So, I've got what I asked for... ~ Darius (Cain)

P: sorte jeans, sort hættetrøje, grå sneakers og et farverigt halstørklæde der er omkring to meter langt.
V: det øser ned
O: masser af mennesker søger ly for regnen
T: omkring halv otte om aftenen
S: gågaderne i Terrorville

Ugen havde været... Hektisk. Solon havde gemt sig sammen med sin søster i det meste i af ugen, mens han havde håbet på, at Darius ville have kontaktet ham.. Han stod nu gennemblødt og stirrede på et butiksvindue, der solgte rejseudstyr. Han kunne nu godt snart bruge en ny kappe.. Et nyt telt..
Hekami hadede regn, og var derfor ikke taget med. Hun fandt ikke shopping interessant, som hun eller burde. Men med en bror, der opførte sig som en forelsket teenager, var der ikke andet at lave end at formane om sikker sex og alt mulig andet latterligt. Stille havde han nu ventet i en time, uden at vide på hvad. Han savnede lidt, at se Darius i øjnene og smile til ham, at mærke hans arme om sig.
Han trak hætten tættere om sit gennemblødte ansigt, da han begyndte at vandre i regnen igen, for at finde et sted han kunne få lidt ly. Og måske... Kun måske, møde Darius igen. Hvor var Solon dog patetisk i dag..

Påklædning Et par ødelagte bukser, en slidt gammel skjorte og et par sorte sko.

Det sidste par dage havde han haft øjnene på den unge mand, siden han havde set hvordan hans kære bror havde været omkring det lille bæst, havde hans nysgerrighed været vagt. Normalt var han pisse ligeglad med hvem pokker hans kære bror knaldede, men derimod havde denne lorte unge haft bollerne nok til at kunne stå op for sig selv og på trods af det var stort af ham...så var der ingen der gjorde den slags. Ingen talte ham imod eller snakkede for den sags skyld sådan til ham, den eneste der gjorde dette også rent faktisk overlevede, var hans kære bror Abel...eller som han kaldte sig nu Darius. Navnet lød bare forkert, han havde været vant til igennem så lang tid at kalde sin kære tvilling ved hans fødenavn, men åbenbart ville han ikke kendes ved det længere...idiot. Han væmes direkte vd synet af sin bror, men han levede dog med ham, da han jo var det eneste familie han havde tilbage og på trods af hvor idiotisk Abel kunne være, så var han ikke desto mindre familie og familie holde sammen.
i dette øjeblik gik han igennem de mange gågader i terreville, han havde i den grad intet at lave. han magtede ikke sex, mest af alt fordi det svinede så meget...eller rettere de svinede så meget og han gad virkelig ikke høre på deres tuden eller de mange bønner. Det var til at brække sig over hvor latterlige de var: åhh dræb mig ikke, jeg skal nok lade hver med at sige det til nogen eller hans personlige favorit: Dræb mig nu bare! Alle de latterlige væsner og ikke en eneste interessant en. Som han vandrede rundt i gaderne, fik han øje på en bekendt skikkelse, og det tog ham ikke lang tid før han fandt frem til hvem det egentlig var. Med et hånligt smil på læberne, gik hen direkte imod skikkelsen, hvorpå han stilte sig lige bag ham. i vinduet kunne han tydeligt se sig selv, han så de røde kolde øjne, det store ar og den blege hud. I modsætning til hans bror, som var smuk og varm...så var han kold og uhyggelig "forlader du allerede byen så hurtigt...jeg troede vi ville have mere tid til at lege" knurrede han og lod sine fingre flettes ind i det sorte hår. Han trak knægtens hår tilbage og smilede koldt til ham

Solon opdagede lidt for sent dæmonen bag ham, og det resulterede i at han fik tvunget hovedet bagover og måtte bide hårdt sammen for ikke at stønne af smerte.
''Jamen godaften din satan. Synd det ikke er syreregn idag - hva'?..'' sagde han sammenbidt inden han lukkede øjnene lidt.
Solon var igen ikke den bedste til situationer, men han kunne sige lige hvad der passede ham - han ville alligevel få tæsk.
''Hva' så? Ude og lufte modbydeligheden?
Eller prøver du bare at finde spejle at knuse?'' han burde holde mund, tie stille og tage de tæsk han nu engang havde fået tildelt.
Men nej. nej nej nej, han skulle altid plapre løs.

