They All Asked for You - Rowan

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

---

Audrey havde været ude i noget tid nu. Josette og Caroline havde et liv ved siden af familien, og det havde hun også selv. Ikke så anderledes fra dem, men alligevel nok til de ikke kunne se det samme i det som hun kunne. Audrey havde en gruppe, en anden familie som hun havde holdt sammen med siden hun var ung. Sådan var hun opdraget. Josette og Caroline ønskede måske at have været en del af festen, men på en måde var hun glad for at de ikke var. Det var hårdt ofte, og de andre havde intet pres over sig længere. Audrey var på vej hen for at finde en smed. Der var hun kommet i tanke om, at Caroline engang havde nævnt noget om at Rowan var smed. Måske han kunne hjælpe hende.
Audrey kørte kort en hånd igennem sit hår inden hun fandt vejen frem dertil. Let så hun sig omkring og trådte så indenfor. Det var en ganske stille og rolig eftermiddag. Der var hverken for varmt eller for koldt. Også selvom vinden ikke kunne beslutte sig for om den ville blæse eller ej.

Hun kiggede sig let omkring med et par nysgerrige øjne. Der var så mange fascinerende våben i form af skarpe klinger og vidunderligt flotte sværd. Hun var imponeret. Da hun mærkede øjne imod sig vendte hun sig rundt.
"Jeg leder efter Rowan.... Navnet er Audrey." Hun valgte med vilje ikke at sige sit efternavn. Lidt sjovt skulle hun jo have det. Caroline var trods alt hendes trilling. Det samme blonde hår. De blå øjne. Caroline var ganske vidst nok den højeste af dem, og havde en anelse mere krøllet hår end Audrey havde. Det var heller ikke fordi, at Audrey gik op i at ligne sine søstre. Hun var meget tålmodig med at vente, så det gjorde hun blot.

Da Rowan dukkede op sendte hun ham et venligt smil.
"Hejsa Rowan. I lige måde." Svarede hun ham med et anerkendende glimt i øjet. Det var altid rart med et venligt ansigt. Audrey vidste at Rowan betød rigtig meget for Caroline, så selvfølgelig skulle hun da også have en chance for at møde ham - sådan rigtigt. Og hvad var bedre end hendes eget lille gøre mål? Hendes familie havde altid været okay med varulvene. Så selvom Audrey ikke kørte helt efter familie håndbogen - så var det stadigvæk i et race som hun kunne følge med i.
"Min gruppe og jeg står i et mindre dæmon problem. Og nogle af mine mænd mistede de fleste af vores våben i hænderne på en anden fjende." Selvfølgelig var hun en smule frustreret over, at det ikke var gået bedre, og derfor søgte hun hjælp til at få problemet løst. En evne mange ikke havde i sig. "Så, jeg står og kunne bruge nogle nye sværd, daggerts, de skarpeste klinger. Jeg kan nærmest bruge alt. Blot nævn din pris." Audrey havde pengene. Hun havde ikke brug for at torturer ting fra folk eller tvinge dem til at give hende dem.

Hun havde to af sine medlemmer med sig, selvom de nok var ovre og kigge på mad. Eller ting de havde fundet i skoven og håbet på de kunne bytte det med noget andet. Men lige nu var det ikke så vigtigt, de havde ret til det.
"Din kæreste kan godt lide at prale med din smedje, hun anbefalede dig." Audrey sendte ham et drillende smil. Hun elskede at drille, så det faldt hende ganske naturligt ind. Og på samme tid var det ikke løgn. Caroline var ret hurtig, hvis nogen nævnte de havde brug for en smed. Så anbefalede hun hurtigt Rowan, hun var stolt over ham - ingen tvivl om det. "Hvor meget tror du, at du kan have klar inden solen går ned imorgen?" Spurgte hun og lagde hovedet let på skrå. Hun skulle alligevel være i byen lidt, eventuelt tage sig af den forsamling hun havde lukket ind i sit hjem. Efter jul, hvor de havde åbnet det store palæ op for alle der ikke kunne holde jul selv. Var det nærmst blevet det nye overnatnings sted. Halvdelen af stedet var normal opholdsstue, og den anden var som en kro. Samt sovepladser ovenpå. Så der var ikke ligefrem meget ro.

Hun lyttede. Hendes blik gled henover de forskellige sværd. Perfekte. Audrey fandt hans reaktion på hendes ord en anelse morsom, men udover i nærheden af sine søstre eller når hun var alene, så havde hun ikke megen tid til at være lidt morsom. Audrey betragtede det hele. Hun var yderst træt af det påstyr de dæmoner havde lavet og i sidste ende ville det ende med, at en masse ville dø. Hendes job var at sikre, at det ikke blev hendes folk. Ganske simpelt. Hun nikkede til ham da hans blik atter landede på hendes. Hendes tanker kørte rundt i hendes hoved. Hvem som ville passe til hvert enkelt våben. Det kunne give en leder ufattelig hovedpine nogle gange. Hun tog nogle daggerter op samt nogle knive. Testede grebet. Audrey placerede nogle stykker på bordpladen, og kiggede over på sværdene igen.
"Jeg må sige, at det er godt håndværk." Sagde hun så. "De almindelige kortsværd er perfekte." Tilføjede hun kort efter og flyttede derved blikket over på Rowan igen.
"Hvor langtid skal du bruge?" Spurgte hun så. Prisen var for hende lige meget, hun havde pengene. Audrey havde et ar flere, men hun et i ansigtet, ned langs den ene kind. Det var ved at være gammelt nu, men hun havde heller intet imod dem. Det var blot et minde om, at hun stadigvæk var et menneske. Med alt det hendes hoved var fyldt med fra familiens side af, så ville hun ikke ønske at prøve at blive andet. Audrey sendte Rowan et smil. Hun tog en pose frem fra jakkens inderlomme.
"Hvor meget skal du have?" Spurgte hun så. Andre kunder ville nok give halvdelen nu og resten når arbejdet var gjort, men Audrey stolede på Rowan, fordi Caroline stolede på ham. Så han kunne se det som et tegn på tillid.