Noone asked for my help, huh? ~ Sean

t: omkring 11-tiden om formiddagen
s: hospitalet i Angerforge Distriktet
v: det er lunt og mildt vejr udenfor. Dejlig køligt på hospitalet
o: få læger, få sygeplejesker og nogle patienter.

Tingene var blevet bedre, efter timerne hos Sean.
Hendes hår havde fået mere glans, hendes hud var blevet gylden. Alle sår og blå mærker var væk. Efter to dage, havde hun besøgt det hun genkendte som et hospital. Et hospital, et sted med væsner der enten blødte eller var kommet til skade eller syge. Men der var adgang til gratis blod, og hun kunne hjælpe. Og det var det hun nød. Hvad end hun havde lavet før hun var vågnet på det marked, var dette langt mere tilfredsstillende for hende.

Hun var iført en kjole, der kunne ligne en underkjole fra middelalderen. Hvid, løs undtagen om taljen. Der sad den tæt og fremhævede hendes former. Hendes sko var højhælede med hvide silkebånd om anklerne - det kunne dog ikke ses for kjolen.

Hun havde boet på hospitalet - hemmeligt. Uden en identitet kunne hun ikke få et sted at bo. Og efter 'afvisningen' fra Sean, turde hun ikke blive boende hos ham.
Hun sukkede da hun satte håret op og så på posen med tøjet fra Sean. Hun skulle nok afleverer det når hun fik taget sig sammen til det.

Fra trappen kunne man hører en kalde på hende. Noget med at hun skulle skynde sig, meget.
Hun for op af trappen, blot for at finde en ung dreng - yngre end Sean - som var kollapset på gulvet på vej til at forlade hospitalet. At dømme på hans syninger på armen var det drengen der havde vundet en street-fight, men med en flænset arm som trofæ.

Hun stod og kæmpede med at få ham op og så, så hun kunne få ham ind og ligge i sin seng igen. De store døre stod åbne, og alle kunne se ind - se hende knokle, alene, med at få den unge dreng på benene igen..

Han viste ikke hvor Elyas var, eller havde været, kun at han havde været væk for længe og at han nu var officielt bekymret for ham. Da en af hans mænd fortalte ham at en ung dreng, der ca. passede til Elyas af udseende, var fundet på hospitalet. han havde grebet sin kappe, slynget den op skuldrene og sat kursen direkte mod hospitalet. Han brød sig ikke meget om de steder, han følte alle stirrede lige igennem ham og kunne se halt han nogensinde havde fejlet og ville fejle. De stak nåle i folk med en uidentificerbar væske og sagde det ville hjælpe. De hælede ting ned i halsen på en og sagde det ville hjælpe, de gav fremmed blod...Nej, han brød sig ikke om det. Og der var Elyas måske.
Denne formiddag var han klædt i nogle almindelige, lette sko og nogle mørke jeans. En hvid skjorte, knappet og nu en sort kappe om skuldrene. Det mørkebrune hår strittede let til alle sider, de fore grove ar ned over hans ansigt og de mørke øjne...

han trådte ind og det så ud til at være en normal dag for dem. Nogle sad ved et bord og var sikkert nogle assistenter af en slags, der udførte papirarbejde. Andre gik fra det ene rum til det andet. Kun få så ud til at se ham og ingen så ud til at vide hvem han var. Men nu reddede de vist også kun livet for dem han pinte.
Han lod hånden glide gennem håret, trak vejret dybt og gik direkte over til en kvinde der stod og lavede et eller andet...
"Undskyld mig. Har i for nylig fået en ung dreng ind? ikke mere end en teenager?" spurgte han.

Kvinden han havde spurgt, var på alder med Nephthys, men langtfra lige så opdragen. Hn så kort på Sean, nikkede og slog med hovede hen mod Nephthys der stod og knoklede med at få teenagedrengen op og stå så hun kunne hjælpe ham ind i sin tildelte seng.
"Spørg hende." Svarede kvinden inden hun forsatte med at stå og fumle med gulnede journaler på patienterne.


