"The Next World" - Neal

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

---

Hun havde samlet sig om sin beskidte hvide kjole. Hun sad og rystede som en lille klump og prøvede at få varmen. Hun så ødelagt ud. Så træt. Hun virkede ikke uvasket, men det var selvfølgelig også fordi, hendes dagsorden stod på vandtortur. Men hvordan hun pludselig var havnet her, kunne hun ikke huske. Alt hun kunne huske var kulden og evnen til ikke at kunne få varmen. Hendes hud var nærmest blå. Det var længe siden hun havde sovet ud og bare fået et godt måltid.
Hendes læber skælvede voldsomt imens hun blot stirrede fremfor sig. Folk kiggede på hende som om, at hun var skør, de tænkte sikkert. Se den stakkels forældreløse pige. Men så gik de uden at gøre noget. Let prøvede hun at få ord ud igennem sine læber, men der kom inden lyd ud. Lige nu havde hun ingen stemme, det krasede i hendes hals. Gjorde ondt på hende, men det gjorde hele hendes krop nu for tiden. Følelsen af at blive kvalt lagde i hendes hoved og manipolerede med hende om og om igen.

Endelig fik hun overtalt sig selv til at komme på benene. Skønt de rystede så voldsomt under hende. Skridt for skridt gik hun ud i eftermiddagens friske luft. Solen var på vej ned, og det var ikke sikkert for en engel at være ude efter solnedgang. Specielt ikke i hendes tilstand. Dog gav hun ikke op. Hun skulle hjem. Selvom hun ikke havde en eneste form for ide om, hvor hun var henne af. Om hun stadigvæk var i Terroville eller om hun var et andet sted. Hendes tidsfornemmelse for det halve år hun havde været væk var forfærdelig, det føltes som længere tid. Endelig fangede hendes øjne en genkendelig skikkelse der kom løbende over imod hende. Det var en lettende følelse der bredte sig i hende, og lod sig falde ind i hans arme.

Hendes krop havde reageret på synet af Neal, med en beroligende effekt. På trods af, at hun havde levet det sidste stykke tid med frygtelige hallucinationer, så havde Neal aldrig optrådt i dem. Det havde været andre ting der havde hjemsøgt hendes hoved. Det hjemsøgte hende i hendes drømme og malede dem til mareridt hun ikke kunne vågne op af. Varmen og muligheden for faktisk at sove gjorde utrolige fremskridt på hendes ansigt. Næring og ikke mindst at få indtaget noget væske ville også hjælpe, men søvnen var vigtig også. Og hun var endelig faldet i en dyb søvn, for hun var udkørt.
Dog efter nogle gode timers søvn, gav hun endelig hans hånd et lille klem. Hendes hoved havde helt glemt, at han faktisk var der. At hun faktisk ikke var fanget længere, så følelsen af en anden hånd på hendes gav hende kort i et chok. Hun satte sig op i et sæt, og fik øje på Neal.

Hendes ansigt ændrede sig fra forskrækket til yderst lettet. Den sten der var lettet fra hendes hjerte var tydelig at se. Let rejste hun sig op og kastede sig nærmest ind hans favn. Hun klemte til. Ikke sådan at det ville gøre voldsomt ondt, men hun ville være sikker på, at han var ægte. At han faktisk var der. Josette klemte øjnene sammen. Hun lod nogle tårer forlade sine øjne og løbe ned af hendes kinder blot i lettelse.
"Du må aldrig lade mig gå igen" Sagde hun. Selvom hendes stemme var hæs og det næsten var umuligt for hende at sige ydeligere, var der plads til de her ord. Hun gav sin storebror et ekstra klem. Han havde fundet hende. Han havde fundet hende, og hun var fri nu. Hun åndede lettet ud og slap grebet om ham, og satte sig på skrædderstilling på sengen. Josette tog hans hånd igen og gav den et let klem. Hun havde stadigvæk nogle mørke render under øjnene, og hendes hud var stadigvæk nærmest ligbleg. Men hun havde et smil på sine læber, hvilket var fremskridt. Dog slog hun sit blik ned kort og tog hendes let rystende hånd frem som ikke holdt ved Neals. Hun talte sine fingre. I drømme havde man altid flere fingre end normalt, så det ville vise om drømte eller ej. Da hun talte frem til det ikke var en drøm og var overbevist lod hun glædes tårer strømme nedover hendes kinder. Let rømmede hun sig for at håbe på at få noget stemme. "I love you big brother." Hviskede hun for at spare på stemmen, men han kunne udmærket høre hendes ord. Let gav hendes mave sig til at rumle og hun lod en mild latter glide henover sine læber.

Det var underligt for hende at være tilbage. Tiden. Det føltes som om, at hun lige var vågnet op fra det værste mareridt nogensinde. Hvilket hun på en måde var. Dog fik hans ord hende på andre ranker. Positive tanker. Nogle hun ikke havde haft længe. Hendes åndedrag var bedre, mere rolige. Hendes hjerte bankede heller ikke så voldsomt længere. De seneste dage havde hun haft voldsomme problemer med panikanfald og stressehåndtering. Men nu var det bedre. Indtil videre. Der var altid bagsidder af sådanne hændelser, og hendes måtte vel også vise sig på et tidspunkt.
At han ledte efter hende da hun havde været forsvundet, fundet hende, men ikke ville tvivle med at gøre det igen... Det var handlinger som betød alt for hende. De gange Audrey havde set deres forældre behandle hende skidt, havde hun ikke sagt noget. Hun havde blot set til imens Josette blev behandlet uretfærdigt. Det var anderledes med Neal, påtrods af at han var dæmon, så hadede han ikke hende bare fordi hun var en engel. Og hun vidste, at hun kunne regne med ham. Ligesom, at han kunne regne med hende.

