Will you really help me? //Dominic//

S: Parken
T: Nat
V: Koldt
O: Huse
P: En lilla kjole der er ødelagt, forbindinger på håndled, hoved og på anklen

Rafaela humpede hen imod sit hjem. Tårerne trillede ned af hendes kinder. Hun havde ondt i hver en del af sin krop. Hendes højre fod sad forkert og var brækket. Det eneste der var til og støtte foden var en forbinding, hendes højre hånd var forstuvet og var også forbundet ind så hun ikke kunne bevæge hånden eller fingrene. Hun havde samtidig en forbinding rundt om hovedet da hun havde slået hovedet voldsomt efter et styrt fra en trappe samme nat, hun havde dog ikke blødt der var bare kommet en virkelig stor bule. Samme nat som hun var blevet voldtaget af en fyr ved navn Chev. Hun kendte ham overhoved ikke. Det hele var næsten lige sket og Chev havde ladet hende gå. Hun var møg beskidt over det hele da hun var væltet så mange gange og samtidig var hendes muskler stadig i små kramper efter alle de stød hun fik igennem sig. Hun mærkede hvordan folk kiggede på hende hver gang hun væltede. Der var ingen der støttede hende.

Et bump højt knas og derefter et bump lød i den kolde nat. En langtrukken raslen i en gruppe buske forstyrrede parkens stilhed, og lidt efter trådte en mand ud derfra med Helt røde øjne og hud så sort som kul. Han lod jakkens ærme løbe over hans mund og fjernede blodresterne, og som han gjorde det begyndte hans hud langsomt at gå over i en mere mørkegrå farve til lysegrå farve og til sidste endte det i en bleg hvid farve. Hans øjnene forvandlede sig også langsomt tilbage til de smukke mørkeblå øjne, der kunne smelte et hvert hjerte.
Som han havde forvandlet sig tilbage til noget der lignede et normalt menneske, havde han bare gået roligt igennem parken, uden længere at tænke over disse forandringer. Han var så vant til dem, og ingen ville jo se det! Hvem var dog i parken på denne tid af døgnet, også i denne kulde?
Lyden af noget humpende fangede hans øre, og med et slog han blikket mod en ung kvinde, han lagde med det samme mærke til alle hendes skader, og noget ved hende fik ham til at stoppe op og gå over mod hende. Den slags skete normalt ikke. Men noget ved hende havde fået ham til at føle medlidenhed med hende. hurtigt stod han ved siden af hende
"Du ligner en der kunne bruge en hånd, eller en favn."Sagde han roligt og sørgede for at holde en pæn afstand til hende. Hun lignede en der var blevet gennemtæsket, og sikkert det der var værre. Han ville ikke få hende til at føle sig angrebet nu.

Hun var nået hen til Parken, hvor øjnene stoppede med og følge hende. Hun var alene. Hun havde brug for og være alene. Hun sukkede lidt og humpede videre ind imod midten af parken. Hun kunne dog høre nogen tæt på hende. Hun kiggede sig nervøst omkring, men kunne ikke se nogen overhovedet. Hun fortsatte med og gå, men stoppede pludselig op da hun hørte nogen snakke til hende. Hun kiggede skræmt op på fyren der stod foran hende. Hun kiggede skræmt på ham og troede med det samme, at han ville skade hende mere end hun allerede var. Hun kiggede undersøgende på ham før hun ville svare ham. Hendes hænder gav nogle enkelte ryk af og til pga hendes muskler var i kramper. Hun så usikkert på ham "Er du sikker på, at du kun vil hjælpe mig?" man kunne tydeligt se på hende, at hun var virkelig bange, men det var nu heller ikke så underligt, hvis man tænkte over, hvad der egentlig var sket med hende.

Han kiggede roligt på hende, med et blik der ikke ligefrem tilhørte en psykopat. Meget kunne man kalde Dominic, men faktisk var han bare en party person der elskede sex og at nyde livet uden forpligtelser.
Han rystede svagt på hovedet"Hvorfor skulle jeg række dig min hjælp hvis jeg ville dig ondt? jeg kunne lægge dig ned på to sekunder"Svarede han med et lille smil. Han tog hendes skader kort i betragtning inden han i en elegant bevægelse der dog havde været lynende hurtigt, havde båret hende op i sin favn. Forsigtigt så det ikke ville gøre for ondt på hende. hun var ikke tung for ham, faktisk var hun legende let"Hvor bor De?"spurgte han. Normalt var dette slet ikke noget Dominic gjorde, så hvorfor han gjorde det nu, vidste han ikke selv. Men han havde lidt fået en trang af at beskytte hende og sørge for at hun kom godt hjem, men også at hendes skader først blev ordnet.

