So long ago ~ Sean

t: lige før solnedgang
s: en park i Terrorville
o: de fleste er på vej hjem nu, efter en dejlig dag i parken.
v: lunt, ingen skyer.

Det var lunt, og vinden blæste stille.
Solen var gået ned, næsten, men det var ikke en trussel for hende. Hun vidste ikke hvorfor, men hun havde valgt at se området hvor Sean angiveligt boede.
Hun så lidt ned, da hun sad på bænken. Hvorfor skulle hun overhovedet forsøge at få det til at fungere mellem dem, når hun så sjældent kunne se på ham og se et smil til gengæld? Jo, hun elskede ham. Hun elskede Sean, og alt hans væsen, men var det nu nok? Ønskede han at blive elsket?

Hun var iført en sort let sommerkjole, som gik helt ned til græsset, sorte stiletter og en kappe hun kunne gemme sig for solen med.
Hun savnede ham. Det var to måneder siden hun havde sagt godnat til ham og var gået hjem.
Nu sad hun bare og ventede, og så efter ham. Måske var hun heldig, og han havde modtaget hendes lille brev om at hun savnede ham, og at hun ville være i parken og vente på ham i aften?

Han havde fuldkommen glemt det. Brevet lå på hans private værelse, på bordet, men han havde glemt alt om det. Han havde ikke været i det rum i over et døgn, nok fordi han havde haft lidt travlt med sit arbejde, men...En episode ude i skoven og Connor og Bruce. To drenge der nu levede under hans tag sammen med deres mor, Luce.
Connor var kun to måneder gammel. Dagen efter han havde set neph, var Luce kommet hjem til ham og havde født. Dette lille barn, dæmon, var nu også en del af hans ansvar, på en måde. Han havde i hvert fald lovet at tage sig af ham og opdrage ham, Luce havde jo barnet. på en måde, da det var Rafaels efter en voldtægt og tortur...
Han sukkede svagt da han sad med barnet i sine arme, da hans butler bankede på.
"Undskyld, Sir. Man havde De ikke en aftale i parken på dette tidspunkt?" Sean så op på ham, hans dygtige butler som han enlig havde opnået et godt loyalt forhold til og som altid mindede ham om hans aftaler.
"Det er rigtig. Tak, Sigmund" han rejste sig fra sin stol.

Ikke længe efter var han udenfor. Iklædt mørke jeans og en sort skjorte. For en gangs skyld var det rigtig lunt i vejret. Han havde besluttet sig for at tage Connor med. Det var måske ikke en god ide, måske endda en anelse farligt, han og Neph havde jo ikke en god fortid med babyer, men samtidig viste han at hvis de skulle være en del af hinandens liv måtte hun acceptere at han nu havde en dreng at opfostre. Og ikke bare hans nevø, Elyas, som til gengæld gjorde store skridt mod at blive en bedre dæmon.
Han befandt sig hurtigt nede ved parken. Der var ret tomt, der var ikke særlig mange mennesker. eller folk. Han nikkede venligt, med et lille smil, til et ungt par der gik forbi og som han havde mødt til et selskab for to uger siden, inviteret af sin nabo.
Han gik ind i parken og videre, til han endelig fik øje på en bekendt skikkelse. Et lille smil gled over ham, han anede jo intet om hendes tanker.
Connor vendte sig lidt i det tæppe han lå i, vendte sine store øjne ud mod det kommende mørke, men var heldigvis stille lige nu. Han gik over bag bænken som hun sad ved.
"Godaften Neph" hun havde sikkert hørt ham, da hun jo var vampyr.

Hun så rundt, afventende. Havde han glemt hende, så måtte hun jo hellere komme hjem.
Hun så frem for sig, direkte på Sean. To hjerter bankede, og ingen af dem var hendes. Var der andre i nærheden, eller hørte hun forkert?
Først så hun lidt ned, og så så hun igen på ham. Han talte til hende, gjorde han ikke?
''Hej Sean.'' sagde hun, med hendes funklende hvide tænder.
''Hvem har du der?'' spurgte hun, med et varmt smil. Et barn? Hvordan kunne han tro at det var okay, at bringe et barn med når han vidste hvordan hun havde det?

