Mødet med sigøjnere... (Lidra + Sajro)

De 2 bag Lidra grinede tøset og generte hvor imod Lidra bare smilede.
"Alt for gæster" sagde berbeth lavt imens hun igen blev kølig og fattet,
efter et lille tøse grineri. Lidra selv, lavede et nik til Berbeth og Amana.
De satte sig stille ned med maden i hænderne. Berbeth nåede at sætte
sig på en lille stol imens Amane måtte nøjes med gulvet.Amana kiggede intenst
på Sajro, og var helt forblændet af hans mandlighed/maskulinitet. Berbeth
sad mere bare og kiggede roligt på Lidra. "Bare spis der er masser af mad
endnu" Sagde Lidra med en positivt og ivrig stemme.

Han var meget forvirret og overrasket over deres utrolige gæstfrihed. De var meget venlige og det var ikke noget man oplevede så tit, men det var en rigtig god og positiv overraskelse. Det var virkeligt en god ting at opleve.

Han var en smule urolige over at de sad og nærmest holdt øje med ham, men han vendte bare tilbage til maden, og spiste godt. Han spiste ret hurtigt, men han nåede stadig at smage godt på det.

Da han havde spist et stykke tid stoppede han, fordi han var mæt, og kiggede på dem alle tre. En af gangen bukkede han så godt han kunne for og takkede dem for måltidet.

"Det var et dejligt måltid, De skal have tak. "

De bag bag Lidra fniste igen. Hvorefter Lidra så på Sargonis. "Prøv at smage
honning på brødet det giver god med energi" 1.honningen gav energi for sukkert
2. det var sundt fordi der var noget i der dræbte bakterier. "Og i flaskerne er
der vin, vand og brandevin" sagde hun imens Amana pegede på hver flaske Lidra
ramsede op. i det samme rejste lidra sig. "Amana, Berbeht, så tror jeg det tid til
at lade Sargonis få fred." De begge hviskede hans navn som skulle de lige gentage
det for at huske, det. Berbeth var den første der stilte tarllerken med brød og honing på det næsten fyldte bord, og gik ud så Amana der stilte flaskerne på gulvet
nede ved senge kanten. lidra kiggede dernæst over på Sargonis "Jeg håber det
smagte" hun så lidt afslapped på ham da hun så i hans ansigt at mætheden havde
indtaget hans krop.

Han smilede venligt til hende, og tog imod brøddet og spiste det. Han var ikke videre begejstret men spiste det af respekt for hende. Han ville ikke kunne se sig selv i øjnene hvis han havde vist mangel på respekt ved ikke at tage imod deres gæstfrihed.

Han lod sig synke ned igen da han havde spist, for at få slappet af det sidste. Han havde fået det noget bedre af at sove, og det gjorde det lidt nemmere at håndtere sig selv når man havde fået lidt energi igen. Det var ikke det værste at ligge der, men han var heller ikke glad for at være så afkræftet og derved være afhængig af andre, det var nok første gang i hans liv det var sket.

"Det gjorde det... Det smagte fantastisk."

Han smilede til hende, og lod sig synke lidt længere ned. Hans smil var taknemmeligt, og glad for deres gæstfrihed.

"Jeg er glad for Jeres gæstfrihed, men I behøver virkeligt ikke gøre så meget for mig."

Lidra tog Tarllerkenen da hun så at han sank tilbage. Hun dyppede fingeren
ned i det guddommelige honning og spiste det. Hun smilte svagt da han sagde
det smagte fantastisk, men fik igen det lidt neutrale ansigt da han sagde at
de ikke behøvede at gøre sådan over for ham. "Sargonis..." sagde hun og så på
ham med et blik der betød at hun ikke ville høre mere om at de ikke skulle være
venlige mod ham. Hun rejste sig igen og kiggede kort studerende på den
afslappede mand. "Vil du have noget rent tøj?" sprugte hun ham lidt efter.

Han lagde og slappede af, og kunne godt se at hun ikke gad at høre på at han ikke syntes de skulle gøre så meget for ham, og han måtte derfor bare tage og bide det i sig. Det var ikke noget han var glad for men ville gøre det af ren respekt for dem der nu var så gæstfrie overfor ham, så de skulle da have lov til det, og de skulle da også have taknemmelighed fra ham.

"Hvis De har noget der minder om det jeg normalt går i vil jeg da sige tak."

