Angel and demon - Ansel

Tid - Langt ud på aften
Sted - Gyderne i det fattige kvater af Doomsville City
Vejr - blæsende, koldt og mørkt
Omgivelser - Smalle gyder
Påklædning - [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Det var bidende koldt om aftnen, man kunne tydeligt mærke at vinteren var på vej, for det var blevet betydeligt koldere, end hvad det var for måske en måned eller to siden.
Anna kunne dog ikke lade være, med at smile af tanken, om at sne også snart ville falde, og så var jul altså ikke lang tid væk. Hun kunne godt lide jule tiden, det havde altid været hendes yndlings tid om året, hvor hun kunne tilbringe massere af tid sammen med sine forældre. Hun var faktisk lige kommet fra hendes forældre. Hun havde været hjemme og fået aftensmad hos dem, da det havde været længe siden hun sidst havde set dem. Hun elskede sin mor og far, men nogen gange kunne de også være meget... bossy. De ville så gerne have at hun snart fandt en hun kunne være skytsengel for. Hun sagde at hun ledte og ledte, men der var ingen som hun fandt værdig. De var ved at blive desperate, selvom det ikke engang var dem som skulle lede. Anna tog det dog stille og roligt, selvom hun var meget ambitiøs, tog hun ikke bare hvilken som helst og ville være skytsengel for.
Hun tog det ikke så tungt, at hun endnu ikke havde fundet en. Hun skulle nok finde en, en dag ville der komme en hel perfekt en, som hun ville beskytte med sit liv. Det vidste hun bare, hun kunne føle det.

Anna gik og nød den kolde luft, som denne efterårs aften bragte hende, hun havde nok tøj på, til at hun lå imellem at have det varmt og koldt, det var en rigtig dejligt blanding for hende. Hun var på vej igennem gyderne, hun skulle videre til Ashen Wood Forest, hvor hun havde sin hytte. Hun var ikke meget for at gå i disse gyder, slet ikke så sendt om aften, hendes far havde spurgt om han ikke skulle følge hende hjem, men hun havde takket nej, da det alligevel var en lang vej for ham, at gå hjem igen, det ville hun ikke byde ham, så sendt om aften.
Så hun valgte at tage ruten selv, hun havde det også fint indtil videre, der var ingen i gyderne, der var helt stille, det eneste hun havde hørt var lidt rumsteren, var nogle baggårds katte som var nede og kigge efter mad, i de forskellige skraldespande.
Anna kunne sagtens forsvare sig selv, hun var ikke nogen engel som ikke kunne sige fra, ikke nogen engel som var bange eller lille på nogen måde. Hun kunne sagtens sige fra og hæve stemmen. Hun kunne sagtens slå fra sig, selvom det var imod det at være engel. Hun ville se sig selv som en rigtig engel, i forhold til så mange andre engle, som havde disse humanske følelser og lod sig slå ned med andre, mens hun ingen humanske følelser havde, hun tænkte kun på en ting og det var hendes skæbne.

Sikke et vejr det dog var. Bidende koldt og blæsende. Dog regnede det heldigvis ikke, og det var Ansel glad for. Han havde lige nu nogle sorte bukser på, en sot t-shirt og en sort læderjakke på. Om halsen havde han en halskæde som han næsten altid gik med. Han kunne ikke huske hvem han havde fået den fra, men han vidste det var fra en han havde holdt af. Det kunne han mærke.
Han gik stille gennem gaderne. Han var ikke rigtig på jagt lige nu, og når han var, plejede han at sende sine andre slaver ud for at lede efter nye slaver. I dag havde han bare brug for at komme ud og gå lidt. Roligt gik han gennem byens gader. Han havde ikke som sådan noget mål, så vadede bare rundt på må og få lige nu. Han bevægede sig ind i gyderne og lidt efter kunne han høre skridt. Han standsede op for at lytte. Han smilede for sig selv lidt. Måske havde han fundet en ny som kunne blive hans slave. Han håbede lidt. Han gik roligt mod lyden, og fik kort efter øje på en ung og meget smuk pige. Han smilede over synet af hende. Hun kunne helt klart bruges, og han håbede han kunne få hende som sin.

Mørket føltes som om det blev tykkere og samlede sig om hende, jo længere og dybere hun kom ind i gyderne. Væk fra gaderne og deres trykke lys. Hun kunne sagtens havde taget turen gennem gaderne, men at tage turen gennem gyderne, var så meget hurtigere for hende. Det var sent og hun havde aller mest bare lyst til at komme hurtigt hjem, så hun havde valgt gyderne så snart ideen kom til hende, uden at tænke over faren, som lurede lige omkring hjørnet.
Selvom Anna passede meget på, kunne hun ikke beskytte sig mod alt der måske ville komme imod hende. Anna var stærk, meget stærk, hun var ikke bange for vampyrer, dæmoner eller hvad der kunne gemme sig i disse gyder. Da slet ikke dæmoner, da Anna havde været så heldig, at være født med en evne, der gjorde hende immun overfor Dæmoners psykiske evner, som de for det meste besad, for at kunne manipulerer med folk. Hendes far havde sagt at det var alt de gjorde og ikke andet, at de var onde væsner, som man ikke skulle komme i nærheden af, så hun skulle være glad for sin evne.
Anna stoppede pludseligt op, da hun kunne mærke noget der kiggede på hende, men hun kunne intet se i mørket.
Uden at tænke sig om, sagde hun bare ud i mørket. "Hvem der?!" hendes stemme var hverken rystende eller skælvende, den var under kontrol og gav ingen indikation på frygt eller noget andet.

