It's been so long//Sean.

Solen stod højt på himmelen, det ellers hvidlige træ fra boderne fik et nærmest gyldent skær. De få skyer der endnu engang var på himmelen dannede små skygger hist og her. Markedspladsen buldrede med energi. Sælgere der råbte om at folk skulle købe deres vare. Børn der rendte rundt og legede og der var sikkert også de sædvanlige lommetyve blandt de mange væsener. Den kølige brise der kom igennem her gjorde det lige præcis behageligt at være her. Ellers ville der havd været alt for varmt med solen og de mange tætpakkede folk.

Alane var blandt de mange væsener som gik rundt på markedspladsen skønt hun igen penge havde var hun her alligevel. Hendes øjne gled over de mange farverige stoffer som hang og svejede blidt i den blide vind. Hendes lugtesans var næsten på overarbejde med alle de mange krydderier der blev solgt her. Det var et underligt syn og de fleste ville sikkert finde det stressende men Alane fandt det underholdende. At kunne studere folk fra afstand var noget af det hun gjorde sig meget i og hun nød det. Som regel var hun faktisk rigtig god til at læse andre bortset fra en person. Hun sukkede lidt ved tanken om ham. Det var lang tid siden de havde set hinanden og hun savnede ham utroligt meget. Sean. Bare navnet fik et smil frem på hendes læber. Hun havde stort set ikke lavet Andet end at træne siden han tog afsted og man kunne da også se det en smule på hendes muskler, de var blevet mere fremtrædende.

Roligt gik hun hen og satte sig på kanten af det store springvand. Det aftalte mødested. Hun vidste ikke helt hvor de skulle hen efter det her men hun havde godt regnet ud hvorfor han ville mødes et så befolket sted. Han ville jo ikke bringe hende i fare ved at blive set sammen med hende og hvilket bedre sted kunne man være uset. Blandt mange andre folk. Alane bar en stor sort hættetrøje som dog sad lidt til omkring overkroppen så man stadig kunne se hendes feminine former. På benene bar hun et par tætsiddende bukser som dog var meget elastiske. Hendes lange hvidlige hår var sat op i en hestehale og hendes fødder var som sædvanlige bare. Det var lidt underligt at hun bar en så stor hættetrøje når det nu var så varmt men hun havde noget som hun måske ikke var helt glad for at Sean så. De grønne øjne spejdede omkring for at se om hun kunne finde ham.

Han havde haft ret travlt på det sidste. Han havde været udenbys for at tage sig af nogle små problemer i en af de andre byer, hvor han også havde mænd til at arbejde. Nu var han dog tilbage, klædt i nogle lidt løse, behagelig bukser og en lys T-shirt. Det mørkebrune hår var redt tilbage, bortset fra pandehåret, som gled ned over hans pande. Og de mørke øjne, som gled over sine omgivelser, men samme form for opmærksomhed til alt og alle.
Her var som altid mange mennesker og det var også hvad han havde håbet, så kunne de forhåbentligt være her i fred...Og skulle nogen endelig opdagede dem, ville det blive svært at jagte dem gennem menneskemyldret.
Lige som Alane, satte han stor pris på at kende kroppens signaler og tyde folks udtryk. Han havde dog studeret det så længe, at han ikke længere tænkte nærmere over det. Hverken fra enken, som gik forbi ham, med en svag trækning ved munden, som mest mindede om sejr. Eller fra drengen der løb fordi ham, skræmt af manden som løb efter ham, som var fuld af vrede.
Og grunden til det tænkte han endnu mindre over. Enken havde sikkert selv slået sin mand ihjel, drengen havde sikkert stjålet noget fra manden.
Men det var alt sammen så hverdags og ligegyldigt.
Han tog en omvej hen til springvandet, men endelig nærmede han sig. Smilende, ved tanken om det forestående.
Han nærmede sig og hans smil voksede da han så Alane sidde ved springvandet og kigge efter ham. Han kom dog bagfra, så hun så ham nok ikke med det samme.

"Halløj skønne" smilte han, da hun kom rundt om springvandet og endelig kunne ligge en hånd mod hendes ene arm.
"Leder du efter nogen?" han blinkede til hende.