Josette kiggede ham i øjnene og vippede hovedet let på skrå. Så rømmede hun sig let for at have stemme til en sætning.
"Skal.. vi finde noget mad?" Spurgte hun og gav ikke slip på hans hånd. For hun var ikke klar over, hvor meget styrke hun havde i kroppen til at gå. Men Neals tilstedeværelse gav hende mod, og fik hendes stædighed sat til værks.  Så hun kravlede let hen til kanten af sengen. Hendes greb om hans hånd var fast, og man kunne nærmest se så snart at hun lod sine fødder plante sig på jorden, at hendes muskler i overarmen spændte sig fordi hun holdt godt fast i hans hånd. Ligesom en lille pige der gik på line, og ikke ville falde ned på jorden. Men hun ønskede at forsøge sig. På trods af hun ikke ligefrem havde den perfekte ben styrke. Noget kunne tyde på, at hun ikke havde haft chancen for at gå, stå eller bare bruge benene i al den tid før hun slap væk. Alt hendes styrke lagde i armene, efter de gange hun havde prøvet på at skubbe dem væk som havde gjort det imod hende.

Hendes ben var som gele, men ikke at hun havde tænkt sig at lade det stoppe hende. Hun var i sikkerhed, og hun var sulten. Hvis hun bare lagde stille og ikke gjorde noget - ville hendes ben aldrig få det bedre, og hun kunne blive overrasket igen. Hendes blik var lagt på hendes fødder så hun kunne se dem træde et skridt frem. Josette pustede stille ud, og sank en klump. Lige nu virkede alt normalt udover muskelstyrken, sikkert fordi, at hun var i et selskab, hvor hun vidste, at hun var fri.
Efter en længere tur til køkkenet end hun normalt, kunne hun endelig sætte sig ned på en stol. Det havde været en smule hårdt for hende, men hun så ud til at klare den for nu. Alt så ud som det normalt gjorde, hvilket også var med til at berolige hende. De trygge omgivelser.

Jeg er så stolt af dig. Ord som hun faktisk igennem hele sit liv kun havde hørt ham sige til hende. De ord fik hende altid til at kigge på ham, som et barn der havde opnået den anerkendelse det havde brug for. Og et smil af sin egen stolthed sneg sig op i mundvigerne. Han tog noget mad frem, da hun aldrig havde fået serveret det helt store ved familien Salvatore, så var hun van til ikke at spise kød så meget. Fjerkræ og fisk var nok det som havde kunne fange selv. De andre var altid kommet hjem med store byttedyr, men siden hun ikke måtte komme med på jagterne eller træne med de andre, så måtte hun jo heller ikke spise en jægers mad. Let blev hun slået ud af sine tanker da han masserede hendes fødder. Det var først en underlig følelse, men senere blev det faktisk ret så behageligt. Blinket med det ene øje fik hende til at smile.
En lyd fra vinden der fik en af grenene i buskaset udenfor til at glide sine grene op af vinduet - fik hende til at stivne. Alle muskler i hendes krop blev spændte og hendes øjne nærmest blanke. Først da lyden forsvandt lidt efter slap hun vejret hun havde holdt lige siden. Let blinkede hun og kiggede let rundt for at se om hun kunne se nogen. Let pustede hun luft ud imellem sine læber, og rystede let på hovedet som om intet var sket. Hun havde blot fået et chok intet andet. Det var helt naturligt. Dog selvom det ikke lagde til hende at blive forskrækket over noget der fald hende så naturligt ind som luften. Hun beherskede jo det element.

((Springer lidt længere frem i forløbet))

Det havde da set ud til hun klarede den okay. Der var gået en uge nu, og hun virkede fin nok. Udover de små chok hun fik engang imellem, men det var ikke noget hun ikke kom over. Så selvfølgelig var det også naturligt, at man ikke tænkte det ville ske noget ydeligere. For det virkede til, at hun havde tilvendt sig at være tilbage. Hun så sund ud igen, hvilket var det vigtigste. Dog var hun langtfra sund indeni. Der var kommet en form for tænd og sluk knap hun ikke selv kunne nå. Så den aften, hvor hun sov alene. Havde hun faktisk endt med at kravle hen i fjerneste hjørne af værelset, og holdt om sig selv hele natten igennem. I frygt for nogle skulle komme ind. I frygt for at noget skulle ske. Hver eneste lyd udenfor fik hendes hjerte til at banke ufattelig hurtigt. Dog til sidst var hendes øjne lukket i af ren og skær træthed.

Det føltes som om, at hun mistede evnen til at trække vejret. Josette slog øjnene op, og gispede nærmest eftervejret. Det var i hendes hoved. I hendes hoved kunne hun ikke få luft. Hun kunne se loftet, og mærke hvordan hendes hjerte bankede voldsommere og voldsommere. Det lykkedes hende at få sig vendt om på maven. men i hendes hoved var det blandet med en drøm. Hun anede ikke om det var virkeligt eller ej. Pludselig greb nogen fat i hende, og i hendes hoved var det de maskeret mænd. Så helt automatisk gik hun mere i panik end hun allerede var. Det var et optakt til et panikanfald. Følelsen af ikke at kunne få vejret var dog ret så ægte, og hun glemte helt at hun kunne hjælpe sig selv. Dog lykkedes det hende at bruge hendes evne og få genoptaget hendes ånddrag og derefter virkede det til, at hun kunne se klart igen. Der var ikke nogen slem mand.. kun Neal. Havde hendes hoved lige lavet numre med hende.... ikke noget hun havde savnet.