I was war, you were peace - Joshua

S: Parken
O: Legende børn, beskyttende forældre
V: Solrigt
T: Henover eftermiddagen
P: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]
Emnepartner: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

---

Solen var anderledes her. Den var kraftigere og mere frembrusende end i skoven. Her kunne hun ikke gemme sig længere, legen var endelig slut og solen havde fundet hende. Den ramte hendes kinder med dens varme stråler. Varmen var dejlig, men på sammetid svær at holde til. Det var anderledes. Livet var generelt anderledes for hende. Det var som om, at hun var fanget under vandet, imens den største tsunami gabte henover havet, og sørgede for hun fik den største svingtur. Katana følte sig alene. Mere end nogensinde før. Måske havde hun håbet på at finde Tatia i byen, så meget som hun rejste rundt. Niylah var stadigvæk syg. Wade hjalp Raksha med at holde styr på flokken.. så ingen bemærkede når Jeremy og Cleo gik amok på hende om og om igen. Til sidst var Tatia kommet hjem, og havde fundet alle forsvundne brikker frem, så Katana endelig kunne se billedet klart. Hendes forældre havde ikke været hendes forældre. Katana var overraskende glad for nyheden, og at vide, at de ønskede hende og elskede hende - men at de ikke før nu havde fundet ud af hun var i live. Også var det kun hendes far. Blake, ham som havde været på besøg en af dagene... Ham der lignede Kaeden, men ikke var Kaeden - intet under, at hun følte hun havde mødt Kaeden før.. Katana bladrede videre i sin bog, og kunne slet ikke holde fokus. Den måde hun bladrede i siderne, blev voldsommere og voldommere - det var en måde at få frustrationerne til at flyve ud. En anden måde end at banke en eller anden irriterende person på gaden, ikke fordi at hun normalt gjorde sådan noget - men som om, at tanken ikke poppede op hos mange engang imellem?

Katana lukkede bogen sammen og kastede den afsted. De blå øjne så efter den inden hun sukkede lettere tungt. Hun var startet i en skole, en havde da været meget imødekommende overfor hende. Jacob. Det var noget af det eneste hun holdt fast i imens hun gik rundt her. Ikke at hun havde mødt ham andet end et par gange. Katana stirrede på bogen. Den lå bare der. Let slog hun blikket væk fra den. Ingen kiggede på hende, hun var en skygge. En skygge der blot sad her i parken, og kiggede rundt på de legende børn. Dem der alle sammen havde fundet rigtige venner, dem som faktisk havde venner. Var hun misundelig? Egentlig ikke, de ville blot forlade hende alligevel. Men mon om de var det værd til de så gjorde? Katana turde ikke håbe på noget, for når man håbede på ting, så blev man skuffet. Let bed hun sig i kinden. Det var som om, at den irriterende bog kaldte på hende - at hun skulle komme hen og samle den op. Så til sidst gjorde hun det. Hun sprang ned fra bænken og gik hen for at samle bogen op. Katana børstede den let af for grus.

Så kiggede hun op. Kiggede til modsatte side og så nogle gå henne på den anden side af søen. De negative følelser fald til siden så snart Katana gik igennem glasset og knuste buret hun var fanget i. Hun var i god form, så at løbe omkring den store sø og hen til ham - var noget hun gjorde med lethed.
"Jacob.. Hey." Sagde hun med et varmt smil. "How are you?" Spurgte hun med hovedet vippet lidt på skrå. Let sank hun lettere nervøst en klump, og kørte hånden igennem håret. Katana brød sig aldrig om at være på gyngende grund, men dette var meget voldsommere end hun havde prøvet før. Dog ville hun aldrig have gjort det, hvis det var noget som gjorde hende utilpas - så havde hun ikke været her.
"Any ideas for the rest of the day?" Spurgte hun nysgerrigt. Det tætteste på et venskab ved flokken var Tatia som var hendes mentor og Wade som var hendes træner - men det var heller ikke rigtig et venskab på det punkt, man ville mene hun skulle have. Jacob havde siddet ved hende, han vidste det måske ikke. Men hun havde siddet og følt sig alene.. ligetil, at han satte sig ved siden af hende. Det havde været rart, men han anede slet ikke, hvor meget det havde betydet for hende.

