In the darkness.

Han kiggede bare på hende, pg øjnenen var blevet mere neutrale, og på ingen måde hårde... De var lidt fraværende fordi han havde pænt ondt og han havde mistet en del blod allerede... Han ville bare ikke erkende at det var sket...

"Nej jeg forstår godt du reagerer som du gør..."

Han vidste ikke helt hvad han skulle tænke om hendes smil...

"Det er faktisk en del... Når så få folk er venlige..."

Han stod bare og kiggede og begyndte at trække vejret lidt tungere og langsommere...

Blair bed mærke i hans til stand blev forværret, hun havde heldigvis en okay god forstand på hvad man gjorde i tilfælde som dem, men det var mere små sår hun havde arbejdet med. Blair ignorerede hans svar, hun var mere fokuseret på hans tilstand. Hun vidste at hvis man havde en flænge på en arm eller et ben kunne man hive et stykke trøje af og binde noget om, men hans sår var for store til at den smule kunne dække det, så skulle hun næsten smide hele trøjen for at hjælpe ham.

"Vi bliver nød til at finde nogle der kan hjælpe dig."

Han tænkte lidt over det hun sagde... Han havde ikke lyst til at få hjælp... Men han var bange for at de klør hans modstander havde brugt havde haft en smule sølv i sig... Det var derfor at sårene ikke healede helt som de skulle...

Han skulle lige til at sige nej, dda en smerte skød gennem ryggen på ham og han kunne se at det ikke nyttede noget...

"Ja det må vi hellere..."

Han var en smule slukøret og skuffet over sig selv, fordi han igen var nød til at få lidt hjælp...

Blair tog fat om hans håndled for at sikre sig der ikke skete noget pludseligt, som at han faldt om, han virkede meget stærk fysisk, så chancen var nok ikke særlig stor, men alligevel var det bedst at være sikker.

"Jeg bor lige herhenne, vi kan få dig derop først, så kan jeg lige se hvor slemt det er, okay?"

Blair havde følt han var lidt hårdhudet, og ikke rigtig ville indrømme han havde ondt. Så hun passede på hvad hun sagde.

Han mærkede hendes hånd om hans håndled, og vanen tog over og han rev straks hånden til sig... Han var stadig nervøs for de fleste berøringer... Og lige netop hans håndled var han meget øm om... Fordi han skadede sig selv og følte det grænse overskridende over at nogen rørte hans håndled... Mest fordi der stadig var ar der, fordi han havde brugt en sølvkniv på et tidspunkt...

"Det er fint nok..."

Han fulgte bare efter hende...

Blair mærkede et ryk i armen da han trak sin hånd til sig. det var ikke svært for Blair at mærke han havde været igennem meget, hvem var det svært for? Hun følte på en eller anden vis han ikke ville have hendes hjælp, det måtte han så bare komme over. Blair ville hjælpe ham. Hun gik ind af en dør der var meget gammel og slidt, trapperne så ikke meget anderledes ud, det samme gjorde lejeligheden, slidt, gammel, den kunne bryde sammen hvert et øjeblik. Men Blair havde ikke råd til mere.

"bliv lige her, så kommer jeg om lidt."

Lejeligheden var meget tom, der var en madras, en flyttekasse med forskellige ting. Blair gik ud i et af skabene hvor hun havde en stor førstehjælpskasse med alverdens ting i. Hun havde 'fundet' den på et sygehus.

Han fulgte bare efter hende til hende lejlighed... Den var ikke stor men for ham var det faktisk ret meget af en lejlighed... Han havde selv boet i et telt de sidste 5 år af hans liv, og inden da havde han boet i en sten hule hos kulten...

"skal jeg nok..."

Han blev bare stående da han ikke ville komme til at svine nogen af hendes ting til med hans blod... Han stod bare og kiggede rundt på tingen i det rum han stod i...

Han kunne mærke hvordan blodet begyndt at løbe ned af ryggen igen... Fordi han havde bevæget sig...

Blair kom tilbage med hele æsken, hun lagde den ned og åbnede den, hun tog en flaske med noget rensende noget, hun tog også et stykke bandage og hældte væsken udover bandagen.

"Det kommer til at svie.. Men det hjælper."

Blair duppede let på hans store flænger og fik vidst de fleste bakterier, og andre ting der ikke skulle være der, ud.

Han rettede ryggen... så hun bedre kunne komme til... Han vidste godt hvordan det sveg og hvordan det ville hjælpe... Men det var ikke noget han som sådan havde et problem med... Han havde bare et problem med at få hjælp overhovedet...

"Argh..."

Han holdt det lidt tilbag og bed bare sammen istedet for faktisk at give udtryk for smerten... Den var værre end han havde forventet...

Blair hadede at gøre så det gjorde ondt på folk, eller folk der ikke fortjente det i hvert fald.

"Undskyld, jeg er færdig nu."

Blair lagde et slags stof på sårene og sørgede for det sad tæt, så der ikke ville komme bakterier, det var ikke ligefrem den bedste behandling, det kunne være bedre i hvert fald.

Han var både glad og træt af at hun hjalp ham... Det var ikke det han havde mest lyst til at nogen skulle, men han vidste godt at det var nødvendigt... Han regnede også med at han helst bare ville gå når hun var færdig med at hjælpe ham...

"Det er helt i orden..."

Da hun havde lagt forbinding på ham, begyndte han at gå imod døren efter at have takket hende...

"De skal have tak... Men De skal ikke byrdes med mig"

Han knækkede sammen af smerte i ryggen efter at have gået lidt...

Blair stod uforstående tilbage, hun skulle da helt selv bestemme hvem hun ville byrdes med, og hun kendte slet ikke nok til ham, hun kendte ikke engang hans navn. Blair fulgte efter ham ud og halede ind på ham, han var knækket sammen.

