Have we meet before? //Neal//

S: The Valley of The Dead. Mere præcist udenfor Zann's grav
T: 16:00
V: mørke og næsten ingen sol rammer jorden. Køligt
O: Gravkammer, små gamle grave, gamle og rådne træer
P: Slidt, brune bukser og trøje med mange størknede blodpletter forskellige steder og bare tæer og et stykke stof bundet for øjnehullerne.

Det var et uhyggeligt og ulækkert sted. Der var kun et stort gravkammer. Normalt ville man tro der bare lå et dødt lig derinde i en kiste, men det var løgn. Der boede faktisk nogen derinde. Under gravkammeret, hvor indgangen var gennem en helt ren kridhvid marmor kiste der var ingen pletter eller noget på den. Den var så ren, at man næsten var bange for kisten, men man skulle hellere frygte ham som boede der nede. Det var Zann der ejede gravkammeret og alt det som var inde i gravkammeret og under gravkammeret. Han boede ikke alene. Han havde kidnappet en kvinde og tortureret hende og gjort hende til hans slave. Denne kvinde var Luce. Hun havde ikke gjort ham noget overhovedet. Han havde bare set hende løbe igennem skoven med sin søn som var i en barnevogn. Hun var en meget pæn kvinde inden han havde fanget hende. Nu var hun alt for tynd og lignede både noget katten havde slæbt ind og et levende lig der havde været gravet ned i flere år tier og lige kommet op fra graven. Hun kunne ikke se noget overhovedet. Hun var blind. Hun havde nemlig ingen øjne overhovedet. Zann havde taget hendes ene øje imens Rafael havde taget det andet. Hun havde nogle gamle slidte brune bukser og trøje på med en hel masse blodpletter på alle mulige steder fra de gange han havde slået hende til blods, skåret i hende og alt der kunne ødelægge hendes udseende. Hendes sorte hår hang løst og spidserne var klistret sammen med størknet blod hist og her. Hun var glad for, at hun ikke havde noget chance for og se hvordan det var hun så ud. Men hun kunne lugte det og mærke det når hun strøg en hånd hen over håret. Hun lugtede af gammelt blod og en råden lugt hang fast i hendes tøj og hår. Hun havde fået mange blå mærker på arme, ben, overkroppen og i ansigtet. Det var nu ikke bare fra alle de slag hun havde fået, men også af og gå ind i alt der var i vejen for hende. Hun Havde lært og kunne gå rundt imellem tingende. Det havde en varulv ved navn Sajro lært hende. Det havde taget lang tid for Sajro og lære hende og kunne bruge sin hørelse noget bedre og kunne gå rundt, så det ikke så helt ud som om hun var blind selvom hun var det. Hun sad og tænkte tilbage på alt det der havde ændret hendes liv fuldstændig. Hun spekulerede på, hvordan hun skulle kunne klare og leve et normalt liv uden sine øjne. Hun var afhængig af hendes øjne. Hun ville aldrig kunne klare en kamp. Hun var sådanset blevet bange for dæmoner igen. Hun havde kæmpet som en gal for og kunne klare psykiske påvirkelse og for og kunne klare og leve sammen med en dæmon som hun gjorde inden hun blev kidnappet af Zann

Paaklaedning: roed skjorte, sort vest, jakke, bukser og sko.

Aften var ligesom hans oejeblik, det var der han kunne komme ud og tage masken af...eller nogenlunde af, for der ville altid vaere noget af den tilbage, blandet andet i hans smil og ja saa saa meget andet. Som altid var han klaedt en habit, det var en ting han stort set altid var klaedt i, stort set ingen kunne faa ham i andet end en habit....hvilket nok var underligt i sig selv...det var hans saertegn, man saa ham aldrig i andet


Denne aften var dog speciel paa en maade da han havde valgt at bruge denne dag et helt andet sted...end alle nok ville goere, den eneste grund han rent faktisk var her, var vel....ja hvorfor var han her, for at udfordre sig selv? For at gaa en tur? Hvad end grunden var saa var han altsaa i The Valley of The Dead.