Det var en af de dage, hvor Jacob havde brug for at komme væk. Væk fra den tomme lejlighed, væk fra stilheden og ensomheden. Han havde været social før på denne uge, og nu var det som om at hans hjem føltes endnu mere forladt. Han savnede sin far. Han hadede, når han var væk, og han var alene. Men han vidste godt, at det var hans far arbejde, og det betød meget for ham, så selvfølgelig havde han ikke gjort andet end at sende ham væk med et kram og smil, da han skulle ud af døren endnu en gang. Det havde dog efterladt Jacob tilbage til frygten for forandring og ensomheden og på samme tid frygten for at skulle ud og være sammen med andre. Men til sidst sparkede Ka ham praktisk talt ud af døren, selvom han faktisk allerede havde været ude og være social før. Men denne her gang var det ikke for at være social. Han skulle bare ud at have noget frisk luft, fordi hun ikke mente, at det var sundt for ham at blive i sengen med en bog i flere dage. Det var der vel noget om.

Så nu var Jacob udenfor. Han havde ikke tænkt sig at bruge meget tid der. Han havde egentlig blot i tankerne at gå en tur om søren og så smutte hjem under dynen igen. Så kunne Ka ikke brokke sig længere. Jacob var nået rimelig lang, næsten halvvejs, og nød faktisk at være udenfor. Han kunne godt lide den friske luft og solenstrålerne der dansede mod hans ellers blege hud. Hvad han ikke kunne lide, var alle folk omkring ham, der råbte og larmede. Han var selv en stille dreng, og han brød sig ikke om larm, medmindre der kun var én kilde til hvor det kom fra. For eksempel når hans far arbejdede i smedjen. Denne dag var det dog ikke så slemt. Der var nogle legende børn, der godt kunne skrige, men deres forældre havde det med at tysse på dem. Jacob var også blevet rigtig god til at falde hen i sine egne tanker og lukke omverdenen ude. Det var, hvad han gjorde nu, mens han spekulerede om de sidste par dage. Jacob havde nemlig fået et nyt emne indenfor sin valgfag, biologi, hvor de fokuserede på gener og arv. Jacob havde altid fundet biologi spændende, så han læste også i bogen i firtiden. Og jo mere han læste jo mere begyndte han at undre sig over, hvordan hans mor mon havde været. Det var nået så langt, at han havde besluttet sig for at snakke med sin far om det, når han kom hjem. Så mens han gik gennemgik han scenarier, om hvordan hans far ville beskrive hans mor. For Jacob havde intet information om hende, så i hans tanker var alt lige nu muligt. Det var enten det værste eller det bedste, han tænkte på. Han prøvede dog at holde fast i det bedste.

Han havde været så væk i sine egne tanker, at han slet ikke opfattede personen, der kom løbende mod ham. Eller jo, han opfattede det, men tænkte ikke yderligere over det, før personen standsede lige foran ham. Jacob stoppede brat op og blinkede flere gange for endelig at kunne se, hvem der havde talt til ham. Katana.
Jacobs hjerte bankede med det samme hurtigere over chokket. Han hadede det, for når hans hjerte bankede hurtigere var han kun et skridt tættere på at komme til at trigge evnen. Han var dog blevet bedre til at håndtere sådan nogle situationer, så han sørgede bare for at fokusere på sin vejrtrækning, før han fik et lille, måske lidt anstrengt smil på læben.
"Oh hey Katana," hilste han igen, før han trak let på skuldrene, "I'm fine.."
Han var rigtig dårlig til samtaler med nye mennesker. Han kunne stadig ikke forstå, hvordan han overhovedet klarede sig gennem snakken med Katana forleden. Han var dårlig til small-talk, men så igen, Katana og ham endte med at snakke om en fælles bog, de havde læst, og så var det ikke small-talk længere.
"Uhm, not really anything. I'm just going on a walk," svarede han. Han nævnte ikke at han havde planer om at komme hjem og være asocial med en biologibog. Han tænkte, at enten ville Katana finde det som unødvendig viden eller også ville hun blot syntes at han var mærkelig. Sådan havde mange af de andre børn det i hvert fald med ham. "What about you?"
Han spurgte ikke kun fordi han ville have samtaleemnet væk fra sig selv og sin mangel på planer men også fordi han faktisk godt ville høre om Katanas dag. Han kunne godt lide Katana. Hun var rolig og venlig og ikke så ivrig efter at vokse op som resten af Jacobs klasse var. De forstod ikke at sætte pris på deres alder, mens de havde den. Hvad Jacob ikke ville give for at være så længe i den samme alder at han var ivrig efter vokse op.

