A different bloodtype - Alane.

Nicolas havde ikke været i Ashen Wood Forest det sidste stykke tid. Men han havde også været langt væk hjemmefra, men nu hvor han var tilbage ville han besøge hans skov igen. Han brugte tit den skov til, at fange bytter eller tage bytter med hen. De fleste af dem endte med at være døde eller tæt på det. Men det var ikke alle han valgte, at gøre det med. Han ville helst ikke bringe sig selv for meget i søgelyset. Men de få gange han nu dræbte, skete også ordentligt, han skilte sig af med liget så igen ville finde det. Nicolas gik næsten lydløst i skovbunden, han havde meget forsigtige bevægelser der næsten ikke var til, at høre. Han var jo trods alt en jæger, han blev nød til at være stille. Hans måde at bevæge sig på, mindede meget om en ulv der forsøgte at bevæge sig ind på et rådyr. Det afhang også meget af hvor han er og hvad han er igang med. I øjeblikket var han på jagt, han havde brug for noget blod. Han havde ikke tænkt sig, at tage fra Linetth i øjeblikket. Hun manglede stadig og opbygge noget blod, og han ville helst ikke indrømme det, men hun betød noget for ham. Han kunne selvfølgelig også tage fra Bethany, men han vidste ikke hvor hun var. Det kunne vel også være lige godt, måske kunne han finde en engel i skoven.

Han forsøgte, at opfange nogle dufte, men lige så snart han opfangede en duft forsvandt den igen. Blæst var ikke en vampyrs bedste ven, men solen var nu alligevel værre. Han så sig omkring og håbede, at få øje på et bytte. Nicolas gik bare videre igennem skovbunden og ventede på, at der ville komme en han kunne få noget blod fra.

Eksotiske toner gled gennem luften, gennem blæsten. Blæsten bar tonerne med sig til både nær og fjern. Det har så længe siden hun havde spillet på hendes fløjet og hvor havde hun egentlig savnet det. Der var bare sket så meget at hun ikke havde haft overskud til det. Som sædvanlig fortalte tonerne en historie, denne gang en meget sensuel en af slagsen og det var også tydeligt at høre på tonerne. Billederne dansede for hendes indre øje, et par der dansede, helt tæt, så yndefuldt, så elegant men også så dragende, sensuelt og intimt. De grønne øjne var lukket stille i mens hendes fingre dansede over fløjten med en stor elegance og ekspertise. Dette var Alanes hjem, havde det været de sidste mange år og ingen havde fundet hendes hjem endnu. Hun havde stødt på stor fare i disse skove men ikke noget som havde skræmt hende væk, endnu.

Det lange hvide hår hang omkring hendes ansigt og indrømmede det på en smuk måde. På kroppen bar hun en lettere lårkort hvid kjole, den sad tæt ved brystet men blev løs og lettere flagrende ved hofterne og sluttede så en smule over midten af låret. Hendes fødder var som sædvanlige bare. Øjnene var omringet af den typiske sorte og hvide makeup og hendes fyldige læber en svag rosa farve. Endelig stoppede hun med at spille og lod fløjten glide tilbage i en holder som sad fastspændt højt oppe på hendes lår. Roligt gled hendes blik hen over skoven, hun hoppede ned fra det væltede tre hun sad på og begyndte at gå langs stien. Hendes duft var eksotisk, lokkende og fristende.

Nicolas kom tættere på Alane og kunne høre hendes toner. Han blev meget interesseret i hvem der spillede. Ikke fordi hun spillede godt, selvom hun gjorde det, men fordi den der spillede det var det første væsen han havde haft i nærheden i et stykke tid. Så han gik bare tættere på. Hendes duft var kraftig, men ret dejlig. Ikke en duft Nicolas duftede hverdag. Han vidste godt, at det var en shapeshifter. Han havde ikke smagt deres blod mange gange, men han kunne godt huske smagen. Og han ville gerne smage den igen. Han kom tættere på hende og duften blev bare stærkere, men der var også en anden duft. Den var blandet sammen med den eksotiske duft, det gav ham en idé om, at hun enten ikke var alene, at hun ikke var helt shapeshifter eller at hun havde udviklet sig. Han håbede på sin vis det var en af de sidste to muligheder, blandingsracer var altid interessante, men en udviklet race var unik. Det var utrolig sjældent der var de samme af to slags.