Hun sad med fronten halvt vendt mod springvandet, roligt lod hun sine fingre spidser glide gennem vandets overflade. Et stille smil lå over hendes læber, vandet var dejligt varmt og havde en blød følelse mod hendes fingre. Solen spejlede sig i overfladen og gav det et glans skær.Dog trak hu til sidst fingrene ud af vandet og vendte sig opmærksomhed mod markedspladsen. Et lettere fjoget og forelsket smil banede sig vej på hendes læber som hun blev ved med at tænke på Sean, de havde ikke set hinanden længe. Hun vidste ikke andet om det end at det var arbejde og det var egentlig nok for hende. Hun stolede på ham og egentlig havde hun det fint med han havde sex med andre kvinder men kun så længe de var mad. Hvis der påstod andet end det forventede hun selvfølgelig at han fortalte det. De tanker blev dog hurtigt skubbet væk og erstattet med endnu et smil, hendes øjne gled over folkemængden og endnu engang landede hendes øjne på de elendige lommetyve som åbenbart var gode nok til at kunne stjæle selvom de var så åbenlyse, et kort øjeblik overvejede hun om hun måske skulle starte sig sådan en karriere, hun ville sikkert være god til det. Hun havde trods alt en balance som en kat og var lydløs som en. Hun kunne ikke lade være med at grine inden i sig selv.

Med et vendte hun sig om da der var en som snakkede til en, en stemme hun kendte. Et dejligt smil lå over hendes læber endnu engang. Alane kunne mærke hvordan sommerfuglene fløj omkring i hendes mave mens hun betragtede Sean, han ligenede sig selv ergo lige så attraktiv som altid og mindst lige så dejlig.
"Nah, hvem skulle jeg dog lede efter?", hun gav ham et flabet smil og gengældte hans blink.

Det undrede ham så varmt det var denne dag, når alle andre dage havde været fuld af kulde og regn. Det var efterår og vinteren var hurtigt på vej.
Han lod kort blikket glide over de nærmeste omgivelser, før han sendte Alane et glad smil, han trak hende ind til sig i et kærligt kram og kyssede hende oven på hovedet.
Der havde været en enkelt episode, som ikke gik ud på mad. En med Nephthys, som havde været forelsket i ham i lang tid. Men han huskede det ikke.
Faktisk var det efterhånden en del ting han ikke huskede. Før havde det bare været timer hist og her, hvor han ikke kunne huske noget, til stor forvirring og bekymring for sig selv. Efterhånden var det steget til hele dage.
Men denne dag ville han huske! Det måtte han bare...Hvad skulle der dog ikke ske, hvis han glemte Alane?!
Han holdt hende lidt ud for sig og lod kort blikket glide over hende med et tilfreds smil. Hun var lige så skøn at se på, som altid.
Men mest af alt glædede det ham at se hendes slanke, smidige muskler, som var vokset lidt siden sidst.
"Jeg kan se du træner, det beroliger mig noget" smilte han og gav hende nu et rigtigt kys.
"Kom med...Der er en bod jeg syntes vi skal se på" smilte han til hende og gjorde tegn til at om de skulle gå sammen.
"Hvordan går det ellers? Har du klaret dig al den tid, hvor jeg ikke lige kunne være i nærheden?" han så på hende med et smil.

Der var jo nu engang så mange underlige ting ved Underworld som man aldrig rigtig fik svar på og det var der gjorde det så spændende at bo her, alle mysterierne og alle de hemmeligheder som lå og lurede lige om hjørnet. Alane var kommet i en meget tidlig alder fra den anden verden. Verdenen over men hun var så lille at hun knap nok huskede det. Kort fulgte hun hans blik men lod dog hurtigt hendes blik falde på ham igen, det var så rart at se ham igen, hun havde virkelig savnet ham men vidste ikke helt om hun skulle sige det, hun vidste jo ikke hvor seriøst deres forhold var indtil videre. De havde set hinanden en gang som kærester og det var den aften det var sket. Men det genrede hende egentlig ikke, det var dejligt at være forelsket og det var det vigtigste. Armene lagde sig automatisk omkring hans nakke og gengældte det dejlige og kærlige kram. Et smil blev sendt hans vej som han kyssede hendes pande. Det var så vidunderligt at se ham igen, der var efterhånden gået noget tid siden de sidst havde set hinanden. Alane havde ingen jordisk chance for at vide de tanker som løb igennem hans hoved men det var hun egentlig også glad for. De grønne øjne lukkede sig mod hans dejlige mørke øjne, det dejlige og charmerende smil lå stadig over hendes læber som hun betragtede ham. Det undrede hendes lidt at han kunne se det igennem hendes store hættetrøje men på den anden side kunne det jo være han havde kunne mærke det igennem den. Alane gengældte ivrigt det kys som hun blev givet og gjorde det intimt og en smule dybt. "Selvfølgelig gør jeg det, det nytter jo ikke noget at du skal bekymre dig om mig hele tiden", hun gav ham et skævt smil og rejste sig stille op og tog let hans hånd. "Jamen lige nu går det egentlig meget godt, jeg har haft lidt episoder hvor det har været lidt svært at klare mig men jeg er jo ikke død". Hun havde virkelig ikke lyst til at frotælle ham om historien med den sindsyge dæmon som havde både bidt hende og meget andet. Hun så op på ham med et lettere nervøst smil.