Hun overraskede ham tydeligvis lidt, og brød sig egentlig om at have overrasket ham på den måde. Let sank hun en klump. Han havde det fint, men det lettere anstrengte smil sagde noget andet - men hun lod det i første omgang ligge. Det var ikke noget en bekendt alligevel kunne være bekendt at spørge om, også selvom hun var van til en flok næsten delte alt. Lige nu var hun en omega - en enspænder uden en flok, også selvom de stadigvæk ville være der hvis hun vendte tilbage. Lige nu boede hun i et forladt hus, og det var ikke ligefrem det hun brød sig mest om - men hun klarede den. Huset havde kun været forladt fordi en ældre dame var død - Katana havde snydt en anelse og sagt det var hendes mormor, blot for at blive boende i huset. Derfor havde hun så pænt tøj og slet ikke noget snavs på sig. Naturligvis senere ville hun tage sig en løbetur igennem byen for at få noget sved på panden. Træning var ikke det nemmeste at få noget af i byen. Og når hun så endelig kom tilbage - hvis de havde bemærket hendes fravær. Så ville hun ikke være svagere, for Wade kunne hurtigt regne ud, hvis hun havde forsømt sin træning. Men med sådan en bombe som Tatia havde smidt på hende, så forstod han sikkert godt, hvis hun ikke ligefrem var i humør til andet end at rive hovedet af nogle.
"Can I join you?" Spurgte hun og sank nervøst en klump. Hendes hjerte sprang nervøst en takt over. Det var ikke normalt for hende at spørge ind til sådanne ting, hun var normalt alene. Katana hadede at være alene, men havde affundet sig så længe med, at det var sådan verden ønskede hun skulle have det. What about you? Tankerne strømmede igennem hendes hoved, med diverse ideer om, hvad der mon ville være normalt at sige, hvad ville virke ægte, men uden at afslører hendes egentlige følelser?
"Me?" Spurgte hun alligevel overrasket uden at nå at tænke over sine valg af ord. Hun var alligevel chokeret over han spurgte ind til hende. En så simpel ting, der alligevel fyldte så meget hos en. Let slog det hende ret hårdt, at hun ikke havde svaret på hans spørgsmål endnu og det gjorde hende lettere utilpas. Så trak hun let på skulderen.
"You know. I just took a walk down here to read a little. I'm fine. Always been." Svarede hun med et skævt smil. Det sidste var ikke ligefrem sandt, men folk spurgte ofte blot en om de var okay, for ikke at skulle blive belastes med mere. Når de havde fået de ord af den sætning, så skulle de ikke længere tænke på personens velbefindende mere. Sådan var livet.

Let kløede hun sig i nakken. Så kom hun i tanke om noget.
"Hey.. If you want. We can go by the baker.. and buy some cake?" Spurgte hun for ligesom at komme ind på noget andet. Katana var ikke ret tilpas ved at snakke om sig selv, mest af alt fordi hun ikke var van til det. Et smil sneg sig op på hendes læber for ligesom at vise, at alting var okay. Han vidste ikke meget om hende. Hun havde et sted at tage hen til, men der var ingen hjemme. Hun havde ikke haft morgenmad med forældre om bordet længe. Det havde hun ikke fortjent. "You don't have to. If you don't want to. It's okay." Sagde hun hurtigt bagefter for at redde sin dumheder.

