En forandring - Neal

Sted: Et sted i Asheen Wood Forest
Tid: sent om natten omkring 2-3
Omgivelser: Mørke træer, og småkrat med torne, der stikker og river
Vejr: køligt og overskyet, trækker langsomt op til regn
Emne status - Privat

Det var her hun var endt, efter flugten, flugten fra det frygtelige. Alítheia var ikke typen der søgte ud i en skov, men det var her hun var endt. Hun var taget væk fra alt hun kendte, taget af sted fra det frygtelige sted.
Alítheia var 16 år, og havde allerede mange former. Nogle vil måske sige det var en god ting, men hun brød sig ikke meget om det, især ikke grundet visse omstændigheder. Alítheia havde boet i det usle slumkvarter med sin mor i 15 år, indtil moren på mystisk vis døde, og lod Alítheia tilbage alene, dog med et job på den usle kro.
Hun havde arbejdet på den kro så længe hun kunne huske tilbage, hjulpet ude bagved, senere blev hun servitrice og her gik det galt. Mændene på kroen var ikke rare typer, og når deres øl eller andet blev serveret ragede de altid på en servitrice, også på Alítheia. Til at starte med var hun ikke mere end 13 år og blev skræmt, og skyndte sig hen til sin mor. Hun havde selvfølgelig bare givet hende en en lussing og sagt hun skulle tage sig sammen. Det havde hun gjort, hver eneste dag, selv efter morens død forlod hun ikke arbejdet, indtil nu.

Et dybt og ulykkeligt hulk slap fra hendes bryst, og hun sank ned på jorden, gemte sit hoved i hænderne. Endelig lod hun frygten og sorgen slippe ud for dagens hændelse, årets hændelser. Da hun først var begyndt at lade sorgen få løse tøjler, kunne det ikke stoppes igen.

Dagens hændelser havde ikke været rare, hun boede stadig i den usle gyde i slumkvarteret. Denne nat havde hun som altid, sent været på vej ud af kroen. Denne gang havde en mand bare overfaldt hende, for at voldtage hende. Det nåede aldrig at komme så langt. Hun huskede det ikke tydeligt, hvordan det skete, men pludselig må manden blødende med en kniv ud af hjertet. Han lå foran hende med små rallende lyde, og blodet flydende ud af sig, da var det, det skete. Hun tig en sjæl. Ikke som puttede den i et glas eller lommen, hun spiste den. Det var et kæmpe chok for hende, og Alítheia var blevet skrækslagen. Hun havde aldrig gjort dette før, og det føltes så rart, men det var imod hende. Alle hendes skyldbevidste tanker blev revet itu da nogle stemmer hørtes. De var på vej denne vej, tre dybe mandestemmer. Alítheia rejste sig op og løb. Løb væk i den alt for nedringede og alt for visende kjole. Sådan endte hun her i skoven, der hvor hun sad nu.

stadig med hovedet gemt i hænderne sad hun og hulkede, så derfor lagde hun ikke mærke til noget. Hendes øjne var opsvulmede, hendes næse løb og hun havde jord ud over det hele. Det var der, hun blev fundet, sådan hun blev fundet. Mange ting ville ændre hende efter dette, gøre hende koldere. Hvem kunne vide det?
Hun mærkede det blikket, men valgte at ignorere det.

Udsende af ansigt(alder)::. [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

I skovens mørke...aller inderst gik en ung mand rund, smilet var på hans læber og glæden i hans øjne, han var kommet fra en stor nærtliggende villa, hvor han levede sammen med sin bror, søster og forældre...på trods af at alt så ud til at gå godt, familien var forholdsvis magtfuld, de ejede en stor sum penge og ingen turde nærme sig deres hjem, da det samtidig også var skarpt bevogtet. Dog på trods af at alt så perfekt ud, var intet perfekt, da den unge første fødte søn Neal nægtede at tage ind i familie anlægget som lejemorder...da det lå i familien skulle hvert enkel familie medlem indgå den behøvet træning for til sidst at blive en kold og nådesløs dræbermaskine...dog havde Neal altid haft en filosofisk side i sig, han ville hellere løbe ude i skoven end at træne kampsport og hvordan man kunne slå folk ihjel, med enten lidelse eller ej.