Han virkede ikke til og være en ond fyr, men hun var virkelig usikker da ham Chev også virkede til og være en god fyr lige inden han begyndte og give hende stød og voldtog hende lige midt ude på gaden. Hun bed sig usikkert i underlæben "Ham der gjorde dette ved mig...sagde også, at han ville hjælpe mig..." man kunne tydeligt høre på hende, at hun var så bange, at hun ikke vidste hvad hun skulle gøre af sig selv. Hun blev langsomt rolig ved hans selskab. Hun lagde langsomt sit hoved imod hans skulder da han pludselig havde taget hende op i hendes favn. Hun vejede ikke noget som helst. Hun bedsig lidt i læben "Har du ikke et hjem?...Vil helst ikke hjem til min far lige med det samme..." hun kiggede usikkert op på ham.

Han Begyndte i rolige afbalancerede skridt, at gå i mod den nærmeste udgang. Han ville ikke lave for mange jag i hendes krop for hvert skridt. Han kiggede roligt ned på hende. Et held for hende at han havde kedet sig for et par år siden. Kedet sig så meget at han havde taget læge uddannelsen, og for første gang siden han fik diplomet, fik han brug for det." Hjælpe dig med hvad? følge dig hjem?"han lød lidt bebrejdende."Man skal aldrig få hjælp af sin overfalds mand. Tro mig.. Det er ikke sikkert." Hendes ord havde fået ham til at tænke at manden nok var vampyr, og havde tænkt sig at færdiggøre hende, i en tom gyde. Men hvordan hun var sluppet fra ham vidste han ikke.
Han nikkede roligt"Jo det har jeg. Tør du virkelig tage med en fremmed mand hjem, lige efter det der sket med dig?"hans stemme var fyldt med forundrelse. De fleste kvinder ville være så traumatiserede at de nok aldrig ville blive gift. Det havde han da oplevet med et par af hans ofre der havde fået lov til at overleve. Han skiftede hurtigt retning til en sidegade på deres højrehånd. Vejen førte mod Terrorville District hvor hans palads lå. Dominic havde levet i næsten et årtusinde og havde derfor tjent mange penge sammen i løbet af de mange århundreder.
"Hvad hedder du?"spurgte han med et venligt smil og kiggede kort på hende som de nærmede sig hans hus.

Der var noget roligt over ham. Hun krampede dog stadig af og til da stødene ikke var forsvundet og det irriterede hende lidt. Hun slappede langsomt mere og mere af jo tryggere hun blev på ham. Hun kiggede op på ham "Jeg faldt ned af en trappe og besvimede. Vågnede hjemme ved ham..." hun bed sig lidt i læben og lukkede sine øjne imens hun prøvede og slappe af. Hun trak vejret dybt nogle gange. Hun tænkte lidt over hans spørgsmål "Er usikker, men vil heller ikke hjem til min far og storebror for så får jeg aldrig fred...De er meget overbeskyttende overfor mig og har jeg ikke brug for lige nu" hun trak vejret dybt og kiggede op på ham. Hun kiggede rundt hvor han bar hende hen. Det virkede til, at han var på vej hen til Sakrefs slot. Hendes hjem. Hun kiggede dog op på ham igen da han spurgte hvad hun hed "Jeg hedder Rafaela hvad hedder du?" Hun kiggede ham i øjnende. Han havde faktisk virkelig flotte øjne. Hans blik fik hende beroliget og fik hende til og føle sig mere tryg i hans nærvær.