//kort, undskyld! xD

Han hævede øjenbrynet og stirrede bare direkte på Solon, han havde aldrig haft en forståelse for jokes og de jokes han lavede, omhandlede mest af alt at folk døde. Han var med andre ord ikke just den person, som opmuntrede andre eller for den sags skyld gjorde andre glade. Han var den som gjorde de fleste bange eller plain out påførte dem smerte i stor stil "Komplimenter kommer du sgu ikke lang med knægt" brummede han og referede til da Solon havde kaldt ham Satan. Han havde nu aldrig rigtig anset øgenavnene for noget slemt, de kunne aldrig kalde ham noget som han ikke allerede Som Solon talte, stirrede han blot koldt på ham. Han sagde intet og gjorde faktisk intet andet end at stirre koldt på ham. Efter noget tid, hamrede han Solon direkte ind i ruden og ved dette slå ham bevidstløs. Derpå løftede han knægten op i sine arme og gik blot væk. Han var pisse ligeglad med om det havde gjort ondt på Solon eller hvad andre ville syntes om at synet, af en voksen mand der bar rundt på en bevidstløs ung mand. Han førte om han hen imod skoven, hvor han fortsatte hen til en mega villa. Hvor en normal person ville gå igennem hovedøren, førte han Solon ned i kælderen "ingen taler sådan til mig...ikke uden at dø for det" sagde han fuldkommen følelsesløs. Han førte ham ind i et lokale, hvor han låste ham fast til et bord. Han gav knægten en på siden af hovedet blot for at vække ham

Solon smilede blot til Cain uden yderligere kommentarer, indtil han fik mødt en rude med panden og alt blev sort..
Da Solon vågnede igen, lå han fastspændt til et bord og stirrede direkte op på Cain, og bed sammen. ''Du missede tindingen!..'' sagde han med et drilsk smil. Egentlig, burde han lukke i, og tage sine tæsk.
''Er det længe siden nogen har talt sådan til dig? Eller bare talt til dig? Det må gøre ondt, at hedder Cain. Cain og Abel. Var din mor så en bitch, eller var det farmand der var det?'' han smilede smørret. Skulle han dø for at bruge sin store kæft, skulle den fandme også bruges godt og grundigt inden det var slut!
Midt i alt det kolde og kyniske så han Darius for sig. Hvordan Solons ord måtte have såret Darius, hvis det var ham der stod foroverbøjet over Solon, og ikke Cain.
''Hvis jeg skal dø, gider du så gøre mig en tjeneste? Giv mig lige bind for øjnene..'' sagde han bare. Han ville ikke ende med at se Darius' når lysets gik ud for ham.
Han bed sammen lidt, og drejede hovedet lidt væk fra Cain, for at Cain ikke skulle kunne så meget som gætte hvad Solon tænkte på.

Han gik stille rundt om bordet, endnu var der ikke kommet så meget som en smule følelse op i hans øjne, de havde været tomme op til nu og de ville nok også hele tiden være det. I takt med at han cirkulerede rundt om bordet, lod han sin ene finger glide op langs hans ben og andre steder. Dog da Solon med et udtalte hans brors navn, var han hurtigt ved hans side hvorpå han greb hårdt fat omkring Solon's hals "du har ingen ret til at tale om min bror!" knurrede han og de røde øjne lyste kort op før det forsvandt og i stedet var hans øje helt vidt. De lignede kort Darius øjne, fra den morgen hvor han havde vågnet op sammen med Solon. Dog var Cains langt mere skræmmende og kolde. Han vidste tænder og i stedet for at have normale tænder, havde han lange syleskarpe tænder. Han var ligeglad med hvad Solon sagde omkring hans forældre, han havde trods alt været den der slog dem ihjel. Derimod sagde man aldrig noget om hans bror...ingen talte grimt om hans bror!
Han gav slip omkring Solon's hals og hans øjne, samt tænder blev normale igen. Derpå gik han hen til en stor væk, hvor han greb fat i en kniv. Det var tydeligt, udfra alt blodet at Solon ikke just var den første person der havde ligget på det bord. Så man godt efter, så ville der på væggen være billeder og over halvdellen af dem var billeder af ham. Så med andre ord var dette, det sted hvor de havde ført ham hen og derpå tortureret ham. Han havde efter, at havde dræbt dem, taget stedet som sit eget og derpå selv brugt det til sine egne syge lyster. han vandrede som et rovdyr hen til Solon og trak på skulderne "jeg er ligeglad med dine små ønsker dødelig!" knurrede han og klukkede koldt. Han løftede kniven og lagde den imod den andens kind

