My god, it's you again! //Alane

T: 16:00
S: Midt på gaden i Humvita
V: Solen skinner men vejret er køligt.
O: Et kæmpe mylder af mennesker.
P: En meget mørk kappe.

Eftermiddags mylderet i Humvita havde været igang i flere timer denne dag.
Flere tusinde mennesker havde vandret forbi det kryds.
Alle sammen enten på vej hjem, til frokost eller videre på arbejde.
Akuma havde set på dem allesammen mens de passerede ham.
Han havde stået lige midt i krydset hvor alle gik forbi.
Ingen havde så meget som fået øjenkontakt med ham endnu.
Han bar en lang sort kappe der gik hele vejen ned til hans fødder og dækkede det meste af ham.
Hætten på den var trukket ned over hans hoved og de skygger han dannede brugte han som maske så ingen kunne se andet end hans rødglødende øjne.
Folkemængden fortsatte deres gang og undgik at kigge for længe på ham.
*Sølle mennesker... Ingen af dem aner hvad der venter dem...*

Alane havde kun været her i denne underlige by en gang før, sådan en by som denne var den eneste af sin art i Underworld og det var vel det der fangede hendes nysgerrighed. Selvom alle menneskerne altid havde så travlt og aldrig så sig omkring, skyndte sig og nød vidst egentlig aldrig rigtig deres liv. Hun gik ned af en gade. Gaden myldrede med mennesker, det var utroligt at der kunne være så mange på en gang. Det var et under at hun ikke var blevet trampet ned endnu. Hendes lange hvide hår var sat op i en høj hestehale, pandehåret hang dog stadig løs. Hendes slanke men feminine krop var klædt i et par stramme sorte bukser som trods alt var elastiske. På overkroppen bar hun en blodrød top, udover den sad der en sort snørrevest som sluttede lige under hendes bryster og kun fremhævede hendes formere mere. Let så hun sig omkring, hun havde haft en følelse af at nogen kiggede på hende, ikke kun på hende men på folk omkring hende. Det varede ikke længe før hun så direkte mod de røde øjne som var omslugt af skyggerne. Umiddelbart lignede hun et ganske almindeligt menneske men hendes aura og udstråling emmede af mere styrke og det var som om hun var et langt stærkere væsen end de mennesker som gik rundt omkring hende og ikke opdagede noget. Hvem var det i skyggerne?

Akuma lod øjnene glide over befolkningen endnu engang.
Hans øjne havde taget farve efter at blive dækket med skyggerne.
De havde samme som de lyn han kunne fremmane.
Efter lidt søgning så faldte hans syn på en ung pige med hvidt hår.
Hun virkede velkendt.
Der gik kun få sekunder inden han fangede hendes øjenkontakt.
Hans øjne lyste lidt ekstra så hun kunne se at han kiggede på hende.
Hvor var det han havde set hende før?
...
Mange tanker flød igennem ham.
Der måtte jo være et eller andet.
Han begyndte at gå imod hende og igennem folkemængden.
Da han kom tættere på kunne han se hele hendes krop.
Der var et eller andet som vækkede et minde i ham.
Men han vidste stadig ikke hvor han kendte hende fra...

Sjovt nok kunne hun ikke kender ham, sådan som han var dækket af den store kappe men også øjnene var ikke dem som hun havde set sidst eller hun havde jo faktisk aldrig set ham før. Hun havde mødt ham en gang så vidt hun vidste og det var egentlig det. Det var som folk ikke rigtig var der mere, hun var så langt væk i hendes egne tanker men de var der, men det tænkte ikke rigtig over at hun var der, de gik udenom hende og skyndte sig ellers videre med deres travle dag.

Han gik mod hende, kom tættere og tættere på men hun blev stående, virkede ikke bange for ham. Fordi af en eller anden underlig grund var det som om hun kendte ham, det var ikke en ubehagelig følelse hun fik fra ham men en velkendt en, hvem var han? Det lignede allermest en skygge, en skygge som kravlede gennem mængden, hen mod hende og det varede ikke længe før han stod foran hende. Alane løftede blikket og så op i de helt røde næsten lysende øjne. Øjne som disse havde hun aldrig set før, de var betagende.

