Aften a long time - Sean

S: Loris jagt hytte
T: eftermiddag
V: solskind og varmt, men med en let brise
O: fugle der synger og ro.
Partner: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]


Der var stilhed i skoven, ud over fuglenes fløjten, og den rasende lyd, af bladene Der bevægede sig i vinden, så var den eneste anden lyd der brød stilheden, lyden af blade og kviste der knækkede under hans skridt.
Hans åndedrag var en anelse tungt, for vildsvinet som han havde nedlagt på sin jagt, hang på hans ryg.
Det var heldigt, at Kace i sin tid, havde lært ham, at skyde med bue og pil.
Det var i virkeligheden ikke en nødvendighed at han jagede, men det var heller ikke så meget til ham selv. Men når han var her ude, så sørgede han altid for at få jaget, så han kunne tage kød med hjem til Trott.
Mennesket var jo nød til at spise, og kød var ikke en billig vare at få fat på. Heldigvis virkede det ikke til at Trott manglede så meget mere. Lori måtte indrømme, at han var stolt over at se hvordan Trott havde klaret sig...særligt, når Lori ikke havde kunne være der til at passe på ham.

Da han kom tilbage til hytten, hængte han dyret på en krog, han strakte kroppen lidt, der var øm efter at have gået i en dum stilling så langt.
Han gik inden for, lagde buen fra dig på bordet, og løsnede sit bælte, hvor hans kniv sad. Der efter blev hans vest snappe op, og lagt over en stole ryg, skjorten blev også åbnet, og taget af, det var alt for varm til alt det tøj, men han vidste også, at vildsvine jagt kunne være farligt i for let påklædning.
Støvlerne blev sparket af, og et tungt suk undslap ham, da han faldt ned i sin lænestol.

Han havde været her i en 3-4 dage. Efter han var kommet tilbage fra Dragons peak og Brunso, var han taget direkte her ud. Han havde haft brug for tid for sig selv.. desuden havde Trott også bare valgt at gå helt i selvsving over at Lori var kommet så sent hjem, og måske endnu mere mærkerne på hans krop.

Selvom Brunso havde virket til at købe Loris forklaring, var han desværre en mand, med voldsomme humørsvingninger. Og Lori havde måtte holde stand i den tid han havde været der. Og nogle dage havde Brunso ikke været lige så meget til at snakke med... og selv når manden var rolig, og kærlig, så var han besiderisk, og desværre havde manden var trods alt blod dæmon.

Han sukkede lidt opgivende. Han vidste at der ville komme en ung dreng med forsyninger.
De havde lavet en aftale for længe siden om, at han skulle bringe forsyninger til hytten, så der altid var noget når Lori valgte at tage her ud.
Han rejste sig lidt modvilligt fra stolen, og gik over for at finde en ny og ren skjorte, som han blot lod så lidt åben. Det var alt for varmt til at lukke den til.
Måske burde han også snart tage sig sammen, og drage ind til byen. Han skulle tjekke op på håndværkerne, der var i gang med at genopbygge hans nye hus.
Og han havde oplysninger til Sean.
Hans blik faldt. Han havde den største tang til at se manden igen! Sidst de havde set hinanden, havde de aftalt at de skulle få talt... og nu havde Lori været væk i flere måneder... Sean måtte næsten tro, at Lori holde sig væk med vilje..
Og selvom Lori havde haft lyst til at opsøge Sean som det første da han kom tilbage, så vidste han at det var en dårlig ide.. for selvom Sean var en forretningsmand, og holde hovedet koldt, så ville han nok ikke tage det så pænt, hvis han hørte hvad Lori havde måtte gøre.

Det havde alligevel taget lidt tid før nyheden ramte Sean. At Lori var tilbage, omend gemte sig i skoven.
Dernæst havde det taget yderligere en halvanden dag, hvor Sean havde overvejet hvad han burde gøre ved den besked. Det var ikke fordi Lori selv havde sendt besked. Gemte Lori sig, bogstavlig talt? Fra Sean - eller andre? Eller havde manden brug for en pause? Eller frygtede Lori en samtale imellem dem?
Sean var ikke sikker...Og han havde tøvet. Druknet sig i arbejde, som han altid var god tid, men tanken om Lori vendte altid tilbage.
Heller ikke Isthar kunne stjæle hans opmærksomhed. Eller det at han endelig havde fundet et nyt hus og var midt i de sidste planlægninger i forhold til ombygninger og flytningen. Tværtimod - jo mere rod der lå på hans bord, jo mere tænkte han på Lori.
Da Sean nu var en mand af handling, i hvert fald det meste af tiden, havde han rejst sig. Taget sin kappe, en hest og reddet sin vej. Ikke mere end et kort ord til butleren.

Det var midt om sommeren. Solen var varm og Sean kunne ikke overskue at have den varme kappe på. I stedet red han i sin hvide skjorte og et par lange hørbukser. Sværdet hang ved hans side, selv om det ikke var så praktisk at ride rundt med. Et par lette sommerstøvler på fødderne. Den lette brise var velkommen, og det var en befrielse da han nåede skovens kølige skygge. Insekterne summede dovent i skyggen, og flere gange måtte han skubbe myg væk.

Men han var ikke alene. Forstået på den måde at han var alene - men bag ham knirkede en lille vogn på to hjul. På den var der et par sække og en kasse med forsyninger til Lori. Sean havde selvfølgelig opfanget at Lori fik forsyninger, og havde overtaget turen denne dag. Han kendte jo vejen til hytten, trods alt. Og på denne måde kunne Lori ikke smække døren i hovedet på ham. Ikke med det samme, i hvert fald.

Ikke at han vidste hvad han skulle forvente. På en og samme tid havde ventetiden været lang og kort. Sean arbejdede som sagt en del, og tiden gik derfor hurtigt for ham. Selvfølgelig kunne han savne Lori, men sådan som deres forhold var lige nu, var det ikke noget han lå søvnløs over. Ikke før nu, hvor Lori var inden for rækkevidde, og så alligevel ikke.

Knirkende og en smule rystende fortsatte turen, som den lidt mere robuste hest langsomt trak den lille vogn med sig. Hvis nogen tænkte på at overfalde dem, skiftede de mening når de så hvem der var med. Seans brede skuldre og dystre blik, og måske hans mørke aura, fik ofte folk til at skifte mening. Ikke at han mødte mange, i hvert fald ikke på den sidste del af turen, der var helt øde.

Endelig kom hytten til syne. Med en bevægelse fik han hesten til at stoppe op ude foran den. Med et klap til hesten gled Seans blik over hytten foran sig. Var Lori overhoved alene? Så vidt han vidste, ja. Men man kunne aldrig være sikker.
Døren stod åben, men der var ret stille. Varmt, og stille. Med en hånd der gled igennem det mørkebrune hår, der visse steder var næsten vådt af sved - Sean hadede sommeren - gik han helt over til døren og bankede hårdt på den. En næsten øredøvende lyd i stilheden.
"Lori?"

Lori var gået ud i det meget lille køkken som var i hytten, han var i gang med at finde noget af det lemonade frem som allerede var blevet leveret til hytten.
Han havde mest lyst til at drukne sig i noget whisky, men han vidste også at varme og alkohol ikke var en super ide.
Han høre godt lyden af en vogn der kom, men gik selvfølgelig ud fra, at det var den levering som han ventede.

Derfor gjorde han ikke et særligt stort nummer ud af at skulle fare ud, den unge dreng, plejede lige at skulle løsne varene, og læsse dem af, men Lori kunne i det mindste tilbyde ham et glas lemonade.
Det var varmt, og drengen havde en længere tur foran sig, når han også skulle tilbage.
Derfor skænkede han endnu et glas op.
Han tog et glas i hvert hånd, og bevægede sig så ud af køkkenet. Men han kom nærmest kun lige ud i stuen, og på den måde til syne fra hoveddøren, da han hørte en banken der var noget voldsom taget i betragtning at det var en ung knækt ser skulle have udført det.
Men det var heller ikke en drenge stemme han med et hørte, og det var heller ikke en barne skikkelse i døren.
Derimod var det en stemme, og en skikkelse, som han genkende alt for godt.
Det gav et sæt I ham, da han fik øje på Sean.
"Sean?" det ene glas gled ud af hans hænder, og faldt mod gulvet, hvor det valgte ikke længere at holde formen men i stedet splindtre for fødderne af ham, når der endnu engang forskrækkede ham, og han trådt et skidt tilbage, og lige ned over et af de mange glasskår.
Det gav et sæt I ham.
"Av for satan" lød et udbrud, hvor efter at han trak foden til sig. Han satte det andet glas fra sig på det der nu stod tættest, og var en kommode, inden han næsten hinkede et par meter over til en stol.
Med foden i sik skød, kunne han se det ret store glasskår der stak ud af hans fod, og som allerede var fyldt med blod.
Han sukkede lidt, da han igen kom i tanke om skikkelsen i døren.
"Jeg troede du var min leverance" mumlede han blot, mens han tog fat om skåret for at prøve at få det ud.
Skåret havde bordet sig ret dybt op, og det gjorde fandens ondt at skulle pille det ud.
Han vende kort blikket over mod Sean, men dog hurtigt væk igen.
Han havde ikke regnet med at se Sean så hurtigt, men Seans kontakter var hurtigere end Lori havde regnet med.
Der var en underlig følelse i Lori. På den ene side, var han lykkelig for at se Sean igen.. men på den anden side.. så skammede han sig også lidt. Hvis Sean var her.. vidste han jo, at Lori ikke havde opsøgte ham som det første, og taget deres sidste møde i betragtning, så ville de fleste nok have opsøgt den person de havde haft en intim stund med, og ikke færdig talte følelser, som det første.
Pludselig slog det Lori hvor let han var klædt på, og inden han overhoved fik pillet skåret ud, fik han knappet sin skjorte til.

