Long Time, No See - Sean

Emne til: @Sean

---

Det var længe siden hun havde overvejet det, men først nu at hendes tanke havde ført til handling. Det var ikke nogen speciel lang rejse for hende at komme hertil. Det var mere det års tid hun havde været her og Sean havde været her. Måske en form for straf for at han pludselig var væk? På den anden side havde hun ikke haft held i sin søgning på ham, når hun så endelig havde overvejet det. Så hun havde haft bosat sig i Sunfury, og der havde hun haft det godt. Så havde hun hørt om at de kongelige i Sunfury havde fået en alliance med de nye herskere. Et skyggevæsen hvis navn hun allerede havde glemt, men så Sean McGivens. Det var længe siden hun havde hørt det navn. Så hun var taget afsted. Hun havde meldt sit besøg. Dog uden navn. Mystisk, eller blot at ansigtet på personen måtte komme som en overraskelse. De mørke lokker slangede sig i bløde bevægelser henover hendes skuldre. De blå øjne kiggede ud bagved gardinerne i hestevognen. Nervøs? En smule. Det var trods alt længe siden hun havde sit sin kære lillebror. Borgen kom til syne for hendes øjne, Alycia kneb øjnene en anelse, men satte sig så tilbage. Endelig stoppede vognen og hun kunne træde ud. Alycia var klædt i en lang lyselilla kjole. Lavet af det flotteste silke. En gave fra Kai, da hun jo var hans bedste veninde. Hendes smykker viste også, at hun levede godt.

Solens varme var rar. Ganske let sank hun en klump, men hendes nervøsitet var ikke til at se overhovedet. Så gik hun ind på borgen. Dørene blev åbnet op. Han havde været heldig med borgen, men nu havde hun altid fundet disse slags borge ufattelig smukke. Lyset gjorde kort at hun ikke rigtig kunne se Sean før hendes øjne havde vendt sig til det.
"Ser man det. Trone og det hele. Hvem skulle have troet, at jeg skulle finde dig her Sean." Sagde hun og sendte ham et skævt smil. Som altid var hendes ryg ret, skuldrene var tilbage. Alycia var meget stolt i sin gang, og uden tvivl var hun også en meget stolt person. "Jeg hørte min lillebror var blevet hersker i Dragons Peak, og tænkte det måtte jeg hellere se med mine egne øjne." Tilføjede hun og gik et par skridt tættere på ham.
"Savnet mig?" Spurgte hun med et lille drillende smil. Hun forventet intet af ham. Det var ikke fordi, at hun forventede at han holdt en fest for hende eller de to skulle være de bedste venner nogensinde. Der var gået mange år. Mange ting skulle indhentes, men kun hvis de begge to var enige omkring det. Alycia frygtede ikke Sean. Han var stærkere end hende, hun havde i hvert fald hørt at han var stærk. Dog var hun her ikke for at søge kamp. Hun var her for at se sin lillebror igen efter så lang tid.

Listerne var lange og rørte næsten gulvet, da han gik dem igennem. Rundt om ham stod et par vagter og en tjener, der ventede på hans liste. Borgen blev mere og mere færdig, nu var det kun småting der manglede at blive lavet, men de manglede endda mange flag, bannere, møbler, tæpper, puder...Og hvad Maeve ellers havde skrevet på listen. Han gik den igennem med et svagt suk. Så mange småting! Havde man virkelig brug for dem? Og beløbet...Han ville snart være fattig! Selv hans penge rakte ikke længere...Han måtte måske ligefrem bede om donationer fra nogle af de adelige familier der havde taget kontakt til ham.
Dagen var solrig og lun, selv heroppe af bjerget. Lyset gjorde alle i bedre humør og tjenerne gik rundt mens de fløjtede eller med deres næsten hoppende skridt. Vagterne havde fået en overhaling, da de var blevet kritiseret af nogle højtstående gæster, og var mere kritiske til hvem de lukkede ind. Derfor kom hans uanmeldte gæst ind, efterfulgt af et par vagter, blot for at være på den sikre side.
Sean selv var også ved godt mod. Han var afslappet klædt. Et par støvler, nogle sorte bukser og en lidt løs, sort skjorte, der var åben i kraven. Den sad kun netop så stramt, at det var tydeligt Sean tilhørte de mere muskuløse mænd.

