You are my son, not his ~ Joshua

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Jacob - eller Joshua eller hvad hans navn nu rigtigt var - havde ikke haft nogle nemme par uger. Det hele startede med at han fik sandheden at vide. Eller hvad han kunne gå ud fra var sandheden. Disse dage havde han svært ved at vide helt præcist hvad han skulle tro på. Det havde været hårdt at få at vide - alt, det han var vokset op med, havde været en løgn. Den mand, som han havde set som sit et og alt, viste sig at være en fremmede, og alligevel kunne han ikke gøre andet end at se ham som sin far. Men åbenbart havde han andre forældre ude i verdenen, forældre der ikke havde været i stand til at tage sig af ham, havde hans far - Rowan, burde han nok til at kalde ham - sagt. Hans rigtige far kendte han ikke mere til end navnet. Hans mor... Havde han mødt før. Han havde holdt sin mor i hånden, krammede hende, bare det han har været tæt på hende, uden så meget at vide, at det var hende. Og nu vidste han slet ikke om han turde se hende igen. Det var som om hele hans liv var vendt på hovedet.
Jacob burde have været i skole i dag. Det burde han havde været den sidste uges tid. Men efter den store nyhed var evnen på ingen måde under kontrol, og efter han kom til at bruge den på sin fa- Rowan, blev han panisk så snart hans hjerte bankede blot en anelse hurtigere. Derfor havde de valgt, at det var bedst at han blev hjemme indtil han havde det mere under kontrol. Rowan havde været hjemme hos ham de første par dage, men så blev han desværre nødt til at rejse igen. Han arbejde i en anden by og var derfor af sted i flere uger af gangen. På en måde var Jacob okay med det. Det var bare ham og hans tanker, så han havde tid til at prøve at finde hoved og hale på hele situationen. Det havde endnu ikke lykkedes ham at gøre det.

Han sad lige nu inde i stuen med en matematikbog og et hæfte. Han måtte jo studere hjemmefra, når han ikke kunne lære i skolen. Dette passede ham egentlig fint - han lærte bedst i stilhed. Han fór forskrækket sammen, da der blev banket på døren. Der blev aldrig banket på døren. Der var ingen der havde grund til at besøge ham. Måske lige udover Katana men hun var i skole. Langsomt lagde han bogen fra sig på stuebordet og rejse sig op. Han tog tre dybe indåndinger og bevægede sig forsigtigt mod døren.
Det var Jazmin, der stod på den anden side, da han åbnede. Jazmin... hans mor. Det var som et slag i ansigtet, han vidste slet ikke, hvad han skulle sige. Han så bare på hende og kunne mærke hvordan væske steg til hans øjne. Han måtte simpelthen ikke græde. Hun talte til ham, og han måtte blinke et par gange for rent faktisk at høre, hvad hun havde sagt.
"I know..." var det eneste, der kom ud af hans mund. Hvad skulle han gøre? Han var ikke klar til det her, men for at være ærlig, ville han nok aldrig blive det.
"Come in..." fik han mumlet og åbnede døren helt op. Han gik i forvejen ind i stuen for hastigt at rydde alle sine papirer væk. Hvorfor det var så vigtigt for ham at der skulle se ordentligt ud, vidste han ikke. Noget måtte han vel have kontrol over i den her situation.
Hans hjerte bankede hurtigt. Alt for hurtigt. Tårene pressede på. Det kunne ikke ske. Han satte sig ned på stolen igen og gned sine hænder over sit ansigt. Trak vejret tungt ind og tungt ud. Han havde ikke en gang overskud til at tale til Jazmin selvom han havde så mange spørgsmål. Så mange spørgsmål han ikke turde få svaret på. Og hvor bankede hans hjerte så rædseslfuldt hurtigt. Han måtte få kontrol over det. Han trak vejret dybt. Tårene var på vej væk. Han tvang sig til at se op på Jazmin, hans mor, og sank en klump.
"Do.. do you want anything?" fik han fremstammet gennem hen grødet stemme. "Water? Wine? I-I think dad- I mean, Rowan, has some scotch if you'd like."

