A demon And A angel Alítheia,

S en kro
V lidt regn
O folk der slåser
Tid 17,30
P
http://i2.cdnds.net/10/48/550w_cult_merlin_s03e13_09.jpg

Stolene fløj omkring herinde og kruse alt der kunne bruges til et slagsmål bliv brugt og det var ikke engang løgne. Lancelot havde kun gjorde en ting prøvet og forsvare en der blive truet men det ende dog med at han kalde hans folk ind fordi han var blive fornærmet på ham. Der var slagsmål over det hele men det lod Lancelot bare smutte gennem med han havde nu lært det så meget før det var en normal ting for ham men da han havde smadre en til. Var han blive tørstig så han gik hen mod baren med en på hans ryg som bliv slået ned af en mand med et bord "ræk mig lige krukken vil kro manden raket den uden og sige noget men man kunne se han ikke var van til det. "jeg beklager meget" men han fik ikke sagt sin sætning færdig inden der kom en løbe mod ham hvilket Lancelot bare gav et slag i hoved på ham så han vælte. Nu kunne Lancelot sige færdig "jeg beklage meget det her" Sagde han og fik en lille tår mere af krukken og smidt den så i ham mandens hoved "sikke et spild var" fik han sagt smile til kroværten og kæmpet så videre.

Alítheia havde holdt sit skib ind til havnen denne dag, som altid varede hendes rejser i lang tid. Selvfølgelig havde mandskabet fået fri denne dag, alle trængte til det. Hun især, hun havde brug for en pause fra uduelige knoldesparkere og slippe væk fra nogle af alle de ting fra turen. Denne gang var det mere hævn og mord det havde gået ud på. Nogle mennesker Alítheia ikke kunne udstå.
Langsomt gik hun hen af gaden ned mod kroen, for at få et afslappende glas rom. Hendes mandskab var gået flere timer før hende, da hun skulle ordne nogle praktiske ting først. Hun stod ude foran kroen, og man kunne tydeligt høre at der var et stort slagsmål i gang. Hun gik ind, først ligeglad med slagsmålet, skubbede bare folk til side der stillede sig i vejen og gik hen til skranken. Der larmede (en selvfølge, der var jo altid slagsmål), men hun bestilte bare. ”Et glas rom” sagde Alítheia uden så meget som at unde manden et blik. Hun kiggede rundt i kroen med en koldt blik, til hendes øjne fandt ham. En mand der arbejdede på hendes skib, og var en smule mindre håbløs. Han var med i slåskampen, eller havde været. Hun så en mand med brunt hår hamre løs på ham, mens han lå og krampede sig. Endelig greb Alítheia ind. Med en høj truende stemme råbte hun ”Stop dette nu” og det skete, alle blev stille, for her var hun kendt. Med hurtige vrede skridt gik hun hen til denne mand.

Lancelot gjorde stadig alt det han normal havde gjorde folk havde åbenbart sagt at han snød og kæmpe så mod ham. Han lagde ikke mærke til denne kvinde der kom ind igen tog han en ny krukke og drikke af den inden han undviget slaget fra en mand som han slog ned i jorden med et slag han kigget sig omkring. Idet han mærket en på hans ryg som han så kaste ned ned over sin ene skulder det sket jo altid få ham det her. Mande lande på jorden og gav et brøl fra sig idet han lå i en krampe stiling så man kunne dræbe ham hvis det var mande var nemlig besvimet men ide Lancelot rejste sig op hørte han en råbe at det skulle stoppe en mand havde lige været ved og slå ham ned med et bord. Hvilket Lancelot havde set så han kigget bagud og slog ham ned mens han så denne kvinde komme gående mod ham han kunne ikke skjule et lille skævt smil da hun gik mod ham. Han smile skævt til hende"hvad kan jeg gøre for dem" sagde han og smile skævt