"Jeg bestemmer altså selv hvem vil jeg vil byrdes med, og jeg kender slet ikke nok til dig, til at bedømme det. "

Han stod bare og sank ned på knæ pågrund af den smerte der hamrede gennem ryggen på ham... Hvis det bare havde været såret der gjorde ondt så ville det have været nemmere... Men det var musklerne omkring såret og rygsøjlen der var begyndt at gøre ondt...

"Så lad gå..."

Han støttede sig til sin hænder som han træk vejret tungere og tungere og dybere og dybere, for at holde smerten ud...

Blair kunne ikke holde ud at se hans tilstand. Hun havde ikke troet det var så slemt.

"Du bliver nød til at få hjælp af en mere professionel."

Blair var klar til at tage fat i ham, men huskede hans reaktion tidligere, hun trak sine hænder til sig igen og lagde dem ned af sig.

Ved ordene om at få hjælp af en profesionel tog dyret en smule over, og han rettede sig op trods smerterne... Han kunne gå med til at få hjælp af hende, men han skulle under ingen omstændigheder have hjælp af en profesionel... Han havde klaret de sidste 5 år på egen hånd i en skov... Så han skulle nok klare den...

"Ingen profesionel... Jeg skal bare slappe af..."

Han så på hende, med nærmest bedende øjne...

"Jeg har klaret mig selv i 5 år nu, jeg kan også klare det her..."

Blair blev nervøs da han rejste sig, han blev da nød til at få hjælp, ellers ville det da aldrig hele, hvad hvis han skulle syes? Blair ville ikke være den overbeskyttende fremmede.

"Okay. Vil du så hjem, eller vil du med op igen?"

Det ville være langt nemmere at komme med op til hende, der var ikke ret langt. Men på den anden side var der heller ikke særlig bekvemt.

Han tænkte at det nok var bedre at gå med hende op der var kortere og nok også bedre end at blive hjulpet hjem til skoven. Teltet ville På ingen måde kunne teltet være bedre end lejligheden...
Og at tage hjem til Lyssa var ikke en mulighed...

"Jeg vil vælge at gå med op det er trods alt bedre end de muligheder jeg har..."

Han ville som sådan ikke have noget imod at blive plejet af Lyssa... men han ville helst ikke have at hun så ham som han var der...

Han støttede sig til trappen og væggen som han gik op mod lejligheden...

Blair gik bag ved ham for at være sikker på der skete noget. Chancen for han faldt bagover var troldsalt højere end at han faldt forover, og så var det også nemmere at gribe hvis han væltede.
Blair gik ind i lejeligheden og så på ham.

"Bare lig dig på madrassen, det er det blødeste jeg har."

Blair satte sig selv på gulvet ved siden af.

Han gik rolig over og havde i første omgang ikke lyst til at ligge sig ned af frygt for at komme til at svine hendes 'seng' til... Det var dog ikke et spørgsmål han kunne stille ordentligt, så han lagde sig bare ned på ryggen... I første omgang...

"Tak..."

Han smilede varmt til hende... Han var taknemmelig for det hun gjorde...

Blair så smilende på ham. Hun var ikke glad for at se personer lide sådan, især hvis de ikke havde gjort sig fortjent til det, det kunne han måske godt have.

"Er der noget du har brug for? Så skal du endelige sige til."

Blair satte sig lidt anderledes for nemmere at kunne komme op hvis han havde brug for noget.

Han tænkte lidt over det, men han ville ikke kræve noget fra hende... Han lagde bare stille og kiggede op i loftet mens han usynligt bed de smertebølger, der dukkede op, i sig... Han havde det ikke godt men sådan kunne det jo gå når man endte i slagsmål med tilfældige folk... Det var sikkert nogen der vidste til en af hans tre hemmelige foretagende...

"Tak men nej tak..."

Han blev bare liggende, og kunne ikke lade være med at lade tankerne vandre... Det første der dukkede op i hans tanker var Lyssa og hvordan hun mon havde det...

Blair satte sig igen i en mere afslappet stilling.

"Okay, men bare sig til hvis du får brug for noget."

Blair var meget gæstfri, hvis hun selv havde inviteret dem, tilsynsværende var bestemt ikke nogle Blair ville behandle ordentligt, hun plejede at råbe og skrige af dem hvis det var nødvendigt før de gik.

Han lagde bare og bed smerterne i sig, selv han godt vidste at det ikke ville kunne blive ved med at forholde sig ordentligt hvis ikke han gjorde noget ved det... Han vidste dog at det ville heale ligeså langsomt når det nu var blevet renset, og sølv havde det nok ikke været da det ikke sydede ret meget... Han var egentlig ret glad for at hun ikke var rig fordi så kunne han risikere at støde ind i sølv...

Han bed smerterne i sig til det blev for meget, og han spændte kort og vendte sig så om på maven for at skåne ryggen...

"Jeg hedder forresten sargonis... "

Blair sad og faldt hen, hun tænkte på alle de gange tilsynsværnet havde forsøgt at få fat i hende, hun havde nægtet alt, hun boede helt fint der, ganske vidst fik hun ikke nok mad, og hun lignede mere eller mindre end der havde anoreksi, men hun skjulte det i stort tøj. Blair var ikke ligefrem helt til stede da Segonis præsenterede sig.

"Æhm..Jeg hedder Blair."

"Så skal De have mange tak Blair..."

Han smilede over mod hende med sin kind hvilene på sine arme, for at støtte det lidt... Han lagde bare og kiggede mens han kunne mærke at hans krop endelig begyndte at regenerere...

Han kom til at smile lidt igen, og kom derved til at vise sine tænder for hende... Han kiggede bare og overvejede lidt hvorfor han var kommet så meget til skade på det sidste...