Det var så uendelig mange år siden han var stukket af! Og alligevel blev mindet om hans dårlige liv hos sine forældre ved med at hjemsøge ham, hvis han gav dem lov. Moderen, der havde været psykisk syg og ikke engang kunne kende forskel på sine to drenge-børn. Faderen, der havde set til og opgivet kampen for at få moderen til at indse at virkeligheden var en anden. Og så havde der været en storesøster...Hun var nok den eneste han havde haft det rimeligt med. Og dog alligevel ikke nok, da han var stukket af uden at sige noget til nogen. Om hun var levende eller død? Det vidste han ikke. Hvor hun var? Intet vidste han. Men han forventede ikke nogen andre fra familien var her i Underworld, andet end hans børn og nevø.
Han genkendte heller ikke stemmen med det samme, men fandt ordene ganske underlige. Sikke et ordvalg! Nogen tog enten fejl eller ønskede at gøre sig bemærket. Derfor ventede han også bare til han havde læst færdig og rakte tjeneren listen igen.
"Det er godkendt. Send nogen til byen allerede i dag" bemærkede han kort, tjeneren bukkede og skyndte sig væk med listen, der hastigt blev rullet sammen. Sean vendte sig nu endelig om til sin uanmeldte gæst - hvilket også var den eneste grund til at han ikke havde givet hende opmærksomhed endnu - og var allerede ved at formulere et svar i sine tanker...
Han stoppede op hvor han var og ingen ord forlod hans læber med det samme. I stedet udvidede hans øjne sig i overraskelse og forundring. Selv om de ikke havde set hinanden så længe, fandt han hende alligevel genkendelig. Som et minde der blev støvet af og sat frem i lyset! Håret, øjnene...
Hans storesøster?
For et øjeblik havde han intet svar, men så bare på hende. Hans blik blev mistænksomt, som han studerede hende granskende. En illusion, af nogen han end ikke havde tænkt på i så lang tid? Eller nogen der blot lignede hans storesøster? En storesøster der på den ene side - dengang - altid havde mindet ham om hvem der havde været ældst, men samtidig også været den eneste der prøvede at berolige ham, når hans mor igen havde behandlet ham som en, han ikke var.
Til sidst gled hans blik op til hendes, overraskende hårde. Han måtte tage fejl! Tilfældigheden, muligheden, var for lille!
"Hvem er du?" spurgte han tilbage og formåede at holde sig nogenlunde rolig, hvad han var taknemmelig for.
"Jeg må sige du overraskede mig for et øjeblik. Du mindede mig om nogen jeg kender" kommenterede han forklarende. Nej, det kunne ikke være hende!

Det overraskede hende egentlig ikke. Den måde han reagerede på. Hun forholdt sig helt rolig, og kunne egentlig minde lidt om en slange der. Vidste ikke om den ville angribe eller ej. Dog bar hendes øjne ingen tegn på fjendtlighed.
"Jeg føler mig en smule såret. Jeg rejser hele jorden rundt. Næsten alle lande. Tager til Underworld... og så kan du ikke engang genkende mig." Hun rystede let på hovedet. Ikke at hun var sådan direkte fornærmet. Hvis hun havde været i hans sted og var stukket af, ville hun også have givet sig til at glemme det hele. Han havde vel ikke regnet med at se hende igen. Overhovedet. "Så ærligtalt, så burde jeg minde dig om nogen kære bror." Tilføjede hun og kiggede så rundt før hun tog et skridt tættere på ham. Alycia havde ledt efter ham. Meget endda. Alycia havde næsten opgivet at finde ham i Underworld. Han havde sikkert rejst videre til et eller andet sindssygt univers, men her var han. Lige foran hende. Et mål hun havde nået selvom hun forlængest havde opgivet. Hun havde brugt tid på at lære forskellige sprog verden over, på samme tid med hun havde brugt tid på sin søgen efter sin bror. Det var vel for hendes egen skyld at hun ledte sådan. Hun kunne have ladet hver, og til sidst var hun trods alt også stoppet for at nyde sit eget liv. At gøre sit liv til en lang søgning var ikke det samme værd i sidste ende. Specielt ikke, hvis personen ikke ønskede at blive fundet.

