A Leader must sacrifice. -Sean-

Det var ikke fordi at han ville være en kujon, ved blot at gemme sig bag stenen imens Sean sloges med de tre mænd. Han ventede skam blot til at han kunne få en chance til at snige sig ind, et øjeblik hvor han ville kunne spotte på Sean at han havde brug for hjælp! Og lige i det øjeblik hvor den anden vagt rejste sig op, tog Jacob et spring fra jorden og var med et pludselig henne ved vagten, så forsøget på at rejse sig op blot blev ødelagt. Til at starte med lignede vagten et dådyr fanget i bil lygtens skær. Han anede ikke hvad der foregik omkring ham, indtil han fik øje på Jacob og hurtigt var blikket lavet om til at være ondskabsfuldt og rasende. "Din lille.." Han nåede ikke at fuldføre sætningen, før han kunne mærke et stik igennem maven og hvordan blodet pludselig fandt vejen op til munden.. Da han kiggede ned, blev han overrasket over at finde en istap stukket igennem kroppen, så den endda stak ud på den anden side af kroppen.. Jacob fik kort øjenkontakt med ham, inden han faldt til jorden, død og spiddet på en istap.. Langsomt gik Jacob nogen få skridt tilbage, hvor han derefter kiggede sig over skulderen for at se hvordan Sean klarede den med Lederen..

Han havde været klar til at slås, da lederen også trak sit sværd. Et mindre sværd, som garanterede mere nærkontakt. ikke fordi det gjorde noget, han havde lettest ved at slås med folk, når de var tæt på. i et øjeblik var han i tvivl om hvorvidt han skulle tage sig af vagten eller lederen og hvem der ville gøre mest skade, da Jacob pludselig sprang frem. Han var en smule overrasket. Han havde jo troet drengen var nede og slås med nogle af de andre. Men faktisk var det et godt tidspunkt. en tanke slog ham: Han kunne havde været den perfekte arving til hans klan. Hvis ikke det havde været fordi han havde sin egen og de ikke ligefrem var perlevenner.
Han tvang sig ud af disse sære tanker. Han levede evigt, han behøvede ikke en arving. I stedet drejede han omkring og nåede kun lige at undgå et angreb fra lederen, da han hakkede ud efter ham. Sean nåede ikke at se hvad der skete med den anden vagt. Lederen var smidig og stærk og det var svært for ham at komme tæt nok på. Hans kniv var for lille til lederens sværd, men fordi han selv var trænet, lykkedes det ham at undgå det værste. Endelig var der en åbning...Hans fod gled frem, fik fat i mandens knæhase og trak til. Manden faldt på knæ og i det samme gled hans kniv frem og borede sig ind i mandens hals. Netop da mærkede han selv en smerte i det ene ben, da lederens sværd borede sig ind i hans lår. Lidt efter faldt lederen sammen, mere død end levende. Sean selv faldt på knæ og endte lidt efter med at sidde ned. Han slap kniven og pressede hænderne imod såret og bandede svagt på noget der mindede om et andet sprog. Han havde levet længe og i et øjeblik var han faldet tilbage på det sprog der blev talt, da han var født.
Hans blik søgte Jacobs et øjeblik, før han med et beslutsom mine hev laser af sin trøje, for at forbinde såret.

Det lettede ham at se Sean så ud til at klare den. Der var dog nogen få stød, hvor han kunne mærke en uro i sin mave og som han håbede på at Sean nåede at undvige, inden det kom til at få alvorlige konsekvenser. Det føltes som om at slåskampen tog en evighed, men sådan havde det man vel altid når man ikke kunne gøre meget andet end at se på og bare vente til at se hvem der stod tilbage. Desværre skulle det ikke være sådan. Pludselig besluttede en af lederens andre klanmedlemmer pludselig at dukke op midt i det hele. Som en hver anden ville gøre, styrtede han hen imod Sean for at hjælpe sin leder, men nåede ikke langt før Jacob stillede sig i vejen ved at hoppe ind foran ham og slå ham i maven. Derefter lod han sig som en akrobat gribe sig fat om mandens skulder, svingede sig op over hovedet på ham, så han landede bag ham og nu havde en stor chance for at angribe den udækkede ryg. Endnu engang fremtryllede han en istap, som han med det samme stak igennem skulderbladene imellem manden og lod ham falde til jorden, præcis som han havde gjort ved den anden.
Det var først da manden faldt til jorden, at Jacob kunne se Sean igen. Han blev overrasket og faktisk lettet over at se lederen død ved siden af Sean. Den rigtige havde vundet og overlevet. Hurtigt løb han hen til ham, satte sig på knæ ved siden af ham og så kort ned på såret i låret, inden han rettede blikket op på Seans ansigt igen. "Noget siger mig at det skal ordnes i en fart," Han tillod sig at sende ham et kækt smil, inden han forsøgte at hjælpe ham op at stå, ved at placere en arm om bag hans ryg og hovedet under Sean arm, så han kunne få støtte ved at holde ham omkring skulderen.

