Åh it's nice to see you again (Dominic)

Tid: 22:46
Sted: Kroen det vilde svin
Omgivelser: en masse fulde mennesker, ellers folk der sidder og snakker sammen
Vejr: Solen er for længst gået ned, det er små køligt, men ellers et meget godt vejr
Påklædning: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]
Plus: Halskæde med et lille skilt hvor der står "Dominic's" på

På trods af tidspunktet og kulden havde Clary alligevel været smuttet i de stramme jeans og en t-shirt for så at tage ned til kroen, blot for at opleve noget andet end alle de vante ting, dem som man blot oplevede hver evig eneste dag.
Selvom kroen ikke var det fineste sted, var her da hyggeligt...hvis man så bort fra de fulde mænd, de virkelig grimme kvinder...og ja farverne der var brugt til at male væggene, dog var det nyt og derfor ville hun hellere end gerne prøve det af, så hun vidste hvad der skete andre steder end dem hun var vant til.
Halskæden hang om hendes hals, dinglede som hun bevægede sig, gav også alle fyre der prøvede at snakke med hende, en ide om at aldrig ville komme noget ud af det. Hun lod kort fingrene glide hen over den, før hun satte sig op på barstolen og lod benene glide over kors.

Månen. Den havde været Dominics bedste ven i lang tid. Den havde fulgt ham siden han var en lille baby. Æhm.. Den tid var der heldigvis ikke nogen billeder af. Han havde brændt dem. Heh. Ingen skulle nyde noget af at se en Dominic der var bund ulykkelig. Ingen. Han ville ikke vise det til nogen. Mange få vidste noget om hans fortid. Så få.. Og nogle dræbt. For ingen skulle kende til Dominics svagheder. Ingen. Ikke engang svaghederne selv. Men Triana og Clary vidste det. Hvis ikke, ville de hurtigt regne det ud. De to var en af hans mange svagheder. Triana havde mistet hukommelsen. Hun kunne ikke huske noget omkring de sidste par år. Hun var så anderledes... Det var helt utroligt, og chokerede ham så tit. Han tøvede med alt for tiden. På hans arme var der små snitsår som var ved at hele. Selvom Triana havde brugt sin evne på ham, var han blevet ved med at skære i sig selv. Det fik ham til at glemme smerten om da hun havde forladt ham. Lige nu var armene lidt skjult af læderjakkens ærme. Hans øjne var kolde, og hans ansigt afslørede ingenting. Han havde ret ryg, men intet smil som han plejede.
Døren til kroen det vilde svin blev åbnet, og ind trådte Dominic. Han så kort rundt, men lagde ikke mærke til Clary. Så nøjagtig havde han ikke set sig omkring. Hans skridt var mod et ledigt bord hvor to kunne sidde. Han satte sig tungt ned, og masserede straks sine tindinger. For han havde hovedpine. Han havde overhovedet ikke opdaget Clary.. selvom hun kunne lysne hans dag op.

Hun trippede lidt med sin ene fod, lod blikket glide rundt, mens hun fandt sig et overblik over kroen, hun vidste ikke hvad aften ville byde på, men mest af alt håbede hun vel på at se et velkendt ansigt. Hun fik hurtigt øjenkontakt med bartenderen "en vodka" sagde hun og rakte pengene over bardisken, mens hun holdte øjnene direkte på ham.
Dog fik lyden af døren der gik op, hende til at se tilbage, da hun til sin store overraskelse at det var ingen renge end Dominic, men han så ikke ud til at se hende. Et øjeblik overvejede hun blod at lade ham ignorer hende, især da hun fik sin vodka, men efter lidt tid, endte hun med til sidst at vende sig mod ham "Dominic" spurte hun og hævede øjenbrynet

Dominic?
Han løftede hovedet med et sæt og hans øjne mødte clarys. Et skævt smil foldede sig om hans læber. "Hej." Han smilede undskyldende. "Undskyld, jeg så dig ikke før... Jeg var i min egen verden." Sagde han med et lettere charmerende glimt i øjnene.
Med en bevægelse havde han skubbet den anden stol ud med sin fod, så hun kunne sidde der.
"Sid endelig ned." Hans blik landede omkring hendes hals, hvor han så halskæden. Han smilede tilfreds.

Hun smilede blidt til ham, rejste sig stille op, hvorpå hun satte sig ved siden af ham "det er helt okay, det sker at man bare er indelukket i sig selv" sagde hun blidt, hun lagde en hånd mod hans skulder, gav den et blidt klem før hun trak hånden til sig og tog sin drink. Hun fulgte hans blik mod sin halskæde og klukkede stille "ja jeg har ikke taget den af siden du gav mig den" hun tog en tår af sin vodka og sukkede svagt

Fristelsen til at rive hende op på sit skød var stor. Han havde et kærligt smil om læberne, og lagde hovedet lidt på skrå mens han betragtede hende. Han nikkede bekræftende til det hun sagde. "Der er bare sket så meget." Diskret gemte han sine arme yderligere bag læderjakkens ærmer. Han smilede skævt. Kunne han tillade sig at kysse hende? Det mente han godt han kunne men så alligevel var det måske ikke den bedste ide lige nu.
"Tak." Han smilede kærligt. "Hvad sukker du over?" Han fik rynker i panden.