Men det var ikke fair at lade det gå ud over Sean og barnet. Faktisk, så så barnet da også ret sødt ud. Meget sødt. Og det duftede godt... Åh gud! Godt hun havde spist inden hun valgte at mødes med ham. Hun smilede til den lille baby i tæppet, og så derefter op i Seans øjne igen.

han så afventende på hende. Han fornemmede en hvis tvivl, gjorde han ikke? som om han havde gjort noget forkert. Men den fornemmelse havde han tit, så den havde ikke nogen videre indflydelse på ham. I stedet satte han sig ved siden af hende med barnet, hvis øjne nu rettede sig imod Neph.
"Dette er Connor. En kvinde, som jeg har under mit tag derhjemme, fødte ham for noget tid siden" han holdt barnet lidt op så hun kunne se det og studerede hende samtidig for at imødekomme evt. fjendtlige reaktioner.
"Jeg har lovet at tage mig af ham, da han ikke er...ønsket"

''hvordan kan et barn ikke være ønsket..?'' hviskede hun og lod en finger glide blidt over Connors kind.
''Hej med dig, lille ven.'' smilede hun. Connor mindede hende på alle måder om Dean. Og på et punkt gjorde det ondt, at se Sean med et barn i armene, der ikke var Dean.
Men det var ikke barnets skyld. Og i realiteten heller ikke Seans eller Nephs egen. Tingene gik bare som de gjorde.
''Han er sød.'' smilede hun, og så op på Sean. Det var et underligt glimt i hendes øjne. En glød af menneskelighed. Hun smilede, varmt.

Han trak vejret dybt et øjeblik. Der var ikke særlig stor sandsynlighed for hun kendte Luce.
"Gennem voldtægt" svarede han roligt. Connor vred sig, som om han kedede sig af at ligge der. Hans ene hånd lukkedes sig til en knytnæve, som han vredt dunkede ind i brystet på Sean, hvad han mærkede som et prik.
Men Sean havde andre ting at tænke på, da han så på Neph. Et svagt, men for en gangs skyld oprigtigt, smil gled over ham, da han så varmen i Nephs øjne. En varme hun ikke engang viste ham, selv om hun påstod hun elskede ham!
Da Connor også begyndte at sparke, var han dog nød til at flytte lidt så ham. Da han bedre kunne se sine omgivelser, blev han lidt roligere, da han nu havde andre ting at se på.
"Han er..." sød.

Hun smilede, forsat. Grundet Seans smil.
Hun lænede sig kort ind over Connor, og kyssede Sean kærligt.
''det er svært at sige hvem der er sødest lige nu; ham eller dig.'' hun hviskede det mod Seans læber, og lod sin sødlige ånde glide ind over hans ansigt.

''var det frivilligt at du passer ham? Eller tvang moderen dig til det?'' der var en drillende tone i hendes stemme. Hun nød faktisk at sidde sammen med ham og slappe af. Og den dejlige unge han havde i armene gjorde bare det hele endnu bedre.
Hun lagde hovedet på Seans skulder, stadig smilende.
''Ja.. det er så én af de ting jeg endte med at fravælge.'' sagde hun stille, men smilede stadig.
Hun nussede blidt Seans overarm, mens hun bare sad der. Det var bare så rart.

