Mødet med sigøjnere... (Lidra + Sajro)

//hun tænkte det...men lige meget //

Hun kiggede overrasked op og havde forventet at han var gået efter
at se hendes øjne fyldes med smerte og hendes smil forværinget fra
de mørke læber. "Det kan du ikke bestemme om jeg er" sagde hun og
kiggede igen væk fra ham. Hun havde lyst til at være alene og alligevel
havde hun brug for at få tankerne væk fra alt det der var sket i dag.
Dublo havde ødelagt hendes tanker med hans...-Du burde vælge mig og
alt hans, troend om at han gik og forelskede sig i alle--, Sargonis kendte hun
knap nok selvom at han havde hjulpet hende så meget.

//Nåhh... Undskyld... ^^//

Han gik stille og roligt lidt længere frem i vognen. Hun havde ret i at han ikke skulle bestemme det, fordi der var sådan set ingen der skulle bestemme noget. Slet ikke nogen der skulle bestemme over et andet menneske.

"Nej det har De ret i... Jeg vil heller ikke bestemme det, jeg vil bare fortælle Dem at De ikke bør se dem selv som mindre værd, eller forkert på nogen måde..."

Det var alt han havde at sige, mens han stille og roligt gik længere og længere frem fennem vognen. Han stoppede først henne ved sengen, eller hvis hun bad ham om at stoppe. Han havde ingen grund til andet, som han så det.

"Om ikke andet bør De vide at jeg ihvertfald ikke ser Dem som en fejl eller som mindre værd..."

Hun kiggede stadig ikke på ham, henes blik var fjent imens hendes
øjne hvilede på en pude. "Det der heller ingen der siger jeg er" sagde
hun og kiggede endelig op på ham, hendes øjne var blanke men ingen
tåre kom fra hendes øjne. "Du kender selv ikke sigøjner verden Sargonis"
sagde hun og havde nærmest ikke krafter til at sige mere. Deres verdner var
så forskellige! Hun kendte ikke engang hans verden, og hun havde hvist
sin til ham, og han kunne ikke lide den.

Han vidste ikke helt hvad han skulle sige til noget af det hun sagde, fordi hun havde måske ret i begge dele, men han havde en dårlig fornemmelse af at det var noget hun ihvertfald tænkte, ud fra hvordan hun virkede lige nu. Han kendte det jo selv ret godt, de han havde haft det sådan et par år.

"Nej, men jeg var bange for at det var sådan De tænkte om dem selv udfra hvordan De ser ud. Jeg kender selv følelsen og ved hvordan de fleste ser ud når de har det sådan derfor var jeg bange for at det var sådan De følte lige nu..."

Han stod bare og kiggede lidt på hende med venlige varme øjne...

"Nej de har nok ret i at jeg ikke forstår den, men De virker tilgengæld som om De ikke helt passer ind... Men jeg skal nok gå hvis De vil have det?"

"Nej!"...hun rejste sig nærmest, men så så lidt lavere og roliger.
"Nej du behøver ikke gå..." hun stod med fingerne flettet samemn,
hun ville ikke være alene nu, det havde hun været i så mange år
når hun var ked...selvfølgelig havde hun haft sine kusiner....men
det var ikke det samme...de var familie og de var som søskende.
Man havde ikke altid lyst til at indblande familie i sine følelser."Med
mindre du vil gå?" hun lod sig falde ned på numsen i sengen imens
øjnene igen fjernede sig fra ham.

Han kiggede venligt på hende, da hun nærmest for op fra sengen. Han fandt det ret sødt at hun ikke ville have ham til at gå. Han var glad for at hun ikke bare sendte ham væk, som en anden hund...

"Jeg vil med glæde blive, når De ikke vil have jeg går..."

Han smilede venligt til hende, og kom så lidt i tvivl om, om han skulle sige noget eller om han bare skulle lade hende styre ordet. Måske det var bedre at han bare holdt mund, og lod det være op til hende, hvad der blev snakket om.

Han belsuttede sig for lige at være stille, og bare se på hende med varme forstående øjne, og et venligt smil.

Hun viste ikke hvad hun skulle sige. Normalt havde hun aldrig været alene
med nogen i sit hjem...Det var på en måde lidt bluferdigt at stå med Sargonis
i sit hjem. Hun kiggede på stolen, "Bare sid" sagde hun og viste tegn til at han
kunne på hendes stol eller ved hendes side ved sengen.