Lederen var død. Han havde slået mange ihjel i løbet af sit liv, men han nød det kun når han kunne cirkle rundt i mørket og angribe dem bagfra. Direkte kamp havde aldrig været hans metode, selv om det kunne være forfriskende. Han rev til og hans t-shirt blev lidt mindre, da han hev strimlerne af og bandt dem hårdt om såret. Ingen han tog imod Jacobs støtte, tog han fat i lederens lig og hev det hen til sig. Han søgte det hurtigt for vigtige genstande. Han havde en halskæde med et sært mønster og en ring på. Han tog begge dele, det kunne være de blev nyttige senere. Han havde også en kort, som vist var et kort over tunnellerne og hvilke styrker der var hvor. Han gav det til Jacob. Til sidst tog han lederens sværd i sin ene hånd, mens han med den anden arm kom op og stå med Jacobs hjælp. han prøvede at slippe og humpe selv, men store smerter fik ham til at ændre tanke og i stedet lagde han en hånd på Jacobs skulder, for at bruge ham som støtte. Han smilte let til Jacob.
"Sværdet er symbolsk. Lad os gå tilbage ti...Til slagmarken og vise dem sværdet. Det viser deres leder er død...Og forhåbentlig at de stopper med at kæmpe. Deres sted og værdi er nu vores og op til os at herske...Over" nogen gange gjorde det mere ondt end normalt, mens han humpede sig afsted. Han havde haft nogle...selviske tanker i hovedet, ved at nedlægge denne klan. Og han havde stædigt holdt ved dem. Men i virkeligheden var han glad for det var med Jacob det hele skete. Han rakte sværdet mod Jacob.
"Vil du have æren?" Han så lidt på ham. Han så det som...En slags uddannelse. JAcob var endnu en ung dæmon, næsten kun en dreng i forhold til ham, og med en hjælpende hånd skulle han nok blive en fantastisk dæmon. Det var han sikker på. Han trak vejret i stød, da der kom endnu et smertejag gennem hans ben. Hans improviserede forbinding var allerede helt rød og blodet gled ned over hans ben, mens han gik.

Jacob havde intet imod at Sean tog tingene til sig. Manden var jo død og kunne ikke bruge dem længere, så de kunne ligeså godt lade være med at gå til spilde. Forsigtigt startede han med at gå. Seans støtten op af ham gjorde ham ikke spor. Selvfølgelig var det en anelse tungere end normalt, det skulle dog ikke forhindre ham i at fortsætte. Han hørte efter det Sean sagde og kiggede derefter ned på det såkaldte sværd. Der var ingen tvivl om at klanerne ville stoppe med at slås, så snart de så sværdet være i en anden hånd end deres leders. I det fjerne kunne man høre lyden af sværd der ramlede sammen, mænd der råbte i vilden sky, store lædersko der trampede imod den smattede grottejord og i luften kunne man lugte den snævre lugt af blod, både frisk og indtørret. Jacob måtte knibe øjnene en anelse sammen, da et lys ramte svagt ind på ham og Sean, afslørede overfor dem at de var ved at nå grottens udgang og at de inden længe ville se en flok mænd og kvinder slås foran sig. I det øjeblik Sean spurgte ham om han ville have æren, føltes det som om at han måtte holde vejret i et par sekunder. Han tilbød rent faktisk ham at løfte sværdet op, signalere til klanerne at det var forbi og at de havde vundet. Uden at virke alt for overrasket, nikkede han til ham og smilte anerkendende, hvor han derefter tog sværdet over i sin ene hånd der ikke var viklet om Seans skulder. Da de til sidst kom ud til alt postyret, var det som om at tiden stod stille. Det varede ikke længe før hvert et væsen havde vendt deres blik imod dem, så på dem med nysgerrige og hadesfulde blikke. Jacob tog en dyb indånding, inden han løftede sværdet og lod dets klinge der svævede igennem luften, give et ekko igennem grotten. I det øjeblik sværdet blev løftet, brød klanerne ud i jubel og nogen af dem løftede endda deres egne våben, imens deres jublende stemme rungede igennem grotten. Den tidligere lederes klan jublede dog ikke. I stedet stod de bare og så skiftevis på hinanden. De kunne minde om fortabte børn i en forlystelsespark.
Jacob smilte. Lyden af jublen var sød musik for ham. Da han lod sværdet falde ned igen, fortsatte klanerne med at juble. Jacob så med et svagt smil hen på Sean. De havde vundet.. Det føltes godt. Han kunne heller ikke lægge skjul på følelsen omkring at han var glad for at det havde været en oplevelse med Sean..

