Det kan ikke passe at det er dig //Callie//

Den unge hun ulve pev hun havde lige kæmpet mod nogle vampyre og var kommet til skade, hun lagde sig ned og slikkede på sit sår hun så ned og sukkede *ville ønske det ikke var sket jeg hader det her* tænkte hun for sig selv, hun ville gerne have gået hjem fra denne skønne aften uden at være kommet noget til, men vampyrene mente åbenbart andet, hun ville ikke blive menneske hendes ben ville hun sku nok ikke kunne gå på hele vejen hjem, hendes forældre havde nok ret med hun ikke kunne klare sig alene..

Den sorte ulv lade sit hovedet på skrå, han forstod ikke hvorfor sådan en svag ulv var taget her ud i skoven også helt alene, men der var noget over hende som fik Kuku til at tænke tilbage på sin fortid, han så lidt på hende og slikkede sig selv rundt om munden, han slikkede sig altid om munden, ikke fordi der var nogen grund til det han gør det bare uden at tænke sådan over det, han tog et til skridt frem imod den unge svage ulv, han viste godt hun kunne se ham ikke før han var nået næsten helt hen til hende, han snusede til noget rødt som var tæt på ham, duften af denne blod tybe fik han til at se på hun ulven igen, *Det kan ikke være rigtig, hvorfor dufter det af det samme blod som mit, det er ikke min mors, for hende ulv er hvid som sne og min fars er grå, vent det kan ikke passe* Ulven tog nogen flere skridt hen til den lille ulv som lå på jorden og slikkede sit sår, til sidst stod han bag hende og så ned på hende, han skuppede til hende, med sin sorte snude, hans gule øjne lyste endnu en gang på, som om han havde fået noget han havde ønsket sig i gave, han lade hovedet på skrå igen og tanker fløj igennem ulvens hoved *Hvis hun er min lillesøster, så må mine forældre være her i skoven, men hvor*

den unge brune ulv så på han ulven og slikkede sin bagpote.. *hvem er du? hvad vil du mig?* sendte hun til ham hun var bange for han ville angrib hende for hun ville jo ikke kunne slogs igen, og hende pote gjorder meget ondt, heldigvis var hendes forældre der ikke ellers skulle hun flytte hjemme igen, og det ville hun ikke hun hadet sine forældre for de tvang hende til et bryllup hun s en vampyr og pev hun rejste sig for an angribe men væltede igen *shit nu er jeg på spanden* tænkte hun for sig selv og så på ulven og vampyren..

vampyren grinede ''nåår den lille ulvetøs kan ikke gå... HA'' grinede vampyren af callie..

Ulven så ind i hendes øjne og svarede hende koldt men på samme tid venlig, *Jeg er ikke kommet for at skade dig ulv, vi er af samme race og måske mere end det* Ulven fik en mærkelig duft op i næsen, [/color=lndigo]*Vampyr* Ulven hoppede over Ulven som lå foran ham, men stod han foran hende, men de to for potter foran sin snude og bag poterne var klar til at sætte af, uleb knurrede vredt af vampyren, og var klar til at kæmp *Hvad laver der en vampyr her, han er nok nufødt eller ville han ikke vise sig her, nu hvor der stor en fuld voksen ulv* Han knurrede mere og mere hans øjne brænder sig ind i vampyrens øjne, han rykkede let på sine poter så han stod beder.

vampyren så på sin nye modstander, ''hvem er denne sorte kat.. din kæreste'' grinede vampyren og lod sit blik glide hen til hende som lå svagt på jorden, ''hun vil snart dø'' sagde han vi vil i hver til fald dræbe hende'' sagde han og forsvandt ind i mørket..

Callie så på den flotte sorte ulv ''tak for hjælpen'' sagde hun og slikkede sin bagpote hun kunne ikke forstå det plagede altid at heale meget hurtigt men lige den her gang gjorder det ikke, og hvad mente den unge fyr med det han sagde.. med at de måske var mere..