Da han nu stod tæt nok på hende til at kunne føre en samtale så tog han fat i hætten med begge hænder og lod alle skyggerne trække sig tilbage fra ham så man nu kunne se hans jakkesæt og hansigt.
Hans øjne blev igen sorte og hans halvlange hår faldte ned foran det ene.
"Jeg ved ikke om du kan huske mig men jeg kender dig et eller andet sted fra" sagde han roligt så det kun var hende der hørte ham.
Han havde nok kun haft en lille samtale med hende på gaden et sted.
Og så mindes han at have set hende i en eller anden folkemængde.
Han studerede hele hendes krop med hendes øjne for hun virkede af en eller anden grund stærk i sjælen.

Og hun havde nogle dyriske træk.
Det var hendes og lugt der afslørede hende i hvad hun var.
Skinwalker...

"Kender du mig?"

Hun kiggede op på ham, der var et nysgerrigt glimt i hendes øjne, det var som om hun havde det på sammen måde eller hun vidste jo nu at hun havde set ham et eller andet sted hende før. Det var ham i buret med orken men det var også det eneste sted hun kunne huske ham fra. Den første gang hun havde set ham havde han jo været forklædt, eller hvad det end hed det han nu havde båret den formiddag da havde set hinanden.

"Jeg har set dig før, i et bur"

Alanes hjerne dæmrede. Hun havde hørt stemmen før men kunne ikke huske hvorhenne eller hvem det var den tilhørte. Hun lagde godt mærke til de blikke han gav både hendes ansigt men også hendes krop. Let bed hun sig i læben men trådte ikke væk, hun virkede ikke bange for ham som de fleste andre sikkert ville.

Han kiggede hurtigt over skulderen og tilbage på hende igen.
Tankerne kom tilbage til ham.
Han fik jo aldrig præsenteret ham eller vist sit ansigt til hende ordentligt.
"Nu kan jeg huske dig... Men kan vi ikke snakke et andet sted? Her er for mange..." sagde han og lod skyggerne trække sig op af hans hud igen så man igen ikke kunne se ham fuldt ud mens hans øjne blev røde.
Han kiggede sig omkring igen.
Normalt skulle folk ikke se ham om dagen det ville bringe for meget fare til klanen.
"Kom" sagde han og begyndte langsomt at gå imod det højhus han boede i.
Det var næsten lige i nærheden.
Han vendte sig om og kiggede mod hende for at se om hun fulgte med inden han gik videre.

Alane fulgte hans blik, var der nogen efter ham eller hvad? Han virkede lettere paranoid men nu skulle hun jo ikke dømme ham, hun kendte ham jo ikke og kendte heller ikke rigtig til hans situation. Så hvem var hun til at bedømme hans sinds tilstand?
Han kunne huske hende men mindet om ham stod stadig en smule uklart eller i hvert fald den ene del af det, stemmen virkede stadig som en hun havde hørt et andet sted. "Jo det kan vi vel godt, hvis du kender et godt sted, jeg er ikke lige specielt velbevandret i denne by", hendes øjne gled omkring og hun kunne ikke rigtig forestille sig et sted i denne by hvor der kunne være stille og at der ikke var nogen mennesker omkring dem.
Det så altså lige uhyggeligt ud når han var dækket i skyggerne men hun virkede ikke bange for ham. Let nikkede hun og begyndte så at følge efter ham over mod en af de højere bygninger.
Hendes blik mødte hans da han kiggede sig over skulderen, hvor mon de skulle hen?