Solon havde ikke regnet med den reaktion fra Cain.
Mens Solon gispede efter luft, gik det op for ham - Cain elskede sin bror.
Dæmonen i Cain skræmmede ikke Solon, langtfra. Han var blot såret, skræmt og vred over behandlingen af ham, og det måtte reflekteres i hans opførsel.
Men pludselig mærkede han noget køligt mod hans kind - en kniv. Så, det var ikke bare for at skræmme ham at han skulle bindes til bordet.
''Hvordan vil Darius ikke have det..? Når han finder ud af at hans egen bror ikke blot myrdede mig, men faktisk også elsker sin bror?''.. Solon sagde det ikke som et spørgsmål, mere som... en formaning. Solon havde kun Hekami... Og når Solon døde, ville Hekami også dø... Tårer væltede pludselig frem i hans øjne. Han var skyld i sin søsters død. Han var skyld i at hans søster måtte lade livet, fordi han ikke kunne holde kæft.
''Du er ligeglad med mine ønsker. Tvilling til tvilling - du har et bånd til din bror. Uden tvivl. Det bånd ødelægges ikke af at du myrder mig. Men båndet mellem min søster og jeg... Hun dør, hvis du myrder mig..'' sagde han, og bed sammen. Tårerne i hans øjne forsvandt stille igen, blev erstattet af tomhed.
Overlevede han dette, ville han aldrig nærme sig en dæmon igen - aldrig igen. For Hekamis skyld.

//nu bliver han jo en vatpik xD (Solon altså)

Han lagde hovedet på skrå og så stille på ham "hvorfor skulle Abel dog bekymre sig om den slags..." han lod kniven glide fra hans kind og blidt hen over huden og ned til hans bryst, alt i mens de røde øjne så på ham med en ligeglad mine. Da han med et begyndte at græde, rullede han blot med øjnene. Dog lod han en fingre glide hen under øjet på Solon, blot for at fange en af hans tårere "de plejede også at få mig til at græde" sagde han ud i ingenting. Han så hen i hjørnet hvor der var et bur. Hele rummet var fuld af alle former for redskaber brugt til at forturere folk. Han stod blot og stirrede ude i ingenting.
Med et gik døren pludselig op og Darius kom løbene ind. Han havde et bekymret udtrykke i de intense turkise øjne og ligeså snart hans øjne faldt på Solon, knurrede han "jeg sagde til dig at du skulle lade ham være i fred" hvæsede han og gik straks hen til Cain, der i dette øjeblik stod og rystede kraftigt. Han var tydeligvis i gang med at genleve nogle ret så grusomme minder. Darius sukkede, men koncentrerede sig omkring Solon, hvis håndjern han hurtigt fik fjernet, hvorpå han løftede ham op i sine arme og skyndte sig ud af kælderen. Han stoppede først med at løbe, da de var nået et stykke væk og han satte Solon ned på Jorden igen "jeg er så ked af at du skulle opleve det...at du skulle gå igennem det" hviskede han og lagde en blid hånd imod Solon's kind

//haha, det er sgu da også kun forståeligt...Cain er fucked up!

Solon lyttede til Cain, og indså, at det ikke var hans skyld - det var ikke ham. Han havde sikkert været som Darius engang, før han var blevet mishandlet og formet til sådan et væsen.
Pludselig hørte han en dør gå op, og Darius stormede ind.
Solon havde ikke meget at skulle have sagt, da han blev frigjort og blev båret ud af kælderen. Da han igen blev sat ned, så han på Darius. ''jeg har det fint.'' sagde han hurtigt og fjernede Darius' hånd fra sin kind. Derefter rejste han sig. Han havde fået en bule i panden og en flænge i øjenbrynet som blødte, men han havde travlt.
''Din bror har brug for hjælp, Darius.'' Han så direkte på Darius, uden egentlig at se andet for sig end hans bror der rystede.
''Tak.. Du aner ikke hvor glad jeg er for at se dig - virkelig! Men... Undskyld, din bror er syg. Og med de våben hos ham...'' han så lidt ned af sig selv og opdagede de små blodpletter der dryppede fra hans øjenbryn og ned af næsen.
''Great... Hvordan forklarer jeg Hekami det her!?'' sukkede han inden han så drejede om på hælen.
''Jeg går tilbage og ser til din bror..'' sagde han, inden han så kort på Darius. ''Kommer du med..?''