Kukiu tog sig ikke rigtig af hvad vampyren lige havde sagt til ham, han tog sig ikke rigtig af så meget for tiden, ulven så bare på vampyren indtil den forsvandt, Kukiu så på den brune ulv foran hans fodder, han så med stolte øjne ned på denne ulven og sagde med en stille stemme "Hvad laver sådan en ung ulv her ude, hvor er dine forældre" Han vil bare vide og hans egen forældre var i skoven for hvis det var ville han nok slå dem ihjel, for at være sådan over for ham, den store sorte ulv gik lidt væk fra den brune ulv og lade sig ned og slikkede sin pels rend.

Calli som ulven hed så på ham og sukkede ''de r her ikke jeg er løbet hjemme fra'' sagde hun stille og så på den sorte ulv, hun syns den var pæn men hvem var han, der virkede noget bekndet for ham men hvad kunne hun ikke finde ud af hun var jo enebarn det var i hver til fald hvad hendes mor og far havde fortalt hende

Kukiu smilede svagt da hun sagde hun var løbet hjemme fra han slikkede sig selv igen og sagde så med en lige så kold stemme men der var lidt mere venlig hed i den end før "Det var godt du kom væk fra dem, de var også syge i hovedet" Kukiu så på hende og viste ikke om hun kunne huske ham det var jo lang tid sigen hun havde set ham, der var hun kun to da han løb sin vej, han ønskede sådan at tage hende med den gang men viste at hun havde brug for en mor og far, så han kunne ikke løbe væk med en lille pige som havde brug for forældre

Hun så på ham "sir jeg keder dig ikke men du kender mine forældre?" Spurte hun blidt og så på den unge ulv og smilede for sig selv og tænkte på sin familie og slapper og ser ned i jordern og slapper af og er glad for hendes far ikke var der sp skulle hun bare angribe den unge han...

Ulven forvandelede sig om til en vel trænet unge mand, før lå ulven ned nu sidder manden på og se på den brune ulv og ikke sagde så meget og kaldt ham har sir, han grinede lidt over det og sagde men en drillende stemme "Jeg kender dem beder end du selv gør" Han overvejede lidt at fortælle hende hvem han var men på den anden side havde han ikke lyst, for det kunne jo være at han forældre havde sagt at hun skulle lyve om hvor de var, han vil helst være på den sikker side angånde sine forældre.

callie så på ham han virkede lidt skummel,, den unge ulv blev til menneske form og så på den unge veltrænede fyr han så da godt ud.. hun smilede og rystede tanken ud, ''hvem er du og hvordan kender du min røv irreterende familie'' sagde hun alvorligt og så på ham...

Den unge mand grinede højt at synes at hun var mega sjov, han så på hende og sagd men en drillende stemme "Hvem jeg er, det tror jeg godt du ved, du skal bare huske tilbage pige barn, og angående din familie ja det siger sig selv når du kan huske mig" Hvis hun ikke kan huske ham viste han hun heller ikke var klar til at få det afvide, han viste godt hvad han var for hende, men hun skulle selv finde ud af det, og han vil ikke hjæle hende, eller kun hjælpe lidt.

Callie lod et smil på sine læber brede sig og kom tæt på ham og så undersøgnde på ham og tænkte tilbage... ''noget med familien..'' sagde hun, hun så ind i hans øjne og så tilbage til sin barndom ''du har fars ansigtigs træk'' sagde hun blidt.. hun spærrede op ''du... du... du min bror'' hviskede hun overraskende hun havde fundet et billede af ham og hende da hun var baby.. ''hvorfor efterlod du mig!'' spurte hun vredt..