Nicolas nåede hurtigt hen til hende. Hun var en flot pige, hun havde et unikt udseende, men det gjorde også hendes udseende mere interessant. Han stillede sig hen foran hende. "Du spiller godt." Han behøvede ikke engang og spørge om det var hende, og hvis det ikke var var han ligeglad. Han fik sine tænder til, at vokse sammen. Men han viste det ikke til hende. Nicolas gik hen og tog fat i hendes arm, hun vidste ikke hvor stærk hun var, men lidt udfordring ville heller ikke være slemt. Han lagde hans frie hånd på hendes hoved og ville skubbe det til side, så hendes hals blev strakt.

Hendes bevægelser var elegante og flydende. Man kunne godt se at dette var det terain hun var vandt til at færde sig i. Men nu havde hun også boet i skiven hele sit liv. Det var egentlig først nu tanken slog hende. Hvorfor var det egentlig hun boede i det lille telt? Hun kunne jo bare flytte hjem i det hus hendes familie havde boet i. Men ville det være for smertefuldt? Ville der være for mange minder? For stort et savn? Hendes duft var stærkere og mere dominant i forhold til en shapeshifters, mere krydret hvis man kunne sige det sådan? De dybe elektriske grønne øjne stod ud mod hendes porcelæns hud, så glat og blød den var. Ikke en eneste urenhed var at se på den. Hendes læber bar dog sår, det lignede et sæt hugtænder som om nogen havde flået hendes underlæbe op. Men det klædte hende, satte et specielt præg over hende. Hurtigt vendte hun blikket mod manden som havde trådt frem i den lille lysning hun befandt sig i. Hun studerede ham, betragtede ham. Han kom tæt på hende men hun holdt sin jord, ubevidste ingen frygt. "Tak", hendes stemme var musikalsk og dragende. Hun kiggede bare underligt på ham da han greb om hendes arm, så kold han var. Alans prøvede med det samme at trække dig fri, hun var overraskende stærk for en på hendes størrelse. Hurtigt flyttede hun hovedet fra hans hånd og så ham i øjnene. "Hvad har du lige gang i?!".

Nicolas havde lagt mærke til, at hendes læbe var som flået op. Man skulle forstille sig, at det så dumt ud. Men det gjorde det ikke, hendes ellers så flotte udseende fik bare et mere barskt look med den læbe. Han var vant til, at folk kæmpede imod ham, men hvis han havde Caroline med sig skete det sjældent. Hun kunne bare bruge hendes evne, der kunne få alle til, at komme i en ghoul agtig tilstand. Det var meget praktisk, men han plejede nu, at gøre det meget godt uden. Han lyttede til hendes ord og trak sig en anelse væk fra hende, men holdt stadig fast i hende. "Jeg er sulten.." Han lagde hovedet på skrå, så det var lettere at fange hendes blik. "Og dit blod er meget delikat." Han slap hendes hoved og så på hende, han synes egentlig jagten var ret sjov, men han var for sulten til, at orke en jagt. Han så på hende.

"Vi kan gøre det her på den lette, eller den svære måde. Dit valg." Han skulle nok få drukket hendes blod, ikke det hele, det ville være spild. Men noget af det, han kunne sagtens stoppe sig selv efter noget tid, han kunne stoppe sig bare efter en tår hvis det blev nødvendigt. Han havde levet længe nok til, at have kontrol over hans blodtørst. "Så hvad vælger du?" Det ville ikke være umuligt for hende, at stikke af. Men han ville ikke lade hende slippe så let.

Hendes blik var rasende men alligevel var der som om der var noget i hende der var mere end villigt til at give ham hendes blod. Men hun nægtede, nægtede at lade denne lyst tage overhånd. Det var jo sygt, der måtte være et eller andet galt med hende, en rask person ville ikke ønske at blive bidt af en vampyr, få drukket hendes blod men hun ønskede det, inderst inde men udadtil havde en sat en facade op som var noget nær umuligt at se igennem. Hendes øjne var nærmest hypnotiserede fordi de var så grønne, de var så grønne som selve skoven på sit højeste punkt i løbet af foråret. En knurren kom fra hende, ja faktisk en reel knurren, den lød som en ulvs så han kunne vel næsten uden problemer regne ud det var det dyr hun var bundet til. "Bare fordi du er sulten skal du ikke tro jeg ligger mig ned og leger en madpakke". Hun var flabet, spydig, det havde hun altid været. Hun kiggede på ham, så ham i øjnene. Et trodsigt blik var at se men der var stadig den der lille snert af at hun ønskede det her. "Jamen så må du jo hellere fange mig!". Hun skubbere ham så hårdt hun kunne og vred samtidig sin arm fri og satte af ind i skoven. Anand var ikke typen man skulle lægge sig ud med, hun havde kogle meget nyttige evner men et eller andet sted ønskede hun ikke at bruge dem, hun ville jo gerne have det her?

