En dagbog ~ Kairi

Ramiel selv havde hadet hvert skænderi folk havde. Han havde altid følt sig så utryg selvom det ikke nødvendigvis havde været nogen han kendte. Han trak på den ene skulder.
"Jeg ville ønske han havde fortalt os det noget før, men på den anden side, han var jo skræmt."
Ramiel forstod godt hvordan romeo havde det.
"Jeg ville ønske jeg kunne finde på noget.. Vi må vel være ekstra sød mod ham"

Kairi nikkede igen bare. Der var vel ikke andet at gøre. Det var en svær situation. Hun smilede dog lidt, og lagde hovedet let på skrå.
"Hvad tror du han siger til pandekager i aften?"
Hun grinede lidt, hun ville gerne gøre sin søn glad, så han ikke tænkte på det slemme han havde set ske.

Romeo smilede stolt over sin tegning og rejste sig op.

Ramiel smiler over kairis forslag.
"Det tror jeg han ville blive meget glad for." Svarede ramiel. Romeo elskede pandekager!

Romeo kom løbende ud til Kairi og Ramiel med tegningen i hånden.
"Se, se hvad jeg har tegnet!!!" Sagde han ivrigt og viste dem tegningen der forestillede Ramiel der stak sit sværd igennem vampyrens mave. Bag ved Ramiel stod en hvid ulv, og så Amy og Kairi på tegningen. Det var godt tegnet.

Hairi smilede, og skulle til at svare, da Romeo kom løbende med tegningen. Hun så på den, og smilede så igen.
"Den er fin skat."
Hun aede Romeo over håret, og så derefter på Ramiel. Hun håbede ikke han ville begynde at kritisere Romeos tegning. Nok var den lidt voldelig, men drengen havde jo bare brug for at få det ud af systemet. Hun så intet galt i at han havde tegnet det.

Ramiel var ikke sur over tegningen, men beæret. Han grinede lavt, og lagde hovedet lidt på skrå. Han smilede blidt.
"Den er meget flot, Romeo."

Romeo smilede stolt og løb ind i huset igen for at hænge tegningen over hans seng.

Ramiel så på kairi. "Hvilken fantasi, hva?"

Kairi smilede af de to. Hun var glad for, at hende og Ramiel var enige, og han ikke blev sur over Romeos tegning. Hun grinede lidt da Romeo løb ind, og så derefter igen på Ramiel.
"Jah, jeg tror han ser dig som lidt af en helt. Han håber vist at du vil dræbe den væmmelige vampyr."
Hun grinede lidt igen, mildt og kærligt.

Ramiel grinede kærligt. Han stak sværdet i skeden og skjulte det i busken igen. Han smilede kærligt, og lagde armene om hende. Han kyssede hendes pande, og nussede hendes ryg.
"Hellere det end at han hader mig."
Han hviskede det kærligt.
"Hvornår laver du så pandekager?"
Han smilede drillende.

Kairi lukkede øjnene og puttede sig ind til ham. Hun elskede hans blide kærtegn.
Hun grinede lidt af det, han sagde, og smilede så.
"Hmm, jeg kan gå igang med det samme?"
Hun så op på ham og smilede drilsk.

Ramiel krammede hende ind til sig, og kyssede hendes pande. Han elskede at have hende tæt på sig, og vide hun var hos ham. At hun elskede ham. Han elskede hende højt, og miste en del af sig selv når de var uvenner. Han grinede lavt, og kærtegnede hendes hofter.
"Det kunne du ja."
Han gav bare ikke slip på hende, med det samme. Han tog armene til sig nogle sekunder efter, og så smilende på hende.

Kairi trak sig ud fra ham, og gik så ind i huset igen. Hun gik ud i køkkenet og tog de ting frem hun skulle bruge til at lave pandekager, og tændte for komfuret.

Amy sad i stuen og pludrede, og smilede da hendes forældre kom ind igen. Hun så op på Ramiel og rakte armene op mod ham.
"far!"