//vatpik, men med et stort hjerte xD

Han så overrasket på Solon, da han med et fjernede den blide hånd og et sekund vidste han ikke helt hvad pokker han skulle gøre. Han havde måske ikke forventet, at Solon ville springe op i hans arme, men han havde da i det mindste håbet på en bedre modtagelse. Han rejste sig sammen med Solon og nikkede stille. hans bror havde i den grad brug for hjælp, efter alt hvad han havde været igennem...så var det et under han ikke var endt op værre. Han hade at se sin bror sådan, se alt den smerte i ham...det gjorde ondt, den viden at han så heller ikke kunne hjælpe sin bror...han kunne faktisk ikke redde sin egen bror. Han gik hurtigt hen til ham og med et lommetørklæde tørte han blodet væk "jeg er også glad for at se dig" han trykkede sine læber imod hans pande, før han nikkede og så imod husset.
Sammen med Solon gik de tilbage til huset. Nede i kælderen sad Cain i det ene hjørne. Han sang en stille sang, på et sprog som ingen af dem nok ville kunne genkende. Det var en sang de plejede at synge for ham, en sang der sad fast i hans hoved. Hans bluse manglede og man kunne tydeligt se hvor meget han havde lidt i deres hænder. Hele hans overkrop var nærmest et stort ar og han blødte fra nye sår, forsaget af hans negle. Han sad og rev sig selv, alt i mens han sang sangen om og om igen "Cain..." Darius trådte stille ind i kælderen og med forsigtighed gik han hen imod sin ødelagte bror. En forkert bevægelse og han ville ligesom et såret dyr...gå amok

Solon stoppede for foden af trappen ned til kælderen og stirrede på Cain. Sidste han havde set en opfører sig sådan... Havde hun været tæt på selvmord. Tæt på at tage ham og Hekami med sig i faldet.
''Abel, jeg tror det er bedst at du lader være med at gå for tæt på..'' sagde Solon. Han brugte med vilje Darius' fødenavn, det navn som Cain havde kendt hele sit liv og følte sig tryg ved.
Solon tog sin skjorte af, og afslørede nogle tydelige blå mærker, en indre blødning var ikke usandsynlig. Ugen havde været streng.
Han rev skjorten i strimler uden tøven, inden han gik med en let elegant gang over til Cain.
Han satte sig på hug foran ham.
Solon havde ikke selv behandlet det som man til dagligdag kaldte sindssyge. Han havde set Nemesis gøre det, men aldrig turde gøre det selv.
''Cain.. Cain Tarmell..?'' sagde Solon stille mens han bandt den ene strimmel fra skjorten som en løkke - klar til at gribe Cains hænder hvis han ville slå ham.
En hund der var blevet gal, skulle have mundkurv på. Det samme gjaldt mennesker.
''Abel, tal til ham..'' sagde Solon stille, mens han fik en grim smag i munden over de ord. Det navn. Det var forkert, i hans opfattelse.
I mellemtiden, begyndte Solon at efterabe sangen i et blidt og venligt toneleje for at berolige Cain. Kort så Solon undskyldende op på Darius, velvidende at det ikke kunne være sjovt at se sin egen bror sådan.

//uh!uh!uh! lad nu være med at tæske Solon for meget - han skulle gerne beholde sit kønne ansigt

Darius stivnede fuldkommen, til dels fordi Solon brugte hans fødenavn også fordi synet af hans bror ødelagde ham fuldkommen. Hans øjne rettede sig dog hurtigt imod Solon, da han med et tog sin trøje af, han havde ikke forventet at se så mange mærke på den fine krop. han sukkede og fjernede blikket fra dem begge, det gjorde ondt. Som Solon gik hen imod Cain, sad han fuldkommen stille. Han blev blot ved med at synge sangen, samtidig med at han rokkede frem og tilbage. Han reagerede ikke engang på sit navn, ikke et eneste sekund så han væk. Det var først da Darius trådte frem imod ham og begyndte at tale på et fremmede sprog til sin skræmte tvilling. Dengang de havde været helt små, så havde de sammen skabt deres eget sprog. Det var et sprog der i bund og grund lød fuldkommen latterligt, men det var også en ting de delte sammen. Så ved lyden af det så velkendte sprog, slog Cain blikket op imod sin bror. Han skulle netop til at gøre noget, da han hørte sangen fra Solon's læber. Alt i mens Solon's øjne var rettet imod Darius, vendte han selv de røde øjne direkte imod ham og hurtigt var han over ham. han havde en kniv rettet direkte imod Solon's strube, dog uden at skærer i huden "i killed you...why are you still here" han lød bange og mest af alt desperat. Det var den sang, den var en kilde til en frygt og da Solon begyndte at synge mindede det ham om dem. Hurtigt var Darius over sin bror, han trak hans sparkende form væk fra Solon og holde ham tæt imod sin krop alt i mens han hviskede beroligende ord til sin tvilling. Han sendte et undskyldende blik imod Solon.