Hun nikkede stille, forstod ham skam godt, nogle gange skete der bare så meget at man ikke kunne overskue andre. Blidt lænede hun sig frem og gav ham et kærligt kys på kinden "det skal nok gå" hviskede hun blidt, strøg ham ned af kinden på den modsatte side, mens hun smilede til ham.
Hun kørte hånden igennem hæret, sukkede og rettede sig op "hvorfor takker du dog, men det var så lidt" hun rynkede let brynet, men sagde intet til det, nikkede mod sin drink "det er bare en god drink" sagde hun med et stort smil og tog endnu en tår

Dominic havde fået problemer til halsen, mente han selv. Han vidste snart ikke hvad han skulle gøre mere... Så derfor var han begyndt og ignorere sine følelser. Han skubbede sine følelser til side. For de gav ham problemer.
Han smilede svagt da hun kyssede hans kind. "Det må vi kun håbe på." Sagde han og grinede lavt, og kort.
Han betragtede hende blidt. ."jeg takker fordi du overhovedet går med halskæden. Mange er bare ligeglade." Sagde han og så ned. "Okay" igen var det svage smil om hans læber.

Hun nikkede "selvfølgelig" sagde hun blidt, hun havde ikke noget imod at gå med den, men håbede da at han ikke ville knuse hendes hjerte, det ville gøre ondt og efterlade hende tom, men hun blev vel nød til at leve livet igennem som hun kunne "hvorfor er de ligeglade" spurte hun med et svagt smil, hun llagde sin hånd mod hans og gav den et blidt klem, mens hendes varme øjne lå på ham, betragtede ham nysgerrigt

Dominic vidste ikke hvad pokker han skulle gøre. Han... Ville ikke såre Clary, men han kunne jo ikke være sammen, med både Clary og Triana, vel? Nej, og det ville han heller ikke. Dette kunne ikke blive til noget, mellem ham og Clary. Han ville ikke miste hende som ven, eller såre hende. Men han ville blot såre hende endnu mere hvis han ikke fortalte hende det. Han stirrede ned i bordet og reagerede først ikke på hendes spørgsmål. Han sagde intet i nogle sekunder.
"Clary, jeg.." Han så på hende. "Jeg vil ikke såre dig, det ved du. Men jeg..." Han kunne ikke... Men han skulle. "Jeg vil ikke miste dig som ven.. Men.." Han sukkede. "Jeg kan ikke gengælde dine følelser, det ved du. Jeg kan nu heller ikke kysse dig længere, men jeg kan være din ven, og det vil jeg. Jeg ville ønske jeg kunne... At jeg kunne gengælde dine følelser, men det kan jeg ikke. Jeg er så forvirret for tiden.. Jeg kan og vil ikke være sammen med to piger på samme tid. Jeg er ikke som jeg var før." Han så ned igen. "Undskyld." Han bed sig nervøst i underlæben.

Hun nikkede "jeg ved det, det er helt fint" sagde hun med et smil, hun tog sin hånd til sig og smilede stadig, det var det han ønskede og han ville aldrig kunne gøre hende glad, det var aldrig endt godt, så dette var jo kun for alles bedste. Hun kørte hånden igennem håret, tog halskæden af og lagde på bordet ved siden af ham "så har jeg ikke brug for den her længere" lød det fra hende noget tid efter, mens hun stirrede ned i bordet. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige da det var lidt akavet måden tingene bare gik fra hunanden. Hun rystede på hovede, sukkede og rettede blikket mod spejlet overfor hende, hun stirrede på sit spejl billede, før hun vendte blikket mod ham

Dominic blev lidt overrasket. Var hun okay med det? Han kunne jo ikke bare være sammen med Clary, når han frygtede at Triana ville gøre selvmord, fordi han var sammen med Clary. Eller, sammen, det var de nu ikke eller havde været. Det havde jo blot været at de kyssede, var kærlige og at hun så blev forelsket i ham, uheldigvis. Det var ikke... Godt at forelske sig i Dominic. Han endte altid med at såre en, han havde oplevet før at piger forelskede sig i ham, men han havde hurtigt og let afvist dem. Ved Clary var det anderledes, for han ville gerne have hende som ven. "Er du sikker på det er fint?" Han så spørgende på hende. "Undskyld igen, Clary... Men det ville være værre for os begge, hvis jeg ikke havde taget mod til mig og sige det, og så i stedet for lade som om jeg... Som om jeg ikke er forvirret omkring de følelser jeg havde for dig." Han følte vel ikke det samme mere, mente han. Han tog halskæden. "Nej..." Han havde heller ikke brug for den. Han lagde den dog i lommen, men kun så at når han kom hjem, kunne han ødelægge den, så ingen anden pige skulle lide på grund af ham. Han kiggede på hende. "Jeg er virkelig ked af det, Clary..." Han sukkede igen. "Men jeg håber vi stadig kan være venner, det håber jeg virkelig, jeg ved godt at nogle bare siger det til hinanden efter at have afvist hinanden, men jeg mener det. Jeg vil ikke miste dig som ven." Han så ned i bordet.