Ramiel smilede kærligt og fulgte efter hende ind i huset. Han hørte at hun tændte for komfuret. Han gik ind i stuen og grinede lavt da Amy sagde far og rakte armene op mod ham. Han satte sig lidt på hug ved hende og løftede hende op.
"Hej Prinsesse." Han smilede skævt og gik ind i køkkenet med Amy."Se, mor laver pandekager." Han smilede blidt og kiggede skiftevis på amy og Kairi.

Romeo kom løbende ind i køkkenet, men stoppede hurtigt op for ikke at skræmme Amy ved at han løb. Han gik roligt ind i køkkenet.
"Uh, pandekager!" Han gik hurtigt hen til Kairi og så på mens hun lavede pandekagerne.

Kairi hørte svagt Ramiel snakke med Amy, og smilede for sig selv. Hun var så lykkelig over at have sådan en skøn familie. Hun så på Ramiel da han kom ind i køkkenet med Amy, og stillede panden fra sig på komfuret og gik hen og kyssede dem begge på panden. Hun vendte sig så om igen og fortsatte med den pandekage, hun var igang med. Hun grinede lidt af Romeo da han kom løbende, og smilede så til ham.
"Vil du prøve at lave en?"
Hun så på Romeo og ventede på hans svar inden hun gjorde noget.

Ramiel smilede blidt da Kairi kyssede både ham og Amy på panden. Han satte sig ned, på en af stolene, og satte Amy ned, da han regnede med at hun stadig havde noget energi. Han betragtede Romeo og Kairi med et skævt smil.

Romeo kiggede på Kairi.
"Ja! Hvordan gør man?" Han rynkede lidt undrende på panden, lagde armene over kors, og så spørgende på Kairi.
"Jeg troede ellers at du skulle være en slags ulvekriger." Sagde Ramiel drillende til Romeo. Romeo rakte tunge af Ramiel.
Ramiel grinede lavt, og rystede kærligt på hovedet.

Kairi så på Ramiel da han satte Amy ned, og hun gav sig til at gå rundt i køkkenet med et stort smil, som små piger nu gør.
"Nu skal du se min skat."
Hun havde rettet sin opmærksomhed på Romeo, og med et smil stillede hun sig bag ham og holdt ham blidt på skuldrene. Hun rakte armene blidt rundt om ham, og tog fat i en pakke smør og en kniv, der lå på køkkenbordet.
"Først skal du have lidt smør på panden. Ikke for meget, og ikke for lidt. Sådan her, cirka."
Hun skar lidt af smørret, og smed det på panden, hvor det begyndte at smelte.
"Når det er smeltet, så tager du noget dej-" Hun tog en ske der stod i en skål med dej, tog panden i den anden hånd. "Og hælder på panden, sådan her." Hun hældte dejen på panden, stillede den på komfuret igen, og lagde skeen tilbage i skålen.
"Så venter du til dejen ikke er flydende mere, og så vender du den."
Hun vendte pandekagen, og tog den så af da den var færdig. Hun så ned på Romeo og smilede.
"Vil du prøve nu?"

Ramiel fulgte Amy med øjnene, for at holde øje med om hun nu eventuelt skulle finde på noget, hun helst ikke måtte. For små børn som Amy kunne finde på at gøre noget de ikke måtte, som de dog ikke vidste var forkert.

Romeos øjne fulgte med på alt hvad Kairi gjorde. Han nikkede bekræftende til at hun sagde. Da hun spurgte om han ville prøve smilede han stort.
"Ja!" Han tog smøren og en kniv. Han skar lidt af smøret og lagde på panden, lige det perfekte stykke.
Da det var smeltet tog han dejen og hældte forsigtigt i panden som han havde i den anden hånd. Han stillede panden på komfuret igen. Da dejen ikke var flydende mere vendte han pandekagen roligt. Da den var færdig tog han den af. Han mente han havde gjort det rigtigt.
"Var det rigtigt?" Han så håbefuldt på Kairi.

Kairi bemærkede svagt at Ramiel holdt øje med Amy, og kunne ikke helt lade være med at smile svagt. Han var virkelig en god far, kærlig og opmærksom som en far skulle være.
Hun betragtede Romeo, og smilede da han gjorde alt præcist som hun havde vist ham det. Hun nikkede med et smil.
"Ja søn, det var rigtig flot."
Hun nussede ham blidt i håret, og gik så hen mod køleskabet.
"Hvad vil du have på den min skat?"
Hun så over på Romeo, og afventede hans svar.