Solon havde nærmest forventet reaktionen fra Cain ville være voldelig. Solon var en fremmed, og det ville næppe være sidste gang han blev overfaldet.
''Ingen grund til at undskylde..'' sagde han med et roligt smil til Darius, inden han kom op og stå igen. Han smilede blidt og varmt, da han børstede skidt af sin bare overkrop. Det var tydeligt at han havde fået tæsk i løbet af ugen, ribben så skæve ud og et stort blålilla mærke prydede hans lyske.
''Lad os få ham ud herfra.. Og sørg for at han aldrig kommer tilbage..'' sagde han stille inden han gik hen til billederne på væggen. Han stirrede på dem i et rum tid, inden han begyndte at tage dem ned, ét efter ét. De røg ned i hans bukselomme, og senere ville Darius få dem, for at passe på dem indtil Cain var klar til at se dem.
Solon havde ondt af Cain, meget. Det gjorde ondt at se ham lide på den måde.
Specielt fordi han lignede Darius så meget, at det nærmest var umuligt for Solon at se forskellen.
Solon kunne stadig mærke kniven for sin strube, og det var tydeligt for ham, at han ikke ville være alene med Cain igen. Det ville helt klart blive hans død.
''Jeg er virkelig ked af at det her er sket..'' sagde han og så på Darius - med et toneleje der tydeligt viste at han tog det fulde ansvar for Cain's handlinger. Han havde selv været skyld i dem, med sin opførsel over for Cain og Darius. Men... Hvad med Darius? Var der noget mellem Solon og ham? Overhovedet? Solon havde ingen anelse længere.

(regner med at Darius hjælper sin bror med ud)

Da de endelig var kommet langt nok væk fra huset, vendte Solon sig mod Darius, og sså undskyldende på ham. ''Jeg... Jeg har været her i snart to uger...'' han så tøvende på Cain. ''Og, det er på tide at jeg tager videre...'' sagde han stille og så igen på Darius, inden han tog billederne op af sin lomme og rakte dem mod Darius. Han havde ikke så meget mere at gøre i Terrorville. Eller i Doomsville overhovedet. Han burde komme til Sunfury City, og finde Nemesis. Han skulle jo fortælle om Mika's uvidenhed om ugens hændelser.

//sorry den lange ventetid! Havde besøg, og så skulle jeg også lige det ene og det andet!... o.O TT.TT

De førsste mange sekunder, råbte og skreg Cain. han kæmpede og sparkede ud til alle sider, alt i mens han råbte: "jeg dræbe dig, du er død...Du er død" dog døde råbene ud, og efter lidt tid var han helt slap i Darius arme. Han stirrede blot tomt frem for sig og gjorde intet andet end at ryste. Han klamrede sig samtidig til sin brors arme. Darius rynkede brynet, da han for alvor så de mange mærke der dækkede Solon's krop, han mindes ikke at de havde været der den pågælende aften, hvor de lagde øjnene på hinanden for første gang. Dog så mange af dem også nye ud, så spørgsmålet var så hvem der havde givet ham dem. Han nikkede stille og trykkede sin brors krop ind imod sin egen, han hjalp ham med udenfor. Dog da Solon med et undskyldte over hvad der var sket, rystede han på hovedet "dette er ikke din skyld" pointerede han og hjalp sin bror mede udenfor. Da de først var kommet ud og det stykke væk fra huset, så det ikke længere var synligt, lagde han sin bror op langs et træ, således han kunne sidde og få vejret. Han gik stille hen imod Solon. han rynkede brynet, men sukkede og nikkede. Dog lagde han sine hænder på Solon's kinder "find me when you can...or send a message for me" sagde han og gav ham en af de slags kys, der ville få den anden parts knæ til at blive helt bløde. Han holde kysset længe og så derpå direkte ind i Solon's øjne"jeg ved det ikke hjælper og du næppe vil lytte til mig...jeg mener hvorfor skulle du. Du blev bortført af min tvilling og ja jeg er bare en simpel incubus...men jeg ønsker ikke du skal gå" han strøg den anden mand blidt ned over kinden. han tog imod billederne og lagde dem hurtigt ned i sin lomme, derpå tog han sin jakke af og lagde den omkring Solon

//det er helt okay...vi kan alle have hektiske dage!