Hendes bevægelser var flydende. Kunne minde en om en kat. De blå øjne flyttede sig rundt og analyserede sine omgivelser stille og roligt. Nærmest som om at hun skulle dekorere stedet. Så vendte hun blikket imod Sean igen.
"Jeg er imponeret." Sagde hun med et skævt smil på læben. At være hersker var en stor ting. Alycia var stolt, hvis man kunne sige det sådan. Ikke noget hun ville indrømme, medmindre han gav hende lov til at tale med ham og ikke blot troede hun var her som en illusion eller dobbeltgænger - eller alt muligt andet fis der fandtes i denne verden.
"Så, vil du stå der og tænke, eller vil du byde mig indenfor?" Spurgte hun så en anelse kækt. Hvis han ikke ville snakke med hende, ville hun da bare selv undersøge byen for at prøve at finde ud af, hvad han havde i tankerne. Men det var jo ikke ligeså sjovt alene som i selskab. Måske skulle hun have haft taget Jimmy med. Han var ret underholdende af en slave at være. Slave og slave, han var vel en slave i sidste ende. Selvom han levede ret så godt efter hendes mening. Hvis det havde stået til hende havde hun taget Kai med, men folk skulle nødig tro, at hun var elskerinde til kongen i Sunfury eller andet. Alycia flyttede atter opmærksomheden over på Sean. Det var tydeligt at hun ønskede at tale med ham, hvorfor skulle hun ellers være ankommet.

Endnu en spand med kold vand. Hun lignede ikke bare, hun påstod hun var! Var hans storesøster! Hvordan kunne hun stå der så rolig og forlange han blot viste hende rundt, som om de slet ikke havde været adskilt i så mange år! Hvorfor var hun her? Hvordan havde hun fundet ham? Ville hun have hævn over han bare var stukket af eller var hun her fordi hun faktisk håbede på at lege lidt familie igen? Han måtte kæmpe lidt for at beholde det samme, rolige ydre. Til sidst rankede han sig lidt mere. Hvordan skulle han modtage hende? Han valgte at følge hendes forslag - lade som ingenting og vise hende lidt rundt. Alligevel kunne han ikke distrahere fra tankerne om hvad hun dog ville her. Hvorfor havde hun ikke bare skabt et liv for sig selv som han havde?
Til sidst slog han lidt ud med den ene arm, som tegn til at de skulle gå lidt rundt. Han vinkede vagterne bag hende væk. De bukkede svagt og trak sig tilbage.
"Jeg ved faktisk ikke hvad jeg skal sige..." svarede han så bare ærligt. Han skulle lige komme sig lidt over overraskelsen og forvirringen. Hun havde sandelig fået skovlen under ham!
"Hvad laver du overhoved her?" spurgte han så endelig. Det spørgsmål der pressede sig mest på. Samtidig førte han hende ud i entreen igen. Hvor skulle de gå hen? Han følte ikke for at vise hende sit private værelse endnu, så i stedet gjorde han tegn til at ville gå udenfor og måske ned i byen, mens de snakkede.