Ramiel mente nu lidt at Amy og Romeo og det barn der var på vej, kunne få en bedre far end ham. Han mente også at han ikke fortjente en så vidunderlig pige som Kairi.

Romeo kiggede kort over mod Amy, da han jo var meget beskyttende omkring sin lillesøster, eller storesøster... Lillesøster havde han det bedst med at kalde hende. Romeo kiggede på sin mor og rankede sig stolt over hendes ord mens han smilede stort. Han så ud af vinduet. Som den nysgerrige dreng, Romeo til tider var, fulgte han med sin mor over til køleskabet, dog mens han så lidt ud af vinduet.
"Æhm... Har vi syltetøj?" Spurgte han nysgerrigt.

Ramiel hørte noget skramle.. Ikke noget indenfor. Det kom fra romeos værelse. Som om nogen rodede derinde.

Kairi smilede da Romeo holdt øje med Amy, og nikkede så da han spurgte efter syltetøj.
"Hindbær eller blåbær?"
Hun ventede på at han svarede, og bemærkede så en lyd et sted i huset. Hun så bekymret på Ramiel, og sendte ham et blik der sagde 'Find ud af hvad det er'. Hun brød sig ikke om tanken om at nogen måske var brudt ind i huset, og var en trussel for hendes børn. Hun ville dog heller ikke gøre dem unødigt bange, så det at hun så bekymret ud og sendte Ramiel et blik, skete ret hurtigt, og derefter smilede hun igen. Hun håbede ikke Romeo havde bemærket noget.

Romeo havde intet bemærket. Han havde alt for travlt med skiftevis at holde øje med Amy og finde ud af hvilken slags syltetøj han skulle have. Han rynkede lidt på panden...
"Hindbær!" Sagde han så med et stort smil. Han kiggede ud af vinduet igen... Og spærrede øjnene op. Hans mund var et stort O. "Mor, se!" Han pegede ud af vinduet. Der var dog ingenting. Der var slet ikke noget. Romeo blev dog ved med at se fascineret ud af vinduet. "Der var en pegasus!" Sagde han ivrigt.

Ramiel så blikket, og rejste sig. Han lagde ikke mærke til hvad romeo sagde. Han gik mod romeos værelse, klar til at slå en eller anden ned! Han åbnede forsigtigt døren.. Og fik straks en kniv for struben. Nogle grønne øjne så ind i hans mandelbrune øjne. "Hvis du siger noget, slår jeg dig ihjel," var der en kvinde der sagde. Kvinden der holdte kniven. Ramiel smilede svagt. Han trampede hårdt ned i gulvet med det ene ben en enkelt gang.

Kairi tog hindbærsyltetøjet ud, og lukkede køleskabet. Hun stillede det på køkkenbordet, og gav sig så til at lave flere pandekager, mens Romeo spiste den han selv havde lavet. Hun så på ham da han pegede ud af vinduet, og smilede svagt. Hun ville for alt i verden lade sine børn tro på hvad de ville så længe som muligt, så hun lod som om hun blev overrasket, og så ud af vinduet.
"Orv ja! Den var godt nok flot."
I det samme hørte hun noget der lød som et tramp, og stivnede kortvarrigt. Hun så på Romeo, og fandt hurtigt på noget.
"Romeo, skat, vil du ikke lave nogle flere pandekager? Mor skal lige på toilettet. Åh, og hold øje med din søster også."
Hun smilede til Romeo, gik ud af køkkenet og lukkede døren bag sig. Forhåbentlig havde Romeo ikke opfattet noget som helst af hvad der i virkeligheden skete. Kairi kom ind i stuen og så en kvinde stå med en kniv foran Ramiels hals. Kairi blev forskrækket, men gik hen mod dem. Hendes øjnede lynede kort i et glimt af rødt, hun var klar på at bruge sin evne hvis det blev nødvendigt. Ingen skulle komme ind i hendes hjem og true hendes familie. Ikke ustraffet i hvert fald.