Han smilede venligt, og satte sig så lidt op igen. Han var ret usikker på helt hvordan hans krop havde det, men det skulle ikke stoppe ham fra at bruge sin krop bare en smule. Han havde også planer om at stå op inden der var gået alt for lang tid.

HUn nikkede anerkendene til ham om, at han gerne ville have noget
der bare mindende lidt om hans eget. "Jeg bliver lige nød til at sprøger
nogen af mine kusiners mænd så" Hun begyndte langsomt at gå mod den
lille dør, igen for at hente ting til Sargonis.Hun tog samtidig fadet med rester
af kødet ud fra hends vogn så det ikke stod og fyldte. Dog tog hun noget af
kødet og selv begyndte at spise imens hun var på vej ud.

Han smilede venligt til hende da hun gik ud af, og var glad for at se hende spise selv. Han regnede med at hun spiste nok, men var bange for at hun ikke rigtigt spiste noget når der var gæster, sådan en frygt for at han blev sat før nogle andre ting, og det var ikke ligefrem det han helst ville.

"Tak det er pænt af Dem."

Han smilede igen, og lod sin krop slappe af og da hun var gået, og han igen var alene i vognen, kunne han skære en grimmasse over smerterne i kroppen specielt i hans arme og ryg, over at have båret hende. Ikke fordi hun var meget tung men fordi han ikke var vant til at bære folk. Der kom også et lille støn af smerte fra ham...

Der begyndte pluselig et råberi ude foran vognen, den ene stemme var
mørk som en mands og den anden var Lidras, de skænde på et andet
sprog og som fik deres råb til at lyde endnu mere alvorlige som det gjorder
på de fleste sporg som man ikke selv kunne forstå. Lidra kom lidt efter råberiet
ind i vognen med en mørkeblå trøje og et par bukser og til sidst et bælte ud
af læder til at holde det hele oppe. Hun så sur ud og i hælende på hende
kom en mand på de ca 27 år. Han så stirrende på Sargonis men sagde intet.
Lidra selv satte sig på senge kanten og så med truende og vrede øjne på
manden der trådte ind i hendes hjem. "Du kan godt skride Dublo" sagde hun
med en nærmest dræbende stemme.

Han blev meget overrasket over at høre råben, og hans første tanke var at han var nød til at se hvad der skete, men han havde ikke kræfterne til at få sig rejst og komme ud. Han nåede derfor ikke at få sig rejst før de kom ind i vognen, og fortsatte deres sure miner, og halve skænderi foran ham.

Da manden begyndte at stirre på Sajro stirrede han ham bare tilbage i øjnene. Han havde det som vane, og var nok det eneste han gjorde som sjældent sås som venligt eller høfligt. Han øjne var hårde, og næsten borede de sig ind i mandens øjne.

Manden selv var en menneskelig alfahan hvis man kunne sige det om
mennesker, han var lederen af hele denne flok Sigøjner skønt at han
stadig var ung. Han var en bred mand og var nærmest lige så stor som
Sargonis var. Lidra snærrede nærmest som en hund hund i løbe tid.
"Kan du så skride ud" hun smed nærmest tøjet i favnen på Sargonis,
hvorefter hun rejste sig gik med faretruende skridt helt over til Dublo
og nærmest stod med bryst mod bryst op af ham imens hun så op i hans
øjne. Dublo Blev mere tosset men valgte at holde øjenkontaken en tid uden
at sige noget, så se over på Sargonis og så igen forsvinde ud af vognen.

Dette havde set komisk ud hvis ikke at det havde været så alvorligt.
Dublo var nærmest 2 hoveder højere end Lidra og alligevel formåede
hun at skælde den store mand ud og få ham af vejen.

Han sad bare og var fuldstændig forbløffet over hvad der foregik. Han havde ingen anelse om hvem han var eller hvad han betød for de folk der boede der. Han lagde mærke til at manden var stor, og fandt faktisk morsomt at Lidra kunne sætte ham på plads, og derfor tænkte han at hun måtte være ret så respekteret der i bland de forskellige personer i vognene.

Han tog imod tøjet og rev hurtigt bukserne på, mens ingen af dem var opmærksomme. Han ville helst ikke blotte sig for dem på den måde, og gjorde det derfor i en hast. Bukserne var lidt mere behagelige end dem han normalt havde på, og trøjen som han trak på bagefter var meget annerledes end det han normalt gik i, men mest fordi det var en kraftig farve der var tilstede i tøjet, og det var der normalt ikke i hans eget.

