Time to be myself (Rowan)

Tid: 22:30
sted The forest
vejr: kølligt

----------

Det havde været lang kedelig dag, Bethany siddet hjemme ved sin bedste, men nu skulle da ske noget. Hun havde siddet den sidste time og bare kedet sig, men nu havde bestemt sig for at hun skulle ud flyve en tur nu hvor kunne gøre det i ly af mørket. Hun elskede at flyve, men det var ikke det eneste. Hun ville en tur parken. Parken var så rar at komme i om dagen, hvor børnene legede og voksende snakkede., det var bare sted hvor alle kunne hygge. Hun havde før siddet i timer bare for kigge på de legende børn. Hun havde dog altid haft en kappe på især nu hvor hendes evnen gik amok. Hun kunne ikke styre den. Hun smilede svagt imens hun fandt n hvid kappe, den ældre dame som boede ved som også kaldt for bedste. Havde klippet huller så vingerne kunne være der. Klokken var så mange at damen nu var gået i seng. Hun trak vingerne igemmen hullerne. Hun rystede svagt på vingerne inden hun åbende vinduet, der var ingen hun hoppede af vinduet og lod vingerne styrre. Vinden hylede omkring hende, som ulv sultent hylede op imod månen.
Hun ombestemte sig og ville flyve så langt hun kunne natten var ung og hun kunne bruge hele på at flyve, hun vidste ikke hvor længe hun havde fløjen inden hun stoppede, hun havnet udenfor en stor skov, som hun ikke kunne huske navnet på, her ville nok ikke møde nogen. Så derfor trak hun heller ikke kappen ned om hovedet.

Bethany var nød skjule sine øjne på grund af hendes hun vidste ikke hvad man kunne kalde den, men kaldte den genspejling. Fordi hendes øjne vidste klip ellr billeder af folks tanker. Hun vidste ikke om hun engang havde kunne styrre den, men nu kunne ikke og det havde sikkert nået at gøre med at hun havde fået hukommelsestab.

Ulven luntede afsted. Mellem træer, buske og vilde dyr. En hjort stoppede kortvarigt sin spiserutine, for at betragte den store jæger liste forbi. Rowan var dog ikke på jagt denne nat. Han havde ganske enkelt haft et behov for at løbe. Løbe til hans poter blødte; og det gjorde de nu. The Forest var det ultimativt bedste sted at slippe sig selv løs - her kunne han styrte igennem skoven, jage og sove som en ulv. Der var sjældent nogle vampyrer eller dæmoner at finde, og elvere gjorde ham sjældent noget, når de blot så ham løbe rundt i skovbunden. Nogle gange havde man blot behov for at slippe energien løs. Slippe ulven løs. Vilddyret.
Prustende og sukkende fandt ulven dog vej til skovgrænsen, hvor den havde skjult sin sædvanlige taske. Deri lå der tøj og sko, som den skulle bruge så snart den tog sin menneskelige form. Forvandlingen var ikke smertefuld - ikke mere. Rowan kom hurtigt i tøjet og fik hurtigt både sokker og sko på sine blødende fødder. Han havde løbet længe og på hårdt terræn. Igennem tornekræt og på bakkede træer - hans poter var blevet revet ganske voldsomt, og dermed var hans fødder og hænder i samme dårlige stand. Han bed smerten i sig og fik skoene på. Han svingede tasken om på ryggen, tørrede de halv-blodige hænder af i bukserne og tråde ud af skovbrynet. Her stødte han så på en anden person - han havde ikke forventet at se andre her på denne tid af døgnet, og han antog straks at det var en vampyr. Han rørte sig dog ikke; stirrede blot intenst på personen.
"Godaften." sagde han tøvende, med en skarp stemme. "Hvad laver du herude på denne tid?" Han kunne lige så godt se om han kunne få et sandfærdigt svar ud af personen. Han lugtede til luften, men syntes ikke han kunne fange noget vampyr. Ej heller dæmon. Duften var ny for ham - hvem og hvad var denne person?

