A human, an angel, and a demon. This is so much the start of a bad joke - Adalia, Oba

Lette regndråber, har lagt sig så skånsomt som edderkoppeben, henover de elverske kerneblomster, de stilfulde roser, og uforglemmelige liljer, som bedækket de smukke muldjords elver haver. Nattens regn havde holdt sin dyriske vrede inde, og var nu som et lille crystal lag, på den vidunderlige natur, som fik de mange farver til at virke mere friske, og mere livlige.
Men trods den skønne natur, og trods de latter glade barne stemmer, som krøb gennem de aktive gader, som gav en gnist af glæde i byen, var der en person, som var hjemsøgt af skrækkelige mareridt. Sved løb ned af hans sovende krop, ikke en tyg og fedtet sved, men en angst præet, og frygt fyldt tynd kold kropsvæske, som var næsten helt gennemsigtigt.

Flavius små barne skridt om trittene ned af Paris gader iført nogen små lammeskindssko der kysset den smuldre jord overflade der dækket den lille romerske provinds gader. Flavius gik med kort mellemrum mellem skridtene, og hoppede på en sten når han kunne som et hvert lille barn, der leget jorden er giftig, og mens denne barnlige stemning regeret den unge mands tanker, som en bøtte med honing reageret peterplys, følte den unge Flavius en lille våd hunde snude der stødte ind i hans ben som en lille hambuk, og det fik de solglade øjne til at trille ned mod den nuttet hundehvalp der kiggede op mod ham som den lille vildfaret uskyldige nyfødte hvalp den var. Flavius udviet sine pupiller fordi dens mørke bløde pels næsten var så mørklæggende som havde han trådt ind i et mørkt rum, når han så ned. Flavius kiggede sig til siderne, og satte sig ned på røven og kløet den bare den ene øre, og hals, helt uden kontrol eller klø startegi, han nusset den bare og vidste ikke om han gjorde det rigtig, men da hvalpen næsten kunne vælte ham på ryggen af vinden fra dens bevægende hale af glæde fra opmærksomhed, troet Flavius den kunne lide det og smilet over hele hoved som to ny forelskede der smilet til hiannden gjorde han til den, og fik et lille slik på næsen som tak. Flavius gav den et lille kramme klem, og rejste sig op for at gå-.. men hunden fulgte med.. Flavius gik længere og længere, men den fulgte sødt efter ham med viftende hale, og Flavius regnet mere og mere ud af hunden nok ikke havde et hjem, så han tænkte som et hvert eventyrs elskende barn at så kan hunden da bare komme med ham hjem. Flavius gik hjem, og filosoferet lidt over hvad Valentine ville sige til hunden, og selvom en person med bare lidt logik ville fortælle sig selv at hans bror ikke ville lave pandekager til Flavius af glæde over at han tog en hvalp med hjem, men Flavius tænkte at hans bror ikke ville kunne andet end at elske dens bruné våde øjne lige så meget som han selv gjorde, men da Flavius endelig kom hjem med hunden var virkeligheden en helt anden.


