Got the money? Okay let's do buisness (Serah=privat)

S: Omegnen rundt om Doomsville City :: Firewood Village :: Firewood Park
T: Lidt over midnat. Solen er heldigvis langt væk.
V: Solen er væk. Skyerne er væk. Himlen er fuld af stjerner.
O: Ikke en sjæl på en ellers så perfekt dag


Stilheden var klyngende i denne park. Hele parken var tom. Undtagen for en enkel bænk. En mand sad på den. Den eneste mand i parken. Ventende var tydeligt. Hanekammen sad som den skulle. Halskæderne hang om hans hals. Specielt en af dem. Den med den mindre hajtand sad forrest som den skulle. Det var en af de trofæer han havde vundet i sine måneder i junglen ikke langt herfra. Påklædningen var enkel. En rød tanktop der tydeligt engang havde været en t-shirt. Og selvom den tydeligt var blevet vasket mange gange så den alligevel beskidt ud. Rundt om håndledene var stumper af det som engang sikkert var ærmerne og halskraven på t-shirten. Og så var der hans bukser. Et par slidte faldskærmsbukser. Med bukseremme ned af hvert ben. Lidt mere modern stil end hvad en mand på hans alder normalt gik i. Nu var det jo ikke at han var gammel. Men han var 100 år. Det kunne ikke ses bevares. Men det var han. Grunden til at det ikke kunne ses på denne mand. Var egentlig meget enkel. Han var vampyr. Og ikke hvilken som helst vampyr. Denne vampyr var ingen andre end Markulius Dé Auditoré. Den tidligere hæderlige ærlige og ærefulde kriger. Men det var slut nu. Nu ville han leve livet. Han havde levet 100 år efter nogle gamle regler som ikke havde gjort andet for ham end gøre hans liv surt.

Nu var det slut. Efter så mange smerter. Så meget lidelse. Havde han mistet besindelsen. Ikke at han var sindssyg. Det mente andre. Men ikke ham selv. For en ting var sikkert. Han havde været sindssyg. De fleste her i denne verden er sindssyge. Ikke Markulius. Ikke længere. Han var ikke sindssyg mere. Og det var han glad for.
Markulius sad og ventede. En kvinde ved navn han ikke kan huske. Havde kontaktet ham engang. Sagt at hvis han nogensinde skulle bruge penge skulle han ringe. Efter lang tid. Havde han endelig valgt at ringe. Pengepungen begyndte at være tom. Og hun osede af penge. Han havde ringet og sagt han godt kunne bruge nogle penge. De havde aftalt de skulle mødes lige her. Firewood Park. Lige udenfor Doomsville City. På præcis denne bænk. Deres aftale havde været for en halv time siden. Markulius havde selv været sen på den ja. Men ikke mere end fem minutter. Men denne kvinde. The women with the cash. Var selv meget sen på den. Og ærlig talt. Irriterede det Markulius. Lige nu sad han og rørte roligt det ar han havde på sin arm som gik fra slutningen på hans hånd hele vejen til indersiden af hans albue. Et gammelt minde. Et smertefuldt minde. Et minde han ville glemme. Men ligemeget hvor meget han prøvede kunne han ikke glemme det forbandede minde. Måske ville noget arbejde få ham til at tænke på noget andet.

Selvfølgelig var hun forsent på den, det skete altid og hun afskyede det, men hver gang hun skulle til at gå udenfor døren, var der enden en som kom hen til hende for at købe den sidste varer, eller bare ville have en hyggelig lille sludder med hende. Selv hvis hun sagde at hun ikke havde tid, så blev de ved med at snakke og holde hende tilbage, så hun ikke kunne komme frem til sine aftaler. Til sidst satte hun dog hælen i og gik, efter at have sagt at hun ikke havde tid og at hun havde noget som hun skulle nå. Det var ikke altid let at styrer sådan en butik, godt nok havde hun penge, men derfor var det ikke altid nemt at tjene dem. Men, i hvert fald så havde hun en aftale med en herre, som måske ville arbejde for hende da han manglede penge, så hun kunne sagtens ansætte ham, det ville kun være et plus for den travle butik.
Solen var heldigvis på vej ned, så den skulle hun ikke tænke på, men alligevel opførte hun sig om at hun brændte sig for hvert skridt hun tog. Det var nu ikke fordi at hun brændte sig, men mere fordi at hun vidste at hun ville komme forsent og muligvis ville han gå sin vej, også var den aftale i hvert fald røget i vasken.

Endelig kom hun til parken. Det lange lyse hår hang ned over hendes bryst, hvor hun bar en sort top, med en enkelt halskæde omkring og på sine ben bar hun et par cowboyshorts. Man skulle ikke tro at hun var en rig pige når man så hende, for hun tog sig tit ud i tøj der var meget afslappet og ikke lange kjoler, som dronningen kunne bærer. Hun kørte en hårtot om bag øret, da hun fik øje på manden siddende på bænken. Med elegante og hurtige bevægelser, var hun oppe foran ham og så på ham med et undskyldende blik.
"Det beklager jeg, folk holdte mig tilbage, så det var virkelig svært at komme frem," sagde hun undskyldende og pustede ud, inden hun rakte hånden frem til ham som en gestus. "Navnet er Serah, og jeg fik ikke helt fat i dit navn?" Hun smilte venligt til ham, der på en måde også var en anelse kækt.