Han lyttede med et roligt smil, mens de stille begav sig ind i havet af folk. så mange lugte, så meget forskelligt. Det var altid anderledes at få her på markedet, ens sanser blev bombarderet og man kunne nemt fare vild, hvis ikke man var vågen nok.
Han klemte kort hendes hånd, i en rar gestus. Lidt efter så han dog bekymret på hende. han kunne mærke der var et eller andet...Som gik hende på, eller som hun havde oplevet, men som vist ikke var så godt...
"Og hvad er der for nogle episoder, min skønne?" spurgte han let og håbede inderligt hun ville svare...Han kunne ikke klare tanken om ikke at vide det. Havde nogen mon gjort hende noget? Noget slemt?
Han brød sig ikke om tanken.

Alane fulgte roligt efter ham, hun stolede næsten blindt på ham. Spørgsmålet var nok om det var en ting eller ej. Hun havde altid hørt at man ikke skulle stole på en dæmon men nu valgte hun at tage chancen og så måtte det enten briste eller bære. Hendes klare grønne øjne gled endnu engang over de mange folk som skyndte sig igennem markedspladsen, nogle som om deres liv afhang af det og andre bare fordi de havde travlt. Det morerede hende, det var dumt eller andet sted, at stresse hele sit liv væk og først til sidst opdage at man havde spildt det. "Hvad er det egentlig for en bod du tager mig hen til?", hun lod sine øjne finde hans, et nysgerrig glimt i øjet. Alane havde tydeligvis ikke nogen problemer med at færdes i mængden af så mange folk, hun gjorde det faktisk med ynde og lydløshed. Kort lod hun sit blik falde mod jorden, hun vidste godt at hun ikke kunne lyve overfor ham men hun havde heller ikke lyst til at bekræfte ham i at hun ikke kunne klare sig selv. Uden at sige noget skubbede Alane ham pludseligt ind i en gyde hvor der ingen var, ingen ville kunne se dem. Hun slap stille hans hånd og trak så hættetrøjen af. Lige omkring det stykke hvor skuldren og halsen mødtes i venstre side havde hun i stort arrigt bidemærke hvor man tydeligt kunne se det var noget større end et menneske men dog ikke en varulv. Tændernes form lignede næsten syle men dog tykkere. Man kunne se at det ikke var særlig lang tid siden nogen havde bestemt sig for at sætte tænderne i hende. I nakken havde hun et stort blåt mærket som mest af alt lignede at en havde haft virkelig hårdt fat i hende. Hun så bare ned i jorden uden at sige noget, hun turde ikke kigge op på ham. Hun havde ikke lyst til at se hans skuffede ansigtsudtryk.

Han smilte til hende og nød hendes nysgerrighed. Han havde dog ikke tænkt sig at sige noget, det skulle være en overraskelse. En lille en, som han dog håbede hun ville sætte pris på. Han smilte bare drillende til hende, det var tydeligt han ikke ville sige det.
Dog blev han alligevel lidt overrasket da hun skubbede ham med ind i en lille gyde. Forandringen var stor. Der blev straks køligere, mere stille og der var så godt som ingen folk her. De fleste almindelig folk undgik gyderne, klogt nok.
Han så lidt på hende og var stum, da han så over såret på hendes skulder og hals. Han viste ikke havd han skulle sige...
Han var som lammet, mens han stirrede på det, i længere og længere tid.
Til sidst fortog hans mindre chok sig, for at blive overtaget af dyb, dæmonisk vrede. Men ikke imod Alane.
Hans hænder rystede helt, da han gik helt hen til hende og stille lod sine hænder ligge på hendes skuldre, men uden at røre hendes sår. Han lod blikket glide over skulderen endnu en gang og kunne straks se at dette var lavet af en af hans egne. Men hvorfor? og af hvem?
Han ønskede at finde personen...straffe denne...
Hans hænder rystede af vrede og han måtte synke en gang eller to, før han stolede på hans stemme ville virke rolig nok.
"Hvem har gjort det? Og hvorfor?" alle tanker om at overraske hende og nyde dagen var som blæst væk. Ingen skulle skade dem han havde kær...Og tro de kunne slippe ubemærket fra det!

