What are you doing here...? ~ Neal

t: midt på dagen.
s: skoven, Ashen Wood.
o: planter er begyndt at spirer op.
v: det småregner, og blæser lidt.

Det regnede. Nej, regn var for meget sagt. Det dryppede. Små sirlige dråber hist og her, som der landede i hendes hår, mens hun gik.
Iført det sædvanlige tøj, pels, lændeklæde og bare fødder, gik hun gennem skoven på ukendte stier, for at finde et bytte. Sulten havde gnavet i hende i flere timer nu, og grundet regnen var det ikke meget vildt der rendte rundt i skoven.

Hun så rundt, for at se om der overhovedet var spor fra dyr... Der var ét sæt spor, fra noget hun genkendte som menneskesko. Hun så igen rundt, nu en smule iagttagende. Hvis der var mennesker, var der trusler.
Hun bakkede hen til det nærmeste træ, og stod med ryggen mod træet, for at undgå at nogen kom mod hende bagfra. Hun stod helt stille.

Påklædning: en sort skjorte med opsmøgede ærmer, en grå vest, et par sorte bukser og sko.

når man først lagde sine øjne på Neal, ville man tro at han ikke direkte passede ind i et sted som en skov, men sandheden var at han til tider løb ude i skoven, endda var der tider hvor han skydetrænede her ude. Det var et godt sted, stille og fri fra alle mulige personer man bare helst ikke gad snakke med. Selvom han var vokset op i en villa, faktisk den villa han boede i nu havde været hans barndoms hjem og nu også hans eget hjem den dag i dag...og de ting der var sket der...ja dem skulle man helst ikke snakke om.
men sagen var også at selvom hans forældre var højtstående lejemordere og denne tradition og at blive lejemorder ligesom løb igennem familien...havde han altid elsket naturen...dog ændrede det sig da hans søster gik fuldkommen agurk og slog hans forældre ihjel...da hun ville have pengene og hjemmet. Hun havde endda prøvet at slå ham ihjel, men havde ikke lykkedes, som senere hen resulterede i at han både slog hende og hendes hjælpere ihjel.
I det han gjorde det, satte han sin indre morder løs...for han havde aldrig før hen været en stor fan af at skulle slå folk ihjel, men man kunne sige at det hans søster var skyld i mordet på deres forældre og det at han blev nød til at slå hende og medhjælperne ihjel...det vidste ham ligesom en masse i at dræbe og han kunne i sidste ende ikke få nok.
Dog ærede han til tider stadig skoven som han i dag gjorde ved at tage ud og nyde dagen, glemme alt det dårlige og bare...slappe af.

Hun stod helt stille, afventende.
Hvem var ude i skoven, udover hende? Hun havde aldrig mødt andre ude i skoven alene.
Hun trådte frem, for at se om personen endnu var der, men trådte med en gren der knækkede højlydt og gav en rungende smæld.
Hun bed sammen, og trak sig hurtigt tilbage på sin plads ved træet.
Tolv år, og så laver hun dén fejl! TOLV ÅR! Hun græmmes ved tanken om hvad ulvemord ville gøre når hun så hende næste gang, og fandt ud af hvad der var sket.

han gik rundt med hænderne i lommerne, smilede faktisk overraskende oprigtigt...det var ikke alle der fik hans sande smil at se...han var ikke typen der smilede direkte fra hjertet og da slet ikke til andre, men få fik dog dette smil at se. Men lige i dag gik han rundt med dette smil, dog var grunden også det at han var helt alene..han kunne gøre som han nu enten ønskede og ville...skulle ikke bekymre sig om at blive set eller noget hen af det.
Dog som han gik. fik lyden af en gren ham til at stivne og hurtigere end man kunne nå at tælle til ti. havde han trukket sin pistol og rettede den mod det der så ud til at være en ung kvinde...iført dyre skind...hvor fint da...slet ikke hvad han havde regnet med på denne tur, hvilket man også kunne se på det smil han havde haft på sine læber for kort tid siden, som nu var forsvundet og nok ikke lige foreløbig kom tilbage igen, ikke nu hvor han vidste der var folk her ude...for helved man kunne han ikke have et sted ude....hvor han bare kunne være alene?

En pistol. Hvor modigt. Hun himlede med øjnene, blottede tænder i en snerren - truende. Som et hvert andet dyr, reagerede hun på truslen - ikke på den der truede.
Hun stirrede på ham, med et blik der ikke kunne andet end virke som en forskræmt hvalps. Hun lignede en, der var blevet tævet så mange gange, at hun ikke kendte til andet end frygten ved det. Som sandt var, det var 'do or die' i naturen. Enten dræbte du, eller blev dræbt. Ikke at mange forstod det længere...

Hendes pupiller skiftede kort fra et menneskes, til en pumas. Store, klare, parat til at angribe. Han skulle bare lave én forkert bevægelse, og hun ville sidde i flæsket på ham.
Dog frøs hun. Hendes krop var gennemkold, at blæsten der fulgte med regnen. Der var sjældent, at pelsen holdte hende varm nok.

han knurrede af hende samtidig, så på hende med et par intense grå øjne, der næsten lignede smeltet sølv, det var ikke noget man så hver dag...et par øjne mere intense og dog så direkte at man kunne kalde dem forførende uden at skulle lyde som prøvede han at komme i bukserne på hende.
Selvom han mere end gerne ville skyde hende, selvom hendes små puma øjne ikke skræmte ham, fik han et indblik i at hun var her helt alene. han sænkede helt automatisk pistolen, betragtede hende stille...hun skræmte ham skam ikke, han havde set og oplevet værre end at komme i nærkamp med en puma..det var lette at nedlægge, man skulle enten knuse knoglerne omkring ribbene eller også knække nakken på den..så var de ukampdygtige...så nemt at det ikke engang var en udfordring.
Dog kom de faktorer at hun var her alene...hvilket kun betød at hendes forældre nok ikke kunne tage sig af hende, enten fordi de var døde eller også fordi de havde smidt hende ud...så kom det at de havde regnet, jorden var fugtig..så med mindre hun fandt en hule, kunne det ikke komme som et chok hun nok ikke overlevede denne nat, da jorden også var for fugtig til at man kunne tænde et bål...og da hun nok ikke ville finde en hule...ville hendes dødsårsag nok være kulden