Det lille smil der bredte sig blev hurtigt til en panderynken, ved synet af den forskrækkede Lori der tabte et glas - og tilmed var klodset nok til at træde på et af skårene. Roligt trådte Sean indenfor, på trods af han ikke officielt var blevet inviteret til det. Med et stort skridt trådte han over kaosset på gulvet, for at gå over Lori. Manden, der havde placeret sig i en stol og studerede sin fod. Blodet dryppede ned på gulvet, der var ingen tvivl om Lori havde været uheldig - og skåret havde været stort og stærkt nok til at nå dybt. Det vigtige var at det ikke knækkede imens Lori prøvede at hive det ud.
I en hurtig bevægelse sad Sean på hug ved siden af ham og lagde en af sine varme hænder mod Loris ben for at stoppe manden. Lori, der nu havde travlt med sit tøj og plettede det med blod.
Et eller andet sted kunne Sean ikke lade være med at smile lidt for sig selv. Altid så befippet, altid nem at skubbe ud af balance. I hvert fald i visse situationer.
"Tag det nu roligt. Først og fremmest ødelægger du din skjorte med blodige fingre. Det er jo ikke fordi jeg ikke har set dig uden tøj på før"
Han kunne ikke lade være med at drille. Og hvorfor ikke? Det var jo ikke fordi Lori var døende.
"For det andet...Du skal ikke bare hive et skår ud. Det kan knække af, og så står vi med et større arbejde foran os. Jeg kan lidt, men jeg er ikke kirurg. Sid nu pænt og vent et øjeblik. Har du noget til situationer som denne? Bandager, noget rensende?"

Med de ord rejste Sean sig op og så sig omkring, før han gik ud i køkkenet for at hente et par klude og noget vand. Hvis Lori havde noget i huset, ville Sean hente det. Hvis ikke, måtte han nøjes med hvad han kunne finde i køkkenet af klude og vand. Tilbage var Lori ville Sean insistere på at trække skåret ud forsigtigt.
"Forresten så har jeg din leverance med. Jeg vil da ikke lade dig gemme dig herude uden ressourcer. Selv om man kan undres over hvor du får din mad fra?" bemærkede Sean let, men uden reelt at forvente svar på den kommentar.

Som altid, gik der blot et splitsekundt før Sean var trådt til for at hjælpe. Noget i ham, kunne ikke helt lade vær med at få en rar følelse. Det var rart at have en der altid var der, selv for så små ting, som et glasskår i foden.
Han mærkede den varme hænder mod sit lår, og et øjeblik mærkede han den sitrede fornemmelse, der nærmest altid opstod når Sean rørte ham.
Det var ikke en fornemmelse han havde mærket med andre før, men der var noget over Seans berøringer, selv en så lille en som et hånd mod hans lår.
Han blev dog hurtigt hevet ud af den fornemmelse, da han hørte Sean nævnte at Lori ødelagt sit tøj, og at Sean jo havde set ham uden tøj før.
En knude samlede sig, og en stemme inden i råbte og skreg - du kan ikke vise ham det! Han går amok!- En anden stemme råbte i den anden ende - vis ham det! Han vil forstå! - det var jo ikke fordi han ikke ville have Sean så ham uden tøj på, han ville bare helst ikke vise hvad der var under hans tøj, eller rettere... hvad der var PÅ Loris krop ud over hans tøj.

Lori kunne ikke helt lade vær med at trække på smilebåndet, da Sean spurgte om Lori havde bandager og den slags.
Lori havde altid været klodset. I hvertfald før hen. Men det var nok også fordi han den gang var nervøs og jumpy. Han kom så tit til skade, at han somme tider løb tør for bandager. Heldigvis var det da blevet meget bedre. Nu var det fest når han trænede, at han kunne komme lidt til skade, eller efter en kamp.
Han nikkede over mod et lille skab, som hang på væggen lige ved siden af døren til køkkenet.
"Der står en kasse i det der skab, der burde være det hele, der står en flaske ved siden af kassen, med noget sprit" sagde han mens han endelig selv fik kigget ned på foden igen.
Han skar lidt en grimasse, det hverken føltes eller så rart ud.

Sean kom tilbage, og Lori rettede lidt på sig, så han var klar på når Sean trak skåret ud.
Hans hoved vende sig mod døren, da Sean nævnte at han havde Loris vare med.
Det nev dog en smule da Sean porienterede, at Lori gemte sig. Egentlig havde han jo ret... Lori havde lidt gemt sig, og han havde håbet på at han kunne nå at komme sig lidt mere, inden han ville opsøge Sean. For selvfølgelig ville han opsøge ham... Han vidste bare ikke helt hvornår.
"Tak" Det var svært for ham at komme med ret meget mere. Hvordan skulle han forklare, at han havde været tilbage i 5 dage, og at han ikke på noget tidspunkt havde givet besked, eller opsøgt Sean?
Normalt ville han sørge for at Sean fik besked, også om, at Lori ville opsøge ham så hurtigt han kunne. Men denne gang, var Lori blot taget direkte her ud, og han var ikke helt sikker på selv, hvorfor....

Sean trak glasset ud så hurtigt og forsigtigt han kunne på en gang. Med den anden hånd holdt han om anklen, så Lori ikke ubevidst ville komme med nogle pludselige ryk. Med en klud med sprit på tørrede han foden af, men nu var dæmoner ikke dem der faldt død om af infektioner først. Alligevel. Det var bedst at være på den sikre side. Til sidst bandt han en stram bandage, i håb om det ville være med til at stoppe blodet.
Efter endt arbejde sad Sean bare tilbage med...
Blod. Blod, glasskår og klude rundt om sig. Hans eget tøj også med genkendelige røde pletter på ærmerne, og et enkelt langs kanten af skjorten. Åhh...ja, det havde han prøvet mange gange gør. Han måtte bare købe en ny.

Han rejste sig op med hænderne fulde af klude og glasskåret, som han ryddede på i køkkenet. De beskidte klude kom i en tom spand. De ville enten kræve meget arbejde, eller skulle helt smides ud, sikkert. Selv gik han udenfor for at skylle sine hænder i noget rent vand. Til sidst fandt han endnu en tør klud og begyndte at tørre blod og lemonade op fra gulvet. Samt de sidste glasskår. Væsken var trukket ned i trægulvet, men det ville tørre med tiden.
Alt i mens...
Havde Sean ikke haft meget at sige. Hvad skulle han sige? Især nu. Nu var han her, men han var ikke sikker på om han var ønsket eller om Lori forbandede ham langt væk.
"Så...Bronso. Noget nyt?"
Det mest oplagte at spørge om. Selv om han lidt bed sig i tungen for ikke spørge om Lori var okay til at starte med. Men et eller andet sted måtte han også stole på at Lori kunne klare sig, ikke? Problemet med Sean var at han godt kunne blive for beskyttende over for de folk han bekymrede sig for...Til det punkt hvor det før i tiden havde skubbet væk fra ham igen, i stedet for tættere på.
Alligevel gled Seans blik over til Lori, før det vendte tilbage til at finde alle glasskårene på gulvet.
"...Og i det hele taget...Går det godt?"
Med arbejdet? Med Lori?
Jah...Et åbent spørgsmål Lori vel kunne besvare som han ønskede...

Lori skar en lille grimasse da Sean trak skåret ud, og lidt mere da han tørrede Loris fod af, med spritten. Det sveg. Men det var nu ikke noget Lori ikke kunne klare. Han havde trods alt, klaret sår og skræmme det var langt værre end dette.
Der var stille mens Sean forbandt hans fod, tørrede blod og skår op, og det opstod noget, der ellers normalt var en sjældenhed mellem de to... nemlig, en meget akavet stilhed...
Lori kæmpede med sig selv om, hvordan han skulle bryde den. Skulle han vare begynde at tale om Brunso og deres mission? Eller Skulle han åbne boxen, og starte på den snak de egentlig havde aftalt at de skulle have når de så hinanden igen?

Heldigvis, valgte Sean at bryde stilheden. Men det gav lidt en knude I maven, da Sean spurgte ind til både Bunso og ikke mindst Lori selv..  
Lori sad lidt og kiggede ned på sin fod, og den nye forbinding, der klart bar præg af, at det bestemt ikke var første gang, at Sean havde gjordt det her.

"Jeg har fået afværget situation med Brunso.. og jeg fik ham overbevist ham om at jeg stadig er på hans side" Lori rettede lidt på sig.
"Jeg forklarede ham, at du havde fundet ud af at disse mænd hilde øje med dig, og at du bad mig tage med.. og at jeg jo ikke kunne afslå, for så ville du regne ud, at jeg havde noget med det at gøre" han vende blikket mod Sean.
"Det krævede en del overbevisning, men jeg er ret sikker på, at jeg fik ham overbevist, han gik i hvertfald med til, at jeg tog tilbage" svarede han.
"men han er også stresset.. han har endnu ikke fundet den kvinde som han leder efter.
Han virker præsset, og har en meget kort lunte.. dette KUNNE være til vires fordel"
Han sad lidt. Men hvad skulle han svare til det sidste Sean spurgte om?
Han sad lidt og kiggede ned på gulvet, hvor blodet havde efterladt en plet på gulvet. Det måtte han kigge på, på et andet tidspunkt..  og eller.. så var det her jo trods alt en jagt hytte, så det var ikke den første blodplet her.
Til sidst lænede han sig tilbage i stolen igen.
"Det.. går okay.. jeg er bare.. udmattet" erkende han. Det var ikke helt forkert! Det var den følelse han havde i kroppen. Men Lori kunne jo heller ikke sidde og fortælle det hele!
Der var mange ting i det, mange splittede følelser og lige nu, hvor Sean desværre en af de ting der splittede ham!
Ja det havde haft en fantastisk nat sammen, og der havde været en masse følelser der var blusset op igen. Men hvad betød det? Hvad var de? Og var de overhoved noget?
Der var stadig så mange ting der var uvisse og Lori havde ikke haft overskuddet til st skulle tage den snak.. Han var ikke klar på at høre, at Sean ikke ønskede noget mellem dem.

Sean nikkede let til Loris ord, til dels glad for han havde noget praktisk at tage sig til, frem for at møde Lori og hvad-end-der-var-mellem-dem direkte. Til sidst måtte han dog rejse sig og smide glasskårene i samme spand som de brugte klude. Endnu en gang skyllede han sine hænder, men denne gang for det klistrede lemonade, end for blod. Hvis Lori ikke havde det sidste glas med sig, ville Sean gå over og række ham det. Det var varmt, det var vigtigt at få nok at drikke - og Lori var trods alt lige kommet til skade. Sean behøvede ikke være læge for at vide at lidt ro var det bedste til at få et sår til at lukke sig igen. Bevægelser ville få det til at bløde igen...Især der. Faktisk var Lori nok fanget i et par dage her i hytten. Men det foretrak manden nok også.