Rafael prøver at vågne

Regnen faldt tungt nedover Flavius der den selv samme aften bliv trukket i overarmen af sin bror op af den muddret jord til galjebakken, og med tåre og sved i kampen for at stride mod løb ned af Flavius kinder, stoppede hans bror endelig, og kastede ham og hundehalvpen ned i en grav kiste der lå i et meter dybt hul. Flavius slog ryggen hårdt af faldet og prøvede at lege brandmand griber når hunden kom ned mod ham for den ikke skulle slå sig så meget, men det eneste som skete var at hundens pote snittet ham, og fik hans knæ til at gøre av av. Valentine stod følelses kold, med øjne så forladte som en kirkegård, og så hvid hud at han kunne være en levende død. Flavius så månens lys ramme hans bløde kinder lige inden at låget til kisten bliv lagt på, og Flavius kunne nu høre noget jord blive skovlet på kistens låg, og han indså nu, at han og hunden.. bliv begravet levende.
Flavius følte sig bange, forladt, utryg, og han savnet sin mor, og selvom han kun havde været her ti sekunder følte han sig ensom nok for en hel evighed, for dæmoner trak jo ikke vejret så han kunne nemt ligge her så længe. Flavius følte sine øjne briste af hulken, og hans krammet sig ind til hvalpen i søgen efter følelsen af tryghed og omsorg mens han suttet på sin ene lange finger, og havde frygten til at kravle ham tværs over ryggen som en slange, han følte sig mere forladt end nogensinde før, men efter den første time stoppede han med at græde, og tryggede bare sit hoved ind til hundehvalpen der lå trist op af ham, men dog passet den på ham, og var der for den lille forvirret dreng. Flavius havde nu et unikt bund med hunden, for vi kan ikke skabe større snore mellem levende skabninger, end dem som vi knytter i søgen efter tryghed og trøst.
Efter fem timer hvor der næsten ingen luft var, fjernet hans bror låget fra kisten så hunden ikke døde, og sagde så med en fod på sin brors bryst så han ikke kunne komme op, og holdte hunden nede med en brutalt og smertegivende greb om dens hals, men selvom han var barbarisk med kroppen, var hans stemme død og rusten, som følte ham abselut ingenting "Spis hunden levende. Hud, hår, væv, kød, og organer. Så kommer du ud" Inden Valentine kunne se Flavius reaktion smid hans låget på igen, og begravet dem igen.
Flavius kunne ikke.. han kiggede bare ind i hundens øjne, og forstod slet ikke alvorligheden i det hans bror sagde. Men.. dagene og nætterne gik, hver femte time ville Valentine fjerne låget og give samme tilbud, men endelig da Flavius forstod det, hulkede han bare og krammet sig mere ind i hvalpen, og sagde intet til sin bror, men på på den tredje måned, der i mørket, helt alene, og med kun hunden at holde af i hele verden, satte han sine tænder på dens bløde maveskind, og ..


Rafael vågnet bræt. Han lod en hånd glide mod sine trætte øjne, og prøvede ivrigt at skjule at natten havde givet dårlig søvn. Han satte sine ben nedover kanten af sengen, og kigget ud af det lille ydmyge vindue, for at kunne se udover den rolige og harmoniske elver befolkning, hvilket fik et lille smil til at rejse sig på hans læber.
For at være ærlig, havde de første par dage her, været et helved. Takket være elvernes prinssese. Ikke at han bebrejdet hende.. mere i hvert fald. Han havde efterhånden lært at lade sig selv slappe af, og tilpasset til den god side af sig selv, som han ikke havde haft kendskab til i mange år. Så han havde mere end tilgivet prinssesen, for den knap så behagelige start.
Rafael greb om sit tøj, og tog på det. Han havde endnu ikke smidt sine militær bukser ud, eller droppet sin læderjakke, og silkeskjorte, for han var stadig ham, og nægtet at gå i elvernes posebukser, og latterlige stof arter. Han havde lært at være en bedre person, men ikke at få bedre mode.
Han tog sine kraftige militær støvler på, og åbnet døren for at gå udenfor.

