Mødet med sigøjnere... (Lidra + Sajro)

Han havde jo vidst at det var en dårlig ide, og nu kom det til udtryk. Han vidste at han var nød til at få sat en stoppe for det, og den eneste mulighed for at stoppe det, var hvis han flygtede. Han kunne ikke rigtigt stoppe sig selv, og han kæmpede med at få det stoppet. Det lykkedes ham at rive sig løs fra hendes arm, efter hun havde sagt det anden gang, og han kunne godt mærke at det hjalp ham.

Han slap hendes arm, og kiggede på hende hvorefter han fik dårlig samvittighed over det han lige havde gjort, og at det havde fået hende til at græde på den måde.

"De må virkelig undskylde..."

Han rejste sig op og løb ud af døren, men tog ikke helt højde for hans egen højde og det løft der blev op ad, når han sprang afsted på den måde...

Han ramte dørkarmens øvre del med panden, hvor hovedet så stoppede og resten af kroppen stadig var i bevægelse, så han ladede lidt uden for vognen på ryggen, slået ud og med blod om munden...

Lidras håndled blødte stadig og hun prøvede grædene og løbe efter¨
ham, og da hun så hvad der skete, sprang hun nærmest ned til ham.
Alle de andre omkring hende så forbavset på dem, det var ved at være
ordenligt lyst og da de så Lidras bed og Sargonis med blod om munden
blev folk skramt. "Er han en vampyr, SKREG Dublo og farede afsted mod Lidra.
Lidra var svimmel og det sidste hun gjorder inden hun selv var ved at besvime
var at sige en sidste gang besværgelsen, i det næste besvimmede hun.

Han var heldig med at han ikke var helt besvimet så langsomt fik han sig bakset på benene igen, og da han så Lidra i besvimet tilstand stivnede han kort før det gik op for ham at han måtte gøre et eller andet ved det.

Han stod og svang lidt fra side til side, og slaget til hovedet fik sin effekt kort efter, og han besvimede med nogle få ord fra hans læber...

"varul... hals..."

Han besvimede derefter helt, og han overlod derfor sin skæbne til disse folk som han ikke kendte noget til, og som ikke vidste noget om ham overhovedet...

Folk så på de 2 mennesker/væsner, og Dublo så blodet om munden på
Sargonis, han tog en kniv frem og skulle til at dolke varulven, inden Berbeth
skreg, "stop, Dublo, hun gjorder det for at heale ham" i det samme løb hun
mod Dublo og smed sig med alt sin vægt mod ham. Han rykkede sig lidt tilbage
men faldt ikke. "HUN gjorder det for at hjælpe ham, han har intet gjort hende"
Sagde hun med en høj stemme.

Efter noget tid vågnede Lidra op i sin kusines Amanas seng, hendes
håndled var healet helt og hendes hukommelse fejlede intet, hun huskede
det hele så da hun vågnede fløj hun op med et sæt. "Hvor er han" skreg hun
nærmest ind i hoved på Dublo og Amana. De så begge 2 forbavset på hende.
Amana hopppede nærmest op af sin stol. Dublo sagde intet til hende.
Amana svarede nervøst og forbavset. "I din vogn....vi....vi fandt ud af
hvad han var." Hun smed dynen fra sig og gik med ujævne skridt over mod sin
vogn.

Han vågnede langsomt op, og da han kunne se at han igen var vågnet op i hendes vogn. Hadede han lidt sig selv. Han hadede sig selv for det han havde gjort mod hende, og at de stadig var venlige mod ham, det gik ham grusomt på.

Han havde en dundrende hovedpine, men han kunne da bevæge sig nu. Han tog nøglen til skabet, og fandt sin rustning og økse frem, hvorefter han gik imod vognens dør og gik stille og roligt ud af den. Han håbede lidt på at ingen så ham, så han ikke skulle møde deres bebrejdende blikke.