Til sidst satte Sean sig i en anden stol og så tænkende frem for sig et øjeblik.
"Okay..."
Han vurderede Loris ord en stund, før han en smule opgivende trak vejret dybt og strakte sine ben frem for sig.
"...Det har også trukket ud. Mere end jeg havde håbet på. Selv om du gør det godt, er der også en grænse, selv for dig"
Sean sendte Lori et skævt smil. Faktisk havde Lori klaret sig over alt forventning, og var Lori en del af Seans klan, ville han uden problemer kunne blive anset som en senior spion. Med det sagt, af erfaring, ikke nødvendigvis af alder. Lori kunne, i blandt dæmoner i hvert fald, stadig anses som relativt ung.
"Jeg har heller ikke fundet kvinden, selv om jeg har folk på udkig hele tiden. Det er kun et spørgsmål om tid før Bronso finder ud af mere, eller mistænker dig for meget. Jeg kan ikke bede dig om at ofre mere...Vi må se om vi kan finde en slutning på det hele" Sean gned sig over panden. Han havde ikke lagt nogle klare planer med Natalie på det sidste. Hun var utålmodig og ville også gerne have alt det her ude af verden.
"Vi må...Give ham et skuespil. Noget at tro på, som lokker ham i en fælde til vores fordel. Som du selv siger. Han er stresset, presset og måske snart desperat. Mit forslag er du ikke tager tilbage igen. Jeg sender en besked om at jeg har dig, og har afpresset dig. At jeg har fundet kvinden - hvilket han jo ikke kan vide ikke passer - og at han skal gøre hvad jeg siger. Uden tvivl han nægter, men at dukke op skal han nok. Og så afgør vi det lige der"
På trods af det hele skulle vise hensyn til dæmon-politik, så var der også en ting dæmoner forstod...Når andre var stærkere end en selv. Og i sidste ende blev mange ting løst med vold.
Sean så over på Lori for at vurdere hvad manden syntes om planen, og om han var med på ideen.

Lord blik fulgte Sean som han satte sig, og lyttede til hvad han sagde.
Det nev dog lidt da Sean nævnte at dette havde trukket længere ud end forventet. Lori følte sig kort lidt uduelige. Det var trods alt ham der havde missionen om st skaffe oplysninger. Men Sean virkede ikke skuffet og Lori, men nærmere frustreret over hele situationen.
Og de heller ikke havde haft succes med at finde den ene person, der kunne gøre forhindre at Brunso fuldførte sin plan om at blive Archdemon, var også frustrerende, den eneste formildende omstændighed var, at Brunso heller ikke havde haft held med det.
Han så lidt overrasket på Sean da han nævnte at Lori ikke skulle tage tilbage, men at han ville lokke Brunso frem, ved at sige at Sean havde Lori, og tvunget ham til at sige det hele.
"Vil du selv gå op i mod ham?" Spurgte han nærmest uroligt.
Det kunne umuligt være Seans plan!?
Lori så lidt ned I gulvet, med et tydeligt tænksomt og ikke mindst uroligt blik.
Han rystede på hovedet.
"Sean det kan du ikke! Nok er Brunso desperat, men han er ikke dum! Det er utænkeligt at han vil dukke op alene,.. og han har tæt på en hær bag sig, af alle mule slags dæmoner! Du ville ikke engang nå at lægge en hånd op ham, inden han har beordret sine mænd til at slå dig ihjel!.. og selvom de dæmoner vi kæmpede med den nat, var til at overvinde, så har han mange langt stærkere dæmoner med sig! Flere af dem har fuld kontrol over deres dæmonform, og jeg har set nogle af dem, de er ikke til at spøge med! Og de følger Brunso 100%.. desuden som du selv sagde, hvis vi blot slår Brunso ihjel, så vil det ikke stoppe problemet! Mange af dem har stadig den mening, at Natalie skal fjernes fra sin plads!" Det var tydeligt at Lori var uroligt og ikke mindst bekymret over denne plan.
Sean kunne ikke gå i åben kamp mod Brunso! Selv om Sean var den stærkeste dæmoner han kende, så ville manden umuligt kunne klare en hel hær alene.

Lori havde ret. I hvert fald langt hen ad vejen. Bronso havde en del folk, og var i sig selv også en ret stærk dæmon. Men at fjerne Bronso kunne give forvirring og gøre at flere mistede lysten til at prøve noget. Det kunne sprede dem, og give Natalie tid og mulighed for at gøre noget imod de mindre grupper, frem for en stor gruppe. Selv hvis nogen turde gøre noget specifikt imod Natalie når det kom til stykket.
Men mest af alt...
Ville han gerne have Lori ud af det. Det havde trukket ud, Lori var udmattet og havde allerede sat sit liv på spil flere gange. Nok arbejdede Sean for Natalie, men Loris helbred og velvære var hans ansvar. Og Lori arbejdede for hans skyld, ikke Natalies. Så meget var han da klar over.
Sean lukkede øjnene et øjeblik. Det tog tid at lægge planer og tænke sig ud over eventualiteter.

Pointen havde været at tvinge Bronso til at dukke op uden alle sine mænd. Ville en desperat mand gøre det? Måske. Men ikke uden at have i det mindste nogle mænd med, enten åbenlyst eller skjult. Hvis Bronso i det hele taget troede på det hele, og ikke bare blev væk.
Det var nok til at give Sean en hovedpine. Men han var også stædig nok til at blive ved det. Ingen ville vinde over ham - ikke i længden. Havde han ikke selv orkestreret en borgerkrig, kun for at befrie sig selv? Godt nok havde det på det personlige plan nær kostet ham en del. Men resten af planen og udførslen var han ret stolt af.
Så hvorfor kunne han ikke gennemskue den gyldne vej til Bronso?
At gå til ham direkte og slås var en mulighed, og efterhånden en som Sean fandt ret tiltrækkende. Men der var alle hans mænd. Natalie kunne nok skaffe en hær selv, men det kostede penge, ressourcer og sikkert aftaler. Pointen i alt dette var at bekræfte truslen i Bronso og prøve stille at komme af med ham. Hvilket jo sådan set stadig var en mulighed...
"Vi kan heller ikke vente for evigt. Hvad hvis han finder hende? Eller hvad hvis han aldrig gør?" bemærkede han, på sin egen måde en smule utilfreds med tingenes tilstand. Sean var træt af at vente, trods alt.

Sean skubbede sig selv på benene. Rastløst gik han rundt i den lille stue. De havde været her før, Lori og Sean. Det havde været en dans omkring hinanden, som Sean gerne ville tættere på Lori, men havde været usikker på om det var ønsket. Lige nu var det personlige dog skubbet i baggrunden. Arbejdet kom først. Det gjorde det altid.
"Pointen er at isolere ham, så vi kan ramme ham direkte. Selv om det ikke fjerner hele problemet, fjerner det toppen af problemet og giver mig mere tid til at håndtere resten. Formentlig vil det sprede gruppen og skabe usikkerheder, som jeg efterfølgende kan tage mig af løbende. Før eller siden var det planen at ramme Bronso direkte. At lokke ham er en mulighed. At give et krav om han skal komme alene, så vi kan snakke og forhandle...Selv om han selvfølgelig ikke vil komme alene. Men i det mindste - forhåbentlig - uden en hel hær, i hvert fald"
Sean så ud af et vindue, ud i skoven, der gav en falsk tryghed i at de var alene med deres planer. Ja, de kunne være de eneste tilbage i hele verden, uden at opdage det. Og alligevel følte Sean sig alt andet end alene, som hans paranoia var begyndt at vende tilbage. Sikkert fra presset fra dette job.
Der var usikkerheder ved Seans plan. Men det var der i alle planer. Så hvorfor virkede det ikke som om det var en plan der ville lykkes?
Han vidste godt hvorfor.
Fordi han ikke gjorde det for jobbets skyld, men af personlige årsager.
Sean bed hårdt sammen som han vedblev at se ud af vinduet, velvidende Lori lige om lidt ville forklare ham hvor dårlig planen var.

Sean havde på sin vis ret.. de kunne ikke blive ved med at vente! Hvis Brunso skulle finde frem til hende, så ville han blive tæt på umulig at overvinde.. i hvertfald for nogle som helst andre end Sean..
Sean havde langt større muligheder mod ham I den tilstand Brunso var i nu.
Lori fulgte Sesn med blikket mens han tydeligt kunne se hvor meget det her gik ham på.
Alle de her planer gav han ondt i maven. Skulle han nu til at se Sean drage ud, og komme til skade? Måske endda dø?
Og aå lige nu! Nu hvor de endelig.... nej hvad var det han tænkte! De var jo ikke noget... men.. nu hvor døren i det mindste var blevet åbnet, og ikke virkede som en lukket metal dør, med 3 dobbelt lås.
Men igen.. Sean havde ret.. hvis nogle kunne klare Brunso... så var det Sean.

Han bukkede hovedet lidt, og i et opgivende suk kom det fra ham.
"Hvis nogle kan klare ham... så er det dig, og jeg tror på du er stærk nok" Det var ikke en rar ting at sige, selvom det selvfølgelig var en kompliment at han mente at Sean var stærkere end Brunso.. men det var ikke rart at skulle indrømme at den eneste måde var at Sean skulle lokke Brunso ud af Dragons peak, for at... vent lige lidt!
Lori spærrede pludselig øjnene op.

"Vent... vi har jo glemt det vigtigste vågen mod ham.... mig!" Sagde han pludseligt, inden han rejste sig fra stolen, og på en noget uyndefyuld måde humpede rundt i hytten, og over til en taske der var blevet skubbet ind under sengen.
"Jeg havde slet ikke tænkt over, at hans skjulested, er et du kender bedre end de fleste" han fiskede en seddel op fra din raske, og humpede tilbage til bordet, hvir han foldede papiret ud, inden han så over på Sean, nærmest energisk.
"Brunso er er Dragons peak!" Sagde han som om det selvfølgelig gav dem en fordel.
"Han gemmer sig i de store kloakker i Bronze of Time District, de har lavet en lejer i kloakkerne" Lori pegede ned på et hånd tegnet kort foran sig.
"Brunso lavede det her til mig, kort efter at jeg blev en del af hans mænd, han gav mig det, så jeg kunne finde ud og ind af kloakkerne" han vende igen blikket mod Sean. Lori var ikke den store politiske tænker, men han var da heller ikke dum.
"Måske kunne Natalie eller du tale med den nye hersker i Dragons peak.. Han kan heller ikke være interesseret i at der udbryder en krig mellem dæmonerne, det vil ødelægge hans by!.. så måske behøver du slet ikke gå op imod ham på egen hånd?" Lori vidste ikke, om dette overhoved kunne bruges til noget. Men forhåbentlig ville denne viden være med til at gøre det nemmere at stoppe Brunso.