Som han gik der i sine egne tanker, med haenderene i bukse lommerne, hamrede en ung pige ind i ham, hun var hvad der saa ud til skadet, men samtidig saa hun ogsaa ud til at vaere flygtet fra et eller andet sted


//ingen krea sorry

Hun sad og tænkte over, hvad hun skulle gøre. Hun sad alligevel og kedet sig. Hun kunne ikke se på de halv døde træer og der var ikke nogen der lige var der og holdt hende med selskab. Hun sad der for det meste helt alene og følte sig uelsket. Hun overvejede lidt om hun skulle gå sig en lille tur. Ikke så langt væk, men bare så hun fik rørt sig lidt. Hun følte det som om hendes krop ville knække sammen fra det ene øjeblik til det næste. Hun rejste sig op og begyndte og gå usikkert rundt imellem gravene. Hun vidste ikke helt, hvor hun skulle gå hen. Hun kunne heller ikke se, hvor hun skulle gå hen. Hendes hår irriterede hende fordi det stank for meget, af blod og mug og rådent. Ja hun kunne hurtigt blive enige med sig selv, at hendes hår eller retter hende selv ikke lugtede specielt godt. Måske skulle hun gå hen til søen og få vasket sig lidt? Men hvilken vej var det? Hun anede det virkelig ikke. Alt var så svært for hende. Selv stoffet som var bundet rundt om hendes øjenhuler var blevet plettet. Hendes brune bukser og trøje som var alt for stort til hende og som var beskidt og havde en masse størknede blodpletter på sig lugtede heller ikke så godt. Hun gik hen imod træerne hvor hun mente det var, hvor søen lå, men hun var ikke helt sikker på om det var den rigtige vej. Hun gik lidt i sin egen verden og blev på en måde slået til virkeligheden igen da hun var gået ind i en. Hun stoppede brat op "Det må de virkelig undskylde" der var skræk i hendes stemme. Hun kunne opfange flere genkendelige lugte. Der var ihvertfald dæmon lugten i personen det kunne hun hurtigt lugte, men der var noget genkendeligt ved lugten fra personens personlige jeg. Hun stod lidt og tænkte imens hun var skrækslagen for hvad der ville ske hende.

Bare det at gå rundt i mørket, alene gav ham ligesom også kulden i sig, når han var sammen med dem han holdte af, eller bare kendte lod han ligesom masken træde frem, for et til at tro alle mulige ting ,som i mange tilfælde faktisk ikke engang var sande, men nu hvor han var alene på dette sted, kunne han fjerne masken også visse kulden frem.
han have selvfølgelig pistolen klar under jakken, med sikringen slået fra, klar til at skyde hvem end han ville bare ved hurtigt at fjerne den og ja da denne pige løb ind i ham, kom han ved et uheld til at trække sin pistol og sigte på hende, men da hendes ansigt virkede ham så bekendt, forsvandt den hurtigt ind under jakken, som han rettede "det er skam helt okay" han lagde hoved på skrå og tvang smilet frem, han var selvfølgelig ikke i det bedste humør, man var en perfekt til at manipulere folk til at tro han rent faktisk var

Hun kunne ikke se ham. Hun vidste bare, at han var der pga hans lugt og fordi hun kunne høre hans vejrtrækning. Hun frygtede hans lugt pga det var en dæmonisk lugt, men samtidig fordi der var noget genkendeligt ved hans personlige lugt. Hvem var han? Hvor kendte hun ham fra? Hun kunne ikke genkende denne lugt. Hun stivnede lidt da hun hørte hans stemme. Den var så genkendelig som dag og nat. Bortset fra, at hun havde svært ved og skældne det pga hun ingen øjne havde. Hun løftede sit hoved så stoffet om hendes øjne blev mere synligt. Hun kunne mærke, at knuden ved nakken som var bundet for og holde stoffet fast var ved og glide op, men hun turde ikke flytte sig for hun vidste ikke om denne person ville gøre hende noget. Hun bed sig usikkert i læben "Undskyld, men hvem er du egentlig? Synes jeg kender din stemme og din lugt" hendes stemme var nervøs og usikkert. Hun håbede ikke, at han ville blive sur over dette spørgsmål for det virkede nok ret underligt og stille dette spørgsmål,men hun måtte vide hvem denne fyr var.