Duften af regn var noget der hang ved længe, selv efter de sidste dråber var faldet. Det var en pikant og velkendt duft, som hang let i luften og alligevel på samme tid formåede at være meget dominerende. Den fugtige jord dampede let, da varmen fra græsset blandede sig med de kolde regndråber der lå spredt ud over alle flade overflader, og fik jorden til at glitre som en kæmpe diamant. Smuk og uberørt. En lille fugl sad et sted og kvidrede, og dens sang var den eneste lyd som brød stilheden der lå som et tykt tæppe over Silvanesti og resten af skoven.
Adalia stod altid tideligt op. For det var i de tidelige morgentimer, at hun kunne få lidt ro for sig selv. Det var nu, hvor ingen andre individer var stået ud af deres senge, og stadig lod og slumrede, at hun kunne nyde naturen i fulde drag uden at blive forstyrret af andre. Normalt startede hun dagen ud med, at stige ud af sengen og åbne det store vindue der vendte udad mod den blanke skovsø, der lå lige ved siden af hendes hus. Når man så den her oppe fra, lignede den et kæmpe stort sort spejl. Stilleliggende og rolig. Som et drømmende sind.
Normalt kunne hun stå og betragte udsigten i flere timer, men lige i dag valgte hun blot at åbne vinduet og så skride over til tøjskabet for at trække en lang silkekimono ud og påføre sig den. Da dette var blevet gjort, begav hun sig ned af den lange trappe der førte ned til køkkenet. End ikke hendes tjenestepige Denicse var stået op endnu, hvilket var et krav hun havde forlangt lige fra dag et af. Morgentimerne var hendes egne. Og hun ønskede hverken at blive forstyrret af tjenestefolk eller besøgende.
Hun satte vand over til te, og åbnede så skydedørene der ledte ud til en halvbred badebro der strakte sig et stykke ud ad søen. Ved dens slutning var en platform hvorpå et lille søhus stod. Inden under dette stod en sort træstol og ved dens side et matchende sort træbord. I denne stol fandt hun tit sig selv siddende, med en kop varm te i hånden og i den anden en spændende eller lærerig bog. Andre gange satte hun sig bare der ud, for at lytte til regnen der tegnede ringe på den blanke sø-overflade. Hendes tanker fik frit spil under det mørkebrune træ, som dækkede for al dårligt vejr, og det var her ude alle hendes bedste ideer kom til hende. Det var her ude hun tog livets svære beslutninger, og det var her ude hun sørgede og græd. En ting meget få havde set, og meget så nogensinde ville komme til at se.

Lyden af boblende vand forstyrede hendes indadvendte tanker, og langsomt vendte Adalia sig fra badebroen og gik over for at tage vandet af den pibende kedel. Først startede hun ud med at finde to kopper frem, en til Denicse og en til hende selv, men kom så i tanke om den tredje gæst hun havde i huset. Obadiah. Sjovt som man sådan kunne glemme folk der endeligt på så kort tid var endt ud med, at betyde så meget for en. Godt nok var hun et menneske der tog meget lang tid om at binde sig til folk, men med ham var det anderledes. Hun følte det som om, at de havde kendt hinanden altid. Og hvordan hun havde overlevet uden ham, var hende nu et stort mysterium. Et sart smil gled over hendes slanke læber, alt imens hun fandt en fjerde kop frem. Mon engle sov ligeså længe som elvere og mennesker gjorde? Hun tvivlede på det...

Obadiah rejste sig fra hans seng, en seng som han ikke havde benyttet sig af hele den lange nat, men han nød nu alligevel den gestus der var blevet ham vist ved denne seng. Obadiah rettede på sit nye tøj, som egentlig bare var en ny og ren version af hans gamle, altså en grå trenchcoat og alment jakkesæt indenunder. Ved siden af hans seng stod der et skjold med et sværd sat i arm-stropperne, et smukt falchion sværd med både en Is og Ild sten indgraveret i selve grebet. I dets originale form havde sværdet været et brutalt og og groft udarbejdet sværd, som han havde fratvunget en dæmon under begyndelsen af hans søgen, men med hjælp fra en smed havde han fået gjort sværdet til en smukt udseende klinge med elegance og værdighed der passede til dets nye ejers race, englene. Obadiah fik rettet de sidste knapper på hans skjorte ind og rejste sig fra sengen, hvorpå han fik sværdet sat i dets skede og tog skjoldet på armen, som han begav sig ned mod haven fra huset, hvor han havde fået at vide at han skulle mødes med Adalia denne morgen.