Han drejede op af sin vej og ikke lang tid efter gik han hen til en kæmpe jernport der blev bevogtet af vagter. de to store jernlåger åbnede sig så han kunne gå ind. På en anden side af porten lå en vældig smuk have. den så nærmest fortryllet ud om natten. Magisk kaldte nogen den. blomster,buske og træer over det hele. små vand løb og en enkel kilde lå over haven. det så naturligt ud, men blev plejet til mindste detalje. Hans gartner havde fået frit løb, Dominics eneste krav var at den var flot og velholdt.
Han behøvede slet ikke at åbne døren før den blev åbnet af hans butler som hilste høfligt godaften til dem begge."Jeg håber du får lavet en arrestordre på ham"Sagde han pludseligt og kiggede endnu engang ned på hende. Han nikkede lidt"Du kan blive her til i morgen aften. Så kan jeg følge dig hjem nemlig"sagde han roligt som han bare hende videre mod sine private gemakkere hvor han opbevarede sine lægemidler.
Han smilede varmt til hende"Godaften Rafaela, Jeg hedder Dominic. Velkommen til mit hjem"Svarede han med en venlig toneleje og gengældte kort øjnkontakten inden han gik ind i et pænt udsmykket værelse. Det var let at fortælle dette ikke var hans eget værelse, for der var intet personligt over det. Han lagde hende på sengen og tog så den brækkede fod i sine hænder ganske forsigtigt. Han undersøgte den kort."vil du have smertestillende?" Han kiggede roligt på hende.

Hun kiggede undersøgende rundt med sine smukke lillae øjne. Det var et smukt sted hun var kommet. Hun kiggede rundtog var helt overrasket over, hvor flot der egentlig var. Det var næsten lige så flot som hjemme på slottet. Hun kiggede dog underligt på butleren da han snakkede til dem. Der var noget hun ikke helt forstod, men det måtte hun bare finde ud af. Hun nikkede forstående til fyren der bar hende. Hun var glad for, at han ville passe på hende så længe. Hun kiggede dog rundt i de flotte rum hun kom ind i. Der var ikke et støvkorn der lå forkert. Meget af det mindede hende om sit eget hjem. Som slottet. Hun kiggede op på ham med sine smukke lillae øjne der glimtede når lyset ramte dem. Hun smilede roligt til ham "Tak Dominic. Det er forresten et pænt navn du har og et utrologt smukt hjem du har endda" man kunne tydeligt høre på hendes stemme, at hun var mere rolig og følte sig mere tryg end hun gjorde til og starte med. Hun kiggede på værelset som hun blev båret ind i og blev lagt i sengen. Hun satte sig op så godt som hun nu kunne. Hun klynkede hvergang hun støttede på sin forstuvet håndled og hvergang hun bare bevægede sit brækkede ben. Tårerne trillede svagt ned af hendes kinder. "Det er et smukt værelse det her" hun kiggede rundt. Hun knyttede sin hånd da han tog fat i hendes brækkede fod. Hun nikkede stille "Hvis du har noget for det vil jeg gerne have det" hun smilede venligt og taknemmeligt til ham.

Han kiggede på hende med et lille smil"Dit navn er smukt og passer perfekt til en draconianer"Svarede han med et lille smil. Han kendte alle kendetegnene ved de andre racer i denne verden. Og især draconianere var nemme at genkende pga. deres specielle,men smukke øjnfarver, også at deres hud bar præg af deres drage forms farve.
Han smilede til hende og rejste sig"Mange tak. Det er en smule gammel rent modemæssigt, men det blev også indrettet for små 300 år siden"svarede han med et smil."lige et øjeblik så er jeg tilbage" Han gik ud af værelset og kom kort efter tilbage med en stor kasse. Han åbnede den og fandt medicin frem i flydende form og derefter en nål."Jeg kan ikke love at det bedøver helt, for jeg regner med at du har fået en hjernerystelse, så jeg vil holde dig vågen i nat."sagde han roligt og hentydede til bandagen om hende hoved. Han rakte hende en pille og et glas vand. Han havde taget en kande med vand med sig da han hentede kassen og glas var der altid til at finde i hans gæsteværelser."Pillen vil tage det værste"Sagde han roligt. Han fik trukket noget af bedøvelsen op i sprøjten, en lille dosis som han meget præcist lavede."Jeg håber ikke du er bange for nåle"Sagde han stille inden han stak hende i låret på det ben hvor anklen var brækket. Han ventede et par minutter før han begyndte at rykke knoglerne langsomt på plads, med stor forsigtig hed og præcision. Da han havde fået det på plads lagde han en tæt bandage og derefter træplader rundt om med mere bandage for at holde knoglerne på plads.
"Du må ikke bruge anklen overhovedet de næste 4 uger!"sagde han en smule strengt til hende.

