Roses are red, Violets are blue, and may evil be with you -NPC(I) and Alítheia

Den kolde natte luft, har lagt ned over byens gader, som en tiger mor ligger ved sine unger, men det var ikke kun kulden, som domineret på denne aften, da trykket stemning, kunne få selv den modigste til at kigge sig en ekstra gang over skuldren. og solens sidste stråler var stadig lagt som et tæppe over himlen, og varmede næsten alles hjerte at se op på den gul, røde, orange himmel der så fint og roligt trak sig væk, og man vidste at der ikke ville vare længe før månens lys snart var det eneste som himlen havde at byde på, indtil man igen kunne vågne i sin dejlige varme og blive kærtegnet af den frydefulde morgen sol. men indtil da handlede det om at sige forvel til de milde lys sol kom med, for nu var det snart mørkest tur til at sætte sig fast i vores alles fælles himmel, og derved male os alle i en fælles stemning, som kun det upolret og unikke måne lys kan.
En mild vind kunne mærkes kørende gennem sit hår, og den pirrende forfriskende fornemmelse der både rev og kyssede hårbunden på sin givende og irriterende måde, som kunne føles når man i en stille stund tog sig tid til at føle naturens lydløse visken. Mange syntes dette var en ubehagelig fornemmelse, og mange ville gå så langt at sige de følte sig som et lille nøgen barn der var helt alene i verden, mens de ubehjælpsomt måtte lade sig kærtegne af vindens naturlige charme. men andre så det som en fornøjelse at kunne føle sig levende, og blive pirret af elementerne på sådan en måde. Disse væsner var typisk de frisindet og glade af slagsen. dem der kunne se nydelse i verdens gaver. og i denne tid hvor der ingen krig var, eller ingen sygdom udover det normale var på spil, så var der mange af disse tromodige væsner, der kunne tillade sig at nyde dem selv, verden omkring dem, og deres kære. men hvad med dem som ikke kunne. dem der måtte se langt i tiden, dem der intet følte de kunne give til verden, dem som isetdefor at være glade for der ingen krig var, frygtede for der kom en. dem der ikke kunne søge tryghed i de små lykker i livet, dem der var for bange for en mulig fremtid, til at kunne leve i nuet. heldigvis var der ikke mange af dem. men hvad gjore man med den slags væsner? de svage sindet. brugte man sit eget gode humør og tid på at gøre dem mindre negative, eller lod man dem være med tanken om at alle vælger deres eget liv, og alle har modstand, og hvis der er nogen der lader sig knække, skal man ikke lade sig tage med i faldet?. det var stadig et stort etisk dilemma i mange. hvor vidt går jeg for andre? og hvilken slags folk vil jeg går længst for? og hvorfor.
Det var så langsomt begynde at falde med regn fra himlen, men ikke noget slemt, man kunne knap nok mærke det på nøgen hud, men man kunne godt se at der så ud til at komme mere i løbet af natten.

Inden i den store kirke var havde en hensynløs gruppe af væsner samlet sig. de havde ingen sans for nogen andre visioner end deres egne, og verden omkring dem var ikke rigtig hvis deres overhoved sagde andet. om gruppen var god eller ond havde skiftet som generationerne var passede forbi. de havde for mange år været i samfundet skygge, holdt sig i væk fra verdens politik og andre anliggender, og så smådt var den engang store magtfulde organisation blevet forvandlet til en myte kendt af få. deres etik og visioner var gået i glemme bogen, og det tomme ingenting havde taget dens legende i sit kolde favn og histoierne visnet som blomsterne om vinteren. man kunne se skygger og glimt af vagter ud af øje kroven, der bevæget sig med skyggerne som var de et med natten. man skulle have et godt øje for at se den kvinde som stod i kirke åbningen. hun havde en hel sort dragt på med en gylden drage på brystet, dog var den ikke hel dylden og derfor kunne man godt skjule den i mørket. hun havde et svær i den ene hånd, og et øjebind i det anden. hun havde langt rødt hår der gik ned til hendes liv.
der var aftalt en møde mellem denne ældgamle klan og pirat klanen, dog havde respententaten fået at vide hun skulle møde i et forladt lager hus, men da hun kom derind ville hun få at vide af en lille dreng på de 12 år at herren forventet hende i kirken, og at skfitet af møde stedet var for sikkerheds grunde. drengen ville følge kvinden op mod kirken.

Brevet, Det brev der var blevet sendt af sted få dage før, kunne komme til at betyde meget, og endelig var tiden inde, det var nu hun skulle komme til mødet, nu skulle hun finde ud af hvad dette helt præcist handlede om.