Sean stoppede op, da de nåede den lille afsats. Han slap Jacob og lagde en hånd mod væggen i stedet. Han støttede ikke på sit ben og følte sig ret træt. Kampscenen var som at opleve sin fortid om igen, alle de kampe og krige han med tiden havde set eller været med i...De var trættende. Men på den anden side havde han aldrig været fan af at lege det lille hus på prærien.
Han trak vejret dybt. Han studerede Jacob, da han hævede sværdet og det næsten historisk skinnede i det svage lys. Mænd og kvinder jublede, andre virkede modløse. Dem nærmest døren, og som havde tilhørt den anden klan, så deres smut til at flygte og det var ikke mange af dem der blev opdaget. De der gjorde, blev kastet ned i vandet til monsteret eller monstrene der gemte sig dernede.
Sean smilte svagt ved synet og følte sig godt tilfreds. Dette var gået over alt forventning.
Han rettede sig helt op og formåede at holde balancen, da han tog begge hænder i vejret. Der gik noget tid, men endelig blev folk stille nok til at han kunne råbe nogle ord til dem. For han råbte stort set, da han talte.
"Sejren er vores!" Endnu en stor jubel. Sean måtte hejse begge sine hænder igen, for at få lidt ro. Jublen gav ekko i grotten.
"Grotten og tunnellerne er vores. De døde skal sorteres. Vores ligges i den ene side, de andre smides udenfor, men ikke i vandet. Vi begraver dem senere. Andre laver stationer, en hvor de såret kan få hjælp, en hvor der bliver lavet mad og sørget for vand" så var han færdig. Han havde givet sine ordre og med endnu en svag jubel, begyndte hans klanmedlemmer at gøre som der blev sagt. Det var rart for mændene at de havde vundet, trods de blev sørgmodige over at se hvem de havde mistet. Sean bestemte ikke over Jacobs klan og forventede heller ikke de rettede sig efter hans ord. I stedet lænte han sig tungt op af væggen igen. Han havde brug for et sted i fred, hvor han kunne få sit sår syet og modtage rapporter fra sine mænd. Han så over på Jacob for at se om der var noget han ville.

Lyden af jubel fik et svagt smil frem på Jacobs læber. Endelig var det forbi! Seans klanmedlemmer gjorde som han beordrede, eller det gik han ud fra at de gjorde, men hans derimod stod bare og så på ham, ventede på at han skulle give dem en ordre. Han tog en dyb indånding.
"Trusselen på vores klan er nu død! Vi kan roligt ånde ud igen uden at skulle tænke på at miste flere! Sortere de døde, skaf noget vand og drikke og sørg for at hjælpe hinanden med at pleje sårene! Grotten tilhøre nu vores samarbejdes partners klan og den har de også fortjent! Når i mener at tingene er kommet på plads, har i tilladelse til at gå!" Klanmedlemmerne råbte alle i munden på hinanden javel, hvor de derefter spredte sig ud imellem Seans klan og gjorde det de havde fået besked på. Det var ikke langt fra det Sean havde givet besked på, så nogen så snittet til at hjælpes ad med at få de døde ud af grotten og pleje de såret. Jacob åndede lettet ud, kiggede hen imod Sean og smilte svagt til ham. Med rolige bevægelser gik han hen imod ham, stoppede en meter fra ham. "Jeg vil sige tak for det gode samarbejde, endnu engang," Et svagt grin blev fremtryllet på hans læber. "Der er ingen tvivl om at du kan være stolt af din klan og at den kan være stolt af dig," Han kiggede udover klanmedlemmerne der trippede rundt, nogen plejede hinanden, andre drak vand og nogen få havde fundet mad som de endte delte ud eller spiste selv.