Bethany fór forskrækket sammen, hun havde ikke regnet med at der var nogen nu stod denne mandsperson foran hende. Hun havde været hurtig til trække sine vinger ind i sit skjul. Hun prøvede smile for a skjule sin forskrækkelse. Der var noget ved ham, måske var han en varulv, hun slet ikke hørt andre tanker og derfor troede hun at hun havde været alene. Hun kneb øjnene smule sammen som hun kunne se dyret i ham, men det mere fordi hun ikke anede om hun kunne stole på den fremmede. Hun sukkede så der var ingen grund til at skjule noget hun kunne lige så godt komme i gang med fortælle ham sandheden, men der var alligevel noget der fortalte hende at hun skulle passe på med at gøre vred. Hun vendte sit blik op imod hans øjne og et rigtigt smil bredte sig over hendes læber ” jeg ville lige tage en aften tur i skoven” svarede hun og fortalte ham næsten hele sandheden. Dog fortalte hun ham ikke hun havde fløjet den halve nat for at komme her til, det så ingen grund til.
En svag vind rørte på sig løftede blidt hendes mørke hår, hun aldrig troet at der ville være nogen her på denne tid døgnet, men på den anden side følte hun sig ikke truet af denne person. Hun følte sig på en måde draget af ham. Det var en følelse af at i hans nærvær var hun i sikkerhed. Hun vidste ikke hvorfor hun følte sådan, men det gjorde hun og en lyst til at lærer ham kende voksede. Bethany var måske en smule naiv, men hun sikker på alle havde godt i sig selv også dem der ikke selv vidste det. Hun smilede svagt og piget.

Rowan, som ikke havde opdaget vingerne der havde båret kvinden hertil, studerede hende nærgående. Hun virkede ikke så stor; ganske spinkel og ikke så høj. Han kunne ikke fastslå hendes alder, men han havde efterhånden også lært at skindet kunne bedrage. Men måske er hun blot et barn, tænkte han, hun lugter dog ikke menneskelig. Aldrig før havde han mødt en Engel, så det faldt ham ikke ind at hun kunne være af dén race. På den anden side, så måtte han være varsom: hun kunne stadig være farlig, trods hendes spinkle størrelse. Hendes svar overraskede ham en smule.
"En aftentur? Her? Alene?" spurgte han og hævede begge øjenbryn. Naturligvis syntes han ikke selv, at der var mange farer at finde herude, men han var trods alt også en voksen varulv. Denne unge pige lignede ikke en der kunne forsvare sig, hvis der kom nogen for at gøre hende ondt.
"Du bør ikke være herude alene," belærte han hende og lod blikket glide rundt i omgivelserne. "Du kan komme slemt til skade. Hvem ved hvad der lurer mellem træerne? Der kan være vampyrer og alskens dæmoner at finde!" advarede han og lagde armene over kors. "Medmindre du naturligvis ikke er bange for sådanne ting?" Dette spørgsmål var primært et forsøg på at få hende til at erklære, hvad hun var. Hvis hun ikke frygtede vampyrer eller dæmoner, så havde Rowan selv derimod en god grund til at frygte hende.

Hun hadede når folk sagde hun svag, så lyste hun op " fint så kan du jo gå med" svarede hun, men hun havde nu tænkt at bevise noget andet, hun var i hvert fald ikke svag, men alligevel mistede hun en smule modet måske var det en dum ide, men inde svare ja eller begyndte at gå. Hun anede ikke følge med, men vis han syntes hun var så svag så ville han vel gå. Dog var hun ingen fare for ham, det ville være det samme som vis musen begyndte slå katten så ville hun bare blive spist og det havde hun ikke lyst til hun var meget naiv og det vel det samme. Bethany var ikke ret gammel, men hun kunne huske hvor gammel hun var. Hun var også ligeglad, men folk spurgte sagde hun 19 for lignede en på 19. Hun kiggede sig over skulderen og stoppede hun tog sine sko af, hun ville mærke skovbunden på hendes fødder fordi det var rart.