Nicolas fandt hendes spydighed forfriskende. De fleste blev bare bange og skreg, det blev kedelige i længden. Hende her var anderledes, og anderledes var godt. Det var godt, at være anderledes i hans øjne. Der var så mange, at når man endelige stødte på en der var anderledes ville man gerne sørge for, at holde fast i den person. Men hende heller ville han bare drikke blod af. Intet andet. Men hun kunne ændre hans mening, det ville ikke være umuligt. Det var lykkedes for Caroline, dog under andre forbehold. Da hun skubbede ham væk smilede han bare skævt for sig selv. "Lad jagten begynde." Han trådte et skridt frem, og man kunne bare se græsstrå blæse, blade lette sig og andre ting bevæge sig. Han var væk. Nicolas brugte sin fart for, at få fat i hende igen. Han blev ved med, at løbe indtil han kunne dufte hende igen. Han stoppede op ved et træ og lænede sig op af det. "Du ved godt, at vampyrer er hurtigere end andre racer ikke?"

Han var ikke den største fan af adrenalin, det var de fleste vampyrer ikke, men han plejede også at kunne berolige folk efter han havde fanget dem. Noget sagde ham dog, at hende her ikke ville blive så let. Men igen, anderledes var godt. Han lagde armene over kors og ventede på en reaktion.

Hendes puls havde hævet sig i fart men ikke på grund af adrenalinen, på grund af at hun løb, det ville jo hæve en hvers puls eller i hvert fald dem som nu engang havde en puls. Hendes fødder bevægede sig vant i skoven, hun kendte den som sin egen baghånd hvilket var en fordel her men denne fremmed mand virkede også til at kende den ret godt, måske endda bedre end hende men det måtte tiden jo vise. Hun kiggede sig af og til over skulderen men hun kunne ikke se ham. Men han var jo også vampyr, de var jo meet hurtigere, stærkere end hendes race men hun havde ikke tænkt sig bare at give op. Han skulle få kamp til stregen. Alane var en spydig, flabet, stædig men elskværdig person når man først kom ind på livet af hende i en anden forstand end hvad denne mand prøvede på. Let stoppsde hun op foran ham, virkede ikke den mindste smule bange. Hun sendte ham et skævt og udfordrende smil. "Jo da, men selv hvis du har en overhånd vil jeg da også nyde det her". Hun slog med håret mens hun kiggede på ham hvilket bare blottede hendes hals, det var tydeligt hun gjorde det for at tirre ham. Hun satte af fra jorden og landede sikkert på en af grenen over ham og hoppede så over i et andet træ bag et tæt krat og satte så videre. "Jeg venter på dig Darling". Hun råbte det stille tilbage mod ham, en drillende tone. Den sure duft af adrenalin havde ikke ramt hans næse på nogt tidspunkt.

Nicolas syntes faktisk på en måde om hende, hun turde sige ham i mod, ligesom mange andre ikke gjorde. Han ville dog stadig have en smagsprøve af hendes blod, han havde brug for det. Måske ikke lige hendes blod, men lige nu ville han have det og intet andet. Hvis en engel lå foran ham og blødte ville han være ligeglad, han ville have hendes blod. Nicolas kunne ikke helt se, hvad hun synes var sjovt ved det. Men hvis de begge fik noget ud af det, så var det vel meget godt. "Din definition af nydelse er anderledes end mange andres." Han så undrende til, da hun hoppede fra gren til gren. Det havde han alligevel ikke set før. Han havde set at engle var fløjet derop, men ikke nogen der var hoppet. Han så efter hende og hørte hendes ord. "Jeg giver dig bare et forspring kære." råbte han imod hende. Han begyndte nu bare og løbe uden, at bruge sin overnaturlige fart. Det kunne være sjovt og se om han kunne fange hende, uden hans vampyrkræfter. Han var dog stadig i god form, så det ville nok ikke tage voldsomt lang tid, før han var oppe ved hende.