Hun kunne ikke gøre for det, hun var nysgerrig af natur og havde altid været det. Det burde Sean også vide efterhånden. Det var ikke pænt af ham at vifte med en hemmelighed lige under næsen på hende. Hun kunne altså ikke tåle det. Hun sukkede opgivende men fulgte alligevel med ham, det var jo den eneste måde hun kunne finde ud af det på. Stemningen ændrede sig dog helt så snart mørket fra gyden lagde sig over dem og det var som om at Sean blev en helt anden. Hun skulle aldrig have fortalt ham det, det var en fejl og hun havde lige ødelagt deres dag sammen. Hun havde lige ødelagt den dejlige stemning. Hun brød sig ikke om den måde han bare stirrerede på såret da hun trak trøjen af. Det var jo ikke hendes skyld, der ville altid være nogen som var stærkere end en selv, okay måske kendte Sean ikke til det men det gjorde Alane altså. Hun kunne bare se den dæmoniske vrede i hans ansigt og sank en ikke eksisterende klump. Til at starte med så hun ikke op da han lagde hænderne på hendes skuldre, hun kunne ikke umiddelbart få sig selv til at kigge på ham. Hun havde skuffet ham og var allerede på hans første rejse kommet til skade. Dog så hun op på ham da han snakkede til hende, hun anede ikke hvem det var men hun vidste godt hvorfor. "Jeg aner ikke hvem det var, alt hvad jeg ved er at det var en dæmon med en personlighedspaltning. Grunden til han gjorde det var fordi han syntes jeg var et fint stykke legetøj. Men Sean han ved ikke det er mig. Jeg så nemlig ikke ud som jeg gør nu", hun bed sig let i læben og så kort ned i jorden før hun så på ham igen.

Han så lidt på hende og slap hende igen, han rystede kort på hovedet i håb om at komme lidt af med vreden. Det hjalp ikke og det irriterede ham, for det virkede som om Alane var blevet bange for ham.
Han så tænksom ud i lidt tid, før han snakkede igen.
"Og hvad så, hvis han viste hvordan du så ud?" løb hans svar pludselig. Han var selvfølgelig nysgerrig over hvad hun mente, men han viste også at hun var i familie med shapeshifters.
"Det gør ikke at han har en god grund til dette! Personlighedsspaltning eller ej..." han kendte kun få der havde denne sygdom. F.eks. hans egen bror...Folk sagde det gik i arv, men han havde nu aldrig følt sig særlig bekymret.
Men han skulle nok finde personen!
Det gik pludselig op for ham, at det lignede hun skammede sig og det undrede ham lidt.
"Alane...Jeg er ikke sur på dig, men den der gjorde det. Hvorfor vil du ikke se på mig?" spurgte han

Alanes øjne var som limet til jorden med superlim. Det virkede virkelig som om hun ikke kunne kigge op eller i hvert fald som om hun ikke ville. Det var nu bare ikke sådan. Hun ville rigtig gerne kigge op på ham men hun kunne ikke få sig selv til det lige nu. Hun var ikke blevet bange for Sean, hun havde bare aldrig set ham så sur før som han var lige nu men han kunne altså ikke forhindre det, hun ville komme til skade og sådan var det og set kunne han desværre ikke gøre noget ved uanset hvor meget han end prøvede og gjorde for det ville det ske igen. Hun så op på ham da han snakkede til hende. Det gjorde jo ingen forskel fordi han kendte hende jo ikke men hun havde bare følt for at sige det, var det forkert af hende? "Det gør ingen forskel men jeg havde bare brug for at fortælle dig det og nej personlighedsspaltning er ingen undskyldning og jeg prøver på ingen måde at redde hans røv ved at komme med undskyldninger for det fordi der er ingen undskyldning. Jeg troede bare det var relevant". Hun så ham stadig i øjnene i kort øjeblik efter dør de igen faldt ned på jorden. Hum bed sig i læben ved hans spørgsmål men endte dog med at se op på ham. "Jeg var på ingen måde bange for at du er sur. Men jeg har skuffet dig, allerede første gang du tager væk fra mig er der nogen der overfaldet mig og jeg kan ikke forsvare mig selv." Efter det så hun igen ned i jorden uden at sige noget.