"Helt ærligt, du kunne godt samarbejde bare en smule! Det er ikke fordi du vejer en okse eller to vel!?" Knurrede hun frustreret, på nippet til bare at smide ham op på sin ryg og bære ham ind på sit værelse - hvilket de andre ville finde mistænkeligt og derefter ville de begynde at udspørge hende.

Han så over mod det sted kvinden havde nikket og uden at sige tak, eller noget som helst andet, gik han derover. Han havde allerede genkendt Neph, selv om det var noget tid siden han havde set hende. Hvad hun lavede her viste han ikke helt. Men det var også lige meget, for drengen...Var hans kære nevø, mere slasket end en kludedukke.
"Goddag, Nephthys" han sendte hende et svagt smil, men ærlig talt var han ikke humør til de små detaljer han ellers gjorde til hverdag. Som det evige, falske smil han altid kom med, indgød folk til at stole på ham og fortælle deres hemmeligheder...Eller i hvert et skridt på vej dertil. Han tog fat i drengen, lagde en arm om hans ryg og under hans ben og løftede ham op i favnen.
"Jeg kan se du har fundet min nevø. Jeg ledte selv efter ham"

Hun så på Sean det sekund han talte til hende.
''Hej Sean.'' sagde hun roligt, og smilede stille.
''Ja, han lå et par meter fra en gyde, armen sprættet op. Jeg gætter på at han har været i endnu en af de tremmeburskampe de hygger sig med i gyderne. Giften i såret tydede på vampyr, men jeg ikke sikker. Jeg ved ikke om du burde tage ham med hjem, Sean... Jeg ville foretrække at du lod ham blive her lidt, så vi kunne holde ham til observation..'' det var tydeligt, at hun vidste at Sean ikke kunne lidt hospitalet, og langtfra kunne lide tanken om hans nevø i hendes varetægt.

Tremmeburskampe... Hun havde allerede inden for den sidste uge måtte hente døde og slemt sårede. Det var det mest ubehagelige ved arbejdet - at hente de sårede. Mange skreg, eller råbte af hende. Mest grundet hendes vampyr...

''Sean, hvad lavede din nevø i gyderne - hvis jeg må spørge?'' hun så forsigtigt på ham.
''Det var ikke for at snage. Men det ligner ikke de normale tilfælde. Normalt, så er de slået ihjel når vi finder dem. Ikke med en slemt flået arm..'' sagde hun stille, inden hun så undskyldende på ham.

''NEPHTHYS! Du har ikk tid til sladder. Mr. Bentson skal have skiftet sengelagener!'' råbte den kvinde Sean havde spurgt forinden. Nephthys skar tænder, inden hun så undskyldende på ham igen.
''jeg må hellere...'' mumlede hun inden hun var på vej hen til et af de lukkede værelser.

Hans blik gled over armen, som nogen havde bundet ind. Eller i hvert fald forsøgt, lige nu lignede det mere en hastig forbinding, rød af blod. Hans sø...Nej, hans nevø, var sikkert svag af blodmangel. Men der var en ting der plagede ham mere, nu hvor han viste at drengen var i live. Det var samme arm hvor han havde sin tatovering med Lucifers ord. hvad havde den dreng haft gang i?!
"Han elsker ballade. Han er en ustyrlig teenager og tilmed dæmon, hvilket ikke gør tingene meget bedre. han har sikkert været uforsigtig og efter en kamp, provokeret til det kunne jeg forestille mig" han nævnte intet om tatoveringen, selv om den der havde taget sig af ham sikkert havde bemærket den. Men det var de færreste efterhånden som viste hvad den betød. Og hvis den var blevet flået op, var den nok ikke genkendelig. Dog, mistede Elyas den ikke. Den kom altid igen...
"observation for hvad? At han trækker vejret? Det er tydeligt nok, selv for mig. Jeg troede ikke du var læge typen? Du har haft evnerne, men jeg havde aldrig troet jeg faktisk skulle se dig her" han lod blikket glide ned over hende, da en kvinde råbte. Han lod blikket glide over til kvinden han havde snakket med et øjeblik før.
"Neph, stop. Bliv her. Hvis nogen skal se til min nevø, skal det være dig. Du er den eneste jeg kan stole lidt på et sted som her..." hans blik gled over til kvinden igen, som havde råbt.
"Find en anden til det! Jeg vil nok mene en bevidstløs dreng har mere brug for opmærksomhed end nogle lagner!"