Han var lidt overrasket over han villigt gav dem grotten, men han var ikke ked af det. De kunne godt bruge denne skjulte grotte, trods Jacob og hans mænd kendte til den.
Hans blik gled ud over folk, da de begyndte arbejdet og endda frivilligt arbejdede sammen. Det var et rart syn, et han ville gemme og huske på. så gled hans blik tilbage til Jacob og han smilte svagt.
Store ord fra en stor dreng. Han var vokset, trods han faktisk ikke havde kendt så meget til ham alligevel.
Han rettede sig lidt mere op, trods smerten i benet. Han støttede forsigtigt på det, mens han så lidt på Jacob og nikkede så lidt.
"Tak" lød hans svar så. Som tak for samarbejdet og tak for grotten. Tak for hjælpen, trods det havde været en hjælp for dem begge.
Så lod han sigende blikket glide over mændene og kvinderne der samarbejdede.
"Du har også dit at være stolt af. Det er rart at samarbejde. Sig mig igen...Hvad var det din klan normalt arbejder med?" spurgte han lettere nysgerrigt, men så løftede han en hånd, inden Jacob kunne nå at svare.
"Vent...Først...Jeg må hen til et rum og så styr på mit sår inden jeg falder om af blodtab" han så ud over folkene. En ung kvinde, med en flænge over den ene kind, kom op til dem.
"Sir, jeg vil spørge om jeg må lede en mindre gruppe hjem igen" hun kom ikke med nogen grund. Sean så lidt på hende.
"For det første skal du gå ned, finde en læge og sende personen op til mig. Jeg har en flænge i mit ben der skal sys. For det andet må ingen af jer gå, før vi har fået styr på de sårede og før vi kan få begravet de døde. Hvis det er fordi i har brug for lidt fred i sindet, kan i gå en tur rundt i skoven, slå de sidste spioner eller soldater fra den anden klan ihjel og jage lidt vildt eller samle lidt bær" Kvinden så ud som om hun havde mere at sige, men nikkede så let og forsvandt igen. Inden længe kom en ung mand gående med en taske over den ene skulder. så kiggede Sean over på Jacob igen og med en kort bevægelse med hovedet gjorde han tegn til om de skulle finde sig et mere privat rum og snakke sammen.

Han nikkede taknemligt til det Sean sagde til ham. At få en kompliment fra ham gjorde ham af en eller anden grund tilfreds, nærmest som om han følte sig accepteret. Det var der heller ikke så meget at sige til, Sean var en ældre dæmon og ville normalt ikke bruge sin tid på en ung dæmon som ham, men det havde han valgt at gøre og Jacob kunne ikke lade være med at føle sig en smule beæret over det. Da den unge kvinde kom op, lyttede han interesseret med i deres samtale, uden egentlig at sige noget eller vise tegn på at han lyttede med. I det øjeblik hun gik og en ung mand kom op til dem med en taske over skulderen, kiggede han hen på Sean og ventede på at se hvad der skulle ske. En bevægelse med hovedet gjorde at han vidste hvad der skulle ske, han ville gerne snakke privat med ham og det havde han det egentlig fint nok med. Han gav et nik til Sean, hvor han derefter gik hen ved siden af ham, for at være der til at han kunne støtte sig op af ham hvis det var det han havde brug for. Langsomt begyndte han at gå, de ømme fødder fandt selv frem til en vej hen af den kolde grotte jord. Egentlig vidste han ikke helt hvor han skulle gå hen og hvor der ville være mere privat at snakke. Han gik bare forsigtigt så det var muligt for Sean at føle med ham. Tøvende kiggede han på hans sår, det skulle nok heale en dag, men det behøvede noget hjælp til det. Da de kom hen til et sted, hvor det ikke larmede så meget, men hvor man dog kunne høre klanernes stemmer, stoppede han igen med at gå og kiggede derefter hen på Sean.
"Vi beskytter dem der ikke kan beskytte sig selv," fortalte han og smilte svagt. Han kunne ikke tage øjnene fra såret på benet, det lykkedes ham dog at kigge ham i øjnene igen. "Og hvis jeg må vide det, hvad er det så præcis din arbejder med?"