Nicolas undrede sig en anelse over hende her. Hun virkede ikke bange, selv om hun vidste hvad han gerne ville opnå. Det var næsten som om, hun gerne ville have han bed hende. Det var ikke helt normalt, men heller ikke umuligt. Han havde oplevet det, et par gange før. Det havde bare ikke været en, med så delikat blod som hende. Han kunne nærmest smage hendes blod.

Hun ville gerne have han bed hende, ville gerne have han sank sine tænder ned i hendes bløde hud og sugede af hendes livskraft. Det løs så underligt at sige men så var det jo godt at det kun var for hende selv at hun sagde det. Et eller andet sted nød hun virkelig det her, jagten og det resultat den ville ende med. Hun gav ikke alt hvad hun kunne da hun gerne ville fanges men det skulle han jo ikke vide. Let lod hun blikket glide rundt omkring hende for at finde ud af hvor hun skulle løbe hen. Hun besluttede sig for at løbe hen til en lysning hvor der også var en smuk sø. "Det er du ikke den første der siger". Igen råbte hun til ham, det var ikke fordi hun ligefrem prøvede at skjule sig. Let stoppede hun da hun nåede lysningen. "Sikke en gentlemand du dog er". Hun kunne ikke lade være med at grine lidt af det, det virkede bare komisk at kalde ham for en gentlemand. Roligt gik hun en smule ud i vandet og kiggede sig så omkring, et skævt smil på sine læber. Stille og drillende kaldte hun, "Kom frem, kom frem hvor end du er.... Jeg ved jo du er her". Atter engang har hendes stemme flabet og drillende men samtidig var der også noget så dragende over hende.

Nicolas blev bare ved med, at følge hende. Selvom det blæste en del, kendte han hendes duft godt, så hun kunne ikke undgå at dufte hvor hun var henne. Så i princippet kunne han finde hende med det samme, men de virkede begge til, at finde det sjovt. Så hvorfor stoppe det? Nicolas lyttede til hendes ord, og tog sig selv i at smile svagt. Men han lod hurtigt smilet falme igen, det var ikke rigtig hans stil, at smile til eller over fremmede. "Du skulle bare vide." Han råbte det ikke, så det var ikke sikkert hun hørte det, men det passede på en måde. Han kunne godt være en gentleman, det hele afhang af hvem det var han stod overfor. Han hørte hendes ord og brugte sin overnaturlige fart. Det eneste der viste han var der var, at der kom lidt flere bølger i søen. Han prikkede hende blidt på skulderen og så på hende. Han ledte efter en god replik, men han havde problemer med at finde en. Så han stod der bare. Han lagde munden på hendes hals men tog først en dyb indånding og fik hendes duft med. "Du dufter eksotisk." Han holdt hende ikke fast på nogen måde, det ville han normalt gøre. Men han så ingen grund til det. Nicolas lod blidt hendes tænder snitte hendes hud og så begrave sig i hendes hud. Hun ville nemt kunne stikke af, men det gjorde ham nu ikke noget hvis hun gjorde det. En smagsprøve af den slags blod var mere end rigeligt. Han kunne godt huske smagen fra en shapeshifter, men hendes blod smagte langt mere eksotisk.

Selvom han ikke havde råbt det havde hun hørt det. Vinden havde nærmest båret ordene til hende eller også var det fordi der heller ikke var så langt imellem dem, det andet lød bare langt sejrer. De grønne øjne faldt på genspejlingen af månen som blidt flød på vandets overflade. Små uroligheder befandt sig allerede i vandet eftersom hun ikke kunne stå helt stille. Efter hun havde stået sådan et par sekunder lod hun blikket glide op på en rigtige måne som hun betragtede. Alane havde altid fundet månen smuk, stjernerne ligeså. Alt ved natten drog hende, hun elskede mystikken ved den, det uvisse. Et skævt smil lå over hendes læber som hun lagde mærke til bølgerne der kom i vandet. Han var lige bag ved hende men hun gjorde ikke noget, stod bare stille som om hun slet ikke havde opdaget ham. Hun mærkede det blide prik, han var uhyre blid af en vampyr at være, ikke at det generede hende den mindste smule. Hendes hud var varm mod hans læber, silkeblød og rar at røre ved. Kuldegysninger spredte sig over hele hendes krop mens han læber hvilede mod hendes hals. Det havde altid været et af hendes svage punkter men det der skulle til at ske nu var et endnu svagere punkt for hende, hun ville bare ikke indrømme det, hverken overfor ham eller for hende selv. Var dette egentlig forkert? "Heldigt for dig hva'?", selv i denne situation var hun flabet, hun kunne bare ikke lade være. Bitte små bloddråber piblede frem af de små ridser han havde lavet i hendes hud. Duften der kom derfra var så intens, så dragende og så lokkende men nærmest skulle tro den kun var designet til ham. Hun gispede da hans tænder gennemborede hendes blød hud, man kunne godt høre at det var et gisp af nydelse og ikke af smerte. Blodet flød med det samme ind i hans mund. Hun gjorde ingen modstand, faktisk virkede det nærmest som om hun rykkede sig tættere på ham.