Hun smilede stille over han kompliment "Tusind tak" hun lænede sig langsomt tilbage og støttede sig til puderne der var bag hende. Hun kiggede dog fortsat hen på ham og smilede. Hun trak lidt på skuldrene "Har aldrig hørt det navn før. Så jeg synes det er virkelig pænt" hendes stemme var rolig og mild. Hun nikkede stille til ham da han sagde, at han snart kom tilbage. Hun lagde sit hoved bagover og kiggede op i loftet. Hun følte sig træt og udmattet. Hun var næsten faldet i søvn da hun vågnede helt ved, at han kom tilbage til hende. Hun smilede roligt til ham og kiggede på det han fandt frem fra sin kasse. Hun bed sig i læben da hun så nålen. Den mindede hende om den nat hendes far havde stukket 2 nåle i hendes lår og sprøjtet blod ind for og fjerne en gift der havde overtaget det meste af hendes krop. Hun trak vejret dybt og tog imod pillen og glasset med vandet. Hun tog pillen og skyllede ned med vand. Hun lukkede sine øjne hårdt i da hun mærkede nålen stikke ind i hendes lår og væsken blive sprøjtet ind i hende. Hun åbnede sine øjne og nikkede. Hun måtte ikke sove og hun var vildt træt. Hun kiggede på hans hænder da han tog fat i hendes ben og hev hendes knogler på plads. Hun skreg så højt at det ville høres i hele huset. Tårerne løb ned af hendes kinder. Hun tog en af puderne og bed i den for ikke og skrige endnu mere. Hun slap puden og lagde den ved siden af sig efter han havde forbundet hendes fod. Hun nikkede stille til hans ordre. "Men hvordan skal jeg så færdes rundt?" hun kiggede nysgerrigt på ham.

Han smilede til hende uden at sige mere. Han betragtede hende kort" Tak, det er vidst også et ret gammeldags navn" svarede han med et smil. Han sørgede for at gøre arbejdet hurtigt grundet hendes skrig. Han vidste selv hvor ubehageligt og smertefuldt dette var. Han smilede til hende" du må finde nogle krykker" svarede han, den slags havde han dog ikke liggende. Han rykkede tættere på hende og tog roligt fat i hendes forstuvede håndled, på et øjeblik havde han lagt en tættere og mere støttende bandage omkring den. Til sidst tog han bandagen af hendes hoved. Den gjorde alligevel intet for hende." Nu skal du bare ligge stille indtil jeg siger du må sove" sagde han varmt og rejste sig op." Er du sulten?"han kiggede direkte på hende med de mørkeblå øjne. Hun så så tynd ud, og føltes endnu tyndere.

Hun sukkede lettet op da han endelig var færdig med og ordne hendes ben. Hun kiggede dog noget undrende på ham da han sagde, at hun skulle bruge krykker for, at komme rundt. Hun sad dog lidt og tænkte over det. Hun smilede venligt til ham da han satte sig tættere på hende og begyndte og forbinde hendes hånd ordentligt. "Men hvordan skal jeg kunne gå med krykker når jeg kun har en hånd der er frisk?" hun kiggede lidt bekymret på ham. Hun bukkede sit hoved forover så han bedre kunne fjerne forbindingen om hendes hoved. Hun kiggede op igen derefter og sukkede. Detvar hårdt, at skulle være vågen så længe når man næsten ikke havde sovet noget de sidste par nætter og samtidig var så træt. Hun rystede let på hovedet da han spurgte om hun var sulen. Hun smilede venligt til ham "Tusind tak for din hjælp. Jeg skylder dig en stor tjeneste" hendes stemme var rolig og mild.