Han var for stædige til at tage imod hjælp en gang til. Selv om denne læge sikkert ikke var tilfreds med det, begyndte Sean stædigt at humpe sig af sted, efterlod sig et let spor af blod, selv om det meste var begyndt at størkne. Han bemærkede at Jacob næsten ikke kunne lade være med at se på det. Jaja, det måtte han jo vænne sig til, på den ene måde eller den anden. Han havde et langt liv foran sig og det var langt fra sidste gang han skulle se sådan et sår. Det var han sikker på.
Endelig kom de ind i en slags niche, hvor de mere kunne være sig selv. Det viste sig at der var et forhæng der hang ved den ene væg og da Sean trak det vil side, stod de pludselig i et lille værelse. Hvis jacob ellers gik med. Sean humpede hen til det lille bord og stole der stod i rummet. Der stod stort set ikke andet. Og satte sig i den nærmeste stol. Lægen fulgte efter, lod tasken dumpe ned på bordet og bukkede sig ned ved Sean, for at studere alvorligheden af hans sår. Så nikkede han let, rejste sig og gik med en kommentar om han ville finde lidt vand og at Sean virkelig ikke burde bevæge sig yderligere.
Sean så op på Jacob med et svagt smil. På en måde arbejdede de med det komplet modsatte.
"Vi er en samling udskud, som samfundet ikke kan bruge til noget. Vi klare...opgaver for folk, selvfølgelig for en hvis betaling. Tyverier, mord, informationer...Intet er for stort til os. Mine mænd bliver trænet op og får en grund til at leve igen. De får mad, varme og evner." han trak let på den ene skulder, det var vel næsten lige meget hvordan han sagde det, så gik det vel ikke op for hvilke uhyrligheder klanen faktisk lavede. Lige meget hvad han sagde, ville det ikke gøre den mere ædel. Og hvorfor skulle den også være det?
Lægen kom tilbage med en spand og nogle håndklæder han åbenbart havde fundet. Han trak en stol hen foran Sean og med en kniv skar han bukserne op. Sean ømmede sig svagt. Lægen tog et håndklæde, vædede det og begyndte at rense sårene, så de begyndte at bløde igen. Det var overraskende smertefuldt.
"Så du har en bror..." han så op på Jacob med et svagt smil. snak fik ham til at tænke på andet end smerte.

Han lyttede til hvert et ord Sean fortalte om sin klan. Det rørte ham egentlig ikke så meget at det var det stik modsatte af hans egen, verden havde modsætninger og det kunne der ikke gøres noget ved. Verden ville også være ret så kedelig hvis man ikke havde modspil bare engang imellem. Han lænede sig op af bordet, efter alt den kamp og anstrengelse for at vinde behøvede han bare at slappe en smule af. Med armene foldet over brystet så han skiftevis på såret og på Sean. Ikke at han ikke turde at se på det eller fandt det ulækkert, han forstod egentlig heller ikke rigtigt hvorfor han holdt øje med det, som var han en vagthund ude foran ens dør. Til sidst stoppede han dog med at se på det og kiggede nu kun Sean i øjnene imens de snakkede. Det overraskede ham at Sean kendte noget til Josh, han huskede ikke at han havde fortalt om ham? Til at starte med kunne han ikke rigtig finde noget at sige over bare overraskelse over at han vidste det.
"Ja, det har jeg, en engel bare for at få det til at lyde helt absurd," sagde han med et svagt grin på læben. "Hvordan vidste du egentlig det? jeg mindes ikke at jeg har fortalt dig om ham," Han satte hovedet en anelse på skrå, kiggede ham kort i øjnene og derefter rundt i nichen. "Hvad med dig selv? Familie der står dig?" Han så hen på ham igen med et roligt glimt i sine øjne.