Der havde faktisk været en pegasus, men den var væk. Det havde været kvindens. Romeo blev ved med at se ud af vinduet, mens han ivrigt spiste sin pandekage efter at have sat sig. Han lagde ikke mærke til det tramp ramiel havde lavet. Han lagde dog mærke til at Kairi stivnede. Dog kort. Han rynkede på panden og skulle til at spørge om hvad der var galt, men Kairi var allerede igang med at sige noget. " okay." Han smilede til Amy og begyndte at lave flere pandekager mens han nogle gange kiggede på Amy.

Ramiel kunne altså godt bruge sit sværd nu!! Hvorfor skulle det også være ude i hækken?! Han kunne ikke gøre noget. Han var forsvarsløs. Kvinden så mod Kairi og mistede sit fokus på ramiel... Ramiel udnyttede chancen, og slog sin knytnæve ind i kvindens mave. Kvinden trådte tilbage og bukkede sammen mens hun hostede. " latterlige engel!" Råbte hun højt.. Så højt at romeo hørte det.

Romeo gik ind i stuen... Og stivnede. "Hvem er det?!" Han pegede på kvinden. "Hun har en kniv!" Han krympede sig.

Kairi stod bare og så på kvinden, uden at flytte blikket. Hun hørte nogen bevæge sig bag hende, og vendte sig og så på Romeo.
"Skat, gå ud i køkkenet igen. Vi skal nok tage os af det."
Hun havde et alvorligt blik, og håbede virkelig at Romeo ville gøre som hun sagde. Ellers ville det måske sætte både ham og Amy i fare. Efter at have snakket til Romeo, vendte hun igen sin opmærksomhed på kvinden. Kairi gik langsomt tættere på kvinden, og så på hende med et stift blik.
"Du har vidst noget du skal forklare. Hvem er du, og hvorfor er du brudt ind i vores hus?"
Kairis stemme var kold, ikke decideret hård men bare bestemt, og udtryksløs, præcis som når hun udførte en opgave for klanen.

Romeo kiggede bekymret på Kairi... Men bakkede så ud i køkkenet igen selvom han gerne ville hjælpe, selvom han ikke vidste hvor hjælp han kunne være. Han smilede så godt han kunne til Amy og lukkede døren. Han snakkede til Amy mens han spiste og lavede flere pandekager, for at distrahere hende.

Hurtigt havde Ramiel revet kniven ud af kvindens hånd og han gik hen bag hende. Han kiggede på Kairi men mest på kvinden.
"Jeg er her fordi.., jeg fik besked på det. Jeg hedder Mina." Svarede kvinden og så skiftevis på dem.

Kairi smilede kortvarrigt svagt over Ramiels hurtighed. De fungerede i grunden godt som et team, Ramiel og hende. Hun rettede igen opmærksomheden på kvinden, og igen var hendes ansigt koldt og udtryksløst.
"Okay, Mina. Fortæl mig så, hvem gav dig besked på at bryde ind i vores hus? Og hvorfor?"
Hendes stemme var stadig bestemt, men ikke helt så hård som før. Kairi vidste jo selv hvordan det var at blive sendt på mission uden at kende den større mening med det, og bare skulle gøre som der blev sagt. Så en del af hende var villig til at give denne kvinde en chance for at forklare sig, og måske endda slippe fri hvis hun havde en god nok forklaring.

Ramiel havde rettet knivens skarpe spids mod kvindens nakke, så hvis kvinden gjorde noget forkert, ville kniven være igennem hendes nakke og hun ville være død. Hurtigt og nemt. Han kiggede kort på Kairi, men rettede så al sin opmærksomhed mod Mina, som hun jo hed. Han var klar til at bore kniven igennem hendes nakke, hals. 
Mina så trodsigt på Kairi. "Hvad får dig til at tro jeg vil fortæ..." Mere nåede hun ikke at sige, før Ramiel havde revet hendes hoved bagud ved at rive i hendes hår. En advarsel. "Jeg blev sendt herhen, jeg skulle have fat i blandingen!" Skyndte hun sig at sige.