Lori rettede sig lidt op, mens han kiggede på kortet under sig, i øjebliks forglemmelse, og under presset af Carmen, knappede han de 2 øverste knapper på sin skjorte op. Desværre tænkte han ikke over, at da han atter lænede sig ked over kortet, mest for at støtte, så han kunne holde foden oppe, afslørede skjorten et tydeligt bide mærke på Loris øverste del af brystkassen.

Det var nu ikke Seans egne evner eller styrke der var problemet, mente Sean selv. Måske var det hans svaghed, men han anså næsten sig selv som uovervindelig. Han vandt stort set altid, og de færreste havde styrken til at gå imod ham, når han var i sin dæmonskikkelse. Den skikkelse som Bronso kæmpede for at få selv. De skulle helst stoppe ham inden han nåede så langt.

Sean vendte sig om mod Lori, da han tydeligt kunne høre Lori var kommet i tanke om noget, og tilmed noget manden selv mente var en god ting. Nysgerrigt trådte Sean over til bordet og kiggede på papiret. Ja, Sean kendte Dragons Peak ret godt, selv om der kunne være blevet lavet ændringer siden han var der sidst. Men på den måde var det selvfølgelig en fordel...Alligevel skulle der laves noget rekognoscering. Han måtte få nogle flere mænd i Dragons Peak, og få nogen til at lave et mere fuldbyrdigt kort over kloakkerne der. Alligevel fandt Sean det en anelse underholdende at manden boede i kloakkerne...præcis som Seans egen klan gjorde. Sean kendte alt til at bo i kloakkerne, og mindede de lidt om Doomsville, vidste Sean præcis hvilke områder der var stærkest - og hvilke der ikke var.

Sean overvejede det. Blikket gled hen over kortet, men han genkendte kun få ting. Så noget havde ændret sig i byen. Nu kunne Sean heller ikke huske på hver en gyde og kloakdæksel i enhver by.
Men kloakkerne...
Ingen hær kunne kæmpe i kloakkerne. Til gengæld kunne folk stå lige efter hinanden og skabe en prop i sig selv. De ville få brug for hjælp, og derfor var Sean nødt til at snakke med Natalie om det. Få lov til at låne nogle dæmoner der gad kæmpe denne her kamp. Og hvis det blev så stort, burde de rigtigt nok også snakke med Herskeren af Dragons Peak. En mand Sean ikke som sådan var fascineret af at kende...Manden var ikke meget værd, fra Seans synspunkt. Baseret på den ene gang eller to han havde mødt manden. De havde ikke meget sympati for hinanden, og Sean fandt det nemmere at blive væk fra byen i det hele taget.
Nej, Jake ville ikke sætte pris på en kamp i hans egne gader og kloakker. Men om han ville deltage eller ligefrem lukke en mindre dæmonisk hær ind var...Tvivlsomt. Og Bronso ville formentlig fornemme noget var under opsejling samtidig.
Nej, Jake ville nok foretrække de lokkede Bronso og hans mænd ud af byen og førte en kamp der. Så byen og uskyldige ikke kom til skade, hvilket betød brug af penge og ressourcer der kunne gå til andre ting.
Og Genevira kunne ikke føre en kamp i en anden by, selv hvis han solgte ideen til hende.
"Nej"
Lori havde virket ivrig, og han mærkede et stik af fortrydelse ved at skyde mandens ide ned. Selvfølgelig var det godt at vide hvor manden hørte til. Men at ramme ham i kloakkerne virkede usandsynligt.
"Jeg tror...Uanset hvad skal jeg enten snakke om det med Natalie og planlægge en kamp. Eller vi må ramme ham når han er mest følsom, og hvor ingen opdager det..."
Hvilket lød alt for meget som om han ville sende Lori ud for at gøre det store arbejde. Igen. Hvilket han jo prøvede at undgå.
"...Hvilket betyder enten du skal snigmyrde ham når du er alene med ham, hvis du nogensinde er det, eller må lukke mig in-"
Sean kiggede op, men ordene sad pludseligt fast i halsen på ham. Hans blik hvilede på mærkerne han kunne fornemme under skjorten. Uden at tænke mere over det, rakte Sean ind over bordet og skubbede skjorten yderligere til side. Der var ikke længere nogen tvivl. Det var bidemærker.
Seans øjenbryn gled tættere på hinanden og skabte en bekymret og utilfreds rynke imellem sig. Blikket gled fra såret og op på Loris ansigt og øjne.
"Hvad er det?"

Selvfølgelig gav det ham et lille stik, da Sean nævnte at Loris plan ikke kunne være en løsning. Men Lori vidste også godt, at politisk kamp teknik bestemt ikke var hans stærke side.
Lori vi ikke hjernen bag tingene, og han havde det egentlig også bedre med, ikke at skulle være den der tog beslutninger.
"Og det er derfor det er dig, og ikke mig der udtænker planerne" lød det som en kort, men lidt kæk bemærkning.
Men det var jo sandheden! Lori havde på ingen måder den samme erfaring som Sean havde, men nu havde Sean selvfølgelig også levet en del flere år end Lori.

En knude I maven bredte sig, da Sean begynde at tale om at de kunne ramme Brunso når han var mest følsom.. hvilket ville sige når manden følte sig tryk, eller når han sov. Hvilket faktisk kun kunne betyde EN ting.. Lori måtte tilbage til Brunso. Det var bestemt ikke en tanke der morede ham. Han var lige sluppet væk der fra... efter 4,5 måned.
Han sukkede lidt, han vmvidste at dette ville være den hurtigste og bedste måde at løse det på. Og Lori ville sagtens kunne få det til at lade sig gøre! Og han ville sikkert også kunne nå væk inden nogle opdagede det. Men han ville være jaget vildt, hvis de andre dæmoner valgte at gå efter ham på grund af forræderi.
Endnu engang var han nedslaget til at udtænke en plan, der kunne få det her til at lykkes. Han tog sig til hovedet, det her gav ham nærmest hovedpine. Det havde været hårdt nok at skulle komme op med en troværdig historie om, hvorfor han og Sean havde slagtet et helt hold af Brunsos mænd! Og så ikke at få talt over sig bag efter.

Han lyttede til Sean mens han talte videre, men undrede sig over hvorfor manden pludselig stoppede. Inden han nåede at se på og spørge hvad der var, mærkede han hvordan hans skjorte blev skubbet til siden.
I en hurtig bevægelse, fik han skubbet Desns hånd væk, og tog fat i skjorten, og trak den ind foran mærket igen, hvilket desværre trak i kraven på skjorten på den anden side, og afslørede endnu et på Loris skulder.
"Det er lige meget" forsøgte han sig med. Det var jo ikke ligefrem til at narre en mand som Sean. Og det var jo tydeligt hvad det var.
Havde Brunso været en vampyr, havde der været 2 fine huller og det ville være det. Men Brunso var en blod dæmon, hvilket ville sige, at der var tale om et helt andet tandsæt, og et langt større sår. De fleste var næsten helet, men nogle enkelte, var stadig rødlige og med skorpe på.

Så længe Sean ikke så rasten af Loris krop, der var dækket med flere af disse mærker, samt blå og gule plamager der tidligere havde været mørkeblå. Men det værst evar nok de 4 fine striber han havde på ryggen, efter slag, selvom de næsten var væk, frygtede Lori, at de ville efterlade flere ar til samlingen.
Han kunne ikke helt lade vær med at tænke tilbage på den gang, hvor de værste sår han fik, var når han fik et papercut i bogbutikken, eller fik skåret sig i fingeren når han lavede mad til sin udlejer.
Tingene var langt mere simple den gang..

Han så atter ned på papiret foran sig.
"Vi har vigtigere ting at koncentrere os om lige nu" selvom han prøvede at lyde rolig, og ligeglad, var det slet ikke den vipe han gav. Derimod ville en som Sean sikkert tydeligt ku ne mærke, at Lori ikke var stolt af situationen, og at der var noget han helt sikkert prøvede at skjule.

Det var ikke fordi Lori ikke havde ideer og intet kunne. De var bare gode til hver deres ting. At udkæmpe en mindre krig i kloakkerne i en anden by havde så mange risici, at Sean havde svært ved at se det lykkes. Men hvis de nu gjorde noget andet...

Men alle tankerne om det blev skubbet til side ved den nye opdagelse. Og Sean var på ingen måder klar til at lægge det fra sig. Tværtimod rettet han sig op og gik rundt om bordet, kun for insisterende at vende Lori om mod sig og endnu engang fjerne skjorten - på trods af Lori nok ikke brød sig om det. Hurtigt, før Lori forhåbentlig kunne nå at reagere, havde Sean ikke blot det - men han havde ligefrem revet skjorten op. Ikke tilfreds før han havde set hele. Både foran og bagpå.
"Hvad er det?"
Spørgsmålet var retorisk, for han var jo ikke blind. Selvfølgelig vidste han hvad det var. Tandsættet fra en bloddæmon. Sår fra slag. Lori var ikke bare en af Bronsos mænd, selv om Sean jo godt vidste Lori havde spillet på en anden relation end bare det. Sean havde med vilje ikke tænkt længere, for det kunne ikke betale sig at være for personligt investeret i hvad der bare var et job. Men selvfølgelig havde de lavet andre ting...Og Bronso havde tilmed pint og plager Lori. Hvor meget havde Lori ofret for denne plan? For Natalies ego? For to dæmoner, der ikke kunne tage sig sammen til at udkæmpe en ordentlig kamp og blive færdig med det hele?