Lidra stod lige ude foran vognens trappe og så lidt halv træt og
halv svimmel på ham. Hun nærmest skammede sig over at få han
næsten i fedte fadet. Dublo kom ud og tog fat i Lidra, "Du godt du
ikke må være alene med mænd og alligevel gør du det" Lidra prøvede
at rive sig løs, men han holdte for godt fat. Hun havde ikke denne gang
krafter til at svare igen eller spille løs. "Og du varulv" Dublo kiggede
på Sargonis. "Pas på" hans blik fortalte Satgonis. alt. Lidra kiggede
bare på Sargonis. "Jeg håber det hjælp" hun viste sin hånd til ham
den som han havde bidt i, deres var ingen tegn på sår eller andre
skrammer. Heldigt for Lidra at Dublo ikke havde taget fat i den hånd
han havde bidt i.

Han kiggede på hende, og da den store mand Dublo eller hvad det var han hed begyndte at tale om at hun gjorde noget som han mente hun ikke måtte samtidigt med at han forsøgte at true ham gik det galt i hans hoved. Der var to ting galt med det han sagde.

Han kiggede lige kort på Lidra, og smilede til hende og svarede hende så først.

"Det hjalp og det skal De have tak for, og er glad for at De ikke har taget skade..."

Han vendte sig så med et kraftigt ryk mod den store mand. Han var ligeglad med om han var større end ham eller ej, eller om han var respekteret af andre. Han skulle ikke sige hvad folk måtte og ikke måtte, og han skulle slet ikke true nogen...

"NU høre De her... De burde aldrig sige hvad andre må og ikke må, folk er frie og tager selv deres valg... De burde heller ikke true folk, og slet ikke en der kan skifte form til et bæst der kan flå din sølle undskyldning af en rygrad ud af din krop..."

Han stirrede ham bare direkte i øjnene.

"Og du burde ikke gå med en pige som snart skal giftes, eller generelt med
en af vores piger, vi kan ikke have der kommer yngel ud af det" han kiggede
skrappt på ham. "Jeg siger det her for at beskytte mig folk, og vil dø for at
gøre det" han pustede sig op for Sargonis. Sajro måtte forstå at Dublo blev nød
til at være sådan for at beskytte sin/sit -"familie/folk"-. Hvis ikke kan kunne det
ville han fejle som leder, Sajro ville måske selv en dag forstå det hvis han en da
blev alfahan for sin egen gruppe.

Lidra prøvede igen at rive sig fri. "Slip mig" sagde hun og prøvede intenst at få den
store mand til at slippe hendes spinkle håndled. Lidra stoppede helt da hun så
Sargonis prøve at sætte Dublo på plads. "Sargonis"" Hun så bedende på ham
for at få ham til at stoppe med at tirre Dublo.

Han kunne ikke se hans problem, og det gjorde ham rasende at han sagde den slags til ham. Han var ikke typen der rendte rundt og fik børn med piger han lige havde mødt, og ej var han typen der ville gøre nogen af dem fortræd. Det var ikke nemt at være en fascist som han var, når man godt ville holde det skjult...

"De er måske så hjerteløs en elendig leder eller beskytter af dit folk at du hellere ville have set hende trampet til døde af en kentauer eller måske at hendes hoved var endt hos jer for enden af en trolds spyd?"

Han blev også rasende over at han ikke ville slippe hende, når hun bad om det, da det at holde fast i en person igen var en frarøvelse af frihed, og det kunne han ikke fordrage.

"Slipe hende dog når hun beder Dem om det... De er en slap undskyldning for en leder... Da de bruge rå muskelmagt til at styre andre istedet for at snakke med dem... Det er modbydeligt at se på... De er blot som et dyr... Og det har De lige fået at vide fra en varulv..."

Han snerrede af ham, og stirrede ham stadigt i øjnene.