Huset og omgivelserne her i Silvanesti var enormt anderledes i forhold til det han var vant til, det altid ubehagelige liv på farten. Her i Silvanesti virkede det som om at der altid var liv og glade dage, men dog en enormt omfattende alvor, der havde lagt sig over alle byens beboere. Obadiah gik roligt ned gennem havens lys og nød hvert et skridt gennem solens lys her i den fredelige by, hvor man følte at intet ondt ville kunne røre én. Obadiah nød til lige den lettere jordslåede duft, der efter regnens møde med jorden og den lette damp og jerntunge luft der som altid fulgte hånd i hånd med denne varme som lyset havde bragt.
Obadiah så lidt længere fremme at der ude i midten af søen var placeret et lille lysthus, som han gik ud fra måtte være deres mødested, men dog var der ingen bro, ikke et videre problem for en person med vinger. Obadiah spredte vingerne og satte adræt af fra søens bred og fik med et enkelt vingebask nok luft under sig, til at kunne dale let og behændigt ned på broen der førte til lysthuset.

Obadiah så fra den ene ende til den anden da han hørte en kedel hyle, et tegn som han forventede måtte betyde at hans vært snart ville være ved ham. Obadiah vendte sig derfor om og gik ned til lysthuset hvor han så satte både sværd og skjold ned, ikke fordi han forventede at han ville skulle bruge dem, men mere fordi at han regnede med blot at være i Silvanesti for denne dag og gerne ville kunne tage afsted med det samme. Han havde trods alt ikke været hos familien siden hans søgen begyndte og håbede derfor på at kunne se lidt til inden alt for længe og siden Adalia var her i Silvanesti, kunne han vel lade hende være her uden at han skulle beskytte hende, her var jo ingen fare.

Rafael lod sine støvler føre sine fødder ned af de behageligt kølige friske gader, med en attitude af både indebrændt monsterisk vrede, men på samme tid en fredlig sind stilhed. Selvom dette var en selvmodsigende blanding, var det den mest fortællende stemning, som var i hans krop.
For at være ærlig, var han lidt bekymret. Som om han var en tysk soldat, der skulle vandre i uniform gennem Israel. Faktisk kunne han ikke huske han havde gået så stille gennem en gade i sit liv, udover dengang i 100 års krigen, hvor han og hans bror var bosat som fransk adelsmænd. Og den episode var ikke en han kom ud af, uden at få et hus væltet nedover hoved.

/beklager vidste ikke havd jeg skulle skrive, der var ikke ret meget at spille på ^^

//Det er skam helt okay^^//

Lyden af baskende vinger fik Adalia til at se op, og som hun vendte sig om imod skovsøen faldt hendes blik på den engel der nu stod nede ved lysthuset. Som en hvid plet i en grå verden skinnede en renhed hun sjældent havde set igennem ham, og fik ham næsten til at lyse helt op. Et sart smil gled over hendes læber, ved tanken om at han var til kun for hende. Han var hendes helt egen skytsengel. Hendes helt egen beskytter. Ikke at hun følte behov for nogen, men alligevel. At vide at der altid var en person der hele lige fra starten af havde dedikeret sig til, at beskytte hende imod al verdens ondskab. Hvor mange gange havde hun ikke følt behov for beskyttelse? Alle de år på gaden, alle de år alene. En faderlig eller broderlig rolle havde hun længdes efter så voldsomt meget, sammen med en moderlig figur til at indtage hendes liv. Men det var dengang. Nu kunne hun klare sig selv, og hun behøvede ikke længere en person til at beskytte sig.

"Du kom til tid?" udspurgte hun, som om dette faktum skulle være noget stort. Selvfølelig var han kommet til tiden. Han var en engel for pokker. Engle kom altid til tiden. Uanset hvad.
Roligt satte hun den varme kedel fra sig, og trådte ud på den åbne badebro. Den milde og friske morgen brise tog let fat i hendes hår, og legede forsigtigt med det. Kastede det ind foran hendes øjne. I et lille stykke tid stod hun og betragtede ham sådan, alt imens et sart smil gled over hendes læber. På en måde havde hun savnet ham. Selvom det ikke var mere end en dags tid siden hun sidst havde set ham, så virkede det som en evighed. Som om hun ikke kunne undvære ham. Men det var sikkert bare hende. Sådan var hun overbevidst om, at han ikke følte.