Sean var vred. Han så næsten sort, og var nødt til at trække sig væk fra Lori et øjeblik. Han så væk, men ikke fordi Lori havde gjort noget forkert. Om noget var det ham selv. Ham, der påstod at have ansvaret! Ham, der sendte Lori til en mand der gjorde dette her!
Pludselig gav det hele mening. Lori måtte efterhånden hade Sean. Men hvorfor blev Lori ved med at udføre dette arbejde, hvis dette var takken?
Her stod Sean og prøvede at finde en måde at lade Lori komme ud af det hele...Men det var allerede for sent. Blevet et tyggetøj for en gemen bloddæmon...
Fordi Sean havde bedt ham om det.
Endnu et bevis på, om noget, det gamle argument om at Sean på ingen måde kunne give en tryg tilværelse til Lori. Denne gang fordi Sean selv sendte Lori ud i noget lort, og ikke fordi nogen forfulgte Sean...Selv om der også var folk der gjorde det.

Han trak vejret dybt og knyttede sine hænder, som han prøvede at holde sig fra at smadre de nærmeste ting omkring sig. Eller for at skynde sig ud til den robuste og langsomme hest, pine den for at nå til Dragons Peak på rekord tid.
Sean tvang sig selv til at trække vejret. Alligevel var det som om hele hans krop rystede.
"Det...Afgør det"
Hans stemme var lavt og faretruende. Uden tvivl at lige under overfladen var han meget tæt på at eksplodere. Han kiggede stadigvæk ikke på Lori, velvidende at se sårene igen måske netop ville få ham til det.
"Du er færdig. Færdig med dette job. Du skal aldrig igen vende tilbage til Bronso og hans mænd"
Sean var ligeglad med hvilke alternativer der måtte være. Der var ikke mere at sige i den sag.
"Og i virkeligheden, også færdig med mig. Jeg sendte dig til det dyr! Og se hvad der er sket! Han har mishandlet dig!"
Sean gjorde en svag gestus mod Lori, selv om han undgik at se direkte på manden stadig. Sean kæmpede stadig for overhoved at tale, for overhoved at trække vejret og kontrollere sig selv.
Dette...
Var utilgiveligt.
Sean kunne lige så vel have påført de skader selv.

Lori nåede ikke at reagere det mindste, før Sesn pludselig stod foran ham. Og som noget der viste sig for ham i nærmest slowmotion, men i virkeligheden havde været en lyn hurtig bevægelse, hørte han lyden af trof der gik i stykker, og lyden af knapper der sprang omkring dem, og ramte ind i alt på deres vej.
Lori stod der chokeret over Seans reaktion. Nu var der ikke mere at skjule.. der var ikke mere der kunne holdes skjult. Hans blik faldt mod gulvet. Han skæmmende sig over at han havde prøvet på at skjule det her. Men han havde virkelig håbet at de fleste af sårene ville være væk, inden han så Sean næste gang.

Hans blik fulgte med Sean, som han flyttede sig, og han nu stod og prøvede at se på alt andet end Lori.
Lori sukkede og slog atter blikket ned. Han så dog undrende op, da Sean sagde at dette afgjorde det.
Og at Lori var færdig. Og at han altså ville sende Lori tilbage til Brunso igen.
"Men..." Lori stoppede da han hørte det næste Sean sagde.

Hvad?!...
Færdig? Var Sean seriøs? Lori knyttede dine hænder, og en vrede begynde at boble i ham. Var det virkelig så nemt for ham? Var det her, det han havde længtes efter at komme hjem til? Havde han virkelig holdt så meget fast i deres sidste møde, for at få det her kastet i hovedet?
Lori stod stadig det samme sted, og selv smerten i hans fod, lagde han nærmest ikke mærke til.
Lori vende atter blikket op mod Sean.
Sesn var nød til at komme ned fra sin pedistal.
"Kom ned fra din høje stol! Det her har intet med dig at gøre!" Sagde han og lavede en gestus mod bidemærkerne på hans krop.
"Der var en grund til at set var mig der blev sendt afsted! Det her startede længe inden jeg kom tilbage til Doomsville!.. hvis jeg pludselig stoppede det, ville han først blive mistænksom!" Det var nærmest en knurren der kom fra Lori.
Hvad bilde Sean sig ind! Så nu, mente han pludselig at missionen var for farlig? Efter at Lori havde levet sådan her, om med den her fare i tæt på et år!

"Vi vidste at det var farligt, at der undslap en mand den nat! Og vi vidste at jeg måtte arbejde for at sikre at Brunso stadig stolede på mig! Og det gjorde jeg! Og jeg havde succes!" Lori så ned i gulvet, stadig tydeligt rasende.
"Hvis du virkelig fortryder så meget, hvad der skete sidst, så vær i det mindste ærlig! I stedet for at lede efter en udvej!.. jeg er ikke et barn, jeg kan godt klare sandheden..."
Hvis Sean ville stoppe det her, så fint! Der var ikke mere at sige til den sag! Og selvom Lori lige nu var vred og skuffet over Sean. Så var den han han bandede mest over sig selv! For endnu engang havde han tilladt sig at åben op, tilladt at Sean endnu engang kom ind under huden på ham, og for hvad? For endnu en gang at stå her, og føle sig som et fjols!.

Lori vende sig endelig rundt, og begynde at humpe mod døren.
"Jeg får læsset mine vare af, så du kan få lov at slippe væk... der er jo tydeligvis ikke mere at tale om.. for jeg kommer ikke til at tigge og bede sig om at blive, som jeg ville have gjordt engang" Loris stemme var blevet roligere, men også koldere. For endnu engang, havde han sænket sine mure, og endnu engang stod han tilbage som taberen!

Humpende mod døren, stoppede han dog op ved et skab der stod, hvor han trak en ny tynd skjorte ud. Han trak den på, og skånede på den måde Sesn for synet.

Det var svært at koncentrere sig igennem vreden, og i virkeligheden var Sean ikke sikker på han hørte eller forstod alt hvad Lori sagde. Ikke at Sean var vred på Lori. Han var stadig alt for vred på Bronso, indirekte på Natalie, og ikke mindst sig selv.
Alligevel fik han en fornemmelse af at Lori enten misforstod ham eller med vilje tolkede det på en måde han fandt en fordel. Eller...Et eller andet, der ikke helt var i tråd med hvad Sean faktisk havde ment.
Hvis der var noget Sean ikke savnede fra gamle dage, så var det deres tendens til at tale forbi hinanden, misforståelserne der altid lagde sig oven på hinanden.
"Intet med mig at gøre?"
Han kunne ikke forstå de ord. Fordi de ikke harmonerede med sandheden. Han forstod end ikke hvor Lori fik den ide fra. Hvordan kunne det ikke have noget med ham at gøre?
"Jeg sendte dig afsted til ham. Udnyttede jeres forbindelse. På grund af mig vendte du tilbage til ham...Til...Det"
Og med det hentydede han til Loris sår. Skaderne. Havde det stået på hele tiden eller kun for nylig? Sean vidste det ikke. Og det irriterede ham. Var Lori blevet mishandlet fra starten af, og han havde bare ikke opdaget det?
"Skete sidst?"
Igen var Sean ret tabt. Hvad snakkede Lori om?
"Jeg fortryder mange ting. Jeg fortryder jeg sendte dig afsted, til at gøre et arbejde jeg måske kunne have fundet andre til, eller selv have gjort. Med besvær - men det var muligt. Jeg fortryder jeg ikke var mere årvågen. At jeg ikke har opdaget den behandling du blev udsat for...Jeg fortryder alt det. Intet er det værd. Ikke Natalie, og sandelig ikke Bronso. På intet tidspunkt ønskede jeg der skulle ske dig noget. Og se dig nu...Såret...Udmattet...Mishandlet. Intet job er det værd. Intet"
Hvor mange gange skulle han gentage det, for at Lori måske hørte efter?
"Jeg ved ikke hvilken sandhed du føler du mangler. Men det er min sandhed. Jeg er ked af at jeg endnu engang har såret dig. Ved at sende dig afsted, ved at udnytte dine evner og forbindelser, og at du endnu en gang er blevet såret på grund af mig. Det er det der gør mig vred. Vred på Bronso. Vred på Natalie og vred på mig selv. For jeg havde lovet mig selv at passe på dig denne gang, selv om jeg godt vidste du kunne klare dig selv...For det meste"
Sean sukkede og gned sig over næseryggen. At balancere en eksplosiv vrede og alligevel være rolig til at diskutere med Lori...Det var næsten umuligt. Og hvis nogen endelig skulle forlade hytten, var det Sean. Men det var typisk Lori. Hver gang tingene blev lidt svære, så gik han. Og Sean var altid efterladt med valget om at løbe efter eller blive efterladt. En position han ikke brød sig om.
"Blive? Blive hvor? Det er din hytte...Du snakker i gåder!"
Sean sukkede træt. Han kunne ikke følge Loris logik lige nu. Lige så tungt gik han efter Lori. Han stoppede ikke manden, men gik selv stædigt i gang med at tømme vognen. Det ville ikke tage lang tid, for Sean var kasserne ikke så tunge, som de ville have været for den unge fyr der ellers skulle have kørt herud.
"Du er færdig med arbejdet, fordi jeg ikke ønsker du skal behandles sådan mere. Og måske bliver du sur over jeg ikke vil lade dig blive mishandlet...Mere. Og du burde være sur på mig. Fordi jeg lod det ske. Jeg tror vi kan konstatere at jeg er lige så dårlig for dig, som jeg altid har været. Og mine tanker om vi nogensinde kunne blive tætte igen, åndssvage"
Med et hiv og et halvt kast satte han en kasse fra sig. Hvorfor blev han ved med at snakke? han hadede at snakke når han var vred. Det var meget nemmere at slå noget. Nogen.
Men det var ikke rigtigt en mulighed lige nu.

Endnu engang stod de her! Midt i en diskussion, hvor ingen af dem i virkeligheden vidste hvad e prøvede at få ud af det, andet end deres holdninger og synspunkter.
Lori var træt! Træt af at skændes, træt af at han havde prøvet så ihærdigt på at holde sine følelser inde, og ide han lod sig selv give efter, ender han med at blive skubbet væk endnu engang!
Og i virkeligheden gjorde han nu også alt han kunne for at skubbe Sean væk! Jo hurtigere de fik det her overstået, jo hurtigere kunne Lori glemme alt om det! Han havde taget fejl den gang han var draget tilbage til Doomsville!

Han vende sig og så mod Sean da han begynde at forklare sig. Og Lori så forundret på ham. Såh... Sean fortrød alt omkring denne mission, men han nævnte på intet tidspunkt at han fortrød hvad der skete mellem dem sidst de sås. Og Sean virkede forvirret over Lori havde ment.
Lori blev ligefrem forvirret over Sean. Var det her endnu en af deres misforståelser? Sean talte stadig om missionen, og Lori talte om noget helt andet.