Nicolas kunne sagtens være "rodet" men han forsøgte for det meste, at dræbe eller drikke blod på en ordentlig måde, så var der ikke så meget og rode op. Han skulle jo nødig blive opdaget. Han fik en hurtig smagsprøve af hendes blod og ville stoppe, men han blev nød til at smage mere. Det var så anderledes. Han drak ikke blodet hurtigt, det var mere sensuelt kunne man vel sige. Han fandt det selv sensuelt, det var blodets smag der gjorde det ved ham. Det fik ham til, at forstille sig han stod et helt eksotisk sted. Nicolas lagde en arm om livet på hende og drak en anelse mere. Han var sikker på, hun gerne ville have det, ellers ville han smage adrenalin i hendes blod og der var intet adrenalin. Han stoppede op trak hans mund væk fra hendes hals han tørrede blodet af hans læber med håndryggen og opdagede, at han havde lagt en hånd om hende. Han slap hende og trådte et skridt tilbage. Det var utroligt, hvordan blod kunne være så forskelligt. Han var selv en personlig fan af shapeshifter blod, det gav ham illusioner, han forstillede sig altid noget når han indtog det. Andet blod så han som mad, men shapeshifter blod var mere som et rusmiddel.

Den sidste vampyr Alane havde været tæt på havde givet hende det fine ar hun havde på underlæben men hun havde ikke været bange for ham selvom det havde gjort ondt han hun nydt det øjeblik hvor hans tænder havde boret sig ned i læben på men hun havde trukket sig væk fordi det skræmte hende at hun havde nydt det og på den måde var arene kommet på. Hun kunne mærke hver eneste gang han sugede hendes blod, det var en underlig følelse men for hende var det så rart, hun blev nærmest selv helt beruset og det var også derfor hun lod ham ligge en arm omkring sig, hun nød det hele, hele denne oplevelse var meget sensuel og pirrende for hende og hvis hun ikke tog fejl havde den også været det for ham. Hun stod lidt og sundede sig da han trak tænderne ud af hendes hals. Hun sukkede igen blidt af nydelse men prøvede ikke på at gøre noget, hun havde jo først lige mødt denne mand, kendte ham ikke engang, han kunne jo for alt i verden havde en han holdt rigtig meget af. Alane vendte sig stille om og så på ham som han havde sluppet hende og trukket sig væk. Hendes kjole var plettet af blod og det blev ikke bedre eftersom hullerne i halsen bare blev ved med at bløde. Hun kiggede roligt på ham men vidste ikke helt hvad hun skulle sige. Hvad skulle hun sige til en helt fremmed som hun lige havde delt et intimt øjeblik med?

Nicolas kunne heller ikke beslutte sig for, hvad han skulle sige. Han følte lidt han havde været Caroline utro, selvom der ikke var sket andet end, at han havde drukket blod. Men det var den intimitet der havde været i øjeblikket, der gav ham den følelse. Han havde nydt det. Lige præcis den følelser fik man sjældent, når man drak blod. Men det var også så unikt, at man gerne ville vente på det. Han gik op af søen og satte sig oppe på bredden. Hans tøj var der også kommet pletter på, men han var fuldstændig ligeglad. Han forstillede sig stadig smagen og de oplevelser han havde haft undervejs. Han havde forstillet sig, at skoven, søen og alt omkring dem begyndte og snurre rundt og lige pludselig blev noget andet. Det eneste der var det samme var dem og den måde de stod på. I stedet for, at stå i søen havde de lige pludselig stået i en regnskov med en masse brøl i baggrunden, træerne var anderledes, der fugtigt over det hele og man kunne nærmest fornemme hvordan dråber af vand ramte dem. Han kunne ikke få nok af den følelse, det var den måde han slap væk, han slap væk fra verden og dens problemer på den måde. Det gjorde ham nærmest afhængig.

