well it has been long "brother"

Det var enlig underligt, det med at komme tilbage. Efter hans genopstandelse, havde der været få steder han gang på gang besøgte...og dette sted havde helt klart været et af dem. Det var her han for mange år siden, mødte en speciel person, en der helt klart havde fortjent bedre end hvad han fik...men til gengæld også en person der blev noget af det vigtigste for den nu af dødet vampyr. Han vandrede hvileløst rundt i det kolde sne landsskab, hvilket var noget han måske kunne få et par timer til at gå med hver dag, derefter vandrede han ud i skoven, hvor han halvt om halvt pinede sig selv med de ting han havde haft gjort imod sine kæreste. Det var godt nok ikke det liv han havde forestillet sig, da han var vågnet op igen. Han havde ikke just forestillet sig, at bruge hver dag i et rent helved, selv det at være elver var bedre end det liv han havde nu. Han kunne komme på tusind ting, der var bedre end at være et spøgelse...dog var der jo det gode han igen var levende, eller så levende som han nu engang kunne blive. Han sukkede og slog sig stille ned i den kolde sne, som blot gjorde hans tøj vådt, men ikke rigtig ramte imod hans hud, der nærmest gik i et med den hvide sne. De brune øjne betragtede stille alt omkring sig, alt lige fra de store bakker af sne, til de små dale der også var.

//håber dette er godt nok, det var ikke just mit bedste, men blot hvad jeg kunne trække ud

Påklædning: Som altid en mørkeblå hættetrøje, hvor sygtråden ligner ren is, benene er dækket af et par sorte cowboybukser og på fødderne bære han intet, da han ikke kan føle sneen under sin fødder.

Hvor havde det været lang tid siden, at han havde været herude og nu hvor han stod her, skylede alle minderne om Christian over ham. Den tid hvor han havde været fuld kommen alene, i troen om, at det var det bedste man kunne ønske sig. Men nu, hvor han havde så mange dejlige væsner ved sin side, kunne han ikke længere forestille sig en verden hvor han var alene hver dag. Denne verden, så smuk og fredfuld, var stadig et sted han elskede mere end noget andet. Her var han et med det han inderst inde var og her...
Han så ned i jorden med et skævt smil på sine læber. Det var her han havde mødt Christian, den første person der rent faktisk havde brudt sig om ham. Eller, der havde selvfølgelig været Angela, men hun havde brudt sig om ham på en anden måde. Christian... Christian var blevet som en fjollet storebror, den person han kunne have haft ønsket ved sin side, da han var lille og uønsket. Nu hvor han stod herude, savnede han ham mere end han troede han gjorde efter hans pludselig forsvinden. Rygtet sagde, at han var død og det gjorde ondt. Knap nok var de noget, at blive genforenet, før han døde og forsvandt fra hans liv..
Med et svagt suk, satte han i løb igennem sneen, blev et med den og stoppede ikke, selvom sneen piskede hårdt om ansigtet på ham og ind i hans øjne. Kulden generede ham som sagt ikke. Han stoppede op på toppen af en bakke, strakte sig en smule og så ud imod horisonten. Det han så fik hans hjerte til at stoppe med, at slå, da han ikke kunne tro det!
Det var som et deschavue.. Han stod på bakken og så en skikkelse gå igennem sneen helt alene.. Og den skikkelse var ingen andre end Christian!
Med et stort smil på læben, lavede han et form for is bur omkring Christian, gjorde det umuligt for ham, at gå videre. Medmindre han smadrede den selvfølgelig.
Glidende ned af bakken og med sit element under fødderne, løb han hen til isburet og fjernede det hurtigt igen, med kun en lille håndbevægelse. Så snart muren fandt, ville Christian se Jacobs kække og skæve smil som det første.
"Hey!" sagde han lettet og nærmest forpustet.
Lige nu kunne han ikke rigtig finde rundt i om dette var en drøm.

Han sad fuldkommen fanget i sine egne tanker, de røg frem og tilbage mod miner og nutiden, så han lagde ikke mærke til det omkring ham, og da slet ikke de bevægelser af nogle i nærheden. Det var først da et lag is lagde sig om ham, med rynket bryn sad han fuldkommen stille, hvem end det var ville vedkommende nok fjerne det...ellers var han jo altid bare i stand til, at gøre sig selv gennemsigtig også svæve igennem det. Nok savnede han det at være vampyr, men der var nu også goder ved samtidig også at være et spøgelse, f.eks det faktum intet kunne røre ham, han kunne gå igennem ting også kunne han både telepati og telekinese. Nogle ganske nyttig ting, når det kom til stykket.
Som han havde forventet, forsvandt isen efter noget tid, dog havde han virkelig ikke forventet at se Jacob foran sig. Han rejste sig stille opg og fjernede sneen fra sin krop, mens de brune øjne betragtede den unge dæmon foran sig. De så på ham, som kunne han ikke forstå hvordan det kunne være sandt. Dette var nu sjovt, da det havde været ham selv der forsvandt og ikke omvendt, men det var underligt fordi han havde ikke forestillet sig, at skulle se ham igen. Han lagde en iskold hånd direkte imod sin bror kind, den person han igennem så mange år havde anset som sin lillebror og nok altid ville. Det var som for at finde ud, af om han så syner, lod han sin hånd røre imod den kolde hud. Først da det blev bekræftet, trak han ham ind for et kram "wow, jeg havde ikke troet jeg skulle se dig igen" sagde han overrasket. Der var sket så meget siden de sidst havde set hinanden, og han havde også selv forandret sig, modsat før var han nu mere ranglet og kunne ofte ligne en der var direkte syg. Han havde kraftige raner under øjnene, dog var de ikke så slemme som normalt, da han havde indtaget godt med føde...derudover gik han konstant i det samme tøj. Han gav slip på Jacob og så på ham med blide øjne "hej...længe siden" han sende ham et skævt smil og kløede sig i nakken