Åh, han havde brast en boble der aldrig skulle være brast! Familie...Som om det var noget rart emne. Han nød Jacobs overraskede udtryk, før han spurgte hvor han viste det fra. Et sted havde han lyst til at drille ham, men på den anden side, på dette punkt gjorde sandheden vist ikke ondt.
"Jeg kender Luce. Og som du næsten ikke kan undgå at vide, er Luce og Josh sammen" han så lidt på Jacob og så så ned på sit sår og lægens hurtige hænder. rense, rense...Og ny skulle det sys.
"Hvordan er det så at have en engel som bror?" spurgte han tilbage. Han så lidt op igen og ventede lidt med at svare på spørgsmålet.
"Jeg har ingen familie. Det tætteste jeg kommer...Er en person der er som en søster for mig" ingen navne. det kunne han godt droppe. Sådan var det bare. Han krympede sig en anelse, da nålet gik igennem hans kød. så rankede han ryggen og lignede mere en statue end en der var ved at blive syet i benet.
"Hvad er fremtiden for din klan så?" endnu et spørgsmål. Han var blevet ret godt til at stille spørgsmål på det sidste.

Luce og Josh var sammen, jo tak, det vidste han skam udmærket godt at de var. Det havde han kunne fornemme på Josh når han var omkring Luce. Øjnene glimtede nærmest og det fjogede smil var ikke til at tage fejl af, det kendte han Josh alt for godt til. Tankerne om Josh gjorde ham på en mærkelig måde tilpas, endda selvom at han var en engel og at de egentlig burde hade hinanden som pesten. Jacob var sikker på at han aldrig ville komme til at hade Josh, måske de ville være i stand til at komme op at toppes, men de ville aldrig komme til at hade hinanden.
En stol ikke så langt fra ham blev hurtigt offer for at han ikke længere kunne stå op og at han bare trængte sådan til at sidde en anelse ned. Han smilte svagt, så hen på Sean og skabte en øjenkontakt med ham. "Jo tak, jeg ved udmærket godt at de er et par de to, ingen tvivl om det," sagde han og skjulte en lille latter på sine læber. "Det er underligt og godt på samme tid, dengang jeg fandt ham var jeg ikke engang klar over at han var en engel, jeg tog ham bare til mig og før jeg vidste af det.. var han blevet stor," Han så kort ned på sine hænder. Et par skræmmer lå på tværs over hinanden på håndfladen. "Han har en lille dæmon i sig, trods alt var hans far dæmon og.. det er egentlig ikke så slemt som man skulle tro, det er ikke sådan at han evigt og altid snakker om godhed, lys og sådan.. langt fra endda," Han kiggede op på Sean igen. "Han har været der i så lang tid og det kan han lige så godt blive ved med at være, engel eller ej," Et svagt smil bredte sig på læberne. Hovedet tillod han sig at hvile på sine underarme der lå og slappede af på stolens ryglæn. Svagt nikkede han til det med familien, han kunne godt fornemme at han ikke skulle snakke yderligere videre om det. "Fremtiden for den er at jeg vil gøre mit bedste for at være deres leder og føre den så langt ud jeg overhovedet kan," Mere sagde han ikke.. I stedet rettede han ryggen og så kort på såret, inden han så Sean i øjnene igen. "Og fremtiden for din er? Og et andet spørgsmål, hvor lang tid har din klan eksisteret?" Hvis Sean havde tilladelse til at spørge om så mange ting, så havde han vel også ikke sandt?