"De lader til at være meget respekteret?"

Han kiggede alvorligt på hende, og håbede ikke hun tog det ilde op. Han satte sig så lidt mere op, og rykkede sig ud mod kanten af sengen for at rejse sig op.

Da han endelig gik smækkede hun nærmest døren i nakken på Dublo,
i det samme vendte hun sig om, men dog med et helt andet ansigts
udtryk. "Passer det?" sprugte hun med en stemme der var mere neutral
end normalt når hun talte, Hun så på ham og så at han var ved at sig op,
hun så lidt overrasked på ham og forventede faktisk ikke at han kunne
rejse sig. Men nu måtte de så.

Han blev stadig ret overrasket over at hun var så vred på manden, og ville egentligt gerne vide hvad det var der gjorde at de var så sure på hinanden, og hvad deres skænderi havde handlet om, men fordi han var som han var, og høflighed og respekt betød meget ville han ikke snage...

"Ja jeg vil mene at når De kan få en mand to hoveder højere end Dem selv til at gå... Så må De skam være respekteret."

Han smilede til hende og kæmpede sig op og stå, hvilket han aldrig skulle have gjort fordi det gjorde ondt i hele hans krop. Han håbede ikke han viste det, men det var vel også lige meget når han alligevel ikke kunne blive stående mere end 20 sekunder. Han væltede så ned på sengen igen.

"Jeg håber ikke det er et problem for Dem, men jeg tror jeg bliver nød til at blive lidt..."

Han smilede skævt og grinede svagt til hende.

Hun grinte svag hvor hans svar.... "Jeg mente nu tøjet, men tak hvis du
syns det flot af mig, svarede hun og kiggede lidt grinene på ham.
Da han sagde det næste og var faldet,
gik hun med faste skridt over til ham, og satte sig på midten af sengen
lige over for ham. "Jeg...Jeg kan gøre så du ikke har smerter" sagde hun
og så pluselig så flov ud, men det var mest af alt fordi den måde hun måtte
gøre det på var ret så uhørt for hende.

Han kiggede forlegent væk, og følte sig dum over at have sagt noget som et svar, men han havde så bare svaret på det forkerte emne. Sådan kunne det gå men det var ikke noget han var særlig glad for. Han kiggede på hende, og svarede hende så.

"Ja tøjet passer, men det er mærkeligt at have farvet tøj på..."

Han grinede let, og smilede til hende. Han vidste ikke helt hvad han skulle svare hende, og slet ikke når hun virkede til selv at være lidt frastødt eller forlegen ved muligheden. Han ville ikke have at hun skulle gøre noget hun ikke brød sig om.

"Hvis de ikke bryder Dem om at gøre det, skal De ikke gøre det for min skyld."

Han smilede venligt til hende, og håbede at hun ikke ville tage det ilde op.

Et stort skævt smil kom over hendes læber da han snakkede om farverne.
Hun åbnede munden og skulle til at sige noget men stoppede hvoefter hun
igen ombestemte sig, "Farver er meget vigtigt i vores tøj" sagde hun og kiggede
på den mørkeblå bluse han nu bar. "De giver styrke og glæde" sagde hun og
satte sig lidt nærmere ham. "Jeg kan sagtens gøre det" selv havde hun stadig
smerter, men hun ville helst bare helale naturligt, også fordi hun havde taget
den største smerte med hendes besværgelse.

HAn smilede til hende, og det var meget sjovt så forskelligt et syn de havde på tøj, fordi for ham var tøj bare noget man havde på, for at man ikke var nøgen. Han brugte det ikke engang for at holde varmen, det sørgede hans ulvegener for at han nok skulle kunne. Ellers kunne han altid skifte form, og så var det endnu nemmere at holde varmen.

"Ja... Det er sjovt at I har det sådan, fordi for mig er tøj blot noget man har på for ikke at være nøgen."

Han smilede lidt da hun satte sig tættere på ham, og blev en smule nervøs over om hun ville gøre det hun nu en gang talte om... Han ville ikke bryde sig om at hun bare gjorde det, men trods alt ville hun da gøre det af fri vilje så.

"Ja... Men De virker til ikke at være så glad for at gøre det, og hvis det er sandt... Så synes jeg ikke de skal gøre det..."