Da Sean svarede kvinden igen så Nephthys opgivende på ham.
''jeg er den eneste frivillige her, Sean. Jeg lover dig, at jeg passer på din nevø - men en mand med åbent sår har lige blødt igennem sine lagener for tredje gang i dag. Jeg ved at du helst vil have ham hjem - og jeg stopper dig ikke. Men jeg fraråder at du fjerner ham fra lægeligt opsyn. Med den blodmangel, er det ikke sikkert at transportere ham selv..'' hun sukkede stille.

Kvinden var blevet ligbleg da han havde svaret hende, og havde straks selv begivet sig ned for at skifte lagenerne.
''Kom med her. Jeg tror ikke selv at jeg kan bærer ham.'' hun smilede stille til ham, inden hun nu var på vej hen til et andet værelse, der tydeligvis var designet til at dem der faktisk burde være i rummet - var der. Der var låse, der var en stor dør, vinduerne var placeret så folk ikke bare gloede ind. Det var et intensiv-værelse.

''en anden gang, Sean... Så lad være med at råbe af hende... Hun bliver så let ked af det..'' sagde hun stille. Hun ville ikke lyde sur, langtfra.

Hans mørke blik gled endnu engang over Neph og han var tæt på bare at vende om og gå. Dette var ikke noget han ikke kunne klare der hjemme, med Sigmunds hjælp. Og gik det endelig helt galt kunne han sende bud efter en læge eller nogen der kunne sådanne ting. Et hospital var ikke nødvendigt, han havde aldrig haft brug for et. Han havde været på et flere gang, men det var nu mere fordi han ikke have været i stand til at modsige sig det...
"Jeg er ligeglad med hendes følelser, Neph. Hun så ikke særlig venlig ud i mine øjne" svarede han kort. Han brød sig ikke om værelset. Det var alt...klaustrofobisk. Som om det var designet til at holde folk inde. han havde ikke meget lyst til at gå ind, og slet ikke med sin nevø. Og alligevel befandt han sig snart inde i rummet, med sin nevø i armene. I stedet mønstrede han et svagt smil.
"Lægeligt opsyn? siden hvornår tog du den uddannelse?" spurgte han. Han gik over mod en ledig seng og lagde forsigtig sin nevø ned i den. Han bevægede sig lidt, men ellers var han helt væk. Sean lod hånden glide over hans pande, før han ledte efter hans puls på halsen og til sidst tog hans arm og lod blikket glide ned over forbindingen, for at bedømme hvor sårene sad i forhold til tatoveringen. Dette var et problem, selv hvis han fik elyas ud herfra igen. Nogen viste noget om det her og det var ikke sikkert...

Hun lukkede døren efter dem, tydeligvis ikke glad for hans direkte modvilje for at lade Elyas være på hospitalet.
''jeg forstår, at du ikke stoler på mig.'' sagde hun stille.
''og det er okay, det er de færreste der stoler på en kvinde ingen kender noget til.'' hun smilede kort.

''det er ikke en uddannelse, jeg har. Jeg har heller ikke erfaring med det. Men jeg har det fint med at hjælpe. Og da han minder om dig på så mange punkter, er det enten dig eller mig, der skal passe ham. Selvom jeg ikke er uddannet, er det jo langtfra første gang jeg har set resultaterne af de tremmeburskampe. Og med hans arm, og det faktum at han knap kunne komme ud af døren... Jeg er bekymret for ham...'' hun så undskyldende på ham.
''Jeg kender ikke din nevø..'' sagde hun stille.
''men jeg har ikke set den tattoo før..'' hun så lidt på Elyas.