Akuma var virkelig paranoid nok til ikke at lade folk vide hvem han var så tæt på hans eget hus.
Disse mennesker kunne jo være andet end bare travle arbejdere.
Han gik nu ind i det første højhus som de kom til.
Altså hans højhus hvor han boede øverst oppe.
Dette sted kunne han være sikker.
Og så kunne han langt om længe præsentere sig for denne pige han havde stødt på så mange gange.
Mens han gik mod trapperne og havde hende bag sig begyndte han at tale.
"Kan du huske da jeg sagde stedet var for offentligt til at jeg kunne præsentere mig? Dengang vi mødtes først? Jeg kan...
Og nu vil jeg forklare det hele. Ser du jeg var medlem af en hemmelig klan der tyranerede mod forredere i Doomsville by. Vi har længe været undercover så derfor kunne jeg ikke snakke den dag. Folk var begyndt at få mistanke til hvem jeg var. Det er også derfor at jeg bære denne kappe idag da jeg nu er blevet leder af Denne klan efter at Den Hvide Heks forsvandt for nogle måneder siden... Jeg bor heroppe så vi burde kunne få den viden om hinanden vi ønsker. Og misforstå mig nu ikke jeg har bare ikke kunne tænke på hvor uhøflig jeg var imod en uskyldig pige som dig der bare ville snakke midt på gaden. Ja jeg lyder skør men sådan er jeg nu..." fik han sagt mens de gik op af trapperne.

Da de var kommet op af trapperne gik han hen til en sort dobbeltdør som han åbnede og fremviste derved sin penthouse lejlighed.
Han tog nu kappen af så man kunne se hele hans person, ansigt, hår, øjne og jakkesæt.
Kappen blev hængt op lige inden for døren og Akuma vendte sig mod hende.

"Mit navn er Akuma Sakushu-sha, leder af ShadowAngels og højre hånd til Sakref. En fornøjelse at møde dig" sagde han og bukkede pænt foran hende.

Alane var stadig usikker på om hun virkelig skulle følge med en fremmed men det gik nok, han virkede ikke synderligt farligt. Let begyndte hun at pille ved en løs tot hår, hendes hvide hår hang ned langs hendes ryg i en høj hestehale. Hendes hud var bleg men ikke sygeligt bleg, nej den var porcelæn farvet og så silkeblød ud. Let bed hun sig i læben som hun fulgte ham ind i bygningen og hen mod trapperne. Det var overvældende da han pludselig smed alt den information i hovedet på hende, det var sjældent man mødte folk der var så åbne eller også var det fordi han så noget i hendes der fik ham til at stole på hende. De grønne øjne fulgte ham mens han talte.
"Jeg ville nu ikke kalde mig en sød lille uskyldig pige men det må jo være din bedømmelse af mig", Alane var ikke uskyldig, hun havde da slået ihjel, bedraget og så videre men hun anede ikke noget til Sakraef eller nogen Hvid Heks men dog vidste hun at den klan han snakkede om nu var Sajro medlem af eller rent faktisk leder så det var nok bedst at holde for sig selv at hun kendte ham og faktisk kendte ham afsindigt godt.
Hun kiggede sig omkring og trådte så stille ind af døren til hans hjem, det var underligt. Hendes øjne betragtede ham da han tog kappen af. Han virkede ikke specielt farlig men udseendet kunne jo narre en. "En fornøjelse at træffe dig Akuma, jeg er Alane". Hun havde aldrig rigtig opgivet sit efternavn ikke at hun tænkte over det.

Akuma lod sin ene hånd glide igennem håret efter at han havde rettet sig op igen.
"Nu kan du få din tidligere nysgerrighed stillet. Hvis du ellers er interesseret?" sagde han med en lidt kæk stemme og gik over mod sin store hjørnesofa der fyldte en stor del af stuen.
Inden han satte sig fandt han to glas frem og en karaffel med noget gyldent væske i.
Han hældte op i sit eget glas og satte det andet glas på sofabordet.
"Tag endelig for dig hvis du har brug for nektar til halsen" sagde han roligt i det han satte sig ned.
Nu kunne de få de informationer som de ønskede.
Eftersom han fandt hende interessant så ville han da vide noget om hende.
Men han burde nok have sagt at væsken var en af de dyreste whiskyer man kunne skaffe.
Dog så kunne hun jo få det fortyndet med isterninger hvis hun ønskede.
Det var bare Akumas måde at virke venlig på.
Ved at tilbyde hans whisky.