Han nærmest skubbede hende ud af sit greb så Lidra væltede på benene.
"Jeg vil hellere have hun bliver mast af en kentuar da det er hendes eget
valgt at gå alene, end jeg vil se hende komme hjem med en unge der ingen far har" Lidra kom hurtigt op på benene igen og gik imellem de 2, "Så er det godt" sagde hun og så nærmest mere nervøs end vred ud.
"Nu stopper det simpelthen" Hun vendte sig mod Sargonis, "Sargonis jeg
tror det best du går" hun var ikke meget for at sige det, men hvis han igen
kom opppe og slås var hendes healing ikke til nogen gavn. Hun vendte sig
derefetr mod Dublo og stirrede bare på manden der lige havde ´sagt at han
ønskede hende død end at hun mistede sin ære. HUn kunne slå ham,
hun hadede ham lige nu. Han følte virkelig Sargonis var en trussel

Han kiggede på ham, og var virkeligt ved at blive vred på ham, over at han ville insinuere at han kunne finde på at gøre en kvinde gravid og derefter bare forlade hende. Han havde aldrig selv rigtigt haft en far, og det var noget han aldrig ville give et andet barn. Han var opvokset i en kult, og havde dræbt sin egen far...

"Ved De nu... Jeg ville hellere se mig selv død end gøre en kvinde gravid for derefter bare at forlade hende..."

Han var også meget skuffet over manden som faktisk ikke tænkte på andet end sin egen ære, fordi hvis hun eller en anden af hans kvinder kom hjem med et barn ville hans ære også blive besudlet...

"Ved De hvad... De ser tilsyneladende dem selv som leder for dette folk, men stadig er De selvisk og egoistisk og tænker kun på om Deres egen ære kunne tage skade... De er mere selvisk end jeg havde forventet mig af Dem... Her kommer man fordi man har reddet en af dit folk, og det eneste man bliver mødt med er fjendtskab... Ja jeg har drukket af hendes blod, men for at være ærlig var det ikke noget jeg nød, fordi modsat Dem vil jeg gerne prøve at styre det dyr og monster der bor i mig... De ser ikke det er Dem og derfor kommer De til at skade det De ser som Dit folk..."

Han kiggede bare på Lidra og rystede let på hovedet. Han ville ikke slås med manden, men blot forklare ham at han var skudt i hovedet, og værre end selv den giftigste slange...

"Sargonis, jeg beder dig. Stop" sagde hun og kiggede bare endnu mere
nervøst på Sargonis. Dublo var ved at blive helt rød i hoved af raseri.
Lidra skulle ikke give ham den opmærksomhed, det havde hun iværtigfald
aldrig givet nogen i denne landsby, syntes Dublo. Dublo sagde ikke mere,
da han havde sagt det der var at sige for ham. Sajro forstod ikke ære og
konceptet i Søjner verdenen, her var man en stor familie selvom man overhoved
ikke havde noget med hinanden at gøre, og Lidra var faktisk i folks øjne
den der var mest Egoistisk. Hun holdte ikke sigøjnernes love og æres punkter.
I deres øjne var det faktsik Lidras skyld.

Han kiggede over på hende, og han ahvde på den ene side ville han gerne lytte til men han kunne ikke gøre det, ikke når der var en mand foran ham som efter alt at bedømme ikke lavede ret meget andet end at undertrykke andre.

"Desværre Lidra, men jeg kan ikke... Ikke når den mand lader til at undertrykke, og se sig selv som højerståene end andre..."

Han kiggede på manden, og nu stirrede han ikke så intenst i hans øjne, fordi han ikke så nogen grund til det. Han havde en svag lyst til at give manden en lag tæsk, men vidste det ville være forkert af ham...

"De skuffer mig... De undrtrykker folk ser Dem hævet over andre, og har kun tanker for Dem selv... Har De det godt med det?"

Lidra trak nu i Dublo da Sargonis begyndte at snakke og sagde nej.
"Dublo" sagde hun med en skinger stemme. Han kiggede svagt tilbage
på Lidra og så på Sargonis. "Hvem kan lide at snakke" sagde han til
Lidra imens at hans ansigt var neutralt. "Jeg har ikke mere at sige,
tale viser kun at man ikke kan gøre andet" Dublo bakkede svagt
da han mærkede Lidra blev ved med at trække i ham. Lidra måtte bare
have de 2 væk fra Hinanden om så Hun skulle være alene med Dublo i
en vogn. Dublo vendte sig nu med ryggen tiL Sargonis og begyndte at gå.
Lidra skævede tilbage med et blik der fortalte at Sargonis blev nød til at
gå nu. Alligevel Følte Dublo at han vendt. Lidra fuldtes med ham og ikke
Sargonis. Folk omkring i lanfsbyen så med skævende øjne mod dem,
de sagde intet. Var som tavse skygger omkring en farverig verden.