Hun så lidt på Sean igen.
''du kan sagtens tage ham med hjem... men jeg ville foretrække at han var her, til observation...'' sagde hun stille. Intet om at hun så ville se Sean så ofte som muligt. Hun kunne lide hans selvskab - meget.

han drejede hovedet over mod hende og så lidt på hende.
"Hvor meget husker du efterhånden? Stadig intet?" spurgte han. Han gik ud fra at hvis hun faktisk huskede noget, ville hun nok ikke være her. Men det var da fint hvis hun havde fundet sig noget at lave. Gad vide hvad der enlig var blevet af hendes klan, det havde han glemt alt om da den ikke udgjorde nogen trussel for ham...
Hans blik gled over mod vinduet et øjeblik, før han så ned på sin nevø igen.
"Elyas. Du kyssede med ham en aften, faktisk sidste gang vi så hinanden inden du fik hukommelsestab. Jeg var ret vred på dig. Det var...forkert. Især når man tænker på vi to havde delt seng" han slap Elyas' arm.
"Har i nogle nye forbindinger og noget vand? Jeg vil gerne skifte den. Den ser ikke sund ud. Og angående tatoveringen...Bare glem alt om den. Den giver problemer. Tydeligvis" han ville helst ikke rode Neph ind i det, hvis han kunne undgå det.

"har jeg kysset ham?" Et kort øjeblik var hun splittet. Ja, Elyas var flot, men... Nej, det ville hun ikke...
"jeg husker meget lidt, og meget spredt.. men intet om hverken dig eller din nevø.." hun sukkede stille.
"Bandager, det har jeg her." Hun gik hen til en skuffe og tog bandager frem samt en saks og gik hen til ham inden hun så undskyldende på ham. "den tattoo..." Startede hun men tav. Hun gav ham tingene og fandt en skål med vand der var lunkent og noget vat dyppet i sprit.

Han begyndte at tage hans forbinding af, samtidig som Neph ledte efter nye. Da han kom ind til såret, så det ikke så slemt ud som han havde frygtet. Nogen havde syet de værste steder sammen. Han tog noget af vattet og rensede sårene så godt han nu kunne og så godt som han nu havde erfaring til. Hvorefter han tog forbindingen og begyndte at lægge en ny. Han kiggede kort på tatoveringen. Jep, et af sårene gik tværs over det. Det gik op for at Elyas sikkert havde fået sig nogle nye ar, når sårene var healet, for livet.
"Tatoveringen. Lucifers ord til de reneste og magtfuldeste dæmonfamilier. Hans udvalgte. min familie har den forbandelse, fra min mors side. Elyas har den også" svarede han, da hun spurgte ind til den.

''jeg følte også at jeg var forbandet, før du tog mig til dig...'' mumlede hun, mens hun fjernede de beskidte bandager. Hun så tøvende på Sean.
''jeg begyndte så svagt at huske noget, her da jeg forlod dit hus... Jeg... Jeg troede at jeg var ved at blive skør, sådan at se mig selv på den måde...'' hun så på Elyas.

''i det mindste har han en familie - en onkel - som faktisk holder af ham.'' smilede hun inden hun så på Sean.
Det var tydeligt, at hun kunne se en del af sig selv i Elyas - på den måde han lå der.

''de gemmer journaler.. over alle, der nogensinde har været patient her. Elyas er en undtagelse. Hans journal er i mit skab, låst inde. Du får den med dig når han forlader hospitalet.'' hun så på Elyas igen.
''... min journal var der også...''