Hun kiggede på vagterne ud af øjenkrogen da de trak sig tilbage. Et lille fnøs slap med lethed henover hendes læber. Ikke hånligt overhovedet. Hun var ikke overrasket. Der skulle i sidste ende meget til at overraske Alycia. Let løftede hun på et bryn da han sagde han ikke vidste hvad han skulle sige.
"Jeg hørte ellers du var en mand af mange ord." Svarede hun og trak skævt på smilebåndet. Faktisk fandt hun det lidt sjovt. Var det ikke altid sjovt at overraske sine søskende, til de blev helt mundlamme? Eller var det blot hende som syntes det?
Det næste spørgsmål vippede hun hovedet lidt på skrå af. Så fulgte hun dog efter ham udenfor.
"Ville du tro mig, hvis jeg sagde jeg havde savnet dig?" Spurgte hun og så fremad imens de gik. Det var ikke engang løgn. Det var det sære ved det, og alligevel havde hun haft år uden at tænke på at opsøge ham. Alycia var givet op dengang til hun hørte nyt. "Men, jeg hørte endelig noget om dig, som jeg faktisk kunne bruge til at opsøge dig på." Tilføjede hun og vendte blikket over imod ham. De blå øjne gled henover omgivelserne. Det var hendes første tur i Dragons Peak - mente hun da. Så meget som hun havde rejst rundt i sin levetid, der kunne hun næsten ikke huske, hvor hun ikke havde været.
"Det er en smuk by. Det var også på tide at få givet den lidt liv. Alle taler om den nu."  Blikket gled tilbage på omgivelserne. "Så, hvor skal vi gå hen?" Spurgte hun og trak på et svagt smil.

Alycia havde tiden. Hun havde tiden til at se byen og havde tænkt sig at gøre det. Om Sean ville holde hende med selskab eller ej. Det var mange år siden og hun regnede ikke med, at med et blik var de bedste venner. De skulle have tid til at bløde lidt op for hinanden, for lige nu så skulle isen lige knuses. Det var ikke noget som ville ske let. Der kunne gå alt fra dage til år. Det positive ved det var, at de havde levetiden til at vente på det. Det var ikke engang sikkert han havde behov for hende overhovedet. Det var ikke engang sikkert at han overhovedet havde skænket hende en eneste tanke. Dette ville nok gøre ondt på andre, men det var ikke fordi, at Alycia lod sådan noget stå i vejen for at leve lidt.

Han var paf. Det var sjældent han kom ud på gyngende grund, hvor han ikke vidste hvad han skulle gøre. Det slog ham dog snart, i hans lidt tågede tanker, at det skyldtes uvisheden. Om hvad hun ville, om hvad dette skulle betyde. Så snart de småting havde fået et svar, ville han kunne slappe mere af eller i hvert bedre bedømme...Det hele.
De få trin fra døren, ud i borggården og mod porten, der førte dem væk fra borgen igen. Ned mod byen. For en stund svarede han hende slet ikke, for han havde brug for at tænke lidt. Han overhørte helt hvad der kunne tolkes som en kompliment, i form af alle talte om byen. I stedet gled hans mørkegrå øjne over mod hendes skikkelse. De var kun halvsøskende...Men det var nok til at de stadig var i familie. Hendes runde kinder og blide udtryk. Han havde et eller andet sted lyst til at skubbe hende væk. Han havde fralagt sig sin familie fra jorden, ønskede den ikke og gemte sig her, hvor han kunne gøre som han ville, uden de ville komme rendende. Hvad var det næste? Hans idiotiske storebror Zean, der kom forbi og ville påstå han intet vidste om at have en lillebror han burde have set efter? Han havde ikke brug for dem!
"Tsk. Det var jo os to mod resten af verdenen, eller hvad?" svarede han en smule fjernt og så ud over de bygninger de gik ind mellem. Borgen var endnu lige bag dem, men de gik længere og længere ind i byen.
Hvorfor var hun ikke sur? Han var usikker på...Det hele. Hvad hun tænkte om det, at han blot var stukket af. Eller måske havde hun forstået det?
"Well!" Han slog let ud med armene.
"Her er jeg! I en anden verden, med en stilling jeg før kun kunne drømme om. Jeg har ingen planer om at rejse tilbage og ingen planer om at se resten af familien igen - hvis de overhoved er i live!" Man kunne høre på ham at han et eller sted nok foretrak de ikke var i live.
Hvor de skulle gå hen? Han var ligeglad. Han gik bare.