Han lagde armene over kors, haevede oejnbrynet da hun saa paa ham, stoffet om hendes oejne, det maatte betyde at hun ingen oejne havde....eller bare havde skade oejne. Dog kunne det tydeligt ane at det var ved at gaa op, saa uden at taenke paa det, koerte han noget af hendes haar om bag hendes oere og strammede forsigtigt stoffet.
han brummede kort over spoergsmaalet "hvem jeg er....mit navn er Neal Crossfire...hvis det skulle faa en klokke til at ringe" sagde han kort....hun vidste vel hvad han var, men ikke hvem han var og siden hun selv saa nogenluinde bekendt ud....saa kunne han vel for engangs skyld tage en chance og gik det galt var hun vel ikke saa forfaerdelig svaer at draebe

Hun stod lidt og prøvede og finde ud af, hvor hun kendte ham fra. Ihvertfald hans lugt for den lugtede meget bekendt. Hun mærkede, at stoffet var ved og glide ned. Hun skulle selv til og tage fat i knuden som var omme ved nakken da hun mærkede hans hånd stryge et tot hår om bag hendes øre og strammede stoffet for hende. Hun bakkede lidt væk fra ham. "Øhm tak for, at du strammede stoffet for mig" der var lidt nervøsitet i hendes stemme blandet med skræk i sig. Hun var ved og blive mindre irriteret over, at hun ikke kunne huske eller genkende personens stemme eller lugt. Hun stivnede lidt da hun hørte hans navn. De havde gået i skole sammen. Det var inden hun havde kommet til og slå Roland ihjel. Det var en vampyr ved navn Nicolas der havde sprunget ind imellem dem da de var gået ud for og gå en tur i skoven en aftenen, hvor Nicolas ville dræbe Roland og drikke hans blod, men Luce ville redde Roland og gik i sin drageform og ville angribe Nicolas, men kom til og lande oven på Roland og havde slået ham ihjel. Hun vidste ikke om Neal kendte til det hun havde gjort, men hun håbede inderligt, at han ikke gjorde. Hun bed sig lidt i læben og undrede sig over, hvorfor han var her "Hvad laver du her Neal? Og hvorfor hjalp du mig overhovedet?" hun var blevet lidt skarp i stemmen.

Han klukkede da hun bakkede vaek fra ham, som var hans tilstedevaerelse uhyggelig for hende....som skraemte han hende bare ved at roere hende. Maaden hun bakkede vaek, hendes halv skraemte stemme afsloerede frygten der pulserede rundt i hende, hvilket kun fik et ondt smil frem paa hans laeber som han traadte frem mod hende "jamen det var daa saa lidt" sagde han med et skuldertraek, han lagde hoved paa skraa og stoppede kort op.
Hendes spoergsmaal fik han til at grine, englelig ikke en betrykkende en "nok var du skyld i at min lillebror doede....og ja jeg vil da hellere enmd gerne haevne ham, men jeg er da ikke saa ond at jeg ikke kan stramme en stykke stof, saa den lille dame her ikke mister det" sagde han, han var normalt meget formelt i det, men den pige....hun var medskyldig i at hans lillebror doede...ham han havde vaeret sammen med siden han var 157 aar.

Hun bakkede ind i et træ. Hun stillede sig næsten helt op af det. Hun frygtede Neal. Hun og Neal havde aldrig rigtigt brudt sig om hinanden. Neal havde ikke kunnet lide hende fordi hans lillebror var sammen med en ikke dæmon. Han havde dog ikke haft det problem med hende dengang fordi hun var sammen med hans lillebror, men hans had til hende blev større efter hun var landet oven på hans lillebror da hun prøvede og redde hans liv. Hun havde sikkert også fået skylden for og slå ham ihjel selv, hvis det ikke var hende der havde drabt ham. Hun hadede sig selv for det hun havde gjort, men hun var nød til og leve med sin fejl. Hun bed sig i læben "Neal det var altså ikke med vilje, at jeg havde landet ovenpå ham!" der var sorg i hendes stemme. Hun sukkede lidt "Kan faktisk godt leve uden stoffet, men det for nogle som dig jeg ikke vil lade jer se, hvordan mine øjne er..." hun var bange for ham for hun vidste, at han havde en stor trang til og flå hendes liv fra hinanden. Hun stod op af træet og spekulerede over, hvordan hun kunne gøre det godt igen, men hun vidste også godt, at det var meget svært for Roland var jo Neals bror og de havde været tæt knyttede dengang og det fik hun stoppet. Hun bed sig usikkert i læben.