Hun stirrede bare på ham, da han sænkede sin pistol.
Hun trådte et skridt hen mod ham, inden hun så vendte ham ryggen og satte i løb væk fra ham.
Hun var alene, ja, men ikke dum. En dæmon, en mand, som ikke var ude på at slå hende ihjel, ville helt klart have andre intentioner. Hun skulle ikke nyde noget af at være slave eller kæledyr for nogen som helst.

Hun endte med at stoppe op et par hundrede meter fra hvor hun havde set ham, og hive efter vejret.

han sukkede da hun vendte sig om og løb..var dette det man fik ud af at ville være sød. Han skiftede hurtigt ammunitionen ud med bedøvelses pil, før han tog sigte og skød hende i ryggen, netop som hun var stoppet for at puste efter vejret. han rystede på hoved som han gik mod hende, normalt var han ikke typen der hjalp folk, men nu v´hvor han rent faktisk genre ville hjælpe denne dumme tøs...så gør hun hvad løber sin vej.
men okay han kunne vel også havde andre intentioner...hvem vidste?, dog var han ikke typen der voldtog folk, han var fint tilfreds med engang at havde oplevet kærligheden, dog med håb om at møde hende igen...så voldtægt skulle hun ikke frygte fra ham...slaveri kunne han jo også havde gjort ved hende, men han havde nok i dem han nu engang ejede....så nu ville han rent faktisk gøre noget godt

Hun kunne mærke noget der stak, men vidste ikke hvad. Få sekunder efter, lå hun klasket sammen, med hovedet ned mod den fugtige muld.
Hun prøvede febrilsk at vække sin krop, men uden held, alt i alt mens hun kunne hører ham komme tættere på.
For pokker da også, hvor var det bare unfair at bruge bedøvelse!

han lagde pistolen tilbage, mens han gik mod hende, langsomt...måske var han sød i dette tilfælde, men han kunne også være ond og da hun vendte ham ryggen...ja der pissede hun ham af...på måder ikke mange gjorde...okay han gik englelig ikke så meget op i det...men ingen vendte ham ryggen.
Han knælede ned ved hende, vendte hende blidt om på ryggen, før han bar hende op og vendte sig om, kun for at gå mod sit eget hjem. Det hjem de nåede rimelig hurtigt efter de havde forladt skoven. Han boede i et stort, dog rimelig skummelt og mørkt villa, som havde stort set det hele. en stor havde...ja også flere hundrede ting mere, dog i dag kiggede han ikke nærmere på de flere ting han ejede, han gik bare direkte op på hans værelse og lagde hende på den bløde seng.

//spiser lige, så svarer jeg XD //

Hun vidste ikke hvor længe hun havde været bevidstløs. Hendes hoved gjorde ondt, og kvalmen var på vej. Hun åbnede øjnene, og for første gang i tolv år, var hendes syn blevet mødt at et loft.
Hun drejede hovedet, og så en væg. Så satte hun sig op, og stirrede forvirret, skræmt, panisk, rundt for at finde ud af hvor hun var.
Hendes hår var grimt og uglet, men det kunne man jo kun forvente.
Hun så mod soveværelsets dør, og tilbage på sengen. Hun rystede svagt af ren angst.

hans værelse var stort, lyst med en stor mørkt seng, et sort hvid billede af ham og og en kvinde (på profil) ellers var der en dør ud til et badeværelse, et stort wake-in closet, samt en reol med en masse bøger. Der var en meget stor balkon så da der intet lys var, kom lyset derfra.
Med et gik døren op og Neal kom ind med en bakke med en steak, kartofler og lidt grønt ved siden af "jamen godmorgen" brummede han før han gik hen til hende og lagde bakken på et lille bord der var ved siden af sengen, som dog havde en magen til ved siden af
//wow ingen krea

Hun blev stående, i det hjørne længst væk fra døren. Hun stirrede bare på ham, på maden han kom med, og så tilbage på ham. Han så godt ud, det måtte selv hun indrømme. Hans øjne havde været så flotte, i skoven. Men nu, kunne hun ikke helt selv finde ud af hvad hun mente om ham.
Han havde bedøvet hende, havde taget hende med sig. Væk fra naturen. Hun stirrede pludselig ned på gulvet, og mærkede hvordan det stak hende i hjertet, at der intet græs var under hendes fødder. Hun var fanget.

Hun blottede ikke tænder, men stirrede blot, da hun igen så på ham. Hvad ville han hende? Hvorfor var hun endt der?

Hen vendte sig om mod hende, rettede de intense oejne direkte mod hende, de kunne naesten ligne flydende soelv i denne belysning. Han frygtede hende ikke, hvilket han ogsaa gav udtryk for i de oejne der vidste alt andet end frygt "tror du du at der skal ske dig noget? At jeg vil goere dig ondt?" Spurte han og gik langsomt imod hende "tro mig lille pus, havde jeg taenkt mig at goere dig ondt, saa var du allerede doed...men derimod er du i live takket vaere mig" han slog ud med haenderne, betragtede hende noeje, med oejne der naesten kunne vaere hypnotiserende