Its been a long while Brother

Den unge knægt, der plejede at stå i butikken og betjene folk, var taget hjem tidligt i dag. Rowan måtte selv stå for dagens arbejde, og han løb derfor rundt mellem butikkens for- og baglokale. Han hørte døren gå op og den lille klokke sagde et lystigt pling-ling! Varulven sukkede højlydt og vendte nogle klinger i ilden. Han tørrede ansigtet i et håndklæde og gik ud af baglokalet. Inde i selve butikken stod en gut op ad døren. Varulven missede med øjnene, men fik færten af noget velkendt. Manden sukkede hæst Rowans navn, inden han så ud til at kollapse. Rowan sprang frem og støttede manden op ad sig. Han havde genkendt stemmen med det samme.

"Richard!! Hvad pokker lav... du er i live! Hvor har du været?!" udbrød han chokeret. Han løftede sig bror lidt op, og trak ham længere ind i butikken. "Her, sæt dig. Skal du have noget vand? Mad? Hvad som helst! Richard, for fanden, hvor har du været!" En masse miksede følelser svirvlede rundt i varulvens krop. Frygt for hvad der mon var sket hans bror blandede sig med lykken over at gense ham.

Rowan fandt straks en karaffel med vand frem og skænkede sin bror et glas. Så snart det blev tømt, blev det genfyldt. Han betragtede sin lillebror, lyttede til stemmen, lugtede blodet og fik en generel fornemmelse for hvor slemt det stod til. Sårene skulle undersøges og renses og sandsynligvis også syes. Varulven rynkede på næsen. Hvis Richard var i denne tilstand, så var der uden tvivl nogen efter ham. Han kunne ikke risikere at sende sin bror til en healer, hvis han var en jaget varulv. Det var nok bedst at holde lav profil, indtil Richard fik energi til at forklare situationer. Rowan traf derfor hurtigt en beslutning. Han fandt en kappe frem fra baglokalet, svøbte sin bror ind i det bløde stof og lukkede smeden.

"Kom, du må lige bruge din sidste energi. Du kan ikke være her. Du kommer med mig hjem, bror." Rowan ville ikke lytte til protest og følte ikke, at denne beslutning var til debat. Han støttede sin bror og skjulte ham under kappen og dens hætte. Sammen vandrede de den korte vej fra smedjen til Rowans lejlighed.

...

Jacob var ikke hjemme. Han var sikkert hos Ka; drengen hjalp ofte med kromutters arbejde. Det var nok bedst at sønnen ikke var hjemme lige nu. Rowan skubbede Richard ind i lejligheden og fik ham lagt på sofaen. Med en ny-sleben kniv fik han hurtigt skåret sin brors trøje op og forsigtigt trukket den af ham. Han studerede sårene med et dels opgivende og dels frustreret blik, hvorefter han hentede nogle urter og salver. Sårene skulle renses.
Trods Rowan prøvede at være forsigtig, så var hans hænder ru og langt fra blide. Han fik dog vasket og renset diverse skader. De største sår blev desuden syet og det hele blev forbundet mere eller mindre. Rowan talte imens han arbejdede:
"Det er længe siden jeg har set dig... Der er meget du er gået glip af. Du er blevet onkel." Han trak på smilebåndet, og valgte at udelade delen om at det kun var 'adoptiv-onkel'. "Hans navn er Jacob. Han er en stor knægt nu. Du vil synes om ham. Han er en god dreng." Han holdt en kort pause og sendte sin søn en kærlig tanke. "Og Jazmin og jeg er ikke sammen mere. Hun... Nej, det er ligemeget. Der er godt gang i smedjen; jeg har fået mange kunder og modtager meget ros for mit arbejde." Han holdt en pause med sin snak hver gang han skulle sy, for at holde fokus. "Jeg er blevet kontaktet af herskeren af Dragon's Peak. Han har spurgt om jeg vil arbejde for ham og lave våben til hans folk." Der var tydelige spor af tvivl i Rowans ansigt da han talte om Sean og Assorians tilbud. "Jeg ved ikke hvad de vil med mine våben. Ville jeg bidrage til en krig?" Han sukkede og forventede ikke at broderen svarede på noget af det han sagde. Det var blot for at undgå den akavede tavshed; Richard var for træt til at tale, men det var så længe siden de havde set hinanden sidst... Rowan havde så meget at fortælle og dele.

