The playmaster ~Joshua~

Der var gået en uge cirka, siden tingene var begyndt at blive normale igen. Caroline gik stille rundt i Terrovile, bare for at strække bene. Hun havde trods alt ikke rigtigt andet at lave i disse tider, hun kiggede kort op der hvor skoven havde stået og blomstret af illusioner af frygten selv. Caroline rystede tankerne ud af sit hovede, ingen hun bevægede sig videre hen af den stille tomme gade. Natten hang tungt på himmlenen, måske skulle hun bare satse på at gå hjem til Nicolas og sove? Hun trak på skuldren over sin egen tanke, og kiggede op på den halve måne. Caroline sukkede lidt, hun kedede sig.. Kedede sig alt for meget ligenu! Gud hvor var det irriterende. Men færten af dæmon strøg under hendes næse, og hun blev opmærksom. Ikke alle dæmoner var lige venlige, hun havde sin bedste veninde sandt nok og hendes bedste ven.. Men om hun turde stole på andre dæmoner end dem, vidste hun ikke helt. For hun ville jo ikke bare være for naiv, måske var hun naiv ja.. Men ikke så naiv. Caroline mærkede færten komme nærmere, og så slog det hende. Samme dæmon fært som Sean, en anden af Sean's slags. Caroline blev derfor mere opmærksom, for hvem vidste om den var venlig eller fjendlig. Caroline kneb øjnene opmærksomt imod færten, hun havde det som om at hun burde være mere opmærksom end hun allerede var. Hvorfor vidste hun ikke helt..

Joshua havde hurtigt fundet ud af, at Caroline var i nærheden, så hvorfor ikke lege lidt med hende. Han stillede sig et stykke væk fra hende og lukkede øjnene for, at skabe en illusion. Han fik Locan til at komme frem igen, han så meget ægte ud. Joshua gik bag Locan, men man kunne ikke se ham for Locan. Joshua begyndte, at tale men ordene kom ud af Locans mund. "Du er ikke noget værd. Der er ingen der vil have dig. Du vil altid være alene." Joshua begyndte at le, også det kom ud af Locan, det lød halvt ondskabsfuldt. Joshua synes nu det var meget sjove, at skræmme hende sådan.

Caroline fik et chok da hun fik øje på Locan, som kom tættere på hende. Hans ord skar hende i hjertet, men dennegang var hun bare så fucking træt af at han prøvede at ødelægge hendes liv. Hun kiggede Locan i øjene, og snerrede af ham.
"Skrid nu bare væk fra mig!" Snerrede hun vredt, ikke bange. Frygten var der ikke ligenu, for hun var ikke alene. Jo måske ude på gaden, men inden i hende. Vidste hun at det ikek var sandt. "Bare hold dig fra mig!" Sagde hun med an alvorlig tone i sin stemme, så man kunne sagtens se hun var vred. Caroline orkede ikke endnu en diskution med Locan, hun havde ikke set ham siden den episode med Josh.. Caroline håbede dog at en eller anden ville tage livet på Locan en dag.

Joshua fandt hurtigt ud af, at hun ikke var bange. Det hjalp ikke ligefrem på hans illusion, da de primært levede af frygt. Så han begyndte, at blive svagere nærmest gennemsigtig for til sidst, at forsvinde og derved afsløre Joshua. Han så bare på hende med et skævt smil. "Du er blevet mere modig siden sidst." Han var klar over, hun sikkert ikke ville vide hvad han snakkede om. Men det var bare endnu en, af hans lege. Han gik tættere på hende. "Jeg må sige.. Du imponerer mig Caroline." Han kendte hendes navn, fordi han trods alt havde udvalgt hende til, at være med i the forest of fear. At hendes kæreste valgte, at deltage var bare et plus. Desværre lykkedes det ham ikke, at fange dem. Men det skulle nok gå.