Han så lidt på hende, mens hun snakkede. Men det var først ved hendes sidste sætning, han faktisk reagerede.
"Skuffet? Hvordan skulle jeg på nogen måde være skuffet over dig, Alane? Jeg er vred på den person der har gjort det her, det er på ingen måde din egen skyld!
Hvad angår beskyttelsen, er jeg bare sur over jeg faktisk troede det gik, og ikke sendte nogen hen for at tjekke op på dig...Det kræver jo tid at blive trænet ordentlig op" han sukkede en anelse frustreret og så ikke ud som om han ville droppe dette med det samme.
Han blev nød til at finde ham, hurtigts muligt...Han viste godt han ikke kunne undgå ting i at ske, men det betød ikke han bare skulle lade det ske, uden at give disse personer en grund til at fortryde sine handlinger.
Åh, det var bare et spørgsmål om tid, han skulle nok finde frem til den skyldige!

Alanes blik faldt endnu engang til jorden, let bed hun sig i læben. Hun var så bange for at hun havde skuffet ham, hun havde jo sagt at hun kunne passe på sig selv men det så ikke sådan ud, hun var svag og kunne ikke engang tænke længere om at hun ikke skulle færdes alene om natten midt ude i ingenting men det var hun bare så vant til at kunne, der var aldrig nogen som havde vist interesse i hende før for et halvt år siden, det var underligt. "Ja, jeg lovede jo at jeg kunne passe på mig selv men det kan jeg ikke engang. Det er ikke din skyld og du kan lige vove på at vende det her mod dig selv", hun satte hænderne i siderne på sig og så ham direkte i øjnene. Det her var på ingen måde hans skyld. "Jeg kunne jo bare have tænkt så langt at jeg ikke kunne gå rundt om natten alene mere, det har jeg ikke kunne siden jeg fyldte 18, af en eller anden grund begyndte der at ske mange underlige ting efter jeg fyldte atten og højst sandsynlig begyndte at rende rundt med de forkerte personer. Men sådan er jeg, jeg bringer altid mig selv i fare fordi jeg ikke kan holde min mund og er så forbandet rapkæftet". Et frustreret suk forlod hendes læber før hun blidt skubbede ham op mod væggen bag ham og lagde sine læber mod hans i et intimt men også lettere aggressivt kys, de havde begge brug for at komme af med nogle frustrationer og forhåbentlig hjalp det her.

han så lidt på hende, mens hun snakkede og han skulle lige til at svare hende imod, med at det slet ikke var hendes skyld, men ham der var kommet med flere problemer og havde banket på hendes dør. Og det var hans skyld at hun evt. skulle føle mindre frihed til at gøre som hun ville...
Han i stedet mærkede han murens kølige struktur mod sin ryg og Alane mod sine læber. Hans arme gled rundt om hende og han gengældte ivrigt kysset. Det hjalp på en måde...Det løsnede et eller andet.
Han kunne ikke lade være med at smile og så på hende med varme.
"godt godt...Det er vores begge skyld. Men det vigtigste, min kære, stædige pige, er at han skal fortryde hvad han gjorde og at du ikke har skuffet mig på nogen punkter" smilte han og tog hendes ansigt mellem sine hænder med et smil. Så kyssede han hende igen og tog hendes hånd i sin.
"Det er vist tid til den lille overraskelse jeg ville give dig, syntes du ikke?" smilte han til hende.

Alane kunne bare ikke slippe tanken om at det var hendes skyld fordi det følte hun virkelig det var. Hun kunne jo bare have takket ja til det tilbud om at have nogen til at se efter hende men det virkede bare som om at hun fik frarøvet sin frihed selvom hun let kunne snyde hans folk så let som stort set ingenting men så ville hun jo sikkert alligevel komme i problemer. Men i bund og grund var det det hele værd, hun kunne kalde Sean hendes og det var jo det hun havde ønsket og intet andet end det, selvom de ikke havde kendt hinanden særlig længe men det havde bare virket så rigtigt. Kysset var rart og det blev kun endnu bedre da han lagde armene om hende og trak hende tættere på, hun kunne mærke hvordan hendes frustrationer fra før forsvandt som morgenduggen når solens stråler ramte det. Hun så op på ham med et kærligt smil da han brød kysset. Sommerfugle fløj stadig rundt i hendes mave hver eneste gang hun mærkede hans læber mod hendes og det var fantastisk. "Okay Sean, jeg er bare glad for jeg kom levende derfra". Hun gav ham et stille smil, som han kom tættere på hendes ansigt kunne han se at hun også havde små skræmmer hist og her i ansigtet, som om hun havde været presset hårdt mod et eller andet. Endnu engang gengældte hun de dejlige kys som kun han kunne give eller det ar kun et kys men det var stadig lige dejligt. Hun gjorde kysset dybt og intimt men trak sig væk da hun kunne mærke han blidt hev i hendes hånd for at få hende med. Kort slap hun dog hans hånd og samlede hættetrøjen op men undlod at tage den på. "Jo nu hvor du siger det syntes jeg det er på høje tid at du fortæller mig det", hun gav ham et skævt smil men greb så hans hånd igen og flettede deres fingre og fulgte efter ham.