Han kiggede olmt på Dublo, den store mand som han ikke kunne tage eller klare, manden som var så meget modsat ham selv...

"Dublo De siger at jeg taler fordi jeg ikke kan andet? Men en person der ikke kan udnytte det der adskiller mennesker fra dyr, nemlig talen er ikke mere end blot et dyr... Men hvis De gerne vil være et dyr, så kom her over og vi kan tage den her som dyr, eller som du måske ville sige det som mænd?"

Han blev bare stående... Der skulle mere end nogle få personer til at stoppe ham fra hans idealer... Han rykkede sig ikke ud af stedet og havde ikke planer om at gøre det.

Dublo vendte sig inden de var helt inde, "Jeg tager det som en mand, og lader
mig forblive den der ikke angriber., MED ord" I det næste skubbede han dog blidt
Lidra ind i vognen, hvorefter han lukkede døren. Han havde nu sluttet denne
diskution, selv ville det næste mest af alt gå ud over Lidra end Sargonis. Lidra selv.
MærKede Dublos hånd skubbe hende i den vogn som hun ellers have håbet på
hun ikke skulle ind i, hun hviste at hun ville blive pint af hans sprøgsmål og af Dublos, og de andres stirrende blikke. Det var hendes der var forkert i deres øjne.
Hun ønskede bare mere end et liv som var sådan her. Derfor var hun ikke gift endnu, fordi hun ikke ønskede at være som de andre unge piger her, blive gift som 15 årig og få børn som 16 årig. Det var ikke Lidras liv.

Han kunne ikke fordrage manden, og kunne se hvor meget Lidra frygtede den mand. Han kunne ikke lide det, og var af en eller anden grund nået dertil hvor han ikke bare kunne gå, så længe han vidste der var en risiko for at hun ville blive skadet for det her, og slet ikke fordi det måske eller ikke måske næsten helt sikkert hans skyld.

Han tog sin rustning på fik øksen sat i bæltet, og satte sig derefter ned på jorden i skrædder stilling, og lukkede øjnene. Han fokuserede om alt omkring ham med ørenen istedet. Nu var han glad for at have den forbnadede gode hørelse...

Lidra havde sat sig ved hans bord på en stol, Dublo selv i den store seng.
Han så bare på Lidra med et begrædene blik der samtidig var vredt. "Lidra,
vil du ende som din mor?" Lidra svarede ham ikke, så bare nede i blankebordet.
Han rejste sig med et ruk og gik over mod Lidra, hvorefter han tog hende
om kæben så hendes kinder blev presset sammen, "Du skal være gift inden
længe, men du går bare rundt og teer dig som var du 10 år" Han så vredt på
hende imens Lidra intet gjorder at at beskytte sig, hvis han ville slå hende
slikke han bare det. Det var han der skulle leve med det. Han slap hende igen.
Han var fortvivlet. "Kan du ikke se, at det er det rigtige valg at vælge mig...
hvorfor piner du mig Lidra" igen så Lidra bare ned i bordet. "Gør du det for
at gøre mig jalouse?!"

Han sad bare og sørgede for at få så meget med af den samtale der foregik inde i vognen. Han ville gerne gøre noget ved den måde han var overfor hende, men så længe hun ikke sagde noget kunne han ikke vide om hun havde noget imod det, og så ville den eneste grund til at gøre noget være en selvisk grund hvilket han ikke ville synke til...

Han blev bare siddende stadig og lyttede. Der vaingen grund for ham til at gå... Han ville slet ikke gå så længe den mand der var sammen med Lidra virkede til at ville tvinge hende og undertrykke hende...