Han fik ikke helt fat i hvad hun enlig havde fravalgt, men var ikke sikker på det betød så meget at han skulle forfølge emnet. Det var faktisk ganske rart, bare at sidde her, dem alle...tre.
"Frivilligt...Mere eller mindre" Det havde taget ham et par uger at kunne holde Connor i sine arme i mere end bare et par minutter uden at bryde ud i pludselige svedeture og uden at få alle disse billeder gennem sit hoved hele tiden, om Dean og om ritualet...Det kunne stadig være svært, men nu var han ved at vænne sig til det. Blive mere normal igen. Men han frygtede stadig at stå op midt om natten og spidde drengen. Dog ikke lige så meget som han havde frygtet at moren ville gøre det, takket være den slags for depression hun havde fået.
"Han er jo på en måde en del af mit ansvar nu..." han trak lidt på skulderen og lagde Connor til rette. Snart gled hans øjne i. Men Sean frygtede det bare var snyd, at drengen snart ville vågne op og sætte i et skrig, at han bare drillede som han nogen gange havde for vane, især om natten når folk sov.
Det var rart og betryggende at mærke Neph ved siden af sig.

Hun så lidt på Connor, den lille dejlige dreng. Hvordan kunne nogen overhovedet hade børn, med en dreng som ham?
Hun var så tæt på at sige, at dette havde været alt hun havde ønsket sig. Og så valte hun alligevel at tie.
Hun sad der bare, tæt op af Sean, og kærtegnede hans arm.
Havde hun kunne græde, så havde hun gjort det nu. Ikke negativt, men glædeståre. Hun kunne knap nok fatte at hun fik muligheden for at sidde med Sean, på en bænk i en park, med en dreng i hans arme.
''jeg elsker dig..'' hviskede hun, inden hun drejede hovedet og kyssede ham blidt på halsen.

Han så lidt på hende med et lille smil. Han kyssede hende oven på hovedet, men tog så fat i hendes hage med den frie hånd og så mod hendes øjne et øjeblik, før han slap hende igen. han sukkede let, da han lod blikket glide rundt i parken. Men der så ikke ud til at være nogen mistænksomme blikke. Han var blevet så paranoid på det sidste...
"Neph...Du ved godt dette ikke er vores barn og aldrig vil blive vores" han så på hende igen med et lille smil.
"du virker meget...glad for situationen og ja, den er hyggelig. Men skal jeg virkelig slæbe en baby med mig hver gang for at se din del af dig jeg nyder mest?" han rystede svagt på hovedet.
"Jeg tog ham med fordi han sikkert bliver en del af min hverdag som min nevø. En dreng du heller ikke har mødt endnu. Med god grund, han skal holdes sikker. Men ham her..." han rystede på hovedet. Han viste han nu bevægede sig mod det at ødelægge situationen, hele det hyggelige...men det virkede bare så sært det her.

Hun smilede, som om han sagde noget helt irrelevant.
''Sean, det er ikke vigtigt om han er vores eller ej. Jeg havde aldrig troet at jeg skulle se dig holde et barn igen. Det er det jeg er så glad for, intet andet. Jo, at du tør tage en lille dreng med ud for at møde mig. Du må have frygtet at jeg ville bryde sammen.'' hun kyssede ham på hagen.

''jeg ville ønske at vi engang fik vores egen. Men det er ikke relevant lige nu.'' smilede hun, og puttede sig op af ham igen.
Hun så igen ned på Connor, og smilede igen.
''Du har en nevø?'' spurgte hun roligt, og nussede igen Sean på armen

Wow...vent, hvad?!
han så på hende et langt øjeblik, før han vendte sig mere om mod hende.
"Neph...Det bliver intet barn mellem os" han så på hende. Det var vigtigt hun forstod det her...Hvad var der galt med kvinder?
"Og der bliver intet fast forhold, intet vi. Ingen fremtidige bryllupper, rejser, børn...Neph, jeg er ikke personen der binder mig. Og hvis du tror det, må jeg heller vække dig fra din drøm og bede dig finde en anden hvis du søger en lykkelig familie..." han var virkelig tæt på at rejse sig op. Alle folk ville så tæt på, binde sig og gøre ting som han aldrig i sit liv ville tillade sig selv at gøre.
"Jeg godtog drengen af praktiske årsager. Jeg føler intet for ham og jeg må ærlig indrømme han stadig giver mig ubehag..." han fik sagt for meget. Men det betød ikke noget. neph var ike typen der hang sig i detaljer, som f.eks. Camille eller Luce kunne finde på.