Som han bandt forbindingen fast lod han blikket glide over hendes krop."Tja du må vel bruge en krykke med venstre hånd da den ikke fejler noget, også bruge den til støtte så du kan humpe på venstre ben."Svarede han roligt"Eller blive indedøre de næste 5 uger. Det er faktisk ikke så værst" sagde han med et lille smil."Eller tage på ferie ved stranden eller på et skib, midt i en skov.. Et sted hvor personen der gjorde dette ikke, ikke ligefrem kan finde dig. Og tag en bodyguard med for en sikkerhedskyld" Han sagde det sidste drillende og blinkede muntert til hende med det højre øje. Hun var den første kvinde han nogensinde havde båret ind i sit hjem, også endda for at hjælpe hende og ikke udnytte hendes krop. I hvert fald, hvis det var sket før, var det så lang tid siden at han end ikke kunne huske det længere.
Han nikkede lidt over hendes ryst på hovedet og hentede en flaske mørke grøn flaske der lignede en vin flaske. Dog var den fyldt med blod i stedet. Han tog et vin glas og satte sig på sengen igen imens han hældte op i glasset.
"Det vil jeg huske"Svarede han dog uden at mene det.

Hun kiggede stille på ham og lyttede til det han sagde. Hun smilede stille til ham "Kommer til og ligne en handicappet idiot så og bliver rastløs af og være hjemme hele tiden" hun kiggede stille på ham. Hun grinede lidt "Som f.eks dig?" hun smiledesødt til ham og kiggede lidt rundt "Tror ærligtalt ikke jeg må gå nogle steder selv længere når jeg kommer hjem. Min far sætter konstant flere og flere vagter rundt omkring mig fordi jeg har det med og snige mig ud om natten" hun kiggede roligt på ham. Hun lagde dog sit hoved på puden og lukkede sine øjne. Hun var utrolig træt og havde mest af alt bare lyst til og sove, men alligevel var det som om der manglede noget ved hendes side. Hun lagde en hånd blidt på hans knæ og gav det et blidt klem "Du er nok en af de første venlige person jeg har mødt og som ikke har gjort noget for og skade mig til og starte med og det skal du have tak for" hun kiggede op på hans ansigt med sine smukke lillae øjne.

Han smilede og grinede lidt"Ja, men så må du jo bare passe bedre på dig selv"Sagde han og drillede venligt. Han smilede til hende og lyttede til alt hvad hun sagde, og da hun lagde hovedet på puden og lukkede øjnene borede hans blik sig nærmest ind i hende for at holde øje med at hun åbnede øjnene med det samme igen.
"Måske, men hvis det skulle være, skulle du love at holde dig inden for området så jeg ville vide hvor du var og ikke kom noget til. Ellers ville jeg nok blive frustreret og irriteret på dig"Svarede han med et lille smil."Hvis jeg var din far, ville jeg låse dig inde i et værelse der havde dragesikret vægge, ingen vinduer og en stor metal dør. ikke for at straffe dig, men for at beskytte dig"Han sagde det roligt og lagde hånden mod hendes pande for at tjekke om hun skulle have en feber eller begyndende feber.
Han smilede skævt til hende"Det er jeg ked af at høre, og jeg er ikke så sindsyg at jeg gør folk ondt, Rafaela. Medmindre det er i selvforsvar."Han sagde det med et lille smil og lod de mørke blå øjne glide ind i hendes."Hvad vil du lave så du ikke falder i søvn?" hans stemme var ru og varm, og hans øjne lå stadig i hendes, de skam vældig pæne!

Hun lavede en surmulende grimasse da han sagde, at hun skulle passe bedre på sig selv "Det gør jeg da også!" hun kiggede surmulende på ham, men i hendes øjne var der et glimt af drilleri. Imens hun havde sine øjne lukkede mærkede hun, at han kiggede på hende. Hun åbnede sine øjne igen og kiggede på ham roligt. "Jeg færdes for det meste kun i Doomsville. Det er sjælendt jeg er udenfor Doomsville så det skal der ikke være nogen fare for, at jeg er tæt på" hun smilede venligt til ham og tog sin hånd til sig igen efter hun havde haft den på hans knæ. Hun tænkte lidt over det han sagde omkring det, hvis han nu var hendes far. Det mindede hende om hendes fortid. Hun kiggede lidt ned på sin fod og derefter op på ham igen "Man kan vel sige, at jeg er prinsessen i tårnet uden nogle kontakt med omverdenen." man kunne tydeligt høre på hende, at det var alvor og ikke bare noget hun sagde for sjov. Hun lukkede sine øjne da hun mærkede hans kolde hænder imod sin varme pande. Hun var altid varm, men hun virkede noget varmere end normalt. Hun nød, at mærke hans kolde hænder imod sin pande. Hun åbnede sine øjne igen og kiggede på ham og kiggede ham direkte i øjnene. Der var noget særligt ved ham, men hvad det kunne hun ikke helt finde rundt i. Hun trak let på skuldrene og kiggede ham fortsat i øjnene som om hun ikke havde lyst til andet "Hvad kan man egentlig lave når man ikke på flytte sig rigtigt?" hun smilede roligt til ham og spekulerede på hvilke planer han kunne have eller bare af ideer.