Det pinte så meget, at han havde været så tæt på at komme op og slås
på grund af noget som hun nærmest viste ikke var godt at gøre....
Men han havde allerede gjort så meget for hende skønt at han kunne være
så lige glad. Folk havde da gjort noget for hende, MeN Sargonis havde alligevel
gjort noget selvom han ikke engang kendte hende.

Han satte sig ned på sengekanten ved siden af hende, og kiggede bare venligt på hende. Han vidste ikke hvad han ellers skulle gøre så han smilede bare til hende for at hun kunne vide at han ihvertfald ikke ville gøre hende noget ondt på nogen måde. Han ville sådan set bare gerne hjælpe hende.

"De skal bare sige til hvis der er noget jeg kan hjælpe Dem med."

Han smilede stadig og kiggede sig lidt omkring i vognen. Det var egentlig en hyggelig måde at leve på. Han ville næsten ønske sig at have en vogn at bo i, men den skulle nok ikke være så farverig. Så ville den blive svær at skjule i skovenen.

Hun nærmest stirrede på han da han kiggede rundt i hendes hjem, der
var noget over ham som kun hendes evner kunne mærke, det var hans
sjæls billed, kunne man kalde det. Skønt han nok ikke ville tro på den
gave Lidra havde så havde hun den nu engang. Hans sjæle billed var
Så lysende med alligevel en dunkel baggrund. Hun slikkede sig svagt
over sine tænder som havde hun noget hun grublede over.

Han var ikke så glad for at hun hele tiden var så stille. Det gik ham på at hun ikke sagde så meget, men det var nu engang sådan hun var og det respekterede og accepterede han. Det var jo sådan han havde opdraget sig selv til at være. Det var egentligt sjovt at han havde opdraget sig selv gennem sin tid, og ikke havde fået det gjort af sine forældre.

Han kunne ikke lade være med at ligge mærke til at hun virkede til at tænke på noget. Han vidste bare ikke om han skulle spørge hende om det eller ikke, men hvad kunne der dog ske ved at han spurgte.

"Hvad tænker De på?"

HUn rystede bare på hoved, "Jeg tror bare jeg er træt" sagde hun
og trak på skulderne, selvom hun havde læst hans hånd svagt, var
det hun tænkte på langt fra det samme som det. Hun kiggede bare
træt på ham, alt hendes psykiske energi var brugt op af at skændes
passe på og beskytte.....Godt hun ikke var mor....eller, mødre kunne
de største ting angående psykisk styrke.

HAn kiggede venligt på hende, fordi han kunne godt forstå hun var træt hun havde haft en hård dag, og at blive sur og ked af det tærede på kræfterne. Det vart faktisk sjovt at han vidste det når han normalt ikke rigtigt mærkede nogen følelser overhovedet, dog mærkede han nogle gange en form for vrede eller skuffelse.

"Det kan jeg godt forstå, De har også haft en hård dag."

Han smilede stadig, og kiggede rundt med de samme varme øjne.

"Sargonis..." sagde hun opgivende....."Hvorfor smiler du?"
sagde hun uden at kigge på ham som om hun kunne mærke
hans smil. "Måske var det best hvis han havde gået, forladte
hende med Dublo der vredt havde hevet i hende, måske ikke
men alligevel, det havde været det nemmeste. Hun vendte sine
brune øjne med ham og så ham direkte ind i øjnene. "Smerte er
ikke at føle det, men at vide hvad det er gør ondt"

Hans smil falmede lidt, men var stadig svagt synligt. det var mere bare det et smile for at vise at han var der for at hjælpe og støtte hende, for at hun på ingen måde skulle føle sig alene og forladt.

"For at få Dem til at føle dem tryg..."

Han undrede sig lidt over hvad det var hun snakkede om, måske mest fordi smerte ikke var noget han kunne relattere så godt til, så han var nok nød til at prøve at få hende til at forklare lidt bedre hvad det var hun mente.

"Hvad mener De præcist med det?"