Endelig var lægen færdig. Han stoppede, vaskede igen hans lår af og satte en forbinding rundt om det. Så pakkede han sammen, tog tasken i den ene hånd og spanden i den anden.
"Jeg fortsætter arbejdet hos de andre" han bukkede let for dem og forsvandt, da Sean bare vinkede ham af sted. Han rettede forsigtigt benet ud. det gjorde ondt. Han blev nok nød til at være her et par dage, til han var stærk nok til at gå hjem...Eller bede nogle om at skaffe en hest.
Hans blik gled over til Jacob igen, som havde snakket videre. Han havde skam lyttet, det var ikke det.
Været hvor? Hvor havde Josh været i lang tid? Den del forstod han ikke helt, men gættede på den nok ikke var så vigtig. Snakken om brødre mindede ham om hans egen bror...Som godt nok boede på jorden og i virkeligheden fortjente at dø.
I stedet nikkede han let og svarede på det om at være leder for en klan.
"Mere kan man heller ikke forlange" smilte han let.
"personligt har min klan rimelig god magt, men mest i Doomsville. Min plan er at...sprede den magt ud, så den også gælder andre byer. Få den til at vokse endnu mere. Hvis jeg bliver træt af den, kan jeg altid finde en værdig arvetager" kernen af det hele. Han havde mest klanen fordi han elskede magten, elskede at vide ting, var god til de kriminelle ting, som var det eneste han rigtig havde beskæftiget sig med i livet...Men også fordi han søgte spænding i livet, så det ikke skulle blive for kedeligt. At gå imod reglerne, at blive jagtet gennem byen, var lige ham. Han lænte sig godt tilbage i stolen og lukkede øjnene lidt.
"Jeg kan ikke regne det ud..." han åbnede dem igen og så over mod Jacob.
"...Du virker til at blive den perfekte dæmon. Du er stærk, du kan dræbe uden at dø af latterlig samvittighed. Men samtidig, virker det som om der er nogle ting der forhindre dig i at få en ellers lys fremtid i møde" smilte han let

Han lyttede til hvad Sean fortalte ham. Slugte hvert et ord til ham. Bag ham kunne han høre lydene fra de andre væsner der så småt var ved at finde til ro ude i grotten. Et par enkle gange var det svært at høre hvad Sean fortalte ham, da lyden af et råb og plask afbrød det en smule. Heldigvis lykkedes det ham at få fat på det hele. Alt imens Sean fortalte, kiggede han skiftevis på ham og tingene rundt omkring. Dog var blikket mest henvendt imod ham, da han fandt det mest høfligt at kigge folk i øjnene når man snakkede med dem. En stor magt, det lød nu heller ikke dårligt. Magt var noget alle væsner elskede at have og selv dem der mente at de ikke ville have det, ville sagtens kunne lide følelsen af at have det. Magt var magt. Et andet ord for herredømme eller en skat. Arvetager? Det fik ham til at tænke på om Sean mon havde børn.. Med et svagt smil på læben, nikkede han til det hele og rettede derefter ryggen. "Arvetager.. som i at du har en søn eller?" han spurgte ham roligt.. Det næste Sean kom med, fik ham til at lade ryggen falde sammen igen. "Jeg ved det ikke.. Jeg har aldrig været den perfekte dæmon, en grund til min forældre hadede mig," Det blev sagt en smule lavt, eftersom han ikke ønskede at snakke så højt om det.

Han smilte let. Han havde snakket om en arvetager, ikke om at han allerede havde fundet en.
"Søn? Nej..." i et øjeblik virkede hans blik formørket af noget, så rystede han svagt på hovedet. Han ville ikke tænke på Dean nu, hans...eneste søn han nogen sinde havde haft og ville få. og han havde ofret ham, for at blive endnu stærkere. Nej. aldrig om han ville begive sig derud igen. Han var incbuc. Incubuc dæmoner skulle ikke have familie! Det var noget de ofrede, for at være stærkere.
Han rankede ubevidst ryggen ved disse tanker og så lidt på Jacob, som virkede mere...trist og stille nu. Det var svært for ham at høre hvad han faktisk sagde, fordi mændene løb rundt ude i tunnellerne.
men han fik fat i det. I en pludselig indskydelse lænte han sig ind over bordet, for at være tættere på Jacob. hans øjne glødede med en sær energi.
"Jacob. Jeg kender ikke dine forældre. Men jeg har sjældent set en så ung dæmon, samtidig være så god til faktisk at være dæmon. Du har masser at være stolt af. Lad ingen fortælle dig hvad du ikke dur til" han lænte sig lidt tilbage igen, men hans øjne så stadig på Jacob med samme intensivitet.
"Du er stærk. Du har styrken. Du har midlerne. Du har viljen. Jeg husker tydeligt episoden i kroen, med manden du dræbte ved hjælp af din is. Det var fantastisk at se" han smil blev lidt større.