Sean nåede ligefrem, at gå forbi Lori for at gå ud for at læsse vare ag vognen. Lori nåede knapt nok at tage nogle kasser. Om det var akrationer fra Sean der skulle ud, havde Lori lidt på fornemmelsen, i hvertfald blev de da læsset af i et heftigt tempo.
Han spærrede dog øjnene en smule op, da han hørte hvad Sean sagde om, de tanker han havde haft om at de kunne blive tætte igen.
Til sidst, trådte Lori over til Sean, og stoppede ham, ved at tage fat i hans ene arm
"Sean stop lige"
Han så på manden, mens han stadig holde fast i hans arm.
"Sean du kan ikke altid beskytte mig!.. Før eller siden vil der ske noget. Og kan jeg kan komme til skade" han sukkede lidt.
"Ja det var dig der kom til mig, og kom med forslaget om at jeg tog tilbage for at spionere på Brunso, men jeg kunne have afslået, jeg kunne have fortalt dig om hvad der foregik, men det gjorde jeg ikke... så du kan ikke påtage dig alt ansvaret for det her" Lori skap Sean, og støttende sig i stedet til vognen.
Han så lidt ned, men efterfølgende over på Sean igen.
"Da du kom den nat, og spurgte om jeg kende til Brunso, forklarede jeg jo heller ikke hvilket forhold jeg egentlig havde haft til ham... du accepterede at jeg havde en relation til ham, og spurgte ikke mere ind til det, og jeg havde ikke meget lyst til at forklare mere"
Det var sandheden! Lori havde ikke haft noget behov for at forklare hans og Brunsos relation yderligere, og Sean havde heldigvis ikke spurgt.
Men selvfølgelig måtte det frem på et tidspunkt.

Lori sukkede tungt.
"Desuden.. er den eneste der har ment at du er dårlig for mig... dig"
Sådan havde det været hele vejen i gennem. Sean mente at han var dårlig for Lori, og han at det bedste var at han trak sig fra Lori.

Han gned sig i nakken, måske var det bedst? Ingen af dem kunne finde ud af deres egne følelser, Lori kunne I hvertfald ikke. Og de ænde med at skubbe hinanden væk hele tiden.
Lori satte sig på og en for at give sin for hvile, men også fordi han kunne mærke at hans ben begynde at føles gummi artige.
En voldsom knude dannede sig i hans mave. Det her kunne simpelthen ikke passe! Han havde gjordt alt for ikke at åbne op for sine følelser, og han havde holdt sig igen hele vejen igennem. Og alligevel sad han nu her.. midt i alt det han netop ville have undgået.
Hans hoved sank, og hans hænder gned sig mod hinanden, en dum vare Lori havde når noget blev for sørgeligt, normalt ville dette være kombineret med tåre.. men dem viste Lori på det nærmest aldrig mere, i stedet var det et langt mere alvorligt og anspændt udtryk der var at finde hos ham.
"Jeg troede... at vi VAR kommet tættere på hinanden... jeg troede.." Lori stoppede sig selv. Nej! Der kom intet godt ud af at sidde her og dvæle.
Hvis Sean ville slutte tingene var det sådan det var nød til at være.
Han valgte at rejse sig igen.
"Jeg respekterer din beslutning... jeg opsøger ikke Brunso mere og..." han blev næsten kvalt i de ord han skulle til at sige.
Men Sean havde selv sagt, at Lori var færdig med Sean. Og Lori havde ikke tænkt sig endnu en gang, at tigge Sean om at blive sammen med ham.. særligt ikke nu hvor de ikke engang havde noget rigtigt... men når de ikke havde det... hvorfor var det så, sådan en ubehagelig følelse?
Han gik til sidst mandet sig op.
"Og heller ikke dig"
Han kunne ikke få sig selv til at se på Sean.

Siden deres sidste møde, havde Lori haft de dummeste tanker. At efter deres sidste møde, efter at de havde aftalt at de skulle tale mere om tingene, om det der var sket mellem dem, og måske også hvad det betød. Og ja det havde sikkert været naivt af ham at tro, at der kunne blive mere mellem dem, end bare forretninger.
Men i stedet for det, stod de nu her... I gang med at sige farvel til hinanden... og sikkert for sidste gang.

Sean stoppede modvilligt ved Loris berøring. At stå stille betød at give fuld fokus til andre ting. Såsom følelser. Men han kunne heller ikke få sig selv til at ignorere Lori.
"Det har du altid sagt. Det har alle altid sagt"
Han forstod det ikke. Hvis han holdt af folk og bare gerne ville beskytte dem, hvorfor var det så en dårlig ting? Alle han havde været tæt på... Alle havde bedt ham om at trække sig tilbage og ikke gøre det. Bevares, han omgav sig med stærke individer. Selvstændige. Men det var jo ikke fordi han tog noget af det fra dem. Han ville bare gerne sikre sig de kunne leve trygt og godt. Det var det mindste han kunne gøre for dem. Og alligevel...Virkede det til at folk hadede hans forsøg derpå. Gjorde han det forkert?
Lori havde sagt det før. Nok flere gange. Når det kom til stykket var det meget nemmere kun at tænke på sig selv...
Intet drama. Ingen skænderier. Ingen ord om at han skulle stoppe. Og alligevel befandt han sig i denne situation gang på gang, selv om der kunne få flere år imellem efterhånden. Men der skulle vist bare de rette til...
Sean endte altid med at diskutere med dem han holdt mest af. Havde han ikke også været tæt på at miste Gene? Havde han ikke mistet Alane, Nepthys? Og flere...Så mange flere.
Men det var hans egen selvmedlidenhed der snakkede. Og den gjorde intet godt for nogen som helst. Specielt ikke lige nu. Det var den slags følelser der skulle druknes og gemmes væk. Ingen kunne lide folk der svælgede i selvmedlidenhed. Og han havde ikke tænkt sig at falde til den slags.
"Du arbejder for mig. Jeg sætter en ære i at passe på mine folk. Jeg har ikke opfyldt mine forventninger hverken til dig, eller til mig selv" bemærkede Sean sigende.
"Jeg er klar over du er blevet stærkere og dygtigere. Jeg har jo selv set det. Du har klaret et job de færrest kunne. Det har jeg også sagt til dig før. Men derfor er der forskel på at gøre et godt job, og tillade mishandling. Objektivt set arbejder du for mig, og er sendt på en mission. Tanken var aldrig missionen skulle ødelægge dig, slå dig ihjel eller mishandle dig. Der er grænser for den slags. Ellers ville alle mine folk være døde for længst...Der findes andre måder. Andre muligheder. Det gør der altid" forklarede han, overraskende tålmodigt. Det var nemmere at give en tale som til en medarbejder, der ikke kendte reglerne, end forholde sig til resten. Selv om han ikke kunne undgå det for længe.
"Og i så fald er det stadig mig der ikke har gjort mit job ordentligt, og stillet de rigtige spørgsmål. Det er faktisk for dårligt, når jeg nu lever af informationer"
Der var en svag antydning af et smil, som dog hurtigt forsvandt.

Sean gik over og lænede sig op af vognen, ved siden af Lori. Blikket gled over træerne tæt på dem. Fuglene sang stadig, insekterne summede stadig...Alt var det samme. Og så alligevel ikke.
Efter en kort stilhed, hvor Sean tydeligt kunne høre og mærke Loris blandede følelser, og at manden ved siden af ham var ked af det, snakkede han endelig.
"Vi har brudt en vigtig regel. Aldrig bland arbejde og fornøjelser. Eller... Det er ikke så korrekt. Det gør jeg egentlig tit...Eller gjorde. Men så i hvert fald arbejde og følelser" Han så stadig ud over træerne, men så nu endelig tilbage på Lori.
"Alle vores problemer - og ret mig hvis jeg tager fejl - er måske fordi vi begge håbede på mere. Og vi ikke helt var færdige med hinanden?"
Han rettede sig op og gik over foran Lori. Til dels så manden ikke kunne prøve at flygte igen, men også for at få den fulde opmærksomhed. Sean placerede sine hænder på Loris skuldre. Lori trængte til fred og ro i en periode, det kunne han sagtens se. Træt, såret. Og nu alt det her.
"Vi skal have filtreret dig ud af det hele, så det giver mindst muligt skade. Vil du bare blive væk, eller skal vi sende dem en besked af en slags? Og..."
Sean trak vejret dybt og fandt et svagt smil frem. Også selv om det var svært. Vreden ulmede stadig i hans indre, kontrolleret, for nu.
"...Bliv hos mig. Lad være med at blive væk?"

Lori lyttede. Og for engang skyld, gjorde han faktisk ikke andet. Hans blik hvilede mod jorden foran ham.
Hvad der gjorde det, vidste han ikke. Om det rent faktisk var forsinket Sean forklarede det som en arbejdsgiver og hans ansatte, der fik Lori til at forstå bedre, vidste han ikke. Men i hvertfald, var der ikke så meget at tage fejl af.
Der var ikke så meget at misforstå, og han nikkede egentlig blot til det Sean sagde.

Sean havde ret. Nu havde det aldrig rigtig været Loris plan at Brunso skulle gå amok, of skønt bidende var ubehagelige, så, så Lori det mere som en fetish der sikkert var meget normalt for f.eks. vampyere og dødsdæmoner.
Så selvom han helst havde været fri, havde det ikke påvirket ham så meget.
Men denne gang havde Beunso været vildligere og hårdere end før hen, sikkert fordi han følte sig presset over hele situationen.

Lori blik hvilede stadig ned i jorden, som Sena lænede sig op af vognen. Og igen... havde Sean ret.. de havde brudt nogle grænser som de ikke skulle! Og det vidste de begge godt.
Og det var nok naivt at tro, at det kunne fungere! Jobbet kom selvfølgelig i fare, når man begynder at blande følelser ind i det.

Men det næste Sean sagde, fik Lori til st vende blikket mod ham.
At de begge håbede på mere og ikke var færdige med hinanden? Så... Sean havde det på samme måde?
Hans blik fulgte Sesn som han bevægede sig op foran ham, og han mærkede mandens hænder mod sine skuldre, og f9r første gang længe mødtes deres blike. De skulle have Lori ud af alt det her, og ja det var nok det bedste men.. hvad ville være den rette beslutning. Lori nåede dog ikke at tænke i de baner ret længe, før hans hjerte hoppede et slag over, og en underlig varm følelse bredte sig i ham, ved seans næste ord.