Can I join you? Det var et spørgsmål, som folk sjældent stillede Jacob og som Jacob endnu mindre stillede selv. Han kunne ikke lade være med at tøve et milisekund, fordi han vidste, at hvis han svarede, ville hans planer pludselig ændre sig, og det var han ikke god til. Så ville han en ekstra person med sig, hvilket betød, at han ikke bare kunne lægge sig ind under dynen hurtigst muligt. Men så igen, det var Katana, der spurgte. Og hvis der var noget, Jacob havde lært i sin nye klasse, så var det, at hvis man sagde nej én gang, ville man næppe blive spurgt igen. Med de andre i klassen havde han ikke noget i mod det, men han ville faktisk ikke miste, det venskab, han følte var på vej mellem ham og Katana. Så selvom han kort så overrasket ud, blev smilet blot mere afslappet. "Sure."
Han begyndte langsomt at tage et skridt og så et til, og så begyndte han at gå igen. Han havde dog sat farten ned nu for at sikre sig, at Katana kunne følge med. Før havde han jo også skyndet sig rundt om søen, det var der ingen grund til mere.
”Yeah,” svarede han over hendes overraskelse. Det var som om, hun ikke var vant til at blive spurgt ind til. Det ville hun så nok blive vant til snart – Jacob elskede at spørge ind til folk. Både fordi han var en virkelig nysgerrig dreng, men også fordi det tog fokus væk fra ham.
Hun svarede så, og så snart læsning blev nævnt, løsnede Jacob mere op og et lys blev tændt i hans øjne. "What book? Is it good?"
For at være ærlig, så troede han ikke helt på, at hun havde det fint. Mest af alt fordi den måde, hun sagde det på, var præcist som han sagde det, når han havde det dårligt, men ikke ville være en byrde andre. Han valgte dog ikke at spørge ind til det med den tanke, at der netop var en grund til at hun ikke ville sige det. Desuden var de slet ikke tætte nok til, at han kunne bede hende om at åbne sig op for ham.

Han standsede op, da det virkede til at Katana kom i tanke om noget og så en anelse spørgende ud. Han nåede lige at blive nervøs. Hun havde sikkert fundet ud af, at hun slet ikke havde tid til at være sammen med ham, eller også ville hun bede ham om at gøre noget, han ikke var tryg ved, og han ville føle sig tvungen og... Men selvfølgelig var det ikke det. Hun ville blot hen til bageren og få noget kage. Hvilket egentlig lød som en fantastisk idé. Så da hun tilføjede, at han ikke behøvede, hvis han ikke havde lyst, skyndte han sig at sige: "No! I mean, yes! I mean... that sounds great."
Han fik sendt hende et smil, før han selv kom i tanke om noget. "Actually..." Han stak sin hånd i lommen, og da han tog den op igen havde han en stak mønter. "My dad gave me this for a treat, but I don't think he would mind if I paid for both of us."
Det var ikke fordi Rowan havde vildt mange penge, men han havde da sørget for at Jacob rigtigt kunne forkæle sig selv, mens han var væk. Han vidste nok godt, selvom Jacob havde forsøgt at skjule det, at sønnen ikke var så glad for at skulle være alene. Så var det nok bedre at være alene med en ny bog, hvilket Jacob også havde brugt nogle af pengene på.
Han gav sig til at gå igen. Der var nu alligevel et stykke vej til bageren, hvilket betød, at der var mere tid, de skulle bruge for at snakke. Jacob kunne mærke nervøsiteten krybe frem igen. Hvad i alverden skulle de snakke om? Han så diskret rundt for at finde noget, mens han prøvede at virke afslappet. Hvad snakkede man normalt om med en jævnaldrene?
"So uhm... Do you own any.." Han skulle lige finde ud af, hvordan han faktisk ville afslutte samtalen. "Pets?" Han stank til small-talk. Han ville meget hellere have en filosofisk, dyb samtale om meningen med livet, men så igen. Han skulle jo også lære personen at kende først. Og personen skulle lære ham at kende. "I've never had a pet. But my dad's a werewolf so.. that's close." Det var et dårligt forsøg på en joke, og han prøvede at fremtvinge en latter men det blev bare en akavet lyd og endte med at se væk, flovt. Hvor ville han ønske, at han var ligesom sine mandlige klassekammerater, der kunne tale til hinanden let som ingenting. Men det var han ikke. Nok fordi han aldrig havde haft tid til at lære, hvordan man skulle snakke. Nu håbede han bare, at han ikke ville ødelægge turen på vej hen til bageren.