Alítheias vrede var kun at se, på hendes ansigt et kort stykke tid endnu. Men snart lukkede hun af for den, på det ydre. I stedet for at starte en langt vredes udbrud på denne mand, smilede hun i stedet venligt igen. ”Jamen kære herre, denne mand” sagde Alítheia, og pegede uskyldigt på manden for hans fødder, der ikke var ved bevidsthed. ”Den mand er min bodyguard og jeg kan umuligt klare mig hjem i nattens mørke gader, uden ham. Jeg er jo kun en ung kvinde” Fortsatte hun i et uskyldigt og så med store sørgmodige øjne på ham.
Dette var selvfølgelig det bare tankespind, for at hun ikke ville gå i gaden alene var nonsens, hun ønskede hævn. Den dejlige søde fornemmelse af hævn, men den kunne man ikke få ved vrede og utålmodighed. Derfor brugte hun den uskyldige pige rolle, som kun få kendte. Mændene på baren var uforstående, andre blev mere bange, men alle gemte det inde i sig selv. For de der havde regnet hendes plan ud ønskede ikke at afslører, da de vidste det kunne ende med at gå udover dem. Hun så bange og forsigtigt op på ham som om hun var bange for denne mand, lod ham tro hun havde brug for hjælp. ”Hvad skal jeg nu gøre?”. Dette spørgsmål, lod hun hænge i luften.

Han kigget på denne kvinde som havde været vred lidt det var hvis hendes bodyguard som han havde smadret. Han kigget på hende og manden skifte vis "jeg er meget ked af det men kan du ikke jeg ved ikke købe en ny bodyguard" sagde han. Mens han kigget undskylden på hende mens han overvejet om han selv skulle sige at han ville hjælpe hende eller om han skulle glemme det her. Han tog en beslutning der nok var lidt dumt men han havde dårlig samvittighed og ville gerne hjælpe hende virkelig meget. Han sukket og smil venligt til hende og talte så "jeg vil hjælpe dig det var jo min skyld" sagde han. Mens han smile venliget til hende "hvor skal de hen så er jeg din bodyguard for idag" sagde han. Mens han kigget smilende på hende og prøvet og være så sød som mulige mod hende. Han begynde og trække sin taske over skulder og tog sit sværd så han var klar. Han smil til hende "skal vi komme afsted" mens han kigget på hende han skyldte jo hende og være hendes bodyguard.

Det gik som hun håbede, denne mand var en alt for venlig tåbe. Han var faldet for hendes skuespil om at være åh så uskyldig. Dette ville Alítheia spille videre på, til hun var sikker på at have ham. Det kunne næppe blive svært mente hun. *han er sikkert et ynkeligt menneske, og dog for stærk, måske en engel, eller en elver, god er han.* tænkte hun muntert for sig selv.
Igen med en piget og bange stemme begyndte Alítheia at tale ”Vil du..- vil du virkelig gøre det” sagde hun og gjorde store øjne, som var hun uskyldigheden selv. Hun var ikke længe om at svare ham, jo hurtigere de kom af sted, jo før kunne hun få sin hævn. ”ja, ja det må vi nok, der er så mørkt og jeg vil ikke spilde din aften hr.” sagde hun venligt og sendte et så sødt smil hun kunne få frem, uden det så anstrengt ud. Hun gik forsigtigt hen mod døren udenfor, og ventede på manden fulgte trop. Da hun kom udenfor, tog hun en dyb indånding og mærkede natteluften fylde sine lunger. Denne tåbelige venlige mand, ville lære af sine fejl snart, meget snart. Igen med en venlig stemme talte Alítheia ”hvad hedder du, jeg vil føle mig mere tryk ved at kende dit navn?”

Lancelot nikket til det hun spurgte om om han gerne vil hjælpe hende. Men der var et eller andet forkert ved det hvorfor fik han den fornemmelse af at hun var mere ende hun så ud til og være. Mens han slog det ud af hovedet mens han fulgte med hende ud mod gaden på haven mens han kigget på hende hende. Han overvejet om han skulle bruge sit dække navn eller hans navn da hun spurgte ham om det han kigget op og indåndede den dejlige lugt fra at være uden for . Mens han stadig tænke gjorde han klar til og gribe sit sværd hvis nogen ville følge efter dem han kigget på hende. Mens han overvejet om han skulle spørge hende om hvor de skulle hen og hvorfor hun havde brug for en bodyguard. Han vente tilbage til hendes spørgsmål og svaret så "Gwaine det er Gwaine" løg han og kigget på hende. Mens han gjorde så klar til og spørge hende "og hvad hedde du frøken" sagde han og kigget på hende. Mens han stadig holde godt fast i sit sværd og kigget på siden af dem mens de gik videre mod det sted hun ville hen.