"Kom med. Te kan vente. Jeg mindes ikke at nogen har taget sig friheden til, at vise dig rundt i Silvanesti. Har de vel?" Hun smilede igen let, og vendte så om og gik inden for igen for at hente en jakke og et par sko hun kunne trække i. Godt nok var meget få oppe på dette tidspunkt, men hun brød sig alligevel ikke om at vade ind i byen kun iført en kimono. Hun var trods alt af lidt finere slægt, og hvis der var en ting hun ikke brød sig om, så var det da at ydmyge sig selv overfor hendes folk.

Obadiah havde netop sat sig til at beundre havens naturfyldte og stille skønhed, da hans opmærksomhed så blev draget af Adalias stemme der kaldte på ham fra køkkenet på den anden side af den bro som han netop var kommet fra. Obadiah smilede ved Adalias konstatering af hans punktlighed, hvor han fandt hendes lettere overaskede tonefald lattermildt opmuntrende ”Selvfølgelig er jeg da det frøken Adalia”.
Obadiah sørgede såmænd altid for at være til tiden, ikke at det betød det var normalt for alle engle, en følge af den perfektionistiske opfattelse som folk havde af engle. En opfattelse som Obadiah dog passede ganske godt til, men der var jo andre end ham, der var bland andet de faldne, bare for at nævne en gruppe udenfor normen. Engle var nok engang mere lyse og retfærdige end andre væsener her i Underverdenen, men derfor var de ikke fejlfrie. Der var både de dumme og de glemsomme engle, men så var der også dem der bare faldt fra hen ad vejen, bogstaveligt talt.
Obadiah rejste sig fra sit sæde og betragtede Adalia som hun stod og arbejdede videre med teen, han kunne se at hun så tilbage på ham. Måske var Adalia ikke helt vant ved ideen om at have ham omkring sig endnu, måske han bare skulle tage sig grej og smutte med det samme.

Men inden han nåede at gribe efter sit sværd og sit skjold, nåede Adalias blide stemme hans ører igen og hun spurgte ham om hvorvidt der var nogen der havde haft givet sig tid til at vise ham rundt i Silvanesti. Obadiah stod ikke et sekund før end han trak sig let på skuldrende i en konstatering af at dette ikke var tilfældet, men han tilføjede nu alligevel ”Nej Adalia, det er ikke tilfældet”
Ved svaret forsvandt Adalia hurtigt og bød ham følge med, som hun konstaterede at teen kunne vente, hvilket var en skam da Obadiah nu ellers nød te, men han ville hellere underholde Adalia og begyndte derfor sin gang over broen. Obadiah stoppede dog halvvejs over den lille bro og så kort tilbage på sit sværd og skjold. Han gik så nødigt nogen steder, men dette var Silvanesti, så det kunne næppe anses for farligt, så der var vel ingen grund til at bringe dem med sig, dertil kom det at det nok ikke var helt i byens fredelige ånd sådan at gå rundt beredt på kamp og krig.
Det endte derfor ud med at Obadiah lod sine ting stå og fortsatte tilbage over den lille bro, der førte til køkkenet. Obadiah trådte ind i det lille køkken og kiggede kort over mod kedlen, hvortil han gav et let suk fra sig, men hvis ikke han kunne få sin te her, så var der sikkert et sted i Silvanesti hvor han kunne få sig en kop eller måske en kop kaffe. Obadiah trøstede sig selv ved denne tanke og trak let på skuldrene, hvorpå han fortsatte ind i køkkenet og tog sig lange trenchcoat af, den var der vel ikke brug for på så varm en dag. Det var godt at der var de to lange huller i ryggen på hans frakke, ellers havde det jo været umuligt at kunne få frakken af til tider.
Obadiah kiggede sig kort om en sidste gang og spurgte så højlydt frem for sig ”Kommer du Adalia?”