Hun bed sig let i læben mens hun betragtede ham. Hvad skulle sige eller gøre eller skulle hun overhovedet sige noget til ham. Lige i det hun skulle til at sige noget vendte han ryggen til og begyndte at gå væk, han gik så ikke længere end til breden af søen. Hun selv blev stående i et par sekunder før hun selv gik op, hendes kjole var blevet lidt våd men kun lige ned for neden så det gjorde hende ikke noget. Roligt satte hun sig ned ved hans side og kiggede blidt på ham. "Hey", hendes stemme var rolig og fattet, det var underligt hun kunne være sådan lige efter sådan noget var sket, de fleste ville enten være besvimet eller gået i totalt panik men Alane tog det hele så roligt. Der var jo ingen af dem som havde gjort noget forkert, han havde jo egentlig bare spist som en vampyr nu gjorde og hun havde ageret som madpakke for ham. Let vendte hun sig let mod ham og betragtede ham atter engang, han virkede i en konflikt med sig selv, som om han havde gjort noget forkert og pudselig virkede han bare helt væk som om han ikke længere var på dette plan. Var det hendes blod der havde haft denne effekt på ham, hun havde aldrig oplevet denne effekt før, som regel plejede folk at blive endnu mere grådige og det var så her hendes evne var nyttig. Blidt lagde hun en hånd mod sit sår og lagde pres på det for at det skulle stoppe med at bløde. Hun følte ikke rigtig for at sidde her midt ude i skoven med en fremmed og forbløde. Det var ikke hendes definition af sjov.

Nicolas vidste ikke hvorfor, det havde den effekt på ham. Måske var det noget med hvordan hendes blod reagerede med hans. Det var ikke til, at vide. Han så over på hende, han snakkede normalt ikke med nogen efter han havde drukket blod fra dem. Han havde gjort det med Linetth og Bethany, men det var også det. Eller nu også hende her. Han smilede skævt, men også en anelse falsk. "Hej." Han var ikke typen der smilede meget. Han gjorde det mest for, at skræmme folk eller hvis han oprigtigt fandt noget sjovt eller nogle gjorde ham glade. Han var gået ud af det stadie, hvor han forstillede sig et andet sted, men nu så han bare det der rent faktisk var der. "Det var jagten værd." Han var ikke sikker på, om det var noget der gav mening og sige. Men nu var det sagt. Han så over på hende og opdagede sårene stadig blødte. Han lagde en hånd på hendes sår og tørrede det meste af blodet væk.

Hun lod fødderne og det meste af hendes ben glide frem af så de nu lå i det kølige nattevand. Hun havde lyst til at svømme men havde intet badetøj med og det var måske heller ikke det bedste indtryk at give af sig selv, smide tøjet foran en fremmed om hun knap nok kendte, det var en rigtig dårlig idé. Alane så med det samme igennem hans maske af det falske smil, det var utroligt så nemt det efterhånden var for hende men hun sagde ikke noget, holdt det for sig, hvis han gerne ville spille glad så skulle han da bare have lov til det. Hun strøg noget af det hvide hår ud af hendes sår selvom det gjorde ret ondt da det hev i det åbne kød. Hun skar en stille grimasse men sagde ikke noget. Hun kiggede roligt op på himmelen igen mens hun havde et stille smil på læben, Alane havde ingen problemer med at smile, det lå vel bare til hendes natur men på den anden side kunne hun også være den grummeste person, det var sjovt som folk havde to sider, nogle mere ens end andre. Hun lagde sin opmærksomhed på ham igen da han snakkede og hun kunne ikke lade være med at sende et flabet smil til ham mens hun så ham i øjnene. "Jamen det var da heldigt hva'?". Hun kiggede roligt ned på hans hånd, kuldegysninger spredte sig over hendes krop atter engang men denne gang fordi hans hånd var kold i forhold til hendes hud. Let fulgte hun hans hånd med øjnene.