Alítheia regnede ikke med at navnet han gav, var det rigtige, måske var det. Hun stolede ikke på mænd og da ikke en der havde slået hendes mandskab ned. Give hendes rigtige navn, ville være tåbeligt med den plan hun havde, hvis manden kendte til det sande navn ville alt være ødelagt. Uden tøven svarede hun med en piget forsigtig stemme. ”Penny, det er mit navn”.
Stadig uden at fortrække en mine, eller vise hendes sande jeg gik hun af sted, med en færdiggjort plan. Hun smed aldrig skjoldet, eller kostumet.
Enhver venlig pige ville sige, hvor hun skulle hen, når nu en var så venlig at beskytte en. Så selvfølgelig gjorde Alítheia også det. ”Gwain, jeg forstår godt, hvis du ikke gider være min bodyguard, men… men jeg skal hen på havnen til et skib og tale med kaptajnen… og jeg tør ikke alene” Hun stod og kiggede på ham med stor e bange øjne. Hun var en sand mester i skuespil, hun kunne vinde en pris.

Planen var enkel, få denne Gwain hen til hendes skib uden at skulle hive pog trække ham derhen og slås. Derefter påfører ham en lille smule smerte, og måske få ham til at lege tjener.
Alítheia ville morer sig over dette, og få brugt noget fritid ganske fornuftigt efter sin egen mening.

Lancelot kigget på hende og var overrasket over at hun gav sit navn han nikket til hende "okay penny men jeg går ikke med dig op på skibet" sagde han og kigget meget bestemt på hende. Mens han ville til og begrunde hans svar "det er fordi jeg ikke stoler på dem der er på et skib" sagde han og kigget bestemt på hende igen "det håber jeg du forstår"sagde han og fulgte med hende. Han lytte til vejret og mærket vinde mod ansigt mens han gik med hende han fulgte bare med hende men der var noget der ikke stem over ens. Lancelot begynde og tænke sig om*hvad er der med hende og hvorfor er der ingen der kigge efter hende og hvorfor er alle så stille det kan ikke tegne godt* tænke han og fulgte hende hen til skibet stadig han ville smutte så snart hun var kommet på skibet. Det havde han aftalt med sig selv.

Meget var han hoppet på, men ikke alt, desværre. Dog ville hun, på en eller anden måde få ham op på det skib. Han skulle op på det skib, selv hvis hun skulle tvinge ham med vold.
Langsomt tog hun den uskyldige og bange rolle på sig igen og begyndte at tale. ”Jeg forstår dig herre, det var jo derfor jeg havde hyret ham den anden. Han turde gå med på skibet. Jeg selv var rædselsslagen for hvad de mænd kunne finde på at gøre ved en ung pige som mig” Alítheia havde sagt det i et bekymret og sorgmodigt toneleje, i håb om det hjalp en smule.
De nåede endelig frem til skibet, og Alítheia stod og ventede lidt. Hun ventede på hvad det skulle blive til. Magt eller venlighed. Skibet var stort, med et stort mørkt sejl. Det var smukt og enkelt, dog viste det stadig stor magt.
Hun stod og trippede lidt og kiggede afventende på hans svar, måske ville det afslører hende, måske ville han tro hun frøs. Det kom an på hans paranoia og viden.

Lancelot kigget på hende og lod det smutte fra hans øre han ville ikke lade hende få ham til og gå på skibet lige meget hvad. Han lytte til hende og nikke dog bare til hvad hun sagde. Han sank en klump og gik videre med hende noget stemte ikke og da de nået til skibet og han så de.t Slog en tænke ham det var sku et pirat skib han hev pigen hen til sig og kigget på hende "ved du hvilket skib det er det er et pirat skib og folk der er på det er pirater du skal ikke tag med det skib du kan tag en anden imorgen penny" sagde han og kigget bestemt på hende "det er ikke sikkert og gå på det med mindre med mindre" han kigget forskrækket på hende og træk sit sværd " du er en pirat" sagde han og peget sværdet mod hende. Han sank en klump "penny er sikkert ikke dit rigtig navn vel hvad er det så" sagde han og kigget bestemt på hende mens han bakket fra hende en føles af at han blive overvåget fik ham til og stille sig i forsvar men han kigget på hende der nok ikke hed penny" jeg vil smutte nu pas godt på dig selv er det vel" sagde Lancelot og begynde og løbe