Lori kunne ikke holde det tilbage, så et nærmest lettet suk undslap ham, og hans hoved sank igen lidt. Men dette var af lettelse.
Han lænede sig frem mod Sean, og lod sin pande hvile mod Seans brystkasse.
"Du har ret... I virkeligheden ville jeg nok ikke ud fordi..." han fjernede hovedet og så på Sean.
"Fordi jeg ikke ønskede at miste kontakten igen.. og fordi jeg var i tvivl om du overhoved så en mening i at tale med mig hvis vi stoppede missionen.."
For det var det der havde naget ham hele vejen igennem! var det her kun rent forretning? Og havde deres intime øjeblik sidst de sås, handlet om en rus, og nogle lyster der skulle ud af verden?
Men heldigvis havde han gjordt Sean uret! For manden bad Lori om at blive, om ikke at holde sig væk!

Han rettede dog hovedet op igen og så på Sean, da han kom i tanke med det egentlige spørgsmål.
"Brunso vil uden tvivl sende nogle efter mig, så snart han opdager at jeg ikke kommer tilbage..." Lori rettede sig en smule op.
"Men... hvis han får besked om at jeg har fortalt det hele.. så prøver han måske at flygte og gemme sig.. " Det var svært med de har missioner. Og særligt når man skulle ud af dem igen.
Han så på Sean. "Jeg tænker at du ved hvad der ville være bedst" konstaterede han roligt.

Han sad lidt. Men rakte endelig hånden hen, og greb Seans.
"En anden ting.." sagde han vende blikket mod Sean igen.
Han sukkede nærmest undskyldende, og havde et midt opgivende udtryk men stadig med et lille bitte smil.
"Undksyld at jeg ikke opsøgte dig, st jeg ikke viste dig min tilstand med det samme.. .men... jeg ville ikke såre dig eller gøre dig bekymret" erkende han roligt.

Sean smilte svagt, og noget lagde en dæmper på hans indre buldrende vrede. For en stund mærkede han den ikke. Han mærkede heller ikke den evige paranoia. Lige nu mærkede han kun Lori. Hvordan manden sukkede i noget der virkede som en lettelse. Hvordan Sean ikke havde tolket det hele forkert, men hvordan de begge ønskede mere ad hinanden. Det var rart. En rart følelse. At være ønsket. Sean ville nok aldrig finde en evig partner, der aldrig forsvandt, og han ville sikkert mærke ensomheden igen før eller siden. Men lige nu kunne han godt lægge sin kyniske side fra sige og nyde øjeblikket.
"Jeg ville lyve, hvis jeg sagde min motivation ikke var den samme. At bruge dig, at holde dig i missionen...Gjorde jeg kunne se dig mindst en gang mere" bekræftede han selv. Og gav ham endnu et lille stik af dårlig samvittighed. Den egoistiske tilgang havde jo givet Lori nogle grimme sår, og fået manden til at acceptere ting han ikke skulle.

Sean havde slet ikke lyst til at tænke på Brunso mere. Men de burde lægge en plan. Brunso var stadig et problem, og Natalie ville stadig kræve der blev gjort noget ved det. Alt det arbejde spildt...Hvis ikke de fandt en løsning. For Sean holdt fast i at Lori ikke skulle tilbage. Hvilket betød Sean selv måtte træde i karakter.
"Inden du skriver nogle breve om at du har sladret...Så vil jeg have du arbejder mig igennem alt du ved om hans lejr og vagtordning. Alt du ved om hans forretninger og daglige gøremål. Alt du ved om manden selv"
Sean trak vejret dybt og lagde en arm om Lori, da denne lænede sig ind mod ham.
"Det er okay. Men du bliver ikke sendt tilbage. Jeg har mænd der kan holde Brunsos på afstand, og Natalie kan sikkert også donere nogle, som tak for dit arbejde. I hvert fald når jeg beder om det. Bare til Brunso er væk, i hvert fald. Men han er stadig et problem, og jeg er nok nødt til at gå efter ham selv. Men det kan jeg kun hvis du fortæller mig absolut alt du ved om ham" bekræftede Sean, med en overraskende rolig stemme.
Det var en del år siden Sean selv havde ageret lejemorder. Hans brede krop var ikke skabt til lydløshed og forsigtige bevægelser, men var meget bedre til at sparke en dør ned og gå til angreb. Alligevel havde han jo klaret jobbet før, flere gange, på mange forskellige personer. Måske han skulle øve sig på en eller anden hjemme i Doomsville, før han tog afsted.

Lori kunne ikke lade vær med at trække på smilebåndet, over Seans "tilståelse". Tænk hvis bare en ag dem, havde haft modet til at sige det højt noget før.. havde de så overhoved gået videre med denne mission? Eller hvade de ladet Natalie klare det selv?
Men det var en beroligende tanke, at de i det mindste hvade haft de samme motiver. Det gav Lori en ro i, at det her ikke havde været RENT forretning for Sean.
Men igen.. hvordan skulle Sean egentlig ha' haft muligheden for at sige noget? Hver gang der var kommet noget op omkring følelser, havde Lori nok været den første til at skyde det ned!
Selv da han var kommet tilbage, og forklaret Sean, at Brunso havde spurgt ind til deres forhold til hinanden, havde Lori selv sagt, at han havde været klar omkring at Sean og Lori på ingen måde havde noget følelses mæssigt mellem dem mere.
Men der havde jo været en forsvars teknik! Hvis ikke han viste sine følelser.. så havde han stadig kontrollen.. eller... det var i hvertfald sådan han havde tænkt.. men i virkeligheden, havde han jo ikke haft nogle form for kontrol.

Lori nikkede da Sean nævnte at Lori var nød til at forklare ham alt om Brunso.
Han så lidt over på hesten der stadig stod spændt til vognen. Han så igen på Sean.
"Måske skulle du spænde hesten fra. Og sætte den over i folden til min" forslog han.
Nogle Meyer fra hytten, var der blevet lavet en lille fold, hvor Loris hest kunne få lov at gå, så den ikke skulle stå stille i stalden alt imens Lori var her.
Hvis Lori skulle fortælle alt om Brunso... ville det komme til at tage tid, og det ville være alt for varmt, hvis Seans hest skulle stå her og svede uden mad eller vand.

Lori hoppede roligt ned fra vognen, og humpede over for at tage nogle af kasserne, som han derefter tog med ind i hytten igen.
Mens han ventede på at Sean blev færdig, gik Lori over til et skab. Han åbnede en skuffe i skabet, og begynde at tømme den, der var ikke meget i den, men det var heller ikke de ting hans kulle bruge.
I stedet løftede han det man ville tro var bundpladen i skuffen. Under den lå en masse papirer og kort. Det her var rent faktisk hans dokumenter om Brunso. Han var nød til at gemme det, i tilfælde af, at Brunso en dag skulle mistænke Lori var noget, så måtte der ikke være mulighed for at man kunne finde alt hvad han havde skrevet ned om Brunso, og hans mænd.

Han lagde det frem på bordet, inden han gik ud i køkkenet igen, for at hente endnu et glas med lemonade, til Sean. Han bød gerne manden på the, men han havde en klar ide om at det ville være alt for varmt til den slags nu.

Sean nikkede let. Jo, hesten var blevet glemt og satte nok pris på en pause. Sean var jo aldrig nået ud igen, oven på skader og nu denne samtale. Så han lod Lori om at forsvinde ind i hytten igen, imens han selv spændte hesten fra og trak den over i stalden. Med skygge, vand og mad led den ingen last, men Sean tog alligevel et har håndfulde hø og tørrede den af for sved og det værste skidt.
Færdig, og selv varm, forlod Sean stalden og gik tilbage til hytten, hvor han også bar nogle flere kasser med indenfor. Døren blev lukket, så de kunne beholde den lille fornemmelse af kølighed der var indenfor. Den hvide skjorte klistrede til ham, hvilket nok var alt andet end charmerende. Men det var nu en gang bare sådan det var.
Til gengæld tog han glædeligt imod lemonaden. Han havde ikke fået noget at drikke siden han var kommet, så væske i alle former var tiltrængt.

Tilfreds satte han sig over på en stol foran bordet. Han lod blikket glide over dokumenterne. Han var nysgerrig, men det ville også tage timevis at sætte sig ind i det hele. Hvis ikke hele natten og næste dag med...Og derfra udtænke en plan. Det var noget han ofte gjorde derhjemme, alene, uden forstyrrelser. Men lige nu havde han Lori, og deres nyfundne glæde for hinanden. Det var svært at sætte sig og ignorere manden nu.
I stedet skubbede Sean noget papir væk, så han kunne sætte det kolde glas uden at sætte mærker på dem.
"Jeg hader sommer. Det er alt for varmt" bemærkede han sigende, omend Lori formentlig allerede vidste dette. Om ikke andet, så fra sidst de var sammen. Godt vejr var fint, men Sean foretrak balancen mellem overskyet og lunt i efteråret, frem for den varme sommer eller kolde vinter. Og selv mellem sommer og vinter foretrak han vinteren. Mørket og kulden gjorde en del ting nemmere, og han skulle ikke svede imens han arbejdede.
"Jeg ved godt vi har meget at tænke på, og jeg har meget at planlægge lige nu...Men jeg har mere lyst til at være tæt på dig lige nu"
Ikke længere så skræmt fra at sige tingene direkte, så han over på Lori med et drillende smil.
Nej, Sean havde ikke travlt med at komme videre. Flytning, Bronso, hans adelige arbejde for Gene...Disse ting kunne vente. Bare for en stund. I hvert fald de 5 minutter det ville tage ham, før han savnede at arbejde igen.
"Har du tænkt over hvad du ville, når missionen var slut?"

Lori stod allerede halvt begravet i alle papirerne, og med tankerne omkring de ting der var vigtigt at forklare om Brunso. Han kunne dog ikke helt lade vær med at små smile da Sean nævnte hans had til sommeren. Lori viste det egentlig allerede godt! I den tid han havde kendt Sean, fandt han ofte manden en smule mere små irritabel om sommeren. Ikke at han var sur eller noget, men det var tydeligt, at Sean ikke var fan af at have det varmt.
Men det gav nu egentlig god mening, af en mand der fortrak en god kom the, ville det heller ikke give mening, hvis han samtidig elskede sommeren og varmen.
Og Lori måtte nok følge trop. Selvom Lori holde af de lange lyse nætter, var han heller ikke fan af varme og for meget sol.