Han gryntede kort, for at fortælle hvad han syntes om det. Journalerne. De havde ikke en over ham. For det første fordi han undgik hospitalet og for det andet, hvis han endelig havde været der, stjal han dem og brændte dem. Og dermed var der ingen. Ikke engang en kopi.
"Hans far og mor bryder sig nok også om ham. De er bare i en anden dimension, som det ikke engang er sikkert han nogensinde kommer tilbage til" mumlede han roligt, da han blev færdig med forbindingen og hans arm nu så lidt sundere ud.
han så over på Neph igen. Hendes? Hvornår havde hun været indlagt? Han viste det ikke. han var heller ikke sikker på om det betød noget.
"Journaler kan ødelægges. Heldigvis. Elyas' vil lide samme skæbne, ødelæggelse. De skal ikke komme her og tro de ved noget!"

Hun nikkede roligt til ham.
''kvinden du svarede igen, før. Hun var også patient her engang. Voldtægtsoffer - ugh - grim sag. Hun var så smadret indvendigt, at de opgav at lappe hende sammen - de gav hende bare en smertefri dødsdom. Hun har 2, måske 3 år tilbage. Derfor hjælper hun til her.'' Sean var vel ligeglad med den slags informationer.
''en vis Nemesis Storyteller kom ind, højgravid, og ønskede en abort. en uge senere forlod hun hospitalet, men tog ikke sin nyfødte datter med sig. En shapeshifterpige...'' hun så nu direkte på Sean.

''Elyas' forældre er i live... Mine... Ja, hvem ved?'' mumlede hun, inden hun trak vejret kort, en smule rystende.
''Jeg er bare glad for, at han blev fundet inden andre havde set den tattoo...'' sagde hun så lidt efter.

Det var en masse triste oplysninger, nogen var han ligeglad med, andre var lidt mere interessante.
"Elyas har forældre. Jeg ved ikke om de stadig lever, min...Bror...burde være kommet efter Elyas, det er efterhånden over et år siden han efterlod ham her. Og ikke engang i min varetægt, jeg overtog ham bare" han så lidt på hende.
"Nogen må jo se efter familien og sørge for resten ikke bliver lige så rådden" han sukkede svagt, da Elyas igen begyndte at bevæge sig. Hans øjenlåg sitrede let, men han vågnede endnu ikke.
Han så over på Neph.
"Så du har skabt dig et tilflugtssted her?"

hun trak på skuldrene.
''tilflugtssted lyder som om at jeg er på flugt... Det er jeg nu ikke.'' smilede hun inden hun fyldte et stort glas med iskoldt vand, og stillede det ved bordet ved siden af sengen.
''Så... du overtog Elyas? det kan han næppe have haft det godt med?? At hans far ikke gad ham, og han ender hos sin onkel - som er ti gange bedre til at få fat i kvinder end ham selv.'' smilede hun.
''jeg ville ønske at han ikke huskede hvordan dette skete. Hvordan han endte her, og kollapsede på gulvet..'' sagde hun inden hun så på Sean.

''det tøj jeg lånte..'' sagde hun inden hun så på Elyas igen.
''jeg har fået det vasket, og det ligger i en pose nede i mit skab.'' sagde hun, inden hun lukkede øjnene.

hun havde forandret sig en del. han kunne ikke længere genkende den måde hun snakkede på. han følte det næsten som om han sad med en fremmed, men alligevel skulle lege venner. Elyas bevægede sig igen og denne gang åbnede han øjnene. Hans blik gled lidt forvirret rundt, som om han intet viste eller bare var forvirret. Så landede de på Sean og et svagt smil gled over ham.
"Onkel..."
Sean så hen på Elyas og kom selv med et svagt smil.
"Elyas. Så er du vågen" han ville vente med at skælde ud. Først skulle han havde ham ud herfra igen.
Han lod blikket glide kort over mod Neph igen.
"Man er altid på flugt. Fra et eller andet" svarede han kort, men opgav at svare hende yderligere, da Elyas begyndte at hoste.
"God, jeg er tørstig!" udbrød han, hvilket fik Seans smil til at vokse lidt. I det mindste virkede hans hoved endnu, da.