Han gik tættere på hende og knurrerede lavmælt "han var min bror....den eneste der overlevede min søsters mord angreb, som mine forældre ikke gjorde....han var den eneste jeg havde tilbage...så dine indfame undskyldninger, kan du udemærket godt pakke væk, jeg kan ikke bruge dem til en skid" hvæsede han og hamrede hånden hårdt ind i træet så mange kunne mærke hvordan det rystede hårdt fra roden til top. Normalt var han fattet og rolig, men lige nu var han mere end bare vred, tøssen her var skyld i at hans bror døde...også var han da mere end ligeglad med om hun så landede på han eller brugte tid på at knække hver eneste knogle i hans krop
Hendes lille forklaring på stoffet omkring øjnene, kede ham englelig, da han da på ingen måde interesserede sig for dette emne, hun havde pisset ham af, taget noget han førhen havde holdt af, så nu skulle hun bøde for det

Hun var blevet meget bange for ham. Hun vidste, at han var stærk og kunne skade hende hurtigere end hun ville kunne tælle til 3. Hun blev ikke mindre bange af hans knurren nærmest meget mere bange for ham end hun allerede var. Hun nærmest rystede af skræk. Hun sukkede stille "Neal jeg forstår godt din sorg og jeg er også ked af, at jeg havde gjort det imod dig. Jeg kan ikke en gang tilgive mig selv for det jeg har gjort imod Roland" hun sukkede lidt. Hun vidste, at hun ikke ville kunne ændre på det hun havde gjort og, at hun ikke ville kunne milde Neals vrede. Hun mærkede træet ryste da han hamrede sin hånd i væggen. Hun nærmest stivnede for hun troede, at det var hende, han ville smadre. Hun bed sig lidt i læben og sukkede "Neal tilgiv mig for det jeg har gjort...Hvad kan jeg gøre for og gøre det godt igen?" der var skræk og sorg i hendes stemme. Som det var nu ville hun næsten gøre alt for, at Neal ikke ville gøre hende noget eller skade hende for hun mente, at hun ikke fortjente og blive straffet meget mere end hun blev nu som det var.

Han hvaesede og for foerste gang i lang tid, lod han alt sin indre vrede komme ud og han havde meget vrede i sig, dog skulle hun vaere glad for at han ikke havde faaet beroligende medicin, for det stof kunne virkelig faa en morder frem i ham. Ham som en galning var ikke en god ting og da slet ikke naar ham normalt intet havde imod bare at slaa ihjel. Han knurrede dybt nede fra brystet, loed i det store hele naesten som et dyr "du skal aldrig sige hans navn, hoere du dit patetisk lille dyr" raabte han og man kunne derefter hoere lyden af et eller andet der flaekkede midt over, da han i ren vrede havde hamret haanden igennem det stamme hun stod op af, hvilket nok ville give mere end blot et par rystelser.
Hendes ord var som olie paa en varm pande, gjorde blot hans vrede mere antaendelig og blusende, dog var det foerst da hun spurte hvad hun kunne goere for at goere det godt igen at det hele ligesom kammede over. Hurtigere end man kunne taelle til to havde han grebet hende om halsen og loeftede hende op fra jordet "kan du bringe de doede til live" hvaesede han og hamrede hende mod traet "hva! Kan du give de doede liv igen" broelede han og snerrede arrigt

Hun stod op af træet og rystede af skræk hun var bange for hvad Neal ville gøre ved hende. Hun frygtede ham mere end noget andet. Han var en voldelig fyr det vidste hun allerede godt. Det var ikke første gang han havde været sur på hende, men han havde aldrig været så vred på hende, at han ville kunne slå hende ihjel som nu. Nu ville han slå hende ihjel. Hun bed sig i læben og nikkede "Skal nok lade være Neal..." det, at hun ikke måtte nævne den fyr hun elskede over alt på jordens navn var hårdt og få, at vide, men hun turde dog ikke og sige noget andet for Neal var meget vred på hende. Hun hørte noget der flækkede og rystede voldsomt. Hun skreg af chok og trådte frem og lige ind i Neal. Hun stivnede helt og anede ikke, hvad hun skulle gøre. Hun mærkede hans hånd holde om hendes hals og blev løftet op fra jorden. Hun sank en klump *Nu er jeg så godt som død* tænkte hun. Hun rystede af skræk og trak vejret tungt. Hun rystede lidt med hovedet "Nej Neal det kan jeg ikke" hendes stemme var hæs og lav. Hun fik næsten ikke snakket pga han holdt fast om hendes hals. Hun knyttede sine næver og skreg af smerte da han slog hende ind mod væggen. Hun mærkede sårerne på ryggen begyndte og bløde igen. Hun bed sig i læben. Hun bed så hårdt, at hendes læbe begyndte og bløde. "Neal stop..." hendes stemme var mere en klynken end noget andet.