De mørkeblå øjne rettede sig mod lyden af travle trin. Før han roligt rejste sig op. Han kunne genkende hende. De havde jo mødtes før. Og hun så mindst lige så godt ud som sidst. Hvis ikke bedre. Roligt smilede han roligt. Da hun stoppede foran ham. Begyndte han roligt at smile. Og roligt tog imod hendes hånd. Som han førte op til hans læber og blidt kyssede hendes langefinger kno. "Jeg må sige frøken Farron. De ser smukkere ud for hver dag jeg ser dem. Og de behøver ikke undskylde for noget. Det vigtigste er at de ikke havde glemt vores aftale. Og med et så stort men samtidig skjult firma som deres er det jo klart der er ting der er vigtigere end et usselt møde med en gadedreng uden penge." Sagde han roligt mens han roligt slap hendes hånd og smilede roligt. Det forførende smil var fremme. Ikke ekstremt forførende. Men nok til at flirte lidt for hende så der var lidt større mulighed for at han fik jobbet. "Sæt dem endelig. Så vi kan begynde vores jobsamtale." Sagde han roligt. Og svang roligt sin hånd i en gestus mod bænken. Mens han roligt lod deres blikke forblive sammensatte.

Et skjult firma, hmm, jah, hvis man kunne kalde det det. Nu ejede hun blot en lille forretning, men han havde vist en lille fornemelse på at der var noget mere end bare den lille forretning og det havde han skam helt ret i. Godt nok havde hun staret en lille butik, som tjente kassen, men bag dette lå der også en lille ting der hed arv. Hendes forældre arbejde engang med at sælge vampyr blod til folk der ønskede det.. Måske lød det underligt, men forældrene tjente underligt nok kassen på det og nu havde hun også på en måde den forretning, selvom hun ikke ønskede at gå rundt og sælge vampyr blod, derfor fokuserede hun mere på sin butik i doomsville..
Hun smilte af at han kyssede hendes knoer og det at han kaldte hende smuk, fik hende bare til at smile mere kækt til ham og løfte drilsk på et øjenbryn, inden hun lagde armene på kors og kiggede på ham med sine lyse øjne.
"Og jeg må sige hr. auditore, du bliver mere og mere charmerende for hver gang jeg ser dig," sagde hun og beholdte det samme smil, inden hun satte sig ved siden af ham på bænken og rettede ryggen. "Så.. Jeg går ud fra at du ved lidt hvad arbejde jeg har eller skal jeg fortælle lidt om det?"

Han smilede roligt. "Jeg ved udmærket godt hvad begge deres forretninger går ud på. Men det jeg gerne vil give dem et tilbud om er noget helt helt andet." Sagde han smilende mens han fortsat så på hende. "Jeg vil give dem tilbudet til en god rådgiver. Dine forretningssanser og mine evner ville gøre en stor forskel for indtjeningen." Sagde han smilende mens han fortsat så på hende. "Inden de siger noget må jeg hellere fortælle dem at jeg har en evne til at se ud i fremtiden. Jeg kan se om deres valg er gode eller dårlige før du overhovedet træffer dem. Jeg gætter på de gerne vil udvide deres forretning. Jeg kan gøre det muligt. Og jeg kan gøre det endnu bedre. Med forbedringer af butikkerne. Det eneste de skal sige er hvad deres spørgsmål er. Så kan jeg se i fremtiden om det er en god idé eller ej." Sagde han smilende mens han fortsat så på hende roligt. "Desuden så med en arv som deres så må de jo nogle gange havne i problemer. Se der kan jeg osse hjælpe dem. Jeg tilbyder dig en fantastisk rådgiver. Og en endnu bedre livvagt. Og hvis det skulle være. En donor osse. Jeg er klar på at udfylde alle tre arbejdspladser." Sagde han smilende mens han fortsat så på hende roligt. Med et blidt forførende smil. Og de perfekte mørkeblå forførende mystiske øjne rettet imod hendes øjne.

En rådgiver, det kunne skam være perfekt! Ikke nok med at han ville kunne se om det var et dårligt valg eller et rigtig valg hun to, det var også en plads hun lige manglede og som hun kunne fornemme at han ville være perfekt til at udføre! Hun lyttede til alt det han foreslog og kunne slet ikke komme over, hvor meget han ville tilbydde sin hjælp, endda være en donor, selvom det syndes hun ikke at hun kunne forlange ud af ham, det ville være alt for meget på en gang!
"Jeg er sikker på at du vil være perfekt som en rådgiver og endda livvagt også! men, jeg vil ikke have dig som donor, det kan jeg ikke byde dig, jeg vil give dig et arbejde og ikke en nål igennem huden," sagde hun og kiggede ham i øjnene, man kunne se i de lyse øjne at hun mente hvad hun sagde.

Han smilede roligt. Hans blik var fastrettet mod hendes øjne. "Sødt. Cheffen bekymre sig om bodyguarden. Hvis job er at tage en pil for cheffen." Sagde han smilende mens han så på hende fortsat. "De behøver ikke at bekymre sig om mig. Jeg kan klare det. Jeg vil gøre alt hvad jeg kan for at tjene nogle penge." Sagde han smilende mens han fortsat så hende i øjnene. Og roligt løftede en hånd. Roligt og langsomt som aede hende svagt ned af kinden. "Jeg er mere hårdføre end jeg ser ud til. Hvor mange ellers kender du som tilbyder stort set hele hans væsen for en kvinde han ikke engang kender. Jeg ved hvad jeg gør. Og jeg ved hvad jeg kan gøre." Sagde han smilende med et roligt blik. Direkte rettet imod hendes øjne. Som han under hele samtalen ikke havde rykket sit blik væk fra mere end et par sekunder hvis han skulle blinke.