Efter at have ordnet broderens sår og fodret ham lidt brød og vand, rejste Rowan sig og betragtede sin lillebror med et fortvivlet ansigtsudtryk. "Du kan blive her natten over. Når du har fået energi, så må du fortælle mig hvad der er sket. Richard... Hvis du er involveret i ulovligheder, så fortæl mig det nu. Jeg vil ikke risikere Carolines og Jacobs sikkerhed."

Krig. Rowan betragtede sin sovende bror og spekulerede længe over hans sidste ord. Han trak blidt et tæppe henover Richards krop og slukkede den lille olielampe ved bordet. Han fik en budbringer vinket fra gaden hen til lejligheden, og sendte ham afsted til Caroline. Han ville bede Caroline om at hente Jacob fra Ka og lade drengen overnatte hos hende for natten. Han var nødt til at dedikere lidt tid til sin bror. Desuden ville Jacob sikkert få et chok over at finde en forslået varulv i stuen. Det var bedst at holde det hele lidt adskildt.
Rowan tog resten af dagen fri, og besluttede sig for i stedet at skrive et brev til Sean McGivens, hvor han anmodede om et møde med dæmonen. Brevet blev sendt samme aften.

...

Det var blevet sent. Rowan havde ventet med at lave aftensmad til lidt før midnat, så Richard kunne sove et par timer inden han blev vækket. Han satte sig ved lillebroderens seng med en tallerken suppe.
"Richard. Vågn op. Du skal have noget at spise, så du kan få energi."
Det var mørkt udenfor, men den lille olielampe kastede nogle lystige lyskegler rundt i lokalet. Varulven havde af en eller anden grund altid foretrukket lys ved ild. De dansende skygger var fascinerende.
"Jeg tror du har ret i at der er en krig under opsejling. Jeg tager afsted til Dragon's Peak om et par dage. Men jeg er nødt til at vide, om der er nogen der jager dig. Slaveskibet... Vil de lede efter dig? Skal jeg skjule dig et sted?" Han ville gerne åbne sin dør for sin broder, men det var ikke til at sige hvad Richard havde planlagt selv.

Rowan lyttede til broderens ord uden at svare. Han overvejede hvordan han skulle håndtere hele situationen. Hans liv havde taget nogle besynderlige drejninger, og han var ikke helt klar til at skulle tage sig af alt samtidigt. Han sukkede og vinkede mod en dør. "Der ligger et badeværelse for enden af gangen. Der er et kar og rindende vand. Det bliver trukket fra et opvarmet vandtårn udenfor. Tag dig et bad. Jeg finder ud af hvad vi gør imens." Han var ikke ligefrem tilfreds ved tanken om at skulle give sin bror en hest eller et våben; drengen var kommet ud af det blå og krævede pludselig to forholdsvis dyre genstande fra ham. Han var nødt til at få noget information fra knægten, inden han flygtede.

Imens Richard badede (?) lagde Rowan lidt tøj frem til knægten. Han satte sig efterfølgende ved køkkenbordet for at tænke. Hvis han tog Richard med til Dragon's Peak, så ville han have et sværd mere til at holde sig selv og sin familie beskyttet. Men lillebroderen havde en tendens til at forsvinde i tide og utide, og han kunne ikke risikere at overlade Carolines eller Jacobs sikkerhed i Richards hænder. Han sukkede højlydt. Endelig besluttede han sig for hvad der skulle til, og han satte sig tilbage i sofaen for at vente på sin bror.

(Kort svar, beklager)

Da Richard kom ud fra sit bad, indså Rowan virkelig hvor ung lillebroderen var. Efter at have fået vasket blod, sved og tårer af sit ansigt - og desuden havde fået trimmet skægget en anelse - så var det et helt nyt ansigt der kiggede frem. Det stak ham i hjertet; Richard var så ung og havde så meget foran sig. Rowan sukkede da broderen pludselig begyndte at undskylde. Han rystede opgivende på hovedet. Hvad skal jeg dog stille op med dig, dit stakkels fjols?