Han betragtede hende. Hun var virkelig smuk, det kunne han ikke komme fra. Han smilede mere, og det så ud til, at hun havde lagt mærke til han var der. Hun var stoppet op, og spurgte hvem der? Han smilede over det. Overvejede om han burde blive i skyggerne eller afsløre sig selv? Dog valgte han at komme frem. Roligt gik han over til hende, og smilede til hende. ”Godaften frøken. Hvad laver en smuk pige som dig dog her helt alene? Ved du ikke det kan være farligt at færdes her når det er mørkt?” spurgte han, og smilede venligt til hende. Egentlig var det jo ham som gjorde at det var farligt at være her for hende. For han var besat nu efter at få hende. Han stod nu helt henne ved hende, og betragtede hende stadig. Hun var endnu smukkere tæt på. Han så roligt på hende. ”Hvad med at jeg følger dig hjem, så du i sikkerhed over for alle dem som kunne være efter dig?” spurgte han høfeligt.

Anna gik nogle skridt tilbage, da en fyr trådte ud af mørket.
Han så ikke videre sikker ud, slet ikke når han befandt sig i en mørk gyde, på den tid af aften. Dog var hun selv inde i gyden, men han var meget mere mistænksom end hende, med den mørke der var rundt om ham, selvom han var trådt ud af gydernes mørke. En hvis følelse gik igennem hendes krop, da hun hørte hans stemme, det var ingen ubehagelig følelse, men heller ikke rar, hun kunne ikke placere den, men den gjorde noget ved hende, som hun ikke rigtig kunne ligge en finger på, som hun så bare lod passere, og valgte at svare ham.
"Jeg kan sagtens klare mig selv, hvis jeg skulle komme ud for nogen fare" sagde hun selvstændigt og måske en anelse modigt, siden hun ikke vidste hvad for en race han var endnu, men hun havde på fornemmelsen at han var en dæmon, men den mørke og ubehagelig aura om ham.
Ud af det blå, uden hun havde opdaget at han var rykket tættere, stod han helt henne ved hende. Hun gispede og nærmest faldt bagover, men hun nåede at få balancen.
Hans blik var så roligt, men hun stolede ikke rigtig på ham, overhovedet ikke. Hun havde lært fra da hun var helt lille, at hun ikke skulle gå med nogen hun ikke kendte.
Hun fnøs, da han tilbød hende at følge hende hjem, hun rystede på hovedet af ham. "Nej tak, jeg kan sagtens selv finde hjem, behøver ikke nogen til at beskytte mig" svarede hun roligt, og prøvede så at bevæge sig uden om ham, for at kunne hurtigt komme videre, væk fra ham.

Han kunne med det samme da hun så ham, se på hende, at hun ikke stolede på ham, hvilket fik ham til at smile over hende. Hun var en klog pige hende her, en som ikke stolede på folk. Han ville måske også være sådan hvis han var hende. Ikke stole på ham. Dog vil han ikke give op alt for let. Han hørte det som hun svarede ham, og smilede over det. ”Jeg påstår skam heller ikke, at du ikke kan klare dig selv. Dog vil det vel være nemmere hvis man var 2” sagde han roligt til hende, og så på hende.

Da han nu stod foran hende, resulterede det i, at hun næsten faldt kunne han se, og han vil hurtigt ha grebet fat i hende, og hjulpet hende med at blive stående på benene. ”Pas nu på du ikke falder.” sagde han. Prøvede stadig at gøre hende mere rolig om ham. Han sukkede stille over det hun sagde. ”Jeg tror skam ikke at du ikke kan finde hjem selv, men det mere sikkert når man er to.” han så roligt på hende. Han lod hende komme forbi, og så efter hende. Han fulgte efter hende i skyggerne, og hørte en lyd af skridt. En gruppe fyre var lige på vej imod dem, og da de så Anna, stoppede de op og et bredt smil bredte sig på deres læber. De fleste var vampyrer men enkelte af dem var også dæmoner. De begyndte at gå imod hende, og langsomt omringe hende. ”Se drenge. Middag” sagde den ene med et smil, og de andre nikkede til svar. Da de gik til angreb, kom Ansel og hjalp hende med kampen.

Nemmere hvis man var to? Sådan så hun slet ikke på det, og da slet ikke når det var en dæmon som stod foran hende og ville følge hende hjem. Der var helt klart noget underligt ved det. Noget som hun ikke brød sig om overhovedet og hun ville egentlig bare væk fra ham.
Hun kiggede overrasket på ham, da han havde grebet fat i hende, for at hun ikke skulle falde bagover. Hun havde ikke lige regnet med at en som ham, ville hjælpe en som hende, men det kunne nemt være en form for manipulation, han prøvede bare at være sød ved hende, hun ville ikke falde for det.

