Noone asked for my help, huh? ~ Sean

Sean kom over til dem igen og kunne straks se Neph ikke havde det fantastisk. Men det havde hun aldrig, især ikke i nærheden af ham. Især ikke når han prøvede at gøre tingene bedre. Så han gad næsten ikke engang prøve. Ikke længere.
"Kom, lad os gå hjem" han nikkede mod udgangen og regnede med at Elyas fulgte efter ham. Elyas, som efterhånden ikke følte sig elsket af nogen som helst. Neph gad i hvert fald aldrig tale med ham.
"noget må jeg sige..." sagde ELyas, da han rejste sig langsomt op, for ikke at blive overvældet af svimmelhed.
"...Du er sjovere fuld" han smilte til Neph og gik foran sin onkel på vej. Sean vendte sig kort om mod hende.
"Tak" sagde han så. For det hun havde gjort med Elyas og for tingene hun havde givet ham. Han så kort ned på armbåndet om sit hånd. Han havde aldrig troet han kunne holde så meget af et smykke...
"Det er måske bare et smykke. Men for mig er den også et bevis på et bånd. Et bånd mellem to personer, et bånd der altid vil være der, uanset om man mærker det eller ej" sagde han så, før han gjorde mine til at ville følge sin nevø ud...

Hun rejste sig, og så på Sean, og holdte trangen til at pande Elyas en på siden af hovedet tilbage.
Hun trak vejret kort, inden hun rystede på hovedet.
''jeg ved hvem du er Sean... Men jeg ved ikke hvem jeg er selv... Jeg er intet, det var jeg første gang jeg så dig, og det vil jeg være når vi engang splittes for altid. Det armbånd, det var ikke kun en gave. Det har det aldrig kun været. Det var et bevis, på at du ikke er som andre tror. Et bevis, på at du kan elske og holde af. Og at du kan elskes..'' hun smilede stille, velvidende at han ikke ville høre det.

''men som du engang sagde: alle lyver... Jeg ved ikke hvad du ved om mig, hvad jeg går og mangler for at være den gamle Nephthys... Men jeg ved, at jeg aldrig bliver den samme... Så enten vil du være venner med mig - som jeg er nu, ellers vil du ikke..'' sagde hun bare, og bed sig i underlæben.

han stoppede op og så tilbage på hende. Elyas stoppede også op og så hen på dem, en anelse utålmodigt.
"Vent udenfor" sagde han kort. Elyas tøvede kort, men gik så. Sean ville ikke have han så eller hørte disse ting. De var for...private.
Han så hen på Neph et øjeblik.
"Så nogen vil kendes ved mig. Sær følelse." nikkede han kort, med et svagt smil.
"Jeg har altid været din ven. Selv om jg har gjort forfærdelige ting imod dig." svarede han så

Hun svarede ham ikke, men ventede knap nok på at han havde talt færdig før hun slog armene om ham i et stort bjørneknus.
''jeg vil altid kendes ved dig..'' hviskede hun inden hun gjorde en mine til at slippe ham igen.

Selv hvis hun glemte ham igen, ville hun aldrig skubbe ham væk. Han var... han var nærmest hendes bror. Det var rart, at have en man kunne være så tæt med, uden at føle sig forpligtet.

''du må hellere komme ud til ham inden han føjder videre.'' sagde hun stille, og bed sig igen i underlæben

Han smilte og i et øjeblik mærkede han en af de huller komme igen, i hans mur. Han var dog i tvivl om hvorvidt han skulle bygge muren rundt om hende eller lukke hende ude igen. Eller om han skulle lade hulllet være. Det fandt han nok ud af. Han gengældt lidt akavet krammet.
"Godt. Ja, inden han laver mere" nikkede han og gik mod udgangen.

Hun nikkede stille, og smilede lidt til ham, inden hun sukkede for sig selv og satte sig i stolen.
Så hun var født her... Det virkede helt absurd.
Hun endte med at rejse sig igen, og gå ned til sit skab.
Hun tog stille en kappe om sig, da hun ikke vidste om solen var oppe, og begik sig derefter ud på gaden, på vej hjem til den lejlighed hun havde kapret i angerforge distriktet..

Han forsvandt hjem med Elyas.

//Out//

//out.//