Will you listen to me? //Azrael//

S: Doomsville - Parken
T: 12:00
V: Solen skinder og der er varmt
O: Træer, nogle enkelte folk, bænke
P: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Rafaela gik rundt i Parken og stirrede ned i jorden. Hendes hår hang ned over hendes hoved og det var tydeligt, at se på hende, at hun ikke havde det særligt godt. Hun var utroligt tyndt og lignede en der ikke havde fået noget, at spise de sidste mange uger. Hun havde heller ikke spist noget. Hun var blevet tvangsfodret nogle gange fordi hendes familie ikke gad og se på hende ved middagsbordet hvis hun ikke spiste lidt og hun fik heller aldrig lov til og gå fra bordet. Psykisk følte hun sig splittet og kunne sætte sig til og tude hvert øjeblik det skulle være. Nogle tårer løb ned af hendes kind. Der ventede en lille ny hjemme på slottet og hun hadet det. Hendes far havde sendt hendes barn i døden kort tid efter fødslen ved, at sende det ud i skoven til de vilde dyr. Hun havde de sidste mange måneder gået i hælene på sin far pga han gav hende ordre på det. Hun var endda nød til og sove inde på hans værelse imens hendes mor lå på hospitaltfløjen indtil deres barn blev født. Hun fik nyheden om, at hun skulle være storesøster præcis en uge efter hun havde født. Hun blev rasende og havde lyst til og dræbe sine forældre af vrede. Det gjorde det ikke bedre, at hun fandt ud af, at fyren som var far til hendes barn havde haft med mange flere kvinder, at gøre end han havde påstået. Så ham havde hun nægtet og snakke med selvom hun var trist. Der var dage, hvor trangen til og begå selvmord var stor, men det havde aldrig lykkes hende endnu. Hun gik hen til en bænk der var dækket af nogle træer så den var lidt utydlig og satte sig på den. Der gik ikke lang tid før tårerne begyndte og løbe og hun græd lydløst.

Azrael gik roligt igennem parken, hun var bare ude for ligesom at 'holde øje' med Ethan, altså han var ikke omkring, men hun ville kunne mærke hvis Ethan var i fare. Azrael var nemlig skytsengel, hun beskyttede en bestemt person, og det var Ethan, hun beskyttede ham med sit liv... For hvis han døde, så døde hun.
Nåede tog dog hendes opmærksomhed, en person der så mere ud til at have brug for hjælp en nogen anden her i parken.
Hendes blik landede på en pige, hun så ulykkelig ud, hun var ikke ligefrem sund at se på, hun så virkelig trist ud, hun kunne se tåre løbe ned af pigens kinder og da hun satte sig, besluttede Azrael sig for at hun ville tage sig lidt af denne pige nu, da Ethan ikke var ude for fare lige nu.
Hun gik hen til den bænk pigen sad på og satte sig ved siden af hende.
Hun kunne høre hun var begyndt at græde, det var lavt men hun kunne høre det. Hun havde ondt af hende.
Hun kiggede med blide øjne. "Hvad græder du over?" spurgte hun med sin blideste stemme så hun ikke skulle blive bange eller noget. Hun smilede blidt til hende.

//Undskyld det tog noget tid, skole stresser xD//

//Det ok har samme problem her xD//

Rafaela havde en stor trang til og drukne sig selv eller noget helt andet for og undgå den store smerte der løbede rundt inde i kroppen på hende. Hun vidste dog alligevel en ting og det var, at det ikke hjalp noget hvis hun begik selvmord fordi så havde hendes smerter bare kørt videre hen til hendes familie og venner og det kunne hun heller ikke byde dem selvom de ikke var den bedste familie i verdenen i hendes øjne ihvertfald.
Hun kunne lugte, at der var en engel i nærheden. Hun havde overhoved ikke noget imod nogle racer. Kun personligheder, men det var nok mest fordi hun omgik mange racer konstant, at det ikke rørte hende. Hun kiggede til siden da mærkede nogen atte sig på bænken ved siden af hende. Tårerne trillede ned af hendes kinder. Hun følte sig ynkelig som hun sad der og tudet, men de eneste tidspunkter hun egentlig kunne sørge i var når hun ikke var hjemme på slottet for der var hendes far der ikke og så var der ikke nogen der kunne tillade sig og skælde hende ud over det. Hun trak vejret dybt og kiggede derefter ned i jorden. "Det må jeg ikke fortælle..." sagde hun lavt og rystede over hele kroppen. Pigen virkede rar som havde sat sig ved hendes side. Hun havde en følelse af, at hun kunne snakke med pigen om alt. Måske fordi hun var en engel? Hun vidste ikke helt hvorfor, men følelsen var der. Hun ville faktisk gerne snakke med hende om det der foregik rundt omkring sig og hvilke følelser der løb rundt i hende.

Et blidt blik kom fra Azrael da hun så Rafaela, tårene som rendte ned af hendes kinder, hun gav Rafaela et blidt smil, inden hun tørrede tårene væk fra hendes kinder, hun kunne ikke lide at se folk kede af det, og da slet ikke græde, det gjorde hende ked af det. Hun forstod dog ikke rigtig hvad hun sagde, at hun ikke måtte sige noget, hun rystede lidt på hovedet. "Jeg kan sagtens holde på en hemmelighed, og desuden ser det ud til at vi er ret godt gemt, så ingen ville rigtig kunne høre os" sagde hun og smilede til pigen.
Hun sukkede lidt, hun burde nok præsentere sig selv, det ville måske gøre pigen mere tryg ved Azrael.
"Jeg hedder forresten Azrael, hvad er dit navn?" spurgte hun, med et blidt smil. Det var vigtigt at holde et blidt ansigt, det gjorde folk trygge det vidste hun, et venligt ansigt, blidt smil og betryggende øjne.

//Sorry at jeg først svare nu og at det er så kort :3//

//Det er helt ok //

Hun kiggede hen på pigen der var kommet hen til hende da hun mærkede nogle fingre tørrer tårerne væk fra hendes kinder. Tårerne kom dog hurtigt igen da hun ikke kunne holde tårerne tilbage. "Min far...jeg mener min herre bliver sur hvis jeg siger noget til nogen" sagde hun lavt. Hun vidste ikke længere hvad hun skulle kalde sin far for far eller for herre eller for konge eller majestet. Det hele var et stort virvar af forvirring oppe i hendes hoved. Hun kiggede på Azrael da hun sagde hendes navn. Hun trak vejret dybt "Hedder Rafaela Zain Morladin" hun udskød Dreadheart da hun ikke rigtigt brugte det navn overfor nogen overhoved. Folk vidste efterhånden godt, hvem hun egentlig var. Hun kiggede ned i jorden og havde lyst til og fortælle alt det der var sket. Hun tog sin hale op til sig og holdt om den som var det en baby. Hendes hale gjorde hende på en måde tryg.