Han smilte til hende, klemte kort og kærligt om hendes hånd, og førte vej ud i menneskemængden igen. Den var tyndet lidt ud lige nu, så det var nemmere at komme frem og tilbage.
"Jeg har ikke planlagt noget vildt, hvis det er det du tror" smilte han til hende, da de fulgtes mod et mål, kun Sean kendte. De zigzaggede mellem boderne og folk.
"Det er bare en lille gave..."
Efter lidt tid stoppede de op mellem nogle boder, som alle så ud til at sælge mange sjove ting. Nogle af dem solgte smykker i alle former, farver og slags. Magiske, normale. Andre solgte våben, lette, tunge, smidige, magiske, sjældne...Og to af dem solgte forskelligt tøj.
Sean slog ud.
"Du har sikkert set boderne før...Men har du nogensinde fået lov til at vælge en ting, du bare må have?" smilte han til hende.
"Jeg har en lille ting jeg gerne vil give dig...Men du må også gerne vælge en ting selv. Prisen betyder intet" han blinkede til hende og kyssede hende på panden og håbede hun ville tage imod det og ikke begynde med alt muligt vrøvl om at det kunne eller ville hun ikke...

Hun så op på ham og gengældte hans dejlige smil. Hun kunne aldrig være sur på ham når han smilede sådan til hende, det var egentlig utroligt. Hele episoden med den anden dæmon var stadig lidt uskarp i hendes hovede men det var jo også normalt, hjernen prøvede jo at fortrænge sådanne minder så snart de var sket for at skåne resten af hendes krop. Alane gengældte det blide men kærlige klem som blev tildelt hendes hånd før hun så roligt fulgte efter ham ud i menneskemængden, dog så der ud til at være mindre nu. Stille så hun op på ham og nikkede tankefuldt, hvad var det han havde planlagt, hun var egentlig ligeglad om det var noget stort eller småt, dyrt eller billigt, der var aldrig nogen de rhavde gjort noget for hende så bare selv gestusen betød enormt meget for hende. "En gave siger du?", man kunne tydeligt høre det nysgerrige i hendes stemme. Alane havde aldrig været på denne del af markedspladsen før, hun kom her ikke særlig ofte da hun ikke var så meget for byerne men hun havde været her en enkelt gang eller to. Hendes øjne gled nysgerrigt over de mange boder, umiddelbart så det ud til at hun kiggede mest på den med våben. Han ville jo gerne have hun kunne forsvare sig og hvilken måde kunne være bedre end at få sig et våben og så var de også bare umådeligt smukke mange af dem. Hun vendte sig mod ham og gav ham et dejligt smil, "Nej jeg har faktisk aldrig set dem før. Og du havde ikke behøvet det men jeg nu hvor du vil vælge at bruge dine penge på mig skal du da også have lov til det, det er jo dit valg men jeg er virkelig glad for det, jeg har aldrig prøvet sådan noget her før". Faktisk havde hun aldrig nogensinde fået en gave af nogen. Hun lagde armene om ham og lænede sig op og gav ham et dejligt og intimt kys men for at drille ham lidt lagde hun det kun ved han mundvig, hun så på ham med et drillende smil. Hun så op på ham, stadig med armene omkring hans nakke, "Du forkæler mig Sean".

Han grinte let og strålede. Hvad kunne være bedre, end så glad som Alane så ud lige nu? Og endda begrund af ham...Han kunne ikke helt forstå hvor meget tingene kunne være så...forskellige. Den ene dag var et helvede, den anden dag en sand fryd...
han ville gerne gengælde kysset, men det blev lidt ødelagt af, at hun kun kyssede ham i mundvigen. Han så bedømmende på hende lidt og legede så drillende at han var fornærmet over det.
"altså!" udbrød han.
"Jeg havde set frem til det kys!" men så krakelerede masken og han smilte igen.
En blid vind bragte alt for meget kulde med sig og fik Sean til at se sig omkring.
"Åh...vinteren er på vej i rivende hast. Jeg syntes vi skal finde et varmt sted...Selvfølgelig efter vores indkøb. Jeg vil gerne give dig noget, fordi jeg holder af dig, Alane" smilte han og kyssede hende på panden. Mest i stadig forstilt fornærmelse over ikke at blive kysset direkte på munden.
"nu henter jeg den lille ting jeg havde til dig og så vælger du selv en ting du kan lide" smilte han, gav hende et kort klem med sine hænder og gik så over mod nogle af de lidt mere afsides boder.