Lidra sagde stadig intet, imens hun bare så ned i bordet.
"Har du intet at sige Lidra" sprugte han og kiggede bare fustreret
på hende. Hends blik vendte sig mod ham. "jeg går nu Dublo"
hun resjste sig og åbnede døren. Dublo derimod blev skide gal
og smadrede nærmest døren i da hun gik. Lidra selv, så ikke
på noget hendes blik var tomt, hun så ikke engang på Sargonis.
Det eneste hun gjorder var at gå mod sit hjem, gå ind i det og lukke
døren.

Han ville gerne snakke med hende omkring det der var sket, mest fordi han gerne ville vide noget om, om han havde ødelagt hendes liv. Han vidste bare ikke om det ville være okay at han konfronterede hende med det. Det var virkelig ikke nemt for ham men det skulle ikke stoppe ham.

Han valgte så derfor at blive siddende lidt længere, og så måtte han se hvordan tingene udviklede sig. Han havde lyst til to ting. At give Dublo bank, for sin mangel af respekt for andre mennesker, og så at snakke med Lidra.

Lidra der havde lagt sig i sin seng inde i vognen havde ingen hensigter om
nogen sinde at komme ud fra sin vogn igen, hun følte at hun rådnede op her
og at det eneste tidspunkt hun var glad var når hun var ude i skoven efter urter
det var der hun mødte folk med en tankegang som var så anderldes end der
var hun kom fra. Tanke gange som, fx. Sargonis. Hans tanke gang var så anderledes
så livs bekraftende, og alligevel trak dette enkle liv hende tilbage hvor hun alligve
følte at alt var sikkert og trygt. Hun græd ikke. alligevel elskede hun sit liv.
Men hun måtte bare vælge mellem så mange ting. livet som kvinde og mor, eller
livet som kvinde og menneske.

Folk der ude var begyndt at gå i deres vogne, regn var begyndt at falde,
da morgenen var slut og formiddagen var kommet frem.

Han blev stadig siddende. Det eneste der lige nu kunne få ham til at gå var hvis Lidra direkte bad ham om at gå, og at han kunne fornemme og se på hende at hun mente det 100% selv og at hun ikke bare sagde det på grund af at Dublo havde sagt sådan noget til hende, fordi han holdt stadig på at folk skulle gøre ting af egen fri vilje...

//svaret blev lidt kort, men det næste skal nok blive længere. ^^//

//Det bare i orden smutter nok snart i seng.//

Hun begyndte at skrige, skrige af vrede af smerte hvor at alt hun var
lige fra hun blev skabt i sit moders skød, var forkert. At hendes mor
havde forladt hende, over at hun var en heks og over hun have drømme.
HUn skreg og skreg, til hun ikke kunne mere. Hun satte sig op og kiggede rundt i
sit hjem. Her havde hun lavet i 20 år. Hun var en fejl inde for Sigøjnerne.
Og alligevel elskede de hende som havde hun gjort alt rigtigt.
Lagde sig ned igen og lukkede øjnene, HUn kunne ikke engang huske sin
mors ansigt mere, det eneste hun kunne huske var de brune som hendes
mor havde.

Han hørte hendes skrig, og kunne ikke lade være med at rejse sig op. Han kunne tydeligt høre hvad det var hun skreg om. Det var ikke sandt kunne han sige til sig selv om hende. Hun var ikke en fejl. Intet menneske var en fejl, alle havde deres plads og alle var lige i den verden som man nu levede i...

Han gik rolig over til hendes dør, og stoppede lidt foran vognen. Han skulle lige tage sig sammen til at banke på. Han skulle måske bare åbne døren, men var virkelig i tvivl. Han besluttede sig for at nogle gange skulle man gøre noget nyt istedet for bare altid at gøre det samme...

Han tog fast i døren og åbnede den. Han kiggede mod hende, og forventede lidt at få sendt onde øjne der bare bad ham om at gå, men inden hun kunne nå at se på ham begyndte han at tale...

"De er ingen fejl... De er måske ikke som de andre, men De er ihvertfald lige så rigtigt og lige så meget værd som alle andre..."

Han smilede venligt, og tænkte ikke engang på om Dublo måske også havde hørt det, og hvad han kunne finde på hvis han så ham stå der.