"Gå med?" spurgte han forvirret og betragtede hende gå videre. Det kunne hun da ikke mene. Alligevel fulgte han hurtigt efter hende ind i skoven. Han betragtede hende tage skoene af og hævede begge øjenbryn.
"Så... Jeg fortæller dig at det kan være farligt at gå rundt i skoven fordi folk kan overfalde dig... Og så inviterer du mig til at gå med dig? Jeg er jo en fremmed. Jeg kunne være farlig!" Han forstod ikke, hvordan hun kunne være så uforsigtig. Det var trods alt en farlig verden de levede i, og der var ingen tvivl om at man ikke burde stole på hinanden på dén måde. Denne pige virkede blot så ligeglad; så let om hjertet. Som om intet kunne skade hende. Varulven rystede opgivende på hovedet. Kvinder!
"Nå, men hvis jeg skal være din eskorte her til aften, så lad os da gøre det mere formelt. Mit navn er Rowan Rogers, og du frøken?" Det ville måske hjælpe dem begge til at stole lidt mere på hinanden, hvis de i det mindste havde den andens navn. Det gav i hvert fald ham en smule mere tiltro til folk, hvis de turde opgive deres navn. De fleste løj jo, naturligvis, men det var et faktum som Rowan havde valgt at ignorere.

Hun stoppede op og smilede kort, hun ville ikke lyve, hun kunne ikke hun var den dårligest hele verden, man kunne med samme hører når hun ikke talte sandheden, men hun alligevel blevet smul bedre, men skarpeste knive skuffen kunne høre det med det samme " Bethany Henson" svarede hu smilede ganske kort inden for vise yderlig tillid til Rowan spredte de hvide fjerede vinger ud " jeg også en engel vis du skal være tivil" forsatte. Hun så ingen grund til at holde det skjult for ham, men gad vide hvad de var han var, han var hendes første møde varulv og derfor forstod hun ikke helt hvad det var hun havde med at gøre.

// havde lige en krea nedtur//

(( Jeg har været meget fraværende spil-mæssigt - jeg beklager at du har måtte vente! Og jeg beklager også over hvor kort mit svar er. ))

Rowan betragtede den unge pige med et indgående blik, usikker på om han var ved at blive snydt og lokket i en ondsindet fælde, eller om hun virkelig blot var et uskyldigt og ufarligt individ. Varulven betragtede hende og gjorde et lille nik, da hun sagde sit navn, som en tavs hilsen. Da hun vippede sine vinger ud, gjorde han dog store øjne. Engle var ikke noget han mødte hver dag; faktisk havde han blot hørt om dem og aldrig set en, så vidt han huskede. Hendes vinger var store og smukke, fjerene var nærmest perfekte og varulven forestillede sig nu, hvor skønt det måtte være at kune flyve. Han misundede hende denne evne. "En engel," gentog han smilende. "Jeg har aldrig mødt en engel før. Går engle normalt ture i skove? Burde I ikke flyve rundt og nyde luften og livet?" foreslog han, ærligt talt lidt forvirret over at se en engel gå rundt fremfor at flyve.

Bethany smilede indenvendig af hans forvirrethed han virkede så sød på en måde, hun ville ikke gøre ham noget og det burde han vide vis hun var ikke ond og ville aldrig blive det efter hedes engen mening. Hun lagde kort hovedet på skrå inden kiggede op imod himlen. Han havde nok ret, en inde byerne kunne ikke bare brede sine vinger ud flyve sig tur, det sjældent at hun brugte dem og bare det at de kunne komme ud blive strukket i gemmen  gjorde en stor forskel. Hun grinede mildt " hvordan tro du jeg er komet her ud?" spurgte hun flyve turen havde været  lang og derfor havde brug for en pause, hun elskede skoven og det som slags fristed. Hun trak vejret tungt inden vendte sig om imod ham " jg kan godt lide at flyve, men sommetider kan det være umuligt gøre det" hendes stemme var smule bestemt nogen  ville endda kalde den hård, men det var ikke et gad diskutere yderligere.