Kukiu så til imens hun kiggede på ham, imens sagde hun bare en masse ting som han svare på for ikke at forvidere hende Ja noget med familien" Han rullede med øjne og synes at det har var barnligt hun begynde igen at snakke og han svarede igen, "Når så det synes du, jeg vil så sige jeg er meget flotter hen han nogen sinde kommer til at blive" Han lade arme over kors og synes hun var lidt langsom til det men til sidst fandt hun ud af det, han nikkede bare at så hvordan hun stod, kort tid efter kunne han hører en vred stemme og så lige ind i hendes øjne, "Ellers var jeg blivet slået ihjel"

Callie havde tåre i øjnene hun var vred over hendes bror var forsvundet uden noget som helst, hun holde rom sig selv.. ''jeg ville ikke være alene...'' græd hun for sig selv og blev meget trist hun så mod sin bror han var flotter end deres far, mon han havde en kæreste der må være en masse der var vild med ham, det måtte være dejligt...

Kukiu så hen imod sin lillesøster og opdagede at hun havde fået tårer i øjne han gik hurtig hen til hende og lade arme om hende, så hun kunne græde ind til ham, han så ned på hende og sagde med en svag stemme, "Du kommer sldrig til at være alene mere det lover jeg dig" Han kunne got se på hans ansigt at ham mente det.

hun mærkede stærke arme om hende og lagde om sin bror og græd mod ham, ''hvad er det nu du hedder mor og far sagde aldrig dit navn'' græd hun og tog om sin elskede storebror.. han var der endelig for hende og smiledie for sig selv og bed sig i læben....

Han så ned på sin søster og forståd ikke at de ikke havde fortalt hende om deres egen søn han så bare på hende og sagde med en svag stemme "Mit navn er Kukiu, ved godt det er et mærkeligt navn, men bare kald mig for Kuki eller for bro, du bestemmer selv valget er dit" Han så væk og tankte tilbage på den tid han var hos sine forældre, men hvorfor var hun taget væk, de havde elskede hende mere end de havde elsket ham, de havde altid ønskede sig en datte, men hvorfor var hun her og ikke der hjemme, mange tanker fjøl i gennem hans hoved

Hun bed sammen hun vidste hendes bror havde spørgsmål "spørg bare ind til det hele jeg skal nok svare" sagde hun kærligt til sin storebror og holder om hans nakke og græder hun var glad for han var det og hun smilede til sin bror...

Kukiu tog hende i ovrarme og holdte hende ud så han kunne se hende i øjne for at være alvorlig "Jeg har kun et søs, og det er hvad de har gjort ved dig, jeg er sådan set ligeglad med at andet" han kunne næsten ikke lade være med at smile han var så glad for at hans lillesøster var hos ham og ikke hod de sinsyge forældre, bare ikke har gjort hende noget.

hun så ned og ville endelig ikke fortælle ham det.. ''mor og far havde arrengserede et bryllup som jeg var tvunget ind i'' sagde hun blidt og roligt.. og slapper mere af med sin bror der...

Hadt til deres forældre kunne man se i hans øjne, han knurrede lavt, han så på hende men vreden i øjnende, "Callie ved du hvor de er?" han holde stadig i hendes overarme, og slap dem hurtig da han mærkede hvordan vreden var ved at tage over ham, og han vil ikke miste sin søster igen.

Callie så på sin bror ''jeg blev heldigvis ikke gift... kuki... onkel matt sagde noget om de... var døde'' sagde hun og så på ham og så på sin storebror så sad hos hende og slapper af og ser på ham.. ''kuki mor og far dræbte matts kæreste fordi hun var vampyr'' sagde hun...

Kukiu rystede på hovedet han viste at de ikke var døde for så ville han kunne havde mærkede det, han så på hende igen og sagde med en fast stemme, "Hør de er ikke døde, det ved jeg, ellers ville havde havde mærket det" Kukiu viste godt at Matt var deres onkel, men kukiu havde aldrig sådan talt med ham, ikke fordi han ikke ville men det var mere deres forældre som ikke ville havde det, kukiu blev helt stiv da han hørte at de havde dræbt Matt's kæreste fordi hun var en vampyr, tænk hvis de kom efter Eliza, hans verden vil gå under, han elsker Eliza mere end noget andet her i verden, og han ville ikkek unne klare at miste hende.