Nicolas smilede mest for, at være høflig. Nogle gange, i dette tilfælde, ville han bare have hun skulle følge sig tryg. At smile falskt var måske ikke den rigtige måde, men han var ikke så god til det, med at gøre godt indtryk. Det var mere til den anden side. Nicolas så rundt, det var egentlig et meget hyggeligt sted. Han så over på hende og anede hendes smil, det var underligt hvor tiltrukket han pludselig var af hende, grundet et enkelt intimt øjeblik. Men det intime øjeblik var langt mere intimt end så mange andre. Det var intimt på en masse andre måder. Han havde også selv flere sider. Tre faktisk. Han havde en, hvor han tog hævn, når han ville tage hævn ville han være ligeglad. Han tænkte ikke på andres følelser. Så var der den, hvor han var en form for høflig, men stadig en anelse ligeglad. Det var sådan han var over for hende. Hans sidste og mindst brugte side, var når han åbnede sig op for en person. Det var sådan han var Caroline og Angela, som de eneste. Han tog sin hånd til sig og lagde hans hånd på hans knæ. "Ja. Det var jeg." Hans stemme var næsten følelsesløs, men der var også en snert af venlighed.

Hun kiggede stille på ham, en introduktion var vel efterhånden på sin plads. Roligt rakte hun hånden mod ham og kiggede ham i øjnene, "Alane", hendes navn var specielt og var noget de fleste slet ikke kunne udtale ordentligt men det generede hende egentlig ikke. De grønne øjne så på hans øjne, hendes øjne dybe og nærmest et bundløst hul af en rig grøn farve. Hvis han tog hendes hun ville hun give den et klem før hun slap den og hvis han ikke tog imod hendes hånd ville hun bare tage den til sig. Øjeblikket havde vidst haft mere effekt på ham end på hende men han havde jo også fået noget ud af det hvis man kunne sige det? Det virkede ikke som om det generede hende at han var så følelseskold og indelukket, det var de fleste personer hun kendte eller det havde de i hvert æret i starten, folk skulle bare have tid og have lov til at føle tryghed inden de åbnede sig op. Roligt lagde hun sig ned lige så lang hun var, hendes ben stadig i vandet. Det hvide hår indrammede hendes ansigt smukt selvom hun lå på halvdelen af det. "Bare ærgerligt det var en engangforstilling så", hun kiggede op på ham med et skævt smil og et flabet glimt i øjet. Hun tog det slet ikke så tungt med den følelsesløshed han udviste overfor hende, hvis hun havde levet som død i flere år ville hun nok heller ikke give så meget for følelser mere.

Nicolas lyttede til hendes navn og tyggede lidt på det Alane. Det var et flot navn, det var anderledes. Han så ned på hendes hånd og tog den blidt. "Nicolas." Man skulle tro, at han ikke ville have andre kendte hans navn. Han faldt ikke i god jord ved særlig mange, men han var ligeglad. Hvis nogle ville ham noget, så måtte de hellere end gerne komme. Han oplyste dog ikke særlig tit hans efternavn, det skete, men ikke særlig tit. Han fulgte hendes bevægelser, da hun lagde sig ned. Hendes bevægelser virkede så yndefulde. Han prøvede, at slå hans tiltrækning af hende ud af hovedet. Han ville ikke gøre noget ved det, men bare det at den var der, var slemt nok. Han havde ikke lyst til, at føle den tiltrækning til hende. Han blev bare siddende oppe, men rykkede sig en anelse tilbage, så han kunne se hendes ansigt bedre. Han var ikke helt tilfreds med, at han ikke kunne få mere af hendes blod. Men han ville ikke give op så let. "Du kunne jo godt lide det." Han så en anelse undrende på hende. "Lad os lave en aftale." Han var ikke desperat efter blodet, han kunne godt leve uden det, men han ville hellere leve med det.