Han havde stadig ikke regnet den ud, men heller ikke givet et svar. Helt dum var han ikke, for han havde regnet ud det var et piratskib. Hun mærkede hvordan han hurtigt, rev hende væk fra skibet. Et let smil kom over hendes læber. Han var langsom, de fleste vidste at man aldrig skulle nærme sig sådan et. ”Ja jeg ved hvilket skib det, men er du sikker?” sagde hun stadig bekymret, før han regnede det ud.
Da han regnede det ud, var han ikke spor venlig længere. Hun svarede ham ikke med det samme, så bare på hans sværd. ”Du ønsker ikke at fægte med mig pusser, så smid hellere sværdet nu.” startede hun ud med at sige, mens hun stod og kiggede skeptisk på ham. Han gjorde ret i at frygte pirater, men hans plan var ikke gennemtænkt. ”Ja jeg er pirat, og det tog dig overraskende lang tid, at finde ud af. Penny mit rigtige navn, måske ikke. Men det navn du gav mig, er det sandt?”
Hun kunne ikke lade være med at le, da han troede han kunne løbe. Alítheia havde stillet vagter ud ved skibet, begge stod i skjul. Hurtigt og højt råbte hun ”Grib den mand! Og før ham så op til skibet, hvor jeg vil sidde. I ved hvad der sker, hvis I ikke gør som jeg ønsker.” Efter denne besked, vandrede hun op på skibet og ind i sin kahyt.

Lancelot hørte hende og fnøs da hun spurgte om det var hans sande navn. "hvorfor skulle jeg sigde mit navn" råbte Lancelot og skulle lige til og strække sine vinger. Men idet han høret hvad hun sagde efter og ha grinet mærket han de to folk binde ham efter og ha tacklet ham. Hvor de så trække ham med op på skibet og smed ham ind for foden af hendes kahyt og gik så igen. Idet han træk og sled i rebene for at komme ud af det. "hvad har jeg nogen sinde gjorde dig" råbet han til hende der havde præsnterte sig som penny han mærket at de begynde og gøre skibet klar til og sejle. Han sank en klump ville hun sejle ud på havet med ham på skibet det håbet han ikke. Han kigget på hende "lad mig nu gå ind på land igen" sagde han til hende da han jo intet sværd havde på sig.//sorry krea svigt//

Alítheia havde gjort det klart, hun ville have fanget fyren. Mændene vidste udmærket godt, de ville blive straffet, hvis de ikke gjorde som sagt. Hun sad oppe ved sin kahyt og ventede på den banke på døren. Endelig kom den, og udenfor lå han. Den tåbe, som havde skadet en af hendes ansatte. Hun gik med stive skridt ud, og så ned på ham. Hun kunne ikke lade være med at grine hånligt, som han lå der og vred sig. ”Hvad du har gjort mig, det skal jeg fortælle snut.” sagde hun med en kold latter. Hurtigt bøjede hun sig ned, og tog fat i rebene. Hun slæbte ham ind i sin kahyt, hvor hun fik placeret på en stol.
Men hun gik rundt og rodede i nogle skuffer, begyndte hun igen at tale. ”Det du gjorde mig, var at lamme en af mine bedste mænd, så du kan glemme alt om at komme ind på land” sagde hun koldt.
Efter at have rodet lang tid i skufferne, fandt hun endelig, det hun søgte. Det var en kniv, og langsomt gik hun hen til ham. Langsomt lod hun knivsbladet glide over skulderbladene, hvor vingerne sad fast til ryggen. ”Jeg kan så regne ud du er en engel… siden disse fine hvide vinger. Men er du nu helt god?” spurgte Alítheia, mens hun stadig kørte med kniven.

