste gang han gjorde noget så dumt for et andet menneske.

Han kullapsede lige bag ved et af husvognede, Lidra noget lille
at afbløde hans fald inden han endte på jorden. Han skulle ikke
sige undskýld, han havde gjort så meget for hende, skønt de ikke
engang kendte hinanden. Hun satte sig nærmest på numsen da han
faldt. Hun kiggede nervøst på ham og sagde, "Jeg kommer så hurtigt
jeg kan" i det samme løb Lidra. "Ca 3 minutter efter stod der 3 store
mænd med samme mørke glød i hunden og samme mørke hår som Lidra
ved Sargonis. Lidra var bag dem. De løftede så godt de kunne Sajro op
Og bar ham ind i Lidras husvogn, der ikke stod så langt fra hvor Sajro
var faldet.

Lidra's vogn:
[For at se billedet skal du være tilmeldt og logget ind.]

Lidra's vogn indefra.
[For at se billedet skal du være tilmeldt og logget ind.]

Han lagde som en kludedukke da han blev slæbt afsted, og gud hvor han hadede sig selv for at være en sådan burde. Kunne han dig i det mindste ikke bare have været klædt lidt bedre på end det der lignede en ødelagt kilt, en læderrustning og så øksen. Det var det han havde på, og det var for lidt efter hans egen mening.

Han vågnede lidt senere inde i vognen, og kiggede sig bare omkring, uden at have nogen anelse om hvor han var henne, eller om der var andre folk til stede. Han var slet ikke sikker på hvad han skulle forvente, men det ville han vel finde ud af på et eller andet tispunkt...

"..."

Han kunne ikke helt tale så det blev bare til en hoste i stedet.

Lidra kom ind lidt efter med en mørk flaske med en væske i,
Hun havde ikke set han var vågnet. Så da han igen hostede
kiggede hun med et svagt smil på ham. "Sargonis, bare rolig
du er i mit hjem" Hun satte sig på senge kanten ved siden af ham.
Hendes seng var utrolig stor og han lå ca. på midten af den.
Nogen børn havde stilt sig i den åbne dør for at se den lyshårede
man Lidra havde med hjem, de kiggede spændt for at se ham.
"Vil du have noget vand" sprugte hun hvorefter hun hørte en lille børne
fnisen, hun vendte hoved og rejste sig. (Sproget er romænsk)
Hun begyndte at tale et helt andet sprog til børnene og viftede
dem væk hvorefter hun lukkede døren med et lille smil på sine
læber, hun satte sig igen på senge kanten.

Han lagde mærke til at hun kom ind, go da hun kom over til ham, kiggede han først mistroisk på flasken fordi han ikke var sikker på hvad der var i den, men nu måtte han forvente at hun ikke ville ham noget ondt.

Han lagde mærke til børnene som kom og stillede sig i dør åbningen, og han smilede venligt til dem, selvom smilet var en smule forpint, da han ikke var helt frisk endnu, men nu var han da vågen og det betød at hvis han var en byrde kunne han sagtens bevæge sig videre...

Han rækkede udefter flasken da hun tilbød ham vand, mens han åbnede munder roligt for at sige tak til hende, det var svært men han fik det fremstammet, og mast over læberne.

"Mange tak..."

Han var ikke helt frisk men det måtte være godt nok.

Hun nikkede da han sagde tak, "Det skal d u ikke sige" sagde hun
roligt og mente det på en god måde, Hun så han rakte ud efter flaske,
og hun tog den roligt for at give ham den, "Det vand, med noget der lakrids-
rod, det skulle friske dig op og give dig lidt væske samtidig" Lakrids rod var
utrolig sundt og så var det noget der var til at skaffe hvis man hviste hvad
man skulle kigge efter. HUn gav ham flasken og så roligt men afventende på
ham, hvis han ikke have smagt det før skulle han lige vende sig til det, dog havde
hun aldrig mødt en der ikke havde kunne lide lakridsrod.

Han smilede bare som svar på de ting hun sagde, fordi han ikke rigtigt orkede ret meget som han lagde der. Han var smadret godt og grundigt og de fleste af hans muskler var ømme, men det måtte han bare lige holde ud lidt endnu, det var ikke nemt men han ville på ingen måde virke svag over for Lidra.

Han tog vandet og drak forsigtigt af det, og smagte bare efter om der var spor af noget der kunne være farligt, og ellers drak han bare uden at lade ham påvirke af smagen, men smagen var dog så intens at det ikke var nemt at drikke ret meget af gangen, så han rækkede flasken tilbage, men så følte han da at han havde kræfter til at tale.

"De må undskylde jeg gør mig til en byrde for Dem..."

Hans stemme var svag og en smule nedtrykt.