"Richard..." Han vendte blikket ned i bordet i et øjeblik, og overvejede sine ord nøje. Det var svært for ham at få ordene ud - de sad som en skarp klump i halsen. Han tvang sig selv til at tale.
"Du er min bror, og jeg elsker dig. Men dette her kan ikke blive ved med at stå på. Du kommer gang på gang dumpende ind i mit liv; revet til blods og nærmest døende. Jeg hjælper dig og jeg reder dig. Og lige så pludseligt som du kommer tilbage, så forsvinder du igen. Du er nødt til at træffe et valg." Han rejste sig fra sin plads, og rettede sig op. Heldigvis var han stadig en anelse højere end sin lillebror, hvilket var passende.
"Jeg har en familie nu, Richard. Jeg kan ikke have en bror, der kommer og går. En dag ender det med, at jeg finder din krop ved din dør. Jeg vil ikke skulle begrave dig! Det kan jeg ikke! Du er min bror!" Han bed tænderne sammen og dæmpede stemmen en anelse, efter han pludselig var begyndt at små-råbe.
"Hør... Du får et valg. Bliv her og vær min bror; vær en del af min familie. Eller gå ud af den dør og kom ikke tilbage." Hans stemme var hård og kontant. Han mente det. Samtidig var smerten tydelig. Han hadede at skulle sende sin bror væk.
"Du må forstå, at det ikke handler om dig og mig mere. Det handler om min søn. Om Caroline. Du udsætter dig selv for farer, fordi du jager en eller anden drøm om et liv, som kun har ført dig i unåde." Han lagde armene over kors.
"Jeg vil gerne hjælpe dig med at få rettet dit liv ind på en sikker kurs. Men jeg er nødt til at sikre mig, at du overhovedet er i stand til at leve et liv i første omgang. Ikke flere eventyr; ikke flere skumle møder med skumle væsner. Hvis det er for meget at forlange, så skal du være fri til at gå. Men jeg vil ikke hjælpe dig igen. Jeg kan ikke hjælpe dig mere." Han slog blikket ned. Han havde reddet Richard fra alt for mange ting efterhånden. Han havde gjort hvad han kunne, for at beskytte drengen. Men lillebroderen flygtede altid fra sine problemer; hvilket blot fik ham i større problemer. Rowan kunne ikke hjælpe en mand der var på flugt. Han hverken kunne eller ville. Ikke mere.

Rowan forholdt sig tavs under broderens tale. Det var, som hvis hans ord vækkede noget dybt inde i varulvens hjerte. En form for... skam. Han slog blikket ned og kunne pludselig ikke se sin egen bror i øjnene. Richard havde ret. De havde haft brug for hinanden. Nu mere en nogensinde. Han sukkede og lod begge hænder køre igennem sit hår, imens han tænkte over hvad han dog skulle gøre ved hele denne situation.

"Richard, jeg..."
Hvad skulle han sige? Han ønskede af hele sit hjerte at se sin bror få succes og blive lykkelig. Det var for ham svært at forstå, at Richards drømme og liv ikke passede ned i den boks, som Rowan selv levede efter. Det var, som om de ikke levede efter den samme regelbog. Han så sin bror ind i øjnene, inden han pludselig slog armen omkring ham og omfavnede ham i et kort øjeblik.
"Okay..." sukkede han, inden han uglede sin brors hår og sendte ham et smil. "Jamen så har jeg vel ikke noget valg. Jeg bliver jo nødt til at hjælpe dig, lillebror. Ellers kan der jo ske alle mulige forfærdelige ting!" Måske var det i virkeligheden også på tide, af Rowan forlod sin boks og sin regelbog, og kom ud og levede som en varulv. Bare for en stund. Verden ville vel ikke gå i stå, blot fordi han forlod den.
"Du har aldrig skulle leve op til mig. Du har aldrig skulle leve i min skygge. Richard - der er så meget som du kan, som jeg aldrig har været i stand til. Jeg..." Han sukkede og rystede på hovedet. Han havde aldrig været god til ultimatumer eller dybere samtaler med familien.
"Vi er brødre. Hvis du har brug for at finde og hjælpe dine venner fra skibet, så står jeg ved din side. Denne gang holder vi sammen." sagde han med et selvsikkert smil.