Solon så undret på ham, da Darius placerede sine hænder på hans kinder, og kyssede ham. Kysset var dragende, lokkende, tiltalende. Alt hvad man kunne forvente af et incubus-kys. Egentlig, ville han have gengældt kysset, men han gik i stå i nydelsesfasen, og kunne ikke komme videre. Da Darius prøvede at forklare at han ikke ønskede at han skulle gå, så Solon ned, opgivende.
''Jeg kan ikke blive her, Darius. Selv hvis jeg kunne, ville jeg ikke turde.'' sagde han, og så på Darius da han lagde sin jakke om Solons skuldre.
''Du har mere brug for tiden til at passe på din bror, end på at rende rundt med en fyr og være skødesløs..'' sagde Solon med et lille smil. ''Og det samme gælder mig og min søster..'' sagde han stille, inden han så Darius direkte i øjnene; ''Og du er ikke bare en simple incubus. Det vil du aldrig blive..'' sagde han med et smil, sorgmodigt og alligevel en smule lykkeligt.
Et smil, der kun kunne betyde farvel. Solon trak jakken af sig igen, og lagde den i Darius' hænder inden han bakkede lidt væk. Til hans store overraskelse hylede en hund op og trak sin hale til sig, da han ved et uheld havde trådt den over halen. Hunden kunne ikke overraske ham ekstremt - det var jo trods alt hans søster.
''For fanden Hekami!..'' knurrede han en smule surmulende. Hekami gøede dog blot en enkelt gang, som et hånende grin, og så derefter hen på Darius hvor hun lagde hovedet på skrå og lod sine ører stritte. Hekami, en schæferhund der var utrolig slank og elegant - men også bidsk og drabelig - så til sidst hen på Cain og luntede hen til ham med ørerne lagt ned. Hun lagde sig ved siden af ham, og halsede mens Solon så frustreret på hende.
''Du ved at Nemesis hader forsinkelser!'' sukkede han til Hekami, der bare lagde hovedet på Cains skød, og så op på Darius - spørgende.

//Nu må Darius hellere møde Hekami, eftersom Solon har mødt Cain xD

Han stivnede, men nikkede dog og holde hænderne overgivende op. Han vendte blikket ned og så ikke et eneste sekund op, han ville helst ikke virke for latterlig, ved at ligne en der helst ikke ville give slip på denne unge mand. Han løftede dog med et hovedet og stirrede direkte på ham "skødesløs?...mener du at jeg er skødesløs?" spurgte han og hævede øjenbrynet. Han forstod ikke hvordan pokker han kunne være skødesløs og da slet ikke ved at rende rundt med ham. Han fik et lille smil på læberne, ganske vidst ikke stort men det var der alligevel. Da Solon med et lagde sin jakke i hans hænder, knuggede han sine hænder omkring den således hans knoer blev helt hvide. Han skulle netop til at vende sig om, da lyden af en et hyl mødte hans øre. han stivnede og rynkede brynet, men dog fik han hurtigt øje på hunden. Det gik hurtigt op for ham både hvem denne hund var og samtidig også hvad Solon i virkeligheden var.
Den måde hun blot spankulerede hen til hans bror også lagde hovedet på hans skød, fik ham til at smile. For nok var Cain ikke just verdens venligste mand og der var helt klart mange han ville gøre skade på. Men ligeså snart det kom til nogle fra dyrerracen så var han nok den venligste man kunne komme forbi. uden rigtig at se ned på Hekami, lagde han forsigtigt sin hånd på toppen af hendes hoved, hvorpå han strøg fingrene nænsomt igennem den bløde pels. Darius smilede og gik stille hen til de to, hvorpå han knælede ned foran dem "jeg må sige du er smukkere end hvad jeg forventede" han vendte blikket op imod Solon og hævede øjenbrynet. Efter lidt tid, rejste han sig og vendte sig med fronten imod den anden mand

//jeg tror skisme man har fundet Cains svaghed!