Hendes smil var både charmerende men gav også en aura af at man bare kunne være sig selv og nyde tiden og tingene som foregik i nuet. Sådan var Alane nemlig meget, hun nød at leve i nuet og ikke hænge sig i fortiden eller tænke alt for meget på fremtiden. Dog bragte hendes handlingere hende jo også i prblemer nemlig lidt fordi hun levede i nuet og ikke fandt sig i at folk trådte på hende. Alane havde stadig et drillende glimt i øjet mens hun så på ham, hun elskede når de kunne lege som de gjorde nu. Det var rart at glemme at alting var så alvorligt engang imellem og det gjorde hun når hun legede med Sean på den her måde som nu engang også havde bragt dem sammen. En latter kom fra hende, hendes latter var blød og musikalsk, hun morerede sig virkeligt og det var på ingen måde falskt, "Men jeg kan så godt lide at drille dig og hvis du glædede dig så meget til det kunne du jo bare have kysset mig", hun blinkede stille til ham og sendte ham endnu et drillende smil. Kuldegysninger spredte sig over hendes krop som kulden ramte hende. Ja det var rigtigt, vinteren nærmede sig hastigt, hun sukkede lidt for sig selv. Teltet plejede aldrig at holde i vinteren så der boede hun ude i det åbne og endte for det meste med at blive dødeligt syg på grund af kulden. "Det syntes jeg lyder som en rigtig god idé og det gør du bare. Jeg venter her". I det han gav hende et klem lænede hun sig op og gav ham et kys å kinden, hun så lidt efter sig da han gik fra hende men vendte sig så mod boderne igen. Hun gik over og kiggede på de mange våben. Noget der lignede en sammenfoldet stav fangede hendes øjne og forsigtigt samlede hun den op. Den havde et knivblad i den ene ende som var lige så langt som hendes underarm. Der sad en knap cirka midt på håndtaget. Hun trykkede stille på den og med et sprang den ud og blev nu lige så lang som hende. Et chok gik igennem hende og hun stirrede lidt på den.

Han snakkede med en mand og ubemærket skiftede nogle penge ejer. Til gengæld fik han den pakke, som han havde reserveret.
Han kom smilede tilbage til Alane, som stod ovre ved våbene. Det undrede ham ikke, hvis han også lige havde prøvet at blive angrebet af en dæmon og ikke rigtig kunne forsvare sig, var det også den bod han havde valgt.
Han gik op bag hende og lagde roligt en arm om hende. Han nikkede lidt, da hans øjne gled over våbnet, før han lod en hånd glide over bladet et øjeblik.
"Skarpt...du kan spidde hvem som helst med det der, uden at være alt for tæt på dem. Afstand er godt, hvis man ikke kan beskytte sig selv, når folk er helt tætte på" lød hans mening. HAn kyssede hende oven på hovedet og holdt den lille pakke skjult bag sig.

Hun så ikke noget, hun ville ikke udspionere ham, hun stolede på ham og selv hvis dette var noget ulovligt var hun egentlig bedøvende ligeglad. Hun måtte snakke med ham, måtte snakke med ham om det Sajro havde spurgt hende om. Af en eller anden grund ville hun have det dårligt hvis hun ikke snakkede med ham omdet, ikke at han skulle bestemme over hende men hun ville fortælle ham det. Hun lod blidt sine fingre glide ned over de mange indgraveringer som var i den, den var smuk. Træet var helt sort med nogle kobber farvede indskriptioner i den. Nogle af dem lignede måske magiske tegn. Det hun kunne lide ved det var faktisk det hele men også det med at den kunne bruges som nærkamps våben men også få modstanderen lidt på afstand. Alane havde godt mærke nogen kom tæt på hende men hun kendte også denne perso så derfor blev hun ikke forskrækket. Roligt kiggede hun sig over skulderen og så på Sean med et smil. De grønne øjne fulgte hans fingre som de gled over bladet. Bladet var helt blankt og man kunne tydeligt se at den aldrig havde været brugt før. "Jeg kan både lide det fordi jeg kan holde modstanderen langt væk... Men jeg kan også holde dem tæt på", Da hun sagde det med at holde dem tæt på trykkede hun på knappen og den blev til en kniv, dog med et lidt længere skaft end en normal kniv.