Joshua havde aldrig kunne se sig selv i sådan her en situation. Det var heller ikke rigtigt noget som man hørte om - en dreng der skulle møde sin mor for første gang som 14-årig, eller hvor gammel han nu var. Med alle de anfald han havde fået på det sidste var han nok nær de 16 år nu. Han kunne ikke følge med i sin egen alder mere, hvilket var en perfekt metafor for manglen af kontrol han havde over sit eget liv. Hans situation var endda endnu mere mærkværdig og kompliceret. Ikke nok med at han først nu skulle møde sin mor, hans mor var endda en kvinde, som han havde kendt det meste af sit liv som sin tante. Det var så forvirrende og ubehageligt at vide, at han havde gået med hende og hun havde set ham som sin søn men han havde intet vidst. Og Rowan havde vidst det og frivilligt proppet navnet "Tante Jazmin" ind i hans mund, velvidende at der ville komme en dag hvor det navn ville skabe så meget kaos i Joshuas sind. Ja, Joshua var vred på Rowan. Han ønskede det ikke men han kunne ikke lade være. Han var vred fordi han havde løjet, fordi han havde vendt op og ned på hele hans liv og allermest var han vred fordi han ikke bare kunne være hans rigtige far. Så ville der ikke være noget problem. Så ville Joshua i det mindste have én ting i sit liv der var sikkert - i stedet for at leve et liv, hvor han ikke en gang kunne sit eget navn.
Papirerne var ryddet væk så hjemmet så egentlig ryddeligt ud. Joshua var jo alene og der var grænser for hvor meget han kunne rodde for sig selv. Alligevel følte han at det ikke var pænt nok - måske ville han imponere sin mor. Hun skulle se, at den søn, hun havde ventet så længe på at kunne tale med, ikke var en taber. Men det ville hun vel før eller senere indse for det var desværre sådan sandheden var.

Jazmin fik fremmanet et smil hvilket gav Joshua mod på selv at prøve det. Hans ene mundvige vibrerede let men ellers skete der intet.
"I-I don't really drink... anything else than water, that is." Hans stemme var så svag. Generelt talte han lavmælt og havde ikke meget styrke i sine ord, men nu var det som om han næsten ikke kunne høre sig selv. Han talte som et barn. Og selvom han kronologisk set kun var nogle år gammel, så burde han kunne håndtere den her situation mere modent. Det burde han selvom han bare have lyst til at krølle sig sammen til en kugle og græde.
"Bu-but I'd be happy to pour you a glass," skyndte han sig at tilføje og fløj op af stolen igen for at bevæge sig ud i det lille køkken. Det gjorde også at han nu stod med ryggen til hende hvilket passede ham fint, for så kunne hun ikke se, hvordan hans ansigt kort forvrængede sig i en grimasse af panik og selvhad. Han havde talt med Jazmin så mange gange. Men nu hvor Tante Jazmin blev til Mor ændrede det alt med hvordan han opførte sig overfor hende.
Han fik hældt et stort glas vand op til hende - det tog ekstra lang tid, for hans hænder rystede voldsomt og han ville ikke spilde - og så tog han tre dybe indåndinger i et ynkeligt forsøg på at få sit hjerte under kontrol. Bagefter gik han ind med glasset til hende og rakte det til hende. Han undgik hendes blik som han gav det til hende. Hvis Jazmin ikke allerede havde sat sig ville han pege i mod stolen foran sig - Rowans stol - og sige "Please. Sit." så høfligt han kunne.
Han satte sig selv ned i den samme stol som han lige før havde lavet lektier i. Som han gjorde det begyndte Jazmin at undskylde. Selvom hun sikkert gjorde det med den bedste hensigt, gjorde det kun mere ondt. Bare at hendes handling blev italesat - hun havde forladt ham. Joshua følte sig kvalt. Det var også derfor han ikke sagde noget men blot så ned på sine hænder, der lå vendt op i hans skød. Han havde lyst til at svare, til at sige at hun var tilgivet og kramme hende. Men intet af det kunne han få sig selv til for sandheden var at alt var for kompliceret til at kunne gøre det. For det gjorde ondt og han vidste ikke, om han kunne tilgive hende.
I stedet sagde han intet. Det eneste der kom fra ham var hans skælvende vejrtrækning. Sådan blev han siddende, selv efter hun havde sagt, at han kunne spørge hende om hvad som helst. Han havde så mange spørgsmål. De for rundt i hans hoved som en storm af desorientering. Men i sidste ende vidste han godt, at der var ét spørgsmål som var så meget vigtigere end alle de andre.
Han så op på Jazmin igen, hans blå øjne var som sø af tårer. Nogle slap endda ud og gled ned af hans kind. Han fangede dem ikke men fastholdt blikket. Han tog en dyb, skælvende indånding som en måde at overtale sig selv, for dette spørgsmål var også et han havde frygtet at sige højt.
"I just want to know," sagde han, hans stemme var rystende og grødet og truede med at knække over, "Why?"
Han behøvede ikke at uddybe det. Det var tydeligt på den måde han sagde det på, som havde han holdt det inde hele sit liv. Hvorfor forlod hun ham?