hun vidste det jo, så hvorfor skulle han træde i det.
hun trak sig lidt væk, så undskyldende på ham. Man kunne sammenligne hendes blik med en hund man lige havde råbt af.
''jeg mente ikke... undskyld...'' knuden voksede i hendes hals, og hun sænkede blikket.
Hun havde ikke, med vilje, hentydet til at der var et 'vi'. Hun havde bare sagt at hun ville ønske. Hun vidste, at dette var det tætteste hun måtte komme på ham.

Hun så lidt ned på Connor, uden at sige mere

Han så lidt på hende med et undskyldende blik.
"Undskyld Neph...Alt det der...kærlighedshalløj er ikke mit speciale. Og det at være tæt på folk er heller ikke noget jeg er god til. At være bundet til dem gør det endnu værre. Du snakkede som om du forventede vi havde en fremtid sammen. Som om vi skulle have et barn. Men jeg skal aldrig have et barn. Ikke igen" han så ned på Connor, som vred sig grundet den lidt anspændte situation.

Hun nikkede stille, og så stadig ikke op fra drengen. Det virkede så meget lettere at se på Connor lige nu.
"Nej... Det ved jeg godt. Du har altid sagt det. At du ikker dur til det. Og det må du jo vide bedst.." Hun trak ikke vejret mere. Hun havde ikke lyst. Hun havde dummet sig, for groft, ved at bruge et latterligt ord. Flot Neph...
Connor vred sig, og mest af alt, ville hun ønske at hun kunne tage ham i sine arme og vugge ham, som hun havde gjort med Dean, lige før Sean var braset ind og havde taget ham fra hende.
"Måske skulle du ligge ham i seng.."

Han så lidt på hende. Han havde stadig den sære fornemmelse af...Nå, men han fandt jo nok ud af det, hvis det var. Han rejste sig op ved hendes næste sætning.
"Jamen så må jeg jo hellere gå hjem med ham, så han kan sove" han så på hende med smilte så og sendte hende et drillende blik.
"Vil du med?"

Hun så kort forvirret på ham. Hun huskede tydeligt sidste gang hun havde været på vej hjem til ham, hvor hun fik besked på at kun få var 'velkommen' i hans rigtige hjem.
"Sean... Var det ikke noget du prøvede at være mere klar med, dengang? Ingen adgang for hende her." Sagde hun og bed lidt i sin underlæbe. Hun smilede lidt til ham, undskyldende.
"Desuden, du har brug for dit privatliv, ikke?" Hn rejste sig også, og så lidt på Connor, dog uden den glød i sine øjne.
Hun smilede, men kun fordi hun ikke ville være den der ødelagde stemningen

Han så hen på hende med et lille smil. Han tog en arm fri, og bar dermed drengen i kun en arm, den anden rakte han mod Neph.
"Kom nu. Du er en person jeg stoler på og en person jeg vil have tæt på mig. Hvis du ikke tager med tager jeg det som en fornærmelse" smilte han roligt. han havde en fornemmelse af deres forhold til hinanden allerede havde lidt alt for meget skade og nu prøvede han febrilsk at lappe det lidt sammen igen.

Hun så lidt på hans hånd.
Det var ikke fair! Først beder han hende blande sig udenom hans liv... Og nu ville han endelig have hende med hjem, og nu turde hun ikke?
Hun tog hans hånd, og trak lidt på smilebåndet.
"Jeg ved ikke hvad der er værst, at du faktisk vil holde i hånd, eller at du bærer et barn samtidig" sagde hun drillende, og kyssede ham på kinden.
At redde hendes humør, efter det der lige var sket, ville være som at lime knust glas sammen. Ikke umuligt, men svært.