Hun tog flasken og stilte den på den lille bord der endnu engang stadig
var plads til at stille noget på. "En byrde.." hun så lettere forlegen op ham,
"Du ikke en byrde" hun lagde roligt sine hænder i sit skød, "En byrde er en
der aldrig kunne finde på at hjælpe" Hun tog hånden op til narken og lod
den roligt nusse hendes nakke eller ømme den kunne man mere sige.
Han skulle ikke tænke på at være en byrde eller at han var svag. Følelser
viste bare at alt var i orden med en oppe i hoved. Han havde fået dyne over
sig og på mystisk hvis havde de formået at få den store rystning af ham. Kun
kilten og det der var af stof havde de lavet være på ham, i ren og skær respekt
for hans mandom.

Han satte sig langsomt op, og reagerede ret voldsomt på hvor hans rustning var henne. Han plejede for det meste at sove med den på, og var ret overrasket over at de havde fået den af ham, fordi den var godt nok ikke voldsomt tungt, men den sad så tæt på ham at den nærmest virkede som en del af hans krop og den var strammet ret kraftigt ind.

"Min rustning, har jeg tabt den?"

Han var ret nervøs for at have tabt den, selvom det var en rustning han ahvde fået gennem hans kult, og var meget speciel fordi den lige netop voksede med ham selvom han skiftede form og blev noget større.

Han satte sig lidt mere op, og skar en grimmasse af ren smerte... Det var en form for smerte han ikke var vant til en smerte der kom fra musklernes indre... Smerte der kom udefra kunne han nyde men den her var noget han ikke var så vant til...

"Shh..." sagde hun og prøvede at få han til at lægge sig ned ved
at bevæge hænderne roligt ned af, "Du bliver nød til at ligge, dine
muskler er overanstrengt" Hun svarede i det næste da hun så hans
iver efter at se sin rustning." Din rustning er i god behold, den ligger i
skabet". Alt Lidras tøj, var blevet taget ud af skabet og smidt i en lille
bunke for at hans rystning og økse kunne låses inde, så inden af de
små skulle rende og pille ved den. Hun pegede hvor ved et mørkerødt
malet skab med blomster, udsmykning. Hun rejste sig i det samme, gik
hvor til en lille spilledåse, åbnede den og tog i det samme en stor nøgle
op af spilledåsen. Hun så lidt på den imens hun stod med den. hvorefter hun
endnu engang gik over til sengekanten. "Her så kan du altid åbne skabet"
HUn lagde den på sengetøjet ved hans side så han selv kunne tage den.

Han var meget modvillig med at ligge sig end igen, men kunne godt mærke at det var nødvendigt hvis han skulle ahve det bare nogenlunde, så han sank roligt ned i sengen igen. Den var egentligt meget behagelig at ligge på, når han var vant til et skind eller to at ligge på, eller et tyndt lag hø eller halm.

"Det var godt..."

Han lod nøglen ligge da han ikke orkede at række ud efter den selvom den lagde ved siden af ham. Han ville næsten sige noget mere omkring sin rustning men han lod være, og fnadt istedet noget andet at snakke om.

"Har De det fint, eller er De kommet til skade?"

Lidra som allerede ahvde fået nyt rent tøj på og igen havde fået det
sorte hår sat op igen, nikkede som svar. Men hun ville ikke tale om sig
selv når han lå med sådan smerter. "Er du sulten" det var stadig nat skønt
at kl var ca. 04.02 om natten. Folk var stadig vågne her i hendes hjem
dog sov børnene nu og det havde de gjort i lang tid. Dog var de børn der stod
i døren åbenbart vågne....Nok fordi at der var kommet en fremmed.
"Eller vil du have noget andet at drikke" hun kunne iværtigfald snakke ham
besale ting som mad og varme....Det fortjente ham iværtigfald!
"Du vil måske have noget rent tøj?" sprugte hun da hun havde set alt
han mest af alt beskidte og ødelagte tøj

Han rystede bare svagt på hovedet over alle de ting hun spurgte ham om, fordi han ikke ville være ubelejlig og da slet ikke gøre brug af deres ting. Han vidste ikke hvor meget de havde, men han kunne klare sig sel vså de behøvede ikke skaffe ham noget...

"Jeg vil ikke være til besvær..."

Han kiggede lidt ned, og sank lidt tilbage i senge, før han med besvær fik sig sat lidt op igen, uden at vide hvordan hun ville reagere på hans væremåde, og stædighed, måske det også var forkert ikke at tage imod når de nu tilbød ham, måske det egentligt var respektløst...

Hun rejste sig op, "Hør nu, jeg henter dig noget mad....
og så måske noget brød med honning...og så slapper du
af imens" han ville ikke kunne nå at svare for at hun var
ude af den lille vogn hun lod igen døren stå åben, og en
lille pige trædte langsomt ind af døren med en bamse der
manglede et ben og et øje. Hun stod ca. kun 1 meter fra senge
kanten før hun stoppede. "Er det rigtigt hår" spurgte hun med
en lille skinger stemme, der mest af alt lød nysggerig og mest
af alt lyd genert.