"håber du at jeg får hukommelsen tilbage en dag?" Hun spurgte, men regnede ikke med at få svar, da dtengen vågnede.
"giv ham et kvarters tid til at sunde sig, og så kan i tage hjem.." sagde hun inden hun gik hen mod døren. "jeg henter lige posen med tøjet, og journalen."
Hun skyndte sig ud af værelset inden Sean forhindrede hende i det.

Da hun endelig var nede ved skabene, tog hun sig selv i at kigge i spejlet. Hun så hurtigt ned igen, og tog posen. Hun lagde journalen ned i posen så de andre på hospitalet ikke bemærkede den.

Så var hun på vej tilbage til Elyas' værelse, tavs.

Han så hen mod hende, men nåede ikke at svare, før hun var gået. om han ønskede det? Både ja og nej...Hvad ville det ændre? At hun huskede ham. Men hun ville også huske de dårlige ting. Men inderst inde håbede han det jo nok. Hun havde eller var jo en del af hans tætteste personer og at hun intet huskede om det...Desuden ville han ikke manipulere rundt med hende, selv om det kunne være nemt lige nu. Han så ned på Elyas der ført nu opdagede Neph og genkendte hende. Da hun forlod værelset trak han vejret dybt.
"Er det hende?" Sean nikkede og Elyas jamrede sig sagte.
"Det var altså ikke med vilje..."
"Det har vi talt om! nu, hvad lavede du i gyden? Hvor du blev fundet med dine ene arm halvt opflået, endda den med tatoveringen?" Elyas virkede forvirret et øjeblik, før han lukkede øjnene. Svag i kroppen.
"Altså...det var bare for sjov jo. Lidt ballade, i en ellers kedelig hverdag..." sukkede han
"Men tatoveringen. Det var ikke et tilfælde de valgte lige den arm!" sean var måske lidt hård, men det gjaldt Elyas' sikkerhed.
"Det var ikke noget...Virkelig...Bare lidt sjov..."
"Hyle morsomt, ikke?" Sean rejste sig fra sengen og med korslagte arme gik han over til vinduet og stirrede ud af det.
"Se at komme op af den seng. Du får selv lov til at gå hjem, hjem hvor du bliver til du er helt rask" Elyas sukkede og så over mod sin onkel, før han lidt besværet fik sat sig op med dunkende hovedpine.

Hun nåede lige ind i værelset, til at se Elyas rejse sig.
Hun så straks strengt på Sean.
''Hvad fanden tænker du på?'' hendes stemme var en smule skarp.
''hvis han sætter sig hurtigt op, efter at være besvimet, kan han blive hjerneskadet.'' hun talte lavt til ti mens hun gik hen til Elyas.
''Hejsa. Jeg er nødt til at spørge dig om nogle ting, inden vi lader dig gå, okay?'' Den skarpe tone i hendes stemme var skiftet ud med en varm og venlig. Som mælk med honning når man havde ondt i halsen.

''Elyas, du blev fundet i en gyde, men armen sprættet op. Jeg er ligeglad med hvad din gamle kedelige onkel siger, hvis det var for sjov, var det det. Men du er nødt til at forstå, at bare fordi du er en dæmon, er det ikke sjovt for os andre at lappe dig sammen.'' hun smilede stadig. Så vendte hun sig kort mod Sean.

''Journalen ligger i posen, sammen med tøjet. Der er ingen kopier og der er ingen erstatning.'' hun så lidt ned.
Så så hun igen på Elyas.
''jeg tror du gjorde ham bange. Han kan lide dig. Selvom han nogle gange er lidt for gammel til at vise det rigtigt.'' hun blinkede til Elyas inden hun gik helt hen til Sean.

Hun placerede ansigtet tæt ved hans.
''der ligger én ting mere i posen. Det er en bog. Spændende læsning. En dagbog.''
Hun fjernede sig igen, velvidende at han enten var vred på hende over at tale sådan til Elyas, eller lettet over at hun ikke forventede en svar. Hun stak hånden i lommen og tog noget frem, som hun placerede i hans hånd. ''dén lå i dagbogen. jeg går ud fra at du genkender den.'' ringen.
Den ring, hun havde båret siden den aften i sneen hvor de havde skændtes så groft at han havde smidt sit armbånd, og hun var blevet sønderknust. Men ikke at hun huskede det..