Da hun endelig var kommet forbi ham, nemmere end hun troede, trak hun vejret dybt og smilede lidt for sig selv, hun havde klaret end dæmon, uden nogen problemer! Hun var meget stolt af sig selv.
Dog var lykken snart over, da hun hørte drenge stemme komme fra hvor hun gik imod. En gruppe fyre kom imod hende, og hun fandt hurtigt ud af hvad de var. Vampyrer. Hun skulle absolut møde de værste af de værste i disse gyder, hvor uheldig kunne hun være.
Et gisp kom fra hende, da hun så hvordan de omringede hende og derefter gik til angreb på hende. Hun kunne slet ikke gøre meget ved denne gruppe vampyrer, de var alt for mange.
Da dæmonen fra tidligere viste sig fra skyggerne, spærret hun øjne op, havde han virkelig fulgt hende hele tiden!?
Hun tænkte dog ike så meget over det, da han begyndte at hjælpe hende med vampyrerne, som ville have fat i hende.
Da de var blevet færdig med den gruppe af vampyrer, var Anna dækket af blod, ikke kun vampyrernes, men også hendes eget, da de havde fået fat i hende.
Hun stod og fik pusten, et stykke væk fra dæmonen

Han kunne godt fornemme at hun lige nu langt fra stolede på ham. Det var vel også helt okay. Hun kendte ham jo langt fra. Dog vil han gerne have hun skulle stole på ham, så han kunne få fat på hende. Hun var nemlig yders smuk, og han vil gerne have en som hende som slave. Dog lod han hende gå for nu, da hun gik forbi ham.

Da han hjalp hende mod vampyrene, tænkte han kort, at hun måske kunne se dette som noget som var opsat nu, så han kunne få fat i hende, men det var det ikke. Ja han havde måske fulgt efter hende, men mere for at sørger for der ikke skete hende noget mens hun var i gyden.
Da de endelig havde klaret vampyrene, og de valgte at stikke af, smilede Ansel en smule over det. Så over mod Anna, som stod et stykke væk og prøvede at få vejret. Meget roligt gik han over mod hende. ”Er du kommet noget til?” spurgte han, og lød oprigtig bekymret for, at der var sket hende noget.

Annas blik gik hurtigt på Ansel, da han gik hen imod hende. Hun vidste ikke rigtig hvad hun skulle gøre, hvad hun syntes om ham. Han havde fulgt efter hende, hun vidste ikke hvorfor, men han rede hende fra vampyrene, noget som hun ikke lige havde set komme overhovedet. At en dæmon ville rede en engel. Hendes øjne hvilede på ham, han så bekymret ud, hvilket fik hende til at se undrende på hans, men alligevel med et blidt blik. Hun rystede på hovedet, af hans spørgsmål og gav ham et oprigtigt smil. "De fik fat i mig, men jeg har det fint, takket være dig" sagde hun og bed sig let i læben. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige til en dæmon, som nok lige havde reddet hendes liv.
"Um.. hvorfor rede du mig, jeg er en engel, du burde hade mig, dræbe mig, voldtage mig, et eller andet" sagde hun undrende men også forsigtigt, da hun ikke ville give dæmonen ideer, hvis han ikke allerede havde dem.

Han betragtede hende roligt mens han ventede på hendes svar. Han så hendes smil, og smilede selv mere og hørte det hun sagde. ”Det godt.” sagde han, og så ned på hendes læber kort, da hun bed i dem. Lyttede til det næste som hun sagde, og valgte at trække på skulderne over det. ”Tja ikke alle dæmoner er ens lille engel.” sagde han roligt. Han kunne sagtens forstå hendes underen over det. Han vil ha gjort det samme i hendes sted. ”Jeg kan næsten regne ud, at du har fordomme for os dæmoner? At vi alle er ens? Men det er vi altså langt fra.” egentlig mente han ikke det han sagde. Han troede det ikke selv, og prøvede lige nu blot at lokke englen her, til at stole på ham, så han kunne få fat på hende og lege lidt.

En rødmen steg til hendes kinder, da hun fangede ham i at kigge på hendes læber. Det var slet ikke noget hun var van til. Hun fik kuldegysninger af hans ord. Hun kunne ikke lide den måde han kaldte hende 'lille engel' på, hun følte sig så forsvarsløs overfor ham. Hun vidste ikke om hun skulle tro på ham, tro på hans ord. Ikke alle dæmoner var ens? Kunne det virkelig være rigtigt? Hun havde lært noget helt andet fra hendes mor og far. Dæmoner var onde og sadistiske. Hun valgte at stole på sin mor og far, i stedet for en fremmet.
Han blev ved med at prøve at stole på ham, hun kunne godt se det. Men hun vidste ikke om hun kunne stole på ham, om det han sagde var sant.
"Det har jeg svært ved at tro på dæmon" sagde hun og kiggede lidt mistroisk på ham.