Solon så lidt på Darius, inden han sukkede stille.
''Det var ikke ment sådan.. Det er bare..'' Han stak hænderne i sine bukselommer og så lidt ned.
Hekami så hen på Solon og Solon stirrede ned på jorden foran sig.
''Jeg ved det godt..'' sukkede han, som svar på Hekamis telepatiske formaning om at hvis Solon ville beholde Darius som elsker - og måske mere - så skulle han kende forklaringen på deres levestil.
'Du har vel regnet ud, at dette er min søster..'' sagde han stille, inden han så hen på Darius, med et blik der sagde mere end tusind ord.
''Hekami og jeg er udstødte. Vi kommer fra en lang række hekse... Normalt er de kun kvindelige, men lige i mit tilfælde... Not so much.'' han lod sin skosnude begrave sig lidt mens han så ned på den for ikke at se Darius i øjnene.
''Min mor døde, da hun fødte Hekami og jeg. Og min far har altid ment at Hekami var skyld i det.. Så han sendte jægere efter hende da han ikke kunne drukne hende som lille. Og som alle ved, dør hun - så dør jeg.'' sagde han stille. ''Min far mente at jeg var en dæmonunge, noget helvede havde bragt over slægten. Så da jeg fyldte 12 år, gav han mig et valg - enten stak jeg af med Hekami, eller lod os begge henrette. Vi var en skændsel.'' nu så Solon direkte på Darius igen, med et blik der var hårdt og koldt.
''Min far sendte jægere efter os - ikke kun almindelige jægere, men heksejægere også. Han vidste at kun én af os behøvede at blive dræbt for at slippe af med os begge. De jægere er stadig efter os, og derfor er jeg aldrig for langt væk fra Hekami. Og aldrig det samme sted mere end et par dage..'' sagde han og så hen på Hekami.
''Der plejer at gå to år, mellem mine besøg i de forskellige byer.. Jeg er nødt til at holde os i bevægelse, på farten, for ikke at lade jægerne komme til os.'' han så lidt ned inden han igen så på Darius.
''Jeg mente at det var skødesløst af mig, at finde mig venner, måske mere end det, når jeg ikke kan blive. Det kan kun sårer folk..'' han sukkede.
''Jægerne fandt mig i går. Hekami var heldigvis ikke i nærheden. Min fars ordre er at myrde Hekami, for at have sin søns blod på samvittigheden er han ikke med på.'' sagde han stille.
''men en god omgang tæsk, det elsker de nu altså at give..'' sagde Solon inden han så hen på Hekami.
''Vi er nødt til at gå nu... Ellers kan vi risikerer at de tror at i er med os..'' han så på Darius. Undskyldende, inden han så på Hekami, der ikke rørte sig ud af flækken så længe Cain aede hende.

Han nikkede og så ned imod Cain, der var overraskende rolig. Som regel når han fik et anfald, så ville der gå langt mere end blot en minutter før han fik det godt eller bare var rolig. Dog virkede det som om hekami's nærvær havde gjort den ellers så ustabile dæmon, utrolig stille. Da Solon med et begyndte at fortælle omkring sin fortid og hvilket miljø han egentlig kom fra. Han forblev stille under hele beretningen, så det var først da Solon blev færdig han gik helt hen til ham. Han lagde en blid hånd imod hans kind "du behøver ikke gå...vi kan hjælp..." han tav da Cain med et kom med en underlig lyd "Christian, Serilda og de andre" sagde han ud af ingenting. For alle andre der ikke vidste hvad pokker han snakkede om, så ville det blot være helt almenindelige navne...dog var der en historie bag dem. Darius sukkede og så imod Cain, der igen var gået tilbage til at stirre ud i intetheden "Han har ret...vi har mange venner, som skylder os tjenester. Serilda er en utrolig stærk succubus...hun bær nok et stort had imod manderacen, men hun hader børnemishandling langt mere...og den kvinde får Cain til at ligne ingenting. Christian er et spøgelse vi hjalp for nogle år siden...vi har flere" han lagde begge hænder imod Solon's kinder. Han forsøgte virkelig at hjælpe den anden, men selvfølgelig var der vel kun et stykke han kunne hjælpe. Hvis Solon virkelig nægtede hans hjælp, så kunne han vel intet gøre. Dog ville han helst ikke lade Solon gå helt så nemt, hvilket nok også var derfor han kæmpede så meget

Solon hvilede ansigtet lidt mod Darius' hænder, men stoppede dog hurtigt igen.
''Din bror har lige prøvet at srætte mig op - to gange... Er du sikker på, at du overhovedet kan lade mig være i nærheden af andre af dine bekendte..?'' han så spørgende på Darius.. Darius kendte måske ikke til Solons natur som værende en pestilens og en yderst provokerende møgunge.
Solon så kort på Cain og derefter på Darius.
''Hvorfor vil i overhovedet hjælpe os..?'' han forstod ikke kærlighed, det havde han aldrig gjort. For ham, var det eneste bånd med nogen han nogensinde ville få, det han havde sammen med Hekami. Han kunne ikke undvære hende. Aldrig.
''Selv hvis jeres venner kunne hjælpe.. Så ville vi være nødt til at tage afsted i dag. I hvert fald i en måneds tid..'' han så undskyldende på Darius. ''Jeg kan ikke fortælle dig hvorhen... Desværre.. Men jeg kommer tilbage - på ære.'' sagde han og bed sig lidt i læben. Hekami slikkede kort Cain på hånden, som et tegn på at hun også lovede at komme tilbage. Cain var slet ikke som Hekami havde troet - hvad pokker var Solons problem med ham?
''Vil du vente på mig..? Jeg ved at du er en incubus, jeg forlanger ikke at du skal sulte..'' sagde han og så direkte ind i øjnene på Darius.