''Elyas, hvordan har hovedet det?'' hun fandt to hovedpinepiller frem og stillede vandet ved siden af ham.
''hvis du får det dårligt, eller der er andet, så siger du bare til. Jeg er her, døgnet rundt.'' smilede hun.

Han vendte sig om netop som hun kom ind og var ikke forberedt på hendes lille tale, at hun irettesatte ham på den måde. Han brød sig ikke om det, faktisk følte han sig mere og mere vred over hendes opførsel. Før havde hun i det mindste ikke irettesat ham, som om han var et barn uden styr på sine handlinger! Han svarede dog ikke, lod bare de mørke øjne spidde hende og musklerne i hans kæbe tale deres eget sprog. Hans arme lå stadig over kors, da han lænte sig op af vindueskarmen. Hele dette sted gjorde ham pirrelig...
Elyas stod op og lod en hånd glide gennem sit hår, den raske arm. Han var svimmel, faktisk og det gik et øjeblik før han opdagede at Neph havde snakket til ham. Han så over på sin onkel en anelse forvirret. Så smilte han svagt.
"åh, nejnejnej. Spar dig! Jeg kender dig ikke rigtigt...Rigtig..." han trak let på den ene skulder, selv om det sendte en bølge af kvalme gennem hans krop.
"...Så du skal bestemt ikke kommentere mine handlinger" han smilte let. Han så nysgerrigt på posen. Journalen? Hvilken snakkede han dog om? Og bogen...En dagbog, fra hvem? Han var nysgerrig, men viste bedre end at spørge sin onkel om noget.
I stedet tog han imod pillerne og vandet. Han slugte hurtigt pillerne, men det var vandet der gjorde bedst. Han havde aldrig følt sig så tørstig før! Det var som om hans krop slappede mere af, nu hvor han fik væske...

Sean tog imod posen med et afmålt nik og tog et kig på bogen. En dagbog? For hvem? Han så op på Neph og fik så en ting i sin hånd. Hans hjerte hamrede en enkelt gang ekstra da han så på den. Han satte posen mellem sine ben og brugte i stedet begge hænder til at studere armbåndet. Det var den, endda den lille rift han havde fået givet den i sit arbejde...Det var den. Han troede den var væk, at han havde mistet den! Han lod den glide på plads på håndleddet og så over på Neph.
"Jeg troede den var væk" nikkede han kort. Han viste ikke om hun huskede den, men det håbede han...
"Kom, Elyas. Vi skal hjem" sagde han så pludselig, da han atter tog posen i sin hånd...

''det lå sammen med dagbogen...'' sagde hun inden hun så lidt ned. Jo, hun huskede armbåndet, men kun efter at have læst om det i dagbogen... Hvad det havde betydet for hende engang..
Nu vidste hun ikke hvad noget som helst betød noget. Hun havde brug for at give slip på Sean. Selvom hun havde mistet hukommelsen, havde hun ikke mistet følelsen af at elske ham. Og det var frygteligt. Den måde hun havde følt, at han var det eneste der holdte hende i live...
Nu var hun intet. En sygeplejeske, uden uddannelse, der tog sig af fremmede, for ikke at komme for tæt på dem rent mentalt.

''fint, jeg blander mig udenom dine handlinger. Men det gør din onkel ikke.'' sagde hun inden hun så på Elyas.
Så så hun lidt ned igen, inden hun gik mod døren igen.
''jeg går ud og skriver under på at han er udskrevet.. du kan bare tage ham med hjem nu..'' sagde hun bare. Følelsen af at være gået for tæt på, dvælede over hende. Hun var gået for tæt på med Elyas, og hun var trådt over stregen med Sean.
Det endte med at hun satte sin underskrift på at en ung mand ved navn Alex Freeman blev udskrevet. På listen var der ingen Elyas.
Så satte hun sig ellers på en af ventestuestolene der stod på gangen, og lukkede øjnene mens hun gned sine tindinger.