Hun følte sig ikke tryg ved smil, det var alt hun kendte.....
Smil, selvom alt var forfærdeligt, smil selvom at man aldrig
kunne drømme smil...Hun sukkede da han sprugte, "Jeg
mener.....at smerte ikkeer hvad vi føler men hvad vi ved...
hvis vi ikke viste ting....som at ngen havde en så ville smerten
ikke være der." Hvis manikke viste ens fader var død, ville man
ikke mærke smerten over at havde mistet"

Han kiggede på hende, og undrede sig stadig lidt over det, måske fordi for ham var det en del af livet at man følte den slags smerte, og derved blev stærkere gennem det. Det var ikke nemt at være stærk altid men at mærke smerte af forskellige typer var med til at gøre en stærkere og mere klar til hvad man ellers kunne møde.

"Det er sandt men det er også det der er med til at styrke en."

Han rejste sig op igen, og gik istedet over til stolen og satte sig, da han syntes at det virkede som om Hun ikke var helt tryg ved ham, og at hun virkede til at han generede hende ved bare at være tilstede.

Hun troede han ville gå og så bare sørgmodigt på ham imens han gik,
men da han satte sig i stolen, så hun ned,"Det styrker på nogen områder
og gør dig svager på andre...det en balance" hun kiggede skævt over på
ham. Hun var så træt at hun kunne sidde og sove....Hun mærkede hvordan
at hun blev trættere og trættere og hun havde ikke engang fået varme i brande
ovnen...alt varmen her inde skyldtes Sargonis.

Han kiggede over på hende, og forsøgte lidt at fange hendes øjne og møde dem med hans egne varme, venlig og åbne øjne. Han ville helst have hun havde det godt lige nu, fordi hun lod til at gå igennem en svær tid, og det var ikke noget han syntes nogen skulle gå igennem uden at få støtte.

"Ja det er det vel... Lige som med resten af livet."

Han kunne se at hun var træt og kunne forestille sig at hun gerne vill have lov til at sove og det skulle hun da også have lov til hvis det var det hun gerne ville.

"Vil De gerne sove?"

HUn trak på skulderne og lavede et lille grin..."Ja som resten af
livet" hun kiggede nu endelige på Sargonis med et lille smil.
"Ja, jeg er træt" sagde hun og trak igen på skulderne, "Alt
det herm der er sket.........det er glemt i morgen, tag dig ikke
af mit uhmør, SArgonis" og sådan var det. HUn glemte eller
tilgav alt altid dagen efter.

Han smilede svagt tilbage, fordi han ikke lige vidste hvad han ellers skulle gøre. HAn gjorde så an til at rejse sig fra stolen så hun kunne få fred til at sove, selvom det godt nok ikke var voldsomt sent, men så træt som hun var... Var det nok bedst at hun bare fik sovet.

"Så vil jeg lade dem sove."

Hun rejste sig som da han rejste sig, "Tak for alr SArgonis"
i det næste sprang hun over til ham for at at kramme ham.
HVis han skubbede hende væk var det det. De eneste hunnogen
sinde have krammet var familie...ikke engang de såkaldte venner
hun havde haft som små...Krammet var måske lidt akavet da
hun ikke selv helt hviste hvordan det føltes inde i hende.

Han blev meget overrasket over hendes kram men han gengældte det. Han trådte så lidt bagud fra hende, og kiggede sig kort omkring før han bukkede for hende.

"Selv tak, og som jeg har sagt... Jeg står altid til Deres tjeneste..."

Han rejste sig så op. Han fandt dagen til at have været noget for sig selv. Han smilede venligt til hende inden han gik ud af vognen. Han havde ingen anelse om hvad klokken var, specielt ikke når der var mørkt grundet skyerne.

"I lige måde Sargonis" sagde hun inden han trædte ud af hendes lille
hjem, hun ville også altid være til tjeneste for ham, med det hun nu
kunne. HUn havde ikke meget, allerede nu viste hun at hun havde en
ven i Sargonis....Mon han også så en ven i hende? Døren lukkedes sig
og hun lagde sig i sin seng. Træt selvom det var midt på dagen, træt
fordi de sidste 2 dage havde været over alt.....forventning.

Han gik ud af den lille sigøjner landsby, og gik istedet over til kroen hvor han bare satte sig. Han ville lige have noget at drikke før han begav sig videre tilbage til sit tilholdsted i skoven. Han havde sjældent oplevet så meget i løbet af en dag...

Han accepterede at folk levede på den måde, men gud hvor var det svært for ham at forstå at de kvinder gik med til alt den form for undrtrykkelse... Det var simpelthen utroligt... Han var nød til at holde sig væk derfra i varulve form, fordi ellers ville Dublo helt klart blive hans næste offer...

//out?//

//Out^^//