//Her er nogle billeder af hvordan det ser ud, det der er guld på den på billederne er rødt på den og at bladet er den del længere end på billederne

Kort udgave: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Lang udgave: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] //

Han nikkede med et lille smil.
"Ja...det er et godt våben. vil du have det?" spurgte han. Manden bag boder så skiftende fra den ene til den anden.
"Dette er et meget interessant våben, kære kunder! Der er kun lavet få magen til, og så alligevel ikke! For dette er magisk, fortryllet til at forvandle sig frem og tilbage på denne måde. den sidste der ejede det, var meget ked af at skille sig af med det..."
sean så lidt på ham.
"Og hvorfor gjorde denne det?" manden bag boden så lidt utilpas ud ved spørgsmålet, som om han havde talt over sig. Men Sean mente bare det var et salgstrick.
"...Det siges at den beskytter sin bærer med magi...Men ejeren der havde den før...Ja, jeg ved ikke hvordan det fungere, men han kunne på en måde ikke enes med våbnet" han trak på skuldrene.
"I får det for 50 guld. Hverken mere eller mindre" Sean smilte bare svagt og så på Alane.

Hun kiggede lidt på ham før hendes øjne igen faldt på våbenet i hendes hænder. Alane svarede ikke lige med det samme på hans spørgsmål tilgengæld lod hun sine fingre glide over spidsen af våbenet. Små dråber blod piblede frem og skabte en meget stor kontrast mellem hendes ellers hvide hud. Hendes øjne løftede sig og mødtes Sean med et dejligt smil på hendes læber. Hun ville gerne have det hvis det ikke var for dyrt for ham. "Jeg vil gerne have det hvis det ikke er for dyrt, du skal ikke bruge alle dine penge på mig", hun ville ikke sige nej hvis det ikke var alle hans penge men hvis det var ville hun ikke have det. Hun skulle ikke være grunden til at han sultede ihjel eller det gjorde han nok ikke da han spiste på en anden måde end hende. Alane blandede sig ikke i deres samtale men lyttede til det der blev sagt mellem dem. Hun så atter engang ned på våbenet. Magiskt? Tanken løb igennem hendes hovede, hun havde aldrig ejet noget der var magiskt før. Let lænede hun sig op og kyssede Sean lige bag øret, hun lod blidt sine tænder skrabe mod hans hud bare lige for at drille ham. For sælgeren lignede det nok bare at hun hviskede ham et eller andet i øret. Da hun igen stillede sig på flad for så hun op på Sean med et skævt smil og drillende glimt i øjet.

"Alle mine penge? Åh, Alane...Jeg har meget mere end du tror" smilte han og kyssede hende oven på hovedet.
"30 guld" svarede han så og så på manden bag boden, som rystede på hovedet.
"50!" vedblev han stædigt. De diskuterede lidt frem eller tilbage, før prisen blev 40 guld. Sean betalte ham og våbnet var nu alanes.
"Værsgo min kære. Våbnet er nu dit. Lad os så komme ind et varmt sted og få lidt at drikke. Og hvis du er sulten" smilte han og viste vej over mod den nærmeste kro. Han lagde en arm om hende og så lidt på hende.

"Hvad ved jeg, jeg ved egentlig ikke så meget om dig og underligt nok genere det mig ikke", det undrede hende faktisk lidt at det ikke generede hende mere end det gjorde at hun næsten ikke kendte hendes kæreste men sådan var det jo bare. Det generede hendes heller ikke han blev nødt til at have sex med andre for at få ad. Så længe det ikke var mere end det. Det var underligt men hun var ligeglad. Hun var rigtig glad for ham og elskede ham virkelig. Det var måske tidligt men hun mente det. Hun kiggede stille frem og tilbage mellem dem mens de diskuterede prisen. Et dejligt smil blev sendt hendes vej da han gav hende våbenet. "Mange tak Sean", hun lænede sig op og gav ham et kys på kinden. Hun nikkede og fulgte ham, hun puttede sig stille ind til ham mens de gik og lagde selv sin arm omkring livet på ham. "Du er alt for sød ved mig Sean". Hun betragtede ham mens de gik gennem kulden sammen hen mod kroen.