Han kunne ikke gøre noget idet hun rev ham med ind og placere ham på en stol.
Han fulde hende med øjne mens hun lede om noget han prøve hele tiden og få hans
krop fri men de havde gjorde det rigtig idet hun kom over og tale med ham og spurgte ham og han nu var en helt god engel. Han fnøs af hende og da han mærket hendes kølig kniv mod hans skulder gøs han ved mens hun tale til ham. Han kigget op med brænde øjne på hende"jeg er ikke din snut høre du mig og du har bare med og sende mig ind igen" sagde Lancelot og spytte hende i hoved. Imens han kæmpe for og få sig selv fri. Men det var nu ikke den klogeste ting han kunne gøre at spytte hende i ansigt

Det havde været meget af ham, denne engel at spytte. Alítheia var allerede vred og hævngerrig, men at spytte hende i ansigt hjalp ikke på noget. Stadig med kniven i hånden gik hun rundt om stolen. ”Tåbe, tro du har nogen ret, og så derefter spytte på mig, ønsker de at dø?” sagde hun med en kold latterfuld stemme.
Denne engel ville føle smerte, spørgsmålet var bare hvilken. Hvad skulle hun gøre mod ham, det skulle jo også være underholdene for hende selv. Nu vidste hun det, et godt sted at starte. Hun gik hen mod døren og åbnede den og råbte ud ”Skaf mig noget is to spande!” og snart efter kom en lille splejset dreng, bankede på døren og havde to spande is med. Hun gik hen og tog dem og lukkede snart døren igen, for hans nysgerrige blik. ”Nu skal du se lille englebasse, hvis du gør som jeg siger vil det koste dig mindst smerte, hvis du er til besvær… så får vi at se hvad der sker, ikke?” Hun smilte et koldt smil, samlede et stykke is op og begyndte at slibe det, til en skarp spids. ”Hvad er dit rigtige navn?” startede hun med at spørge kort og kontant om.

Han kigge på hende, med et hadefuld blik og skar tænder. Han prøve stadig og komme fri, og kæmpe mod rebene på det. Han sank en klump og kigge på hende. " hva trure du mig nu, for så høre jeg slet ikke effter." Sagde han og skære tændere. Han lænde sit hoved tilbage, og kigge effter hende, da hun gik hen til døren. Han kigge på hende med et mistænksomt blik, og lytte til det der skete ude på dække mens skibe tog fra kajen. Han sank en klump og lytte så effter da folk gik på dække. Han sukke og lænde sit hoved tilbage i denne kahyt. Han kigge på dreng og sende ham et smil inden den blive lukke for hans øjene. Lance sukket og kigge på hende, der havde sagt hun hedde penny. "Richard" sagde han og håbe hun ville tro på det. Han sukke og vendte blikke mod hende igen "det er Richard lion" sagde han. Mens han ikke kunne skjule et smil på munden.//sorry krea svigt//

Hun kunne ikke lade være med at le, denne engel var ualmindelig tåbelig. For hendes vedkommende, kunne han kæmpe og lyve alt det han ville, hun ville blot have flere grunde til at torturerer ham. Alítheia stod med det kolde stykke is i hånden, som hun sleb skarpere og skarpere med sin kniv. ”Skal jeg nu også opdrage dig i at hører efter, Først lyver du og derefter hører du ikke efter, dine manerer er elendige” Sagde hun, men hun gik stille og roligt rundt, og et ondt smil spillede hen over hendes læber og skinnede igennem ved hendes øjne.
Hun troede på ham i starten, da han sagde sit navn, da efternavnet fulgte, men de mindste ting kan ødelægge alt. Alítheia var ikke typen der stolede let på folk, så da han smilte blev det ødelagt. Roligt gik hun hen til ham, og borede først langsomt det skarpe stykke is ind i han arm. Da det var kommet langt ind hamrede hun det til sidst helt ind i armen. ”Jeg tror du lyver for mig igen, og jeg hamrer flere stykker is ind i din arm, og så kan de sidde og smelte der, indtil du opfører dig ordentligt” Denne gang smilte hun ikke, hendes ansigt var helt kold, og ordene blev sagt som en kold rislen.