Han viste ikke om hun enlig var i dårligt humør eller hvad der havde ødelagt det. Tingene var bare anderledes og han viste ikke helt om det var ham, hans skyld, eller om de var sammen om det. Han tog hendes hånd og klemte den kort. han smilte svagt og så ned på Connor et øjeblik. Faktisk havde han lige nu mest lyst til at smide ham i en sø eller noget lignende...Flænse ham op med en kniv, som han havde flænset...Nej, han ville ikke tænke på det.
"Tingene forandre sig, Neph" han hev hende blidt med sig, på vej hjemad.

Hun så ned mens de gik. Skiftevist på deres hænder, og på hendes fødder.
Hvorfor lod hun sig altid narre? Selv som en omvandrende død, kunne hendes hjerte og hjerne ikke finde ud af at være realistiske! Selv nu, på vej hjem til ham, var hun bange. Hun ville mest af alt rive sig fri og løbe sin vej. Få sine følelser ud, hvad end det kostede.
Men hun klemte bare hans hånd blidt. "Jaah.." Mumlede hun, en smule fraværende.

Hun var fraværende. De havde en lille bid vej hjem til ham og personligt snakkede han bedst når han gik.
"Hvad plager dig, Neph? At jeg direkte har sagt jeg ikke ser nogen fremtid for os, at jeg aldrig lukker op for mig selv om min fortid, barnet her eller andre problemer?" spurgte han direkte og så på hende. Hans hånd nussede blidt hendes.

Hun så på ham, ind i hans øjne. Hn så ned, og rystede på hovedet.
"Hvad der plager mig...? Udover at jeg, endnu engang, var dum nok til at..." Hn rystede på hovedet.
"At jeg reagerede som jeg gjorde.. Jeg vidste det jo. Du har gjort det klart før, men jeg skal altid ødelægge det ved at spille den lykke-søgende... Jeg er jo en idiot..." Sukkede hun inden hun stoppede lidt op. Hun så undskyldende på ham.

hvorfor gjorde hun altid det? Det stressede ham. Da var sgu da utroligt! Selvfølgelig blev det aldrig de to, han havde brug for en stærk kvinde der kendte sine styrker og kæmpede for noget. Neph skiftede humør og mening som vinden skiftede. Hun troede aldrig på sig selv. Hun var venlig og et godt selskab, men lige på det punkt var han efterhånden lidt træt af det hele.
"Neph...Hvor mange gange skal jeg sige det? Du ødelægger ikke noget. Jeg gjorde det bare klart det ikke ville ske. Det er ikke sådan jeg vil leve mit liv.Men hvordan du lever dit, er helt op til dig selv, det har du også gjort klart tidligere. Jeg holder af dig, Neph. På min egen, indviklede måde. Men du bliver simpelthen nød til at stole mere på dig selv" han så lidt på hende. Den frie hånd lagde han på hendes skulder, halvt op af halsen som han kærtegnede blidt.
Connor vred sig lidt i hans anden arm.
"kom. Lad os komme hjem til mig, vi er der...Ja, lige rundt om hjørnet faktisk"

Hun bed sammen. Han forstod ikke... Hun havde narret sig selv. Troen - det spinkle håb for at der var noget mellem dem - havde gjort hende blind for realiteten: Han havde ikke brug for hende.

Hun var millisekunder fra at stoppe op, vende om og bare løbe sin vej. Bare... forsvinde. Aldrig komme tilbage. var det ikke bedst? Ærligt, så skræmte tanken om at Sean nu var på vej til at lukke hende ind i sit hjem, ret meget. Han havde ikke brug for en sindsforvirret vampyr, der havde mindreværdskomplekser. Han havde brug for en der kunne støtte ham - og det kunne Neph ikke... Ikke godt nok.

Hun fulgte med, for hans skyld. For Seans skyld. Hun turde næsten ikke tænke på hvor såret han måtte blive, hvis hun nægtede at se hans hjem.