Just tell me - Rowan

Rowan havde haft nogle underlige dage. Hans sår fra mødet med mørkets bæst var blevet revet op og han havde været nødt til at blive syet flere steder igen. Det havde været et smertehelvede og han var ærligt talt træt af at få at vide, at han skulle holde sig i ro og blive i sengen. Det var måske derfor han havde besluttet sig for at tage til Sunfury for at få sig noget at drikke. Det havde været en lang tur, men dels kom han lidt væk fra hverdagen og dels fik han lidt tid for sig selv. Han elskede hvert et øjeblik han brugte med Caroline, men han havde ikke fortalt hende om Evaline og mødet med bæstet, og han agtede ikke at dele den historie på nuværende tidspunkt. Hvordan han havde formået at skjule sin forslåede krop fra sin elskede var et under. Det var nok bedst, hvis han fortsatte med at gå på liste-tå omkring Caroline. Han ville ikke bringe sine egne problemer og bekymringer nedover hende. Desuden var han stadig nødt til at finde en måde at tage sig af varulven James. Han kunne ikke sove roligt om natten førend han vidste at det monster ikke kunne skade Caroline...
Det var disse tanker der hvirvlede omkring i varulvens hoved på denne efterårsaften. Han havde ikke været på denne kro i lang tid, så der var næppe nogen der ville genkende ham. Det var et bevidst valg. Han sad med et krus øl foran sig og han nød ensomheden. Så længe den varede. Varulven var i færd med at tage sig en ordentlig slurk, da en ung kvinde satte sig foran ham.

Åh nej, hvad nu?
Han satte kruset ned og lod blikket møde kvindens ansigt. Pludselig satte han sig ret op og gispede chokeret. "Caro-garh!!" Han fik naturligvis sin drik galt i halsen og brugte efterfølgende et smertefuldt langt øjeblik på at hoste og hive efter vejret.
Efter at have kvalt sin hosten, fik Rowan genoprettet sin vejrtrækning. Han mødte atter kvindens blik og indså nu, at hans første antagelse havde været forkert. Det var ikke Caroline.

Men ved Gudindens skæg... Hun ligner jo på en prik.
Kvinden havde været venlig nok til at vente på hans ynkelige hoste-anfald ville ende, inden hun begyndte at stille sine spørgsmål. Varulven stirrede lamslået på hende. Hans tanker var et puslespil, og denne kvinde passede ikke ind. Søster? Kusine? Mor? Datter? Kunne det mon være...?
"Jeg... Undskyld, hvem er du?"

Rowan sagde intet. Han sad ganske enkelt som forstenet og betragtede kvinden foran sig. Der var på sin vis en slående lighed mellem denne Mikayla og Caroline, men... Var det sandt? Var détte Carolines famøse datter? Han vidste så lidt om datteren og... En del af ham havde forventet at hun var et barn. Endnu en ubehagelige påmindelse om, at hans elskede var en vampyr og havde levet flere tusinde år. Han rømmede sig og rettede sig op i stolen. Han fjernede ikke sine øjne fra kvinden. Da hun selv deducerede sig frem til hvem han var, nikkede han blot langsomt og forsigtigt. Rowan ville normalt mene at han oplevede de særeste ting, men dette måtte da være noget af det underligste. Han rømmede sig.
"Så, øh... Mikayla..." Han rynkede panden og betragtede hende indgående. "Så... Du ved ikke hvor din mor er henne?" Spurgte han forsigtigt. Rowan vidste så lidt om barnet; han vidste egentlig kun det, som Caroline havde betroet ham efter mødet med James.
James... I et øjeblik knugede han hænderne sammen i frustration, inden han rystede på hovedet og kom tilbage til virkeligheden. Vidste Caroline at barnet var i live?

"Hvordan... Hvad... Hvad laver du her?" spurgte han, usikker på hvordan han skulle forholde sig til situationen. Skulle han sådan uden videre opgive Carolines hjemmeadresse? Tænk hvis dette var en bedrager der kun var ude på at gøre hende noget ondt! Han kunne ikke risikere det!

Rowan rettede sig op efter at have indset, at han havde lænet sig ind over bordet. Han rømmede sig og - i mangel på andet at gøre - tog sig en slurk af sin øl. Han skulle lige processere al denne information. Det var ganske enkelt lidt svært at forstå, acceptere og indse alt der lige var set. Hun sagde, at hun var sluppet væk. Fra James? Varulven rynkede øjenbrynene og betragtede hende indgående henover sit glas. Han overvejede sit svar og sin situation. Du kan ikke stole på hende. Det kunne være løgn. Han mødte hendes øjne igen og studerede hende indgående.

"Slap fri fra hvad, Mikayla?" spurgte han og satte sit krus ned. "Fortæl mig hvad der skete." Det var måske en anelse ubehøvlet af ham sådan at undgå at besvare hendes første spørgsmål - dog var det nødvendigt for ham at vide, at han kunne stole på hende. Desuden havde han slet ikke lyst til at eskortere denne kvinde hjem til Caroline. Han magtede det ganske enkelt ikke. Han havde brug for en friaften. Blot en enkelt aften væk fra det hele. Og se hvad det medfører... Nu er det ikke din egen fortid der fanger dig, men Carolines! Gisp... Er det sådan det føles at være gift? Får vi hinandens spøgelser? Han rømmede sig og rettede sig op.
"Kan jeg købe dig noget? Vand? Vin? Suppe? Aftensmad? Jeg har ikke selv spist endnu." spurgte han og sendte hende for første gang et skævt og beroligende smil. Hvis hun var, hvem hun påstod, så nyttede det ikke noget at han opførte sig skidt overfor hende. Det ville i så fald næppe være sidste gang de mødtes.