Han grinede kort men lavt og rystede lidt på hovedet uden at svare. Han lyttede til hendes ord da han rejste sig op fra sengen. Spankulerede roligt omkring, tænkte over hvordan han kunne underholde hende de næste mange timer så hun ikke faldt i søvn. De kunne jo ikke rigtig gøre noget aktivt da hun helst skulle ligge helt stille i sengen. Han smilede venligt til hende"Du ligner også en prinssese"sagde han roligt og med et lille smil"Så er det jo godt at du er ude af dit tårn, selvom du har haft en del modgang ude i den virkelige verden.. Men det har vi alle."han sagde det roligt og havde de blå øjne liggende på hendes brune. Han smilede lidt til hende. Han gik hen til alle vinduerne og trak gardinerne for, en efter en. pludselig ville tiden gå hurtigt og før de vidste af sig ville solens stråler sikkert ende med at stå lige ind på ham og brænde ham. Han trak det sidste gardin for i menneskefart og lige som han havde gjort det satte han sig ved siden af hende igen på mindre end et splitsekund. Denne gang sad han længere oppe i sengen, omkring hendes maveregion, men stadig på kanten af sengen. Han kiggede ned på hende med et lille skævt smil der var en anelse charmerende."Jeg håber ikke du har noget i mod mørket."sagde han roligt. Hans øjne gled dybere ind i hendes, nærmest som var han fortryllede af dem, imens hans højre hånd gled over hendes pande igen og derefter kort ned over hendes kind.

Hun kiggede roligt på ham og fulgte hans bevægelser rundt i rummet med øjnene. Hun lagde sit hoved let på skrå og smilede over hånd kompliment "Tak, men det er ikke altid lige sjovt og ligne det eller være det." hun sukkede lidt og kiggede med sine lille øjne ind i hans blå efter han havde trukket gardinerne for så der blev helt mørkt i rummet. Der gik lidt tid før hendes øjne havde vendt sig til mørket og hun kiggede igen på hans blå øjne der nærmest sugede sig tættere og tættere ind i hendes. Hun lukkede dog sine øjne da hun mærkede hans kolde hånd på sin pande og åbnede dem stille igen da den ramte hendes kind. Hun lagde sin hånd oven pæ hans som han havde lagt på hendes kind og aede den stille og kiggede ham,dybt i øjnene som var hun afhængig af at se ham,i øjnene og for at få næring til sig. Hun smilede sødt til ham "Tak for din omsorg. Jeg skylder dig en stor tjeneste" hun mente hvert et ord. Hun havde sikkert blevet der i lidt længere tid hvis han bad hende om det.

Han smilede skævt til hende" nej det kunne jeg godt forstille mig at det ikke var" svarede han med et lille smil. Han betragtede hende roligt inden hans blik gled ind i hendes igen. Han smilede lidt over hendes ord og lod sin tommelfinger let kærtegne hendes kind.
"Du kan love at passe bedre på dig selv, og hvis du ikke kan det, må jeg jo selv finde på en måde at holde dig sikkert" han sagde det med et lille drillende smil.
Hans øjne hvilede i hendes inden han,  og uden at tænke over det plantede han roligt et kys på hendes pande. Han rejste sig roligt op fra sengen og gik mod døren for at finde noget mad og drikke til hende.

Hun smilede roligt til ham og var glad for, at han forstod hende selvom han sikkert ikke havde siddet i samme situation som hende. Hun kiggede ham dybt i øjnene og lagde sit hoved imod hans hånd da hun mærkede, at han kærtegnede hendes kind. Hun følte sig rolig og tryg i hans nærvær. Det var underligt da hun i virkeligheden ikke vidste så meget om denne fyr. Hun smilede roligt til ham "Jeg kan ikke love dig, at jeg kan det, men jeg kan love dig, at jeg nok skal prøve" hun smilede roligt til ham, men lukkede sine øjne da hun kunne mærke hans læber ramme sin pande. Det overraskede hende meget, at han gjorde det. Hun åbnede dem dog hurtigt igen og kiggede efter ham da han rejste sig og kiggede efter ham "Hvor skal du hen?" hun kiggede nysgerrigt på ham og smilede stille til ham.
Da hun havde fået svaret og han var gået lagde hun sit hoved roligt ned på puden og kiggede op i loftet. Hun lukkede sine øjne for, at slappe af men endte med, at falde i en rolig og tryg søvn.