I takt med at hun havde læst dagbogen, havde hun fået flere og flere glimt af hvem Sean var. Hvem hun selv var. Og nu, ville hun ønske at de glimt ville forsvinde.
Hun ville ønske, at hun ikke eksisterede. Ud fra hvad der stod i dagbogen, havde hun svigtet Sean, så mange gange, hver gang forrådt hans tillid, misbrugt hans venlige intentioner... Hun var en... En nar. Og hun burde være solgt til en der ikke ville gøre andet end af tæve hende - som respons på alle de mentale tæv hun havde givet Sean...

Hun krøb sammen på stolen, i sin egen lille indelukkede verden af følelser, minder...

Sean var ikke som alle andre. Han byggede en mur op omkring sig og sænkede den aldrig. Få gange skete det, at folk gravede sig igennem den og lavede et hul kun se kunne forcere. Og hver gang blev han smertelig bevidst om at han bør få lukket de huller igen. Hver gang der skete noget, som gjorde bare den mindste smule ondt eller kunne være den mindste smule skadeligt, lukkede han hullerne og smed de personer ud, som var kommet for tæt på. Og forventede bagefter de stadig havde tålmodighed til at gide ham...Og han lærte aldrig af det. Han var hård og fortalte sjældent om sig selv eller sine følelser. Og ærlig talt, når han følte han prøvede...Virkede det aldrig som om folk tog seriøst eller gad rigtig at lytte. så han havde opgivet og holdt det hele for sig selv. hvilket også resulteret i folk som regel ikke troede han bekymrede sig om dem, selv om han gjorde. enlig var han vel en del skrøbelig. Hans indre rystede i hvert fald dagligt.
Han trak vejret dybt. Nephs dagbog? Hvorfor skulle han havde noget så privat, hvad ville hun opnå? han havde ikke lyst til at læse den. Han havde en tendens til at behandle alle som sit arbejde, tage afstand og manipulere med dem. Han havde ikke lyst til at læse hendes gamle dagbog...Sådan noget var for privat. Selv om han var dæmon, havde han stadig en fornemmelse af rigtigt og forkert!
Og det gik så ud over Elyas.
Han greb ham næsten i nakken og skubbede ham ud af døren. Selv om han stadig var svimmel, formåede han at holde balancen.
"Dette betyder jeg ikke behøver træne, ikke?" spurgte ham med sit sædvanlige, lidt for åbne, smil.
"få nu ikke for gode ideer" knurrede han som svar. Han så til at papirerne blev underskrevet og lod kort blikket glide over papiret, da han så Neph over skulderen. Papiret ville ikke skabe mistanke, bedømte han, og fandt ingen grund til at ødelægge dem også.
Elyas derimod gik over og satte sig ved siden af Neph.
"Jeg håber ikke du fik det forkerte indtryk den aften" smilte han og lænte sit hovedet op mod væggen bag sig, da han lod de grå øjne lande på Neph.

hun blev siddende, uden at se på Elyas.
''hvilket indtryk jeg har fået, er ikke relevant..'' sagde hun stille.
Hun huskede ikke den aften på diskoteket, kun små glimt, men ikke hvad hun havde gjort ved Elyas. Eller at Sean og hun havde skændtes.

''du er ikke længere patient her, så jeg vil råde dig til at følge med din onkel.'' sagde hun inden hun krøb mere sammen. Hun havde stadig lukkede øjne.

Hun ville ikke tvinge Sean til at læse den. Hun ville ikke nævne det.
Hun ville blande sig udenom, lade ham forlade hospitalet med sin nevø, og så måtte han opsøge hende - hvis han ville. Hun var sikker på at det var det, der var rigtigt. At det var hvad der skulle til for ikke at forvolde Sean mere smerte.