Alane ville stadig gerne vide hvem denne mand var. Hun havde set ham et par gange og første gang havde han været meget underligt klædt og det havde skræmt de fleste væk fra ham men ikke hende, hendes nysgerrighed havde tværtimod draget hende tættere på ham og de var faldet i snak men kun meget kort og her sad hun så nu, i hans lejlighed og snakkede med ham, det virkede underligt at sidde her, de kendte knapt nok hinanden.
Hun fulgte ham stille og stod lidt og betragtede ham mens han fandt glassene og den gyldne væske frem, det var sikkert alkohol og det sprang hun ellers let og elegant over da hun ikke holdt alkohol specielt godt men det var sikkert uhøfligt ikke at tage noget. Let satte hun sig ved siden af ham men med noget mellemrum mellem dem. "Tak skal du have", hun skænkede sig en smule af drikken men ikke synderligt meget. "Jeg er interesseret men jeg ved ikke hvad jeg skal kunne give dig tilbage da jeg egentlig er usikker på hvad det er du vil vide om mig", hun vendte si lidt mod ham, glasset i hånden. De grønne øjne så direkte på ham, hun skulle være sikker på at han ikke løj overfor hende.

Akuma lænede sig ledt tilbage mens han havde vendt sig mod Alane.
Han drak lidt af indholdet fra sit glas inden han valgte at svare på hendes spørgsmål.
"Hmm hvad er du interesseret i af viden? Samtidig kunne du svare mig på hvad din plads er i dette samfund?"
Akuma smilede let efter spørgsmålet var blevet stillet.

Rundt omkring i lejligheden var der nogle småmoderne møbler placeret og nogle få døre der førte ind til de forskellige rum.
Mitzás værelse var længere nede af gangen og Wanes' lige i nærheden.
Ellers var der et køkken og Akumas værelse som han næsten aldrig brugte.
Det sidste rum som var gemt nogenlunde væk var Akumas hellige bede kammer hvor han fuldførte sine ritualer til mørkets gud.
Han var meget troende i disse tider hvor hans kræfter blev påvirket af denne gud som han knyttede sig til.

Hun vendte sig stille mod ham, hun lagde det ene ben over det andet og duftede stille til væsken i glasset, det duftede jo meget godt. Stille sippede hun til det. Det rev i hendes hals men samtidig havde den en blød og rund smag hvis man kunne sige det. Nu havde Alane dog ikke nogen forstand på alkohol og heller ikke hvor stærkt sådan noget kunne være og var.
Hun så ham i øjnene som hun svarede "Jeg er blot en ydmyg brik i dette store spil", et hemmelighedsfuldt smil. "Jeg kunne godt tænke mig at vide Hvem du er Akuma og ikke dit navn, dette kender jeg allerede". Hun sippede atter engang til væsken i glasset. Let strøg hun det hvidlige hår ud af øjnene. Og stillede så glasset på bordet, der kom en lille klak lyd da glasset ramte bordpladen. Alane var ingen fjende af Sakref det kunne hun roligt sige. Hum var i hvert fald på hans søns gode side efter han havde reddet hende fra en ukendt skæbne. Hun havde også mødt Sakrefs brors søn.
Der var ingen guder i hendes liv, hun vidste faktisk ikke om hun troede på den fandtes men det var ikke noget hun ville sige højt.