Han klukkede "Serilda er måske en hård nød...men hun er god nok og det samme er Chris...han vil højst tænkelig flirte lidt med dig" han trak på skulderne og sendte ham et opmuntrende smil. Det var tydeligt, at han rent faktisk virkelig forsøgte dette, han forsøgte virkelig at hjælpe dem! På nogle punkter ville Cain også hjælpe, men det var nok mere Hekami han ville hjælpe. Han lagde hovedet på skrå "Behøver jeg ikke grund" spurgte han blidt, alt i mens hans tommelfinger blidt strøg ham ned over kinden. Han kunne virkelig ikke forklarer den pludselige lyst til, at ville hjælpe Solon...men den var der og han agerede blot på den følelse.
Han bed sig i læben og så ned, da han udtalte at han blev nød til at forlade ham alligevel, dog da Solon med et sagde at han ville komme tilbage lyste de turkis blå øjne op som han igen vendte blikket op. Han greb hurtigt fat omkring Solon "jeg venter ligeså længe det tager!" han trykkede sine læber direkte imod den unge mands og holde kysset længe, før han hvilede sin pande direkte imod Solons "hvad gør du ved mig" hviskede han og sukkede. Han gav stille slip på Solon og rettede sig op "Mød mig på kroen hvor vi mødte hinanden for første gang...jeg vil se om jeg kan få de andre med" sagde han blidt.
Cain fjernede for første gang sit blik, fra hvad end det nu var han stirrede på og vendte det direkte imod Hekami. De røde øjne betragtede hende nysgerrigt, og han gav hendes øre et sidste nussen, før han rejste sig op. Det normalt hånlige udtryk var erstattet med et udtryk af beundring og undren

Solon undrede sig lidt, over den måde som Cain så på Hekami. Men eftersom Solon nu vidste at Cain ikke udelukkende var et møgdyr, så ville Solon ikke tvinge Hekami til at holde sig væk.
''Jeg lover dig, at om to uger fra i morgen, så er vi på kroen. Men kun én dag.'' han så  direkte på Darius.
''Jeg tør ikke risikerer at der sker Hekami noget.'' Mange havde set Solon som den overbeskyttende hundeejer, og ikke som broren som ville dø hvis hans søster døde.
''Hekami, vi skal afsted...'' sagde han stille, inden han så tilbage på Darius.
''Vi ses  om to uger..'' sagde han med et lille smil, inden han gav ham et blidt kys som varede en smule længere end normalt. Han slap Darius og trak sig ud af hans favn.
Hekami luntede hen til Cain og slikkede ham kort på hånden, inden hun luntede hen til Solon og bjæffede lavmælt, klar til at gå.

//lidt kort, men har heller ikke fået morgenkaffe endnu xD

Han nikkede og strøg samtidig blidt Solon ned over kinden. Han var normalt ikke en for direkte, at gøre denne her slags ting...men han havde vel fundet en der var værd at gøre det med "it's a date" sagde han kort drillende. Han vidste allerede nu, at han nok et sted kom til at savne de to og han da i den grad ville vente på ham. Han sukkede, nu skulle de så gå hvert til sit...men om de to uger ville de igen se hinanden! Han bed sig i læben, men nikkede "vi ses" han sukkede det sekund Solon's læber ramte imod hans, samtidig strammede han grebet omkring den unge mand og det vidste sig tydeligt...at han ikke just havde lyst til at give slip.
dog da han endelig skulle, fik han så også gjort det og han vinkede til dem som de gik. Derpå gik han hen til sin bror og hjalp ham op og stå. Han lod ham læne sig op af ham, og da han ikke længere kunne se dem, vendte han dem om og de forlod skoven sammen

//er skam helt okay!

Skal vi tage deres møde to uger efter eller...?

//jeps, det skal vi Og tænker at vi er nødt til at lave et nyt emne så - så de ikke bliver blandet sammen. Og husk, at hvis du vil have at Christian skulle være med f.eks. så skriv det lige til ham xD

Gider du a) at lave det nye emne, eller b) skrive et nyt svar som passer med de to uger senere?
Sidder og knokler med det mest provokerende jeg har set i lang tid i biologi.. xD

Det tænkte jeg også!! Jeg er personen bag Chris...så jeg behøver ikke spørge ham

Og jo det vil jeg da gerne!