Lori stod stadig med tankerne begravet i papirerne, men hørte så hvad Sean sagde. Og Lori kunne ikke undgå at se lidt overrasket på på Sean. Og han kunne mærke, at han blev en anelse lun i ansigtet. Okay... så de var altså nået der til, hvor tingene blev sagt meget ligefrem?
Lori rømmede sig en smule, som han kort så ned I papirerne igen.
De havde kendt hinanden i lang tid nu, og Lori havde ændret sig meget... MEN... åbenbart kunne Sean stadig gøre Lori en kende forlegen.
At tænke på at en arbejdsnakoman som Sean, der ellers virkede som en missionen-frem-for-alt type, ligefrem ville skubbe arbejdet til side, for at være tæt på Lori, kunne da få de fleste til at føle sig speciel.

Til sidst, rykkede han papirerne lidt væk. Hvis de skulle være tæt på hinanden, behøvede det ikke at være med Brunsos navn og informationer lige op i ansigtet.
Han vende sig endelig mod Sean da han spurgte indtil om Lori havde tænkt over hvad han ville efter missionen.
Lori satte sig selv ned på en stol, og så kort mod papirerne igen. Efter missionen?
Hvad ville han?
Han trak lidt på skuldrene.
"Jeg vidste ikke engang hvad jeg ville inden missionen... det virker til at alt har forandret sig i den tid jeg har vært væk.." han sukkede en smule.
"Ikke engang Trott har behov for mig mere.. Han klare sig fantastisk"

Hvorfor havde han egentlig ikke tænkt over det noget før?
Ikke engang den gang han var taget tilbage til Doomsville. Han havde dog besluttet sig for en ting. Hans gamle hus... føltes ikke længere som hans eget. Og hvordan kunne han også forlange det?
Han havde efterladt Trott i så lang tid! Og han ikke at han havde det mindste imod, at Trott havde valgt at brede sig i huset, det var kun naturligt.. men.. det var som om det hus, kun rummede dårlige minder.

Lori vende hovedet lidt mod Sean igen.
"Forhåbentlig er folkene snart færdige med at genopbygge mit nye hus.. og så må jeg se hvad der sker der efter.... for en kort stund, overvejede jeg om jeg skulle få genipbygget den gamle bogbutik.. den gik desværre til under naturkatastrofen og borgerkrigen.. men... jeg ved ikke om det ville være nok for mig.." Det sidste blev sagt, med et træk på skuldrene.

Ville han kunne trives i så stille en hverdag igen? Hans kærlighed til bøger, havde ikke ændret sig, men havde han ro'en til "blot" at stå i en bogbutik?
Han vende blikket mod Sean og kunne ikke helt lade vær med at trække på smilebåndet.
"Jeg har nok bare ikke rigtig fundet mit formål endnu" sagde han med et næsten beklagende udtryk, og et nærmest undskyldende smil.
Det var jo egentlig ikke noget at undskylde for, men for en mand, der havde opnået så meget som Sean havde gennem tiden, måtte dette lyde så svagt og patetisk.

En svag rynke gled over Seans næse ved snakken om Trott. Åh ja...Den gode doktor...Sikke han havde fået vendt sit liv. Det var ikke fordi Sean havde noget med doktoren at gøre mere, men alligevel fulgte han lidt med i periferien.
"Ja...Det går virkelig fremad for ham. Bliver tilkaldt endda til adelige huse, opgaver for herskerinden, råd til større privat lægehus...Og nu hvor du har givet ham dit gamle hus. Han mangler intet" Bemærkede han en smule fladt. Skulle de snakke om Trott nu? Selvfølgelig betød doktoren noget for Lori, og derfor havde Sean valgt at lade manden være.
Måske var det også dumt at vedblive at se sig sur på et menneske. Trott virkede ikke som om han talte over sig, og ingen var kommet løbende med alle Seans hemmeligheder. Tværtimod skulle han måske misbruge det, og blackmaile Trott til at være læge for hans klan?
Tanken var underholdende i et sekund, før Sean opgav det. Både fordi Lori ikke ville bryde sig om det, men lige så meget fordi Sean heller ikke ville. Det var bedre de ingen kontakt havde.

Nu skulle samtalen jo ikke handle om et menneske. Sean kiggede lidt på Lori imens han talte. Ja...
"Med det vilde du har levet er bøger måske ikke nok...Men det kunne stadig være en del af det du ellers laver. Jeg har et forslag. Du kan tænke over det, og du kan sige nej. Der er ingen tvang, bare fordi der måske er noget mellem os" bemærkede Sean med et svagt smil. Han tog en tår mere af sin lemonade, før han satte sig lidt frem i stolen, med armene på bordet foran sig.
"Arbejd for min klan. Du har bevist du kan. Du kan være spion, du kan lave dobbeltspil. Du kan slås. Du kender til den verden nu, på godt og ondt. Du kan drive en boghandel i dagstimerne, imens butikken samtidig er det perfekte sted til at flytte penge rundt, og til at give bøger videre der indeholder...Andre former for historier og informationer"
Det ville være en stor fordel for hans klan, at have en lovlig butik hvorigennem andre lyssky aktiviteter kunne foregå. Det kom selvfølgelig an på om Lori gad det. Det var måske ikke lige så stille som bare at have en boghandel, der ville ske lidt mere. Selvfølgelig var det heller ikke alle typer der skulle komme i boghandlen, Sean måtte i så fald lave nogle klare regler med hvem og hvornår. Ikke de samme, men et stort brød af en person med tatoveringer fra hårtop til fodsål hørte heller ikke til der. Men nu samlede Sean også på folk af alle evner og typer, så det var ikke et problem.
Nej...Hvis Lori gad det, havde Sean et oplagt sted hvor underverden og oververden kunne mødes, uden at hans klan eller folk kom i klemme.
Men selvfølgelig kunne det på sigt give problemer for Lori. Sean ville have nogen til at beskytte butikken, selvfølgelig. Men hvis nogen genkendte Lori fra andre ting, eller fattede mistanke, ville det nok først og fremmest gå ud over Lori.

Han vidste godt, at Trott ikke ligefrem var Seans yndlings emne. Ham vidst jo også godt lidt om hvorfor!
Trott havde tidligere tilbudt Lori, at kunne fortælle nogle af de hemmeligheden han kende om Sean.
Og selvom Lori i virkeligheden havde været fristet den dag, så var han alligevel glad for at han havde sagt nej!
Hvis Sean mente at Lori skulle vide noget.. så fortalte han det selv.
Og alt taget i betragtning, og hvordan tingene var mellem nu, ville det nok også gøre Sean lidt gal I hovedet, hvis han fandt ud af, at Lori havde sagt ja til at få disse hemmeligheder at vide, og kende til dem bag Seans ryg.

Han så nysgerrigt på Sean da han tale om at han havde et forslag til Lori. Et let smil kunne ikke lade vær med at finde sted, da Sean forsikrede Lori om, at der ikke var nogle tvang, taget deres forhold til hinanden nu, i betragtning.

Dog overraskede Seans forslag ham. Være en del af Seans klan?
Sidst de havde talt om det her, havde det været Loris forslag, og der havde Sean mildest talt ikke taget det pænt, og det var endt I et kæmpe skænderi, og en episode, hvor Lori måtte ud og kaste op, over det der foregik.
Men ja, Lori havde ændret sig! Og at se folk blive tortureret og dræbt, var ikke noget der rørte ham ret meget..
Han så dog lidt op Sean.
"Sig mig Sean... sidder ud og forstår at jeg bliver kriminel?" Lød det, med et drilsk smil.

Han saf lidt og tænkte. Måske var det ikke en dårlig ide? Han ville have noget der holde ham i Doomsville, noget fast og stabilt, men han ville heller ikke ende med at kede sig, og søge andre veje.
Han ville hjælpe Seans klan, og der ved Sean.. og han ville forhåbentlig få stillet den kedsomhed han desværre hurtigt følte, og ende med at dæmpe med noget dumt og impulsivt.
"Det er noget jeg nok er nød til at overveje.. det lyder ikke som en dårlig ide.. slet ikke faktisk.. men jeg tænker ikke det er noget jeg kan beslutte mig for på så kort tid.." han så lidt over mod papirerne igen.
"Vi skal jo også lige have overstået... alt det andet først"
Var Lori skødesløs, ved at overveje at blive i disse baner?
Burde han rent faktisk slå bræmsen i bund, og holde sig i skindet i stedet?

Hvem prøvede han at narre? Det ville han jo aldrig kunne!
Det var nok det farlige ved de her ting.. man blev på en måde afhængig af dem. Noget han aldrig havde kunne forstå før, når Sean havde prøvet at forklare det. Men det var sandt! For selvom han lige var kommet tilbage, og selvom det havde været voldsom.. så var der noget i ham, der ikke kunne vente med at komme afsted igen! Noget af ham der hungrede efter den adrenalinen der gav, når man vidste at det man gjorde, kunne være med livet som indsats.. eller i hvert fald ende med nogle grimme sår.

Han rystede lidt på hovedet over sig selv.
"Sandheden er... at jeg ikke tror jeg ville kunne holde mig væk fra den slags længere... såh... det giver vel mere mening at det sker under kontrollerede forhold, og på sone kommandoer, end at jeg ender med at gøre noget dumt selv, og komme i problemer" erkende han.
Han så lidt ned på sine hænder.
Hvor mange liv havde han efterhånden taget med disse hænder?
Han havde ikke rigtig talt på det.
En ting var når man tog et liv, fordi man var nød til at få føde, der fik man ligesom nogle andre fornøjelser ud af det også.. men.. det gav ikke samme kick, som når man fik lov til at dræbe nogle enden med de bare næver, eller ved lyden af metal fra en kniv eller et svær, der skar gennem kød.

Tænk engang at han sad med disse tanker? Bare tankerne alene, ville kunne få ham til at kaste op før i tiden, men nu.. virkede det som en del af ham, som han ikke kunne, og ikke havde lyst til at lægge væk.