Han så koldt på hende og gav slip på hende, lod hende ramme jorden og gispe efter vejret, lige nu var vreden meget tydelig at se i de kolde øjne, bare måden han sydede på gav virkelig udtryk for den vrede han bar så dybt inden i sig, men mest af alt også sin vrede mod Luce "men hvis du ikke kan det....HVAD POKKER HAVDE DU SÅ TÆNKT DIG AT GØRE" skreg han vredt og knyttede næverne, man kunne næsten fornemme hvordan det kløede i hans håndflade for at stikke hende sådan en lussing, der ville være værre end dem der fik kinden til at synge op.
Han trådte tilbage og kørte hånden igennem håret, sukkede kort og så direkte mod hende med de hypnotiserende grå øjne, dem som næsten kunne få enhver til kun at kigge og intet andet

Hun mærkede, at hun var ved og få det dårligt. Hun havde det som om hun snart ville besvime af rent luft manglet. Hun bad indvendigt til, at han snart ville slippe hende så hun kunne få vejret igen. Hun gispede svagt og hæst efter vejret. Hun tog fat op hans håndled og prøvede og vride sin hals fri, men det hjalp ikke. Hun slap hans håndled da hun mærkede, at han havde sluppet hendes hals. Hun landte direkte på halebenet og skreg op af smerter, men hendes skrig var mere end hæs hvislen end noget andet. Hun gispede efter vejret og hostede voldsomt. Hun bakkede tilbage så hun sad op af træet. Hun kunne mærke på situationen, at han var meget vred på hende. Hun rystede stille "Jeg...gør hvad du siger Neal. Bare du lader være med og skade mig mere end jeg allerede er sket. Jeg er ked af det med din bror og der går ikke en dag, hvor jeg ikke tænker på ham" hun klynkede. Hun rejste sig usikkert op og gik hen imod ham. Hun lagde blidt en hånd imod hans arm "Neal slap nu af...jeg beder dig" hun rystede voldsomt og kunne mærke, at hun ikke kunne holde sig rigtigt oppe og havde svært ved og få vejret, men hun måtte få rettet disse knuder ud med Neal.

Han hvæsede af hende, dog mere da hun rørte ved ham, dette fik ham til at se på hende som havde hun hamret ham en på siden af hoved. Han vidste tænder i en arrig snerren og kneb øjnene sammen, tænk at hun troede hun kunne tillade sig at røre ved ham, efter hvad hun havde gjort troede hun at hun kunne røre ham som var de gamle venner eller bekendte. Dette gav hans vrede endnu et skub og han vendte sig mod hende, så ned på hende som var hun mindre værd end ham selv. Det stod bare i hans øjne, måden han så ned på hende, som var hun ikke mere værd end en slave "uhh hvad jeg har gjort mod dig indtil nu er ingenting i forhold til hvad jeg er i stand til, jeg vil brække hver enkel knogle i din lille krop så du forstår hvad jeg mener" hvæsede han ud igennem sammenbidte tænder

Hun bakkede lidt tilbage og tog sin hånd til sig. Hun kunne mærke, at han kiggede ned på hende og hun vidste også, at hun ikke ville kunne have nogen form for chance for og gøre det bedre for ham overhovedet. Hvis hun kunne få Roland tilbage til Neal, men det kunne hun ikke selvom hun inderst inde ville ønske hun kunne det. Hvis hun kunne det havde hun ladet Roland være så havde hun mindre chance for og kunne skade ham igen. Hun vidste, at hun ikke ville kunne klare og se ham igen uden og tænke på, hvad det var som gjorde, at han døde. Hun sukkede lidt til det han sagde. Hun tænkte ikke på det han havde gjort imod hende, men mere hvad Zann og Rafael havde gjort for og gøre hende til et meget nemmere offer og skade. Hun bed sig i læben "Neal så gør det, hvis det gør dig gladere..." hun stod bare stille og ventede på og se hvad der ville ske for hun vidste, at Neal ville gøre det som ingenting og hun vidste, at han var en bombe der kunne sprænge hvert sekund det kunne være. Hun spekulerede lidt på om hun kendte en eller anden der kunne vække de døde til live, men hun kunne ikke komme på nogen overhovedet.