Nøgenhed var kun noget en gift mand og kvinde var sammen i hendes verden så
da han talte om nøgenhed rødmede hun svagt med et forlegent blik væk fra ham.
Hun trak på skulderne, "Det gør bare lidt ondt, ikke andet" svarede hun og trak op i sin kjole nede ved hælen. Der sad en kniv som hun trak op af læderremmen den
sad i. Hun kiggede nøje på den og så så over på Sargonis. "Men efter alt det du
har gjort for mig, syns jeg det er en mild ting at gøre" hun så igen på kniven der
var dekoreret med en rose nede ved skaftet. Smedet af smeden i denne sigøjner
Karavane.

Han kunne forstå at hun ikke brød sig om at tale om nøgenhed, og lod det derfor bare ligge. Han havde ingen grund til at gøre hende forlegen og det virkede bare dumt at gøre, og derfor ville han ikke gøre det.

"De må godt, hvis de selv vil... Eller hvis De gerne vil have mig væk... Jeg vil ikke stoppe Dem, men ej heller vil jeg presse Dem til at gøre det."

Han lagde mærke til at det drejede sig om et eller andet med kniven, og kunne derfor forstå at det nok var det hun kunne med blod, som han jo havde set hende bruge tidligere. Han var bare ikke sikker på hvad hun faktisk kunne med det.

I det samme skar hun sin pulsåre i hånden ledet over, en tåre kom
fra hendes øje og ned ¨på hendes seng. Blodet begyndte at dryppe
på den lysegrønne kjole hun havde på. Hun rakte i det samme sit blødene
håndled imod ham. "Drik af mit blod" måske ville han nu syntes hun var en
freak en sindsforvirret kvinde, eller bare alt i alt. sindsyg. Endnu en tåre kom
imens hun gjorder sig klar til at mærke sit blod blive tappet af hende og til
at fremsige besværgelses ramsen.

Af alle ting så var det, det hun ville have ham til han kunne ikke gå med til det under nogen omstændigheder. Han kunne ikke drikke hendes blod, måske det var svært at forstå for hende, men hun vidste ikke hvad det ville gøre ved ham at få frisk blod. Han blev et monster og det ville han ikke være tæt på hende.

Han hev kilten til sig, rev et stykke stof af og forbandt hurtigt hendes arm stramt.

"Undskyld men det kan jeg ikke, det er en meget dårlig ide"

Han kunne mærke hvordan lysten til at tage imod blodet vældede op i ham, men vidste at det bare ikke ville kunne gå, det ville ikke være forsvarligt for nogen af dem.

Han rejste sig derefter op, og væltede væk fra sengen men han kom ikke langt han landede en meter fra sengen.

Hun havde skåret dybt i sig og kniven var også blodig, da han forbandt
det og prøvede at vakle væk fra hende, rejste hun sig lige som han faldt.
Hun gik hurtigt han til ham og prøvede at hjælpe ham op med den hånd
der ikke var skåret i. "Du bliver nød til det, eller kommer du ingen vejne"
hun prøvede at løfte ham så godt hun kunne. Blodet indofinere fløj rundt
i luften inde i den lille vogn. Hun var ved at blive lidt svimmel og blodet be-
gyndte at bløde ud af stoffet.

Han kunne forstå at det ikke nyttede noget at han forsøgte at flygte fordi han kunne ikke, og hvis han holdt dyret eller monstret væk ville det komme farende og få fuld magt, derfor var han nød til det...

Han kiggede på hende med bedende og undskyldende øjne, inden han åbnede munden for at tale.

"Unskyld..."

Han sagde det, og rev så stoffet af hendes arm, og satte munden mod hendes blødende sår, og tog gladeligt imod hendes blod...

Desværre skete det han var bange for. Lysten til blodet blev bare stærker, og han kunne ikke stoppe sig selv i at bide fast i hende og det gik ham på.

Et lille støn kom fra hende da hans tænder kom i hendes mørke hud.
Hun kunne skrige hvis ikke det var for at hun skulle sige disse ord.
"Mikika nirus sarahi " hun fat ned på knæ da det gjorder mere og mere
ondt, det føltes som om hendes hånd var ved at blive bidt af, tårende faldt
og hun begyndte at hylke imens hun blev ved med at sige, "Mikika nirus sarahi "
hun prøvede at se ud af øjenene men tårende var blevet for store og kunne
næsten ikke ses ud af fordi der bare kom mere og mere vand.