Nyt tøj!

"Jeg kommer nu" Adalia skred roligt ned af den snævre vindeltrappe, nu iført en smuk og elegant kjole der smøg sig ind mod hendes slanke krop og fremhævede hendes kvindelige elegancer. Hendes lange hår var blevet sat på i en simpel fletning, som bugtede sig ned af hendes ranke ryg. Hun stoppede halv nede af trappen, og i et par sekunder stod hun bare fastlåst til stedet og betragtede Obadiah med tænksomme øjne. Som han stod der, med den tidelige morgensol strålende ind på sig, lignede han i sandhed en rigtig engel. Hans vinger lignede noget der kunne være taget ud af et sandt eventyr. Store, smukke og prægtige. Betrykkende. Til tider havde hun svært ved at forstå, at det var disse selvsamme vinger som havde båret hende i sikkerhed den nat for ih så mange år siden. Et lille smil gled over hendes læber, men var væk næsten ligeså hurtigt som det var kommet. I stedet havde et alvorligt og dybsindigt udtryk lagt sig over den unge kvindes ansigt, og som optog den rolige gang ned af trappen gled hendes blik væk fra ham og ned i jorden.

"Lad os ikke spilde mere tid her. Vi kan komme tilbage senere, når larmen tager til i byen. Skal vi?" Uden at forvente et svar, og uden at spørger om lov, lod hun let sin arm glide om hans og trak ham så blidt med sig ud af døren og ned af den lille småstens sti der ledte op ad imod byen.
"Det virker som om alting er gået så hurtigt" konstaterede hun med et lille suk, og så op imod den lysegrå himmel, hvor solens stråler så småt begyndte at skinne igennem. "Vi har slet ikke fået nået at talt med hinanden, så meget som vi burde. Så fortæl mig lidt om dig selv. Hvem er du? For lige nu er jeg ikke sikker på, at jeg helt ved svaret på det spørgsmål"

De fortsatte op af den lille vej, som så småt blev til en lidt større grussti, og et kvarters tiden senere nåede de starten af Silvanesti. Gaderne var stadigt, grundet den tidelige tid, forholdvis tomme, men af og til kunne man få et glimt af elvere der så småt begyndte at forberede sig på dagen der snart ville komme. Duften af brød nåede snart deres næser, da de passerede forbi en bager som allerede var igang med at sætte brød i ovnen. Rundt omkring i gaderne blomstrede frodige frugttræer, og sødt duftende blomster hvori små fede brumbasser sværmede omkring for at suge nektar op. Folk der ikke før havde været i Silvanesti blev ofte overrasket over, hvor smukt den store by var. Og hvor fredfyldt der kunne være. Adalia følte ikke selv, at hun helt var kommet over dens skønhed endnu. Hun kunne stadig selv tage sig selv i, at stirre forbløffet efter en af de store huse som alle var gjort i den reneste krystal. Glimtende stod de og strakte sig mod solen, og hver eneste gang en solstråle blev fanget i deres vej blev et skær af rosa eller lysegrønt sendt over deres blanke overflade.

"Kan du lide den?" spurgte hun, nu smilende. Hun kunne ikke lade vær. At få lov til at opleve byen med en nyankommen, var altid skønt. Så kunne man få lov til at spejle sig i dens skønhed, og endnu engang selv blive betaget.
De drejede ned af en ny vej, og hævede let sit ene øjenbryn da en genkendelig skikkelse kom gående imod dem. "Der er en, jeg gerne vil have du skal møde" Adalia gjorde et let nik hen imod Rafael, der med tunge og stilfærdige skridt gik ned af den kølige gade. "Han er ikke ligesom alle andre i denne by. Langt fra"