En mørk silhuet bevægede sig gennem de dystre gader, ingen hverken så eller hørte denne person, for det var ikke meningen, det denne person skulle, var hemmeligt, så hemmeligt at den ikke engang selv vidste al info. Den løb hurtigt gennem gaderne, så den sorte kappe personen bar, flagrede i farten.
De mørke gader så ud til at være tomme, ingen at finde i de mørke afkroge, alle var forsvundet, ingen var tilbage. Eller var de?
Snart var personen ved en gammel lagerbygning, hvor den slog den lange hætte væk, så man kunne se ansigtet, og håret, det lange røde har der så ud som ild, i de få af solens stråler, personen var en ung kvinde, eller det så hun ud til.
Kvindens havblå øjne så søgende ud, og kørte hen over de gale slidte bygninger, i sin søgen efter et livstegn, eller et tegn der kunne give hende viden om, hvor hun skulle være. Men intet skete, alt var nu helt stille, den eneste lyd der var, var kvindens åndedræt, der i denne stilhed lød som en blæst.
Endelig ville denne unge kvinde få mere viden, om hvad der var ved at ske, for godt lød det ikke, og siden hun havde læst det, havde der været en konstant uro, ville hendes position blive skadet? Kunne der ske hende noget? Hvem var disse mennesker?
Den unge kvinde var intet dydsmønster, faktisk nærmere sagt det helt omvendte, hun havde aldrig været venlig, eller tænkt på andre, medmindre det kunne gavne hende selv. Sådan havde hun altid været, for det hun havde lært var at det eneste hun kunne få ud af livet, var det hun selv sørgede for.
Kvinden var dæmon, og en frygtet Kaptajn, på et piratskib. Men ikke nok med det, var hun også en af lederne af en mægtig klan. Det var Alítheia Penny Piarton Ignotus, der stod og ventede på at det aftalte møde ville finde sted, ventede på at hun ville blive anvist til personen der havde sendt hende brevet.

Månen stod nu højt på den sorte nattehimmel, der var oplyst af de milliarder og atter milliarder af stjerner der befandt sig på dem, og ikke en af dem var ens, hver og en havde en lille detalje, der gjorde den unik. Det blege månelys oplyste svagt de mørke gyder, med sit blege skær, og stadig var der intet liv at se, udover Alítheia, der med sit flammende røde hår, var svær ikke at få øje på.
Dette vidste hun godt selv, men gad efterhånden ikke bekymre sig mere om det, da hun havde stået og ventet helt stillestående i mange timer, gemt væk i de mørke skygger.
Efterhånden som hun havde ventet kom utålmodigheden, og vreden, var dette møde bare en joke, var brevene bar skrevet af en der lavede sjov med hende?
Det måtte det være, ellers skulle hun da ikke have stået ved den tomme lagerbygning i så lang tid, det var jo der mødet var blevet aftalt til.
Alítheia gad nu ikke vente mere, hvad skulle det også til for. *Hvem end det er der har prøvet at lave sjov med mig kommer til at fortryde* tænkte hun nu vredt, imens hun var ved at tage det første skridt for at komme væk fra lagerbygningen.
Men noget afbrød hende, og fik hende til at standse op os se sig omkring. De lød skridt, ikke langt herfra, nogle var på vej, men hvem ville gå her på dette tidspunkt.
Alítheia trak hurtigt hætten op over sig, og gik ind i en mørk afkrog, for intet kunne vides sikkert, derfor ville det være smart at gemme sig. Kort efter dukkede en lille dreng op, der så ud til at være tolv år, han søgte efter nogle eller noget, men hvad var ikke til at vide. Forsigtig var drengen ikke, for Alítheia der ville finde ud af hvem han var, og hvad han ville, havde snart sneget sig om bag ham, for kort efter at have en kniv op mod hans strube.
”Hvad leder du efter lille du” sagde hun med en sukkersød stemme, hvori der var gemt en masse ondskab.
Drengen var rædselsslagen nu, og fik efter lang tid fremstammet et svar. ”J… Jeg leder Eft… Efter Frøken Ignotus” Alítheia tog kniven til sig, og drejede den lille dreng mod sig så hun kunne se ham i øjnene. Han ledte efter hende, var mødet ikke fup, var stedet blevet rykket, eller havde hun fundet det forkerte lagerhus? Det var ikke til at vide, medmindre hund spurgte.
Alítheia valgte at spørge, for nysgerrigheden dukkede op, og ved hende var den ikke til at styre ”Jeg er Frøken Ignotus, hvad vil du?”
Denne gang var drengen ikke ligeså bange, han så faktisk helt lettet ud, og svarede derfor også med en kraftigere stemme denne gang. ”Jeg skulle hente dig” sagde han og tilføjede kort efter med en lav hvisken ”Til mødet de ved nok Frøken.”
Alítheia følte sig nu lettere om hjertet, hun var faktisk helt glad, på en særpræget møde, måske var det lettelsen over det ikke var fup, måske var det glæden over at finde ud af hvad dette omhandlede.

”Før mig derhen så” Sagde hun med en myndig stemme, og ventede i kort tid på at drengen ville gå, så hun kunne finde ud af mere.
De bevægede sig gennem mange små gyder, som var svagt belyst af det kolde månelys. En kold vind kom ind imellem ind i de små gyder, og kærtegnede Alítheias hud i blide vindpust. Ingen sagde noget på vejen, de kun gik, for at komme til målet.
Efter at have gået et godt stykke tid, kom de til den store mørke kirke, og indendørs stod en masse.
Alítheia gik hurtigt ind gennem den store dør, for at komme ind i den store kirke, hun gik langsomt ind mod midten af kriken, til hun fik øje på en kvinde.
Kvinden var beklædt i en sort dragt, og på brystet, hang en gylden drage i en kæde, denne kvinde havde langt rødt hår, som var det lange blodråber.