"Jo ser du, jeg er mig og ingen anden"
Han grinede svagt mens han kiggede på hende.
Hun kunne jo stille et mere direkte spørgsmål til ham.
Der var jo nogen ting han ikke kunne plapre ud om til hvem som helst.
Selv nogle ting som kun han og en anden vidste...
Han havde nogle hemmeligheder som alle andre.
Men alligevel talte han meget op om hvordan han var hvis folk kom ind på emnet.
"Du kunne jo spørge mig mere direkte alt efter hvilken viden du søger min fine ven? Men jeg kan da sige jeg nok er en lidt større brik i spillet end du måske er?"
Han tog noget mere af whiskyen og nød smagen af de gyldne dråber.

Hvis det er en den lag vi leger, sådan gik hendes tanker og hun lo kort sin tunge glide ud og fugte hendes læber mens hun lod blikket glide op og ned af ham. Hendes blik var lettere afmålt som om hun overvejede hvad hun skulle spørge om og så ramte det hende. Det havde nagede hende tidligere på dagen og nu ville hun altså have svaret. "Hvad arbejder du så med Akuma". Hun sippede stille til væsken igen, den smagte godt men hun anede stadig ikke hvor stærk denne egentlig var. Roligt puffede hun noget af det hvide hår over skulderen og kiggede engang rundt i hans lejlighed, den virkede underlig men nu havde hun heller aldrig været i en lejlighed før. Rent generelt fandt hun stadig konceptet med disse bygninger mærkværdige. Roligt kørte hun glasset rundt så der skabte sig en lille malstrøm nede i glasset. Et let smil men med en masse hemmeligheder bag sig blev sendt hans retning. "Måske, det kan man jo aldrig vide sig sikker i".

Akuma rystede svagt på hovedet med et smil på læben.
Han kørte svagt en hånd igennem det halvlange hår.
Men han lænede sig svagt over imod hende.
"Jeg sørger for at de forkerte folk forsvinder" hviskede han i hendes øre.
Han var nu meget hemmelighedsfuld så han holdte lige denne del af samtalen på et svagt niveau.
"Ser du... Jeg tager mig af foræderne så Sakref ikke skal have besvær med dem. Jeg og min klan sørger for at de forsvinder fra jordens overflade så at ingen aner urråd før at folk en dag siger "hvad blev der egentlig af Jason"... Forstår du hvad jeg mener?" spurgte han så til sidst med den lave stemme.
Han lænede sig så tilbage igen mens han betragtede hendes hvide hår.
Hvis man så ordentligt på dem så ville det jo ligne en engel og en djævel der sad ved siden af hinanden...

Hun blev roligt siddende og lod ham læne sig så tæt på som han nu engang ville.
Hvorfor vidste hun dog ikke helt. Kuldegysninger spredte sig over hele hendes krop. Var det forkert af hende at hun fandt dette en smule seksuelt ophidsende. Det var det, hurtigt skubbede hun det langt væk og lyttede til hvad han sagde. Hun nikkede stille og vendte hovedet lidt så de nu var meget tætte på hinanden, ikke at hun prøvede på noget men hun ville se ham i øjnene når hun snakkede til ham, "Ja det har jeg", han fik det næsten til at lyde som en trussel. Var det mon også det eller tog hun det bare for personligt. Men hun kunne ikke lade være med at tænke, hvad nu hvis hun var i fare og lige var trådt durk ind i hjemmet hos en der ønskede hende noget ondt. Roligt rystede hun det af sig og havde stadig kuldegysningerne. Hurtigt drak hun noget mere af whiskyen, nok en lidt for stor tår men hun kunne ikke få hans dybe stemme ud af hovedet. Hun kiggede stille på ham.

Han tog lid mere af sin whisky mens han betragtede hendes reaktion på hans forklaring.
Det virkede som om at hun blev nervøs?...
Som om at hun nu ikke længere ønskede at være her...
Han stillede glasset fra sig igen.
"Men må jeg så høre... Hvad er det så du laver her i verdenen?" spurgte han mens han så at hun tog en alt for stor tår whisky til en af hendes størrelse.
*Det der har hun vist allerede fortrudt..*
Han slog hurtigt tankerne til side for at lytte til hendes svar hvis hun havde tænkt sig at tale.

//møg kort indlæg...