Han grinede lidt med et skævt smil" jamen så bliver jeg jo nødt til at finde på en løsning selv" han sagde det i et drillende toneleje. Han kiggede på hende da han stod i døråbningen" jeg finder lige hurtigt noget mad og drikke til dig" svarede han med den ru stemme og et skævt smil" fald nu ikke i søvn eller kom til skade imens jeg er væk" det sidste sagde han drillende og med et grin om læberne inden han forsvandt.

Dominic satte bakken fra sig på bordet ved siden af sengen. Der var ikke gået mere end fem 10 minutter soden han gik fra værelset, så det at hun sov ville ikke skade hende." Rafaela.. Rafaela" roligt og myndigt gentog han hendes navn et par gang, lagde sin hånd på hendes kind igen og kærtegnede den blidt imens han roligt men bestemt prøvede at vugge hende ud af søvnen. Han smilede lidt over hende. På bakken med hemdes mad stod også et glas med en tyk rød væske i, og det var ikle til at tage fejl af hvad det var. Blod.

Rafaela sov trygt og godt. Det var faktisk utroligt hvor hurtigt hun var faldet i en dyb søvn. Der gik lidt tid før der var nogle tegn på, at hun begyndte af vågne. Hun åbnede langsomt sine smukke lillae øjne og kiggede op på Dominic. Hun smilede roligt til ham. Hun så stadig lidt træt ud, men ikke nær så træt som hun havde været inden hun var faldet i søvn. Hun puttede sit hoved ind imod hans hånd der lå på hendes kind. "Jeg faldt vidst i søvn" hendes stemme var rolig, men det var tydeligt, at høre på hende, at hun lige var vågnet igen efter og have sovet.

Han smilede varmt til hende."det går nok lige denne ene gang" sagde han roligt og satte sig på sengekanten."få noget at spise, så falder du i hvert fald ikke i søvn de næste par minutter"stemmen var let drillende.
Hurtigt lod han en hånd glide over hendes pande for at tjekke hendes feber, og den var svagt begyndt at falde.
Dominic rejste sig op fra sengen og gik over til et af de store vinduer som gik fra gulv til loft, og trak kort det ene gardin let til side så han kunne kigge ud gennem en sprække. Præcis som han havde regnet med var solen svagt på vej mod horisonten, fra det ukendte. det var ikke lyst endnu, den mørkeste tid på natten lå over dem nu, det mørke der kun kunne finde lige inden solens første stråler ville komme til syne og bekæmpe mørket væk. Som vampyr kendte han natten forfærdeligt godt. Han vendte sig væk fra vinduet og gik over til hende i sengen igen, satte sig på sengekanten."Du har et par timer tilbage før du må sove"han sagde det smilende og lagde sig ned i sengen så hans ryg lå over hendes skindeben.

Hun satte sig op og smilede varmt til ham. Hun var glad for, at han tog sig af hende og at han var så venlig overfor hende. Hun kiggede lidt på bakken han havde taget med for, at se hvad der stod på den. Hendes mave rumlede let så det ville være rart med lidt og spise. Hun lukkede sine øjne da hun mærkede, at han førte sin hånd op til hendes pande. Hun gøs lidt til og starte med over, at hans kolde hud ramte hendes varme hud, men hun vænnede sig ret hurtigt til det alligevel. Hun åbnede stille sine øjne igen efter han havde fjernet sin hånd.
Hun kiggede stille efter ham da han gik hen til vinduet. Hun begyndte og spise maden han havde kommet med. Hun smilede stille til ham da han havde lagt sig på sengen og over hendes skindeben. "Du god til og lave mad" hendes stemme var rolig og varm. Hun spiste resten af maden og kiggede ned på ham igen. Hun kørte en hånd kærtegnene hen over hans arm og smilede sødt til ham.