HAn åbnede munden som hun gik, men fik ikke sagt noget før hun var væk. Han blev meget overrasket over den lille pige der kom gående og han fik det faktisk lidt skidt med at de ville give ham mad, da han så pigens bamse, som tydede på at de ikke ligefrem havde alt for mange penge.

"Ja det er rigtigt hår, det er det jeg er født med..."

Han svarede hende venligt, og kiggede ellers bare på hende med venlige varme øjne. Det var noget af det der var et kraftigt kendetegn hos ham. Han virkede meget ofte venlig, god og varm overfor folk han lige havde mødt.

"Hvorfor skulle det da ikke være rigtigt hår?"

"Fordi det er så lyst" sagde hun med store øjne da han svarede hende
hans stemme var mørk og ru, lige som hendes fars stemme var. Hun
smaskede svagt som smagte hun på sine næste ord. "De er som i historien"
sagde hun og kiggede fra gulvet og op på Sajro, hun knuede sin bamse
ind til sig efter hun havde sagt det.

Lidra der var i fuld gang med at finde mad til Sajro, fik endelig hjælp af sin
kusiner Berbeth og Amana. Dog ville der stadig gå ca. 7 minutter endnu.

Han kiggede stadigt venligt på hende, fordi jo han havde da vel lyst hår i forhold til dem, men så galt var det vel ikke. Det var ihvertfald ikke fordi han selv så sit hår som meget lyst, men det gjorde andre.

"Hvilken historie?"

Han vidste ikke helt hvad hun talte om, og det gik ham lidt på at hna ikke var sikker på hvilken historie hun talte om, men det var vel bare noget de fortalte her i denne gruppe af mennesker. Det var ikke det nemmeste at vide.

Han havde faktisk glemt Lidra lidt på grund af den lille pige og hendes sjove spørgsmål.

"Ehm...." hun tænkte lidt...., "der var engang store mænd med økser og
hjelme med horn i, de lavede en speciel drik som var lavet på
honning, selv deres guder drak det" Hun smaskede igen fordi
hun tænkte, _"De kunne slås og så kunne de have lyst hår og rødt"
hun gjorder store øjne da hun nævnte den røde farve.

I det samme kom Lidra ind. Hun så den lille Pige og sagde igen noget på
romænsk, den lille pige så nervøst på Lidra og kiggede så igen på
Sajro, nejede fint og løb ud af vognen. 2 Andre piger kom også ind i vognen.
Lidra bar en stor tallerken nærmest et fad med kød, en anden bar en bakke
med mange flaske på og den sidste bar dog kun en lille tarllerken med noget
brød på og en gul masse, der var en et meget tyndt glas, nemlig honning.

Han lyttede til hvad hun sagde og kendte godt til de ting hun snakkede om, specielt drikken hun talte om den drik som han kendte som mjød og som han elskede så meget. Det var en fantastisk dejlig drik, og han vidste ikke hvordan man havde klaret sig uden. Det kunne hna tænke uden at være alkoholiker eller afhængig af det på nogen måde...

Han nåede dog ikke at svare pigen før Lidra kom tilbage og åbenbart fik sendt den lille pige bort. Han kiggede meget overrasket på den mængde mad der blev båret frem, og var helt fortvivlet om hvad han skulle gøre og sige, om han bare skulle takke og spise eller om han skulle takke og så sige at det var for meget?

"Tak... Men..."

Han stoppede i sit men fordi hna ikke vidste om det passede.

"Spis spis" sagde Amana, Berbeth så dog tavst på ham, og Lidra selv
gik over med fadet mod ham. "Tag endelig" sagde hun og stod med
det store fad i sine hænder. Dette var faktisk det Lidra og de mange piger
i denne sigøjner verden var opdraget til, at behage manden. Dog skulle
man ikke tro de var billige disse piger, da de havde stor ære over sig.
Ingen skulle komme her og sige noget om deres familie og slægtninge,
og endda venner. De andre 2 stod spændte og ventede på hvad han ville
vælge. En tarllerken lå på fadet så han ikke spildte på Lidras sengetøj, men
hvis det skete var det ikke slemmere end at floden kunne gøre det rent igen.

Han kiggede bare fuldstændig forbløffet på det alt sammen, lidt som om de var syge og de skulle få deres hjerne tjekket, men han sagde ikke noget til dem. Havde han vidst at det var fordi de var opdraget til det, ville han nok have sagt blankt nej, da det ville minde ham om slaver, og det ville være så forkert for ham som det kunne være.

"Tak..."

Han takkede endnu en gang tog tallerkenen og noget kød hvorefter han fik sig kæmpet op og sidde, og begyndte roligt at spise, uden at tænke over hvordan han spiste. Han spiste som altid gjorde hvilket var med hænder og tænder, og han nærmest flåede stykker af med munden. Det ville måske virke som om han ikke engang smagte på maden, men det gjorde han og det smagte virkeligt godt.

"I er gode til at lave mad, det skal I have."

Han bukkede så godt han kunne i siddende position og fortsatte så med at spise.