Nicolas, meget almindeligt navn men alligevel ikke et der optrådte særlig tit nu til dags. Gad vide hvor gammel han egentlig var? Hun havde haft de samme tanker omkring Sean og han havde endda været enormt gammel eller i hvert fald i forhold til hvor gemmel hun var. "Hyggeligt at møde dig Nicolas", det var nok de færreste der ville syntes denne situation var hyggelig men nu havde Alane aldrig været som så mange andre, hun var ikke ligefrem hvad man ville kalde normal efter hvad normen mente. De grønne øjne gled roligt op på himmelen som hun lå ned, det var rart bare at ligge og slappe af her i natten, vinden havde efterhånden lagt sig men der var vel også gået et par timer nu? Hun kiggede roligt på ham mens han rykkede sig tilbage så han nu ikke længere sad med ryggen til hende. Hendes hals var helt blottet som hun bare lå der, ikke at hun virkede den mindste smule bange for ham, faktisk på ingen måde. Roligt løftede hun et øjenbryn da han snakkede om en aftale, hun havde helt valgt at ignorere det med at hun kunne lide det, hun ville stadig ikke indrømme det overfor sig selv, det var ikke noget hun var stolt af men hun var nu engang som hun var. Hun havde dog kunne mærke hans utilfredshed over hun ikke ville give ham mere af hende blod, det var lidt sødt på sådan en markaber måde. Hun skubbede sig stille op på albuerne og så ham i øjnene for at vise hun lyttede til ham.

Nicolas havde planlagt, at tilbyde hende beskyttelse eller noget i den dur. Men så så han på hende og blev mindet om en eller anden. Hun virkede bekendt, han kunne have set hende før, men noget sagde ham, at det ikke var hende han kendte. Nicolas så ud i luften og tænkte tilbage, han tænkte tilbage på hvordan han havde fået en vampyr til, at blive venner med en familie, hvor den ene halvdel var varulve og den anden shapeshifterer. Varulvene var han ligeglad med, det var shapeshifterne han ville have fingerne i. Den ene var ikke særlig gammel, så hende lod han være, men moderen kunne han godt få blod fra. Det blod var værdifuldt, man kunne få en hel del penge for det og så var blodet også bare delikat. Han vidste nu hvem den lille pige var. Alane. Hun lignede sin mor, der var klart nogle ligheder imellem dem. Han så tilbage på hende. Han kunne ikke være sikker på, om hun kendte til hendes familie, men det var et forsøg værd. "Jeg kender til din familie." Han havde ikke lige tænkt sig, at fortælle, at han var grunden til hun var blevet efterladt alene, hvis det overhovedet var hende. Men han var så godt som sikker, og han mente også, at hans muldvarp havde nævnt navnet Alane før. Men det var længe siden, han kunne ikke være sikker på det.

Hun kiggede på ham, betragtede ham. Et eller andet sted havde det været en rigtig god oplevelse men han skulle ikke regne med mere fra hende. Det havde været en engangs ting, hun var slet ikke interesseret i ham. Hun havde sit hjertet rettet mod en anden og sådan var det nu engang. Hun begyndte stille at bide sig i læben mens hun et lod en hvid tot hår sno sig yderst elegant omkring hendes slanke finger. Alane lignede på meget få punkter hendes mor, hendes mor havde været en rød håret eksotisk skønhed med bronze hud, det eneste hun havde arvet fra hende var de grønne øjne men de var også mere end kendetegn nok. Hendes far havde haft helt sort hår og mørke øjne, næsten helt sorte faktisk og en bronze hud ligesom moderen og hendes bror. Hendes hud var porcelæns farvet og silkeblød og hendes hår vidt men det var alt sammen sket efter denne sygdom hun havde haft, den der havde vækket de andre gener i hende. Alane sad dybt i sine egne tanker men i samme øjeblik da han nævnte hendes familie kiggede hun op på ham med et blik i øjnene der sagde at hvis han jokede ville hun flå hovedet fra hans krop og ofre det til en eller anden ond dæmonisk gud. "Tal, nu", det var tydeligvis en kommando men hun var ligeglad.

Nicolas ville hun kun have hendes blod og den oplevelse det kunne give ham. Alt andet var han ligeglad med, han havde nok i Caroline og ingen kunne skille dem ad, de havde været igennem så meget, at de var for stærke til, at lade noget eller nogen skille dem ad. Han var ikke meget for trusler eller ordre. Så da hun beordrede ham til, at tale så han bare på hende. "Hvad for jeg ud af det?" Han gjorde sjældent noget, medmindre han selv fik noget ud af det, og Alane kunne kun give ham en ting han ville have. Så medmindre han fik noget fra hende, ville han ikke fortælle hende noget. Han frygtede hende ikke, hun var måske anderledes end andre shapeshiftere og måske også stærkere, men det var lige meget, hun var ikke stærk nok til, at overmande ham alene. Hun kunne altid få andre med, men det var han ligeglad med, han frygtede så godt som ingenting. Han lagde armene over kors og ventede spændt på hendes tilbud.