Som han vandrede rundt blandt de mørke træer, kom tankerne op omkring hans bror op, deres samtaler om at han forstod Neal's valg, men at han også skulle tænke på familie omdømmet i stedet for i dette tilfælde sig selv, dette kunne nemlig ikke nytte at han ødelagde deres familie og samtidig kom ind noget han ikke ønskede. Selvom det var hårde ord, vidste han at hans bror havde ret, hvor søsteren mere var led og til enhver tid ville gøre de to brødre pinligt berørt på den ene eller anden måde...hvad han dog ikke var blevet udsat for igennem tiden.

De grå træer havde på en eller anden måde altid givet ham en glæde, en indre ro som ikke mange andre kendte til, men heller aldrig ville...for hvordan skulle de, de kendte ikke ham som han ikke kendte dem. Men derfor var han nok en af de reneste i hans lille familie, sød og venlig...forstående som nysgerrig.
En lugt af en anden dæmon ramte ham og derefter lyden af en slags hulken...normalt kunne han ikke lide når andre græd, men dette fik ham da kun til at skynde sig som han ledte efter ejermanden af denne hulken. Hurtigt efter han havde hørt den, fandt han en ung pige der sad med hoved i hænderne, som hun undslap den ene hulken efter den anden. Stille gik ham hen til hende, knælede ned foran hende med et smil "hej er de okay" spurte han blidt og varmt.

//har besluttet at det først er i en alder af 300 hundrede at han bliver lejemorder, men at han ind til da er noget af det sødeste man kan møde på sin vej

Alítheia havde mærket blikket på forhånd, men chokket kom alligevel. Da hun hørte den dybe stemme, så hun op. Hendes øjne var røde, og snottet løb (hun var ikke spor charmerende.) Det tog hende et stykke tid, at fokuserer, men da hun så det var en ham, reagerede hun straks. Hurtigt og forskrækket trak hun sig tilbage, krøb baglæns hen ad jorden. *Lad dig ikke narrer af smil, aldrig igen aldrig!* tænkte hun for sig selv, mens hun kiggede på ham, holdt øje med hver enkel bevægelse.
Alítheia vidste ikke hvor hun skulle gøre af sig selv, flygte, blive og vente? Hurtigt, men stadig forsigtigt talte hun. ”Hvad vil du, hvem er du?” Det var ikke et underligt spørgsmål, hun gav ham ingen grund til at tro noget, gav ingen spor. Selvfølgelig kunne Alítheia ikke holde sin mund, hun fortsatte. ”Jeg gjorde det ikke med vilje, det var jo bare som forsvar, det var ikke meningen det skulle ske.”
Igen begyndte hun at hulke, kunne ikke stoppe, ligesom billederne ikke stoppede. Hele scenen med manden, hvordan hans ansigt så ud, blodet, liget, den tomme krop. Stadig var det værste det med sjælen, hvad hun havde gjort og hvor godt det havde føltes.

Alítheia stoppede aldrig op med at kravle bagud, væk. Hendes hulken var stoppet nu, sorgen erstattet med angst. Hun holdt ikke øje med, hvor hun kravlede hen, hun holdt kun øje med hver lille bevægelse, han fortog sig.
Det havde været dumt af Alítheia ikke at passe bedre på, holde øje. For en skov havde ikke en jævn flade hele tiden, og man vidste ikke altid hvad der ventede i den. På den anden side, var der tid at lære i… der ville altid være tid.
Stadig kravlende tilbage sagde, hun hysterisk, egentlig mest til sig selv. ”Jeg ville jo ikke gøre det! Jeg gjorde det ikke med vilje…jeg jeg er et monster” og igen begyndte hulkene at komme.

Inden Alítheia vidste af det, mistede hun støtten, og bakken kom. Det var en lang bakke, med en del træstubbe og blade nedad. Forenden af bakken, var en lille bæk, der rislede uskyldigt gennem skoven. Der kom et højt hvin fra hende, som hun mistede sin støtte og begyndte at trille ned af bakken. Alítheia prøvede at stoppe faldet, ved at dreje. Dette stunt resulterede dog i, at hun slog sig hoved mod en stub.
Det var ikke et kønt syn, det tog ikke lang tid før hendes synsortnede, og hun lå slået ud på jorden og intet kunne gøre mere.

//undskyld det langsomme svar... og helt i orden (: min kreativitet er måske lidt ringe undskyld...//