Hvordan var det egentlig overhovedet muligt? Havde rygterne ikke talt sandt. I alt den tid hvor Jacob troede, at han havde været død, havde han været i live? Det kunne ikke passe! Det måtte ikke passe! I så mange år havde han troet, at Christian rent faktisk havde været død og, at han aldrig skulle se ham igen. Men nu, stod der et levende modbevis foran ham og forvirrede ham mere end nogensinde før.
Han bemærkede hvor slidt Christian så ud. Kroppen var blevet tynder end sidst og under øjnene var der kraftige raner. Inden Jacob nåede, at kommentere det, trak vampyren ham ind i et broderligt kram og bevidste, at han rent faktisk stod foran ham. Jacob så ikke syner. Han var ikke ved at blive skør. Da krammet var slut, stod Jacob med åben mund og kunne ikke rigtige finde sine ord. Det var så lang tid siden, at de havde set hinanden. Hvad skulle han lige sige!?
"I.. I lige måde!" lykkedes det ham at sige. "Det er alt for længe siden... jeg mener," Han tykkede på sine ord. "Hvad skete der med dig Christian? Jeg.. jeg troede du var død,"
Han måtte bare vide det. Om det så skulle briste eller bære.

Han kløede sig igen i nakken "yeah, du troede rigtigt, jeg ende ud med at dø" sagde han kort, dette var ikke just den samtale han ønskede, at have med Jacob. Han ønskede ikke, at fortælle om hvordan Christophers konstante forfølgelse fik ham til at blive paranoid og farlig. Heller ikke hvordan han i sine sidste dage ikke lignede sig selv. Han sukkede og lagde hovedet tilbage "et par måneder før jeg døde, fik jeg fat i nogle gamle venner som lovede at lave dette ritual på mig, og i takt med han kom tættere blev jeg værre og værre...jeg blev paranoid, hvilket også var derfor du ikke så meget til mig" han lagde armene over kors "og på trods af jeg troede jeg ville overleve, fik han mig sgu til sidst, men hvad han ikke vidste var jeg havde en plan b og det var ganske enkelt at genopstå" han slog ud med armene "Jacob, hvad jeg prøver at sige, er...jeg er død, det her er ikke engang min krop, jeg er et spøgelse" så var det endelig sagt, det var kommet ud. Men han fortjente også at kende sandheden, han fortjente mere end nogen anden at høre hvad der var sket, han fortjente at høre sandheden. Han sende ham et lille smil "men lad os ikke snakke om min død, mere om dig...hvordan har det gået dig" spurgte han og frygtede vel kun det værste, han havde ikke regnet med Jacob havde haft savnet ham det helt store...for at være ærlig havde han ikke just været andet end et røvhul

Det kunne ikke passe, kunne det? var det muligt, at stå fra de døde som et spøgelse? Og ikke nok med det, han regnede bare med, at hun kunne lade det passere og hurtigt snakke om noget, som slet ikke var vigtigt. Med andre ord, hvad han havde lavet i alt den tid, med andre ord, ikke en skid. Kun dårlige ting, Nille havde haft slået op med ham, den lille udgave af Josh var død og et skænderi med den store havde også været på banen. Dog var alt dette ikke vigtigt lige nu, tvært imod var det langt vigtigere, at få mere, at vide om Christians pludselige genopståelse.
"Ikke så meget," sagde han og viftede ivrigt med hænderne. "Det er ikke vigtig lige nu, du kan ikke bare fortælle mig at du døde også regne med, at jeg ikke ville snakke om det. Hvad mener du med, at dette ikke er din krop og at du... du er lige nød til at forklare mig nærmere du!" han pegede kort på ham. "Jeg fortæller hvad jeg har lavet, så snart du forklare nærmere unge mand," Egentlig vidste han ikke hvor ordet unge mand pludselig kom fra. trods alt var Christian jo storebroren.

Hn lagde hovedet på skrå og betragtede Jacob med nysgerrige øjne. Han vidste, at der var gået lang tid siden de to sidst så hinanden, og at der på samme tid også var så mange ting der ikke var blevet sagt. Han klukkede over hans ord valg, men holde dog mere eller mindre sine hænder op i ren overgivelse "min krop er begravet et sted...ja langt væk og dette er blot min sjæl" han trak på skulderne og lagde armene over kors "det hele er stadig en smule forvirrende for mig, men i det store hele skal jeg indtage folks livsenergi for at kunne holde mig selv i live, som en fast form og du ved synlig" han havde selv ikke den helt store opfattelse af hvad pokker der skete, men lidt vidste han dog "igennem lang tid, indtog jeg noget specielt...noget der gjorde at når jeg først døde og ritualet gik igang, så vil jeg kunne genopstå igen. Som sagt det er stadig forvirrende for mig og jeg ved helt ærligt ikke hvordan jeg skal forklarer det hele, blot at jeg er et spøgelse" for at understrege hvad han mente, forsvandt han med et...eller rettere han blev usynlig for det blotte øje og igen et par sekunder senere dukkede ham op.