Da Locan langsomt forsvandt, blev hun straks opmærksom. Hun fik øje på Joshua, og hævede på et bryn da han kom tættere på hende. Hun rettede sig lidt op, hvad mente han mon? Caroline var så forvirret, modigere end sidste gang.. Hvornår? Hun havde aldrig set denne dæmon før. Caroline sank kort en klump, hvor kendte han hendes navn fra? Hun tog en dyb indånding.
"Hvor kender du mit navn fra, og hvad vil du mig overhovedet?" Spurgte hun halv koldt, samt lidt forvirret. Et forkert pust til ilden, og han ville brænde fingrene utroligt. Selvom hun vidste at han var samme dæmon som Sean, hun kunne dufte det på færten. Derfor vidste hun at han sikkert var stærkere end hende, det kom an på aldren.. Caroline kiggede dybt ham ind i øjene, klar med hendes evne hvis det skulle være. Ellers så havde hun sine fingre, som en anden evne.

Joshua lyttede til hendes ord og nød forvirringen. Han fandt det meget morsomt, at hun var så forvirret. Det var dog ikke til, at se på ham. Han så bare kold og ligeglad ud. Han førte en hånd igennem håret og gik endnu et skridt tættere på. "Hvor jeg kender dig fra er en kedelig historie." Han lagde armene over kors. "Jeg vil dig skam ikke noget. Jeg har det bare sjovt." Han gik endnu tættere på, så tæt at han kunne læne sig frem og hviske hende i øret. Hvilket han også gjorde. "Har du været i nogle interessante skove for tiden?" Han lænede sig væk fra hende og gik forbi hende.

Hun lyttede men tænkte ikke rigtigt over det han sagde. Han gik blot tættere på, men Carolines fødder var som sømmet fast til den kolde asfalt. Det løb hende koldt ned af ryggen da han hviskede i hendes ører, hun sank en klump over hans ord.. Har du været i nogle interessante skove for tiden? BANG! Der gik det op for hende, hun var jo ikke dum. Hun rettede blikket imod ham igen, da han trådte lidt væk fra hende. Hun hævede på et bryn.
"Skoven.." Mumlede hun for sig selv, den skov hun havde været inde i. Hvor Nicolas havde fuldt hendes blod eller hvordan han var kommet frem. Caroline sank en klump, og kiggede på Joshua.
"Frygtens skov."

Joshua var ikke imponeret over hvor hurtigt hun fandt ud af det. Han vidste hun ikke var dum, men han vidste også, at hun frygtede en masse ting. Det gjorde det næsten for let, at lege med hende. Han vendte sig om, men stod nu bag ved hende. "Det havde nu været mere underholdende, hvis din kæreste ikke havde fulgt efter dig. Hvis han ikke havde været der, ville du sikkert stadig være i skoven. Men så igen... Jeg kan stadig gøre dit liv et levende helvede. Jeg kan skabe alt du frygter." Han vidste ikke hvad hun frygtede endnu, men han kunne finde ud af det, og det skulle han nok. Han havde forbindelser der kunne give ham de informationer han havde brug for. Joshua vendte sig om igen og gik videre. Caroline var bare en af hans dukker, han kunne lege og styre hende som det passede ham, og han nød den magt. "Du keder mig. Men jeg skal nok finde dig igen Caroline Thunder."

Caroline tog hans advarseler meget dybt ind til sig, hun vidste det ville være en fejl at tro hun kunne slå ham. Caroline vidste at hun skulle tage sig voldsomt sammen, for at blive mere frygtløs. Selvom hun ikke var frygtløs og nok aldrig blev det. Alle havde en form for frygt. Caroline fik myrerkryb da han sagde han stadigvæk kunne gøre hendes liv et levende mararidt. Hun holdte sig selv tilbage for ikke at vise følelser overfor den sætning, hun snerrede en anelse.. Hun fnøs da han sagde hun kedede ham. Hvad ville dæmoner have for at man ikke var kedelig mere? Nu vidste hun det, de ville bare se en lide, og med det samme man kunne gøre modstand, så var man ikke sjov at lege med mere.. Ikke fordi Caroline havde noget imod det, altså at hun kunne gøre modstand. De betød meget for hende at hun ikke var en lille pige som græd hele tiden over noget.
"Så det tror du? Er jeg bare en af dine små maionetdukker som du tror du er hersker for? For det er jeg ikke!" Svarede hun igen.