Det havde bare været et uskyldigt spørgsmål, Sean havde levet længe og det kunne sagtens være at han havde haft børn. Selvfølgelig bemærkede han det pludselig humør skift fra Sean, mørket over hans øjne sagde det hele. Ingen tvivl om at han ikke skulle gå videre ind på det emne. Svagt nikkede han, kiggede ned i jorden og skubbede nu det emne helt til side.
Blikket blev løftet så snart han virkede en smule rolig. Alle de komplimenter kom så pludselig, det var han slet ikke van til! Det fik ham til at smile en smule svagt, i følge ham var han ikke en rigtig dæmon. Nok havde han lært at dræbe, men det betød ikke at han opførte sig helt som en dæmon skulle gøre. "Tak," sagde han svagt. Han skabte en øjenkontakt imellem dem. "Nårh ja, politichefen, ja, det har ikke været nemt at slippe uden om den lige siden, politiet bære meget nag," Blidt rystede han på hovedet. "Du har vel også meget erfaring omkring det, trods alt kan jeg huske du fortalte at du var omkring.. hvad var det nu.. 700 år?"

// Beklager dårligt svar.. :i

Han smilte svagt da han så taknemmeligheden og overraskelsen over komplimenterne, spejle sig i hans øjne. Det var han ganske godt tilfreds med. det var vigtigt at dæmonerne holdt mere sammen og styrkede hinanden, så de en dag kunne blive en virkelig stærk race. Stærkere end de var nu. Han lænte sig tilbage i stolen og bemærkede at hans ben dunkede og smertede. Der gik desværre nok lidt tid før han kunne gå ordentligt igen.
Han så lidt på Jacob med et lille smil.
"For at være præcis er jeg 758 år gammel" svarede han.
"For mig var det nok at se dig angående politicheffen. Hvis du viste hvor mange svage og ligegyldige dæmoner jeg har set på det sidste...Det er jo en ren skændsel. Man skulle tro de ønskede at gøre vores race svag og kedelig" han sukkede svagt og så lidt ned i bordet, før han så op på Jacob igen. Han nævnte ingen navne, men Delilah og Nille stod klart for hans blik. Han smilte svagt.
"Jeg tror det er på tide vi kommer videre. Hvis du føler brug for en ældre dæmons råd eller mening i dit endnu unge liv, skal du ikke tøve. Vi dæmoner må holde sammen. Men nu trænger jeg i hvert fald til hvile...Og nok også lidt mad..." hvordan det så ville komme til at ske.
"Og det regner jeg også med du gør" tilføjede han, han slog let ud med armen som om han viste hele grottesystemet frem.
"Føl dig bare hjemme, så længe du og dine mænd er her"

Det undrede ham en smule at Sean ikke fandt ham som en ynkelig dæmon, det havde han på en måde altid selv gjort, men nu hvor han så det fra Seans vinkel kunne han godt se at han nok ikke var så slem igen. Trods alt kunne han dræbe uden samvittigheds kvaler. Det gik op for ham hvor meget han havde udviklet sig igennem tiden. Med et svagt smil på læben, rejste han sig op og nikkede anerkende til Sean. Det var så underligt, han burde være fuldkommen vred på Sean, men af en eller anden grund kunne han ikke få sig selv til at være det. Selvfølgelig var han stadig vred over at han havde dræbt Nille, ingen tvivl om det, men han kom også til at tænke tilbage på dengang med politichefen, inden alt det med Nille skete. Det hele var så kompliceret.
Han var sulten, det kunne han kun være enig med Sean i. "Det skal jeg huske, endnu engang, mange tak for hjælpen, du og din klan var til meget stor hjælp," Han nikkede en sidste gang anerkende, inden han begyndte at gå ud mod teltets udgang. En enkelt gang kiggede han sig over skulderen, sendte et svagt smil, inden han forlod teltet helt og Sean inde i det. Det havde været en.. interessant dag, det måtte han være ærlig og indrømme. Det var nok heller ikke sidste gang han så noget til Sean.

// Out ^^ tak for emnet!

//Selv tak //